Where it all began

[Deleted]

Skuffelsen over sin brors beslutning, kunne Valandil godt mærke, men hvad kunne han da gøre ved det? Manden havde ønsket at blive der.. leve blandt de sølle skovelvere i troen på, at han ville være tryg der. Svært var det for ham at begribe, at nogen kunne tænke således på det. "Jeg er skuffet," sagde han direkte. Det var den første tanke, som egentlig slog ham, og særligt når det hele foregik på denne her måde. "Han er min eneste slægtning, men vil ikke anerkende sine rødder. Han foretrækker at leve i skjul, og håbe på, at hans blod ikke bliver opdaget," tilføjede han. Han væmmes ved hans broders valg. Han havde næsten troet, at hans storebror, ville være mere fornuftig end dette. Han havde taget fejl. Han havde virkelig taget fejl. Og gud hvor var han dog skuffet over den mand.
At bringe beskeden til hendes værge, skulle Valandil nok gøre. Det ville også give ham en grund til at søge retur til Manjarno, da han ej heller ønskede at være omkring i skovene her, over alt for lang tid. Det var for tæt på et liv, som han slet ikke ønskede at vende tilbage til. Særligt ikke, om han kunne blive fri for dette. At være tæt på en kvinde, og at hun så derimod skulle tage det så hårdt og så tungt, forstod han dog ikke. Var der overhovedet nogen grund til det? Han selv foldede bandagen ud. Han tog det overhovedet ikke så slemt. "Det kommer nok til at gøre en smule ondt," endte han sigende. Den skulle jo trods alt ligge stramt omkring hendes overkrop, for at holde det hele på plads. Han rykkede helt tæt på hende, så de næsten endte med at sidde krop mod krop, inden han nærmest lagde armene om hende. Her forsøgte han på en temmelig akavet måde, at lægge bandagen stramt om hendes brystkasse.

[Jarniqa Dynithril]

Skuffelsen kunne Jarniqa uden tvivl tyde i Valandils ord og stemme. Dog ville hun også sige, at hun forstod ham. Et sted havde hendes egen moder vel også skuffet hende? Såret var hun om end, som hun var såret over, at hun ikke fik den interesse fra kvinden, som hun havde troet, at hun ville have fået. Dog behøvede Valandil ikke at høre om det.. Ingen behøvede at høre om det. Selv håbede hun vel også blot på, at det hele ville løse sig i den sidste ende? ”Jeg forstår, hvorfor dette kan vække en skuffelse i dig.. Dog ved jeg, at du vil kunne klare dig uden. Det har du gjort indtil nu.” Det var vel en ros, som hun forsøgte at give ham? En ros ovenpå hans skuffelse? Dog mente hun sine ord. Han var nemlig en overlever, som han havde klaret flugten fra mørkelverne og Paggeija, hvor han nu havde været i stand til at skabe sig en egentlig tilværelse med arbejde i Manjarno. Som han begyndte at folde bandagen ud, så hun blot frem for sig. ”Bare få det overstået,” sagde hun blot. Hurtigt slog hendes hjerte, som hun nærmest kunne mærke varmen fra hans krop. Underligt var det helt. Ubehageligt blev det dernæst, som han begyndte at lægge bandagen om hende. Ikke fordi, at hun var halvnøgen, men fordi, at det bed i hende! Ondt gjorde det, hvor hun blot følte, hvordan bandagen rev i hendes hud og trykkede hendes skadede ribben. Forfærdeligt var det, men fremad gik det. Så stille som overhovedet muligt forsøgte hun også blot at sidde, alt mens først hendes barm forsvandt ind i bandagen for dernæst hendes nedre ribben. Tungen lige i munden gjaldt det om at holde, men dog sad hun, alt imens hun bed tænderne sammen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Nødvendigt havde det været for Lucifer at søge ud. Frygten for, at der var noget alvorligt galt med Jarniqa, var det som havde holdt ham vågen igennem hans søvn, hvor han stort set kun havde ligget og holdt øje med hende. Bare for at sikre sig, at hun endnu måtte trække vejret. Var det underligt, at han reagerede således? Hun havde endnu sovet, da han havde forladt stedet, for at søge ind mod den nærmeste by.
Her i Dvasias var det blot dumt, at demonstrere, at man var af en større velstand, end hvad godt var, og han var i forvejen ikke meget for vampyrerne, så han havde ladet hesten stå. I byen havde han fået fat i noget healende salve. Selvom hun nok gik rundt og var sur på ham, så ønskede han jo ikke, at der skulle ske hende noget. Hurtigt som muligt havde han gjort det, inden han havde søgt tilbage mod deres telt i skoven. Her hvor han håbede, at han endnu ville finde hende, og helst gerne i god behold. Træt som han var, og alligevel ked af, at de atter en gang, skulle rende rundt og være uvenner, måtte han ligeledes være, da han endelig nærmede sig deres lille lejr i skoven.
Det som først fik ham til at stoppe op, var synet af en fremmed hest, som stod og græssede ved siden af deres. Han rynkede let på panden. Var der andre her? Hvad med Jarniqa? Han kneb øjnene let sammen, inden han knyttede hænderne. Fra deres telt, kunne han høre en stemme.. eller to? Var de derinde? Han søgte med faste skridt hen til teltet, inden han let skubbede til det, så han kunne komme ind. Hvem end han måtte se, vidste han ikke. Det var en ukendt mand.. Og ikke ville han lade den mand komme i nærheden af Jarniqa! Han koncentrerede sig, inden han begyndte at varme manden op fra det indre. Det ville gøre ham helt kogende til sidst!

[Deleted]

Uden tvivl var det hårdt for Valandil, at det eneste som han havde, rent faktisk valgte at vende ham ryggen. Hans bror var i den forbindelse ikke et hak bedre end den resterende familie. Valandil var bedre uden. Det havde han nu også lært på den hårde måde. Han trak kort på skuldrene. Han havde intet imod at snakke om det. Særligt ikke med hende. "Jeg takker for de rosende ord," startede han roligt ud. Det betød faktisk noget for ham, at høre hende sige det. "Jeg klarer mig bedre uden nogen omkring mig. Det er hermed også bevist," sagde han endeligt. Hvorfor lægge mere i det? Hans bror havde fået buddet, men havde takket nej. Så var Valandil selv taget derfra i stedet for.
Bandagen lagde Valandil stramt omkring hende, hvor hendes bryst og barm inden længe, måtte forsvinde bag denne. Han gjorde dog intet for at kigge, da han havde forståelsen og respekten for, at det var hårdt for hende. "Jeg håber det hjæ.." Han endte med at tie, da en voldsomt brændende fornemmelse for alvor måtte melde sig i hans krop. Han endte med at tage sig til brystet, inden han bakkede væk fra hende. Det føles som han var ved at koge op i det indre. Svagt klemte han øjnene sammen, som en voldsom skælven måtte gå igennem ham. "H-hva..?!" Hans knæ måtte møde jorden. Det var virkelig ubehageligt!

[Jarniqa Dynithril]

Let trak Jarniqa på smilet. ”Undtagen med mig.. Du klarer dig fortrinligt, når jeg er i nærheden,” rettede hun ham kækt. Sandt var det vel også? Det var trods alt efter hende, at han havde fået en ordentlig tilværelse her i livet. Endvidere ønskede hun ej heller, at han var helt alene.. Selv kunne hun jo rent faktisk godt lide at være omkring ham. Ud over Lucifer var han jo også hendes eneste ven. Den samme status som Lucifer, havde han dog ikke hos hende, som hun elskede Lucifer, men blot kunne lide Valandil. En ny dyb indånding tog hun. Det krævede uden tvivl, at hun samlede sig, mens han forbandt hende! Øjnene måtte hun dog knibe sammen, som Valandil pludselig stoppede midt i en sætning. Hvad nu? Dernæst fornemmede hun, hvordan Valandil slap bandagen. Hørte, hvordan han bakkede, og hvordan det pludselig rodede ved forhænget. Automatisk så hun op. Hurtigt slog hende hjerte. Lucifer. Han havde altså ikke forladt hende.. Hvor fanden havde han så været henne?! Gad vide, hvordan hele scenariet egentligt så ud for ham? Med kjolen omkring sin talje sad hun trods alt, alt imens hendes overkrop var blevet tildækket af den bandage, som Valandil havde bundet omkring hende. Dog lagde hun intet i det, som Valandil jo kun havde forsøgt at hjælpe hende. Tilbage mod Valandil så hun, hvor hun kunne se, hvordan han tog sig til brystet og gled ned på knæ. Hvad foregik der..? Var det mon..? ”Lucifer!” råbte hun advarende op. Et råb der skar hende ned i brystet og forvoldte hende unødvendig smerte. Det lynende smaragdgrønne blik vendte hun tilbage mod Lucifer, alt imens hun hævede sin ene arm. En trykbølge sendte hun direkte imod ham, som han forhelvede skulle stoppe det, som han gjorde ved Valandil! Den mand havde jo kun forsøgt at gøre hende godt! Var det nu også galt? Ønskede han, at hun skulle lide? Han havde trods alt ikke ønsket at hjælpe hende, så måske var det muligt?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hvordan det så ud for Lucifer, var bestemt ikke positivt, og han kunne slet ikke lide hvad han så. Det som han så, var en mand der sad overlænet Jarniqa, som stort set slet ikke havde tøj på kroppen! Et syn som i hans øjne, udelukkende måtte tilfalde ham! Om hun endnu ville have ham med på turen om ikke andet, for det vidste han heller ikke rigtigt efterhånden. Han anede ikke hvor pokker han havde hende efterhånden, og det var forbandet svært for ham overhovedet at se!
"Hold dig langt væk fra hende!" endte Lucifer med en fast tone. Naturligvis var han ikke væk fra hende, og naturligvis havde han ikke valgt at søge væk, selvom han havde haft alverdens grund til det. Men det var jo trods alt her, at han ønskede at være, og var det underligt, når han rent faktisk elskede hende? Han nåede kun lige at vende blikket mod Jarniqa, inden hun sendte en trykbølge direkte mod ham, hvilket kylede ham direkte ud af teltet igen og henover jorden. Den lille salve, som han havde hentet, mistede han i forløbet. Han gispede kraftigt. Han var jo for pokker da øm! "Jarniqa!" endte han fast. Han rullede om på siden, inden han kæmpede sig op på benene igen. Han stormede direkte mod teltet igen. Han ønskede jo bare at passe på hende!

[Deleted]

Valandil rystede på hovedet. Det kunne godt være, at han ikke havde været meget for hendes selskab til at starte med, men han måtte erkende, at han virkelig var glad for det, som hun havde gjort for ham, og særligt når det var på denne her måde. "Vil du da påstå, at det udelukkende er din fortjeneste?" spurgte han med en ganske sigende mine. Ikke at det var noget, som han tog så hårdt igen, for det havde han ikke haft nogen grund til.
Mere nåede Valandil dog ikke at gøre, før han måtte trække sig hastigt væk fra Jarniqa, som den brændende fornemmelse for alvor måtte melde sig i hans krop og sind. Tænderne måtte han kraftigt bide sammen, som han endte med at glide ned at ligge på jorden under ham. Han gispede svagt, inden han hastigt vendte blikket mod den unge mand. Hvad pokker var det der sket? Han endte med at trække kniven, så han havde noget at forsvare sig med. Kendte hun overhovedet denne mand? Hvorfor pokker gjorde han det her? Han havde jo for pokker ikke gjort noget som helst! "Forsvind herfra..!" endte han med en fast tone. Han forsøgte at kæmpe sig en smule op på knæ igen. Det gjorde rent faktisk ondt for ham. Næven lagde han mod sit bryst. Aldrig havde han ævret udsat for noget lignende!

[Jarniqa Dynithril]

Ej nåede Valandil og Jarniqa at sige mere til hinanden, som Lucifer pludselig gjorde sin optræden.. og noget af en optræden var det uden tvivl! Hvad han bildte sig ind, vidste hun ikke. Kunne han ikke også se, at Valandil rent faktisk hjalp hende? Var han virkelig så ligeglad med hendes velbefindende? Let var det bestemt ikke for hende, og let var det ej heller for hende at angribe ham. Hvorfor havde han lyst til at tvinge hende ud i det? Stod det virkelig så slemt til mellem dem? Selv kunne hun kun se til, som Lucifer råbte op omkring hende, inden hun sendte ham væk ved hjælp af en trykbølge. Hurtigt slog hendes hjerte, hvor hendes tanker dernæst øjeblikket faldt på Valandil. Valandil.. Klarede han sig? Var han okay? Tænderne ben hun sammen, som hun måtte skubbe sig selv tilbage til den nu liggende Valandil. Ondt gjorde det, men ligeglad var hun. Besværligt var det også, som kjolen hang hende om livet, og som hun skulle passe på med, at den ikke røg helt af. ”..Valandil,” sagde hun bekymret, hvor hun lagde en hånd mod hans kind. ”Fortæl mig, hvad der er galt.” Ondt gjorde det på hende at se ham sådan, og derfor ønskede hun selvfølgelig, at det stoppede. Hendes hjerte slog et slag over, som Lucifer nu råbte på hende. Hvad nu? Hun kunne høre hans skridt, og … nervøs gjorde det hende faktisk. Skulle hun virkelig til at bekæmpe Lucifer? Det ønskede hun jo ikke! Beskyttende lagde hun en hånd over Valandil, alt imens hun vendte blikket mod teltåbningen. Klar til at tage, hvad end der måtte komme imod hende. Hånden hævede hun ligeså igen, som hun gjorde klar til en ny trykbølge. Sende den imod ham ville hun også, hvis han agtede at angribe dem. På det punkt måtte hun nemlig vise, hvor hun stod!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Fra Lucifers synspunkt, havde dette uden tvivl set frygtelig forkert ud, og naturligvis var det også noget, som han handlede og reagerede på. Han elskede hende, og han ønskede at beskytte hende. Svært var det bare, når hun gik rundt og havde ondt, og ikke lod ham komme tæt på. Han forstod det bare ikke. Denne mand havde i hans øjne, været alt for tæt på, og derfor ville han have ham væk! Kunne han, ville han brænde den mand op, så han kunne få ham væk fra hende, så han selv kunne passe på hende! Det var hans job, og ej nogen andens!
Ikke havde han haft muligheden for at handle eller reagere, før han var kastet direkte ud af teltet. Et sted var det et slag.. Var hun tilpas med en anden mand? Hvad så med de ord, som hun havde valgt at skænke ham? Ondt gjorde det uden tvivl også på ham, at vide, at det var således at tingene måtte forholde sig. Han bed tænderne kraftigt sammen, inden han igen tvang sig op på benene. Øm var han uden tvivl også selv, selvom han ikke rigtigt kunne tillade sig, at ømme sig over det nu. Tænk nu hvis denne mand virkelig ønskede at forvolde skade på Jarniqa! Han stirrede fast på ham, som han.. nærmest lå op af Jarniqa. Ondt gjorde det uden tvivl at se dem sidde således. "H-hvem er den mand, Jarniqa?" endte han med en fast tone. Hun kunne sende en trykbølge om hun ville, og han kunne stadig gøre manden ondt. Han vendte blikket direkte mod ham. Var det forkert af ham, at forsøge at passe på hende? "Forsvind herfra," hvislede han med en fast tone. Bare at se ham der, gjorde ham.. vred?

[Deleted]

Et svagt gisp måtte alligevel bryde Valandils læber. Skønt hanvar vant til lidt af hvert, var denne form for modstand uden tvivl ny. Det gjorde jo direkte ondt på ham, og han havde for pokker da ikke gjort noget som helst! Han klemte øjnene sammen, som han støttede hånden mod hans bryst, hvor smerten først havde sat sig i hans hjerte. Så brændende som han følte sig, begyndte han også helt at svede.. Det piblede frem på hans pande, selv på trods af den kolde luft, som herskede på disse egne.
Jarniqas omsorg, fik ham let til at lukke øjnene. Han var ikke vant til den, men selv han måtte sige, at den var behagelig. Igen måtte han dog tvinge øjnene op. "Det brænder," var det eneste som han kunne sige, efter en lang pause. Det var hårdt for kroppen, at blive udsat for den slags, og særligt fordi at den var så følsom overfor høje temperature i forvejen, hvilket dette bestemt heller ikke måtte hjælpe på, hvis han selv skulle sige det!
Endnu en gang viste den unge mand sig i teltåbningen, hvilket fik Valandil til at vende blikket direkte mod ham. Vreden meldte sig i hans øjne. Det var ikke her Jarniqa skulle gå i vejen. Han forsøgte at rette sig op, også selvom varmen var direkte intens! Aldrig havde han været udsat for noget lignende! Han ville ikke gå nogen steder! Ikke før han havde sikret sig, at Jarniqa havde det godt. "Du har ingen råderet i disse skove, knægt," hvislede han sammenbidt. Han havde det bestemt ikke godt.

[Jarniqa Dynithril]

Hurtigt slog Jarniqas hjerte. Det brændte? Tydeligt var det for hende at se, at Valandil havde det varmt. Han svedte jo ligefrem! Derudover kunne hun også se, at det forvoldte ham store smerter. Var det mon virkelig Lucifer der gjorde dette ved ham? Hvis det var, hvordan gjorde han det i så fald? Ej vidste hun det.. Ej havde hun set det før.. Hun havde nemlig ikke vidnet til, hvad der havde hændt mellem ham og Theodore. ”Lig stille,” bad hun bekymret Valandil, inden Lucifer måtte gøre sin entre igen. Øjnene kneb hun sammen. Hvad fanden skete der for manden? Hvorfor var han sådan? Hvorfor angreb han Valandil på den måde? Han havde jo intet gjort.. Kun hjulpet hende. Hjulpet hende på de punkter, hvor Lucifer ikke havde ønsket at vide af hende. ”Lad ham være!” lød det blot advarende fra hende til Lucifer. Hurtigt slog hendes hjerte. Hvad skulle der til at ske nu? Skulle hun rent faktisk slås med Lucifer? Med den mand, som hun elskede? Hvor meget hun end holdt af ham, tillod hun nemlig stadig ikke, at han gjorde den mand fortræd, der rent faktisk forsøgte at helbrede hende. Den eneste her der rent faktisk forsøgte at hjælpe hende. Intet havde Lucifer nemlig forsøgt at gøre ved hende, som han ikke havde forsøgt at pleje hendes skader. Det havde hun selv måttet. Ondt gjorde det også, som hun ville ønske, at han bekymrede sig det mere for hende. ”Stop, hvad end du gør, eller jeg sværger, at du vil fortryde det!” hvislede hun advarende, alt imens hun holdt hånden beskyttende over Valandil. Selv ønskede hun nemlig at vise Lucifer, at hun ikke tillod hans ballade, og at Valandil rent faktisk var i orden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ondt gjorde det uden tvivl på Lucifer, at se Jarniqa tage denne mand i forsvar. Han havde jo set hvordan det havde set ud, og manden havde endda fået lov, til at komme tæt på hende! Han ville ikke have andre mænd tæt på hende! Hans hjerte hamrede mod hans bryst, som han så, hvordan hun direkte forsøgte at forsvare manden ligeledes. Ikke at det var en tanke, som faldt i hans gode bog. Tvært imod faktisk. "Jarniqa, gå væk fra den mand!" sagde han fast, som han kun måtte sende hende en direkte advarende mine. Han ønskede da slet ikke at hun skulle være den mand alt for tæt på. Det var ham, som skulle være ved hende, og ikke alle mulige andre.
Hun ville angribe ham, hvis han gjorde noget. Hvorfor helt præcist? Han forstod sig ej på dette! Han rystede fast på hovedet, inden han valgte at bryde op det, som han udsatte Valandil for. Ønskede hun nu at have han med på deres eventyr i stedet for ham? Han vendte blikket mod dem begge. Dette havde valgt at vise sig, at være en meget akavet situation, ligeledes også for hans vedkommende. Ikke at det var en tanke, som han brød sig synderlig meget om. Han ville jo bare gerne passe på hende. "Hvem er han, Jarniqa? Og hvad pokker laver han her?" fortsatte han direkte. Han ønskede slet ikke at noget skulle ske hende, og nu kom han hjem efter en tur i byen, for at finde noget som kunne hjælpe hende, og så var den mand her? Det var vel ikke så underligt, at han havde reageret så voldsomt?

[Deleted]

Det brændt så meget i Valandils bryst, at han virkelig følte, at han kogte! Han kunne knapt fokusere på andet end den smerte som han kunne mærke! Hans ben havde længst givet efter, hvor han gled direkte ned på jorden. Han klemte øjnene svagt sammen. Jarniqas ord, var nærmest som en baggrundsstøj, for han kunne knapt høre hende. Han gispede svagt.. sveden piblede ned af hans pande, og hans krop begyndte svagt at ryste. Der var jo ikke nogen, der kunne holde til at blive brændt op på den måde, som han gjorde for øjeblikket! Slet ikke! Han klemte øjnene fast og tydeligt sammen, inden han atter vendte blikket mod Lucifer.
Hvad den unge mand egentlig var ude på, havde han ikke nogen anelse om. Han vidste jo ikke engang hvem den unge mand var! Næven havde han knuget godt om sin kniv, bare for at have et eller andet at holde fast i, nu i tilfælde af, at manden forsøgte sig på mere. Han forsøgte at skubbe sig en anelse op, hvilket heller ikke virkede efter hensigten. Det var først da han følte at varmen forsvandt i hans brystkasse, at han følte, at han kunne trække vejret igen. Endnu et svagt gisp brød hans læber. Det var slet ikke meningen at Jarniqa skulle forsvare ham! Men nu gjorde hun det alligevel, af grunde, som han slet ikke forstod. Hænderne satte han i jorden, nu i et forsøg på at komme ordentligt op. Hele hans krop rystede. Det havde uden tvivl vist sig, at være en stor omgang for ham.

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa lystrede på ingen måde Lucifer, som han ønskede hende væk fra Valandil. Hvad var problemet også? Kunne han ikke se, at Valandil rent faktisk hjalp hende? At han indbandt hendes forslåede krop? Måske var problemet i virkeligheden, at der var en der hjalp hende, og at han ønskede, at hun skulle lide? Han havde trods alt ikke selv været interesseret i at hjælpe hende.. ”Du kan gå væk! Jeg går ingen steder,” bed hun af Lucifer. Tvivlsomt var det også, om hun virkelig blot kunne gå med sit brækkede ribben. Derudover ønskede hun heller ikke at efterlade Valandil i Lucifers varetægt for tænk på, hvad han kunne finde på at gøre! Hånden holdt hun derfor fortsat over Valandil, hvor hun først mærkede en lille lettelse i sig, som hun kunne mærke på ham, at han langsomt faldt ned igen. Lucifer havde forhåbentligt stoppet med, hvad end han havde gjort.. Blikket holdt hun afvisende på Lucifer. ”Hvis du virkelig ønsker at vide det, er hans navn Valandil.. Jeg kender ham, og han måtte hjælpe mig, da du ikke ville,” lød det direkte fra hende. Sandt var det jo, som han intet havde gjort for at tilse hende. Ondt gjorde det, som hun endda selv og med ryggen til ham havde været nødsaget til at vaske sine egne sår. Såret var hun også i den forstand, at hun havde gjort så meget for Lucifer, da han var blevet angrebet af Damien, men at han intet havde gjort, som hun var blevet angrebet af Theodore. ”Hvis blot du ønsker at råbe og skabe splid, så gå,” endte hun med at sige. Ej turde hun se væk fra Lucifer og mod Valandil i denne stund. Selv frygtede hun nemlig uden tvivl, at Valandil ville blive angrebet igen, hvis først hun slækkede sine parader.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Fra Lucifers synspunkt, lignede det bestemt ikke, at denne elver bandt hendes sår ind, men at han derimod havde lavet alt mulig andet, og det var slet ikke noget som han kunne kapere på nogen måde. Ej ønskede han nemlig, at nogen skulle lægge så meget som en finger på Jarniqa, og særligt hvis han kunne blive fri for det! Her måtte han derimod så stå og se til, at hun lagde den beskyttende hånd over ham igen. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for ham. Svagt bed han tænderne sammen, hvor han spændte i kroppen. Det sidste som han ønskede, var jo at han nu også skulle til at slås med Jarniqa. Han ville jo for pokker ikke have, at hun skulle komme yderligere til skade!
Svagt bed Lucifer tænderne sammen, inden han kort vendte blikket væk. Hun var nu sur over, at han ikke havde gjort noget for at hjælpe hende? Hun ville jo for pokker ikke snakke med ham! Han rystede på hovedet. Kunne han overhovedet finde ud af, at gøre noget som helst rigtigt? "Jeg beklager, hvis jeg ikke kan gøre tingene som du gerne vil have dem, Jarniqa.. Ønsker du at jeg skal gå?" spurgte han denne gang. Det andet var bare akavet, og hvis hun hellere ville være sammen med en forbandet spidsøre, som tilsyneladende kunne gøre tingene langt bedre, jamen, så skulle hun da være velkommen til det! Han knytteden næverne igen. "Ligner jeg en, som ønsker at bekrige dig?" tilføjede han kort for hovedet. Det begyndte virkelig at irritere ham nu!