Where it all began

[Deleted]

Jarniqa Dynithril

---

De Dvasianske skove. Stedet hvor Valandil i forvejen, havde sagt, at han ikke ville sætte sine fødder, men nu følte, at det var blevet en nødvendighed. Dette var jo trods alt hans gamle hjem. Skovene havde været det sted, hvor han havde fået lov til at dyrke sin ensomhed, men samtidig også sine ekstra ordinære kompetencer som sporer og jæger. Det var jo trods alt, hvad han havde levet af, igennem de mange år. Ganske vidst før han var stødt på Daelis, og efterfølgende Jarniqa.
Hvad den unge kvinde egentlig måtte lave i dag, havde han ikke nogen anelse om. Han selv havde sit liv, og særligt efter at deres veje havde lagt sig forskelligt, efter deres sidste visit i Procias. Et sted, som han nu havde forladt. Han havde søgt tilbage til Manjarno, og var nu også underlagt dronningen af landet. At være underlagt en mørkelvisk kvinde - hans sande Kahli, var noget som han havde det fint med, og særligt når det byggede på den gensidige respekt.

Blikket søgte de høje træer, da han på hesteryg, passerede dem, og søgte ind i skoven. Våben, såsom den elviske klinge, samt hans bue og pile, havde han skam med sig, da han ikke tog nogen chancer, og særligt ikke på egnen her. Her kunne det jo rent faktisk vise sig, at være farligt, og det ønskede han på ingen måde. Han var mørk klædt. Her var han nemlig på hjemmebane, og dette var noget som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det var ham muligt. Kutten havde han fået trukket godt op over hovedet, som han søgte igennem skoven. Han selv var ganske rolig, hvilket også var en stemning, som var gået videre til den smukke hest, som han red på. Foreløbig havde han intet set, som var værd at rapportere til Denjarna. Så langt, så godt vel?

[Jarniqa Dynithril]

Øjnene slog Jarniqa op. Stille var der, som der kun syntes at være lyden af hendes egen vejrtrækning og rumsteren. Søvndrukkent blinkede hun med øjnene, inden hun automatisk måtte se til sin side. Lucifer var der ikke. Mon han allerede havde stået op og nu sad udenfor ved et knitrende bål? Den ene hånd hævede hun, så hun træt kunne gnubbe sine øjne. Arret var den, som sårskorper nu havde lagt sig over hendes rifter. Beskidt måtte den også endnu være, som hun ej havde givet sig tiden til at grave jord ud af neglene. Gad vide om hende og Lucifer blot ville starte fra, hvor de havde sluppet i går? Uden et ord på deres læber.. Langsomt rykkede hun på sig. En handling, som hun bestemt ikke skulle have gjort, som det sendte et kraftigt jag igennem hendes krop! Et smertende gisp forlod hendes let adskilte læber. Værre syntes det at være blevet. Langt værre, end hvad det havde været i går, hvor hændelsen havde stået på. Stiv følte hun sig, alt imens hun måtte fornemme, at hver en bevægelse mere eller mindre ville være en tårepresser. Tænderne bed hun sammen. Hun måtte komme op. Hun måtte komme ud til sin lommelærke, så hun kunne få slukket tørsten. Dog ville hun allerhelst ønske, at hun kunne finde noget, der kunne lindre den fordømte smerte! Øjnene lukkede hun i for en stund, alt imens hendes vejrtrækning syntes at stige, som hun følte det rejsende pres i sin krop. Støn og gisp måtte hurtigt og gentagende gange flyde over hendes læber, som hun fik sat sig op. Var det ynkeligt, hvis hun overvejede at kravle ud? Tungt trak hun vejret. Ej kom hun op på benene lige nu og her, men ej heller kravlede hun. I stedet brugte hun sine arme til at hæve sin krop, at imens hun brugte sine ben til at krabbe sig over til teltåbningen. Klædet trak hun fra. Lucifer var der ikke. Hun var alene.

[Deleted]

I forvejen var Valandil ikke meget for at tage turen hertil, men han skulle jo igennem, for at komme videre, og særligt med de mål, som han nu selv havde sat sig. Alt taget i betragtning, så var det gået smertefrit for sig til nu. Daelis havde han ikke set skyggen af, og denne gang var han klar, hvis hun skulle dukke op! De grønne øjne søgte omkring. Umiddelbart var der ikke rigtigt noget at se. At der derimod var så stille og så fredfyldt, var i det tilfælde, noget som han også burde nyde.
At slappe af på sin færd, var noget som Valandil havde praktiseret meget, meget lidt. Han burde efterhånden finde et sted, hvor han kunne hvile lidt, men det blev ikke her. I forvejen vidste han, at det var et dumt sted at slå sig ned på, og særligt med mørkelverne omkring. De var jo ikke langt fra Mørkelvernes by, så at de ikke var her endnu, var noget som rent faktisk måtte overraske ham en hel del. Let sprang han ned af hesten. Hans ben kunne nu for alvor bære hans vægt, hvilket var noget, som han naturligvis satte pris på. Han strøg hesten let over mulen. Snart måtte de finde hvile, så den ligeleds kunne finde ro. Det havde den også brug for, efter den lange tur, for kort havde den jo ikke ligefrem været. Han endte med at stoppe op. Lyden af noget ikke langt fra ham, var det som fik ham til at reagere. Hvem kunne det være? En mørkelver? Alene tanken om det, fik en vrede til at melde sig i krop og sind, skønt han ikke havde nogen intentioner om at komme dem på tværs. Alligevel bevægede han sig tættere på. Han var nødsaget til at undersøge det.

[Jarniqa Dynithril]

Vejret forsøgte Jarniqa at genvinde, som hun sad helt alene i teltets åbning. Selv spekulerede hun for en stund over, om Lucifer mon virkelig havde fulgt hendes ord og nu forladt hende. Tungt var hendes hjerte. Hendes blik søgte over til hendes hoppe, der stod tøjret ved et af træerne og nej.. Lucifers hoppe stod her endnu, så han var vel næppe taget af sted? Selvfølgelig kunne det være, at han alligevel ikke havde følt, at hoppen var hans, og at han derfor var taget af sted uden. Hurtigt slog hendes hjerte endnu, som hun endnu havde sin egen krop at døje med. Bedre var det nemlig ikke just blevet, som det nærmere var blevet værre. Hendes blik søgte dybere ind mod skoven, som hun syntes at høre noget røre på sig. ”Lucifer?” endte hun automatisk med at kalde, som det måtte være hendes første indskydelse. Han var ikke taget af sted. Han gik blot omkring og måske … samle brænde. Som hun havde tænkt denne tanke, måtte ti nye dog dukke op.. Havde hun mon været for hurtig? Hvad hvis det ikke var Lucifer? Hvad hvis han havde søgt ud, og Theodore var kommet tilbage, og han nu lå død eller var blevet taget til fange? Var hun mon nu i fare? Ej rørte hun sig ud af stedet. Hvad skulle det også nytte? Hvem end der var derude, havde hun jo lige givet sig til kende. Ligegyldigt ville det være at krybe ind i teltet igen, for det ville jo blot være det første sted, hvorpå man ville søge hende. Gå kunne hun ej heller, som hun tvivlede på, at hun kunne rejse sig, uden at hun ville knække sammen igen.. Blikket holdt hun derfor på det punkt, hvorpå hun havde hørt lyden. Hun kunne vel altid håbe på, at det blot var Lucifer?

[Deleted]

Varsom og forsigtig var Valandil, da han jo trods alt ikke vidste hvad han stod overfor, og det var også lidt det, som gjorde udfaldet for ham. Var det Daelis? Bare tanken var noget, som gjorde ham direkte vred! Ikke at han ville lade den kvinde tage den magt og kontrol over ham igen! Ikke hvis det var noget, som han kunne blive fri for i hvert fald.
Stemmen var dog for ham ganske.. velkendt. Han havde i hvert fald hørt den før? Hvem denne Lucifer skulle være, vidste han dog ikke. Han havde jo aldrig rigtigt blandet sig i de henseender. Langsomt søgte han tættere på i stedet for, hvor skikkelsen af en kvinde, gjorde sig mere synlig for ham. Var det..? "Jarniqa?" spurgte han, inden han trak sin hest med sig tættere på. Var det virkelig hende? Og hvad lavede hun helt herude? Sidst han havde snakket og set hende, havde han da fået indtrykket af, at hun ville til Manjarno. Her var hun jo temmelig langt væk hjemmefra, og det var jo også lidt det, som gjorde forskellen. Han endte med at binde sin hest til træet, inden han selv trodte frem mod den lille lejr, som lå skjult inde mellem buske og træer. Teltet fik han øje på, men ligeledes også den velkende kvinde. Kvinden som havde skænket ham muligheden for et mere værdigt liv. "Du er mig langt hjemmefra," sagde han endeligt. Løgn var det jo trods alt ikke, da dette langt fra var Manjarno.

[Jarniqa Dynithril]

Ej brød Jarniqa sig om at sidde alene tilbage i lejren, og at føle sig … svag. Forfærdelig var den følelse, som hun bestemt ikke var vant til at have den inde på livet! Sårbar følte hun sig nemlig pludselig, som hun var alene, uden at vide, hvor Lucifer var, og om han overhovedet ville vende tilbage, samt sårbar over det faktum, at hun mere eller mindre kun kunne sidde her. Usikkert slog hendes hjerte, som hun ingen tilbagemelding fik på sit kald, men derimod blot hørte lyden af skridt. Enten var det Lucifer, der fyrede en syg joke af på hende, eller også var hun på røven! Fast stirrede hun frem for sig, indtil hun pludselig måtte se noget, som hun havde set før. Valandil..? Kunne det virkelig være ham..? ”Valandil?” svarede hun overrasket igen, som han sagde hendes navn. Ej var det ham, som hun havde ventet at se her, men … glad var hun for at se ham. Særligt efter deres yderst vellykkedes møde, sidst de havde set hinanden. Et smil søgte over hendes læber. Dog måtte hun næsten skamme sig over, at det var i denne tilstand, som han skulle se hende.. I dette øjeblik var hun nemlig ikke den unge friske kvinde, som han var vant til at se, men derimod en skadet kvinde. ”Og du er åbenbart hjemme igen,” svarede hun kækt igen, men dog med en overrasket undertone. Hænderne placerede hun mod jorden, som hun skulle til at rejse sig, så hun ordentligt kunne hilse ham. Dog fortrød hun ligeså hurtigt, som hun havde fået tanken, som smerten malede sig i hendes ansigt, og som gispet forlod hendes læber. Hastigt måtte hendes hjerte igen slå, som smerten jog igennem hendes ryg!

[Deleted]

At stå ansigt til ansigt med Jarniqa, var nok det sidste Valandil havde regnet med, at møde på denne side af grænsen. Han rynkede let på næsen, inden han selv søgte tættere på, efter at have bundet hesten fast. Selv denne var ganske rolig, trods omæstændghederne, hvilket passede ham fint. Var hun kommet til side, siden hun ikke rigtigt kunne komme op på benene.
Langsomt søgte Valandil tættere på hende. "Hjem er vel så meget at sige.. Jeg bor ikke har længer,e og det har jeg ikke gjort længe," sagde han endeligt. Han selv tog det ikke så hårdt igen. Han havde fået et andet liv i Manjarno, hvor han rent faktisk kunne udføre et stykke arbejde, som han kunne være stolt af, og særligt fordi at Denjarna - hendes moder så ud til at sætte pris på det, og det kunne han godt lide. Hovedet lod han søge på sned. Selvom han ikke var den bedste socialt, så forsøgte han da, og særligt fordi, at han følte, at han skyldte hende det. "Du er kommet til skade.." bemærkede han med en sigende mine, inden han søgte hen til hende. Her tog han mere fat i hende, i et forsøg på at hjælpe hende op, som hun så ud til at kunen bruge den hjælpende hånd. Hvad der helt præcist var sket, vidste han faktisk ikke, og et sted var han jo også nysgerrig på at finde ud af det. "Hvad er der sket?" spurgte han videre. Han rynkede let på næsen. Hvad var der egentlig sket, siden han sidst havde set hende?

[Jarniqa Dynithril]

Nysgerrigt søgte Jarniqas hoved på sned. ”Hvis ej du er kommet for at bosætte dig her igen, så fortæl mig, hvad du i stedet laver her,” endte hun med at opfordre ham. Tidligere havde han ikke just givet udtryk for, at han nogensinde ønskede at se Dvasias igen. Derfor forundrede det hende, at hun nu kunne finde ham her. Også særligt ud fra den kommentar, som han stak hende. Som hun genså ham, måtte hun også at tale med ham, som var de ligeværdige. Altså stående. Derfor forsøgte hun at rejse sig. En handling, som hun hurtigt måtte fortryde, som smerten var forfærdelig! At han konstaterede, at hun var kommet til skade, fik hende til at le glædesløst. En ting, der om end også måtte gøre ondt! ”Det siger du ikke,” lød det ironisk fra hende, inden hun måtte mærke hans arme om sig, som han rent faktisk hjalp hende op. Forundret måtte dette gøre hende, som hun ikke just var vant til, at de lagde hånd på hinanden. Videre behageligt var rejsningen dog heller ikke for hende, som hun flere gange måtte stønne smertefuldt. Til sidst måtte hun dog komme op, hvor hun dog også måtte se sig tilfreds med det. Den normale vejrtrækning forsøgte hun at genvinde. ”Husker du, at jeg nævnte en tur til Dvasias, da vi sidst sås?” lød det sammenbidt fra hende. ”Manden jeg boede hos, mødte jeg igen, og han var ikke længere videre venligstemt overfor mig.. Han kastede mig mere eller mindre ind i et træ og trak mig hen over skovbunden.. Siden da har min ryg følt som en evig smerte.” Tydeligt var det at se, at noget havde sket hende. Ikke kun ud fra hendes smertestøn og smertegisp, men også grundet hendes mange sår på kroppen.

[Deleted]

Næsten bekymret, måtte Valandil betragte sig af Jarniqas skikkelse, som han kunne se, at det gjorde ondt på hende, at bevæge sig. Alene den tanke, var slet ikke noget som han kunne lide. "Jeg er udsendt på en opgave. Af din moder," fortalte han sandfærdigt. Den rette og sande Kahli. Det var også en titel, som han havde skænket hende, da han havde set hende sidst. Dette var han naturligvis glad for, hvilket der ikke var nogen tvivler om.
For nu, var det hende, som var i hans fokus. Han kunne jo se, at hun havde ondt. At det var den warlock-mand, som hun havde været omkring, som havde været skyld i dette, var ikke noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han rystede let på hovedet. Det væsen, var ikke til at stole på, hvilket han havde sagt så mange gange tidligere. "Man kan ikke stole på en warlock. De er egoistiske.. sågar mere end mørkelverne. Det er næsten et mirakel, at de ikke har fundet dig her," sagde han med en direkte stemme. Nej, han var måske ikke direkte venligstillet i hans stemme og væremåde, men han forsøgte faktisk. Lige Jarniqa vidste han jo trods alt, at han kunne stole på. Langsomt fik han hende op på benene igen. "Lad mig se det," sagde han endeligt. Så meget som hun i forvejen havde gjort for ham, så skule det jo bare mangle, at han også gav hende noget igen. Særligt efter at hun havde hjulpet ham, og særligt med hans ben, hvor han virkelig havde haft brug for det.

[Jarniqa Dynithril]

”Åh.” Aldrig havde de talt om, hvem Jarniqa egentligt var, og hvem hendes moder var, og derfor måtte det uden tvivl tage hende på sengen, at han nu sagde, at han arbejdede for hendes moder. Endvidere måtte det også overraske hende, at han arbejdede for hende for.. hvordan havde de to mødt hinanden? Hvad lavede han mon for hende? Endvidere, hvad tænkte han om, at Denjarna var hendes moder, og at hun var prinsesse? Havde han mon hørt om hendes tid under oplæring til ambassadør? ”..Hvad laver du for hende?” endte hun efterfølgende med at spørge ham. Hun måtte jo vide det. At Valandil ikke var overrasket over, at Theodore havde angrebet hende, kunne hun ikke gøre så meget ved. Selv var hun jo overrasket over, at det havde sket. Hun havde jo aldrig før set den mand i det lys. Eller jo.. hun havde set hans mørke side før, men aldrig før havde den været vendt mod hende. ”At hvem ikke har fundet mig her?” spurgte hun. Talte han om mørkelverne eller om warlockerne? En warlock havde jo fundet hende. Hvis ikke, havde hun ikke haft det så sølle lige nu. Slemt havde hun det nemlig, hvor hun bestemt heller ikke fandt det optimalt at stå. Dog gik det, hvis hun ikke rykkede sig en tomme. Hun blinkede let med øjnene, som han sagde, at han ville undersøge hende. Optimalt var det vel, hvis en eller anden kiggede på hende. Lucifer havde jo ikke været interesseret i det, så Valandil måtte vel være det næstbedste? ”..Kan du se det med kjolen på?” spurgte hun som det første. Føle sig frem, ville han kunne, men hvis han også skulle undersøge, om der decideret var noget at se, skulle hendes ryg jo være blottet for ham.

[Deleted]

Ej havde Valandil været dum, og at finde den kobling mellem Jarniqa og Denjarna. De lignede for det første hinanden, og det var gået op for ham, at de bar det samme efternavn. Ikke at det var noget som gjorde nogen forskel for ham, for det gjorde det ikke. Han vendte blikket mod hende. "I udgangspunktet jager jeg for hende.. Dertil arbejder jeg som hendes øjne på denne side af grænsen. Jeg rapportere, når der er noget at rapportere," sagde han med en sandfærdig stemme. Måske ikke det arbejde, som man ville have regnet med at han ville tage, men det var et ærfuldt arbejde, hvilket var det, som han var lokket af, hvilket der nu heller ikke var nogen tvivl om.
At se hende på denne måde, var bestemt ikke noget som glædede Valandil. I princippet ville han have været ligeglad, men han følte i forvejen, at han skyldte hende for det, som hun havde udsat ham for. Han bed tænderne let sammen. Det ville naturligvis være nemmere for ham, at tilse hende, hvis hun fjernede kjolen, så han kunne se det med egne øjne. "Jeg kan ikke tilse det, hvis ikke du fjerner beklædningen, som er i vejen," forklarede han roligt. Nemmest ville det være, om hun kunne komme ned at ligge, og gerne uden klæderne i vejen. Nu hvor han var en mørkelver, og havde levet af hvad naturen havde skænket ham, vidste han hvordan det skulle bruges på en fornuftig måde, og særligt i tilfælde, som dette. Tungen strøg han let over sine læber. Han lagde jo ikke noget i det. Han ønskede bare at hjælpe hende, men det krævede også, at hun var lidt samarbejdsvillig.

[Jarniqa Dynithril]

Overrasket måtte Jarniqa være over det faktum, at Valandil nu arbejdede for hendes moder, og at han havde bevilliget at søge tilbage til Dvasias. Selv havde hun nemlig ikke troet, at noget ville kunne få ham tilbage til landet her. ”Det glæder mig at høre, at du nok engang gør, hvad du kan lide. Det glæder mig også at høre, at du nok engang har fundet noget at fylde din hverdag med,” sagde hun sandfærdigt, hvor hun måtte referere til hans ene titel som jæger. Selv huskede hun nemlig, at det var, hvad han hidtil havde gjort. Derudover huskede han også, hvor eminent han havde været til at skyde anden ned, sidst de havde set. Derfor betvivlede hun ikke, at det var det korrekte arbejde for ham. Som han dernæst medgav, at det måtte være lettest, hvis hun fjernede kjolen, hvis hun skulle tilse ham, måtte hun for en stund vende blikket væk fra ham. End ikke Lucifer havde set hende uden kjolen endnu. Ville han mon nogensinde det? Ville han nogensinde vende tilbage til hende? Læben bed hun let i. ”Vent her,” endte hun med at sige. ”Lad mig ligge mig klar inde i teltet. Så vil jeg kalde på dig, når jeg er parat.” Det var den eneste måde, hvorpå hun ville kunne tøjle det. Langsomt måtte hun søge ind i teltet igen, hvilket hun måtte gøre noget ømtåleligt, som hvert et skridt syntes at rykke unødvendigt i hele hendes system. Ind kom hun dog, hvor hun forsigtigt måtte lade stropperne på sin kjole søge ned, så den til sidst lagde sig om hendes liv. Det måtte være nok.. Det var trods alt kun ryggen, som han skulle tilse. Dernæst søgte hun først ned på knæ, alt imens adskillige små gisp gled over hendes læber. Til sidst fik hun dog lagt sig helt ned på maven, så hendes barm var skjult og hendes ryg blottet. Fuldstændigt spændt var hendes ryg, som hendes nerver syntes at være plaget. Ligeledes var det en rød og blålig plamage på hendes ellers uberørte ryg, som ville møde ham. ”..Kom bare ind.”

[Deleted]

Endnu en gang, havde Valandil fundet en glæde ved sit liv, og særligt fordi, at han havde noget fyldestgørende, at bruge tilværelsen på. Nu hvor han ikke havde nogen at dele sit liv med, hvilket han i forvejen havde det fint med, for han havde aldrig været god til at omgås andre over længere tid af gangen. "Jeg er tilfreds i hvert fald," sagde han roligt. Han havde nemlig fået mere ud af den samtale med Denjarna, end hvad han nogensinde havde regnet med, at han ville.
At hun indvilget i at lade ham tilse hende, var en tanke, som glædede ham, da han jo ikke ligefrem ønskede at hun skulle rende rundt og have ondt. Særligt her på mørkelvernes område, kunne det vise sig, at være ekstra farligt. "Ja? I befinder jer tæt på Mørkelvernes by," sagde han direkte, som han jo heller ikke var meget for, at skulle tage byens navn på sin egne tunge, som han jo aldrig selv havde været en del af denne, og aldrig nogensinde ville komme til det. Han lod hende søge ind i teltet, hvor han selv blev stående udenfor, selvom han da tydeligt kunne høre, at det ikke gik helt efter forventningerne på den anden side af teltåbningen. Som hun endelig kaldte, og sagde, at han måtte komme ind, søgte han til teltåbningen, som han skubbede til side. Der lå hun med ryggen til ham, og på maven. Allerede herfra, kunne han jo se, at hun havde slået sig, og at det så grumt ud. Ikke så meget som en mimik var at spore i hans mine. Han knælede ved hendes side. "Du blev slået ind i et træ og slæbet over jorden? Du har været heldig, at han ikke slog dig ihjel," sagde han med en direkte stemme. Han strøg hånden kort og let over ryggen. Hun var jo kraftigt forslået. Heldigt at det ikke var værre end det.

[Jarniqa Dynithril]

En overvejelse krævede det af Jarniqa at beslutte, hvorvidt han måtte undersøge hende eller ej. Dog endte hun med at give sig, som hun jo selv var interesseret i at finde ud af, hvad der var galt med hende, og om hvile virkelig var den rigtige vej frem. Selv kunne hun jo ikke mærke eller se sig selv, og derfor havde hun jo blot gjort, hvad hun umiddelbart selv havde fundet bedst. Klar lå hun dog nu til ham inde i teltet, som hun måtte nære tillid til, at Valandil kunne undersøge hende. Ej ønskede hun nemlig ikke en hvilken som helst person, som hun derimod ønskede en, som hun kendte og var tryg ved. Tungt trak hun vejret, hvor hun måtte lægge hovedet til siden, så hun kunne se, som han trådte ind i teltet til hende. Umiddelbart havde han ingen reaktion, så al var vel godt? Eller så godt som det nu engang kunne være.. At han dernæst sagde, at hun skulle være glad for, at hun var i live, måtte hun føle som et stik i hjertet. Inden hun nåede at svare ham, måtte hun dog gispe, alt imens hendes hud omkring ryggen måtte skælve, som han strøg hende hen over ryggen. ”..Jeg tror, at han forsøgte at slå mig ihjel,” endte hun trist med at sige. Øjnene lukkede hun kort i, inden hun nok engang måtte se frem for sig. ”Hvad kan du se? Kan du mærke noget?” Det var jo nu, at hun havde chancen for at finde ud af, om der var et problem.. Så var det jo blot at udnytte den mulighed! Lucifer havde nemlig ikke just ydet ønske om at tilse hende. Noget hun endnu ikke forstod, da hun ville have værnet om ham, hvis det havde været ham..

[Deleted]

At Jarniqa måtte nære en tillid til Valandil, nok til at lade ham gøre dette, var noget som naturligvis glædede ham, da han tog det som et tegn på tillid. En tillid, som han i forvejen, ikke var vant til at nogen i det hele taget udviste for ham.
Langsomt satte Valandil sig ned ved siden af hende. Uden tvivl, kunne han jo se, at hun var kraftigt forslået, men hvad han kunne gøre ved det, var jo egentlig ganske begrænset. Ganske vidst kunne han lindre hende for den smerte, som hun havde pådraget sig, for uden tvivl, var det noget som gjorde ondt på hende, og det var han jo på ingen måder interesseret i. At manden havde forsøgt at slå hende ihjel, var tydeligt. "Som sagt, så har du været heldig.." endte han med en rolig stemme, inden han rejste sig op. "Et øjeblik," sagde han endeligt, inden han søgte ud af teltet igen, og til sin egen hest, som var begyndt at græsse, af hvad den lige kunne finde i skovbunden. Han tog en flaske op med en temmelig grum mikstur, inden han søgte tilbage til hende. Vigtigst af alt, var at hun blev liggende, for dette ville uden tvivl komme til at gøre ondt på hende. Men hvad.. hun havde taget sig af ham, så måtte han jo trods alt også tage sig af hende, siden der heller ikke var andre til at gøre det. Igen knælede han ved hendes side. "Jeg tror du har været heldig.. Måske et brækket eller bøjet ribben. Hvordan er det at ligge på siden?" spurgte han videre. Ømme muskler var en ting, men brækkede knogler, var jo straks noget andet. Han var jo nødt til at vide, hvad han behandlede, før han gik igang.