Made up my mind!

[Deleted]

Den røde farve havde ingen ende, han var så fantastisk! Hun studerede ham nøje, han virkede så glad nu, det elskede hun virkelig, for det var hendes gøren, det var hun vist om. Som han greb fat i violinen, måtte hun vende blikket kort mod det smukke instrument, hun sad næsten op af sit eget lige nu. Hvilket fik hende til at læne sig lidt frem og ligge både violin og bue på bordet foran hende. Tænk sig at han kunne skrive melodier, hun fandt bare på dem, at være lærd på den måde var hun ikke just. Da hans spil begyndte, kickstartede hendes hjerte i ren og skær spænding, hun lukkede øjnene for at nyde enhver tone, så smukt det måtte lyde i hendes øjne. Hun kunne næsten ikke rumme al den lykke han gav hende, men hun gjorde da et bragt forsøg. Som altid, kunne hun jo ikke helt dy sig, så hun begyndte at synge i toner der passede sig til, ikke en nynnen, ikke ord, men toner lavet med hendes yndefulde og smukke stemme. Dette var lige præcis hvad hun savnede, og hun lagde ikke skjul på dette, hun stoppede dog igen med at synge, for bare at høre hans spil, hun smilede saligt og åbnede øjnene for at betragte en passioneret mand i sit es, og så med præg og inspiration af hende. Det kildede helt i maven at vide dette, hun var så glad!

[Deleted]

I takt med at Myrina begyndte at synge, blev det også tydeligt for Jophiel, at hun kunne lide hvad han havde lavet til hende. Det var jo udelukkende til hende, at han havde handlet og reageret på den måde, som han nu havde gjort! Han havde savnet hende, fra det øjeblik, at hun havde valgt at forlade stedet her. Det var næsten uhyggeligt, hvor meget han havde manglet hende, og særligt fordi, at det var sket så hurtigt! Aldrig i hans liv, kunne han huske, at have følt noget for nogen på så frygtelig kort tid, og det var uden tvivl også mærkbart for hans vedkommende.
Et varmt smil passerede hans læber, som han lod øjnene glide i. Denne gang, lod han sig selv føle det. Han følte det hele, og særligt fordi at hun nu også var sammen med ham, hvilket var noget af det bedste af det hele! Meget havde han dog ikke fået skrevet på melodien endnu, men han var efterhånden kommet godt på vej. Gad vide hvordan det endelige resultat ville ende med at blive?
Jophiel rundede derfor sin melodi af, og afsluttede med at fjerne buen fra violinen. "Kan du lide det?" spurgte han håbefuldt. I hans øjne, ønskede han at give hende det bedste. Det var kun det bedste, som var godt nok for hende, og det var lige præcis det, som han ønskede at give hende.

[Deleted]

Melodien ramte hende bestemt, hun måtte føle glæden og lykken i det, kærligheden som blomstrede, hun følte sig så utrolig varm lige nu, kinderne havde den evige glød i hans nærhed og lige nu havde hun intet imod det. Der var intet at skamme sig over, hun var vild med manden og at ligge skjul på det var jo en tabt kamp på forhånd, så hvorfor overhovedet prøve? Desuden var han jo et sted hvor han måtte gengælde hendes følelser, og det var en tanke som var helt fantastisk! Myrina måtte næsten mærke glædeståre finde vej, men hun holdte dem tilbage, hun kunne da ikke sidde og tude over dette, men hun var så lykkelig og for hende var det svært at rumme. Taknemlig var hun nemlig, over at have fået så god en start, efter hvad hun havde været igennem. Da han lod det afslutte, sukkede hun lyksalig, hans fjernede instrumentet og spurgte hende om noget hun ikke kunne svare på med ord. Derfor valgte hun at kaste sig frem i hans arme i stedet og presse sine læber dybt og passioneret imod hans. I kysset lå alt hvad hun havde at sige, hun elskede det! Som hun dog alligevel, endte med at slippe kysset, med de kraftige røde kinder, lod hun blikket glide op mod ham, strålende i glæde.
"Det var det smukkeste jeg nogensinde har hørt!" Hviskede hun blidt, med et kærligt smil på læben, inden hun krammede sig forsat ind til ham.

[Deleted]

Jophiel havde ikke familiens talent for brug af ord, hvor han derimod udtrykkede sig på helt andre måder, og det var vel også det, som måtte komme til udtryk i øjeblikket? Det var i hvert fald ikke noget, som han hverken kunne, eller ville lægge det mindste skjul på, når det endelig var i den anden ende.
Buen og violinen lagde han derfor fra sig, inden han vendte blikket mod hende igen. Kunne hun lide det? Han håbede i hvert fald på det. Han nåede dog knapt at reagere, før hun havde taget springet direkte ind i hans arme og kysset ham. Et kys, som han mere end glædeligt måtte gengælde, da han i sandhed elskede, at være så tæt på hende, som det han var i øjeblikket! Var det underligt, at det var således, at han måtte handle og tage tingene, når det endelig var? Han smilede let for sig selv, da han trak hovedet en smule til sig igen. Hans hjerte begyndte for alvor at hamre direkte mod hans bryst, som aldrig nogensinde før, og han kunne uden tvivl rigtig godt lide det. Det måtte vel også betyde, at hun selv var rigtig glad for det? "Det er jeg virkelig glad for," sagde han denne gang med en glad stemme, hvor smilet tydeligt måtte brede sig på hans læber. Lykkelig gjorde hun ham nemlig, og det var han bestemt heller ikke bange for at lægge skjul på, når det endelig var. Hun gjorde ham bare så frygtelig glad!

[Deleted]

Som hun egentlig sad der, helt oppe i hans ansigt, med armene svunget rundt om hans hals, gik det op for hende hvor tæt det faktisk var. Det efterlod hende kort åndeløs, inden hun skyndte at sætte sig lidt tilbage med et genert smil, og øjne som søgte ned mod sofaen. Det var måske en smule at overreagere, men hun havde virkelig elsket melodien, hun havde virkelig savnet ham, og hans læber, hans nærhed, det hele! Musikken og hjemmet i sig selv havde hun endda savnet. Var det så tosset at føle sig så meget hjemme, grundet en person hvis passion hun delte? En person som hun var blevet forelsket i som skudt ned af amors pile gange ti. Hendes blik søgte forsigtigt op, som hun sendte ham et skævt genert smil.
"Jeg har virkelig savnet at høre dig spille Jophiel." Indrømmede hun stille, mens hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle gøre af sine fingre, de fumlede lidt med hendes kjole og så lidt med hendes hår. Det var faktisk utroligt så nemt man kunne blive i tvivl om hvad pokker man egentlig gjorde af sine hænder! Hun så lidt rundt, mens hun bed sig blidt i læben.
"Foruden det, bærsaft!" Fniste hun sødt, da hun jo i den grad havde nydt hvad han havde skænket hende sidst. Og det var ikke noget hun glemte så let, dette kunne hun have hver dag! Hvis han da altså stadig ville have hende der.

[Deleted]

At have Myrina så tæt på, var ikke noget som Jophiel havde noget imod. Overhovedet ikke faktisk! Det føles helt igennem lettende, at vide, at hun sad der i hans arme, og ønskede at give ham dette. Sådan oprigtigt, for det var sådan, at han følte det for nu.
Hjertet måtte hamre fast, som aldrig nogensinde før, mod hans bryst, og det alene, kunne han heller ikke skjule for hende. Han sendet hende et kæmpe smil. At hun havde savnet at høre ham spille, var en tanke, som han et sted godt kunne lide. Han havde savnet, at have nogen at spille for, så han vidste jo godt, hvordan det var på sigt. "Jeg må erkende, at det har været underligt, at manglen nogen at spille for," sagde han med en ærlig stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Hovedet lod han søge på sned. At hun derimod også havde savnet bærsaften, fik en latter til at bryde hans læber. Hun var da også bare noget af det kæreste, som han længe havde stået ansigt til ansigt med!
"Du er heldig. Det er lige i sæson nu.. Så jeg har rigeligt af det," sagde han tydeligt, men glad. Hun gjorde ham virkelig glad! "Lad mig lave dig et glas. Jeg kunne nemlig godt selv bruge et," sagde han, inden han rejste sig, for at søge til køkkenet. Hans hjerte hamrede endnu. Han elskede uden tvivl, når hun var der.

[Deleted]

Det var virkelig en fantastisk ting dette, hun elskede det, at have et sted hvor hun følte hun hørte til, lige sådan som hun var, ingen mærkelige ansigter, eller rystende hoveder. Her følte hun sig ikke helt dum og naiv, hvilket virkelig var en rar ting. Det gik hende ikke på som sådan normalt, det var bare rart at det faktisk ikke var der. Hendes blik måtte søge kort ned mod hans læber, hun fugtede sine egne helt automatisk, hun elskede hans læber! Hurtigt måtte hun dog se op da han talte.
"Jeg er lutter øre til hver en tone du måtte spille for mig Jophiel, hver og en." Kom det blidt fra hende, hendes øjne var varme og kærlige, hun var virkelig vild med denne mand. Hvilket hans fader også havde set, bemærket i den grad, hvilket fik hende til at rødme lidt at tænke på. Bærsaften havde hun savnet, og hun måtte jo indrømme hun godt kunne bruge et glas. Ingen tvivl om det. Da han rejste sig, valgte hun at rejse sig med, og gå med ham, hun ville kigge ham over skulderen, tage ved lære. Hun gik imens og tænkte lidt, gad vide om man kunne tørre bærerne og lave the af dem til når det kolde efterår og vinter ramte? Et sødt fnis kom fra hende, som hun på listetær søgte efter ham.
"Bær burde være tilgængelige året rundt, mon ikke man kunne tørre dem på en måde, ligesom med urter?" Spurgte hun nysgerrigt, hun var ikke den klogeste i verden, men når det kom til overlevelse og naturens goder, så var hun vel ganske praktisktænkende.

[Deleted]

Uden tvivl betød det ekstremt meget for Jophiel, at Myrina var omkring ham, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han kunne virkelig godt lide det! Når alt det nu var sagt, så var det ikke underligt? Han holdt forbandet meget af hende, og særligt, når det foregik på denne her måde. Et smil passerede hans læber. Han kunne slet ikke huske, hvornår han havde følt sig så glad, som det han gjorde i øjeblikket. Slet ikke.
"Det betyder virkelig meget for mig, Myrina. Kun det bedste, er godt nok, og jeg vil bare gerne se dig smile, og gøre dig glad," sagde han med en ærlig stemme. Det var faktisk det, som betød mest for ham i øjeblikket. Bare at se hende smile, var det bedste!
Jophiel søgte ud mod det lille køkken, for at finde noget mere af den friske bærsaft. Han havde selv luret trickset af ved sin moder, dengang hun havde været i live. Faktisk var han uvidende om, at hun var i live endnu.. havde fået en chance til. Han vidste faktisk ikke særlig meget om sin familie. Tørre frugten og bærrene? Han måtte erkende, at det nok ikke lige var den tanke, som han havde gjort sig mest. Han trak kort på skuldrene, mens han blandede den syrlige saft op med iskold vand. "Det har jeg aldrig prøvet før.. det kan være, at det skal prøves? Altså.. når vinteren nærmer sig, så er der jo ikke mere af den slags." Det var det, som han godt kunne lide ved sommeren. Det var varmen.. bærrene, og nu også den gode fornemmelse, som hun fyldte ham med.

[Deleted]

Hvordan et enkelt individ kunne skabe så meget glæde i hende, det vidste hun virkelig ikke, men hun var så glad for at det fandt sted lige her og nu, ved Jophiel. Så meget hun havde savnet ham, det kunne da næsten ikke være sundt for sjælen nogensinde at skulle undvære ham! Myrina bed sig blidt i læben, hun så rundt inden hun holdte øje med hvad han lavede bag ham. Tænk sig at han talte sådan om hende, at han ønskede det, hendes smil, præcis som hun ønskede hans. Rødmen var i den grad blevet til mere end farve, hun havde det også helt varmt. Duften kunne hun allerede dufte, og det gjorde hun næsten kunne smage bærsaften på hendes tunge, dertil kom iveren næsten i hendes krop.
"Jeg tænkte bare, nogen tørre jo kød for at det skal holde i længere tid, burde man ikke kunne det selv samme med bær og frugter?"Hendes viden, udsprang for det meste i nysgerrighed, hun var jo virkelig nysgerrigt anlagt, hun ønskede at vide alt hvad der var at vide om natur og det ville hun naturligvis ikke lægge skjul på. Det gjorde hende jo til den hun var. Forsigtigt lod hun sine arme snige sig om hans liv for at kramme sig ind til ham bagfra som han stod der med bærsaften, hun var forsigtig så hun ikke forstyrrede ham alt for meget. Man kunne sige hun var blevet lidt afhængig i at være nær ham, sådan virkelig nær, hun ønskede jo brændende at mærke ham i form af alle de kys og kram hun kunne give ham!
"Jeg er for resten kommet for at blive, hvis jeg altså stadig må." Hviskede hun blidt bag ham, som hendes hoved hvilede mod hans ryg.

[Deleted]

For Jophiel, var det vigtigt, at Myrina havde det godt, og bare det, at han kunne få hende til at smile, var en helt igennem fantastisk fornemmelse. Alene det, var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt. Den røde farve, var jo nærmest blevet ham et mål at få lov til at se. Smilet forblev derfor også på hans læber, som han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Hun havde jo ret. Hvis man kunne gøre det med kød, så burde man jo også kunne gøre det med frugt og grøntsager. Så havde man også det, at se frem til i vinterhalvåret, hvor de ikke voksede frit. "Det skal jeg prøve af. Det ville være rigtig godt, at have det, også i løbet af vinteren," fortalte han med et stille smil på læben.
Det var med en voldsom sitren, da hun lagde armene omkring ham, og trykkede sig ind til ham bagfra. Han kunne derimod rigtig godt lide det, så alene det, var ikke noget som sagde så lidt. At hun denne gang var kommet for at blive, var noget som fik ham til at stå fuldkommen stille. "... Mener du virkelig det?" spurgte han denne gang med en voldsom glæde i stemmen, inden han satte det hele fra sig, og vendte sig mod hende. Selvfølgelig var det noget, som han glædeligt gav hende lov til! Smilet bredte sig denne gang helt på hans læber. "Selvfølgelig må du det! Det er mig en glæde, at du vil blive!" sagde han denne gang med en tydelig glad stemme, inden han lagde hænderne mod hendes kinder, inden han glædeligt kyssede hendes læber.

[Deleted]

Med ham, skulle der næsten ingenting til før den røde farve blussede så fint i hendes kinder, til tider nogen gange mere end andre. Men den måtte næsten ligge der fast, fordi hun bare nær ham helt fik varmen, hun var virkelig glad for ham. At hun havde måtte sige til hans far hun rent faktisk elskede ham, var noget hun havde glemt lidt igen, det havde været helt pinligt og hun havde følt sig som et barn da han bemærkede det. For de havde jo ikke kendt hinanden særlig længe, men for pokker hvor var hun blusset i sine følelser for ham. Der var skruet helt op.
"Man kunne lave varm bærthe!" Udbrød hun med et lyksalig fnis, inden hun lod armene søge om ham. Her stod hun helt fantastisk, det føltes så rart! Måden han tog hendes nyhed, gjorde hende virkelig glad! Hun nikkede mod ham, så hendes kind næsten nussede op af hans ryg, inden han rent faktisk måtte stille alt fra sig og vende sig rundt. Det smil han bar var så perfekt, hun elskede det, og det var hendes fortjeneste, hvilket hun i den grad var tilfreds med. Ingen hun nåede at fortælle hvor glad hun selv var for at hun måtte blive, mærkede hun hans hænder mod de varme røde kinder og så, de dejlige læber mod hendes egne. Øjnene gled i som hun gengældte det og lod armene søge om hans hals i stedet nu hvor han alligevel stod med fronten til hende.

[Deleted]

Hvis der var nogen, der i sandhed, formåede at gøre Jophiel glad, så var det Myrina. Han kunne virkelig godt lide, at hun var der, og at hun rent faktisk ønskede at være der. Tungen strøg han let over sine læber, hvorefter han grinede let. "Eller rettere sagt, så bærsuppe," sagde han med et morende smil. Det var vidst på tide, at han eksperimenterede lidt mere med det. Selv på trods af alkymien i ham, var det slet ikke noget som faldt i hans interesse, og særligt, når han vidste hvor farligt det var at lege med den slags kræfter.
At hun derimod ville blive her, var i sandhed en tanke, som gjorde Jophiel direkte lykkelig. Aldrig havde han nogensinde oplevet noget andet, end hvad han følte i øjeblikket, og følelsen af det, var virkelig fantastisk! Han kunne jo slet ikke beskrive hvordan det føles!
At kysse hende, var næsten som noget, der faldt Jophiel skræmmende naturligt, og det lignede ham slet ikke, at handle på denne her måde. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som hun lagde armene omkring hans nakke. Med andre ord, så var det ikke noget som gjorde hende det mindste, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Han trak sig en anelse, og med et smil på læben. "Du gør mig virkelig glad, Myrina," sagde han glad. Hvorfor skjule det? Det ønskede han ikke. Hun skulle vide, hvad hun gjorde ved ham, og hvad hun fik ham til at føle.

[Deleted]

Dette var hendes drøm, at stå i hans arme og blive kysset, hun følte sig hjemme lige her, i hans favn. Hytten i sig selv var jo også et hjem, men uden ham, var det blot en bygning med en masse ting. Derfor måtte hun vise ham hvor meget han rent faktisk måtte betyde for hende, men hvordan? Andet end i tonsvis af kys og kram. Hun nød at vide han gerne ville være tæt på hende, de var måske kommet for hurtigt tæt sidst, at tage den med ro, passede hende helt fint. Selvom hun nok ville kysse på ham så snart chancen bød sig, for hun kunne virkelig godt lide de læber! Derfor måtte hun også føle sig en anelse trist ved at skulle skille sig fra dem igen, men hans ord fik hende til at glemme det hurtigt.
"Som du gør mig glad Jophiel, jeg kan ikke undvære dig." Lød det sødt og stille fra hende, næsten genert, hun måtte jo indrømme at det var sådan det hang sammen, det havde været næsten hårdt ikke at se på ham de sidste par dage, savnet havde næsten gnavet i hende. Hun elskede hvad han gjorde ved hende, hvordan han fik hende til at føle, og når han ikke var der, manglede hun noget. Det var skræmmende at en enkel dag tilbragt med ham, havde gjort hende så afhængig. Dagene her havde gjort det klart, hun ville være ved ham, blive ved ham.

[Deleted]

Et smil passerede Jophiels læber. Alene tanken om, at hun ville blive der, var en tanke, som direkte gjorde ham frygtelig, frygtelig glad. Han sendte hende et smil, som han hævede hånden, og lod den stryge over hendes kind. Han kunne ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Hun var fantastisk.. Helt igennem uimodståelig, og han var virkelig glad for at det var ham, som valget var faldt på, og særligt fordi at han følte sig.. som noget specielt. Særligt, som det var i øjeblikket.
"Det betyder virkelig meget for mig, at du gerne vil være her, Myrina.. Du kan derfor, også få lov til at betegne hele hytten her, som var det din egen," sagde han glad. Det var rart, at det ikke var noget som han skulle tænke på, som noget for ham.. Men derimod noget, som han også kunne dele med andre, og det var det, som for ham, var det vigtigste lige nu. Han plantede endnu et kys mod hendes pande, inden han vendte sig mod de to glas, som han havde fået lavet, kun for at række hende det ene. "Nuvel.. Lad os fejre det," sagde han denne gang med et smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han havde muligheden for det. Han var virkelig glad! Så glad, at han slet ikke var i stand til at beskrive, hvordan det føles.

[Deleted]

Sådan som det så ud, lignede de nærmere nogen som havde kendt hinanden længe, og nu var begyndt at udfolde sig i et romantisk forhold, men det var jo slet ikke tilfældet, langt fra. Det gik så skræmmende hurtigt på en naturlig måde hvori hun var fuldkommen tryg i det hele. Han derimod, havde virket tilbageholdende sidst, hvilket gjorde hun tog afstand for at finde ud af sig selv. Og nu var hun kommet frem til den herlige konklusion at hun hørte til her ved ham, og der ville hun altså blive. Han slap ikke af med hende igen.
"Der er ingen steder jeg heller vil være end her Jophiel. Og jeg har sat mit præg før du ved af det!" Drillede hun med en varm latter, inden hun gav ham et blidt kys på kinden. Hun var ivrig for at mærke ham tæt på, men bærsaften bag ham lokkede altså også! Det kunne hun nu med tryghed blive van til, bærsaft, dejlig bærsaft. Hun smilede og måtte tage sig selv i at indånde hans duft, hun elskede hans duft. Blidt lukkede hun øjnene som hans læber plantede sig mod hendes pande, hun sukkede lyksalig, inden hun fik stukket et glas i sin retning, ivrigt tog hun imod det og holdte det tæt på sig som var det en dyrebar skat. Hun nikkede enig.
"For... For.... For vores liv sammen!"Skålede hun blidt, inden hun forsigtigt slog glasset mod hans og derefter måtte drikke lystigt af saften.