We are home!

[Denjarna Dark Dynithril]

Hårdt var det måske at sige direkte, at man ville prøve lykken med en anden, hvis man umiddelbart ikke var tilfreds med det man havde.. men det var jo ganske enkelt sådan, at Denjarna var. Hvis ikke hun havde været således, havde de to end ikke kendt hinanden. Hun havde jo kun søgt ham i sin tid, fordi hun havde følt sig alene og frygtsom omkring Derick. Meget væk havde han nemlig været i en overgang, hvilket havde gjort hende ensom. Derudover havde hun konstant levet i frygten for, at han havde begæret en anden kvinde. ”Hvorfor tror du, at vi endte op med hinanden til at starte med? Du ved jo, at jeg havde Derick,” lød det ærligt fra hende. ”Jeg følte mig alene i længere perioder med ham, og derudover var der det faktum, at jeg mistænkte ham for at længes efter andre kvinder. Hvordan skulle jeg kunne sige, at det ikke ville finde sted igen, hvis det skulle ende op sådan igen?” Ej kunne hun være en anden end den, som hun var. Slet ikke, når hun førhen havde gjort således.
At det Denjarna gjorde ved ham vækkede lysten i ham, var ikke just meningen … og så alligevel var det. Det var nemlig ikke fordi, at hun kæmpede for at ryge ud i en ny akt. Hun ønskede dog, at han begærede hende, og var fascineret af, hvad hun kunne tilbyde. Som han trykkede hende ind mod sig, og som han opfordrede hende til at vise ham, hvad hun talte om, måtte hun dog indrømme, at hun ønskede at sætte det på standby. Hendes krop skreg jo efter søvn efterhånden! Dog kunne hun ikke nå at sige noget, inden han kyssede hende. Dybt måtte hun besvare kysset, hvor hun på alle led nød det, skønt hun var søvnig. Derfor måtte hendes hjerte også slå det hurtigere, inden hun måtte bryde kysset. ”Lad mig tage revanche i morgen,” bad hun dæmpet, inden hun bidt måtte kysse hans hals. ”Det vil heller ikke gøre mig noget, at du er ved at springe af lyst til mig til i morgen..”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det havde vist sig, at være et kæmpe turnoff for Gabriel, at høre de ord fra Denjarnas læber. Han havde nok håbet på noget andet, end hvad han havde fået, men han kunne jo ikke ligefrem få hende til at skifte mening, kunne han? Hvis hun var så bange for at han ville finde andre, og tænde på andre kvinder, hvilket i forvejen var irriterende, så kunne han jo bare ikke rigtigt gøre noget ved det. Han var træt af alle de småproblematikker, og nu hvor det var sådan her, at det skulle være, kunne han ikke gøre det store ved det. "Blot en mands sølle håb, som lige blev knust," sagde han direkte. Denne gang med en langt mere fast mine i ansigtet, end hvad han ville have haft normalt. Han måtte jo bare forsøge at bide det i sig, i den forstand, at han nu kunne gøre det. "Men det er fint.. Hvis det er sådan ud har det, så skal jeg ikke blande mig yderligere," sagde han denne gang med en direkte stemme. Ondt gjorde det et sted.. Og det frustrerede ham faktisk også en hel del.
Et dæmpet suk brød Gabriels læber, som han lagde hovedet tilbage. Denjarna var træt, og selv han kunne godt bruge noget søvn efterhånden. Han vendte blikket mod hende igen. Hun ville vente til i morgen? Hun kunne da ikke bare vække det i ham, og så bare tro, at det var okay at lade det ligge! "Synes du den der er retfærdig?" spurgte han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han hungrede jo allerede nu efter hende! "Eller er du blevet så gammel, du ikke kan holde til mere?" spurgte han direkte. Han morede sig ved tanken om det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Som Gabriel talte, kunne Denjarna næsten forstå på det hele, at han havde håbet på mere. Havde han oprigtigt håbet på at gå fra Silia og til hende? Og ikke bare for ren og skær morskab, men derimod for et ægte parforhold? Svagt trak hun på smilebåndet. Hun kunne jo ikke lade være, som det jo var længe siden, at nogen havde sagt det højt overfor hende. Salvatore havde jo aldrig nævnt, at han ønskede det af hende. På trods af, at han lød det bitter, måtte hun lægge hånden imod hans kind. Her lukkede hun kortvarigt øjnene i, inden hun måtte trykke sine læber mod hans i et kys. Kort var det dog, som hun efter få sekunder trak hovedet til sig. ”Hvis det er af betydning for dig, hvorfor vil du så ikke kæmpe?” spurgte hun stille, hvor man vel næsten kunne sige, at hun opfordrede ham til bare at kæmpe lidt? Var det også så unormalt, at man som kvinde ønskede, at manden kæmpede for hende? På det punkt var hun jo ikke så meget anderledes end som så mange andre.
At han derfra ønskede at komme hende tæt igen var noget der klart satte blandede følelser i Denjarna! På den ene side var hun jo voldsomt træt, som hun havde været i gang længe, nået flere klimakser, og havde dagen i morgen med audienser. På den anden side mærkede hun dog stadig, hvordan hendes blod måtte pumpe det hurtigere, som han kyssede og rørte hende. Hun elskede det jo! ”Jeg behøver ikke at være retfærdig,” sagde hun med et smil på læben.. indtil han sagde, at hun var gammel. Det var da det sidste, som hun var! Hendes fingre greb ham om hagen, hvor hun var ligeglad med, at nogen af neglene borede sig ind i hans kind. Læberne trykkede hun alt imens imod hans i et intenst og krævende kys.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke just typen, der lagde skjul på, hvad han ville have, og hvad han ikke ville have, og det havde Denjarna nu alligevel formået at ødelægge. Ikke fordi at han gik med et brændende håb og en allerede taget beslutning om, at det var her han skulle være, for det var slet ikke sådan det skulle være.. Men derimod havde han håbet, at hun ville være mere åben for de muligheder, som der var dukket op, hvilket hun tilsyneladende ikke just kunne sige, at være. Han tog mere end glædeligt imod hendes kys, som han gengældte. Ikke havde han noget imod at kæmpe for det som han gerne ville have, men skulle han være den eneste, som gjorde det? "Er jeg den eneste der skal gøre det? Eller er det en tanke, som også du gør dig?" spurgte han med en sigende stemme, som han let vendte blikket mod hende. Skulle han da være den eneste? Og ville det overhovedet hjælpe ham, hvis hun allerede havde gjort sig tanken om, at han ikke ville blive mand nok, og nogensinde ville blive det?
Gabriel vendte blikket i retningen af hendes skikkelse, som han let smilede til hende. Selvfølgelig ville hun trække tiden og lade ham vente, selvom han slet ikke var interesseret i at vente! Overhovedet ikke! "Du har nu aldrig været retfærdig," pointerede han let, som han igen møvede om på siden og lagde sig der sammen emd hende. Ikke at det var noget som han havde noget imod. Overhovedet faktisk. "Det er jo det jeg siger.. En forfærdelig kvinde," pointerede han med et let smil på læben.

[Denjarna Dark Dynithril]

Om Denjarna var klar til at indgå i et forhold, vidste hun ikke. Manden skulle i hvert fald være den rette, hvis det kom dertil. Dog kunne man næsten sige, at det ville være det voksne af hende at gøre.. Det sølvgrå blik holdt hun på ham. Om han var den eneste der skulle kæmpe? Unfair var det vel, eftersom der skulle to til at danse.. Dog krævede hun stadig, at manden skulle gøre en vis indsats, hvis han skulle gøre sig nogle forhåbninger om at få hende enemand. ”Jeg ville da forsøge at gøre mit, hvis det var tilfældet,” sagde hun ærligt. ”Dog holder jeg stadig ved, at jeg ikke vil kunne være med en hvilken som helst mand.” Special var hun trods alt, og det havde sine følger. Følger hun ganske enkelt ikke kunne lave om på. Ej så hun væk fra ham. Var det en seriøs samtale de havde, eller var det blot ideer der blev luftet? ”Er det, hvad du ønsker, Gabriel..? At være med mig?” Tankelæser var hun trods alt ikke, og derfor kunne selv hun havde brug for svar. At han lagde hende ned igen, så de begge endte med at ligge på siden, sagde hun intet til. Så længe at han tog det til sig igen, at hun var gammel. Det var jo det sidste hun var! ”Du synes kun, at jeg er forfærdelig, fordi jeg ikke opfylder dine lyster lige nu og her,” sagde hun drillende, inden hun ikke kunne nænne sig. Hånden lagde hun mod hans overkrop, hvor hun langsomt og pirreligt lod den glide ned ad ham.. Så langt ned, at hendes fingre også måtte glide over hans ædlere dele. ”Bare tænk på, hvordan det må føles, når du får udløst al den begær i morgen,” hviskede hun tirrende. Hun vidste på alle måder, hvad hun gjorde!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvfølgelig skulle man tænke på at gøre det med den rette, men kunne det være rigtigt, at det kun var Gabriel, som skulle kæmpe for det? Det synes han bestemt heller ikke var retfærdigt, hvis han skulle være helt ærlig. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, som de nu måtte ligge der i sengen. Det var vel uretfærdigt? "Du skal ikke gøre noget, hvis det ikke er noget, som du har lyst til," sagde han blot. Det var slet ikke meningen, at hun skulle gøre noget, hvis det slet ikke var noget, som hun egentlig havde lyst til at gøre når det endelig skulle være i den anden ende. "Det skal du selvfølgelig heller ikke.. Det skal være med den rette. Jeg beder dig bare om ikke at lukke af for muligheden fra start," sagde han med en rolig stemme. Så langt, så kunne han da være med igen.
Gabriel møvede sig om på siden, og med Denjarna trygt hvilende i sine arme. Det var jo sådan her at han godt kunne lide det. Hans blik søgte hendes skikkelse, og med et stille smil på læben. Ønskede han at være med hende? På den måde? "Det ved jeg ikke endnu." sagde han med en ærlig stemme. Det var sandt, at hun stillede de lyster i ham lige nu, og sikkert også gjorde det i morgen, men dette var svært for ham, at vende ryggen til. "Du er mig en forfærdelig kvinde, fordi at du vækker det i mig, og ikke gør noget ved det," pointerede han med en rolig stemme. Han sendet hende et smil. Hun var virkelig ikke retfærdig overfor ham lige nu! "Du er virkelig ikke fair," pointerede han med et let smil på sine læber.

[Denjarna Dark Dynithril]

Svær at tolke var Gabriel bestemt i dette øjeblik! Det ene øjeblik følte Denjarna, at han var interesseret i hende og håbede på mere, hvor hun i det næste øjeblik følte, at han var ligeglad og blot mente, at denne lille fornøjelse var nok. Forvirrende var det, men det gjorde vel også bare, at hun ikke skulle lægge mere i det? Hvorfor skulle det være så forbandet svært omkring ham?! Hvorfor skulle han vække alle de følelser i hende, der fik hende til at stille spørgsmålstegn ved tingene?! Frustrerende var det uden tvivl! ”Ved du overhovedet selv, hvad du ønsker?” endte det med at lyde fra hende for for at være ærlig, så lød det virkelig ikke sådan.. og på det punkt var hun ikke den rette, som hun som sagt ønskede en der ikke tvivlede på, hvad han ville med hende. Mere til det sagde hun derfor ikke, som hun havde svært ved at forholde sig til noget der syntes at være så usikkert. Hånden lagde hun mod hans hofte, hvor hun blidt lod sin tommel stryge ham over huden der. Det følelsesmæssige syntes at være umuligt at tage stilling lige nu og her.. Det var den fysisk nærkontakt dog ikke, som hun brændende måtte nyde at være ham nær. Let trak hun på smilet, som han sagde, at hun vækkede tingene i ham, men så ikke gjorde noget ved det. ”Det er charmen, og jeg ved, at du nyder det.. Se bare, da jeg bandt dig Du brokkede dig, men i den sidste ende kunne du ikke benægte, hvor meget det tændte dig,” lød det ærligt fra hende og med et glimt i øjet. Hun vidste jo, at hun havde ret. Selvom det pinte ham, så nød han, at han ikke fik det hele serveret på et sølvfad. ”Hvis jeg var fair, ville jeg ikke vinde,” lød det muntert fra hende.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel kunne heller ikke rigtigt finde ud af, hvad han ville, og særligt omkring Denjarna, var han selv ekstra forvirret. Hvad ville hun? Havde de overhovedet nogen chance og nogen mulighed for at finde ud af det sammen? Det var jo egentlig aldrig nogensinde til at sige, når det kom til hende, hvilket han faktisk måtte sige, var direkte irriterende! Hans blik gled mod hende. "Det er her nyt for mig, Jarna," sagde han med en kortfattet stemme. Faktisk måtte han erkende, at det var en tanke, der rent faktisk irriterede ham. Han sukkede let som han ellers blev liggende der ved siden af hende. Ikke faldt det ham ind at skulle slippe hende.. Overhovedet faktisk.
"Du vil påstå, at det er retfærdigt, at rive det hele frem i mig, og så bare lade som ingenting.." kommenterede han med en rolig stemme. Hans blik hvilede på hende, selv da hun strøg ham over hoften. Han kunne virkelig godt lide det, og særligt nu hvor de bare kunne ligge og slappe af til det. "Når man ligger i med en smuk kvinde, og ikke engang får lov til at bruge hænderne.. så er det da mindst lige så uretfærdigt.. Mit brok er hermed berettiget," pointerede han let. Han trykkede hende derfor tæt ind mod sig, så hun kunne komme ordentlig og tæt ind mod ham. Han sendte hende efterfølgende et stille smil. "Med andre ord, så snyder du," kommenterede han med et smil på læben. Han tog det ganske vidst ikke særlig tungt.. Han slappede af. Han ville ikke fokusere på mere af det negative.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej ønskede Denjarna at skændes. Ikke nu, og ikke igen. Det var hun for træt til. Derfor var det vel også bedste bare at … glemme sagen og derfor lade den ligge? Der kom trods alt alligevel ikke noget godt ud af det lige nu og her. ”..Lad være med at tænke mere over det så,” endte hun blot med at sige, inden hun strakte halsen, så hun kunne skænke hans læber et blidt kys. Måske var det også bare for det bedste at ligge sig hen og på den måde undgå, at det hele pludselig skulle skride fra dem? Selv ønskede hun trods alt at afslutte dagen på en god måde. Var det også så underligt igen? ”Jeg sagde ikke, at retfærdighed ikke kunne være en hård ting..,” sagde hun med en morende tone. At hun tirrede ham, og at det fik ham til at længes efter hende, havde hun absolut intet imod. Hun nød det.. Særligt hvis han faldt i søvn med den lyst, og vågnede med den igen den næste dag. Tænk engang, hvordan han ville få de frustrationer ud! Selv mærkede hun, hvordan det måtte pumpe i hende ved den blotte tanke. Hovedet førte hun frem mod ham. ”Når man ligger i men en smuk kvinde, skal man blot nyde, hvad hun tilbyder,” hviskede hun, inden hun bed ham i underlæben. Han gjorde det jo så let for hende! Hovedet trak hun til sig igen. Langt væk kom det dog ikke, som han i stedet trykkede hende ind mod sig. Noget, som hun kun nød. ”Kald det, hvad du vil.. Du brokker dig kun, fordi jeg klarer mig så godt, som jeg gør,” endte hun morende med at sige, inden hun kækt blinkede til ham. Hun nød det uden tvivl.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel ønskede ikke at ødelægge denne aften, og særligt hvis det skulle forløbe på den måde, som det nu gjorde. Det var jo ikke ligefrem meningen, og ikke ønskede han, at ødelægge hvad de nu havde haft, ved at starte yderligere diskussioner op. Så hellere stoppe der mens legen var god, og så måtte man jo tage den derfra. Måske gik det.. Måske gik det ikke.. Det var jo egentlig aldrig til at vide. "Okay.." sagde han med en dæmpet steme, som han mere end glædeligt tog imod hendes kys. Det føles så fantastisk, at kunne mærke hende så tæt på sig! Retfærdighed var ikke nødvendigvis en blid ting, hvor det i dette tilfælde, måtte være hårdt. Hvordan skule man da kunne gøre det anderledes? Hun vidste jo uden tvivl hvordan man skulle udnytte det på denne her måde! Ikke at det gjorde det meget bedre.. Det var tirrende. "Det er uretfærdigt," fastholdt han med et smil på læben.
Gabriel trykkede hende tæt ind mod sin egen krop, da han havde brug for at mærke hende der. Det var nemlig der, at han gerne ville have hende. Hun havde jo ret.. Han havde jo heller ikke haft andet valg, end bare at tage imod, kunne man jo sige. "Hvad andet valg, gav du mig?" spurgte han med et morende smil på læben. Måske at de bare burde sove.. Det var også ved at blive sent. Hun klarede sig for godt, hvilket han var nødt til at give hende. "Og en kende for kvik i pæren," pointerede han denne gang med et let smil på læben, inden han skænkede hende endnu et kys.

[Denjarna Dark Dynithril]

Selv ønskede Denjarna ikke at ødelægge den ellers gode stemning, og derfor bad hun også om, at de kunne lade sagen ligge. Hvad nyttede det også at diskutere videre? Ingen af dem vidste jo alligevel ikke, hvor de ville hen med dette. Igen vidste de jo blot, at de følte noget, men derimod hvad de følte, kunne ingen af dem svare på. Det var jo som at lade den blinde guide den blinde! Derfor passede det hende også kun, at han ligeså ønskede at droppe emnet. De kom trods alt heller ingen vegne alligevel. Smilet trak hun på, som han igen stemplede hende som uretfærdig. ”Du siger måske, at jeg er uretfærdig, men jeg siger derimod, at jeg giver dig kamp.. og at du nyder det,” svarede hun ham selvsikkert igen. Han nød jo, at hun legede med ham på den måde, som hun gjorde! Hvor frustrerende han endt fandt det i øjeblikket, så kunne hun jo mærke, at han nød, at hun ikke blot gav sig over for ham. ”Intet måske, men det er ikke ens betydning med, at det ikke skulle være værd at nyde,” lød det morende fra hende. Armen lagde hun roligt om hans krop. Selv nød hun måden, som han knugede hende ind til sig på. Ønsket og værdsat fik det hende helt til at føle sig, og hvem nød ikke også det? Dæmpet slap hun en latter. ”Du kan som sagt bare ikke klare, at jeg har ret,” sagde hun morende, inden hun måtte gengælde kysset, som han tildelte hende. Varm måtte hun helt føle sig, hvor hun på alle led nød det. Hvordan skulle hun også kunne andet? Blind var hun jo ikke over for nærkontakt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ikke var det Gabriels mening at ødelægge det,og så lang tid, at ingen af dem, vidste hvad de ønskede, så var det vel egentlig bare at stoppe, til de fandt ud af det, ikke sandt? Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. Nu lod de den ligge, og fokuserede i stedet for på noget andet, end hvad der med største sandsynlighed heller ikke ville blive til noget. En tanke som naturligvis gjorde ham trist, og særligt nu hvor han så småt var ved at få håbet om, at det var noget, som ville kunne lykkedes dem på et tidspunkt. "Det er noget som du ville elske, var sandheden, ikke sandt?" spurgte han med et tydeligt smil på læben. Ikke var det noget, som han kunne, og ikke var det noget, som han havdet tænkt sig, at lægge skjul på, og særligt, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende.
Gabriel blev liggende, og med hende godt trykket ind i sin egen favn, da han virkelig godt kunne lide, at have hende liggende der. "Det derimod, det har du ret i.. Jeg kan godt lide, at ligge ned med dig.. og bare nyde det," sagde han med en rolig stemme. Et let smil passerede hans læber. Han var ved at køre træt.. særligt med alle de tanker og alt, som han nu måtte gøre sig, uden at han egentlig gjorde det med vilje. Hver ting til sin tid. Det var jo endnu meget, som han skulle vænne sig til. "Du tager fejl.. Du kan ikke tåle at have ret," pointerede han med et drilsk smil på læberne. Han kunne jo virkelig ikke lade være med at prikke til hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

Smilet trak Denjarna på. ”Ikke vil jeg ønske, at det er sandheden, når jeg derimod ved, at det er,” svarede hun ham morende igen, inden hun for en kort stund valgte at ligge sin hånd imod hans skæggede kind, så hun blidt kunne stryge ham med tomlen. Han nød skam, at hun ikke var som de andre. Ellers havde han vel heller ikke foretrukket hende frem for sin hustru? Hun måtte derfor have noget, som de andre kvinder ikke havde, og selv vidste hun, at hun havde det, at hun ikke bare gav mændene, hvad de ville have af hende. At han nød at være her med hende, var hun kun tilfreds over. ”Godt.. For jeg nyder det også,” sagde hun ærligt i en rolig tone. Hun nød nemlig uden tvivl at ligge her med ham og bare … være der. Rart var det nemlig, som hun ganske enkelt følte sig tryg og tilpas. Store ord var det egentligt fra hende, da hun på det seneste havde valgt at distancere sig fra denne verden, så det blot hed arbejde og samleje. Ikke al dette imellem, hvor hun vel bare … hyggede sig. ”Og som du siger, at jeg bare ikke kan tåle at få ret, vælger jeg at se sådan på det, at du skjuler det for mig, at jeg har ret,” sagde hun drillende og strakte sin hals, så hun blidt kunne kysse hans læber. ”..Sov nu. Det har været en lang dag,” lød det roligt fra hende. En lang dag havde det i sandhed været for dem begge. Gabriel var vel også særligt træt oven på sin forvandling? Dog syntes han helt at have glemt det faktum, hvilket også kun var for det bedste. Han havde jo ikke været til at hugge og stikke i, som hun havde fundet ham ved ruinerne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

De blide strøg over hans kind, sagde Gabriel virkelig intet til, da det føles godt. Det var jo ikke en komplet afvisning, hvilket også gjorde, at han kunne slappe af. Måske at det ikke var helt tabt alligevel? Han måtte finde ud af, hvad han ville, og så måtte han tage det derfra. "Du er mig en kende for kvik, kære Denjarna Dark Dynithril," pointerede han med et stille smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være med at drille hende, nu hvor han endelig havdemuligheden for det. Sandheden havde hun fat i. Desværre, og et sted var det en tanke som tildels måtte irritere ham lidt.
At hun nød bare at ligge der, lige så meget, som det han selv gjorde, var noget som passede ham mere end fint. Han lænede sig frem, og plantede et let kys mod hendes mundvig. "Se.. jeg har alligevel en indflydelse på dig," sagde han med en næsten stolthed i stemmen, inden han lagde sig godt til rette ved hende igen. Armene lod han endnu hvile tæt omkring hendes skikkelse. Han var træt, og nu hvor han kunne mærke det, ved at ligge der ved siden af hende, så kunne det uden tvivl også godt mærkes for hans vedkommende. Han nikkede. Hun havde jo ret. "Du har ret. Du burde også sove.. Sov godt." Han skænkede hende et sidste kys, inden han lod øjnene glide i. Skræmmende nok, så tog det ham ikke lang tid, før han blev revet med til drømmeland, og sov i en god og behagelig søvn, med hende ved sin side.

//Out

[Denjarna Dark Dynithril]

”Og intet kan du gøre ved det,” lød det kækt fra Denjarna. Hun nød det. Hun nød det hele. At ligge her med ham.. At tale med ham. Skræmmende fandt hun det, som det var besynderligt at føle sig så veltilpas omkring en anden. Derudover brød hun sig heller ikke om at afgive den kontrol. Selv var hun jo vant til, at det blot var hende suverænt. Kortvarigt lod hun øjnene søge i, som han kyssede hendes mundvige. Simpelt var det, men utrolig rar var fornemmelsen alligevel. ”Måske.. Pas på, at du ikke ødelægger mig,” sagde hun drillende, skønt hun et sted mente det. Derick havde jo haft indflydelse på hende, hvor hun til sidst havde indset, at han havde bedt hende om at rykke sig for meget for parforholdets skyld. Det ønskede hun ikke, at der skulle ske nu, da det forhold jo havde skredet fuldstændigt til sidst! Let trak hun på smilet, som han sagde godnat til hende. ”Sov godt,” sagde hun roligt, inden hun gengældte kysset. Forsigtigt vendte hun sig om i hans arme, så hendes ryg og ende i stedet kunne blive trykket mod hans overkrop og underliv. Hvornår havde hun egentligt sidst ligget således med en mand? Hun vidste det ikke.. Hun vidste blot, at det havde været med Salvatore og for mange år siden. Hun tog en indånding, inden hun måtte lade øjnene glide i. Kunne hun vænne sig til dette? Roligere blev hendes vejrtrækning. Som hun lukkede øjnene i, kunne hun virkelig mærke, hvor træt hun egentligt var! Ligesom med Gabriel gik der derfor ikke mange sekunder, før hun lå i en tryg og dyb søvn.

// Out