Made up my mind!

[Deleted]

At skulle sove ved ham hver nat, var bestemt en tanke hun havde leget længe med, eller, hver time siden de skiltes. Så godt som hun havde sovet der, det ville hun ikke undvære igen, ikke hvis hun kunne blive fri. Og han så ud til at være glad for ideen, uden tvivl, det glædet hende. Det sitrede i hende som hans fingre strøg over hendes læber, hun fugtede dem hurtigt efterfølgende, da det næsten måtte kilde. Hun fniste sødt, da han havde bemærket hendes mave, hun nikkede stille.
"Bare noget hurtigt og let." Lød det sødt fra hende, som hun lod sine fingre løfte for at kærtegne hans kind kort. Blikket lå på hans ansigt, det ville være det første og det sidste hun så hver eneste dag, det var næsten for fantastisk til at være sandt, men hun skulle ikke være den som beklagede sig. Nej hun ville nyde det så længe det varede. For desværre, virkede det ikke til at alt virkede til at vare for hende. Tiden med Elijah i starten havde jo også været en dans på roser, og så gik alt bare galt, og derefter mere galt. Hun rynkede på næsen, næsten lettere utilfreds, den tanke kunne hun ikke lige, hvorfor lå hun i fortiden nu i sit sind, det var da noget dumt noget! Hun rystede på hovedet og sendte ham så et beroligende smil.

[Deleted]

Hvad Myrina ellers havde været igennem, var stadig meget ukendt for Jophiel, men det var vel hver ting til sin tid? Han sendte hende et smil. At have hende i sin seng hver eneste aften, ville han slet ikke have noget imod, som han jo faktisk oprigtigt så frem til, at have hende lidt mere for sig selv. Der fandtes ikke rigtigt noget bedre i hans øjne i hvert fald.
"Vi må se hvad vi kan finde," sagde han, da det jo heller ikke var meningen, at hun skulle rende rundt og være sulten. Det var på ingen måder hensigten i hans øjne i hvert fald. Han strøg hånden over hendes kind, inden han skænkede hendes pande et kys. Det var bare lige.. hvad han skulle give hende? Nu havde han jo kun tiltænkt sig, at skulle have en enkelt i hus - nemlig ham selv, og nu havde han så også hende, at skulle tænke på. Ikke fordi, at det var noget, som han som sådan havde noget imod, for det havde han bestemt heller ikke. Alt taget i betragtning, så var han heldig. Hun var ham jo en direkte fantastisk kvinde. Han var virkelig heldig, at have en som Myrina ved sig. "Kom. Vi kan jo ikke have, at du skal rende rundt og være sulten," sagde han, kun for at føre hende med sig tilbage igen. Køkkenet var ikke så frygtelig stort.. og faktisk var der ikke særlig meget at vælge imellem.

[Deleted]

Det skulle nok komme at hun blev van til at være der, men det var alt sammen meget nyt jo, så hun havde det ikke godt med at rode rundt i køkkenet allerede. Dog ville hun heller ikke virke tilbageholdende, for det lignede hende ikke, hun kiggede ham derfor nysgerrigt over skulderen i stedet da de kom til køkkenet. Beskedent og ganske hyggeligt hvis hun selv skulle sige det, ikke at hun havde oplevet så mange, mest i kroer og så et slot. Og børnehjemmet naturligvis. Hun savnede børnene, meget endda, men det var gode minder hun kunne holde tæt. For uden teenagedrengene som havde været lidt for interesseret og drillet hende op til flere gange fordi hun selv var så ung.
"Min mave mindede mig om det, jeg havde for travlt med at tænke på alt det jeg gerne vil dele med dig til at bemærke min sult." Fniste hun sødt, inden hun faktisk tillod sig at kigge bare lidt rundt. Måske hun kunne lære at bage brød? Hun ville hjertens gerne kunne lave mad til ham, foruden det simple hun bare sådan lavede når hun skulle overleve. Supper var hun gode til, og gryderetter med alverdens ting i. Det endte da med at være spiseligt, men hun var jo heller ikke den mest kræsne i verden. For ham, ville hun gerne lære at være en rigtig husmor, som hans moder lod til at have været. Og hvis hun en dag selv skulle have børn, ville det jo uden tvivl også være en nyttig ting. Rengøring og sådan noget havde hun lært en del af på børnehjemmet, hun havde nemlig hjulpet meget til.

[Deleted]

Jophiel havde nu aldrig nogensinde været en ørn i et køkken, men han kunne lave, hvad der skulle til, for at klare sig, hvilket var det, som vel betød mest, var det ikke? Langsomt vendte han sig mod hende. Hun havde været så optaget af alt det andet? Tanken måtte han finde sød et eller andet sted.
"Det er slet ikke meningen, at du skal rende sulten rundt.. Vi skal nok finde noget til dig," forsikrede han. Umiddelbart ville han ikke kræve af hende at hun skulle servicere ham i hoved og røv, da han godt kunne lide, at lave visse ting selv. Han sendte hende et smil, inden han fandt det sidste frem, af et brød, som han alligevel havde fået lavet her forleden. Han lagde det foran dem. "Det er ikke meget, men det er hvad jeg kan byde på nu. Jeg havde regnet med, at skulle lave et nyt i morgen," fortalte han med en rolig stemme. Han så da hellere, at hun fik noget at spise, og så kunne han da vente. Havde han vidste, at hun ville komme i dag, så havde han da også fået et bagt, så det stod klart til hende. Det var jo halvgammelt og tørt. Ikke just det mest indbydende, so han kunne tilbyde, men ud fra omstændighederne, så var det bare det, som var.
"Det er vel bedre end ingenting," sagde han med et stille smil på læben. For ham, var det også det, som talte om ikke andet.

[Deleted]

Brød lød helt fint for hende, det var hurtigt og nemt, så kunne de komme videre med alt det hun gerne ville nå inden det blev sengetid. Hun sendte ham et mildt smil, inden hun faktisk måtte slå over i et noget mere overraskende ansigtsudtryk.
"Kan du bage?!" Udbrød hun overrasket, ganske positivt. Han kunne da også bare alting, hun havde så meget af lære, men så var det jo godt hun havde ham, var det ikke?
"Vil du ikke nok lære mig hvordan?" Spurgte hun så med store hundeøjne som hun næsten måtte gribe ivrigt fat i ham, hun smilede undskyldende kort efter, da det gik op for hende, som hun slap ham igen. Hendes rødmen meldte sig dernæst, hun var vidst en tand for ivrig, men hun ville så gerne dette her, at bo med ham, leve på normal vis. Forsigtigt tog hun brødet, for at bryde det, og dernæst spise lidt, forsøgte at skjule sin rødmen og tage sig sammen. Hun var spændt på om dette overhovedet ville gå, hun var jo ikke ligefrem van til det, så hvordan skulle det dog gå? Han måtte i den grad væbne sig med tålmodighed, en hun håbede han havde til hende, for hun var ikke altid den klogeste, faktisk langt fra.

[Deleted]

Jophiel trak let på smilebåndet, alene på grund af hendes reaktion. Bage, det kunne han. Det havde hans moder lært ham. Han havde jo altid været mors dreng, så det var vel bare et resultat heraf?
"Det har nok sine fordele at være mors dreng.. Hun lærte mig det," fortalte han med en rolig stemme. Hvis der var noget, som hans moder havde været ekstremt god til, så var det uden tvivl at stå i et køkken. Det var ganske vidst ikke alle hemmeligheder, som han var lige god til, men noget havde han da lært, og noget så basalt, som at bage et brød, det kunne han da finde ud af. Smilet bredte sig på hans læber.
"Det kan jeg da.. Det skulle ikke være noget problem," fortalte han, inden hun direkte sprang ind i ham. Den rødmen der igen meldte sig i hendes kinder, blev han da aldrig nogensinde træt af at kigge på, da det i sandhed, var noget, som han virkelig måtte elske. Ikke at det var noget, som han kunne, eller ville lægge skjul på, når det endelig skulle være det. Han endte selv med at lægge armen om hende, og trykke hende ind mod sig i stedet for. "Desuden kan jeg virkelig godt lide, når du er så ivrig," fortalte han med et smil på læben. Alt i alt, tog han det ikke så tungt. Hvis der var nogen, der formåede at gøre ham glad, så var det da uden tvivl hende.

[Deleted]

Et sted kunne hun godt mærke hun havde manglet forældre til at lære hende om de mest basale ting i livet, det gjorde til tider ondt, men hun havde det jo ganske fint. Og nu havde hun Jophiel til at lære hende om alt muligt, hvilket var til stor glæde for hende. Det betød uden tvivl alt for hende sådan at kunne lære de ting som virkede til at være vigtige. Hendes blik havde sunket sig lidt, for hun var i den grad ivrig, måske en smule for meget. Dog lod han til at kunne lide det, hvilket måtte få hende til at se overrasket op. Hans arme om hende, og omfavnelsen var fantastisk, hun elskede at være der.
"Så i morgen bager vi brød sammen?" Hun lyste helt op og øjnene strålede af både glæde og iver, hun var virkelig taknemlig for at være stødt ind i ham. Dette var virkelig hvor hun hørte til, her kunne hun udfolde sig, både musikalsk, personligt og praktisk. Der måtte intet ske i dette, hun kunne ikke klare at noget skulle ske, at miste alt sammen, det var en tanke som faktisk skræmte hende. Myrina ville være her ved ham til hendes dages ende, at undvære en tilværelse med ham kunne hun ikke klare tanken om.
"Ved du godt du er en fantastisk mand Jophiel?" Spurgte hun med et sødt smil og igen voksende røde kinder.

[Deleted]

Det var tydeligt, at Myrina havde haft en helt anden opdragelse, end hvad Jophiel selv havde haft. Ikke at det var noget, som han kunne gøre noget direkte ved. Han havde været vant til at tage del i det huslige, da han også havde ønsket det. Han skilte sig jo i den forbindelse, også rigtig meget fra, hvad der var typisk og normalt for hans familie.. Hans søster løftede jo selv knapt en finger i det øjemed.
"Vi bager brød i morgen. Så skal jeg nok vise dig, hvordan man gør," sagde han med et smil på læben. Han havde ikke noget imod at lære hende det, og særligt nu hvor hun så tydeligt, gerne ville lære det. Han grinede let, som hun kaldte ham for en fantastisk mand. Det var primært kun hende, og hans søster, som fortalte ham det, men det var også det, som han havde brug for.
"Ikke mere fantastisk, end hvad du gør mig til," fortalte han denne gang med et smil på læben. Hun gjorde ham glad. Ingen tvivl om det, og det var også derfor, at han ville gøre alt det her for hende. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Han hævede hånden, som han strøg let over hendes kind. "Jeg håber da, at brødet kunne tage den værste sult?" spurgte han med en rolig stemme. Det var jo trods alt heller ikke meningen, at hun skulle rende rundt og være sulten. Ikke når det var omkring ham i hvert fald!

[Deleted]

Et sted følte hun næsten at hun kunne glæde sig til hver eneste dag med ham, de ville blive fyldt med varme, lærdom, musik og glæde. Det var en drøm, en helt vidunderlig drøm og hun ville ikke vågne fra dette. I sit hjerte var hun sådan set sikker og stod ved ordene hun havde sagt til hans fader, hun elskede Jophiel, skønt det sikkert var for tidligt, så elskede hun ham virkelig!
"Jeg glæder mig virkelig!" Udbrød hun, som hun knugede sig ind til ham, hvor hun dog glædet sig. Tænk sig, hun skulle bage sit allerførste brød sammen med ham. Det ville sikkert blive sjovt og hyggeligt! Det var hun slet ikke i tvivl om. At hun skulle gøre ham fantastisk, det troede hun nu ikke på, hun lod sine fingre glide hen over hans brystkasse og hen hvor hun mærkede hans hjerte bedst under klæderne.
"Det er ikke mig, men dit hjerte Jophiel." Hviskede hun blidt, inden hun så op mod ham med et sødt smil og et kærligt blik. Det var virkelig ord hun mente, hun fandt ham fantastisk grundet hans gode og store hjerte. Alt han gjorde, var handlinger af kærlig vis og det betød alt for hende. Hvis hun da bare kunne gøre ham noget, måske lære ham noget.
"Det kunne det bestemt." Der skulle ikke meget til at gøre hende mæt, for hun var van til at leve uden særlig meget mad om dagen. Sådan var det jo tit med et liv på gaden, det var begrænset hvad hun tjente og om der var råd til mad når hun havde spillet. Andre dage havde hun slet ikke lyst til at nærme sig byen og så måtte det blive hvad hun lige fandt i naturen hun spiste.

[Deleted]

Jophiel var ramt af en klar og tydelig følelse af ren og skær lykke, så det alene, var ikke noget, som måtte sige så lidt. Alt taget i betragtning, så var det jo ene og alene hendes fortjeneste, at han havde det sådan.. at han følte sig sådan. Det var jo ikke noget, som han kunne takke nogen anden for, og særligt, når det var på denne her måde, så var det da helt sikkert.
At hun derimod glædede sig så meget til at bage noget så simpelt og sølle, som et brød, var noget som uden tvivl morede Jophiel. Han slog ud i en latter. "Vi kan bage to.. Et hver.. Så kan du selv få lov til at lave det helt fra bunden, og stadig kigge på mig," fortalte han glad. Han ville bare gerne gøre hende glad, og nu hvor han havde muligheden for det, så ville han bestemt heller ikke sige nej til det! Hånden lod han derfor roligt glide over hendes på hans bryst. Han trykkede om den.
"Det er din fortjeneste," fortalte han med en rolig stemme, som han let trykkede omkring hendes hånd, og med et smil på læben. At hun dertil også var blevet mæt, var noget som passede ham fint, for det var slet ikke meningen, at hun skulle rende rundt og være sulten. Særligt ikke, som det var lige nu, så det var i sig selv, ikke noget, som sagde så lidt igen i den anden ende.
"Godt. Jeg ved ikke om det var noget, men.. vi kan spille lidt?" spurgte han denne gang med et stort smil på læben.

[Deleted]

Sommerfugle stormede næsten rundt i hendes mave, hun var så spændt, det ville blive helt fantastisk, derfor nikkede hun ivrigt! Hun måtte bage sit helt eget brød, se efter ham, det blev helt sikkert godt. Hun mærkede hvordan hun næsten ikke kunne vente, men det blev hun jo nød til, de havde brug for mere lys at arbejde på end det som var der nu. Som solen var ved at gøre sine sidste stråler i skoven. Det sitrede igennem hende som hans hånd lagde sig over hendes.
"Jeg gør jo intet?" Lød det genert fra hende, som kinderne næsten måtte blusse så meget hun blev ør. Hvordan kunne det være hende som gjorde ham så fantastisk? Hun havde jo intet gjort, intet specielt i hvert fald. Hun var der bare, var til. Myrina bed sig svagt i læben og søgte virkelig efter en løsning som gav mening, hvad gjorde hun egentlig? Hendes blik slog dog op mod ham, som han spurgte om de kunne spille lidt, det ville hun hjertens gerne! På tær søgte hun og kyssede ham kort, men dybt på hans læber.
"Med glæde!" Kvidrede hun blot, inden hun søgte ud af hans arme og forsvandt ind i stuen for at finde sin violin frem. At spille med ham var så intenst og skønt, hun elskede det virkelig! Og havde savnet det..

[Deleted]

Hvis det betød så meget for Myrina, at få lov til at bage, hvorfor så ikke lade hende få muligheden, for at bage sit eget brød? Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det, og i den forbindelse, kunne han virkelig godt lide, at se hende så glad over noget, som i hans verden, var sådan nogen småting. Han selv kunne bage, men det var ikke ensbetydende med, at det var noget, som han elskede at gøre.
"Du gør nok mere for mig, end hvad du egentlig tror," sagde han med en rolig stemme, som han let trykkede omkring hendes næver. Bare ved at acceptere ham, for de ting, som han kunne.. og ikke kunne i forbindelse med hans familie, var en tanke, som virkelig gjorde ham glad, og det kunne han rigtig godt lide. Det føles bare så rigtigt, nu hvor han havde muligheden, for at være sammen med, og omkring hende, så blev det bare ikke bedre for hans vedkommende. Han kunne jo ikke gøre andet, end i sandhed at elske det! Kysset som hun skænkede ham, tog han mere end glædeligt imod. Det føles så godt, at gøre den slags ting sammen med hende. Så.. naturligt og rigtigt.
Selv nåede Jophiel knapt at reagere mere, inden hun allerede var styrtet tilbage i stuen. Her måtte han alligevel bryde ud i en glad latter. Så sød og ivrig som hun var! Så handlede det også bare om at nyde tiden, nu hvor de endelig havde den. Han søgte efter hende. "Hvad skal jeg spille på i dag, synes du?" spurgte han glad. Hun gav ham lysten til at spille på.. det hele! Han begyndte at gå rundt og tænde stearinlys. Lys skulle de jo have.

[Deleted]

Et sted forstod hun virkelig ikke hvad hun kunne gøre som var så specielt, hun var der, havde sin omsorg ganske vidst, og så kunne hun spille musik. Det var vidst også det. Iveren var bestemt i hende, hun stormede ind i stuen, for hun var virkelig spændt, og havde savnet det så meget, så at undvære det havde været hårdt for hende. Hjertet hamrede allerede mod hendes bryst, det ville blive fantastisk dette her. Hun fandt hurtigt sin violin, som hun greb ud efter og buen lige så. Der stod hun så og så lidt rundt, som han spurgte ind til hvad han skulle spille på denne gang.
"Lige det du har lyst til, måske et instrument jeg endnu ikke har hørt?" Foreslog hun blidt, indtil videre havde hun hørt ham spille på klaveret, fløjten og hans egen violin, samt hendes. Hun bed sig svagt i læben mens hun tænkte, der var jo mange sære ting her, meget hun aldrig havde set før, det var spændende. Det var en del af hendes hjem nu, noget som bestemt måtte gøre et indtryk på hende, hun var stadig ikke helt van til tanken, men hun kunne lide den og glædet sig til de fik gang i en rigtig daglighed. Myrina lagde violinen til, og lod sine fingre spille godt hen over dens strenge, før hun løftede buen og lagde den til.
"Jeg er klar når du er!" Klargjorde hun, mens hun stod og svingede let med sine hofter, hun havde så meget energi, spændt var hun virkelig, det var en fantastisk følelse!

[Deleted]

Myrina ønskede at høre et instrument, som hun ikke havde hørt før. Om han overhovedet kunne det, var jo en anden side af sagen. Violin, fløjte og piano havde hun nu hørt. Så langt, så godt, kunne man jo sige. Han blev stående tænksom. Det var jo de foretrukkende, og dem, som han følte, at han var bedst til, at hun havde hørt ham spille på, og det var jo sådan, at han gerne ville have det.
"Jeg ved ikke lige hvad det skulle være," sagde han ærligt. Han kløede sig lidt i hovedet ved tanken.. Hvad skulle han vælge? Han rystede let på hovedet, inden han alligevel søgte hen til fløjten med et smil. Han tog den i sin hånd, inden han vendte sig mod hende.
"Vi starter lidt mildt ud, ikke?" sagde han med et morende smil. Det kunne jo være, at han fandt andre instrumenter senere. Han havde jo mange forskellige, og særligt fordi, at an altid havde været så glad for musik, og var dygtig til at spille, og det vidste han jo trods alt også godt. Han satte sig hen til hende. Han var glad.. Derfor var det selvfølgelig glad musik, som han ville spille her i skæret af stearinlysene, nu hvor det begyndte at blive godt mørkt. Hendes energiniveau var da skyhøjt! En tanke, som han uden tvivl måtte finde meget morende. Han lagde fløjten for læberne, inden han begyndte på en munter og rolig melodi. Øjnene lod han glide i. Han levede sig fuldstændig ind i musikken, når han endelig spillede det.

[Deleted]

Hos ham var hun ovenud lykkelig, hun havde alt hvad hun havde brug for, hvilket var ham og sin violin. Myrina var spændt, uden tvivl, hun så mod ham, klar til at spille, med den energi hun havde, var det dog uden tvivl bedst hvis hun også fik danset hen af vejen. Hun elskede lyden af fløjten, så det gjorde hende intet det var den han rakte ud efter, hendes smil voksede, dette var perfekt. Hun nikkede blidt til at de startede mildt ud, inden hun betragtede ham sætte sig klar. Han var altså uden tvivl en flot mand, og så perfekt på alle måder! I det tonerne lød fra fløjten, lod hun buen søge over strengen til tonerne fra hendes violin fulgte med. Smilende og koncentreret sad hun, inden hun selv måtte lukke øjnene og nynne muntert med. Blid som hendes stemme var, smukt harmonisk med musikken de spillede sammen. Hjertet hamrede fast, men hun hørte det ikke mere, hun mærkede det kun, som musikken var alt hun måtte have for øre. Hertil levede hun sig ind i det hele og lod sin egen glæde reflektere i tonerne. Det var sådan han fik hende til at føle, tilfreds og lykkelig, tryg ikke mindst. Her manglede hun virkelig intet, og hun håbede at hun kunne bidrage med mere som tiden gik, for det fortjente han da uden tvivl. Fingrene arbejdede let og elegant over strengene som hendes arm næsten gjorde det til en kunst og dans at bevæge buen ligeså.