Made up my mind!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at han havde dummet sig, og særligt, når det var på denne her måde. Han rystede kort på hovedet. Hun måtte have en temmelig stor og meget vigtig betydning for Jophiel, og naturligvis var han glad for, at det var således, at det skulle foregå, men for pokker.. han vidste ikke hvordan han skulle rede den ud, uden at dumme sig yderligere, hvilket nok også var grunden til, at han ikke havde gjort noget endnu. Han bed tænderne tydeligt og fast sammen. Hvorfor reagerede hun så voldsomt? Det var der overhovedet ikke nogen grund til at reagere så voldsomt, når hun intet havde med sagen at gøre, havde hun? Han himlede let med øjnene og rystede på hovedet. Svært var det hele, hvilket han nu heller ikke kunne skjule. Let rystede han på hovedet af sig selv.. af det hele.
"Jeg handlede ud fra hvad jeg kunne magte og honorere. Jeg ved, at jeg dummede mig," fortsatte han med en rolig stemme. Han lod blikket søge mod hende, som hun satte sig ved træet og gemte ansigtet i sine hænder. Han trådte med en rolig mine hen mod hende. Hovedet lod han søge på sned. "Jeg ved, at du nok har svært ved at forestille dig, hvordan jeg kunne.. men det gjorde jeg.. og jeg kan nu fortryde mit valg," sagde han med en rolig stemme. Ikke at han stod til ansvar overfor hende, men hvis hun var vigtig for Jophiel, så måtte han vel alligevel.. forsøge lidt?

[Deleted]

En ung kvinde fyldt med alt for mange ting hun aldrig havde fået bearbejdet, at tage Jophiels liv til sig var derfor ganske nemt, men blandet med hendes eget, var det også overvældende. Hendes blik gled forsigtigt op, som manden nærmerede sig og rent faktisk begyndte at tale på ny. Var det hendes reaktion som fik ham til at fortælle om det? Hun så mod ham, med lettere blanke øjne, det var vel ikke fair hun reagerede sådan. Burde hun forklare sig? Kunne hun overhovedet sætte ord rigtigt sammen?
"Jeg kan mærke det på dig.... Er det det som tynger sådan? Det du gjorde mod dine egne børn?" Hendes stemme var lille som en mus, hun var forsigtig, for hun ønskede jo heller ikke at gøre nogen vrede, eller kede af det, men hun ønskede virkelig at vide det. Det ville i hvert fald gøre det nemmere for hende, at skulle forholde sig til tingene. Hendes ben gled ned fladt, inden hun så helt mod ham, ganske opgivende.
"Jeg undskylder min reaktion, det er bare..... jeg har aldrig haft forældre, men hvis jeg vidste de bare havde forladt mig, ville jeg nok have det præcis som Jophiel har det. Og så igen, jeg ville gøre alt for at have mine forældre, eller bare en." Lød det ganske stille fra hende, hun havde armene om sig, et sted ville hun vel gerne hjælpe dem med at blive forenet, for hvis hun havde chancen for at få sine forældre, ville hun tage den med det samme. Og manden virkede jo til at fortryde oprigtigt.

[Nathaniel Diamaqima]

Myrina var næsten Nathaniels samlede samvittighed samlet i en person. Han havde ikke nemt ved, at Jophiel havde fortalt hende det hele, uden at han havde fået lov, til at få et ord indført i den situation. Alene det, at han nærmest følte, at han skulle stå og forsvare sine handlinger overfor hende, var helt underligt. Det var slet ikke noget som lignede ham, og slet ikke noget, som han kunne gøre noget som helst ved, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så kunne han jo ikke ligefrem gøre særlig meget ved det.
Let rystede Nathaniel på hovedet. Det lignede ham slet ikke, at handle som han gjorde lige nu, men hvis det var en kvinde, som stod hans søn nær, måtte han vel også åbne sig lidt for den mulighed? Hans blik søgte mod hendes skikkelse endnu en gang.
"Det har tynget mig i flere år," kommenterede han med en ærlig stemme, som han lod armene søge over kors. Det var måske svært for hende at forstå, at han havde handlet som han havde gjort. Han havde jo heller ikke nogen direkte grund, til at stå der og forsvare sig overfor hende, og det vidste han jo også godt. Han sukkede ganske let, inden han trådte tættere på hende. Han havde intet tilhørsforhold til denne kvinde, men bare at hun var nær til Jophiel, gjorde også, at han åbnede langt mere. "Jeg handlede uret, med den rette intention, da jeg valgte at søge bort herfra.. Jeg mistede min udkårne i huset her, og minderne var mange. At se på dem, var som at se på hende.. Selv det tog knækken på mig." Nu vidste han at Liya var derude.. Han vidste bare ikke helt præcist hvor. Han rystede igen kort på hovedet. "Ikke skal du tænke på det," bad han videre.

[Deleted]

Her var hun kommet for at fortælle Jophiel at hun ville bo med ham, men hun var så stødt på hans far i stedet, og hun havde dårlig samvittighed over at tale med manden, men på en måde ønskede hun jo også at hjælpe Jophiel mest muligt. Hun var jo virkelig forelsket i ham, han skulle have det bedst muligt. Det var med splittede intentioner hun stadig sad der, og ikke bare skyndte sig ind i huset. Hun kunne mærke på Nathaniel at han var oprigtig, men ville Jophiel kunne se igennem med det når det endelig kom til stykket? Et lille suk gled over hendes læber, hun ville gerne hjælpe ham jo, hjælpe dem begge.
"Uanset handlinger, vil du jo altid være hans far, og en familie burde ikke være splittet." Ordene lød næsten overvejende, som forsøgte hun at finde en løsning, ikke at det overhovedet var hendes sag, men så igen, hun havde set hvordan Jophiel havde reageret da de snakkede om det og det måtte skære i hendes hjerte at mindes ved. Hvis han nu kunne blive forenet med sin far, det ville jo være helt fantastisk! Forklaringen gav mening, det kunne heller ikke være nemt at være stærk når man havde mistet sit livs kærlighed, men han vanærede jo kvinden ved at have forladt deres fælles afkom. Det var igen, meget splittede følelser hun måtte sidde inde med.
"Hvordan skulle jeg kunne lade være med at tænke på det når manden jeg elsker lider?" Spurgte hun ganske direkte, var han overhovedet klar over hvor meget det måtte gå den stakkels mand på? Jophiel var tydeligt stadig mærket af det, han var ligeså træt af det, hvilket hun godt forstod, al den energi og spildte følelser der blev brugt. Bitterhed som fortærede ham indefra. Intet barn fortjente at have det sådan grundet en forælder.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at fejlen helt og aldeles måtte ligge på hans skuldre, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Alt taget i betragtning, så burde han alligevel ikke stå i en situation, hvor han forsvarede det, overfor fremmede, som hende. Selvom denne kvinde tydeligvis måtte have kendskab til hans elskede søn, hvilket han alene kunne dømme ud på hendes situation, så var der alligevel en rund nok til at handle og reagere, som han gjorde lige nu.
"Jeg ved at han har haft det hårdt," begyndte han med en rolig stemme. Han havde selv haft det hårdt, og kunne da kun forestille sig, hvordan det havde været for hans børn, at blive efterladt med det hele.. Men sagen var vel, at tabet af Liya havde taget knækken på ham? Fuldstændig endda? Han havde heller ikke regnet med, at det var ting og sager, som han ville tage så tungt, som han nu havde gjort det, og det var alene ikke noget, som han kunne, eller ville lægge det mindste skjul på, når det nu endelig skulle siges. Hun.. elskede ham? Han lod hovedet søge på sned. "Elske er et meget stort ord, frøken.." pointerede han. Han ønskede naturligvis ikke, at hans søn skulle tage og gøre de fejl, som han førhen havde gjort.. og derfor ville han da gerne have, at hans børn var påpasselig. Jophiel særligt, som i forvejen havde været langt mere udsat end sin søster.

[Deleted]

At lade sine børn lide i en så stor en nødens tid, at forlade dem helt uden forældre, at lade dem miste dem begge på en gang, det var på ingen måder fair, at vide hans søn havde haft lidt, det gjorde det jo på ingen måde bedre! Hun kunne ikke finde hoved og hale i dette, hun måtte virkelig forsøge ikke at køre sig selv op i en spids igen, så et par dybe vejrtrækninger var nødvendige for at få sindet på plads igen. Hendes blik måtte søge ham, hun rødmede kraftigt, havde hun lige sagt hun elskede Jophiel højt? Det havde ikke været meningen! Hun bestemte sig for at skjule sit ansigt på ny, ganske enkelt fordi hun var flov. Hvor var der en hule når man havde brug for en?! Myrina mærkede bestemt varmen i hende, hun var jo vanvittig forelsket i hans søn, de havde en fælles passion som bare havde smeltet dem sammen på en dag og hun havde sovet der i hans arme den nat. Han havde for pokker da bedt hende om at bo der med ham, hvilket hun havde måtte tænke over. Og i disse dage var det gået op for hende at hun ikke kunne forstille sig et liv uden ham.
"Det er hvad jeg føler...." Mumlede hun stille, genert og i den grad helt gemt væk i sine egne hænder, den røde farve var endnu kraftig. Hun ville ikke sidde her lige nu, hun ville ind til Jophiel, han forstod og hun savnede ham jo faktisk, hun kunne ikke leve uden ham og ville det heller ikke! Ung, naiv, ja..... Men hun følte vel som hun gjorde, det kunne man ikke gøre noget ved!

[Nathaniel Diamaqima]

At Jophiel endelig havde fundet en, som oprigtigt kunne lide ham, for at være den han var, var naturligvis en tanke, som glædede Nathaniel rigtig meget endda. End ikke det, var noget, som han kunne eller ønskede at skjule. Han lod hovedet søge på sned. Var det overhovedet meningen, at hun skulle have fortalt ham det? En sjov fornemmelse sagde ham, at hun havde talt over sig. Det havde vel egentlig også sin charme et eller andet sted? Og det var ikke ligefrem noget, som han havde tænkt sig, at skjule for hendes vedkommende.
"De virker også til at være glad for ham," konkluderede han. Hvorfor skulle hun ellers reagere så voldsomt, som hun nu havde gjort det? Det var jo ikke ligefrem noget, der gav nogen mening på sigt! Han lod armene hvile over kors. Okay, det var vel også på tide at sænke paraderne? Nathaniel havde efterhånden også været i skoven for en stund. Han ville bare ikke for tæt på, for han vidste, at han ikke ville komme igennem ved hans søn, som den første. Det skulle komme igennem hans datter, men hvordan han skulle gribe det hele an.. Det vidste han ikke. Det var det, som han oprigtigt synes, var svært. "Udover, at jeg har svigtet ham.. Hvordan har han det?" spurgte han direkte. For ham, var det rent faktisk vigtigt, at vide, hvordan hans børn havde det, og særligt nu hvor han ikke befandt sig i en situation, hvor han selv personligt kunne spørge dem.

[Deleted]

Et svagt smil gled over hendes læber, hun var glad for ham, meget glad for ham, og hun var blevet det over frygtelig kort tid, men det var bare som om de var to brikker skabt til hinanden og nu var de endelig sat sammen. Hendes blik så ganske overvejende på Nathaniel, det var virkelig en skam hvis Jophiel alle dage måtte gå rundt og have det som han nu engang havde det grundet sin far. Det ville være en befrielse for ham at få styr på det, uden tvivl. Hun bed sig i læben som hun tænkte så det knagede, hvordan skulle han mon kunne finde ro i alt dette? For hvis Nathaniel gik ind af døren nu, ville det ikke være en varm velkomst der blev bragt frem, nej det ville nok nærmere være et frygtelig postyr.
"Han er glad og smilende, nynnen, i hvert fald nær mig. Ud over det, tror jeg faktisk han er ensom." Lød det ganske ærligt fra hende, men det var et gæt, for hun kendte ham jo faktisk ikke så godt endnu, overhovedet. Noget som fik hende til at rødme kraftigt igen, det var altså pinligt! Myrina fumlede mod det rodet hår, hun lod de smukke øjne søge mod hytten, hun ville gerne derind. Nysgerrigt lod hun dog blikket vende tilbage mod hans far.
"Hvad vil du gøre for at få ham til at tilgive dig?" Spurgte hun lige ud, direkte måtte hun jo være, for lige dette ønskede hun svar på. Var det for meget at forlange? Sikkert, men hun ville jo rent faktisk gerne hjælpe!

[Nathaniel Diamaqima]

At Jophiel var ensom, kom et sted ikke bag på Nathaniel, for det havde den unge mand, været stort set igennem hele hans liv. Dette var ikke ligefrem noget som gavnede ham, og hans faderrolle, for han vidste, at han havde svigtet Jophiel på mere end en måde. Børn havde han altid drømt om, men at ivaretage opgaven, var straks en helt anden ting, og det var det, som havde gjort det svært. Rigtig svært faktisk. "Det har altid været en hård tilværelse for Jophiel," sagde han blot. Hvad andet var der at sige til det? Hvis hun var så glad for ham, kunne hun vel også yde ham en hjælp, som han skulle bruge, for netop at komme ud af det, så han igen kunne smile naturligt?
Hvordan han skulle redde hele situationen i land med Jophiel, var det som var Nathaniels store problem: Han vidste det ikke, og det at hun stillede ham det spørgsmål, var heller ikke ligefrem noget, som gjorde det meget bedre af den grund. Det var hårdt.. virkelig hårdt faktisk. At sige ordene, var svært for ham, men han... vidste det jo ikke. "Jeg ved det ikke," sagde han direkte. Han vidste, at Jophiel ville nægte at have noget som helst med ham at gøre, og ondt gjorde den tanke uden tvivl. Dette var ikke ligefrem noget, som gavnede ham på nogen måde faktisk! Han hadede det derimod. "Om jeg vidste det, havde jeg nok gjort det. Jeg ved, at jeg for Jophiel, er meget uønsket," tilføjede han. Tanken gjorde uden tvivl ondt på ham.

[Deleted]

Ingen tvivl om at situationen var hård for ham, ligeså var den for Jophiel, og her sad Myrina med et ønske om så brændende at kunne hjælpe dem begge, så de ikke skulle undvære hinanden. Familie havde hun jo aldrig rigtig haft, men hun havde set familier sammen og hun ville da lyve hvis hun sagde hun ej havde sukket efter dette. Splittede familier havde hun lige så set, på afstand ganske vidst, nu stod hun midt i en og det var ikke en rar følelse. Myrina lagde hovedet på skrå.
"Så må vi finde ud af det. Nok har han manglet sin far, men det betyder ikke det skal vær sådan resten af livet." Lød det ganske målrettet fra hende, hun begyndte at sidde og tænke igen, hvordan kunne dette komme til at løse sig. Hun ville hjælpe, fordi at ingen skulle undvære deres familie når de kunne få den igen. Sådan var det bare, slut. Og Jophiel ville nok kræve arbejde, men mon ikke det var kræfterne og tiden værd? Det var trods alt hans søn.
"Hvordan med din datter?" Spurgte hun så, hvordan var deres forhold, ville hun være lettere at komme til, mon det ville kunne hjælpe lidt på det hele? Havde hun overhovedet tiden. Som dronning måtte hun vel have en del at se til. Hendes blik gled mod hytten igen, åh hvor hun dog savnede ham! Men hun ville jo også gerne hjælpe Nathaniel et sted, for det hjalp også Jophiel i sidste ende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathanel forventede intet fra denne kvindes side. Han vidste jo godt, at fejlen udelukkende var hans egen, og at han kun havde sig selv at takke for det hele, i og med, at det var ham, som havde taget beslutningen om, at rejse derfra, så det kunne vel heller ikke komme bag på nogen? Han betragtede hende med en sigende mine. Hvem pokker var hun, og hvorfor var hun så interesseret i at hjælpe ham? Siden Jophiel havde fortalt hende om alt det her, så burde hun vel hade ham lige så meget, som Jophiel selv gjorde?
Nathaniel rystede let på hovedet. "Måske ikke," sagde han blot. Han ønskede jo ikke at undvære dem, og særligt ikke, hvis det var noget som han kunne blive fri for. Han blev stående. Hun ville hjælpe ham? Han tvivlede stærkt på at Jophiel var så åben for det, som denne kvinde måtte vise sig at være, og naturligvis var det også meget mærkbart for ham.
"Hun forviser mig, hvis ikke anholder mig, hvis hun ved jeg er her," fortalte han denne gang med en langt mere direkte stemme. Ondt gjorde det, da han samtidig også ønskede at være der for dem begge, og særligt nu hvor han også følte, at han havde fundet overskuddet til at gøre det, men bare ikke fik den enestående mulighed, som han så gerne ville have.

[Deleted]

Først og fremmest lå det bare i hendes gode natur at hjælpe folk, og så ville hun bare inderligt gerne se en familie samlet igen. Det betød jo virkelig meget for hende at Jophiel havde det godt, og havde det været hende selv, ville hun have fortrukket at have sin familie og ej føle vrede og bitterhed mere. Han fortjente at komme af med de skrækkelige følelser og få det godt igen. Hun sukkede blidt, inden hun valgte at sendte Nathaniel et blidt skævt smil.
"Du er her af en grund, ikke sandt? Så tæt på hans hjem..... Prøv, om ikke andet giver du ham noget at tænke over. Måske et brev også kunne være en ide? Uanset hvad vil jeg hjælpe med at få ham igennem det, så han er på ingen måde alene i alt dette. Du må i det mindste prøve." De ivrige øjne måtte minde om en hundehvalps, hun var i den grad en kær kvinde, intens på sin egen måde. Et stort smil bredte sig på hendes læber, hun ville gerne hjælpe, virkelig gerne hjælpe! Myrina søgte jo Jophiel's lykke, og hun prøvede at se det fra begge parters side, og alt hun kom frem til, var at familier burde være samlet, for hver en pris, også selvom man havde begået ellers utilgivelige fejl. Det var hun ved at være godt klar med sig selv om i hvert fald. Datteren virkede ikke som en mulighed, så han måtte da gå efter sin søn, han måtte i det mindste prøve!

[Nathaniel Diamaqima]

Svært var det, når Nathaniel aldrig rigtigt havde haft noget forhold til sin søn, og det var bestemt heller ikke blevet bedre med tiden og årene, som havde passeret. Drengen havde haft vanskeligheder ved at lære at læse, og derfor havde de bare valgt at.. give op på det, da han ikke havde været særlig gammel. Al kommunikation via skriftsprog, skulle gå igennem Silia, ellers fik Jophiel intet ud af det. Han rystede kort på hovedet. Sandt, at han var der af en grund, for det var han skam også, hvilket nu heller ikke ligefrem var nogen hemmelighed.. Men det var stadig temmelig svært. Meget endda.
"Om det havde været så nemt, havde jeg nok allerede gjort det. Brev kan han ikke læse," forklarede han. Det var ikke nogen hemmelighed, at han var der af en grund, for det var han skam.. Han ville jo gerne sikre sig, at de havde det godt, og samtidig, ønskede han jo muligheden for at komme tæt på, og blive en del af deres liv igen, dersom det var noget, som de ville lade ham gøre selvfølgelig. Desværre måtte han jo erkende, at han havde sine tvivl. Særligt, som det stod lige nu.
"Det er nok en problematik, som jeg selv må tage hånd om.. Tag du hånd om Jophiel," bad han. Lettende var det at vide, at der var nogen omkring knægten, som også gjorde ham glad. Det var det som Nathaniel havde brug for at vide.

[Deleted]

Det var en tragisk ting som var sket for denne familie, og hun forstod sig bedst fra børnenes synspunkt, da hun jo selv måtte være et barn og ej have været en moder endnu. Men hun vidste også uden tvivl, at hun ville gøre alt for at have en forældre, de så så rare ud at have, trygge. Nogen til at fortælle en alting nok skulle gå. Et suk gled over hendes læber, hun ville så gerne hjælpe, men det så rimelig håbløst ud og han virkede derefter ligeså sådan.
"Vil..... Vil du ikke nok prøve at opsøge mig når du engang finde ud af hvad du gør, jeg vil gerne kunne støtte Jophiel bedst muligt." Bad hun stille, for hun ønskede uden tvivl at gøre sit bedste i dette, og hun ville ikke skubbe Nathaniel væk, hun uden tvivl gerne hjælpe ham, men hun måtte også erkende at hendes god hvilede mest i Jophiel's lejr. Myrina vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig, men hun ville jo heller ikke skjule noget for Jophiel, så et sted, burde hun vel fortælle ham om dette møde. Ikke sandt?
"Det vil jeg gøre, det må du slet ikke være i tvivl om, selvom han nok tager mere hånd om mig." Hendes stemme var blid og genert, hun rødmede blidt, han havde gjort så meget for hende, aldrig havde hun følt sig så glad og lykkelig. Langt fra faktisk!

[Nathaniel Diamaqima]

Hvem denne kvinde egentlig var, vidste Nathaniel ikke, men han kunne godt lide, hvad han så, samt at vide, at hun tog sig af Jophiel, for det var det, som et sted også måtte bringe en lettelse til hans sind. Han nikkede blot. Hvor han derimod skulle finde hende, og om det overhovedet ville ordne sig, var derimod det, som han ikke var helt sikker på. Det var en svær situation, og selv var det yderst sjældent ham, der søgte råd, så var det desværre noget, som han var nødt til at gøre i denne omgang. Han anede virkelig ikke hvordan han skulle ordne denne problematik.
"De er mig en ukendt kvinde, da jeg end ikke kender Deres navn," begyndte han. Desuden havde han jo heller ikke nogen anelse om, hvor han ville finde hende, eller om det her var en problematik, som han nogensinde, ville være i stand til at løse. Han gjorde jo heller ikke noget, før han var helt sikker på, at han ville få de ting, som han ville have dem.
"Det kommer heller ikke bag på mig. Han er mig en tro kopi af sin kære moder," sagde han med et svagt smil. Tanken om Liya gjorde også ondt.. Hvordan kunne deres lille lykkelige familie, ende sådan her? Det var helt grotesk for ham, at tænke på!