Made up my mind!

[Deleted]

At præsentere sig havde hun jo egentlig aldrig rigtig lært, hun tog alting som det kom, hvilket også gjorde at hun glemte det hvis det ikke lige var noget hun sådan tænkte over. Hendes blik hvilede mod ham, det var en svær situation, men han havde vel ret i at det var op til ham selv et sted. Skønt hun ønskede så brændende at hjælpe til, var det bedste vel at være der var Jophiel og støtte ham så godt som overhovedet muligt.
"Myrina er mit navn." Lød det blidt fra hende, hun sendte ham et skævt smil, det var jo ikke helt med vilje at hun undlod at sige sit navn, det var jo bare et navn. Et hendes moder og fader havde skænket hende, det eneste hun faktisk kunne huske. Alt andet var sløret, end ikke deres ansigter kunne hun mindes. Det var også tidligt de havde skiltes, og hun kunne ikke huske grunden. Den var blevet fortrængt næsten med det samme, og Jack havde hjulpet hende igennem livet. Nu stod hun fint på egne ben, men ikke længe, for nu havde hun Jophiel. Tanken gjorde hende glad og varm, hun var virkelig forelsket i manden og hun savnede ham selvom det ikke var mange dage siden de skiltes. At han mindede om sin mor, fik hende til at smile svagt.
"Han taler meget om hende, alt det hun har lært ham. Det er ret kært." Rødmen steg i hendes kinder, han var virkelig en dejlig mand, en rigtig mors dreng dog, hvilket kun gjorde hun elskede ham det højere.

[Nathaniel Diamaqima]

Myrina.. et smukt navn til en smuk kvinde.. Unik, som Jophiel og Silia selv var, i Nathaniels øjne vel og mærke, og det var vel også det, som rent faktisk betød mest? Et smil passerede hans læber, som han nikkede mod hende. "En glæde, at møde Dem," hilste han med en rolig stemme. Adelig og royal var hun ikke, men noget var der, og det var det, som han måtte sande, måtte gøre ham temmelig nysgerrig, og det alene, var jo trods alt også en grund til at handle og reagere på den måde, som han nu gjorde det.
Så lang tid, at Jophiel havde det godt, følte Nathaniel også, at han kunne slappe lidt af. Der var i forvejen en meget intens spænding i Procias, selv på trods af den frie tid, og det var det ,som han et sted godt kunne lide. Han nikkede igen. Liya havde altid været den af dem, som havde haft den største betydning for Jophiel, så alene det, var slet ikke noget, som kom det mindste bag på ham. "Han var også sin moders dreng, Myrina. Han forgudede hende. Det var derfor, at det var svært for ham, da hun gled bort," fortalte han sandfærdigt. Skulle han fortælle hende, at Liya var kommet tilbage igen? At skæbnen havde skænket hende en ny chance? Han ville jo gerne sikre sig, at Jophiel havde det godt, og fik de bedste forudsætninger for sit kommende liv. Han bed tænderne tydeligt sammen, og rystede så på hovedet.

[Deleted]

Det var mærkeligt at have mødt hans fader, når han selv havde fået det til at lyde som en evighed siden de sidst havde set hinanden. Hvad var chancen for at dette skete? Hun sendte ham et forsigtigt smil, måske var det en glæde for ham, men selv måtte hun sidde med splittede følelser og hun havde ikke tænkt sig at lyve om det. Myrina lod hovedet dreje mod hytten igen, mon han overhovedet var hjemme, han ville vel have hørt hendes violinspil og være stormet ud til hende, ville han ikke? Blidt begyndte hun at bide i sin underlæbe, hun vendte igen opmærksomheden mod Nathaniel som han begyndte at fortælle om Jophiel værende sin moders dreng. Et sødt fnis gled over hendes læber som hun slap læber igen fra sit bideri.
"Du har en dejlig søn. Og stærk! Han mindes hende med et smil på læben, holder fast i de gode stunder." FOrtalte hun så, det var sådan at hun havde set det i hvert fald, og imponeret var hun ligeså, for det var virkelig flot af ham. Smilet han bar hver gang han fortalte om sin moder var så smukt, lykke uden tvivl, hun havde givet ham meget. Hun håbede at når hun en dag selv blev mor, ville hendes børn se hende lige sådan. Med ligeså meget kærlighed og glæde.

[Nathaniel Diamaqima]

At det var lige så underligt for Myrina, kunne Nathaniel skam godt forestille sig. Ikke at det var noget, som han havde i sinde, at lægge skjul på, for selve situationen, var underlig, også for hans vedkommende. Han lod hovedet søge på sned. Nu hvor hun ikke længere virkede til at bebrejde ham for hele situationen, kunne han skam bedre forholde sig til.
"Han er en virkelig god dreng," fortalte Nathaniel, med en tydelig selvtillid og stolthed ikke mindst. Han var uden tvivl stolt af sin søn, og særligt med det, som knægten havde formået at udrette til nu. Tungen strøg han kort over sine læber, som han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Der sad hun så yndefyldt og kiggede i retningen af huset. "Jeg vil ikke opholde dig, hvis du så hungrene ønsker at søge til ham, Myrina.. Jeg kan ikke opsøge ham endnu.. Det er for tidligt," sagde han endeligt. Han savnede naturligvis det liv, som han havde haft tidligere, og særligt med dem omkring sig, men det var ikke noget, som han kunne opnå endnu.. Grusomt som det end var.. at være så tæt på, men alligevel ikke var i stand til at gøre noget ved det. "Du virker til at være god for ham, Myrina," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.

[Deleted]

Der var jo endnu mange ting hun ej vidste til, selvom hun følte hun kendte Jophiel godt, var sandheden at de ganske enkelt kun lige havde mødt hinanden. Det var blot udviklingen af deres fælles passion og kemien mellem dem som var var blomstret uhyggeligt hurtigt på kort tid. Myrina var stadig ung og naiv, trods man ville tro hun havde lært efter alt hun havde været igennem, men Jophiel virkede jo til at have et oprigtigt godt hjerte og hans fader virkede til at mene det selv samme. Så helt galt kunne det jo på ingen måde gå! Hun rødmede da han bemærkede hvor ivrig hun faktisk var efter at se ham igen, hun så lidt væk og lod hænderne finde vej op mod hendes røde og varme kinder.
"Jeg er at finde i nærheden af Jophiel, her i nærheden af hans hjem. Når dagen kommer, så lad mig vide det." Bad hun stille, stadig med de små fine hænder mod hendes kinder, hun smilte genert og gjorde tegn til at komme op og stå igen. Myrina var en lav kvinde, ikke speciel høj, lille og spinkel, og med det rodet hår, ganske kær at se på. At Nathaniel havde sådan et syn på tingene, fik hende til at se lidt genert ned, som kinderne endnu måtte blusse, hun trak på sine skuldre.
"Nu må vi se. Det er mit ønske at det skal være sådan, og jeg vil gøre mit bedste for at det er." Ærlig var hun, og blid, hendes øjne søgte kort Nathaniel. Hun var kommet roligt på benene igen, ganske yndefuldt. Hendes kommende hjem lå lige derhenne, med en mand i som hun i sandhed måtte se op til og være vildt forelsket i. Et drømmende smil gled over hendes læber som blikket lå mod hytten.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var tydeligt for Nathaniel at se, at Myrina, virkelig var glad for Jophiel. Ofte kiggede hun jo i retningen af huset, mere end hvad hun fokuserede på den samtale, som de nu måtte have kørende med hinanden. Ikke at det gjorde ham noget, for det var uden tvivl langt vigtigere for ham, at vide, at hans søn havde det godt, end det var at sikre sig at have en samtale kørende.
Let nikkede Nathaniel til hendes ord. Hvis det var her hun ville være, så skulle han da naturligvis nok opsøge stedet igen. Nu havde skoven også været et hjem for ham, igennem rigtig mange år, så det var jo ikke rigtigt noget, som kunne komme bag på nogen, kunne man jo sige. "Hvis det er her, du vil være, så ved jeg også, hvor jeg skal finde dig," sagde han ærligt. Skovene og særligt disse, kunne han næsten som sin egen bukselomme.
Nathaniel lod blikket falde en anelse. Nu hvor det ikke direkte lød til at Myrina klandrede ham for tingene, var det egentlig fint nok for ham. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Et svagt smil passerede hans læber. "Gå ind til ham.. Jeg er sikker på, at han har mere brug for det, end hvad jeg har," opfordrede han. Der var ikke nogen grund til at køre mere rundt i selvmedlidenhed. Han skulle tidsnok finde ud af det hele.

[Deleted]

Med et bestemt nik bekræftede hun ham, hendes blik hvilede mod ham, inden hun sendte ham et stort smil, det skulle nok blive fint dette her, ingen tvivl! Myrina var sikker på at alting nok skulle gå og den følelse måtte i den grad gøre hende ufattelig glad, hele hendes verden var jo nu blevet vendepunkt ved Jophiel.
"Alting skal nok gå. Man kommer langt med ærlighed og vilje." Forsikrede hun ham, inden hun vendte sig rundt mod hytten. Det var lige før hun havde lyst til at storme ind af døren og bare finde ham hurtigst muligt, men hendes hjem var det trods alt ikke endnu, så hun måtte hellere bare banke på. Iveren ville man nok kunne spotte uanset hvad, det var trods alt hende og hendes glædesudstråling der var tale om. Hans ord fik hende til at se undrende på ham, det var et ordvalg hun ikke helt forstod.
"Brug for hvad?" Spurgte hun helt forvirret, inden hun dog begyndte at smile og besluttede sig for at give ham et kram uden nogen advarsel. Hun fniste sødt, inden hun denne gang måtte vende den fulde opmærksomhed mod hytten. Her begyndte hun med sine små hop og dansetrin at søge mod hytten, hun drejede rundt og vinkede muntert til ham, inden hun nåede hele vejen til døren og stod der med det største smil. Armene lå om hendes egen krop, hun krammede sig selv lykkelig og helt oppe og køre, med ivrige små bank var den knyttede hånd der til at gøre ham opmærksom på at hun var der. Men var han der? Hun håbede det sådan!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel håbede at det ville gå på sigt, men lige hvad angik Jophiel, vidste han det faktisk ikke helt, og det var også det, som gjorde det en kende mere problematisk for ham, for han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Grotesk som det end måtte være i den anden ende, så måtte han jo bare leve med tingene, som de nu var. Han vendte blikket direkte mod hende igen.
"I mange henseender, er det korrekt, men dog ikke i alle. Jeg håber blot, at du har ret," sagde han med en rolig stemme. Hvis der var nogen, som var svære at gøre glade igen, så var det Jophiel, velvidende om, at han kun havde sig selv, at takke den situation for, og det var bare ikke noget, som han kunne gøre noget ved, som det var lige i øjeblikket.
At hun direkte krammede ham, kom uden tvivl bag på Nathaniel, som i forvejen, ikke var meget for kropskontakt med nye. Han gengældte det dog.. Kun fordi at hun havde den betydning for Jophiel, som hun nu havde, og derfor vinkede han også efter hende. Han vendte derfor også om på hælen, for at søge derfra igen. Det var for tidligt, at stå ansigt til ansigt med sin søn, og derfor valgte han at søge derfra. Før eller siden, ville tiden være inde. Det var dog bare ikke endnu.

//Out

[Deleted]

Fuldkommen uvidende om, hvad der foregik ikke langt fra hytten, sad Jophiel i hytten, og med et smil på læben. Myrina var uden tvivl en kvinde, som havde skrevet sig ind i hans hjerte, på frygtelig kort tid, og han var glad for det. Han savnede hende, når de ikke var sammen, og nu hvor han endelig havde muligheden for det, så sad han igen og skrev på sange. Denne gang var han igang med en ny, som han forsøgte at finde ud af.. Melodien passede ikke helt, og nu havde han været igang i nogle dage. Det var vel dage siden, han havde set hende nu?
En melodi og sang, som han skrev for hende. Til hende.. Aldrig havde han oplevet, at have det på denne her måde. For en gangs skyld, var det nemlig ham, som kunne glemme alle de onde og groteske ting, som skete i livet, og det var virkelig rart. For en gangs skyld, så smilede lykken til ham, og det var alt sammen noget, som betød forbandet meget for hans vedkommende.
Som det bankede på døren, hævede han blikket. Et sted kunne det jo kun være to individer. Hans søster, eller Myrina. Han håbede uden tvivl på sidstenævnte, selvom det i forvejen, ikke var særlig ofte, at han så sin søster. Hans egen violin lagde han derfor roligt fra sig, inden han rejste sig op. Han søgte hen til døren, som han derfor fik op, hvor det væsen, som han mødte på den anden side, straks fik smilet til at brede sig på hans læber. "Myrina!" hilste han med en glædelig stemme, inden han nærmest flåede døren op, og tog fat om hendes hånd, kun for at føre hende med sig indenfor igen.

[Deleted]

Det var med et glædesfyldt hjerte hun stod der og trippede, hun elskede tanken om at se ham igen, se hans smil. Og inden hun kunne tænke mere på det, stod han der faktisk, med et voksende smil ved synet af hende, hvilket fik hende til at rødme. Øjnene strålede, hun var så glad for at se ham igen, hvor havde hun dog savnet ham!
"Jophiel!" Kvidrede hun som en sød lille fugl i sin glædesang over forårets kommen. Bare følelsen af hans hånd om hendes fik hende til at mærke enhver celle danse, hun fniste sødt og lod sig trække med indenfor. Der lå spænding i hendes krop, hun havde glædet sig, og hun havde jo en god nyhed til ham, hun var kommet for at blive. Alt hun tænkte på var at være i hans arme, konstant, med mindre de spillede sammen, det ville hun også have plads til. Med mødet med hans fader lige før, var der jo også andre ting, der var mange ting, hun havde så meget at sige, men også af gøre. Tid havde hun nok af, så hun skulle vel bare tage det med ro og nyde at hun endelig var der ved ham. Myrina så mod ham med øjne store og glade, hun strålede helt og smilet kunne næsten ikke gøres større.
"Hvor har jeg savnet dig!" Udbrød hun så, det var næsten en lettelse at være der ved ham, som havde det været en byrde at være væk derfra.

[Deleted]

At hans egen fader havde været omkring huset, var Jophiel lykkelig uvidende om. Det eneste, som han nu kunne finde en glæde i, var at Myrina var kommet, og det var det eneste, som havde en betydning lige nu. Glad som han var, så føles det helt ubeskriveligt, endnu en gang, at tilbringe den tid sammen med hende. Frygten for, at hun ville blive væk, havde nemlig været frygtelig stor ved ham, men nu kunne han da også glemme den, hvilket var en helt særdeles fantastisk følelse at sidde igen med!
Jophiel trak hende glædeligt med sig indenfor igen, hvor han lukkede døren. "Jeg var bange for, at du slet ikke ville komme," sagde han, som han vendte blikket mod hendes skikkelse igen. For ham, var det rent faktisk vigtigt, at hun vidste, at han havde tænkt på hende.. Rigtig meget endda. Hvorfor skulle han ellers sidde og skrive en melodi til violinspil til hende, hvis det ikke var således, at det skulle hænge sammen? "Kom med ind.. Der er noget, som jeg rigtig gerne vil vise dig," sagde han næsten helt ivrigt. Fuldstændig ved siden af den mand, som han plejede at være, var han, når hun var i nærheden, men han var glad. Noget så glad, når hun var omkring ham, og det var han bestemt heller ikke bange for at vise hende. Han trak hende med hen til stuen, hvor hans violin smukt lå på sofaen. Han havde jo været igang længe nu.

[Deleted]

At blive helt væk havde hun ikke kunne under nogen omstændigheder, da hun jo holdte frygtelig meget af ham allerede. Nej, hun ville skam forstyrre hans fred uanset hvad, for at spille med ham i flere timer, til deres fingre ej kunne mere. Eller munde, hvis det altså var fløjten de spillede på. Hendes blik var udelukkende på ham, hun så intet andet lige nu, og hjertet sprang rundt i fryd som et kid i hendes bryst.
"Det er umuligt at holde sig væk."Fniste hun sødt, det var så dejligt at være, og bare at mærke glæden fra ham betød jo alt for hende. Her var hun velkommen og hun måtte jo virkelig føle sig hjemme. Ivrigheden hos ham, mindede hende om hende selv, det var en sjov tanke, de mindede faktisk en del om hinanden, måske var det derfor de kunne så godt sammen? Myrina smilede stort, hun fulgte med, med et nysgerrigt blik der søgte, han ville vise hende noget, men hvad? Synet af violinen fik hende til at smile, mon han havde haft spillet lige så meget som hende mens de havde været væk fra hinanden?

[Deleted]

Jophiel var virkelig glad for at være sammen med hende, og omkring hende, og nu hvor han endelig havde fået muligheden for det, en gang mere, så var det vel heller ikke underligt, at han havde tænkt sig, at udnytte det? Et stille smil passerede mere end glædeligt hans læber, som han trak hende med sig ind i stuen. Den var ikke særlig stor, men den var hyggelig, og det var også det, som var meningen med det hele.
"Det vælger jeg så, at tage som en god ting," pointerede han med en rolig stemme, som han opfordrede hende til at tage pladsen ved siden af ham på sofaen, for det ville han gerne have, hvilket der heller ikke rigtigt var nogen tvivl om, når det endelig skulle være i den anden ende.
"Jeg er begyndt at skrive på en melodi.. so poppede op i hovedet på mig, når jeg tænkte på dig," fortalte han denne gang med et stille smil på læben. Hun gjorde ham glad, og det var vel bare hans måde, at udtrykke det på? Han satte sig ved siden af, hvor han tog fat om violinen. Han ville gerne spille det for hende.. Og finde ud af om hun kunne lide det, for han ville jo ikke fortsætte på den ellers. Han ville bare gerne gøre hende glad.

[Deleted]

Det var virkelig fantastisk at være i hans hjem igen, selv duften af hjemmet og ham var en hun huskede til perfektion. Det følte jo næsten som at være hjemme, selvom der kun var gået et par dage, så føltes det som flere måneder og hun havde virkelig savnet ham! Myrina sendte ham et smil som hun tog plads ved hans side, spændt på hvad han egentlig måtte have at vise hende. En mild rødmen måtte blusse, havde han virkelig lavet en melodi udelukkende ved at tænke på hende? Det var da noget af det mest romantiske hun nogensinde havde været vidne til! Hun måtte virkelig helt genert.
"Hvor er du fantastisk! Lad mig høre Jophiel!" Udbrød hun med en stemme der var fyldt med glæde og spænding. Myrina elskede jo musik, hendes passion var jo stor, ligesom hans var det, og han havde lavet noget til hende, eller, ved tanken om hende. Kinderne rødmede lidt mere som hun sad og tænkte på det, hvor var han helt igennem dejlig. Hvordan kunne hun være så heldig? Roligt lænede hun sig tilbage, satte sig til rette, lod benene svinge op og ligge sig i skrædderstilling, mens hun sad med blikket intenst hvilende på hans dejlige skikkelse. Han var så pæn, med de dejligste øjne og mest fantastiske smil. At se ham smile sådan var jo helt tiltrængt, hun måtte sande hun var en smule afhængig af at se ham glad, og glad måtte han synes hendes nærvær.

[Deleted]

Myrina var en kvinde, som virkelig formåede at gøre Jophiel helt igennem lykkelig, og naturligvis, var det også at mærke for hans vedkommende. Han havde savnet hende i det øjeblik, at hun havde valgt at forlade huset. Det føles, som var det en evighed siden, selvom det vel egentlig kun var ganske få dage, det egentlig havde drejet sig om? For hans vedkommende, var det dog ikke det vigtigste. Sagen, var at hun var kommet tilbage til ham igen, og nu var i stand til at høre, hvad han havde fået lavet frem til nu.
Hendes reaktion, sagde ham bare det hele, og det var en, som i særdeleshed, måtte falde i hans meget gode bog. Et smil passerede stort og glædeligt hans læber. Han kunne i hvert fald ikke skjule det! "Jeg fik ideen, da du tog herfra sidst, og jeg har været igang.. stort set lige siden," fortalte han med et kort grin. Glad gjorde hun ham nemlig på alle måder, og det var en følelse så ubeskrivelig som intet andet!
Jophiel satte sig, og tog fat i violinen, som han lagde på plads ved skulderen. Buen tog han efterfølgende. Han kunne næsten høre hans hjerte hamre. Var det nervøsitet? Tænk hvis hun ikke kunne lide det! Han lukkede derfor øjnene, inden han begyndte at spille. En kærlighedsmelodi.. præget af lykke og lyse toner. Ligesom han forbandt hende med.