Where it all began

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene lukkede Jarniqa i for en stund ved hans ord. Hun havde været heldig. Positivt var det, at hun endnu levede, men alligevel gjorde tanken hende trist. Smertende var det nemlig for hendes vedkommende, at det havde været Theodore, der havde gået imod hende. Noget der åbenbart kun syntes at røre hende. Øjnene åbnede hun først igen, som han hentydede til, at han gik for en stund. Hvad skulle han mon? Tavst så hun til, mens han søgte ud af teltet igen, og derfor efterlod hende. Meget kunne hun ikke just gøre, som hun knap og nap kunne røre sig. Tavst stirrede hun derfor mod teltåbningen, indtil han gjorde sin entre igen. Personligt nagede det hende uden tvivl, at han skulle se hende således. Normalt var han jo vant til at se hende stærk. Hendes blik faldt på flasken i hans hånd. ”Hvad har du der?” endte hun med at spørge. Forventede han, at det var noget, som hun drak? Var det noget, som han ville hælde ud over hende? Eller var det i virkeligheden blot til ham selv? Tungt trak hun vejret, hvor hun blot lod ham sætte sig ved hende igen. Ganske rolig måtte hun egentligt føle sig. Hun stolede vel bare på sin vis på ham? Speciel var han måske, men aldrig havde han gjort hende noget. Det havde Theodore dog ej heller før, at han havde haft en nedsmeltning.. Kunne Valandil mon finde på at gøre noget? Kunne Lucifer mon finde på det? De var jo alle dvasianere.. Hvordan kunne det i det hele taget være, at hun var endt med at omgive sig dvasianere når nu, at det var dem, som hun havde bekæmpet? Var hun i virkeligheden inde på en dårlig sti? Burde hun derfor i virkeligheden håbe på, at Lucifer virkelig ikke kom tilbage? ”Det ville være mere humant at lade mig dø, end at bede mig om at lægge mig om på siden,” endte hun med at sige. Det var måske at tale med store penselstrøg, men overdrivelse fremmede jo forståelsen.

[Deleted]

Uden tvivl havde Jarniqa været heldig, for denne warlock ville have slået hende ihjel. Hvad der dog havde afholdt ham fra at gøre det, vidste han ikke. I det tilfælde, skulle hun i hvert fald være glad for det. Han kom hurtigt tilbage til teltet igen. Her knælede han ved siden af hende. Den tillid som hun i forvejen udviste ham, var helt utrolig. Ikke noget som man kunne sige, at Valandil var vant til, og særligt ikke, når det foregik på denne her måde, hvilket var mærkbart på alle måder.
"En lindrende salve, jeg ligeledes har brugt til mit knæ. Den er effektiv. Jeg formoder, at du har hårdere brug for den, end hvad jeg har," sagde han endeligt. Nu hvor han havde så godt som fuld bevægelsesfrihed i hans ben igen, kunne det uden tvivl mærkes. Desuden ønskede han jo heller ikke at se hende ligge der, og særligt ikke efter alt det, som hun havde gjort for ham, som jo heller ikke ligefrem havde været småting, kunne man sige. At det gjorde ondt for hende, at komme om på siden, tolkede han ud fra hendes ord. Dette ønskede han uden tvivl at gøre noget ved. Han nikkede blot. "Jeg er nødt til at mærke efter," sagde han blot. Et slag ind mod et træ, kunne jo i værste tilfælde, resultere i brækkede knogler. I det tilfælde, var hun igen heldig, at det ikke var gået udover ryggen. Han rykkede tættere på, hvor han lagde den ene mod den modsatte side, inden han lod den anden hånd varsomt stryge over hendes side. Han rørte hende knapt. Han søgte efter noget som skule minde om brækkede knogler, eller trykkede.. Bare noget, som ville fortælle ham, hvorfor hun havde ondt.

[Jarniqa Dynithril]

At Valandil havde benyttet salven på sit eget skadede knæ, og at det havde hjulpet, måtte Jarniqa anse for at være en positiv ting. Forhåbentligt betød det nemlig, at det også ville være en hjælp for hende. Noget hun kun kunne håbe på, da det var direkte forfærdeligt at ligge sådan her! Selv havde hun nemlig, at hun ikke kunne ligge, som hun ville, eller hoppe omkring, hvis det var det hun ønskede at gøre. ”Grundet omstændighederne..,” medgav hun sigende. ”Hvordan har du det selv? Du så bedre ud, sidst vi sås, men nu ser du helt godt ud.” En charme i henhold til hans ydre, kunne det muligvis lyde, men ærlig talt talte hun bare om han ben. Første gang de havde set hinanden, havde han nemlig dårligt nok kunne gå. Anden gang de havde set hinanden, havde han været en anelse stivbenet, men alligevel gangbar. Nu syntes det helt at ligne, at han ubesværet kunne bevæge sig omkring. Som han meddelte, at han ville røre hende, nikkede hun blot, inden hun vendte blikket ned mod sin pude. Mentalt forsøgte hun at gøre sig klar til, hvad der måtte komme, men som han let trykkede hende, måtte det alligevel komme som en forbandelse! Puden endte hun at bide ned i, skønt der alligevel kom nogle klynk fra hende. Som han trykkede hende, forsøgte hendes krop nærmest per automatik at stikke af. Dog forsøgte hun at ligge så stille som muligt, alt imens hun undgik trangen til at stikke ham en lussing. Han gjorde det jo bare for at hjælpe hende..

[Deleted]

Valandil havde det uden tvivl bedre nu, og dette kunne mærkes. Ligeledes ønskede han jo, at se, at hun fik det således. Ej var det meningen, at hun skulle ligge her på alle fire, og ikke kunne komme op, uden at det skulle gøre frygtelig, frygtelig ondt. Uden tvivl, var det en tanke, som gjorde ondt, selv på ham, at se. Han trak svagt på den ene mundvig. "Jeg har det bedre. Ingen tvivl," sagde han endeligt. Han kunne gå, og han havde fået et ærefyldt arbejde ved en kvinde, som rent faktisk accepterede ham, for det han var, og det som han kunne. Det kunne man ikke just sige, at han havde været vant til. Dertil havde det også været hans mulighed, for at komme ud af Procias, hvilket kun havde været det bedre.
"Jeg har dog set dig i bedre fatning, end hvad du er i nu," sagde han endeligt. Hun kunne betragte dette, som gengæld for alt det, som hun havde gjort for ham. Havde det ikke været for hende, var han nok død i dag. Han havde rigtig meget, at skænke hende i retur. Hånden strøg han varsomt over hendes side. Han startede med at mærke efter, også selvom han kunne se, at det virkelig gjorde ondt. Let rystede han på hovedet."Jeg er bange for, at du har brækket et ribben, Jarniqa," sagde han endeligt. Uanset hvad hun gjorde, ville det her komme til at gøre ondt. Salven kunne ganske vidst lindre, men den kunne bestemt ikke tage smerten fra et brækket ribben. "Det her kommer til at blive koldt," advarede han endeligt. Han fik proppen af den lille flaske, hvor han fik miksturen ud på hænderne, inden han forsigtigt smurte den over hendes ryg.

[Jarniqa Dynithril]

Bedre så Valandil uden tvivl ud, og det glædede på alle måder Jarniqa. Skønt han altid havde været til dels speciel, havde hun nemlig aldrig ønsket ham noget ondt. Faktisk havde hun kun ønsket at hjælpe ham. En hjælp, som hun havde tvunget over ham, og som han havde endt med at værdsætte i den sidste ende. På trods af hendes mange smerter, søgte et smil alligevel over hendes lyserøde læber. ”Det glæder mig virkelig at høre,” sagde hun ærligt. At han selv havde set hende i en bedre forfatning før, kunne hun ikke just argumentere imod. Lige nu og her mindede hun nemlig på ingen måde om den unge kvinde, som han ellers hidtil havde stødt på. Normalt var hun nemlig energisk og kæk, hvor hun nu blot lå i gevaldige smerter, og derfor var tvunget til at holde sig i ro. ”Savner du helt at blive udfordret af mig?” endte hun alligevel drillende med at sige, som han sagde, at hun før havde været i en bedre forfatning. Han var trods alt vant til, at hun prikkede til ham. At han dernæst måtte konstatere, at hun havde brækket et ribben, måtte hun selv bide tænderne sammen. Det var bestemt ikke, hvad der gavnede hendes og Lucifers tur. Ironisk var det helt at tænke på, at den seneste person, som hun havde hjulpet med et brækket ribben, havde været Theodore, hvor Theodore nu havde valgt at brække hendes. Ked af det gjorde det hende uden tvivl.. En skælven opstod i hendes krop, som han begyndte at smøre den kølige salve ud på hendes ryg. ”Kommer du ikke snart med nogle af de gode ord? At det hele er ovre i morgen.. At jeg ser henrivende ud.. At du har lært at springe til månen,” kommenterede hun roligt med et morende smil på læben. På trods af sin smerte, prøvede hun nu alligevel at være den person, som hun var.

[Deleted]

Valandil skyldte Jarniqa for hans tilstand i dag, for hvis det ikke havde været for hende, havde han nok været død under dødsenglenes angreb på Paggeija, og særligt efter, at hun havde valgt at bringe ham dertil. Det var noget, som han uden tvivl var rigtig glad for i dag. Han trak let på smilebåndet, som de grønne øjne atter faldt mod hende. "Meget af det, kan jeg jo takke dig for," sagde han endeligt. Selvom han ikke havde været meget omkring Jarniqa, havde han alligevel lært en ting eller to. Det var ikke slemt at åbne op for et andet individ, og særligt ikke en som hende. Det havde han jo måtte lære på den hårde måde, kunne man jo sige.
Ej var det helt gode nyheder Valandil måtte skænke hende. Men et brækket ribben, ville uden tvivl være til gene for hende, på den færd, som hun nu måtte være på, uden at han egentlig kunne gøre det store ved det af den grund. Det ville kræve, at hun holdt sig i ro, og fik en stram bandage på, som kunne støtte op om det brækkede ribben, til det ville heale igen. Det i sig selv, kunne ende med at tage tid. "Det er jo lige før. Det er en ensom vandring alene," pointerede han sigende. Hun gav ham modspil, uden at håne eller nedgøre ham, hvilket naturligvis var noget, som betød ekstremt meget, selv for ham. Han spurgte salven udover hendes ryg. Den var kølig, men ville lindre, hvor det kun måtte være hendes ribben, som han måtte tage sig af. "Jeg ville ønske at jeg kunne. Det vil ikke være ovre i morgen, men derimod tage tid i sin healingsproces. Det kræver, at du holder dig i ro," pointerede han sigende. Hovedet lod han søge på sned. "Trods det.. Så ser du henrivende ud," sagde han ærligt. Hun havde jo trods alt, altid set godt ud i hans øjne.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa havde skam hjulpet Valandil, skønt det ikke alle dage havde været lige let. Valandil havde nemlig forsøgt at give hende kamp til stregen, som han ikke just fra start af havde kunnet se ideen i hendes hjælp. Frugten af det kunne han dog nu se, hvilket kun glædede hende. ”Som sagt.. At hjælpe mænd der ikke vil hjælpes, er mit kald,” svarede hun drillende igen, som hun tidligere havde givet ham disse ord. Ved at være sandt var det dog også, som hun ligeledes også havde forsøgt at hjælpe Lucifer. Dog kunne hun ikke just sige, at det nogensinde havde lykkedes hende at sende den mand i den retning, som hun egentligt først havde ønsket. Hvor den mand i det hele taget befandt sig lige nu og her, vidste hun end ikke. Hun smilte let ved hans ord, skønt hendes mimik konstant måtte udvikle sig til smertelignende grimasser. ”Jeg vidste det.. Jeg er uerstattelig så snart, at man har mødt mig,” svarede hun ham kækt igen. Behageligt måtte det helt være at være omkring Valandil igen, som hun nød sin egen kække facon, skønt hun ville have ønsket, at de havde kunnet mødes under forhold. Mere ideelt kunne det nemlig have været, end at hun lå her med et brækket ribben, alt imens han smurte salve ud på hendes bare ryg. Måske var det blot deres lod, at en af dem altid skulle være skadet under deres møder? En anden tanke slog ind over hende. ”..Du siger vel ikke dette til nogen?” endte hun med at spørge, som han sagde, at hendes skade ville tage dage at heale. Han havde trods alt sagt, at han arbejdede for hendes moder, så naturligt var det vel, at han ville sige det videre til hende? Hvad ville hendes moder overhovedet sige til, at hun var skadet, hvis hun fik nys om det? Igen smilte hun svagt, som han komplimenterede hendes udseende. ”Du ser nu heller ikke værst ud.”

[Deleted]

Det var bestemt ikke denne måde, Valandil havde regnet med, at han skulle møde Jarniqa på. Han var dog bare glad for at se, at hun var i bedring. Selvom hans mimik var hård og uden noget, der mindede meget om følelse, så kunne han ikke vise det. Han havde jo fra han var helt lille, været vant til, at han ikke kunne eller burde stole på nogen. Hun derimod, var en anden sag. "Fortsæt du endelig med at fortælle dig selv det," sagde han med et let smil på læben.
Her lå hun med et brækket ribben eller to, hvilket naturligvis også satte sine spor på hende og hendes fremgang på denne færd. At hun ville til mørkelvernes sted, forundrede ham ikke, selvom det nu ikke var noget, som han ville opfordre hende til. Det var i hans øjne, et direkte grusomt sted! Han rystede let på hovedet. "Jeg havde næsten glemt hvor irriterende, du kunne være," sagde han sigende. Ung i forhold til ham, var hun jo trods alt, og de havde hver deres måde at se på livet på. Ikke at det rørte ham som sådan. Skulle han sige det til nogen? Han burde jo et sted gøre det, og særligt fordi at hun var prinsessen af Manjarno! Hvad ville hendes moder ikke sige? "Er jeg ikke nødt til det? Du er savnet i Manjarno, Jarniqa," sagde han direkte. Han var meget frem og meget tilbage i denne tid, så at lade det gå uset, kunne han overhovedet gøre det? Han trak kort på smilebåndet. "Hvilket jeg ved," tilføjede han let hoverende. Meget af det, kunne han jo faktisk også takke hende for.

[Jarniqa Dynithril]

At han måtte stemple hende for at være irriterende, forundrede på ingen måde Jarniqa. Hun var nemlig vant til, at han sagde dette til hende. Dog tog hun det ikke synderligt højtidligt, da han endnu ikke havde udtrykket alvor ved dette. ”Vi ved begge, at alle dine negative udladninger er et tegn på din fornøjelse ved vores møder,” svarede hun kækt igen, som hun igen ikke lod sig påvirkes af det. Hvad hun derimod lod sig påvirkes af var hans ord omkring, at hun var savnet. At der sågar var sendt en efterlysning ud omkring hende, vidste hun dog ikke. Selv ville hun nemlig aldrig tro, at sådan noget kunne forekomme. Dog rørte det hende at høre, at der var nogle derhjemme der savnede hende. Hvem var det mon? Damien var selvfølgelig en selvfølge.. men hvad med hendes moder? Selv mærkede hun et stik af håb ved tanken. ”Hvem savner mig da?” endte hun stille med at spørge, alt imens hun lå så stille som overhovedet muligt, mens han smurte hende ind. ”..Men fortæl dem eller vedkommende, at jeg klarer mig, og at jeg agter at se hele verden.” Halvt om halvt var det sandheden. Sandt var det, at hun agtede at se hele verdenen. Godt havde hun det også mere eller mindre. Man skulle blot se bort fra hendes ryg og sår, samt det, at hende og Lucifer befandt sig i en krise. Ideen med det var dog, at der ikke var nogen der kom med nogen unødvendige bekymringer, eller som ønskede hende hjem igen. Selv ønskede hun trods alt ikke at blive trukket væk fra den færd, som hun endelig havde fået påbegyndt. Roligt trak hun vejret, inden et kækt glimt måtte vise sig i hendes smaragdgrønne øjne. ”Er du ved at være færdig med at smøre mig ind, eller nyder du blot at røre mig nu?” spurgte hun ham drillende.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Valandil til start, havde set på Jarniqa, som intet andet end den irriterende unge kvinde, men derfor var han glad for at være omkring hende. Igen havde hun jo trods alt kun vist sig, at være en kvinde, som han kunne stole på, og det var også det, som han godt kunne lide. I forvejen, var det ikke mange som han havde det sådan omkring. Særligt ikke kvinder. "Jeg kan vel ikke benægte, at jeg nyder dit selskab, Jarniqa. Du viste mig jo, at jeg godt kan stole på folk," pointerede han med en ganske sigende mine.
Hånden strøg han kort over hendes ryg. Efterhånden var det en handling, som han gjorde ganske fraværende, og uden egentlig at tænke yderligere over det. Han kunne jo trods alt godt lide det. Så slemt var det heller ikke. "Der er sendt efterlysninger ud efter landets prinsesse. Damien tror jeg, er den som har meldt dig savnet." Umiddelbart hvem den mand var, vidste han ikke, men det var nu heller ikke noget som han tog så tungt igen, hvis han selv skulle sige det, men han ville jo gerne kunne viderebringe til den mand, som var urolig for hende, at hun havde det godt. Han nikkede. "Er der andet jeg skal bringe videre til Manjarno?" spurgte han sandfærdigt.
Hånden endte han med at fjerne fra hendes ryg, som hun kommenterede det. Han rystede på hovedet. Det var en del, som han undlod at kommentere på. "Vi skal have dig stramt i bandager, Jarniqa. Det vil holde ribbenet på plads, og give dig en følelse af bevægelsesfrihed," sagde han endeligt. Han lod hovedet søge langsomt på sned. Det burde få hende nogenlunde på benene i hendes tilstand i hvert fald.

[Jarniqa Dynithril]

Tilfredst måtte Jarniqa smile og være, som Valandil decideret sagde, at han nød hendes selskab. I så fald kunne hun vel næsten sige, at hun var kommet i mål med ham? Selv ville hun i hvert fald ikke mene, at det var meget galt. At hun endvidere havde givet ham et nyt syn på verdenen generelt, kunne hun kun se sig stolt over. Overrasket måtte hun også være over dette, som hun trods alt ikke havde vokset op omkring andre personer. ”Det beærer mig at høre.. Hvordan går det forresten med din bror? Er han rejst med dig, eller er han blevet i Procias?” endte hun nysgerrigt med at spørge, som hun jo sidst havde fundet ud af, at han havde en familie. At høre, at det var Damien, der havde spurgt efter hende, og endda efterlyst hende, måtte fylde hende med kærlighed til manden.. selvom hun samtidig syntes, at han skulle tage en indånding, da hun trods alt havde taget af sted med en seddel til ham. Hvad der derimod måtte stikke hende var, at Valandil end ikke sagde, at det var dronningen der havde spurgt til hende. Interesserede hun overhovedet den kvinde? ..og hvad med hendes biologiske far? Havde han glemt hende? ”Fortæl Damien, at jeg agter at finde mørkelverne, og dernæst besøge det gamle Imandra, og til sidst opdage den nye ø. Fortæl ham, at han ikke behøver at bekymre sig, og at jeg nok skal vende hjem igen, når det er færdigt.” Forhåbentligt ville det berolige hendes værge, hvis han kendte hendes rute. Hun kunne i hvert fald altid håbe. At Valandil stoppede med at smøre hende ind for i stedet at sige, at han skulle binde hende ind, måtte hun bide ned i læben. Jovist, at hun ønskede den mest mulige behandling, men ej ønskede hun, at han … så hende. ”..Hvordan?” endte hun tøvende med at sige.

[Deleted]

Valandil kunne godt lide Jarniqas selskab, bare det var i perioder. I hans verden, fyldte hun nemlig meget, og særligt fordi, at han var vant til en tilværelse alene. Så kunne det vel heller ikke rigtigt komme bag på nogen? "Min broder valgte sit liv i Procias," begyndte han direkte. Svært var det endnu for ham, at tænke på at han rent faktisk havde familie, andet end den, som havde valgt ham fra, og dette kunne uden tvivl godt mærkes, og det lagde han så sandelig heller ikke skjul på. Han vidste jo, at han kunne stole på hende.
Uanset hvem denne Damien var, var det en mand, som savnede hende, siden han havde valgt at sende en efterlysning ud efter hende, som havde lydt sig i hele Manjarno. Han nikkede. "Hvis det er hvad du vil have, at jeg skal sige videre, så er det hvad jeg gør," sagde han endeligt. Han følte vel et sted at han skyldte hende det, for det, som hun havde gjort for ham i sin tid. Småting havde det jo ikke ligefrem været, som hun havde gjort for ham, som det jo havde været med til at sikre sig, at han havde fået bevægeligheden i hans ben igen.
Bandage var nødvendigt i denne situation, for at holde ribbenet på plads. Det ville samtidig hjælpe hende til at komme videre på hendes færd. Meget lød det nemlig til, at hun gerne ville se. "Nemmest, at jeg finder noget at bandagere dig med, så vi kan få det lagt stramt omkring, så det holdes tæt," sagde han. At han skulle se hende i bar overkrop, rørte ham ikke rigtigt.

[Jarniqa Dynithril]

”Åh,” endte Jarniqa stille med at sige. Var det positivt eller negativt, at hans broder havde valgt at blive i Procias? Selv huskede hun jo, hvilken glæde der havde hvilet i ham, som han havde talt om sin broder, så trist var det vel? Dog vidste hun, at det næppe var her, at hun skulle grave. Reserveret var han nemlig, hvilket han altid havde været. Desuden.. hvor kæk hun end var, kunne hun stadig have nogen situationsfornemmelse. Læberne fugtede hun. ”Det er, hvad jeg ønsker,” endte hun sikkert med at sige. Bedst var det nemlig, hvis hun stillede noget af Damiens nysgerrighed med sandheden. Bare ikke den hele.. Flyvende ville han nemlig højst sandsynligt komme, hvis han vidste, at hun rejste med Lucifer. Den mand, som han havde forsøgt at myrde. Værre ville det derudover kun blive, hvis hun vidste, at hun lå skadet med et brækket ribben, og at en warlock højst sandsynligt stadig var efter hende. Theodore. Selv vidste hun, at han ej heller ville tøve med at gå efter den mand. Hendes værge havde nemlig aldrig været tilfreds med det faktum, at Theodore havde levet med hende og trænet hende. Hun tog en indånding. ”Jeg ønsker ikke, at du ser.. Kan du kigge væk og gøre det?” endte hun stille med at sige, hvor hun skam mente det. End ikke Lucifer havde set hendes nøgne overkrop, så selvfølgelig skulle Valandil heller ikke gøre det. Dog vidste hun, at det var nødvendigt, at hendes ribben blev bundet ind, når nu de var brækket. Hun havde trods alt selv gjort det, dengang Theodore havde brækket sine ribben. Hun tog endnu en dyb indånding. Den ene hånd placerede hun mod jorden, mens hun gjorde den anden arm klar til at dække sit bryst. Et smertefuldt støn søgte over hendes læber, som hun langsomt fik skubbet sig op i en siddende stilling, og fik dækket for sin barm. Selvom hun skjulte sig, måtte man endnu kunne ane hendes slanke figur.. Derudover så han mere af hende nu, end hvad nogen anden havde gjort. ”..Ovre i hjørnet. Der vil ligge en bandage i sækken.”

[Deleted]

Valandil rystede let på hovedet. "Han ønskede at blive der. Det er hans beslutning," sagde han blot, med et kort træk på skuldrene. Han var uden tvivl skuffet, for han vidste, at det i forvejen ville koste ham det, som kunne have været et forhold til hans bror. Han var ligeglad med det lige nu, for til nu, havde han da alligevel formået at klare sig selv, kun med ganske få mennesker omkring sig. Han havde ikke brug for mere. Det var hans overbevisning i hvert fald. Han nikkede dog. "Så er det hvad jeg skal fortælle ham," sagde han med en ganske sandfærdig mine.
Noget var de nødt til at gøre med de brækkede ribben, hvis hun ville have bare lidt mulighed for at komme rundt. Nemt var det ikke, og det var en hård tid hun ville gå i møde. Det ville gøre ondt, men hun ville være i stand til at komme bare en smule rundt, uden at det ville gøre alt for ondt. "Du ønsker ikke at jeg ser..?" endte han uforstående. Han var jo nødt til at se hvad han lavede, når han endelig lavede noget, og særligt af denne slags! Han nikkede, inden han søgte hen til hendes sæk i hjørnet, som han gav sig til at rode igennem, for at finde hvad han skulle bruge. Der! Han fiskede det op, inden han igen vendte sig mod hendes skikkelse. Tilfreds som han var, søgte han nu også tilbage til hende igen. "Åh.. du vil ikke have at jeg skal se... Det er fint." Han søgte bevidst om bag hende. Så måtte han jo gøre det denne vej fra, selvom det gjorde det mere besværligt.

[Jarniqa Dynithril]

Som Valandil fortsatte snakken om sin broder, så Jarniqa en åbning i det. Hvis han oprigtigt havde ønsket at lade det ligge, havde han vel ladt det ligge der? ”Hvordan har du det med, at han har valgt at blive der? ..Jeg ved jo, at han var din eneste slægtning,” endte hun stille med at spørge ham om, som hun følte, at han gav hende tilladelse til at tale om det. Et eller andet var de også nødt til at tale om, hvis ikke hun skulle fokusere på den forbandede smerte! Ondt gjorde det nemlig stadig, skønt det uden tvivl blev bedre, når hun ikke rørte på sig. At han blot ville gå til Damien med det, som hun havde fortalt ham, var hun uden tvivl taknemmelig over. Hun havde nemlig på ingen måde brug for, at hendes værge søgte efter hende i ren og skær frygt. Det ville nemlig ikke gavne nogen af dem. ”Tak,” lød det fra hende, inden hun måtte kæmpe sig op i en siddende stilling. At han først ikke vidste, hvad hun mente med, at han intet måtte se, sagde hun intet til. Han var nemlig hurtig til at finde ud af, hvad hun måtte mene. Ej var det fordi, at hun ønskede at fremstå som en lille pige. Hun ønskede blot, at det ikke var hver mand der så hende, og var der noget galt i det? Let bed hun sig selv i læben, som hun forsigtigt fjernede sin arm for sit bryst, som han satte sig bag hende. Skønt han ikke kunne studere hende forfra, måtte hun alligevel føle, hvordan det hele fik hendes hjerte til at slå hurtigere. En uvant situation var det også for hendes vedkommende.. Gad vide, om det var for hans? ”Bare gå i gang,” lød det fra hende. Jo hurtigere det var overstået. Jo hurtigere kunne hun stoppe med at tænke på det.