Made up my mind!

[Deleted]

Han fik hende i sandhed til at føle sig ønsket, værdsat og tryg, hun vidste at ingen andre steder, end lige her, var hvor hun hørte til og ville være. Det var som om at skæbne bare ville dette, det hele gav bare mening. Derfor var hun tryg ved dette, tryg ved ham, skønt de jo på sin vis slet ikke kendte hinanden, følte hun at hun kendte ham godt nok. Som havde de kendt hinanden altid. Hovedet nussede hun ind mod ham, som han trykkede hende ind til sig, hun elskede virkelig det her! Tænk sig at undvære det, nej det kom ikke på tale, overhovedet! Som han opfordrede hende til at komme med op i sengen, smilede hun blot, som hun kravlede ind mod den plads han nu havde givet hende. Forsigtig var hun, som hun lagde sig til rette, ind mod ham med fronten og en hånd begravet i det rodet hår, hvilende med albuen i madrassen for at holde hendes hoved oppe.
"Kommer hver dag til at være så dejlig som denne?" Spurgte hun så med et sødt smil, inden hun gav sig til at nusse hans overkrop blidt med den frie hånd som ej holdte hendes hoved. Det var jo ikke så uvant for hende igen, hun havde trods alt ligget her før, rørt ved ham før og som sidst, sitrede og kildede det i hendes fingrespidser og hele vejen ud igennem enhver celle. Hun nød det virkelig, at få lov til dette.

[Deleted]

Langsomt trak Jophiel sig op på sin nye plads i sengen. At ligge der, så han kunne beskytte hende.. Passe på hende, for det var jo det, som han gerne ville, og det var det, som for ham, var det vigtigste. Han kravlede i samme omdrejning, ned under den varme dyne, hvor han lod hende tage pladsen ved siden af ham. Ikke at han havde noget imod det. Han elskede det virkelig!
Et smil passerede hans læber, som han selv lagde sig ned og med fronten til hende. Smuk som hun lå der. En kvinde i hans seng. Det var nok ikke hvad mange ville tro om Jophiel Diamaqima! "Det håber jeg da på, at det kan," sagde han roligt, som det jo heller ikke var til at sige, hvordan det hele ville gå for nogen af dem, og særligt, sådan som det måtte være lige nu.. Så var det jo slet ikke. Hvad var de? Var de overhovedet noget, og ville de overhovedet blive noget? Der var så mange ting, som han slet ikke kunne besvare, og særligt, når det var på denne her måde.
Et smil passerede Jophiels læber igen, inden han tog omkring hendes hånd. Han førte den til sine læber, hvor han plantede et kys mod hendes knoer. "Men jeg vælger nu alligevel at beholde troen på det," sagde han denne gang med et smil på læben. Det var sådan, at han bedst så på det. Han var nødt til at forholde sig positiv.

[Deleted]

Et sted var hun slet ikke i tvivl, dage med Jophiel kunne ikke blive andet end fantastiske. Hun sendte ham et smil, som hun betragtede ham liggende der, han var alt hvad hun kunne drømme om. Lige her havde hun virkelig hvad der ville definere lykken, det følte hun i hvert fald.
"Det kan næsten ikke blive andet, kan det?" Kluklo hun, inden hun stoppede og rødmede som han kyssede hendes knoer, hun bed sig svagt i læben. Han var så dejlig! Et sted havde hun lyst til at hvine i ren og skær lykke, men hun måtte nok forsøge at få en dæmper på sig selv. Lige nu var hun bare så spændt og glad at kroppen, samt hjernen ikke havde nogen planer om ro lige forløbig. Dog måtte hun jo tvinge sig selv til dette.
"Jeg mener, i morgen skal jeg bage mit første brød! Det er så fantastisk!" Lød det spændt fra hende, hun vippede kroppen ind mod ham, så de lå helt tæt. Hånden fjernede hun fra sit hår og lagde den ned i stedet, mens hun så op mod ham med sine uskyldige store øjne og det søde smil. Myrina var virkelig glad for at have fået muligheden i alt det her, det var så stort at han ønskede at lukke hende ind i sit liv fra dag til anden. Hun lovede ham, uden han vidste det, men i hendes hoved, at han aldrig skulle fortryde det!

[Deleted]

Jophiel kunne ikke gøre andet, end at lukke Myrina ind i sit liv, og det var også det, som han havde tænkt sig at fortsætte med. Det var noget, som uden tvivl gjorde ham forbandet glad, hvilket han nu heller ikke havde tænkt sig at lægge det mindste skjul på. Han smilede let til hende. Hvis det var sådan her at lykke føles, så måtte han tigge og bede til, at det aldrig nogensinde ville stoppe igen. Han ønskede bestemt ikke, at det skulle stoppe nogensinde igen, og det var han bestemt heller ikke bange for, at erkende, og særligt, når det måtte være på denne her måde. "Lad os bede til, at det er sådan her, at det må fortsætte," bad han denne gang, og med et smil på læben.
At hun kunne give udtryk for sådan en lykke, bare ved tanken om, at skulle bage et brød, var en tanke, som kun fik ham til at smile. Han slap en latter. Det var noget af det mest kære, som han længe havde set, og oplevet, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne lide! "Hvis du gør det godt, kan du få lov til at stå for bageriet.. så kan jeg være den hårdtarbejdende mand i haven," kommenterede han let. Hvis det var en ting mindre, som han skulle tage hånd om, ville han ikke have noget imod det. Og nu hvor hun virkede så glad, ivrig og begejstret efter at lære det, hvorfor så ikke give hende de nødvendige redskaber, så hun netop ville være i stand til at gøre det selv, efter bedste formåen?

[Deleted]

Der var virkelig intet bedre lige nu, end at ligge der og tale om deres liv sammen fremover, det var virkelig så drømmeagtigt, at hun blev oprigtigt bange for hun ville vågne. Tænk hvis det blot var hendes sind som spillede hende et pus, at det hele ville være væk når hun vågnede? Hun turde ikke tænke mere på det, i stedet nød hun det til fulde. Tænk hvis hun endte med at miste det? Hendes blide øjne faldt mod hans, hun var så forelsket i ham og hendes blik måtte virkelig vidne om det. At han selv virkede så lykkelig, bekræftede hende blot i at dette var rigtigt. At han måtte sige sådan, fik hende til at bide sig i læben så hun ikke pludselig måtte hvine højlydt, hun sprællede kort med sine fødder.
"Åååh, mener du virkelig det? Jeg ville elske at bage brød til os! Så kan jeg rigtig føle jeg gør noget for os begge i hjemmet. Men nu tager du vel ikke min køkkenhave fra mig." Begejstret måtte hun virkelig lyde, og da hun nævnte det med køkkenhaven, havde hun et drillende smil på læberne, da det tydeligvis var i sjov. Hun elskede at være nær ham, hun frygtede intet, det var så.... befriende? Virkelig befriende! Hun puttede sig langsomt mere ind til ham, blev et blidt suk, hovedet nussede hun ind under hans, hvorpå hun kyssede hans hals blidt.
"Jeg har det perfekt hos dig Jophiel." Hviskede hun stille, han skulle vide det.

[Deleted]

Hvordan deres liv ville blive fremadrettet, vidste Jophiel ikke, men han måtte erkende, at han var spændt på, hvordan det ville ende, og hvordan det ville kunne ende for dem. Han ville gerne tage det et stille skridt af gangen, da det også var vigtigt for ham, at det hele blev gjort på den rette måde, så der netop ikke skete alle mulige fejl undervejs. Dette var ikke noget som han ønskede at miste, og særligt, hvis han ellers kunne blive fri for det.
"Jeg har så mange andre ting, jeg kan tage mig af, så at lade dig tage køkkentjansen, vil bestemt ikke gøre mig noget," sagde han denne gang med et smil på læben. Han var virkelig glad for, at hun var så åben og modtagelig. Alligevel måtte han slippe et let grin.
"Den er min.. frem til den er færdig.. Derfra, er du selvfølgelig fritstillet til at få tingene ligesom du vil have det. Jeg er selv sikker på, at vi kan få skaffet nogen særlige frø ved elverne, som du kan få lov til at plante," sagde han med et stille smil på læben. Thranduil havde i hvert fald ikke været afvisende overfor det tidligere. At hun havde det så godt, var uden tvivl det vigtigste for ham. For ham, var det virkelig vigtigt, at det var sådan.. Han havde det jo ligeledes også perfekt med hende.
"Som jeg har det med dig.. Man skulle ikke tro, at vi har kendt hinanden så kort tid, når det føles som så langt," hviskede han glad. Hun gjorde ham virkelig glad!

[Deleted]

Det hele lød så spændende, hun var virkelig helt oppe og køre over alt det som næsten bare blev foræret hende, hun kunne slet ikke forstå sit held, men hun var taknemlig. Hvordan hun havde det med ham, skræmte hende til dels, men mest af alt, omfavnede hun den vidunderlige følelse og holdte godt fast i den. Specielt fordi den var gengældt. Myrina smilede sødt, inden hun måtte skjule et gab mod sin håndryg.
"Det lyder virkelig spændende, må jeg møde dem? Elverne?" Spurgte hun nysgerrigt, for dem havde hun faktisk aldrig mødt, aldrig taget sig den frihed at besøge dem, hun turde vel et sted ikke helt. Hendes blik hvilede mod ham, fingrene søgte tilbage mod hans brystkasse som hun nussede blidt i cirkler. Det var dejligt at mærke ham, han var varm og duften af ham var så tydelig her i hans seng. Roligt skænkede hun ham et blidt kys.

"Det føles dejligt og rigtigt, det holder jeg fast i." Hviskede hun mod hans læber, for så at skænke ham endnu et kys. Efterfølgende puttede hun sig fuldkommen ind til ham, gav et blidt suk fra sig, inden hun lukkede sine øjne. Hun burde få søvn, de skulle jo bage brød dagen efter, og hun glædet sig, virkelig meget endda!

[Deleted]

At Myrina var så meget oppe at køre, var uden tvivl en tanke, som i sandhed glædede Jophiel! Det var virkelig rart, at der i det mindste var nogen, som ville give ham chancen til at vise, hvad han kunne give, og at der skulle så lidt til, for at gøre hende glad, var jo bare.. fantastisk! At hun så derimod heller aldrig havde været omkring elverne, fik smilet til at passere hans læber, noget så tydeligt.
"Vi kan tage derud i morgen. Så skal jeg rigtigt få muligheden, for at vise dig et varmt og venligt folkefærd," sagde Jophiel med en glad stemme. Han selv, havde tilbragt utrolig meget tid sammen med elverne, siden han ikke havde været særlig gammel. Hånden som strøg over hans bryst, var med til at få ham rolig, for han kunne virkelig godt lide det. Han sukkede dæmpet, hvor han mere end glædeligt, tog imod hendes kys, inden han lagde sig til. Dynen tog han omkring, kun for at pakke den godt omkring hendes skikkelse. De burde sove, og særligt med alle de planer, som de havde i morgen.. og nu hvor hun måtte ligge der, så var han da kun glad.. Han ville sove langt bedre, hvilket han heller ikke var i tvivl om, at han ville. Han smilede let, inden han kyssede hendes læber.
"Vi burde sove.. I morgen bliver en lang dag.." sagde han. Hvis de skulle forbi elverne, bage og han skulle kigge på køkkenhave, så var det måske en meget god ide!

[Deleted]

"Det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig bare generelt til i morgen!" Spændt var hun virkelig, der ville ske en masse nyt i hendes liv, en masse ting hun havde drømt om, hvordan kunne hun være andet end virkelig lykkelig? Her lå hun ved en mand som hun havde utroligt kært, en mand som gav hende alt hvad hun kunne drømme om og det kunne godt være det var småting for andre, men for hende var det stort. Blidt gengældte hun det kys han skænkede hende, som hun smilede sødt.
"Det bliver en fantastisk dag. Sov godt Jophiel." Hviskede hun blidt, som hun puttede sig godt ind til ham, søgte hans dejlige varme. Myrina elskede at have dette her med ham, og det var tiltrængt, for hun følte sig tryg og søvnen var hun ej bange for så fremt han lå der ved hendes side. Mareridt kunne endnu komme, men hun ville vågne i tryghedens favn og vide at intet ville ramme hende nu. Øjnene gled i, som hun gabte svagt, og inden længe måtte glide hen i en dejlig og tiltrængt søvn, hendes sind var roligt denne nat, hvilket uden tvivl betød alt. Hvordan den efterfølgende dag ville gå, det måtte de jo vente og se, men en ting var sikkert, hun ville yde sit bedste!

[Deleted]

"Det tror jeg, at vi gør begge to," sagde Jophiel med et smil på læben, som han lagde sig godt til rette ved siden af hende. Der kom virkelig til at ske rigtig mange ting i morgen, og ikke var det noget som han havde noget imod. Når det var sammen med hende, så var det hele jo perfekt! Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det, for han elskede den tanke! Han sendte hende et smil, og kyssede hende. At det blev gengældt, var da kun en tanke, som måtte gøre ham frygtelig, frygtelig glad!
Som de begge måtte glide hen i drømmens trygge favn, så måtte selv Jophiel falde hurtigt hen denne gang. Han sov godt.. langt bedre, end hvad han havde gjort i rigtig lang tid. Igen, var det noget, som man kun måtte takke Myrina for, for det var hendes skyld, at han gjorde det. Det var udelukkende hendes fortjeneste.
I takt med, at det blev rigtig tidlig morgen, slog Jophiel øjnene op igen. Stearinlyset var gået ud i løbet af natten, da det var brændt ned. Han sagde dog intet til det. Han vendte blikket mod den sovende Myrina ved sin side. Smilet bredte sig. Allerede nu, var han blevet for vant til, at have hende liggende ved sin side. Forsigtigt slap han grebet om hende, for at komme ud af sengen, uden at hun vågnede, da hun selvfølgelig skulle have lov til at sove ud. Han rejste sig forsigtigt, hvor han listede hen til skabet, for at finde noget tøj. Det endte ud i nogen bukser og en løs skjorte, inden han søgte ud af soveværelset på listetå.

[Deleted]

En nat uden mareridt var fantastisk, og ikke nok med det, så havde hun faktisk drømme, flere af dem, både om dagen der ville komme, men også om fremtiden. Det fik hende til at smile i søvne, det var rart og hun sov virkelig godt. Samt tungt. At han forlod sengen ænsede hun på ingen måde, i stedet søgte hun den del af dynen som bar hans duft og puttede sig godt ind til den. Et smil blev dog forvandlet, hendes ansigt begyndte at rynke og hun så utilfreds ud, samt bange. Kroppen begyndte at ligge uroligt, hun kunne mærke ham på ny, mærke hvordan han brækkede hendes fødder uden tøven, et skrig lød igennem soveværelset inden hun satte sig op med udspilet øjne og en hård vejrtrækning, hun skyndte sig ud af sengen, stadig med dynen i armene som hun glemte ind til sig. Små hulk kom fra hende, hun kunne stadig gå, det var ikke den seng i huset hvis folk han alle havde dræbt. Hun prøvede at fjerne de grimme billeder, men lige lidt hjalp det. De var så tydelige. Rystende stod hun i hjørnet og stirrede mod sengen, hvor var Jophiel? Hvor var hendes beskyttende favn? Myrina mærkede tårerne presse sig på, hun gemte hovedet ned i dynen og rystede kun det mere, det skulle holde op! Hvorfor ville det ikke bare holde op?

[Deleted]

Hvad der egentlig udspillede sig i soveværelset, uden at Jophiel var til stede, viste han faktisk ikke. Det som for ham, var det vigtigste, var selvfølgelig at hun fik sovet ud, og så måtte de jo tage alt det andet siden. Han vidste jo, at det var en lang dag, som de måtte gå i møde, og derfor var det vigtigt med søvnen.
Selv stod han ved døren ud, og spejdede mod solen, som man kunne ane, var på vej op i det fjerne. Det var først ved lyden af et skingert skrig, som var mere end nok til at få det til at løbe iskoldt ned af hans ryg. Næsten uden at tænke over det, reagerede han ved at vende om. Myrina! Hvis noget skete hende! Åh, han ville aldrig kunne tilgive sig selv! Døren nåede han hurtigt, hvor han nærmest tvang den op med det samme. Døren braste op og røg direkte ind i væggen.
"Myrina! Hvad.. hvad sker der?!" spurgte han næsten forfærdet, inden han hastigt skyndte sig ind. Hans blik flakkede rundt omkring i hele værelset, også selvom han intet kunne se, og vinduet var lukket.. med andre ord, kunne der ikke være noget herinde. Han søgte hendes skikkelse, hvor han lod hænderne søge mod hendes kinder. "Du.. du havde mareridt.." Derfra lod han forsigtigt armene søge omkring hende. Hun måtte da slet ikke skræmme ham på den måde! Han troede jo at der var noget, som skete hende, når hun skreg sådan!

[Deleted]

At Jophiel havde handlet instinktivt og næsten sprunget hende til redning hjalp en smule, men det var som om hendes krop bare nægtede at stoppe med at ryste. Da han lagde armene om hende, forsigtigt, sikkert for at skåne hende, lænede hun sig blidt ind mod ham. Klamrende til dynen stadig, hun hulkede svagt og puttede ansigtet ind til ham. Hun følte sig så lille og skrøbelig, forbandet være det hele!
"Undskyld...." Peb hun hjerteskærende. "Jeg ville ikke gøre dig forskrækket." Forsatte hun så, uden at begyndte at bryde helt sammen, hvilket krævede utroligt meget af hende. Hun bed sig i læben og puttede sig mere ind i hans favn. Det var ikke fair det skulle hjemsøge hende sådan, hun ville have tankerne væk, det hele væk. Dog begyndte hun at slappe mere af, som hun stod der i hans trygge favn, hendes tårer begyndte også lige så stille at holde inde med deres vandring ned af de ildrøde kinder. Hun havde virkelig været oppe og køre.
"Min tid, væk fra Procias, var frygtelig, jeg..... kan stadig mærke det hele så tydeligt." Prøvede hun så at forklare, hun kunne stadig høre sine egne knogler brække. Øjnene klemte hun hårdt sammen, billederne fløj også forbi i flere serier, hvad han gjorde ved de stakkels folk, men også hvad han gjorde ved hende, og tvang hende til. Kvalmen måtte melde sig, hun følte det hele vende sig indeni.

[Deleted]

Jophiel havde stormet direkte ind, da han havde været bange for, at der var sket Myrina noget. At det hele så havde vist sig, at være et grotesk mareridt, var han dog glad for. Tænk om noget var sket hende, og han kun havde siddet lige inde ved siden af. Det var da noget af det værste!
Jophiel forsøgte derfor at trøste hende, også selvom hun stod og rystede og græd. Det måtte virkelig have været forfærdeligt. Han lukkede øjnene, som han låste grebet mere om hende. Ikke ønskede han, at noget skulle ske hende, og ikke var det meningen, at noget overhovedet skulle have lov til at ske hende. Han tillod det bestemt ikke ,og særligt, hvis det var noget, som han kunne blive fri for i den anden ende. "Der sker dig ikke noget her.. Det kan jeg trygt love dig," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.
Hvad der var sket hende før, vidste Jophiel ikke med sikkerhed. Han gjorde tegn til at hun skulle følge med ham. "Kom.. Jeg laver en kop the, og så kan du fortælle mig om det," bad han. Næsten som havde han været hans moder, for hun havde handlet lidt på samme måde.. Omsorg og en kop the. Der fandtes virkelig ikke noget bedre. Med dynen og hende, førte han hende derfor ind i stuen, hvor hun kunne sætte sig på sofaen, mens han fik lavet en kop til dem begge. Det plejede at have en beroligende effekt på ham om ikke andet.

[Deleted]

Det hjalp hende dette her, hun var også derfor i gang med at slappe det mere af, hans ord fik hende til at smile svagt, han lovede hende der intet skete, hvilket var betryggende i sig selv. Skønt det blot var ord. At han ville have hende med, fik hende til at nikke blidt, hun så mod sengen kort, han måtte ikke gå fra hende igen, han skulle vække hende og tage hende med sig, hun var ikke parat til at være alene i den. Myrina fulgte blidt med ham, hun gjorde et par snøft, inden hun endte i sofaen. Fødderne søgte straks op under hende, som hun puttede dynen godt om sig, den gav hun ikke slip på lige foreløbig. Da han gik igen, måtte hun bide sig i læben, hun brød jeg ikke om at være alene mere, derfor priste hun sig lykkelig for han var der. Hun sukkede tungt, det var ikke nemt dette her, hvordan forklarede hun de frygtelig ting som var hændt hende? Dynen fumlede hun uroligt med, billederne søgte ind for hendes nethinder igen og igen, hun rystede hovedet som ville det slå dem ud, hun ville have det væk. Mon the ville hjælpe? Og at fortælle nogen om det? Hun følte sig så lille lige nu, hun krøb mere sammen og holdte om sig selv mens hun ventede og stirrede mod køkkenet for at se Jophiel vende tilbage. Det var alt hun ville, se hans dejlige ansigt. Oprigtig ked af hun havde forskrækket ham sådan var hun, det var virkelig ikke hendes mening, de var bare så virkelig, mareridtene. Nogen gange kom de når hun var vågen, burde hun sige det til ham?