Made up my mind!

[Deleted]

Der var ingen tvivl i hende, jo flere dage der gik, jo mere længdes hun efter ham, efter at se hans smil, mærke hans varme nærvær, spille musik med ham, høre ham nynne, se glæden når hun selv måtte nynne og danse. Det hele virkede som en utrolig rar drøm, men her var hans hjem, hvor hun så fint havde sovet og næsten boet for en dag, det havde været så fantastisk og hun ønskede det hver dag. Nu hvor hun var klar i hovedet, så hun kun mere tydeligt hvor forelsket hun egentlig måtte være, og hvor meget hun ønskede at leve hver eneste dag med ham, kun med ham. Hun ville møde hans søster, se dem sammen, se det bånd de delte, hun ville love hende at passe godt på ham mens hun havde travlt med et helt land. Hjertet hamrede ivrigt afsted, hun kunne se hytten, ikke langt fra hende, hun dansede rundt om sig selv, med violinen på ryggen og buen siddende med. Den lyse kjole hun bar svævede om hende, de nøgne fødder som var van til skovbunden hyggede sig vældig hver gang de måtte lande på det bløde mos. En varm klukkende latter kom fra hende, hun var så glad og følte sig så fantastisk fri! Det var vidunderligt at være hende lige nu, ingen tvivl om det, og snart kunne hun få lov til at kramme sig ind i den dejlige favn som Jophiel havde. Aftenen havde budt sig velkommen, hun havde brugt dagen på at bade, finde bær, spille violin og søge i retningen af hans hjem. Smilet var ikke til at fjerne, hun havde bestemt sig for at leve med ham!

[Nathaniel Diamaqima]

For Nathaniel, var det virkelig surrealistisk, at være hjemme igen. Siden murerne var blevet åbne, så alle kunne passere, havde han valgte at tage turen tilbage til skoven. Det sted, som han selv i udgangspunktet, havde ledt sin familie til i sin tid. En familie, som var spredt for alle vinde, og som han vidste, at han selv havde været med til at ødelægge. Nu var han efterhånden klar til at gøre noget ved det, men det var svært for ham, at finde ud af, hvordan han skulle gribe det hele an.
Vinden blæste let.. fuglene sang, og det hele stod i grøn flor, hvilket i forvejen, var en fantastisk fornemmelse. Det var uden tvivl et umådelig smukt syn, hvilket var noget, som faldt lige i smag hos ham. Elverne vidste han godt, at han ikke var særlig populær ved for tiden, men han håbede da naturligvis ikke, at det var noget, som ville gå udover hans familie.. særligt hans børn.
Et tungt suk brød hans læber, som han stoppede op ved et af de gamle træer. Det var det, som Silia og Jophiel i sin tid havde leget og kravlet rundt i. I legesituationerne, havde Jophiel været som enhver anden, og der var intet der gjorde ham rigtig forskellig fra alle andre, som han jo følte ellers. Han rystede let på hovedet. Han havde dummet sig, hvilket han var klar over, men for pokker.. han ville jo bare gerne have muligheden, for at rette op på det hele igen.

[Deleted]

Synet af hjemmet var nok til at sende hende helt op i skyerne allerede, hun følte virkelig næsten at hun kunne flyve, svæve, hun snurrede gang på gang rundt om sig selv, helt i sin egen verden. Det var endnu ikke blevet helt mørkt, da de lange dage jo var trådt i kraft og lod solen skinne lidt længere, helt sent kunne det dog ikke være, så hun følte bestemt ikke at hun trængte sig på. Hun var ivrig og livlig, ikke mindst yndefuld i sine bevægelser, hun måtte søge fordi en skikkelse, i fuld firspring så den lyse kjole dansede efter hende og det vilde hår tumlede i luften som rev det tilbage. En mild latter slap hende igen, hun var som en lille skovnymfe der måtte fare livligt rundt. Hun stoppede kort op, for at nyde luften som var blevet lidt køligere, hun måtte lige slappe lidt af, så hun ikke var helt oppe og køre inden hun mødte Jophiel igen efter hvad måtte have følte som flere uger! Men som blot svarede til nogle dage. Tiden var på ingen måde gået stærkt, men hun havde fået tænkt tingene igennem, og det var for hende nok nu, hun vidste hvad hun ønskede. Hendes blik gled kort tilbage, hvor hun fik øje på manden som havde været den skikkelse hun var styrtet forbi, hovedet søgte på sned, havde han stået der hele tiden? Hun måtte til at stoppe med at forsvinde ind i sin egen verden, det var efterhånden ved at blive halvfarligt.

[Nathaniel Diamaqima]

I øjeblikket stod Nathaniel lidt i sin egen verden.. overvejede hvorvidt om det var smart at søge ind i huset eller ej, da det jo teknisk set var hans, selvom hans søn måtte bo der.. Og havde boet der, siden Nathaniel i sin tid, havde valgt at forlade Procias i sin egen sorg. Et mørke, der for længst, havde lagt sig om hans hjerte, og som han endnu måtte betale prisen for. Det havde kostet ham forholdet til begge sine børn, hvilket han ønskede at gøre op for nu.
Huset kunne han spotte, som han flere gange allerede, havde hørt tonerne fra Jophiels violin. Denne havde han spillet på, siden han ikke var særlig gammel. Et let smil passerede hans læber, som han rettede sig op, men endte med at vende blikket den anden vej. Næppe var det Jophiel, som han skulle opsøge som den første. Han drejede hovedet, da han fik øje på en anden skikkelse. En.. kvinde? Ikke at han så særlig mange herude.. Ikke foruden elverne om ikke andet. Dem vidste han trods alt også, hvordan han skulle kigge efter. "Jeg forstyrrer vel ikke?" spurgte han med en rolig stemme. Et sted, var han jo faktisk.. gæst her i landet, selvom han havde en datter på tronen, og en knægt.. bogstavelig talt om hjørnet. En søn, som han ikke kunne opsøge endnu.

[Deleted]

Egentlig måtte hun tage sig selv i at stå og stirre på ham, som et dådyr der var faret vild og ikke måtte ane hvad det skulle gøre. Først da manden talte, vågnede hun lidt op og rødmede mildt, inden hun sendte ham et sødt smil og rystede på hovedet ganske ivrigt.
"Nej på ingen måde, jeg var blot på vej for at se en." Svarede hun ganske ærligt, Myrina frygtede sådan set intet i disse skove, nej hun var virkelig tryg her og hun følte intet ondt nogensinde ville kunne ramme hende. Det var også noget hun havde desperat brug for med de ting hun var blevet udsat for, så det passede vel fint at det måtte være sådan. Hun kastede blikket hen mod huset, hun var ivrig for at komme hen til ham, efter at have spillet med ham, manglede der noget når hun spillede violin alene. Om ikke andet så bare hans dejlige smil, en sand passioneret mand som elskede hver en lyd. Det var en fryd at spille både med og for ham jo. Hun havde ikke set denne mand før, så hun vidste ikke hvem han var, men noget ved ham virkede alligevel en smule bekendt, hun kunne bare ikke rigtig sætte finger på det. En køn mand var han uden tvivl, men hvem var han egentlig og hvad lavede han så tæt på Jophiels hjem? Hovedet måtte tilte til siden, som de nysgerrige øjne hvilede på hans skikkelse, hun forekom altid så uskyldig og ung, hvilket hun vel på sin vis også var.

[Nathaniel Diamaqima]

Længe havde Nathaniel nu stået og betragtet sig af sit gamle hjem. Noget som han vidste, også var overgået til Jophiel, efter at han havde forladt det. Minderne herfra, var virkelig mange, og han havde ikke kunne overkomme dem, efter Liyas død. Nu var sagen en anden. Han havde brug for at finde ud af, hvordan han skulle gribe sagen an, og gud hvor var det dog svært. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, men hvad.. han måtte jo finde ud af det, før eller siden, kunne man jo sige. Et let smil passerede kort hans læber, inden han nikkede. "Det skal De naturligvis have lov til," sagde han med en høflig stemme.
Alligevel kunne Nathaniel vel godt lægge to og to sammen, og særligt nu hvor hun stod så tæt på huset her. Var hun her for Jophiel? Naturligvis håbede han da, at begge børn havde det rigtig godt, for det fortjente de uden tvivl også, hvilket han skam heller ikke havde tænkt sig at lægge skjul på. De to unger, var virkelig det vigtigste han havde i sit liv, og det var han bestemt heller ikke bange for at lægge skjul på, når det nu endelig skulle være. "Med al forlov.. Er De her for Jophiel?" spurgte han med en rolig stemme, som han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen. Et let smil passerede hans læber. Det var en underlig tanke, men han kunne derimod godt lide den. Det var nemlig vigtigt for ham, at hans børn havde det godt.

[Deleted]

På mange måder kunne hun næsten forekomme som et barn, men det var vel også der hendes charme lå i, hendes smil voksede sig større ved hans ord. Hun håbede da så sandelig at hun havde lov til det, skoven var jo trods alt et frit sted. Og ingen elver havde haft noget imod hende, da hun ganske enkelt havde valgt ikke at være for meget i nærheden af dem. Selv hun vidste hvordan de kunne være, så det var jo nok bedst at lade være med at trænge sig på der. Men hos Jophiel havde hun trængt sig på, og det havde glædet hende meget at tingene havde udviklet sig som de havde. Trods han havde tænkt lidt for meget og handlet for lidt, men måske var det nyttigt og det havde også givet hende lysten til at tænke over tingene. Så måske var det meget sundt? De kunne mødes på midten! At han spurgte direkte til Jophiel, fik hende til at gøre store øjne.
"Kender du Jophiel?" Spurgte hun overrasket, tiltale havde aldrig fundet hende naturligt og når hun så stod og blev overrasket måtte hun helt glemme i det mindste at forsøge. Hendes blik lå intenst mod ham, hvem var denne mand? Og hvor kendte han Jophiel fra? En tanke slog hende kort, men hun rystede den af sig, for det kunne jo ikke passe, vel?
"Undskyld jeg besvarede slet ikke korrekt. Ja, jeg er her for Jophiel." Lød det så lidt mere stille, hun rødmede svagt og lod smilet glide hen i hvad der måtte synes drømmende. Ingen tvivl om at den unge kvinde foran ham var godt og grundigt forelsket.

[Nathaniel Diamaqima]

På mange måder, havde skoven her, været et fristed for Nathaniel ligeså, også selvom det var ved at være rigtig mange år siden. Han betragtede sig af den unge kvinde, som stod foran ham. Hvem hun var, havde han ikke nogen anelse om, hvor det derimod også glædede ham, at han ikke var genkendt med det samme. Hovedet lod han søge en kende på sned, som han sendte hende et smil. Naturligvis kendte han Jophiel. Men om det var noget, som han skulle fortælle hende, var jo så en anden side af sagen, kunne man jo sige.
"Det gør jeg," svarede han roligt. I forvejen vidste han jo godt, at hans kære søn, overhovedet ikke var interesseret i at vide, eller kendes ved ham, hvilket naturligvis gjorde ondt. Det var nok også derfor, at han for nu, havde valgt at holde afstand til sine børn. Han måtte finde ud af, hvordan han greb den an på bedst mulig vis, for det andet, var på ingen måder til gavn for nogen. Han nikkede mod hende. "Det er godt, at han har nogen," svarede han med en ærlig stemme, inden han lagde armene afslappet over kors foran sig. Måske at han slet ikke burde samtale med denne kvinde? Faktisk var det ikke rigtigt noget, som han kunne finde ud af, sådan.. rigtigt. Han rystede kort på hovedet, inden han igen måtte sende hende et smil. "Jeg beklager, hvis jeg virker fraværende," afsluttede han. Det var jo slet ikke hans mening, men hvordan han skulle gribe det an lige nu, vidste han ikke. Nathaniel Diamaqima vidste det faktisk ikke.

[Deleted]

Manden overfor hende virkede til at have meget i sinde, hvilket naturligvis gjorde hun ikke helt vidste om det var en god ting hun var der. Hendes blik hvilede mod ham, burde hun gøre noget for ham, lette hans humør? Han virkede noget så fortvivlet, skønt han sendte hende smil. Det var nok mest af alt høflighed, noget tyngede manden, det kunne hun da mærke. Myrina kendte ham ikke, men hvis han kendte til Jophiel, så ønskede hun da bestemt ikke at vedkommende skulle lide ballast. Være tynget. Det måtte hun da gøre noget ved, i hvert fald forsøge.
"Så tynget, kan jeg gøre noget?" Altid var hun ivrig efter at folk havde det godt, når hun spillede på sin violin, vækkede hun som regel glæde. Mon det også ville hjælpe her? Hun kunne da i det mindste forsøge. Forsigtigt fandt hun violinen og buen frem omme fra ryggen, hun sendte ham et sødt og blidt smil, inden hun lagde den for ved skulder og hage, her lod hun buen finde hvile mod dens strenge. Dog valgte hun ikke at spille endnu, nej hun måtte først lige se hvordan han reagerede på dette, men så ville hun også starte på en munter melodi, fyldt med fredfyldte og harmoniske toner. Og som altid, ville hun danse med, samt lade sin nynnen tage med over, dreje rundt om sig selv, springe rundt som et lyksalig lam. Passionen måtte vise sig fra hende som hun altid havde den med sig, gad vide om Jophiel kunne høre hende? I så fald, ville hun vel snart se hans dejlige smilende ansigt! Man kunne jo have lov at håbe, tanken om at han måske slet ikke var hjemme, havde godt strejfet hende, men i så fald ville hun vente på ham!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var uden tvivl en meget tynget mand, men i denne forstand, havde han skam kun sig selv at takke for det, og det var skam også det, som gjorde det svært for ham. Rigtig meget endda, men hvad pokker skulle han da kunne gøre ved det? Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun spurgte, om der var noget som hun kunne gøre. Sandt at sige, at det nok ikke var helt muligt, som man ville håbe og ønske, at det var.
"Der er nok ikke noget, som De kan gøre for mig, frøken.. Jeg takker mange gange, for Deres omsorg," sagde han med en ærlig stemme, som han vendte blikket mod hende igen. Var hun fascineret af musik? Siden hun fandt violinen frem, som han også vidste, var Jophiels yndlingsinstrument, hvilket det havde været, siden han ikke havde været særlig gammel, så var det noget, som alligevel fik ham til at smile lidt for sig selv. Han savnede uden tvivl den tid, hvor de alle sammen bare havde været en familie. Det var dog noget, som han måtte se langt efter.
"Du spiller musik?" spurgte han videre. Ikke at han havde noget imod det. Ligesom på resten af familien, havde musik en afslappende og beroligende effekt. Nu var det også ved at være lang tid siden, at han i det hele taget havde hørt det. Han havde jo rendt rundt for sig selv, igennem rigtig mange år nu, og han vidste jo godt, at han kun havde sig selv at takke for det.

[Deleted]

Det glædet hende at hun i det mindste havde vist ham omsorgen, det i sig selv måtte have noget af sige, hjælpe bare en smule? Man følte sig i hvert fald set og knapt så alene, det havde hun erfaret. Violinen havde hun trukket frem fra ryggens skjul, højt måtte hun elske dette instrument. Kun fløjten havde hun nu også prøvet at spille på ud over violinen, takket være Jophiel, hvilket i den grad havde betydet utrolig meget. Så ivrig hun var for at lære mere og mere, og nu ville hun have hver eneste dag til det, i det hyggelige hjem med massere af instrumenter. Spørgsmålet nikkede hun ivrigt til, inden hun begyndte til glædefyldte melodi. Myrina var jo nok engang Myrina, livsglad violinist, som havde boet i skovene i mange mange år. Hun blev jo smittet af sin egen musik, kroppen dansede rundt i takt, glad og elegant, stemmen måtte lyde med tonerne, ingen ord, blot lyde som stemte overens med melodien. Det var ikke meget hun fik spillet, kun et kort nummer, inden hun måtte sænke sin violin igen med et salig udtryk og et hjerte som sprang rundt i hendes bryst i fryd. Aldrig blev hun træt af denne følelse, det var næsten som en afhængig. Som en drankers alkohol, var violinen hendes rus hun aldrig fik nok af.
"Hvor kender du Jophiel fra?" Spurgte hun så nysgerrig, mon denne mand også spillede på instrumenter ligesom Jophiel? At spørger om hans navn eller præsentere sig faldte hende slet ikke ind, det gjorde det så sjældent. Det var en af ulemperne ved ikke at være opdraget af en voksen vel, hun var bare ivrig og nysgerrig og så blev navne helt irrelevante.

[Nathaniel Diamaqima]

At kvinden måtte være fascineret af musikkens ædle kunst ligesom Jophiel, var en tanke som glædede ham. Det havde været ham en evig bekymring om hvorvidt, om hans søn nogensinde ville finde nogen, der kunne få det naturlige og varme smil frem på hans læber. Hvis det var i denne retning at det hele måtte gå, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det? Han vendte blikket mod hende, som hun begyndte at spille. For ham, gik det direkte i hjertet. Han elskede selv musik, men havde kun øje for pianoets melodiske toner, da det var det eneste, som han havde lært at spille på. Hans elskede søn derimod, var intet andet end et kæmpe naturtalent hvad musikken angik.
Blikket sænkede han en anelse. Han følte den glæde, som hvilede i hendes toner, som det rent faktisk også var noget, som han kunne mærke tæt ind på egen krop og sind. Skulle han fortælle hvad han havde af forbindelse til Jophiel? Nu vidste han jo trods alt heller ikke hvor meget hans søn havde fortalt hende, og særligt nu hvor han også vidste, at mange af de fejl, som var gjort, var noget som han ligeledes kunne tage på skuldrene. Han kunne vel lige så godt få det sagt? "Jophiel er min søn," sagde han direkte. Det som han selv måtte definere som hans eneste søn, og det eneste, som i bund og grund havde den betydning for ham. Han blev stånede, også selvom han måtte tromme med fingrene over hans arm i takt til hendes ellers så smukke toner. Han følte det jo trods alt.
"Jeg er blot på gennemfærdsrejse og lagde min tur forbi de procianske skove," tilføjede han. Dette var dog ikke en løgn. Men hvorvidt om han skulle opsøge sin søn.. Det tvivlede han stærkt på, var et klogt træk lige nu.

[Deleted]

Det var et ubehageligt sug som gik igennem hendes mave da titlen faldt og hendes mistanke blev bekræftet, hun blev helt stille og stirrede bare på ham. Der var mange ting hun gerne ville sige til den mand, hun følte mange ting i dette øjeblik, vrede, skuffelse, men hun så også en mand som var tynget, en mand fyldt med hvad hun ville tro var dårlig samvittighed. Forvirrende måtte det virkelig være, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle stille op med den viden, så i lang tid, stod hun egentlig bare og så mod ham. Burde Jophiel vide hans far var der? Ville han overhoved vide det? Da de havde talt om ham, virkede det ikke ligefrem til at være tilfældet, langt fra faktisk. Hun lod blikket glide i orden, det var svært for hende at rumme så mange ting, hun ville jo gerne hjælpe, hvis hun kunne få sin far igen, ville hun da udentvivl det, hvis hun altså havde kendt ham. Og hvis det som måtte tynge manden her, var det han havde gjort sine børn, så fortjente han vel et sted en chance? Det var jo hans far! Myrina ville både hjertens gerne blande sig, men også helt blande sig udenom. Det var tydeligt hun var i vildrede, og derfor bestemt måtte have hørt om ham.
"Hvordan kunne du?" Tog hun sig selv i at spørger, med næsten en hjerteskærende stemme, bebrejdende uden tvivl. Myrina lod blikket glide op mod ham igen, fyldt med mange følelser, men ikke mindst var de næsten helt blanke. Manden havde forladt sine børn, det var på ingen måde acceptabelt og hun ønskede brændende at vide hvordan man kunne gøre således.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvor meget Jophiel havde fortalt, vidste Nathaniel ikke, men selv han vidste, at man kom længst med ærlighed. Han fortrød uden tvivl de valg, som han havde taget, og nu måtte han jo så også bare tage konsekvenserne af disse. Det havde kostet ham forholdet til både hans datter, men særligt hans søn, som han i forvejen aldrig rigtigt havde haft noget forhold til. Det havde været svært, når han skilte sig så meget fra mængden.
Nathaniel vendte blikket den anden vej. Jophiel havde tilsyneladende fortalt hende en hel del, og særligt sådan som hun tog den nyhed, som han skænkede hende. Han var Jophiels fader, og naturligvis var han stolt af, hvad den unge mand havde formået at leve op til, til nu. Han havde gjort fejl.. Det havde de alle sammen gjort, og nu måtte han jo så bare forsøge at komme igennem det, så godt, som det nu var ham overhovedet muligt, selvom det på ingen måder, kunne siges, at være nemt, for det var det da godt nok heller ikke. "Så han har allerede fortalt dig det.." endte han blot, inden han igen vendte de mørke øjne mod hende. Han trak vejret dybt. Ikke at han klandrede Jophiel for at fortælle det, da han vidste, at fejlen udelukkende måtte hvile på hans skuldre, og ikke nogen andres. Han rystede på hovedet. Han stod ikke til regnskab overfor denne kvinde, og havde derfor heller ikke nogen grund til at fortælle hende hvorfor han havde handlet som han havde gjort.

[Deleted]

Her stod hun og forlangte svar, men hun fik intet, kunne hun overhovedet kræve det? Et sted følte hun det, men det var måske fordi hun elskede Jophiel så højt som hun nu engang gjorde? Hendes blik lå stift mod ham, hun måtte tage en dyb indånding, hun havde ikke mere at sige til denne mand, han virkede uden tvivl ikke til at ville fortælle hende noget som helst og måden han blot konstaterede at Jophiel havde fortalt hende det, fik hende næsten til at mærke vrede. Vrede havde hun det uden tvivl rigtig skidt med, så hun valgte at vende rundt på hælene og gøre tegn til at gå, som kunne hun egentlig ikke komme hurtigt nok væk. Hun burde slet ikke tale med manden, burde hun? Det var så mange splittede følelser i hende, hun ville gerne hjælpe Jophiel med at få sin far igen, uden at vrede og tristhed var herskende i ham. Den fred det ville give, den ønskede hun inderligt for ham! Alligevel, mærkede hun personlige årsager træde frem i sig, til at hun ikke ville blande sig, fordi det ville ende galt. Myrina var ung, uerfaren på følelser og familiedramaer, for hun havde ingen haft, kun Jack og han var væk nu, noget hun mærkede til hver dag, som fyldte hende ligeså med blandede følelser. Hænderne knugede hun sammen, violin og bue havde måtte finde deres vej tilbage på hendes ryg. Det var næsten som om hun holdte vejret, bare for ikke at sige en lyd, hun vidste jo ikke hvad hun skulle sige, og derfor havde hun valgt at det nok bare var bedst hun gik, og gav Jophiel de gode nyheder hun hele tiden havde planlagt skulle falde. Hvis hun kunne få sine forældre, ville hun dog uden tvivl have haft dem, men havde det vist sig, de havde forladt hende med vilje, ville hun heller ikke ønske at se dem igen. Det var virkelig noget være rod som fandt sted inde i hende lige nu, hun følte frustrationen næsten kvæle hende, som hun hev kort efter vejret. Alle de tanker, følelser, det havde fået hende helt op og ringe, direkte næsten slået ud af den. Myrina følte sig svimmel, og endte med at få violin og bue lagt ned, inden hun selv måtte sætte sig op af det nærmeste træ med hovedet begravet i sine hænder.