We are home!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Uden tvivl var Gabriel meget fascineret af dragen, som hvilede på rækværket, selvom han dog måtte sande, at han ikke var meget for at komme for tæt på. Han havde desuden også en meget sjov fornemmelse a,f at dette væsen, ikke brød sig om hans tilstedeværelse, der tæt på Denjarna. Ikke var det fordi, at han var ude på noget, men derimod bare nyde sit liv, som enhver anden, så det i sig selv, var jo ikke noget som var farligt for nogen i det hele taget. Han himlede kort med øjnene. "Derfor skal de vel stadig opdrages på?" spurgte han direkte. At det derimod var en fuldvoksen og tænkende mand, var han jo helt ukendt med.
Dragen endte med at tage turen fra rækværket, hvor han fulgte ham med blikket ud i mørket, inden det var Denjarna, der havde taget hans fulde opmærksomhed. Han havde intet imod det, hvis det betød, at de kunne være lidt alene, og kunne komme ind og få varmen. Desuden ønskede han heller ikke, at hun skulle ende med at blive syg, ved at være herude. Som hun lagde hånden mod hans lænd, tillod han sig selv, at lægge armen om hende. "Du skal have varmen," sagde han endeligt, inden han mere end villigt, lod sig føre ind i gemakkerne. Ikke var dette et sted, som han havde set før, og ikke var det noget som han havde regnet med, at skulle komme til at se. Han så sig kort omkring. Smukt og fint.. præcist som man kunne forvente, at Denjarna ønskede at bo. Han trak kort på smilebåndet. "Som man kunne forvente, at du ville bo," kommenterede han dog.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Han er opdraget, som han skal være,” sagde Denjarna kort for hovedet. Ej heller have hun et problem med, hvordan Damien var. Selv vidste hun nemlig, at hun intet havde at frygte fra dragen, samt hun vidste, at hun kunne sige en ordre og blive lyttet til. At Damien fløj af sted som bedt om, passede hende også kun udmærket. I så fald endte det uden nogen slagsmål eller videre spydige miner, samt hende og Gabriel nu kunne få den stund sammen, som de var kommet her for. Ind på værelset bevægede hun sig, hvor hun måtte trække let på smilebåndet. ”Hvis jeg bliver syg, ved jeg da, hvem jeg skal anklage, og hvordan vedkommende skal bøde for det,” lød det fra hende med et glimt i øjet. At hun boede som forventede, passede hende ganske udmærket. Selv ville hun også altid mene, at hendes stil havde været fin og dyr. Præcis, som det skulle være. ”Det tager jeg som en kompliment,” sagde hun roligt, inden hun måtte bevæge sig ind foran ham. Armene lod hun falde om halsen på ham, uden at hun tog det sølvgrå blik fra ham. Nu hvor de nok engang var alene, kunne de jo frit gøre, som de ønskede. Noget som hun også agtede at udnytte! Blidt kælede hun for hans nakke. ”Klæd mig af..,” endte hun selvsikkert med at bede ham i en stille tone. Det at være i sin våde kjole, hjalp nemlig ikke på hendes helbred. Derudover var der også det faktum, at hun intet havde imod, at han så hende helt bar, samt det, at hun ønskede at fornemme ham uden alskens stof. Hendes hoved faldt en kende på sned. ”..og varm mig dernæst.” Hvorfor spilde tiden, når de begge vidste, at de ikke var her for at strikke?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Virkelig..?" spurgte han denne gang med en langt mere direkte stemme, end hvad han nok havde gjort brug af tidligere, men det var jo heller ikke fordi, at han kunne gøre så synderlig meget ved det. Han lod hende derfor bare føre ham med indenfor. Allerede her, kunne han mærke varmen brede sig. Og det faktum, at vide, at de nu var i sikkerhed, gjorde det kun langt bedre for hans vedkommende, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Et smil passerede let hans læber, som han vendte blikket mod hende. "Det er skam også ment som en god ting," fortalte han med et stille smil på læben. Han vendte sig direkte mod hende, som hun bad ham om at klæde hende af. Et smil passerede hans læber, næsten helt triumferende. "Du kan give mig alt den skyld, som du har brug for at give mig," pointerede han let, inden han først førte hende hen mod sengen. Først, da de stod ved sengekanten, begyndte han at klæde hende af. Kappe og kjole.. Alt skulle åbnes, og derefter forlade hendes krop. Ikke var der nogen grund til, at hun skulle skjule sig for ham. Han smed tøjet fra sig. "Læg dig," hviskede han mod hendes øre, inden han plantede et kys mod hendes bløde kind. Dette var noget, som han aldrig nogensinde ville gå hen og blive træt af.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej ønskede Denjarna at diskutere dragesituationen med Gabriel, som det ikke var derfor, at de var kommet. Derfor var hun også hurtig til at vende scenariet mod den situation, som hun ønskede der skulle forekomme i stedet, og heldigvis var Gabriel ikke bleg for at springe med på vognen. At hun måtte beskylde ham al det hun ville, fik hende til at trække morende på smilebåndet. ”Jeg vil huske at have det i mente,” svarede hun kækt igen. Langsomt bevægede hun sig tilbage imod sengen, som han guidede hende hen imod. Selv kunne hun uden tvivl mærke, hvordan forventningerne måtte stige i hende. Særligt som han hverken gjorde eller sagde meget endnu. De unikke sølvgrå øjne holdt hun på Gabriels ansigt, som han stille begyndte at klæde hende af. Fysisk rart måtte dette uden tvivl være for hende, da klæderne endnu havde været fugtige mod hendes krop. Som de kom af, kunne hun dog virkelig fornemme kulden, hvor man også nu kunne mærke, hvor kold hendes krop egentligt var gået hen og blevet. Flygtigt søgte hendes øjne i, som hun først fornemmede hans varme ånde imod sit øre, og dernæst mærkede hans bløde læber imod sin kind. Ingen ord forlod hendes læber, som hun trådte det sidste skridt tilbage mod sengen, inden hun lagde sig. Her trak hun sig en anelse tilbage, så hele hendes krop kunne ligge på den bløde madras. Forventningsfuldt faldt hendes blik på hans ansigt. Spændt på at se, hvad det næste ville blive. At han turde tage styringen med hende, nød hun kun, som hun savnede en mand der vidste præcist, hvad han ønskede af og med hende. At Gabriel skulle vise sig at være en sådan mand, havde hun ikke just regnet med. Ikke med den fortid, som de havde haft sammen, hvor han havde gjort alt, hvad hu havde bedt ham om.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Nu hvor Gabriel havde set det smukke væsen, som hun måtte huse på sine gemakker, var han nu også klar til at komme videre i aftenens program, hvilket kun indebar stunder mellem hende og ham. Det var dette, som passede ham særdeles godt! Et smil passerede hans læber, som han stillede sig ved siden af sengekanten, og roligt begyndte at klæde hende af. Dette var på hendes ønske, og derfor var det også ham, som tog kontrollen over dette, da det oprigtigt, var noget, som han ønskede at få gjort.
"Alt hvad du vil," kommenterede han med et let smil på læben. Det var jo lige præcist, sådan at han ville have det.. At det var ham, som hun gik og tænkte på, i samme grad, som han gjorde det omvendt. Tøjet fik han derfor af hende, og lagde det til side, ved at lade det falde til gulvet. Han smilede tydeligt tilfredst denne gang, inden han knappede skjorten op og smed den fra sig lige så. Bukserne lod han falde samme vej. Det var jo koldt og vådt, så hvorfor ikke bare få det af? Dernæst kravlede han op i sengen. Kold som hun var, fik det selv hans nakkehår til at rejse sig. Han ville jo varme hende.. nyde tiden sammen med hende.. Glemme Silia, og alle de problematikker, som han til nu, måtte sidde med. Han lagde sig halvt om halvt over hende. "Du er virkelig kold, kæreste," bemærkede han, inden han lænede sig frem, kun for at skænke hendes læber et blidt kys.

[Denjarna Dark Dynithril]

Opmærksomt fulgte de sølvgrå øjne Gabriels bevægelser, som Denjarna selv havde lagt sig i den bløde seng, som hun var blevet afklædt. At han ligeså selv måtte begynde at afklæde sig, nød hun kun godt af. Han var jo i særdeleshed gået hen og blevet en flot mand, og det behøvede han bestemt ikke at skjule for hende! Selv nød hun i hvert fald særligt, at der var kommet noget muskulatur på kroppen, og særligt overkroppen, som hun altid havde nydt en god og mærkbar overkrop. At Silia ikke havde ønsket at markere den som sin, måtte være hendes problem. Selv passede det hende nemlig udmærket, at hun nok engang havde Gabriel ved sig. Ej heller skulle han hige efter en anden kvinde i den tid, hvor hun endnu ønskede ham. Smilet trak hun på, som han nu langsomt trak sig ind over hende. Tilfreds var hun på alle måder. Villigt tog hun imod det blide kys, skønt det kun var et kort et af slagsen. Et der måtte give hende smag for mere. ”Som sagt… Varm mig,” bad hun ham dæmpet igen, som hun ønskede at se, hvad han ville gøre ved det. Igen kunne hun meget vel tage sagen i egen hånd, men morsomt var det ikke just, når man altid skulle gøre det. Derfor nød hun også at udfordre folk med det. Blidt lagde hun en hånd imod hans brystkasse. Dog gik hun kun til at nusse ham stille og roligt over huden her, alt imens hun holdt øjenkontakten med ham.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Siden Denjarna havde valgt ham fra dengang, havde Gabriel gennemgået en kæmpe forvandling, som hun nu kun måtte nyde godt af? Alene synet af dette, var ikke noget som gjorde ham noget. Han kunne lide den måde hun kiggede efter ham på, samt den måde hun opførte sig på. Han vidste jo, at dette var et syn, som hun nød forbandet godt af. Og det frydede ham virkelig, at se hende reagere således overfor ham.
Selv ønskede Gabriel at varme hende, selvom ubehaget ved kulden, var noget som han nærmest måtte nære på. Tanken om en dødsengel, var endnu noget, som han skulle vænne sig til. Det var jo i forvejen en kæmpe udfordring i sig selv for ham, når han havde været så vant til det modsatte igennem så lang tid nu. "Troede du, at jeg ville lade dig ligge her og fryse?" spurgte han med en ganske sigende mine. Han kyssede hende, inden han lagde sig nedover hende. Ikke at han var meget varmere. Han var jo lige så kold, som hun var. Hans klæder havde jo selv været våde.. foruden hans bukser faktisk, og det var jo heller ikke just varmt at bade lige nu. Han lagde sig denne gang helt ned over hende, kun for at trække dynen over dem, så den dækkede dem fra hans liv og ned. Et tilfredst smil passerede hans læber. Han lænede sig igen frem, og kyssede hendes læber. Han kunne vel give hende varmen med sin fantastiske nærhed? En selvtillid havde hun uden tvivl formået at sætte i ham, og særligt fordi, at han kunne glemme Silia lidt. For ham, var det uden tvivl forbandet rart, at glemme lidt om de problemer, som hvilede lige under overfladen.

[Denjarna Dark Dynithril]

At Gabriel nærede sig på den tilfredshed, som Denjarna følte over for ham, gjorde hende intet. Selv mente hun nemlig også, at man skulle belønnes, hvis man gjorde det godt, og han havde i sandhed gjort det godt! At han umiddelbart også nærede sig på den kulde, som hun følte i kroppen, vidste hun dog ikke. Heldigt var det dog, som det jo ikke var meningen, at han skulle nyde, at hun havde ondt! Glimtet var endnu at finde i de sølvgrå øjne. ”Man ved jo aldrig, om du blot ønskede at tilluske dig en lukrativ soveplads,” svarede hun igen med et smil på læben. Ikke at hun troede, at han ville nægte at varme hende. Ikke sådan som hun regnede med, at han ville opvarme hende. At han lagde sig ind over hende, havde hun derfor heller intet imod. Også på trods af, at hun let måtte gyse, som det jo endnu var koldt for hende! Derfor hjalp det også, at han trak dynen hen over dem. Helt lullende føltes det, men ej ønskede hun at sove. Det var også næppe Gabriels intention med al dette.. Øjnene lod hun trygt glide i, som hun mærkede hans læber mod sine igen. Dog lod hun det ikke forblive et kort kys denne her gang, som hun nu lagde armene blidt om halsen på ham, så hun kunne holde ham der og gøre kysset det dybere. Hun ønskede bestemt at nyde dette, og han skulle det samme!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Ikke ønskede Gabriel, at Denjarna skulle rende rundt og fryse, have smerte og have ondt, selvom hans nylige tilegnede race, havde en helt anden mening, hvad det måtte angå, så var der bare ikke noget, som han kunne gøre ved det. Sagen var vel blot, at han i sandhed måtte elske, at have hende tæt på sig, og vide, at dette et sted, måtte være hans ret ene og alene?
Langsomt lagde han sig over hende. Ikke havde han travlt, som han oprigtigt ønskede, at nyde tiden med hende, nu hvor han endelig havde chancen til at gøre det. Han smilede let. "Du læser desværre mine tanker, kæreste.. Hvorfor skulle jeg ellers ligge her?" spurgte han tydeligt drillende. Selvom enhver ville ønske, at de kunne have en god, varm og lun seng, samt en kvinde ved sin side, så ville han også ligge der, fordi at han oprigtigt ønskede at være en del af hende, samt komme tæt på hende, og det var det, som han var ude på i en stund som denne. Samtidig med, at det i sandhed, måtte få ham til at glemme alt omkring Silia, som i forvejen, var en tanke, som plagede ham meget!
Kysset holdt han, som hun besvarede det. En glæde var det derfor, at hun ikke ville have, at han skulle trække sig. Sådan tog han det om ikke andet. Som hun lagde armene om hans nakke, følte han hvordan hans eget hjerte for alvor igen, måtte hamre mod hans bryst. Armene lod han søge omkring hende. Han skulle nok sørge for, at hun fandt varmen igen! Om det så var på den ene eller den anden måde! Kysset intensiverede han, hvor tungen strøg over hendes læber, som bad han for adgang. Han ville mærke hende tæt på, nu hvor han havde muligheden.

[Denjarna Dark Dynithril]

Et slag måtte Denjarna tildele hans faste brystkasse ved hans ord. Dog kun i sjov, som hun ligeså vidste, at hans ord var ment i sjov. ”Jeg tror, at jeg holder fast i min oprindelige mening om dig.. Idiot,” lød det fra hende med et smil på læben, alt imens hun nok engang måtte nyde dem faktum, at han rent faktisk fik hende til at more sig. Det var uden tvivl noget, som hun nød, men hvilken kvinde nød ikke også en mand, der kunne tilfredsstille hende, samt få hende til at smile og le? Selv ville hun i hvert fald mene, at man kom langt på den led. Som hun mærkede hans læber mod sine igen, og det mere krævende end før, mærkede hun behaget i sig, samt hvordan forventningerne måtte stige. Selv vidste hun udmærket hvad hun ønskede sig, og ej var hun bange for at tage det! Hurtigere begyndte hende hjerte at slå, som hun mærkede, hvordan kysset blev intensiveret, og hvordan hans arme snoede sig om hendes krop. Som hans tungespids let kildede hendes læber, valgte hun at skille sine læber ad en anelse, så hendes tunge kunne byde hans velkommen. Selv nød hun uden tvivl nærheden, hvor hun ønskede mere af den! Selv ønskede hun også at presse ham, som hun ønskede at se, hvor initiativrig og krævende han kunne være. Hænderne fjernede hun fra hans hals, så hun i stedet kunne lægge dem mod hans skuldrer, og på den måde tvinge dem om, så hun nu lå dominerende oven på ham. Den ene hånd lagde hun derfra mod madrassen, så hun havde noget at støtte imod, alt imens den anden lagde sig mod hans brystkasse, som hun kælent berørte med fingrerne.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Et drilsk smil passerede Gabriels læber. Så lang tid, at hun vidste, at han gjorde dette i ren og skær morskab, så passede det ham mere end fint. For ham, var det nemlig vigtigt, at hun vidste, at han gjorde det, for at få hende til at smile, snarere end for at få hende til at blive ked af det, eller noget, som bare lignede det. "Men alligevel en sød og elskværdig en af slagsen," kommenterede han denne gang, uden at smilet falmede det mindste af hans læber.
Som hun tog fat om ham, så de blev vendt om, var intet, som han sagde noget til. Derimod, var det noget, som han nød af. Han lod tungen mere end glædeligt møde hendes, som han bød den op til en intens dans. Han lagde sig på ryggen, hvor de mørke vinger spredte sig bag ham, så han kunne ligge godt, og uden at krølle fjerene. Det kunne faktisk gøre ondt. Hænderne lod han glide ned langs hendes krop. Så brændende, at han ønskede hende tætteer på sig. Det var en helt ubeskrivelig fornemmelse! Og en, som rent faktisk lod ham gøre det! I øjeblikket, lå Silia så langt bag hans tanker, som hun overhovedet kunne komme til det, og var det derfor underligt, at han nød det, som han nu gjorde? I takt med at hun berørte ham og hans bryst, skød en sitren igennem ham. Ikke at han ønskede, at hun skulle stoppe, og aldrig havde det været hensigten eller intentionen ved dette. Hånden strøg ned over hendes bagparti, inden han svagt rykkede sig, så han lå ordentligt. Hans hjerte hamrede. Det var uden tvivl et voldsomt behag, der skød igennem hans krop, når hun lå der over ham! Det tændte ham!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Jeg tror, at det er en kendsgerning, som vi må have op og vende i retten,” svarede Denjarna drillende igen. Sande var hans ord dog, som han kunne være en god mand. Derudover kunne han også være elskværdig, som hun jo engang havde elsket ham. Om det var et faktum, som han endnu ikke troede på, vidste hun dog ikke. Han var jo nået så vidt, at han indrømmede, at han ikke havde hadet hende, men blot været skuffet over hendes beslutning.
Som Denjarna fik dem vendt om, måtte hun nyde at være den dominerende, skønt hun også nød en mand, der rent faktisk var i stand til at frarøve hende magten. Selv vidste hun nemlig, hvad hun ønskede sig, alt imens hun kunne lide den samme egenskab i en mand. Desværre hang de bare ikke på træerne.. Langt fra faktisk. Og det samme var det ikke just, når man evigt og altid skulle være den dominerende part. Begærligt trykkede hun sin krop ned mod hans, som hun ønskede at mærke rub og stub af ham, ligeså vel som hun ønskede, at han gjorde det samme med hendes. Hånden mod hendes bagdel fik hende også til at kvæle et suk imod hans læber, som hun måtte nyde det ubeskriveligt meget! Hun nød at mærke hans hænder på sin krop. Hvad al dette havde af betydning, vidste hun ikke. Hun vidste blot, at de nu var endt sådan her to gange i løbet af en uge, og at hun i mellemtiden havde længtes efter ham. Kælent lod hun sin hånd stryge fra hans brystkasse og videre ned over hans mave. Alt var, som hun huskede det fra sidst, og hun nød det! Han havde uden tvivl ændret sig til noget, som hun kunne lide. At det var et behag der var gengældt, nød hun kun.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Er den virkelig nødvendig?" lød det drillende fra Gabriel, som ikke gjorde andet, end at lægge sig ganske godt til rette i sengen under hende. Han vidste, at de kunne drille hinanden, hvilket uden tvivl var det vigtigste og bedste af det hele. Bare det, at han kunne glemme Silia, og bare nyde sit liv for en gangs skyld.. Tage til sig, hvad han kunne få.
Gabriels hjerte, måtte hamre voldsomt mod hans bryst, og endda, som aldrig nogensinde før. Han måtte jo erkende, at det var en tanke, som han virkelig godt kunne lide. Han sukkede dæmpet, og særligt nu hvor han havde hende i så hedt et kys, at det føles ubeskriveligt. Han berørte hende, som hun uden tvivl berørte ham, og i takt med, at hendes hånd, kun måtte søge længere og længere ned, steg forhåbningerne også samtidig, og det kunne uden tvivl godt mærkes i øjeblikket. Han prustede ganske let, inden han forsigtigt brød kysset, kun for at lade hovedet glide ordentlig tilbage i sengen under ham. Han var vel egentlig bare gået hen og blevet ekstrem glad for hende? Ikke at det havde været hans mening og hensigt, selvom det nu alligevel var gået hen og sket. Han rykkede let med hende, så hendes ben var på hver sin side af ham i stedet for. "Lad mig komme dig tæt," bad han denne gang med en meget intens stemme. Han var kontrolleret.. næsten helt anstrengt, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Men han elskede det.. Gud hvor han dog elskede, hvad hun gjorde ved ham, og så nemt, som hun gjorde det!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Det er jeg bange for, at det er,” svarede Denjarna ham morende igen. Hvor hun dog nød det. Hun nød det virkelig, som det hele føltes så ligetil, og så godt.
Det hede kys de delte med deres tungers sensuelle dans, og deres kroppe der kælent trykkede sig mod hinanden, var uden tvivl noget der fik Denjarnas blod i kog. Levende måtte hun føle sig, samt yderst veltilpas. Hurtigt slog hendes hjerte mod hendes bryst, som hun kun kunne ønske sig mere. Derfor måtte hun også føle sig yderst utilfreds, som han valgte at bryde kysset! ”Hey..,” hviskede hun dæmpet i en klagende tone. Det var jo ikke meningen, at hans læber skulle forlade hendes! På ingen måde! De unikke sølvgrå øjne dukkede igen op, så de kunne falde på hans ansigt. Forandret var selv det, som han havde fået det mere mandlige og voksne træk. Noget hun igen kunne lide. Hendes ben faldt ned på hver sin side af ham, så hun var ganske åben over for ham. Smilet endte hun med at trække på, som han kom med sine ord. Om han måtte komme tæt på hende? Han kunne lige vove på at lade være! ”Behøver du virkelig at spørge?” lød det roligt fra hende, som hun ønskede, at han krævede hende. Særligt som hun jo selv ønskede ham! Hånden lagde hun igen imod hans brystkasse, som hun blidt strøg ham over huden der. Afventende for, hvad han nu ville gøre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel rystede en anelse på hovedet. For nu, var Silia fuldstændig glemt, hvor det derimod var Denjarna, der fyldte absolut alt ved ham, hvilket i forvejen, var en tanke, som faldt i særdeles god jord hos ham. Han smilede let for sig selv. Tilfreds, som han nu var. "Som om, at det nogensinde kommer til at ske," hviskede han igen.
Dette var ikke godt nok for ham. Selv ønskede Gabriel så brændende, at få Denjarna tættere på sig, og særligt, nu hvor han lå med hende, på den måde, som han nu gjorde. Det var vel heller ikke underligt, var det? Som hun ikke var tilfreds med, at han slap kysset, måtte det drilske smil brede sig. "Tillad mig, at gøre det godt igen," endte han med en dæmpet stemme, som han denne gang, valgte at tage mere fat i hende. Hun var frit tilgængelig i den stilling, som hun nu havde placeret sig på, og derfor, var det selv for ham, en fristelse for stor, og en af slagsen, som han ikke kunne fortsætte med, at vende ryggen til. Slet ikke! Denne gang låste han grebet mere omkring hende, inden han fik dem vendt. Kulden, var allerede så godt som væk for ham lige nu. Han tænkte i hvert fald ikke over det.
Gabriel fik dem vendt, hvor han denne gang tog pladsen mellem hendes ben. "Lad os få dig ordentlig varm," hviskede han intenst mod hendes øre, inden han ved hjælp af sin egen hånd, kom på plads, inden han gjorde det første skub, hvorpå han for alvor lod dem forenes. Et dybt suk brød hans læber. Det føles jo fantastisk!