Where it all began

[Deleted]

Valandil blev liggende for nu. Bare lige for at få et øjeblik, hvor han kunne samle sig om det som skete omkring ham. Han fjernede hånden mod hans bryst, da den brændende og næsten kvælende fornemmelse, måtte give sig. Det var direkte lettende, at den gjorde det. Lettende måtte han trække vejret, idet han vendte blikket mod dem. Hvad handlede det her lige om? Hun kendte denne mand? Han gispede svagt. Han følte sig helt svimmel, af at blive udsat for den varme, som han var blevet udsat for. Han havde aldrig oplevet noget lignende før.
Igen lagde Valandil sig ned. Det var jo ikke fordi at han havde gjort noget som helst ved Jarniqa, men derimod kun hjulpet hende, for han havde jo set, at hun havde haft ondt, og at der ikke var gjort noget ved det. Det var jo ikke sådan at han ville have det. Se, det her var jo en af grundene til, at han ikke følte, at han kunne stole på nogen som helst! Særligt når det foregik på denne her måde. "Jeg har aldrig været ude på at gøre hende noget, men derimod kun ydet en hjælp, som hun ikke havde fået andet steds," endte han anstrengt. De grønne øjne faldt direkte til den unge mand i teltåbningen. Hvad var grunden til at han handlede og reagerede på den måde? Han forstod det virkelig ikke. Det var jo slet ikke nødvendigt. Kniven lod han ligge ved sin side. Lige nu følte han, at der var kontrol på situationen. "Du ligner en, der har lyst til at bekrige alle," endte han med en kortfattet og meget direkte stemme. Han var bestemt ikke i det bedste humør.

[Jarniqa Dynithril]

Godt kunne man ikke just sige, at det stod til mellem Jarniqa og Lucifer, og ondt gjorde det på hende. En ting var nemlig, da deres bekendtskab til hinanden havde været svært. En anden ting var nu hvor, at de var rejsepartnere, og at hun elskede ham. Sårene var det, men ville deres skænderier mon være som hendes og Damiens? At selvom de skændtes, ville ingen af dem nogensinde gå? Fungerede det også sådan mellem en mand og en kvinde? Det var jo i princippet det eneste, som hun kunne gå ud fra.. Dog kunne hun ikke lade være med at spekulere over, om han oprigtigt elskede hende, hvis han var ligeglad med hendes velbefindende. Damien ville nemlig have sørget for hendes sår og ryg, hvis han havde set det. Selv Valandil havde ønsket at hjælpe med det. Endvidere havde hun selv ønsket at hjælpe Lucifer ved søen og i Paggeija, som hun holdt af ham. Kunne man overhovedet holde af en, hvis man var ligeglad med om vedkommende var sund og rask? Selv havde hun ærlig talt sine tvivl. ”Hvis du ikke kan klare, at der er en der interessere sig for mit velbefindende, så ja.. Gå,” endte hun direkte med at sige. Ondt gjorde det, mens hvis han var ligeglad med ende, var det vel også for det bedste at skille sig af med ham? Derfor måtte hun også helt føle, at han lignede en der ønskede at bekrige hende.. Selv Valandil var enig i dette. I så fald var der vel også noget om sagen? ”Sådan som du forsøger at stoppe mit helbred, så ja.. Så ligner du en der vil bekrige Valandil og jeg.” Kunne han ikke selv se, hvor galt det var? Lucifer ønskede ikke at hjælpe hende.. Valandil ønskede at hjælpe hende.. Lucifer tillod ikke, at hun fik hjælp for nogen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifers intentioner med alt, var tilsyneladende misforstået, hvilket ikke ligefrem noget, som gavnede han ssituation, hvilket bestemt heller ikke gjorde det meget bedre. Tænderne bed han tydeligt sammen, som han stirrede på dem. Man skulle næsten tro, at det var den spidsøre, som hun elskede, fremfor ham, for uanset hvad han gjorde, så var det jo trods alt forkert. Uanset hvad han gjorde, var det forkert, eller ikke godt nok, og det var uden tvivl noget, som han havde svært ved at håndtere. Vreden var slet ikke til at tage fejl af, for den var uden tvivl en stor del af ha lige nu. Han rystede let på hovedet. Mest af sig selv. "Det var ikke det jeg bad dig om, Jarniqa. Ønsker du at jeg skal blive her, eller skal jeg skride igen?" spurgte han hårdt. At elske nogen, var uden tvivl hårdere, end hvad han først havde antaget, og han kunne bestemt ikke lide det! Langt fra faktisk!
Lucifer endte med at trække sig fra teltet igen. At se dem på den måde, gjorde ondt. Han ønskede jo ikke at bekrige Jarniqa, men Valandil ved hendes side, var en helt anden sag! Han strøg hænderne frustreret igennem håret. Skulle han tage derfra? Han ville jo gerne være omkring hende, og det havde han jo hele tiden gerne ville. Særligt efter han havde sagt ja, til at tage med ud på de mange eventyr sammen med hende. "Jeg ønsker ikke at bekrige dig, Jarniqa!" endte han med en hård stemme. Hvad pokker var det der fik hende tro, at det var det, som han ville?

[Deleted]

Valandil begyndte uden tvivl at få det bedre igen, men det var endnu meget ubehageligt, at ligge og have det på denne her måde. Han lukkede øjnene ganske let, hvor han rystede på hovedet. Han bed tænderne sammen, inden han vendte blikket mod Jarniqa igen. Det var endnu ikke meningen, at den kvinde skulle rende rundt og beskytte ham. Han skulle ikke beskyttes af en kvinde, hvilket han rent faktisk havde det meget svært ved, hvis han selv skulle sige det. Dette gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre, kunne man da sige. Han rystede på hovedet. Denne mand ønskede at bekrige ham, og hvis det var det som han ville, så skulle han vise sig som en mand! Og ikke en kujon som gjorde brug af magi!
"J-jeg har det fint, Jarniqa," forsikrede han hende forsøgende, for han ville ikke have, at hun skulle rende rundt og holde hånden over ham. Det var der ikke noget, som der kom noget godt ud af, for nogen af dem. Ham særligt, for han ønskede det på ingen måde. Han rystede på hovedet. Hvorfor den unge mand reagerede på den måde, vidste han ikke. Han forstod det ikke. Han havde jo kun hjulpet Jarniqa, og det kunne han slet ikke forstå, at det skulle tage den runde. Han satte sig denne gang op på knæ. Han klemte øjnene kort sammen. Han ønskede ikke at bekrige hende? "Går det?" spurgte han, som han igen vendte blikket mod hende. Han blev i den tid som hun følte, at hun havde brug for det. Ingen tvivl om det. Han ønskede ikke, at noget skulle ske hende yderligere.

[Jarniqa Dynithril]

At Lucifer ønskede, at hun skulle bestemme, hvorvidt han skulle blive eller ej, fandt Jarniqa dybt unfair. På den anden side tænkte hun næsten, at hun allerede der havde svaret.. Hvis han ikke selv kunne fortælle hende, at han ønskede at blive, så ønskede han det vel heller ikke særligt meget? ”Hvis ikke du selv kan tage beslutningen om, hvorvidt du skal skride eller ej, har du allerede svaret,” lød det blot fra hende. Selv ønskede hun jo for pokker, at han ikke skulle være i tvivl, samt ønske at være ved hende! Ellers gav det på ingen måde heller ikke mening, at han var taget af sted med hende. At han derfra blot søgte ud af teltet, for at tale vredt til hende på den anden side, hjalp på ingen måde heller. Hvorfor var han pludselig blevet sådan? Personligt følte hun i hvert fald ikke længere, at hun var ønsket af ham. Af den årsag endte hun også med at ignorere ham, som hun i stedet valgte at fokusere på Valandil. Han talte i det mindste i et roligt toneleje, alt imens han bekymrede sig for hende. ”..Hvis du kan, må du godt binde bandagen, så den ikke går op igen,” endte hun stille med at sige, inden hun placerede sig med ryggen til ham. Om det gik gjorde det vel, men om hun havde det godt, var et nej. Det var vel også til at gætte for Valandils vedkommende? Han kunne vel fornemme spændingerne mellem hende og Lucifer, samt han kunne se, hvilke fysiske smerter hun sad i. Om Lucifer ville komme ind igen eller om dette var et farvel, vidste hun ikke, men et sted mærkede hun en frygt i sig.. Selvom han måske ikke gjorde, hvad hun ønskede, kunne hun jo stadig ikke se bort fra, at hun elskede ham, og derfor følte hun, at der ville komme en tomhed, hvis han gik.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Pludselig kom Lucifer i tvivl om, hvad han skulle og hvad han burde. Han kunne oprigtigt ikke rigtigt finde ud af det. Ønskede hun overhovedet, at han skulle følge hende? Eller var det hele blevet så overflødigt, at han kun var begyndt at blive irriterende? Han ønskede jo at blive her, men når hun end ikke kunne fortælle ham, om hun ønskede ham her eller ikke, efterlod ligeledes også ham med en følelse af, at være direkte uønsket, hvilket bestemt heller ikke var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Let rystede han på hovedet, som han svagt bed tænderne sammen. Det gjorde ondt. Ingen tvivl om det.
"Fint!" endte han fast, inden han forlod teltet. Det var uden tvivl en tanke, som gjorde ondt på ham, uden at han kunne gøre noget ved det. Skulle han læsse på hesten og søge den modsatte vej igen? Han var måske heldig, hvis han kunne komme ind i Appolyon, og så bare glemme det hele? Selvom det jo heller ikke var noget som han ønskede sig. Han rystede fast på hovedet. Hvorfor skulle Jarniqa absolut blive ham så ømt et punkt? Det burde slet ikke være tilfældet. "... Fint," endte han denne gang langt mere såret. Skulle han tage afsted? Han begyndte pludselig at tvivle, men hvis hun hellere ville være omkring denne mand.. denne spidsøre af en mørkelver, hvad skulle hun så bruge ham til? Han vendte blikket mod et træ, som direkte blussede op i klare flammer. Han kunne slet ikke styre den vrede. Aldrig havde han nogensinde haft det på denne her måde før!

[Deleted]

Valandil fik kæmpet sig op på knæ igen. Han var langt mere afslappet, da Lucifer valgte at forlade teltet. Så langt, var han vel i sikkerhed selv? Hvilket uden tvivl også var noget, som passede ham mere end fint, og dette lagde han heller ikke skjul på. Han bed tænderne sammen, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvordan tog hun dette? Var hun ked af det? Var den mand virkelig af betydning for hende? Han nikkede træt. "Selvfølgelig," endte han.
Igen tog Valandil fat om bandagen, for at stramme den igen, inden han begyndte at lægge den omkring hendes bryst og brystkasse. Han strammede den, og bandt en knide. Lille, så den nok ville være ganske ubetydelig, men stadig holde bandagen på plads, så hun måske kunne bevæge sig bare nogenlunde frit, uden at det ville gøre alt for ondt. Han nåede kun lige at åbne munden, inden synet af klare flammer viste sig. Lyden af paniske heste, kunne ligeledes høres, hvilket fik Valandil til at reagere. Dronningens hest var derude, og han havde lovet at passe godt på den. "Hvad går der af ham?"[/color] Han tvang sig vejen hen til teltåbningen, kun for at se et træ i fuld flamme og 3 heste der paniske forsøgte at rive sig løs. Den unge mand.. tydeligt dæmon stod der bare. Hvad pokker gik der af ham?![/font]

[Jarniqa Dynithril]

Ondt gjorde det, at Lucifer var uinteresseret i hendes helbred. Ondt gjorde det, at Lucifer ikke kæmpede for hende. Ondt gjorde det, at det tydede på, at han ville forlade hende. Svært var det for Jarniqa at abstrahere for, da hun ikke var vant til, at det foregik på den måde. Selv var hun nemlig vant til, at kærlighed blev udtrykt.. Ikke dette her. Dette her var jo vanvid! Tænderne bed hun sammen, som Valandil nok engang rørte ved hende og fik hendes ribben til at smerte. Dog vidste hun, at det kun var for det bedste, som det både ville hjælpe på healingen og på smerten, at hendes ribben blev holdt tæt. Som han fik bundet knuden, valgte hun at gribe om sin kjole, så hun forsigtigt kunne trække den på plads igen. Som det skete, syntes det også blot som om, at helvedet brød løs.. ”..Søg bort, Valandil. Dette her er ikke din kamp,” endte hun pludselig med at sige. Hvad fanden lavede Lucifer?! Forsøgte han at brænde hele lejren af?! Med sammenbidte tænder skubbede hun sig tilbage på benene. Selv skulle hun til at søge ud, inden hun tøvede ved teltåbningen. ”..Fortæl ikke Damien om Lucifer,” endte hun med at bede ham om, inden hun søgte ud. Vandvid var, hvad hun så, som hun kom udenfor! Tre paniske heste der forsøgte at slippe fri. Et brændende træ. Lucifer der stod i midten af det hele. Var han blevet fuldkommen gal?! ”Lucifer!” skreg hun decideret ad ham, inden hun hævede sin ene hånd. Ej havde hun tid til at ømme sig over, hvor meget det trak i hendes bryst, som hun skreg, som hun kun havde tiden til at stoppe Lucifer.. eller hun ville forsøge om end! Ligesom da han var kommet ind i teltet, sendte hun en trykbølge af sted efter ham. Forhåbentligt ville det få ham til at stoppe afbrændingen af skoven!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer brød sig slet ikke om at Jarniqa nu var mere omkring andre mænd end ham. Han ville slet ikke have hende i nærheden af andre end ham! Han rystede på hovedet, som han strøg hænderne igennem hans hår. Frustrationen åd ham nærmest op indefra. Aldrig havde han været udsat for noget lignende, og hvis det ikke skulle gå udover hende, så måtte det gå udover noget andet! Og derfor var træerne omkring dem bare det bedste alternativ, for han ønskede jo heller ikke, at det skulle gå udover hende.
Hendes reaktion derimod, var noget af det sidste, som han havde regnet med. "Lad mig være, Jarniqa!" nærmest brølede ham. Hvis han var så ligeglad for hende, så kunne det hele da være fuldstændig ligegyldigt! Han kunne jo lige så godt bare.. tage derfra igen! Tage hjem, og lade som han aldrig havde mødt hende, selvom det nok ikke ville gå, som han ville, for hun havde taget en plads i hans hjerte, som han aldrig havde oplevet før. Efterladt ham med følelser som han slet ikke kunne kapere, og særligt når det foregik således! Han nåede kun lige at vende sig mod hende, som hun.. skreg. Det skar igennem marv og ben. Flammerne i træet forsvandt, som havde det slået ham ud af kurs, hvor han ikke nåede andet, før hun havde sendt endnu en trykbølge mod ham. Denne gang blev han slynget direkte mod et træ. Han faldt direkte til jorden igen, hvor han desorienteret forsøgte at komme op igen. Noget som han hurtigt måtte opgive.

[Deleted]

At se træet i flammer, og hvordan hestene gik i panik, var slet ikke noget som Valandil kunne forholde sig til. Hestene havde jo absolut intet med dette at gøre, så at det gjorde ham vred, kunne vel ikke komme bag på nogen, kunne det? Tænderne bed han denne gang tydeligt sammen, som han let rystede på hovedet. Skulle han bare tage videre? Det kunne han da ikke bare sådan her! "Er du sikker?" spurgte han direkte. Dette var jo alvorligt! Hun var kommet til skade, og burde slet ikke håndtere denne her slags på egen hånd, hvilket han gerne stod ved, når det skulle være.
Valaldil blev stående, som hun skreg, hvor han hurtigt var henne ved hende, selvom hun så ud til at klare sig nogenlunde. Hestene var uden tvivl urolige. Denne gang virkede Lucifer nærmest til at være blevet slået ud. Han rystede på hovedet. Det her var virkelig for meget. Han søgte hen til hestene, hvor han forsøgte at få dem til at falde mere til ro. Han skulle ikke nævne Lucifer for Damien? Noget sagde ham, at end ikke den mand, var særlig begejstret for Lucifer. Ikke at det var underligt, for det var det da godt nok ikke! Han fik primært roet dem ned, inden han løsnede sin egen fra træet, og trak den med sig. "Jeg søger videre.. Pas nu på dig selv, Jarniqa. Det var slet ikke min intention at forårsage noget af dette." Han betragtede hende med en meget sigende og alvorlig mine. Han ville holde sig i nærheden. Denne mand stolede han ikke på! Han kom op på hesten, inden han fik den tvunget den modsatte vej og red væk.

//Out

[Jarniqa Dynithril]

Kortfatet nåede Jarniqa kun at nikke til Valandil, inden hun allerede havde søgt ud og angrebet Lucifer. Selv irriterede det hende, at det måtte være den afsked, som hun måtte tage med Valandil, men hvad andet kunne hun gøre? Lucifer skulle stoppes, og det var ikke om fem minutter, men derimod lige nu. Derfor var det kun den mand, som kom i hendes fokus, skønt hendes brækkede ribben uden tvivl prøvede at fratage hende fokusset. De lynende smaragdgrønne øjne holdt hun på den liggende Lucifer, der var fløjet ind i træet, som hun fraværende nikkede anerkendende til Valandils farvel. Det vigtigste her var blot, at han var udenfor fare, og det var han nu hvor, at han havde redet væk. ”Hvad fanden er dit problem?!” skreg hun ad Lucifer, som det kun var ham og hende nu. Hvad helvede var der galt med ham?! Man skulle tro, at han var blevet syg! Hurtigt slog hendes hjerte, alt imens hendes bryst smertefuldt trak sig sammen, som hun valgte at nærme sig Lucifer med faste skridt. Positivt var det, at ilden var gået ud, men dybt negativ var hans opførsel endnu. Psykisk ondt gjorde det også på hende, for var det virkelig således, at det skulle være mellem dem nu? Som han lå ned ved træets fod, begyndte rødder at sno sig om hans håndled og ankler, som de måtte forsøge at holde ham nede og stille. Selv frygtede Jarniqa nemlig, at han ville fare op igen så snart at han fik muligheden for det. Træt og smertende hev hun efter vejret, som hun nåede hans fødder, hvor hun stillede sig. Udsyn til hans ansigt havde hun nemlig herfra. ”Hvis du har et problem, så gå efter mig! Ikke efter Valandil eller skoven! Hvis du er så utilfreds med det hele, så skrid! Jeg gider ikke holde på en, der alligevel ikke gider være her!” bed hun vredt og såret af ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Kort måtte Lucifer nærmest føle sig slået ud, alene ved hendes trykbølge, som havde kastet ham direkte ind i et træ. Han følte sig direkte svimmel, hvor det var svært for ham, at bevare sit fokus. Svagt måtte han knibe øjnene sammen, da han forsøgte at sætte sig op. Længere end det, nåede han dog heller ikke, før rødderne havde slået sig omkring hans ankler og håndled og direkte tvunget ham ned at ligge på den hårde skovbund. Han blødte fra en flænge som han havde fået i panden, selvom han nu ikke tog det så tungt. Det kunne slet ikke måle sig med det, som han følte i krop og sind. "Lad mig gå..!" endte han med en fast tone, som han forsøgte at rive hænder og fødder til sig. Ikke at det gik helt som han gerne ville, hvilket uden tvivl var noget, som måtte irritere ham!
Lucifer vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Hans øjne lynede. Hvorfor stod hun og skældte ham ud? Havde han igen handlet forkert? Ja, selvfølgelig havde han da det, for han kunne jo ikke ligefrem gøre noget rigtigt åbenbart! "Hvis jeg gør så mange ting forkert, så lad mig gå, Jarniqa!" vrissede han fast af hende. Det gjorde ham direkte vred, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Han lukkede øjnene let, som han bed tænderne sammen. Det gjorde ondt. Han havde ikke oplevet noget lignende. "Hvis du hellere vil være sammen med ham, så skal jeg da nok gå!" tilføjede han med en.. såret stemme. Han var øm, hvad hende angik. Hun var et virkelig ømt punkt for ham.

[Jarniqa Dynithril]

Det at lade Lucifer gå, så han kunne skade hende, træerne, eller søge efter Valandil, kunne bestemt ikke komme på tale! Derfor stirrede Jarniqa blot lynende ned på ham. Han trængte uden tvivl at få slået noget fornuft ind i sig! Lige nu var han jo komplet vanvittig! Hvorfor skulle han også udsætte hende for al det, når nu hun var i smerter og var skadet? ”Skrid, hvis det er, hvad du allerhelst vil! Dog nægter jeg at lade dig ødelægge lejren her eller at søge efter Valandil! Hvis du er vred, så lad det gå ud over mig!” Det var ikke just fordi, at hun ønskede at slås med ham eller fordi, at hun havde standen til det, men hvad andet kunne hun gøre i denne her situation? Selv følte hun blot, at det var det rette at gøre. Hvis han oprigtigt lystede at skade hende, vidste hun dog præcist, hvor de og han stod. Ondt gjorde det bare, som hun jo elskede ham og ikke var vant til at blive svigtet på den måde. Han var måske, men ikke hende.. ”Hvad mener du med at være sammen med ham?” spurgte hun skarpt. Handlede det hele om, at han troede, at hun elskede Valandil? Troede han, at det var Valandil, som hun ønskede at rejse rundt med? At det var Valandil hun havde sine lange snakke med? At det var Valandil der bragte hende til ekstatiske højder? At det var i Valandils favn, som hun lå i om natten og om morgenen? Rablede det virkelig for ham? Hvorfor skulle hun ønske Valandil? Hun havde jo ham? Var det fordi, at han selv tænkte sådanne tanker om andre? Ønskede han kvinde, Athena, som hun kort havde mødt, og tænkte han derfor, at hun naturligvis måtte ønske Valandil? Tanken gjorde hende vred og såret!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer spændte i hele kroppen, så den endte med at sitre, så vred som han følte sig lige nu. Han bed tænderne tydeligt sammen, som han igen forsøgte at rive hænderne til sig. Ikke at det gik som han gerne ville det. Det var der ikke nogen ting der gjorde lige nu! "Slip mig fri, Jarniqa! Jeg mener det!" endte han med en fast tone, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Selv kunne han ikke få hænderne eller fødder til sig, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Han havde trods alt set dem sammen. Han ville ikke have dem til at være tæt på hinanden, og derfor havde han ganske enkelt bare set rødt. Han lukkede øjnene ganske let, og med en tydelig sitren i kroppen, som han bare ikke kunne komme af med. Ondt gjorde det uden tvivl, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det, men det gjorde det bare ikke nemmere for ham. Han hævede hovedet, som han vendte direkte mod hende. "Jeg så jer sammen, Jarniqa. Jeg så jer for pokker da sammen! Hvis du hellere vil have ham her, så sig det! Så skal jeg da nok smutte igen!" endte han med en tydeligt såret stemme. Dette var ikke ligefrem noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Tvært imod, så var det noget, som kun gjorde direkte ondt på ham. Han lagde sig igen ned. Han kom ikke fri, uanset hvad han gjorde, og det var direkte.. irriterende! Han lukkede øjnene let og bed tænderne sammen. Hvor kom den smerte fra? Han havde aldrig oplevet noget lignende! Han ville bare ikke se hende med en anden mand!

[Jarniqa Dynithril]

Arrigt stirrede Jarniqa på Lucifer, som hun bestemt ikke støttede op om hans opførsel! At være ligeglad med hende.. at angribe Valandil.. at angribe skoven omkring dem. Hvis han skulle være så bitter, måtte han være det et andet sted! Han skulle ikke forsøge at ødelægge hende eller nogen anden i sit eget fald! Derfor slap hun ham heller ikke bare, som hun lod ham ligge, alt imens han råbte op og forsøgte at løsrive sin krop. ”Hvad du så var en mand der indbandt mine ribben i bandager! Jeg har for helvede brækket et ribben! Men hvordan skulle du også kunne vide det, når du er komplet ligeglad med mit velbefindende?!” lød det såret fra hende. Såret over, at han var ligeglad med, at hun var kommet alvorligt til skade. Såret over, at han troede, at hun elskede Valandil og ikke ham. Hvordan han kunne tro det sidste, forstod hun end ikke. Men måske var det normalt, at man hoppede fra person til person? Måske var hun unormal fordi, at hun bare ønskede ham? Et svip gjorde hun med hånden, så rødderne svandt ned i jorden igen. ”Hvis det er normalt for dig, at man ønsker den ene efter den anden, og hvis du ikke stoler på mig, så skrid. Hyg dig med Athena, eller hvem end du vil,” afsluttede hun såret, inden hun vendte ryggen til ham. Herfra begyndte hun at gå.. Vanvittigt ondt gjorde det nu, og ikke kun i hendes ribben, men også i hendes hjerte. Knust føltes det helt, som hun gik væk fra Lucifer og selve lejren. Selv ønskede hun nemlig ikke at se til, mens han pakkede sine ting og skred. Det var jo, hvad han ønskede.. At gå.. Forhåbentligt ville hun herfra ikke være så dum og falde ind i en mands spind igen?