Made up my mind!

[Deleted]

Man skulle næsten tro, at dette var den mest perfekte og trygge tilværelse for dem begge, da det næsten var sådan, det hele agerede. Jophiel elskede det.. Den ro og den tryghed, som fulgte med, var virkelig fantastisk, og han elskede det virkelig, virkelig højt!
Læberne lagde han for fløjte, idet han bare begyndte at spille. Spille det første, som slog ham ind, og det var den lykke, som hun fyldte ham med, og han elskede det virkelig. Selv kunne han ikke lade være med at smile, som hun fandt rytmen med violinen, og begyndte at nynne samtidig. Det var virkelig noget af de bedste, som han vidste, og det var heller ikke noget, som han lagde det mindste skjul på i den anden ende.
Kort måtte han trække vejret, inden han fortsatte med at spille, som var det noget, af det med at naturlige i denne her verden. Han kunne i hvert fald ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for det. Han var glad.. Om han elskede hende, vidste han ikke, men en ting var i hvert fald sikkert: Han var i hvert fald blevet ekstremt glad for hende, og kunne ikke forestille sig en tilværelse, hvor hun var en del af det, og det var han heller ikke bange for at skjule.
Langsomt rejste han sig fra sin plads, og begyndte at bevæge sig, næsten som en dans. Hun gav ham helt lyst til at spille og danse!

[Deleted]

At vende sig til noget andet end dette, det kom bestemt ikke på tale, hun nød det. At hun havde mødt hans fader inden hun havde henvendt sig ved hans dør, det var gledet langt væk i hendes underbevidstked. Alt hun havde i hovedet var Jophiel, og hvad de lavede sammen lige nu. Melodien var vidunderlig munter, hun blev kun mere opstemt af det, fik mere energi. Smilet hvilede trygt på hendes læber, som hun var helt fortryllet af deres gøren. At han rejste sig, det kunne hun mærke, så hun åbnede svagt øjnene og betragtede ham med et voksende smil. Så dejlig han var, hun kunne virkelig ikke gøre andet end at holde af ham. Lykkelig som hun følte sig, lod det sig også vise, hendes øjne strålede og smilet var vidne dertil. Ganske roligt rejste hun sig selv, og gav sig til at danse rundt om ham, hun stoppede sin nynnen som blev erstatte af en lyksalig latter. At danse elskede hun, det så yndefuldt ud hver gang hun hoppede rundt, hvor hendes fødder måtte hvile på spidsen af foden og løfte hende op og ned i fine trin. Kjolen svang sig om hendes skikkelse, håret lige så fulgte med, det var heldigvis vokset ud igen, ikke så langt som det kunne være, med pjusket og fint som hun elskede det. Hun drejede rundt om sig selv, som hun drejede rundt om ham, fulgte hans fødder og sørgede for de ej stødte sammen. Hun spillede som var det om hendes liv, hun elskede dette, så intenst og farverigt, det var smukt! Enhver som måtte gå forbi ude i skoven ville da uden tvivl blive fyldt med selv samme glæde som de bar.

[Deleted]

For nu, hoppede, sprang og dansede Jophiel med et kæmpe smil på læben, da det var sådan at han havde det, når han var omkring hende. Ha nkunne jo ikke gøre andet, end i sandhed at elske det! Bare at have musikken, en som accepterede ham, for at være den, som han var, og det var virkelig, virkelig rart. Han spillede lystigt på sin fløjte, som hun brød ud i latter i stedet for nynnen, og det var noget, som han virelig godt kunne lide.
Smilet passerede tydeligt hans læber. Hvor følte han det bare så godt, nu hvor han var omkring hende, og det var noget, som han virkelig godt kunne lide. Ikke at han kunne, eller ville lægge skjul på det, og særligt nu hvor han var omkring hende på den her måde. Han åbnede øjnene, mens han sprang rundt i den lille stue.. dansede i takt til hendes latter og hans egne toner, for han elskede det uden tvivl også.
Langsom endte han med at fjerne fløjten, hvor han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Han vendte sig mod hendes skikkelse. Her sprang og hoppede de, som havde de kendt hinanden hele livet, og han nød uden tvivl også det faktum, så det var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. "Man skulle tro, at du havde boet her hele livet," sagde han med et kæmpe smil på læben. Glad var han virkelig, når han var omkring hende. Han elskede det!

[Deleted]

For Myrina var dette virkelig himlen, hun havde det så godt, hjertet hoppede med hendes krop næsten, i munterhed og rytme, hun spillede lystigt videre, passende til hans og hendes blide lyksalige latter fyldte hjemmets lille stue. Her havde hun faktisk et hjem nu, det var så overvældende, hun var så glad og det var næsten ikke til at bære hvor meget hun lige pludselig følte hun havde, så meget hun følte hun kunne miste. Hendes blik fulgte ham, forelsket og ude af stand til at fjerne det fra ham. Som han stoppede sit fløjtespil, stoppede hun violinen ligeså i et lille færdiggørende stykke, sluttede smukt af. Hans ord fik hende til at smile stort, hun lagde violinen og buen fra sig, inden hun slog armene og halsen på ham og kyssede ham dybt, samt længe denne gang. Hendes krop søgte ind til hans og hun knugede sig ind til ham som hun vedholdte kysset. Det følte hun for, det føltes rigtigt og hun var så glad, energifyldt og munter, hun måtte bare vise det i mere end musik, men også i omfavnelse og kys. Forelsket var hun virkelig, næsten helt forblændet, hun ville aldrig undvære ham, han var hendes, kun hendes. Hun lod øjnene glide i, som hun i den grad nød at være nær ham, han betød faktisk næsten alt for hende. Alt det han ville gøre for hende, for at gøre hende glad, deres spil sammen, at han havde lavet en melodi kun til hendes store glæde. Det var utroligt! Denne mand havde indtaget hendes hjerte, stormet derind og fyldte det hele.

[Deleted]

Musikken blev færdiggjort, hvor selv Jophiel sænkede fløjten. Man skulle næsten tro, at Myrina altid havde været her, hvilket han vidste, at hun ikke havde, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel. Han kunne virkelig godt lide, at have hende her, som han virkelig godt kunne lide, at hun var en del af hans liv nu. Hvor havde hun været i alle de år, hvor han havde siddet alene? Det var uden tvivl meningen, at de skulle have mødt hinanden.
Sådan som hun sprang direkte på ham, og kyssede ham, kom uden tvivl bag på Jophiel, da det slet ikke var noget, som han havde forestillet sig. I det hele taget faktisk. Han gengældte det dog glædeligt. Nu hvor hun gjorde det, og det ikke var første gang, at hun gjorde det, så kunne han ikke undgå at bide sig fast i det. Han elskede det jo! Var det sådan forelskelse føles? Hans hjerte begyndte igen at hamre fast og kraftigt mod hans bryst. Nu var det bare ikke af usikkerhed, men derimod det modsatte, og det var en tanke, som han virkelig godt kunne lide, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om i den anden ende. Armene lod han endelig søge omkring hende, så han bød hende ordentlig tæt ind på sig, og samtidig understregede for hende, at det var okay.. At han ikke havde noget imod det, for det havde han virkelig ikke. Han elskede for pokker, at have hende så tæt på sig, som det han havde lige nu!

[Deleted]

Det var vidunderligt at stå her med ham, fyldt med glæde og lykke i sin tilværelse, hun var virkelig i himlen. For første gang havde hun virkelig et fast hjem, hun følte intet kunne skade dem, hos ham var hun sikker og deres liv ville være fyldt med musik. Myrina var jo faldet pladask for ham, hvordan kunne man andet? Her stod hun i hans arme, budt velkommen i dem, med læber presset dybt mod hans. Det var lige det hun ønskede, at være nær og så var hun blevet ret så glad for at kysse på ham, kramme ham. En blidt suk gled igennem hele hendes krop, som sommerfuglene på ingen måde havde lagt sig, hjertet pumpede stadig fast og hurtigt i hendes bryst og hun følte sig ør på den mest fantastiske måde. Efter noget tid, åbnede hun øjnene og slap derefter kysset, hendes fingre strøg ham blidt i nakkehårene, det føltes så normalt at være nær ham og bestemt dejligt. Kinderne var knaldrøde, hun følte virkelig kysset helt nede i tåspidserne. Myrina sendte ham et forsigtigt og sødt smil.
"Vil du spille mere, eller bør vi gå til ro?" Spurgte hun stille, næsten i en varm hvisken, de stod så tæt, helt vidunderligt tæt.

[Deleted]

Det lange kys, var virkelig noget, som fik det til at dirre helt nede i Jophiels ben. Han elskede virkelig fornemmelsen af det, og det var noget som Myrina formåede at give ham, hvilket var noget af det bedste af det hele. Gud hvor han dog elskede, at hun havde den påvirkning og effekt på ham, så det alene, ikke var noget, som sagde så lidt!
Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som kysset blev brudt. Ikke at han ønskede det, men det var jo heller ikke en god ting, at forhaste tingene på den måde. Han sendte hende et smil, som han let lod hånden stryge over hendes kind, da han havde valgt at hæve den.
"I morgen, er atter en dag," sagde han. Mange timer med sang og spil.. at gå i naturen, samt få hende inlogeret ordentligt. Det ville blive underligt, men han måtte erkende, at han så frem til, at kunne få lov til at dele dette med hende, og vide, at det var hendes, lige så meget, som det var hans. Desuden skulle de jo også bage i morgen, og det skulle naturligvis også passes, så det alene, ikke var noget, som sagde så lidt igen. "Så lad os komme i seng," sagde han med et stille smil på læben. Han tog efterfølgende hendes hånd, for at føre hende med hen mod soveværelset. Deres soveværelse.

[Deleted]

Der var meget at glæde sig over og bestemt også at glæde sig til. Hun havde fået lov til at lave køkkenhave, hvilket betød utroligt meget for hende, hun havde altid ønsket sig at kunne bo det samme sted længe nok til at drive en og nu havde hun chancen. Det var hun da i hvert fald ret sikker på. Hvorfor skulle hun ville forlade dette nogensinde? Hun smilede lyksalig, forelsket og mærkede bestemt hvor varmt hun måtte have det. Hun nikkede til at der endnu en dag ville være i morgen, en dag hvor de skulle bage sammen, hun skulle bage sit første brød, hvor hun dog var spændt på resultatet deraf! Hendes krop måtte stadig brænde inde med en masse energi, men det var udelukkende fordi hun var så vanvittig spændt på det liv hun nu skulle begynde med ham. Myrina klemte blidt hans hånd, som hun fulgte med ham til soveværelset, hun så det ikke helt som sit, det var vel en tilvendingssag, de første dage ville nok føles som om hun var gæst, men jo mere det gik op for hende, ville det også give mening for hende at det var sandt, ikke blot en drøm.
"Hvordan ønsker du egentlig jeg sover? Altså med hensyn til påklædning." Spurgte hun blidt, for det var vigtigt for ham at han var tilpas i sit eget hjem, bare fordi hun også boede der nu, behøvede hun ikke gøre ting som gjorde ham ukomfortabel. Det var jo sket før, selvom han vidst ikke havde så meget imod det i sidste ende. Det havde dog været forvirrende, så at træde forkert i dette, det ønskede hun bestemt ikke. Myrina var forsigtig, for hun ønskede ikke at miste det her.

[Deleted]

Det var en omvæltning for dem begge. For hende, fordi hun nu havde et fast sted at være, og for ham, som var vant til at have det hele for sig selv. Det havde han jo været vant til, siden han ikke havde været særlig gammel. En mor som døde, og en far, som forsvandt.. Han havde jo faktisk kun sin søster.. Ahriana og Myrina tilbage. Derfor ville han også gøre hvad han kunne, for at holde fast til dem.
Langsomt førte Jophiel hende med til soveværelset, inden han vendte sig mod hende. Et smil bredte sig. Hun var så hensynsfuld! Bare det, at hun spurgte, fremfor bare at konkludere. "Sov let.. og gerne i noget, som er behageligt og komfortabel for dig at sove i, selvfølgelig," sagde han med en rolig stemme. Det var det, som faktisk betød mest for ham, og det faktum, at hun selvfølgelig skulle have det godt. Det var det eneste, som egentlig havde nogen som helst betydning, og særligt, når det var på denne her måde.
I morgen var en ny dag, og de havde virkelig meget at tage sig af! Køkkenhave.. hun skulle falde ordentlig til.. Der skulle spilles musik og bages brød, og så var der sikkert også så mange andre ting, som han havde glemt. Det var ikke just noget, som han kunne gøre det største ved. "Foruden det, så er jeg sikker på, at vi nok skal finde os godt til rette.. begge to," tilføjede han med et smil, inden han begyndte at klæde sig af.

[Deleted]

Hensynsfuld havde hun jo fundet ud af ville være en god ting, hun var ikke van til at være det som sådan, da hun ikke forstod hvad der var rigtigt og forkert. Naturen havde skabt hende sådan, skulle det gemmes væk? Han virkede dog godt til at kunne lide hendes krop, så hun var ikke helt usikker i det mere, en smule var hun vel. Myrina huskede tydeligt deres aften her i hans soveværelse, en tanke som fik hende til at rødme blidt og se væk fra ham som han klædte sig af. Noget let, hun tænkte sig lidt om, inden hun så ned af sig selv. Noget let. Hun ejede jo intet?
"Jeg vil gerne låne noget af dig igen." Lød det stille fra hende, hun begyndte selv roligt at klæde sig af, men holdte sig stadig lidt skjult. Det var vel så det ikke gik for stærkt, hun ville ikke lade sig rive med igen, selvom hun da bestemt havde lysten dertil, forstod hun også hvorfor det var klogt at lade være. Dagen som ventede dem, bød på så mange spændende ting, mest af alt, en hverdag, en vaske ægte hverdag igen. Noget hun havde vendt sig til med børnehjemmet. Hun burde få skaffet sig noget tøj, nu havde hun et sted at opbevare det. Desuden følte hun ikke for at overtage hans moders gaterobe, hun ville gerne have sin egen.
"Jeg føler mig allerede fuldkommen tilpas Jophiel, det føles så skræmmende naturligt at være her, ved dig." Hviskede hun stille, som hun næsten tabte kjolen, men fumlede klodset for at holde fast i den, indtil han havde noget til hende.

[Deleted]

Myrina var en hensynsfuld og fantastisk ung kvinde, hvilket var noget som Jophiel virkelig godt kunne lide, og det var noget som gjorde ham glad. Det var virkelig rart, at der var nogen derude, som også kunne tage hensyn til ham, og de behov, som han havde, uden at gøre grin med dem. Det var noget, som hun kunne, og det var virkelig.. fantastisk. Der var ikke noget, som kunne beskrive det bedre end det, og derfor var han ikke bange for at lade hende vide det.
At hun derimod gerne ville have noget af hans at sove, fik ham til at se mod hende igen. Han nikkede med et smil. "Find noget i skabet," opfordrede han med et stille smil på læben. Han havde nu intet imod, at hun gik i hans skab. Desuden havde han ikke noget at skjule, og det havde han heller aldrig nogensinde haft, så han var bestemt heller ikke bange for, at lade hende vide det.
Skjorten smed han, og bukserne med, så han kun stod i sin underbeklædning, idet at han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Ved hendes ord, smilede han, som han satte sig ned på sengekanten. "Det vælger jeg nu at tage som en god ting.. Særligt, når det er her, du skal bo," sagde han med et smil på læben. Det var uden tvivl noget, som betød ekstremt meget for ham, og særligt, når det var på denne her måde. Det var det vigtigste. Han var virkelig blevet glad for hende!

[Deleted]

Ville hun kunne dy sig når det kom til stykket? Næsten måtte hun være i tvivl, for hun havde virkelig elsket at være ham så nær sidst, hun havde faktisk svært ved at forstille sig andet så snart hun nærmede sig, det var ret så underligt. Hun rystede svagt på hovedet, nu måtte hun tage sig sammen! At hun måtte tage noget selv, fik hende til at bide sig tvivlsomt i læben, hvad hvis hun tog noget forkert? Med små skridt og et godt fast greb i kjolen, vendte hun sin opmærksomhed mod hans klædeskab.
"Er det mærkværdigt at tænke tilbage til vores første nat sammen?" Spurgte hun så nysgerrigt, man fik jo intet af vide hvis man ikke spurgte og lige når det kom til sådan noget, var hun ikke blufærdig. Hendes ene hånd slap kjolen, for at mærke hans skjorter, hun fandt en som virkede dejlig tynd. Da hun hev den ud, slap hun kjolen og lod den falde til gulvet. Bar var hun, hendes underbeklædning var blevet for slidt til at bevare og hun havde ikke haft tiden til at købe nyt, så hun havde gået uden, hvilket passede hende fint. Den fine bagdel var derfor til frit udsyn, hun blev dog stående med ryggen til, som hun trak i skjorten og stille begyndte at knappe dens knapper. Da hun mente hun var dækket, men stadig knappede løs, vendte hun rundt og søgte hen mod ham, for at sætte sig ved hans side med et sødt smil på læberne. Hun fumlede med en knap som drillede hende lidt, inden hun fik den lukket til. Helt op kom den ikke, det ville blive for varmt.

[Deleted]

Jophiel var uden tvivl glad. Virkelig, virkelig glad, så det var bestemt heller ikke noget, som kunne komme bag på nogen, og særligt, når det var på denne her måde. Et smil passerede glædeligt hans læber. Om det var forkert at tænke på deres første nat sammen? Selvom der ikke var sket noget særligt i den omgang, så var det ikke noget som hun skulle skamme sig over at tænke på. Derfor rystede han let på hovedet.
"Det er der virkelig ikke noget forkert i," forsikrede hun med et stille smil på læben. Hvorfor skulle det være forkert at tænke på den? Det havde jo været en god aften, også selvom der ikke var sket noget særligt, udover, at de havde delt en seng.. den første dag, de havde lært hinanden at kende. Selv havde han ingen hemmeligheder i skabet, og derfor lod han hende glædeligt selv finde en, som hun gerne ville sove i. At hun fandt en, og bare smed tøjet, fik allerede med det samme, varmen til at stige i hans kinder. Han vendte blikket ned mod sine hænder. Af hvad han kunne se, så var hun en virkelig smuk kvinde. For ham, var det jo bare ikke noget, som man delte med alle og enhver. Han lod hende sætte sig ned ved siden af sig.. Hans hjerte hamrede som en sindssyg mod hans bryst, som han vendte sig mod hende. "Jeg tror hurtigt, at jeg kan vænne mig til det her," tilføjede han med et let smil på læben. Han kunne jo slet ikke lade være.

[Deleted]

Stort måtte hun smile, det var godt det ikke var forkert af hende at skulle tænke tilbage. De havde dog haft nærkontakt, uden specielt meget tøj på, og hun huskede tydeligt den følelse hun var blevet efterladt at sove med. Det var ikke nok for hende et sted, som hun ønskede mere af ham, at have ham tættere på. Dog vidste hun også det var blevet en smule akavet et sted, hvor han virkede tilbageholdende og det gik op for hende at hun var frembrussende i et henseende hun slet ikke kendte til. Det var virkelig slet ikke hende, det var bare noget han vækkede i hende. Hun havde det fint nok med det, sådan da. Selvom det var forvirrende. Myrina satte sig, hun elskede at være ved hans side, uanset hvor det var, men endnu mere, elskede hun at være ham nær. FOrsigtigt plantede hun et kys på hans kind.
"Det har du bare at blive, for jeg smutter ingen steder!" Mumlede hun blidt, inden hun lænede sig ind mod ham og sukkede blidt, hun var lykkelig og havde det godt. Træt var hun også, der havde været så mange følelser i hende, hun havde mødt hans fader og derefter haft tons af sommerfugle i maven fra hun trådte ind af døren, til de nu sad her på sengen. Som hun kom i tanke om hans fader, overvejede hun hvorvidt det var smart at bringe op nu. At være oprørt inden man skulle sove var ikke sundt. Det måtte vendte til næste dag.

[Deleted]

Et smil passerede Jophiels læber, som hun havde valgt at tage pladsen på sengen ved siden af ham. Han kunne jo virkelig godt lide, at have hende som en del af sit liv, og særligt, når det foregik på denne her måde. Det var virkelig noget af det bedste, som han længe havde oplevet! Han trak vejret dybt, som hun kyssede hans kind. Han elskede det. Gud hvor han dg elskede det!
"Det skal du virkelig ikke være bange for," sagde han med et stort smil på læben, for han kunne jo heller ikke lade være med! Han lagde armene denne gang omkring hende, kun for at trykke hende tættere ind mod sig. Hun gjorde ham i så godt humør, og hun gjorde ham så glad, at han jo heller ikke kunne fortsætte med ikke at lægge mærke til det. Forham, var det bare vigtigt, at det foregik på denne her måde.
"Kom.." opfordrede han med et stille smil, inden han kravlede op, og lagde sig i sengen med en god plads til hende ved sin side - ind mod væggen, da det ikke var meningen, at det var hende, som skulle falde ud over kanten, i tilfælde af, at det nu kunne ske i løbet af en nat. Han sendte hende endnu en gang et glædeligt smil. Det betød virkelig meget for ham, at hun gerne ville ligge der, og være sammen med ham. Han kunne slet ikke beskrive hvilken fornemmelse, som det efterlod ham med.