Made up my mind!

[Deleted]

Meget stolt var hun, for hun følte jo at hun gjorde det hele korrekt, og det var jo et kæmpe plus. Han var også meget god til at tage det stille og rolig, give sig tid til at vise tingene og vente på hende. Så hvordan skulle man ikke kunne klare det helt fint? Hun fandt det underholdende, hun havde jo aldrig prøvet det før, men flere gange i løbet af flere år, så kunne man vel godt blive træt af det. Specielt hvis man ikke havde glæden i at lave det til andre end sig selv. Hvor var hun dog glad for at måtte bo her ved ham. Hendes blik måtte igen søge til ham, som han roste hende og hun måtte skyde brystet stolt frem. Øjnene fandt så deres vej til hvad han nu lavede, hvordan han formede brødet. Nysgerrig var hun, hun skulle jo lære.
"Sådan her?" Med tungen lige i munden forsøgte hun sig frem, hun havde ikke så store hænder, så at holde styr på dejen kunne godt være ret svært, men hun forsøgte da. Og endelig mente hun at hun var færdig, det så ikke nær så pænt ud som hans, men det var da rimelig godt i første forsøg. Var det ikke? Hun så spørgende mod ham, var det godt nok? Hun glædet sig til at smage, sit helt eget bageværk! Hvor fantastisk var det ikke lige! Maven havde tons af sommerfugle styrtende rundt i sig. Det var en herlig følelse, det vil hun helt aldrig nogensinde slippe for.

[Deleted]

Glæden ved at bage, var ikke en, som Jophiel typisk havde haft, men igen, det var jo også kun ham selv, som han skulle bage for. Noget skulle han jo trods alt have at spise, og frugt og grønt, kunne man ikke leve af året rundt. Det var faktisk noget, som var svært at skaffe sig, og særligt nu hvor efteråret og vinteren måtte være på vej. Han sendte hende et smil. Måske at hendes brød ikke just blev formet, som hans eget, men nu havde han også rigtig mange års erfaring, hvor hun derimod var helt ny, og det kunne da også godt ses. Han smilede let for sig selv. Hun skulle da naturligvis lære det, og det så da alligevel ordentlig ud!
"Man skulle jo næsten tro, at du havde lavet det før," sagde han smilende. Hans var måske bedre stablet, men det gjorde da ikke nogen forskel. Det ville være spiseligt, og det var det som han så frem til. Stenovnen var nok ved at være varm nu, så han tog dem på bakken, og satte dem derind, så de kunne varmes, og derved gøres færdig. Han måtte erkende, at han var spændt på at smage det, som hun havde lavet. Det var altid noget mere spændende, stimulerende, end at skulle spise sit eget. Han vendte sig mod hende, og med et smil på læben. "Inden længe, skulle det være færdigt," sagde han glad. Hun formåede da uden tvivl at gøre ham i et fantastisk godt humør!

[Deleted]

Alting var jo bedst når man var to, det havde hun fundet ud af ved at leve med Jack hele livet. Men han var væk nu, helt væk, hun regnede ikke med nogensinde at skulle se ham igen, og det havde hun faktisk også valgt at ligge bag sig. Alting skulle bare ligges bag hende og hun begyndte på ny med denne dejlige mand. Jophiel var alt hun behøvede, og han havde et hjem at dele med hende, og en masse musik. Dette var livet for hende, perfekt og lykkeligt. Hun smilede stolt ved hans ros, hun rødmede også lige så, for hun havde jo ikke prøvet det før, men han var en dygtig lærer og hun mente selv at hun havde gjort alting rigtigt. Det ville hun i hvert fald tro. Snart fik han det ind i stenovnen, hun så nysgerrigt til.
"Hvordan ved man at det ikke bliver brændt? Skal det være en bestemt varme eller skal man bare holde øje med det?" Spurgte hun nysgerrigt, for hun ville jo så gerne lære det. Hendes blik var spændt ind mod brødene, hans som var noget flottere end hende. Det tog hun dog ikke tungt, for hun var stolt af sit første brød! Myrina lod sine arme glide om hans ene arm, inden hun stillede sig ind til ham, hun elskede at være nær ham. Hendes fingre gled ind i hans, hun kunne nyde hans nærvær mens de ventede.

[Deleted]

Det var altid sjovere, når man var to.. eller flere. Jophiel var alene nu, også selvom hans søster, og begge forældre havde boet i huset her, i frygtelig lang tid. Det var en fortid nu, som han slet ikke havde tænkt sig, at skænke så meget som en tanke, dersom det var noget, som han på sigt, kunne blive fri for i den anden ende. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Smilet forblev fast på hans læber. Det var bare den fornemmelse, som hun efterlod ham med, hvilke var helt fantastisk!
"Man holder øje," sagde han roligt. I en stenovn, var det jo heller ikke altid til at kontrollere varme og tid, trods alt, så det måtte foregå lidt manuelt, selvom det nu heller ikke var noget, som han havde noget imod. Han sendte hende et smil. At hun var så glad for noget så sølle, som et hjemmebagt brød, glædede ham virkelig. Det var jo en fantastisk fornemmelse, at der ikke skulle mere til end det, hvilket uden tvivl var noget, som virkelig gjorde ham glad! Han lod hovedet søge på sned endnu en gang. "Når skorpen begynder at blive hård, er det et tegn på at brødet er færdig.. Så vi må bare holde øje, og så se," sagde han blot. Nu havde de da bagt to, så var der jo mad til de næste par dage, så det passede ham jo mere end fint! Så kunne de jo trods alt bruge tiden på så meget andet end køkkentjansen!

[Deleted]

Man holdte øje, hun gav sig derfor til at holde øje med brødet, stirrede næsten på det. Hun smilede, som hun stod der op af ham og nussede sig ind mod ham. Det var hyggeligt, i ventetiden kunne de snakke om hvad de ellers skulle nå, og hun var jo virkelig nysgerrig på det med elverne. Hun måtte dog først lytte til hvad han havde at sige om brødet, hvordan man vidste det var færdig. Det lød jo ganske enkelt, hun måtte huske det han indtil nu havde lært hende, de måtte nok gennemgå det et par gange før det sad helt og holdent fast i hendes sind.
"Tager vi til elverne bagefter?" Spurgte hun ivrigt, inden blikket blev flyttet fra brødet i stenovnen, op mod ham, hun kunne slet ikke stoppe med at smile, han gjorde hende bare så glad og alle mareridt var forsvundet ud af hendes sind. Enhver grum detalje om minderne derfra, pist væk for nu. Det var yderst lettende!
"Hvor lang tid tror du vi kommer til at bruge der? Køkkenhaven kan jo sagtens vente til i morgen, jeg ønsker ikke at forhaste med det hele." Lød det stille og blidt fra hende, hun kyssede ham på kinden ved at stille sig let på tær. Det var så skønt at have en at kramme med, putte med, spille med, bage brød med, sove med, kysse med. Det hele var så dejligt!

[Deleted]

Jophiel var glad. Intet andet, kunne beskrive det, og det stod han gerne ved. At bage brød, var ikke den store videnskab, men derimod bare en kedelig pligt, som skulle ordnes, hvis man ikke ønskede, at gå sulten i seng. Det var i hvert fald, sådan at han så på det. Han vendte sig mod hende, og uden at smilet falmede det mindste af hans læber.
"Vi kan godt tage elverne, når vi har spist. Jeg har nogen særlige mennesker, som jeg gerne vil have, at du hilser på," sagde han med et smil på læben. Thranduil havdemåske et ry for at være en hård mand, men han havde taget vel imod ham og hans søster, hvilket han virkelig havde sat en ekstrem stor pris på. Elverne ar uden tvivl et folkefærd, som han havde den største respekt for, og noget, som han virkelig gerne ville have, at hun skulle blive en del af, så det alene, var ikke noget, som måtte sige så lidt.
"Køkkenhaven kan jo vente.. Den kan jeg jo altid hygge mig med på et andet tidspunkt. Vi har jo ikke travlt." Armene lod han glide over kors, inden han igen så mod ovnen. Brødene bagte ganske fint, og inden længe ville duften af dem, også brede sig i hele lokalet. Han måtte virkelig sige, at han var ved at blive godt sulten efterhånden!