Made up my mind!

[Deleted]

Måske Jophiel bare skulle være blevet i sengen denne morgen? Det havde jo aldrig været hans mening, at lade Myrina ligge igen, og have det på den måde. Det kunne i hvert fald godt mærkes, også på ham, og det ønskede han jo på ingen måde. Han førte hende forsigtigt med sig i retningen af stuen, hvor han opfordrede hende til at tage pladsen på sofaen, mens han fik ordnet en kop the.
Vandet fik han hurtigt op at koge over det lille ildsted, hvor han legede med blandingen af krydderi og andet, som skulle til, for at lave en god kop the til dem begge, inden han søgte tilbage til hende. "Her," sagde han med en dæmpet stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. For ham, var det nemlig vigtigt, at hun kom godt igennem det her.
Jophiel satte sig roligt ved siden af hende, hvor han placerede sin egen kop på bordet. Hans blik søgte mod hendes skikkelse imellemtiden. Var det hans skyld, at det var gået såvidt? Han satte sig ordentlig op i den lille sofa. Stilheden lagde sig.. Et sted føles den næsten akavet denne gang, og det var uden tvivl rigtig, rigtig underligt, at det var sådan. "Fortæl hvad der er sket," sagde han endeligt. Han ville jo ikke have, at hun skulle sidde og have det dårligt på den måde.

[Deleted]

Det var virkelig svært at tale om, men hvis nogen skulle være den hun delte det med, så var det helt sikkert ham. Hun var tryg ved at han ikke ville skubbe hende væk, hun følte hun kunne stole på ham, at hun var sikker uanset hvad. Hendes tårer var stoppet, hun sad blot og snøftede med dynen puttet om sig som en fæstning. Da han dukkede op, lyste hun helt op, hun tog imod koppen som var dejlig varm. Måske det ville hjælpe at få det ud? Hun så mod ham, som han selv satte sig, hun pustede mod den varme væske. En dyb indånding tog hun derefter, for at se mod ham med et skamfuldt blik.
"Jeg måtte ikke forlade grotten, jeg skulle blive ved børnene. Men efter en dødsengel havde jagtet mig, havde jeg mareridt og endte med at løbe i søvne væk derfra. En masse skete i mellemtiden, på vejen tilbage dog, mødte jeg et stenmonster og en mand. De tog mig med sig, mod min vilje." Der var så meget at fortælle, men nu vidste han hvorfor hun var hvor hun var, og hvem som tog hende. Hun trak vejret dybt, inden hun knugede koppen lidt ind til sig. Det næste var alle de slemme ting, men hun ville ikke gå for meget i detaljer, det kunne hun ikke.
"Han fandt et bondehus, hvor stenkæmpen holdte mig imens han slog alle ihjel, lige for øjnene af mig. Herefter, skar han mit hår af, han...... brækkede begge mine fødder og jeg besvimede. Han vækkede mig, kun for at kaste mig mod jorden og tvinge mig til at kravle ind i huset som et dyr." Igen var hun begyndt at ryste, så hun lænede sig forover og satte koppen fra sig inden hun brændte sig og spildte ud over det hele. Hun huskede lydende, smerten, lugten af de døde folk. Øjnene lukkede hun, hun var nød til at holde alle billederne ude, få dem til at fjerne sig, så hun kunne fokusere.
"Han tvang til soveværelset, og..... tvang mig til ting." Mere ville hun ikke ind på det, for hun skammede sig, hun havde gjort som han bad om, for hun ville ikke dø. Tårerne pressede sig på, han havde voldtaget hende igen og igen, i et par dage.
"Da han kedet sig, bankede han næsten livet ud af mig og smed mig i grøften. Havde Elmyra ikke fundet mig, havde jeg været død." Hende stemme var helt lille og skrøbelig, hun endte med at putte sig ind til Jophiel, lige nu kunne hun ikke se ham i øjnene.

[Deleted]

Det var uden tvivl en grotesk historie, som Myrina måtte give Jophiel! At der var nogen, der kunne udsætte nogen, for sådan en behandling, var slet ikke noget, som han kunne forstå. Det var slet ikke noget, som gav mening på nogen som helst måde, og særligt, når det var på denne her måde! Han rystede svagt på hovedet. Han kunne næsten se billederne for sig, og det var nok ikke engang i nærheden af det, som egentlig var sket, hvilket nok også var det værste af det hele, og særligt også for hans vedkommende.
"Det er da grotesk.. Virkelig.. grotesk," sagde han dæmpet i manglen på bedre, for han kunne jo slet ikke finde ud af, hvordan han ellers skulle sige det. Han rystede på hovedet, inden han greb ud efter sin the.. At nogen kunne gøre sådan noget ved nogen. Han forstod det bare ikke! Tanken om at hun var blevet misbrugt på den måde.. at nogen havde påført hende nogen skade. Han kunne virkelig ikke forstå det!
"Der kommer ikke til at ske dig mere.. Det kan jeg love dig," forsikrede han med en dæmpet stemme, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han følte en vrede melde sig.. Han kunne slet ikke begribe, at det skulle være på den måde i hvert fald. "Jeg vil ikke have, at noget nogensinde kommer til at ske dig igen.. Ikke af det her.. Det kan jeg love dig for," forsikrede han med en dæmpet stemme. Han vendte blikket ned mod sin kop. Billederne kørte rundt i hovedet på ham.. Så onde og så groteske billeder, det efterlod ham med.. Han forstod ikke, at nogen kunne opføre sig på den måde!

[Deleted]

Det var i sandhed et uhyggeligt traume hun havde været igennem, og hun var virkelig ulykkelig over det var sket, men nu havde hun Jophiel, og hos ham var hun tryg. Hendes skikkelse var dog ikke i stand til at sidde stille, som hun skælvede, det var minder så tydelige, hun huskede dem, selvom der var tale om år, så var de der, så tydelige. Myrina nikkede blidt til hans ord.
"Jeg mærker det så tydeligt i mine mareridt, hvordan mine knogler brækker under de hårde slag, smerten i at kravle med dem hele vejen til huset og op på værelset, kun for at mærke hans hænder, hans krop. Alle lugte, lyde, følelser, det føles som det sker i det øjeblik. Selv når jeg er vågen kan jeg få det sådan, svært ved at skelne omkring hvad der er nu, og hvad der er fortid." Lød det stille og trist fra hende, som tårerne på ny fandt vejen ned af hendes kinder. Sindssygt som det måtte lyde, var det altså sådan hun havde det, og hun stolede på Jophiel ikke kastede hende ud af hans hjem af den grund. Som han drak af sin the, måtte hun selv række ud efter sin, hun rystede endnu, men ikke så meget det ville ende galt. Hun tog koppen op til læberne og pustede blidt igen, for så at lade den varme væske glide ind mellem hendes læber og varme hende hele vejen ned. Det var en rar fornemmelse. Hun smilede svagt.
"Ved siden af dig, føler jeg intet kan røre mig, jeg tror det er derfor jeg sover så godt når du er ved mig." Et taknemligt smil og blik søgte i hans retning, han betød virkelig meget for hende, det måtte han vide. Det var hans fortjeneste hun sov godt, men han måtte ikke forlade hende igen, hun lod sin hånd glide fra koppen og søge hans blidt.
"Når du står op, så tag mig med Jophiel, jeg er ikke klar til at ligge alene i en seng endnu." Bad hun, håbede på det ikke var for meget at bede om.

[Deleted]

Jophiel havde virkelig ikke tænkt over, at det som han havde gjort- at forlade sengen, og være så venlig at lade hende sove, til hun ville vågne, skulle være sådan. Det havde i hvert fald slet ikke været hans mening, og aldrig havde det været meningen, at hun skulle være så kraftigt påvirket. Om han havde vidst hvad hun kom fra, så havde han da bestemt aldrig nogensinde gjort det!
"Hvis jeg havde vidst det, så havde jeg aldrig forladt sengen til morgen. Jeg... tænkte slet ikke på det." Var det samvittigheden, som ramte ham? Han vidste det faktisk ikke.. Han havde jo ikke gjort noget forkert, da han ikke havde været klar over noget af det, som var sket med hendes krop i hendes fortid. Det var jo ikke ligefrem noget, som de havde snakket særlig meget om, kunne man da sige.
Han satte sig tættere på hende, hvor han denne gang, valgte at byde hende tættere ind i sin egen favn. Han ville pludselig meget gerne holde om hende, og sikre sig, at hun kom igennem dette. "Der kommer i hvert fald ikke til at ske mere med dig.. Det kan jeg love dig." Hvis hun ønskede, at han skulle blive der sammen med hende, så var det uden tvivl også, hvad han havde tænkt sig at gøre, for ikke ønskede han at hun skulle rende rundt og have det sådan. Han tog glædeligt imod hendes hånd og trykkede om den. "Undskyld.." endte han. Det gav ham virkelig en ringe samvittighed, at det nærmest var ham, som havde forårsaget det.. Han ville jo ikke have, at hun skulle være ked af det.

[Deleted]

At han skulle få dårlig samvittighed var da slet ikke meningen, men hun kunne tydeligt mærke det på ham, hvilket gjorde hende ked af det, det havde jo slet ikke været hendes mening. Forsigtigt drak hun af sin the, inden hun stillede den fra sig igen, og derefter søgte ind hos Jophiel.
"Det var på ingen måde din skyld Jophiel, hvor skulle du dog vide det fra?" At han havde det på den måde brød hun sig bestemt ikke om, overhovedet! Det var ubehageligt at han skulle ligge det på sine skuldre, når det langt fra var noget som var hans at bære. Hun rystede blidt på hovedet og puttede sig godt ind til ham, hun var så tryg hos ham, hun elskede den følelse han efterlod hende med.
"Du er den eneste som ved det, som jeg har fortalt det." Fortalte hun så, selv Elmyra havde ikke kunne få noget fra hende, hun havde lukket i og skammet sig i så lang tid. Det var faktisk lettende at lade en vide hvordan det hele hang sammen, og det var vel også vigtigt, når nu de skulle bo sammen. Forsigtigt efter han havde trykket hendes hånd, lod hun sine fingre flette ind i hans.
"Du må ikke undskylde Jophiel, det er ikke din skyld, jeg kunne jo have sagt noget." Lød det stille fra hende, hun lagde sit ansigt ind mod hans og kyssede ham blidt, inden hun hvilede sig helt ind i hans trykke favn. Igen var hun helt rolig og afslappet, det hjalp at sidde her, hun lukkede øjnene og sukkede roligt.

[Deleted]

Jophiel var uden tvivl påvirket af hvad hun havde fortalt ham, og særligt fordi, at det var hans samvittighed, som straks begyndt at nage ham. Han kunne selvfølgelig ikke vide, at det var så grum en historie, som hun måtte sidde inde med, men hvad skulle han da gøre? Skaden var sket.. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
"Det ved jeg godt.. Jeg følte pludselig bare, at jeg skulle have vidst det alligevel," sagde han med en dæmpet stemme. Han rystede på hovedet. Det var jo fuldkommen latterligt. Han kunne jo ikke have vidst noget som helst!
Armene gled omkring hendes skikkelse, da hun alligevel valgte at sætte sig helt hen til ham. I samme omgang, lod han armene søge omkring hende, nærmest for at byde hende velkommen ved ham, for det ville han jo hellere end gerne. Han kunne jo rigtig godt lide, at have hende så tæt på sig. Han sukkede let. At han var den eneste som vidste noget, antog han uden tvivl som en rigtig god ting. En tillidserklæring. Han sendte hende et svagt smil, som han lod sine fingre sammenflette i hendes hånd. "Her vil der ikke ske dig noget.. Når du er ovenpå.. så finder vi noget tøj. Vi har trods alt en lang dag," sagde han denne gang med et smil på læben. Han forsøgte vel bare at holde sig en smule positiv.

[Deleted]

Det var bestemt ikke fair det som var hændt hende, men han kunne da intet vide om det, hun ville ikke have han havde det sådan. Nu vidste han det, og så længe han tog hende med ud af sengen om morgenen, så var hun glad. Hendes øjne for nu var lukket som hun sad trygt i hans arme, det gjorde alt, bare at sidde der. Det gav den helt perfekte ro og harmoni indeni hende, hans duft, lyden af hans åndedræt, nærheden i det. Han betød ubeskriveligt meget for hende. Fingrene flettede sig sammen, det gjorde noget, hun rødmede blidt og puttede sig mere ind mod ham, det var perfekt dette her. Hans ord fik hende til at smile stort, inden hun løftede hovedet og gav ham et smækkys.
"Vi skal jo bage!" Udbrød hun glad, det tog al fokus fra det onde og hun kunne ikke lade være med at stråle helt. Hun skulle bage sit helt eget brød! Hun hoppede næsten i kroppen.
"Og besøge elverne!" Kom det begejstret fra hende, hun puffede dynen væk fra sig og endte med at omfavne ham helt i sofaen i stedet, endnu i en skjorte, som det eneste. Hun indåndede hans duft og nussede næsen ind mod hans hals, som hun kort skænkede et kys. Numsen stod næsten i vejret som hun var lænet ind over ham i omfavnelse.
"Du er fantastisk!" Lød det bestemt og stille fra hende, da hun jo var uhyggeligt tæt på ham lige nu. Men hun mente det, nøj hvor det kom lige fra hendes hjerte der bankede helt vildt. Han alene kunne gøre hende så glad!

[Deleted]

Skrækkeligt havde Jophiel det uden tvivl ved, at hun skulle have det så dårligt, for det havde aldrig været hans intention. Derfor tog ha hende mere end glædeligt i favnen, hvor han kunne have hende tæt på sig i stedet for. Det var især noget, som han virkelig godt kunne lide. Han vendte blikket mod hende, kun til at tage imod et pludseligt stort smækkys. Han kunne jo ikke lade være. Varmen steg i hans krop, i takt med at den røde farve, måtte stige til i hans kinder. Bage skulle de, og de skulle ud til elverne. Måske at Serenity og Thranduil ville tage imod dem? Det kunne godt være!
"Som sagt.. så har vi meget, som vi skal nå," sagde han denne gang med et mere naturligt smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være. Han plantede et let kys mod hendes pande, inden han roligt strøg hende over siden. Han kunne ikke lade være.. Han kunne jo ikke lade hende være. Hun satte rigtig mange gode og behagelige tanker og følelser i ham, og det var ikke nogen som han ønskede at give slip på igen.
Et grin brød hans læber, som hun direkte kaldte ham for fantastisk. Han elskede det jo.. Han elskede at han kunne gøre hende så glad, og at det var så nemt. "Igen, er det alt sammen din fortjeneste.. Vi har nok at nå i dag.. Også hvis jeg skal nå lidt i haven," sagde han med et smil. Det fungerede jo for dem. Han elskede det!

[Deleted]

Hvordan kunne have andet end let til glæde med ham omkring sig? Hun havde jo glædet sig rigtig meget til det de skulle i dag, så hun var naturligvis meget ivrig efter at komme i gang med det hele. Hendes lettere overfald kunne hun ikke gøre for, hun var bare ivrig, nærgående og i den grad glad for at være nær ham. Derfor føltes det også utroligt godt at det måtte hænge sådan sammen, hun nød at mærke ham stryge hende over siden, han fik hende til at slappe af, smile, føle sig tryg. Det var helt fantastisk at have det sådan her! Ivrig som hun var, endte hun med at kysse ham igen, inden hun slap ham og næsten sprang ud af sofaen, kun for at styrte ind i soveværelset og klæde hurtigt op på ny. Påklædt kom hun tilbage, spændt og klar på en helt ny dag.
"Så lad os komme i gang! Brød først!" Lød det muntert fra hende, som hun snurrede rundt om sig selv, inden hun skyndte sig hen og samle dynen op, for at ligge den på plads. Hun gik ind og redte sengene, kun for at søge tilbage og tage sin kop med the, hun drak af den og så med sine store dådyrsøjne mod Jophiel, glad og veloplagt på dagens program. Der var virkelig meget hun skulle lære i dag, det betød meget for hende. At han ville nå haven med, det måtte de jo se om de kunne nå. Hun vidste at elverne kunne ikke vente, hun var helt klar på at møde dem!

[Deleted]

At der virkelig ikke skulle mere til, for at vende hendes humør. var naturligvis en tanke, som virkelig glædede Jophiel. Kun det bedste, var godt nok i hans øjne, og det var heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på. Han slog ud i en latter, som han tog imod kysset, og hun hurtigt var inde, for at få tøj på. I forvejen, havde hun jo heller ikke meget at vælge imellem, selvom det nu heller intet gjorde ham. Hun var virkelig gudeskøn, uanset hvad hun måtte have på, og det stod han gerne fast ved.
"Jeg synes godt nok, at du blev ivrig," sagde han muntert, inden han rejste sig op, for selv at komme igang. Det var tidligt at begynde med den slags, men det var nu heller ikke noget som gjorde ham noget. Han kunne oprigtigt godt lide, at det havde den effekt på hende, og særligt når det foregik sådan her. "Men okay.. vi kan jo lige så godt komme igang," sagde han med en glad stemme, som han gjorde tegn til at hun skulle følge med ud i det lille køkken. Trangt som det end måtte være, så var det virkelig ikke noget som rørte ham det mindste. Han kunne godt lide at komme hende ved, og nu hvor han skulle vise hende hvordan det skulle gøres, så skulle de jo også lave to. Her fandt han de materialer frem, samt de ingredienser frem, som skulle bruges. Herude var det begrænset hvad man kunne bruge, men det som kunne bruges, var derimod godt. Meget af det, havde han i forvejen fra elverne. Han havde et virkelig godt samarbejde med det meget smukke folkefærd.

[Deleted]

Myrina et sted var sådan en lille nipsting, hun var lille og kær, fyldt med energi og glæde, en rigtig humørbombe. Desværre nogen gange både til den ene og den anden retning, men for det meste var hun jo positiv, glad og ved højt humør. Hendes ivrige side var noget mange værdsatte, for hun viste sig nyttig det meste af tiden. Ligesom på børnehjemmet. Hun var klar og parat. Håret sad vildt og uglet, men det klædte hende uden tvivl et sted, det passede bare til hende og den natur hun nu repræsenterede. En fuglerede om man ville. Aldrig havde hun gået så meget op i den slags.
"Du føre an, jeg følger med så godt jeg kan." Meddelte hun glad, som hun endte ved hans side og studerede de ting han måtte hive frem. Dette var bestemt en spændende ting for hende, for hun ønskede da at aflaste ham lidt, nu hvor de var to. Og så lærte hun at bage brød, det var fantastisk! Senere skulle de se elverne, det glædet hun sig virkelig også til, gad vide om deres by var lige så smuk som folk gik og sagde, aldrig havde hun turde nærme sig, men elvere havde hun skam set. Smukke væsner uden tvivl. Helt urolig måtte hun næsten være, som hun trippede på stedet og var helt oppe og køre, hun ville holde sig glad!

[Deleted]

At Myrina endnu en gang var blevet glad, var naturligvis en tanke, som glædede Jophiel, da han ikke ønskede, at hun skulle rende rundt og være ked af det, og såret over, at han havde ladet hende ligge i sengen. Han havde jo faktisk kun gjort det af god mening, fordi at han altid stod tidligt op. Han sov aldrig særlig længe, og hvorfor skulle han vække hende tidligt, bare fordi at han ikke kunne mere?
Han søgte ud i køkkenet og med et smil på læben. Nu hvor hun var glad, følte han uden tvivl også, at han kunne tillade sig det samme, og det glædede ham da uden tvivl også. Mel og andet, som skulle bruges, stillede han frem. Det malede han selv, hvor han primært plejede at købe kornene på markedet, som lå ikke forbandet langt herfra. "Okay.. Vi starter sådan her," begyndte han. Han begyndte at måle op i mindre skåle, hvad der skulle blandes sammen, så det hele kunne gøres i rigtig rækkefølge. Samtidig forklarede han hvad det forskellige var, og gav hende sin egen skål at blande tingene i. Vandet havde han fået stillet frem, og det samme med korn, som han selv godt kunne lide at blande i, også for smagens skyld. Et trick han havde lært af sin kære moder. Han fik blandet det våde i det tørre, i sin egen skål, mens han udtrykkeligt viste hende, hvordan tingene skulle blandes, inden han æltede det med fingrene. Det var en klistret dej, han havde gang i. "Melet tager du efterfølgende til mængden er passende, og du kan ælte den, uden at det klistre sig fast," forklarede han smilende.

[Deleted]

Det var i den grad meget spændende for hende at gøre dette, hun elskede at han ville lære hende det, hvor dejlig var han ikke lige! Hendes småtrippen holdte inde da han fandt det hele frem, hun lyttede intenst og studere de forskellige ting så hun kunne se hvad det faktisk var hun stod med. Blikket hvilede mod skålen nu, som hun smilede stort til, den skulle hendes første brøddej laves i. Var det underligt hun var så stolt over dette, også selvom det på ingen måde var lykkedes endnu. Men han var en dygtig lærer inde for musikken, så mon ikke også han viste sig at være perfekt her? Hendes blik hvilede nysgerrigt på hvad han gjorde, hvor hun fulgte hans mindste bevægelse, hun var meget omhyggelig og gjorde sit bedste for at det ikke gik galt. Hun gjorde kunsten efter og fik straks helt snaskede fingre, hun grinte, det føltes sjovt.
"Så melet er min redning?" Grinte hun og løftede det klistrede fingre lidt op med et spørgende og fjollet udtryk. Hun morede sig betydeligt! Myrina prøvede så vidt muligt at rengøre sin ene hånd med den anden, før hun greb om melet som lavede en støvsky, hun drejede hovedet væk fra bordet og ham, for at nyse kraftigt så hele kroppen næsten hoppede. Efterfølgende grinte hun på ny, før melet blev blandet op i det smattede værk hun stod med, mere og mere mærkede hun det blive til en mere fast masse, ikke nær så klistret, men hun blev overrasket over hvor meget mel der skulle i. Til sidst stod hun med mel ud over det hele, selv på næsen, med et stort smil og rakte skålen frem mod ham. Den var fast og klistrede ikke mere, kun meget svagt, men intet som hang fast.

[Deleted]

Hvorvidt om Jophiel kunne lære hende at bage brød, vidste han ikke, men han håbede da. Han hadede jo selv at bage, men selv han måtte jo erkende, at det bare var en nødvendighed, og særligt i det liv, som de nu levede. Han sendte hende et smil, som han så hvordan hun forsøgte at gøre ham kunsten efter. Han synes da alligevel, at det så ud til at gå hende meget godt, og det var han selvfølgelig rigtig glad for. Ingen tvivl om det! Selv vidste han jo godt, at der virkelig skulle meget mel i blandingen til brød, men det var bedre, end at den skulle være komplet klistret og umulig at arbejde med. Han sendte hende et smil.
"Du gør det jo rigtig godt," sagde han denne gang med et smil på læben. Ikke at det var noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var. Han lagde sit eget til side, og nikkede anerkendende mod hende igen. Han var jo virkelig glad for, at hun tog så fint og let på det, som det hun gjorde. Det var alt sammen noget, som virkelig betød meget for ham.
"Så skal du forme det her.." Han fik sin egen seje dej ud på et bræt, hvor han formede det som ellers skulle ende ud som et brød, og vendte sig mod hende. "Prøv du," opfordrede han denne gang med et smil på læben. Han ville jo gerne give hende følelsen af, at hun selv havde lavet det hele, når de skulle spise det senere.