Made up my mind!

[Deleted]

Jophiel havde været tilbageholdende, udelukkende fordi, at det var sådan, at han var vant til at folk valgte ham fra, når det gik op for ham, at han slet ikke var, som hans familie var kendt for at være, og naturligvis, kunne det da godt mærkes. Det var slet ikke noget, som han mærkede sig af lige nu, og naturligvis, var det noget, som virkelig gjorde ham glad.
Smilet var ikke til at tage fejl af. "Du skal være nok så velkommen. Her skal du bo, og det skal også være synligt," sagde han med et glædeligt smil på læben. End ikke det, var noget som han kunne skjule! Lykkelig var han jo omkring Myrina, og derfor var han virkelig taknemmelig for, at hun var kommet ind og blevet en del af hans liv, og særligt, når det havde været på denne her måde.
Glasset med bærsaft, endte han med at give hende, og uden at smilet falmede det mindste af hans læber. Deres fremtid sammen.. Han kunne godt lide lyden af det! Det klingede virkelig godt i hans ører. "Jeg er bange for, at jeg allerede nu, er blevet for vant til, at have dig omkring," sagde han med et morende smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Ikke nu, hvor han havde muligheden for det. Han tog en god tår. Det var uden tvivl rigtig dejligt!

[Deleted]

Jophiel var en mand hun i den grad kunne lide for den han var, hun så ham ikke som en bestemt person, for hun kendte ej til hans familie, hun holdte af ham fordi han var så perfekt i alle henseende! Det var tydeligt hun havde det godt, de svagt rosa kinder, øjne som måtte stråle af glæde. Lige her havde hun det virkelig som om intet ondt ville kunne røre hende nogensinde.
"Jeg... ejer kun min violin, så jeg ved faktisk ikke helt hvordan jeg skaber mit præg." Kom det ganske stille fra hende, det havde ikke været et problem før, og det var heller ikke det største problem nu. Det gik vel bare op for hende hun virkelig havde et hjem, hvilket næsten måtte være skræmmende for hende, endda et sted hvor hun ikke skulle være bange for de skulle flygte fra. Procias, hvorfor var det hun nogensinde havde besluttet sig for at rejse? Når ja, JAck, og dernæst Elijah. Jack skubbede hende væk, Elijah drog hende i den retning. Et suk gled over hendes læber, alt det var fortid, og hun var her med Jophiel, hvilket passede hende helt perfekt. Hun stod og nød den dejlige saft, mens hun prøvede at få lidt styr på hjertet der bankede fast i glæde og iver. Hendes blik lå fast på hans kønne ansigt, hun kunne godt lide at betragte det.
"Det er skønt, det føltes helt forkert ikke at være ved dig, så man kan vidst rolig sige jeg er blevet afhængig af dit fantastiske nærvær."Lød det sødt fra hende, hun lænede sig mod ham, mens hun stillede glasset fra sig, hvor der stadig var lidt i. Hun puttede sig ind i hans favn, hun havde savnet at være der. Virkelig savnet det!

[Deleted]

Myrina accepterede Jophiel, som den mand, som han var, hvilket han virkelig var glad for. Det var i hvert fald ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han grinede let. Det kunne godt være, at hun i fysisk forstand, kun havde sin violin, men der var mange andre måder, hvorpå, at man kunne sætte sit præg på tilværelsen, og særligt i et hus, som kun havde været præget af.. ham. Der var jo ikke rigtigt noget, udover hans, som var der. "Når du bor her, skal du selvfølgelig have lov til at vise det.. Blomster.. alle de der tøseting, som I piger nu er kendt for," sagde han glad.
De mænd, som havde været en del af hendes liv før i tiden, var slet ikke noget, som vækkede ham nogen former for interesse, og ikke havde han en grund, til at skulle gøre sig tanken om det. Ikke nu hvor hun var her, og at hun var sammen med ham, hvilket i hans øjne, rent faktisk var det vigtigste af det hele. Han tømte sit glas, inden han satte det fra sig, kun for at vende sig mod hende igen. For ham, var det nemlig hende, der var det vigtigste lige nu. Ikke alt det andet.. Specielt ikke alt det andet. Han lod hovedet søge en kende på sned, inden han hævede begge hænder og lagde dem mod hendes kinder. Han var ikke et sekund i tvivl om, at de nok skulle få det godt her sammen med hinanden. "Det vælger jeg jo så, at tage som en rigtig god ting," sagde han glad. Hun var den som gjorde ham så glad!

[Deleted]

Hans glæde måtte jo smitte af, blomster kunne hun bestemt være med på, nemt endda! Hun måtte smile stort, det ville være helt perfekt faktisk, hun så sig helt rundt, næsten for at finde sit offer for sin første buket vilde blomster. Måske hun skulle prøve at dyrke noget nu hvor hun havde et hjem? Kunne hun rent faktisk få sig en køkkenhave? Hun blev helt ivrig, hun elskede jo at dyrke og plante, men da hun aldrig var fast et sted, var det svært at holde noget ved lige. Og hun vidste en masse om de fleste urter, men hvor det kom fra, det anede hun faktisk ikke. Måske det var det der druide halløj som gjorde det? Hun vidste faktisk skræmmende lidt om sin egen race. Forsigtigt lod hun blikket søge hans, som det gled ind i dem og hun måtte sukke lyksalig, hjemme.... Hos ham! Hvor heldig var hun ikke lige? De små hænder søgte over hans, så bløde og fine som de var, hun sendte ham det største smil, inden hun sænkede hænderne igen og tog hans med sig med at lade fingre søge blidt om dem og føre dem ned.
"Har du en køkkenhaven?" Spurgte hun nysgerrigt, med øjne der strålede af iver, for havde han ikke en, så ville hun lave en! Med tilladelsen fra ham, det var trods alt hans barndomshjem. Myrina var ganske vidst boende væsen i det, men Jophiel havde nu stadig mest at skulle sige hvis man spurgte hende.

[Deleted]

Myrina var flyttet ind, hvilket for Jophiel betød, at hans tilstedeværelse alene, var færdig. Han ville have en boende, som han også kunne tilbringe tiden sammen med, hvilket var en helt særdeles og fantastisk fornemmelse, som han måtte sidde igen med. En køkkenhave kunne han ikke just prale med at have. Hans moder havde haft en i sin tid, men den måtte han jo erkende, at han ikke havde passet. Det havde bare aldrig rigtigt været en del af hans interesse.
"Min moder havde en engang.. Jeg ved ikke hvordan den ser ud nu," fortalte han. Hvis det var sådan noget, at hun godt kunne lide at lave, så skulle hun da være mere end velkommen! Det var jo trods alt også hendes hjem nu, og derfor, var det ligeledes også vigtigt for ham, at hun havde noget her, som hun ville kunne føle, var hendes. Ligesom han altid havde haft sin musik. Det var nok også det eneste, som han havde tilfælles med sin kære far, selvom det ikke var den mand, som han ønskede at tænke på lige nu. "Vi kan hurtigt få anlagt en," tilføjede han. Hans moders havde været en stor en af slagsen, så den skulle bare ryddes. Så burde hun have en, som passede lige til de tanker og drømme, som hun ville have om den. Det håbede han da i hvert fald.

[Deleted]

Endnu en gang måtte hans moder komme på banen, hun ville sådan ønske hun kunne have mødt hende, hun lød virkelig fantastisk! Hun måtte jo faktisk sande at hun næsten kunne lide kvinden, skønt hun ikke havde kendt hende. Men sådan som hun lød, var hun virkelig en god moder og en skøn kvinde, eller havde været. Tænk at have mistet sådan noget, men han levede på hendes minde med et smil og det var noget som Myrina måtte beundre. Roligt endte hun med at række ud efter resten af sin bærsaft, som hun drak forsigtigt med største velbehag, det smagte fantastisk! Hun lysnede i den grad helt op som selveste solen, de kunne få anlagt en? Det kriblede helt i hendes fingre for at komme i gang.
"Åh mener du virkelig det Jophiel? Kan du blive mere fantastisk!" Udbrød hun, for at stille glasset fra sig og kramme ham hårdt og tæt, hun var virkelig glad for den mand! Han var så perfekt og fantastisk, hun var i den grad helt lykkelig. Hovedet nussede hun ind mod ham, inden hun hævede det og kyssede hans kind. Der var så meget hun gerne ville lige nu, hun ville gerne vide hvor han ønskede hun sov, om hun skulle sove ved ham, ligesom sidst, eller om han foretrak hun sov på et andet værelse. Og hun ville gerne spille sammen med ham, hun ville gerne lave køkkenhave, hun ville det hele! Iveren lyste ud af hende, hun havde så meget hun gerne ville og en af tingene var bestemt også at stå her og kramme ham som hun gjorde nu.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Jophiel virkelig savnede sin elskede mor. Der var i forvjene så meget som han kunne takke hende for, og særligt omkring hans liv, så var det overhovedet underligt? Han var ked af, at hun ikke havde muligheden for at møde hende.. Men en død kvinde, var nok ikke så nem, at komme tæt på, når det endelig var således.
At det gjorde hende så glad, at han gerne ville anrette en køkkenhave til hende, fik smilet til tydeligt, at brede sig på hans læber. Det glædede ham, at der skulle så lidt til at gøre hende glad, og det var også det, som han stod fast på i den anden ende. "Det håber jeg da virkelig, du vil synes om. Du skal få den smukkeste køkkenhave i hele Procias!" lovede han med et glad smil på læben. Kysset mod hans kind, tog han mere end glædeligt imod, som han vendte sig mod hende med et smil. Var det underligt, at han havde følt, at hun havde ramt lidt ved siden af? Han lagde armene om hende, kun for at sætte sig tæt ved hende, og så han kunne mærke hende. "Du gør så meget for mig.. Selvfølgelig vil jeg også gerne gøre lidt for dig," sagde han glad. Hun gjorde ham jo virkelig, virkelig glad!

[Deleted]

Der skulle ikke meget til at gøre en kvinde glad som absolut intet ejet. Og så gav han hende alt hvad hun kunne drømme om, hvordan skulle hun ikke kunne blive overglad og ikke mindst lykkelig? Myrina havde altid drømt om et hjem, specielt i skoven hvor hun i forvejen følte hun hørte til. Hun havde drømt om en køkkenhave alle dage, hun elskede at skulle pusle om planter. Og så en at spille med, et ønske hun bestemt havde og som nu i den grad var perfekte opfyldt ved Jophiel ved hende. Det var perfekt, det hele, hun følte næsten at noget skidt ville ske rundt om hjørnet, men skubbede det hele væk, for hun var i den grad en som omfavnede goderne i livet og nød dem mens hun kunne.
"Åh tusind tak Jophiel, det betyder så meget for mig. Jeg forstår slet ikke hvordan jeg kan få fra døden nær, til at have alt jeg kunne drømme om her." Kvidrede hun, hun plantede et kys på den anden kind, som hun nussede sig videre ind mod ham og nød at være tæt. De skulle snart spille sammen igen, det kriblede i hendes fingre for det. Men køkkenhaven trak også, men måske de blot skulle klargøre til det, og vente til næste forår med at så ting? Det ville bestemt være den bedste ide. Roligt nikkede hun for sig selv, enig i sin beslutning.
"Hvor vil du have jeg sover henne?" Spurgte hun forsigtigt, med et lille håbefuldt smil, hun ville jo gerne sove ved ham, men hun respekterede jo også hvis han gerne ville have tid til at vende sig til hun var der. Alt hvad han ønskede, hun ville være mere end lykkelig for at forsøge at gøre det så han var glad og lykkelig, sådan som han gjorde hende.

[Deleted]

Glad var Jophiel uden tvivl for at Myrina blev så glad for så lidt, og særligt fordi, at det var så sølle, som en køkkenhave. Det var jo virkelig ingenting, men skulle der ikke mere til, så var han bestemt heller ikke den, som ville sige noget til det. Tvært imod, så var det uden tvivl en tanke, som virkelig gjorde ham glad! Han vendte sig mod hende. Det var virkelig ikke så stor en ting! Langt fra faktisk!
"Det vigtigste for mig, er at du har det godt. At der jo så ikke skal mere til, for at glæde dig.. det.. det er jo godt. Det er dig, som beriger mit liv, Myrina.." sagde han forsikrende. Han lod armene hvile omkring hende. Her følte han, at han gjorde noget rigtigt, og han beskyttede hende samtidig undervejs. Det føles uden tvivl fantastisk godt. Han lukkede øjnene kun for et kort øjeblik, inden hun slap den næste bombe.. Hvor hun skulle sove?
"Jeg.." Igen måtte han tie, som han vendte blikket mod hende. Han måtte jo erkende, at han mest ønskede, at hun tog pladsen inde ved ham, velvidende om, at det nok var at forhaste tingene lidt, og det ønskede han jo trods alt heller ikke. "Der er værelser her, så.. vi skal nok finde dig et passende et.. Du kan selv få lov til at vælge," fortalte han med et let smil på læben.

[Deleted]

Var det meget mærkeligt hun blev så glad? Hun gik jo fra at have absolut intet, til at have, ja alt hun nogensinde kunne drømme om. Det var faktisk temmelig overvældende og hun havde næsten lyst til at græde af glæde, men det ville nok skræmme ham, så hun holdte det tilbage. Tænk engang, hendes helt egen køkkenhave, de skulle også have en hindbærbusk! Mon der var en i nærheden af her? Hun måtte gå på opdagelse inden vejret blev for koldt, hun var så nysgerrig og glad. Hvordan kunne hun være andet i nærheden af ham? De passede perfekt sammen. Hun rødmede ved hans ord, de var et sted store for hende at høre, og de betød alverden for hende, øjnene strålede som hun så op mod ham.
"Virkelig? Jeg er jo bare mig." Lød det blidt fra hende, hun smilede sødt og bed sig kort i læben. Det var virkelig utroligt at han havde det sådan, hun måtte jo sande hun havde det på præcis samme måde. At være uden ham, det kunne hun simpelthen ikke forstille sig efter at han var blevet indviet i det. Som han måtte virke næsten i tvivl om hvad han skulle sige, blev hun kort bekymret, fortrød han mon? Han fandt dog frem til at hun måtte vælge, det havde hun et sted jo allerede gjort.
"Jeg ved godt hvor jeg gerne vil sove." Lød det stille og uskyldigt fra hende, som hun rødmede endnu mere og måtte se lidt ned, hun var begyndt at fumle med stoffet som beklædte ham, fordi hun et sted var, genert?

[Deleted]

Jophiel elskede, at Myrina blev så glad for det, som i hans øjne, ikke var nogen store ting. Han følte virkelig, at han gjorde en kæmpe forskel, og alene hendes reaktion, var jo også et tydeligt tegn på dette. Han kunne virkelig godt lide det. Han sendte hende et smil. Hun var ikke 'bare' hende, men derimod en kvinde, som havde fået en kæmpe betydning for ham, og det var det, som han virkelig godt kunne lide, og det, som han ønskede at få frem igen, så det var vel heller ikke underligt, var det?
"Hvad får dig til at tro, at du 'bare' er Myrina for mig?" spurgte han roligt. Han hævede hånden, som han lagde mod hendes kind. Det var meningen, at de skulle mødes den aften.. Det her var meningen. Skæbnen var inde over det, hvilket han var helt sikker på! Smilet bredte sig tydeligt på hans læber. "Du er mig en fantastisk kvinde.. Jeg ønsker at gøre det for dig," fortalte han med en ærlig stemme.
At hun allerede nu, vidste hvor hun ville sove, fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst. Han vidste det jo også godt, men ville heller ikke forhaste med tingene. Tænk nu, hvis det var noget andet, som hun tænkte på? "Og... hvor er det henne?" spurgte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket i hendes retning.

[Deleted]

Hans ord lod hendes hjerte tage de vildeste rutsjebaneture, hun mærkede hvordan det steg op og ned i tempo, og som hun lige var faldet til ro, kom hun helt op i skyerne på ny. Det var en rar følelse et sted, han fik hende til at føle sig så meget mere levende, hvor hun dog elskede det!
"Jeg plejer jo bare at være mig Jophiel, men vid, at jeg har det på selv samme måde med dig..." Lød det stille og genert fra hende, hun følte snart ikke at hun kunne rødme mere, hun følte sig som en opkogt tomat! Helt varm og rød, for ikke at sige helt blød. Det var bestemt udelukkende hans værk, hun var så forelsket i ham og langt fra bange for at indrømme det. For pokker, hun havde jo faktisk sagt til hans far hun elskede Jophiel. Selvom det måske var lige hurtigt nok at slynge med sådanne ord, havde det været hvad hun følte. Som de talte om sovepladser, måtte hun jo være helt sikker i sin sag, hun var heller ikke bange for at sige det. Det var hun jo ikke med noget som helst, hendes meninger holdt hun jo fast ved og der var intet at skjule for hendes vedkommende.
"Jeg har ikke sovet så fantastisk længe, end da jeg sov ved dig Jophiel, i dine arme. Hvis du ikke har noget imod det, vil jeg gerne gøre det til en fast ting." Direkte var hun, og det ville hun altid være, for selvom det måske kunne være næsten hudløst, så var hun altså ærlig og det kendetegnede hende vel et sted. Desuden var hun for uviden til at vide hvornår det var på sin plads at tie. Så som med Nathaniel. Der havde hun blot åbnet munden og blandet sig i ting hun faktisk ikke vidste så eget om. Alt hun vidste var han Jophiel var påvirket af det, og ikke godt. Det var nok til hun forsøgte at handle.

[Deleted]

At Myrina havde snakket med hans far, var ukendt for Jophiel, som levede i lykkelig uvidenhed om det, som var sket lige udenfor huset her. han ville slet ikke tænke på den mand, hvor det derimod var Myrina, som havde hans fulde opmærksomhed, og det var jo trods alt således, at hun gerne ville have det. Et sted, var det vel heller ikke underligt, var det? Hans hjerte hamrede mod hans bryst, og det var hendes fortjeneste. Aldrig kunne han sige, at han som sådan, havde været forelsket, men det var han nu. Dybt inderst inde, kunne man nemlig slet ikke være et sekund i tvivl om det!
"Du har givet mig en fantastisk følelse, som jeg agter at fastholde så længe, som jeg kan, kære Myrina," sagde han denne gang med et smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for det. At hun derimod gerne ville sove i hans seng, var nok ikke ligefrem noget, som han havde regnet med. Langt fra faktisk. Han blinkede let med øjnene. Ikke at han havde noget imod det. Aldrig kunne han huske, at have sovet bedre. Han vendte blikket mod hende. Var det hastigt? Han ville jo gerne. "Du.. mener, at du vil gøre det til en fast tone, at.. sove i min seng? Det.. det vil være mig en ære... eller.." Hvordan sagde man det, uden at lyde komplet idiot? Han ville elske at have hende liggende ved siden af sig.

[Deleted]

Det de havde fået sig, på så kort tid, var uden tvivl noget som var værd at holde godt fast i, og det måtte hun mene fuldt og fast. Her var hun nemlig et sted hvor hun følte sig tryg, intet hun ramme hende, hverken den ene eller anden, hun var sikker. Dette var hendes trygge havn, og Jophiel var hendes anker. Hun var vild med tanken om at skulle sove ved ham, for det gjorde hun ingen mareridt havde, eller, det havde hun ej haft den nat og det havde været så vidunderligt! Selv sange var hun trygge ved igen, det gjorde hende intet at være i en.
"Mmmh, hver eneste nat, lige ved din side." Lød det blidt fra hende, hun sendte ham et stort smil, inden hun kyssede ham blidt på munden, ganske kort. Nu havde hun jo giver hver kind et, så nu måtte det være mundens tur. Hans læber var så dejlig bløde, hun elskede at kysse ham, men hun turde jo ikke sidde fast der, selvom hun følte hun kunne. Forsigtigt endte hun med at træde tilbage, for at kigge sig lidt rundt i stedet. Kort måtte hendes mave rumle. Noget mad ville ikke være så skidt, bare noget hurtigt. Myrina ville nemlig rigtig gerne spille sammen med ham, inden at sengen ville kalde på dem.

[Deleted]

Det var egentlig utroligt, hvor hurtigt alt dette var kommet, men Jophiel selv, kunne virkelig godt lide det. Han måtte faktisk sande, at det var noget, som han virkelig måtte elske, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Hun ville sove i hans seng, og han ville elske, at kunne lægge armene om hende, og vide, at det var ham, som holdt hende sikker, samt sikrede, at intet ondt nogensinde ville ske hende. En tanke, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide.
"Være det sidste, som du ser når du skal sove, og det første når du står op.. Jeg kan lide den tanke." Kyssene til hans kinder, tog han mere end glædeligt imod, hvor smilet kun bredte sig på hans læber. Dertil måtte han gengælde det, som hun tildelte hans læber. Han kunne uden tvivl godt lide, at mærke hende så tæt på sig, og særligt, når det foregik på denne her måde! Han hævede begge hænder, som han strøg over hendes læber. Knurrede hendes mave? Hun skulle bestemt ikke rende sulten rundt! Han sendte hende et smil. "Vi må finde dig noget at spise.." bemærkede han med en rolig stemme. Han elskede, at han ikke kun havde sig selv, at tage hensyn til, men at der nu også var en anden. En som han rent faktisk skulle til at passe på.