Where it all began

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ondt havde Lucier uden tvivl, hvilket han ikke kunne gøre noget ved, når han lå der. Fra hans synsvinkel, havde det nemlig set helt anderledes ud, og det havde været helt andre ting, som havde spillet ind i det, som han havde set Valandil gøre ved hende. Fra hans synsvinkel havde det nemlig set ud, som manden havde kærtegnet hende. End ikke noget, som han havde fået lov til i den forstand endnu. Det var lidt det, som havde fået ham til at se rødt, for ikke at glemme, at manden havde været ham direkte ukendt. "Jeg tog til byen, for at finde noget, som kunne hjælpe, så ikke kom og sig, at jeg er komplet ligeglad, Jarniqa!" nærmest udbrød han. At sove, havde han ikke været i stand til, som han havde været bekymret for hende, og hendes velbefindende. Det havde uden tvivl været rigtig svært, men hvad pokker.. han kunne jo ikke ligefrem gøre noget som helst ved det, uanset hvad det var!
Som rødderne slap ham, satte han sig op, for at ømme om sine håndled. Han havde en mega hovedpine, som han ikke engang kunne gøre det vildeste med, uanset hvad. Ikke at det var noget, som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Langt fra faktisk. Det var direkte irriterende for ham! Han tog sig til hovedet. Han ville ikke skændes med hende. "Hvad pokker har Athena med det her at gøre? Jeg så dig med en anden mand! Det er noget helt andet!" Han kæmpede sig op på benene, hvor han denne gang måtte støtte sig mod træet. Gik hun nu? "Og hvor går du hen?" spurgte han direkte. Han kunne knapt fokusere. Han havde virkelig ondt i hovedet!

[Jarniqa Dynithril]

At Lucifer havde søgt ind til byen for at finde hjælp, havde Jarniqa ikke kunnet vide. Hvordan skulle hun have kunnet det? Hun var jo vågnet helt alene efter deres skænderi. Kunne det virkelig komme bag på ham, at hun havde troet, at han havde draget af sted? Særligt sådan, som de også måtte tale til hinanden nu? Det hele syntes jo håbløst! Det syntes i hvert fald ikke som om, at han nød at være omkring hende. Hvis han havde det sådan, ønskede hun også blot at slippe ham fri, så han kunne gøre, hvad end han lystede. ”Hvordan skulle jeg kunne vide det, når du var ligeglad med mine sår og ryg?” råbte hun af ham. Bekræftet kunne hun også kun være i det, som han end ikke reagerede på, at hun havde et brækket ribben. Han var jo komplet ligeglad! Vidste han slet ikke, hvordan det var at brække noget? At han også fortsat måtte sige, at hun hellere ønskede Valandil end ham, sårede hende også blot. Ked af det gjorde han hende, men igen var han jo ligeglad med det faktum. ”Undskyld, at jeg ikke lavede noget med Valandil, når du tydeligvis mener, at det er det jeg burde. Undskyld, at jeg er dum nok til at ønske én, fremfor mange. Hvis det er sådan, så ønsker jeg ikke noget af al dette!” Nej, hun ønskede jo bare Lucifer, og det var åbenbart det hun skulle straffes for, og ej forstod hun det. Derfor endte hun blot med at gå, da hun ikke gad al det! Hvis han var ligeglad med hende, så fint! Hvis han ønskede at være omkring andre kvinder, så fint! Hun ønskede bare ikke at være en del af det.. Såret søgte hun derfor bort fra ham, hvor hun end ikke besvarede hans spørgsmål. Hvorfor skulle hun? Han ville alligevel bare søge væk, og når nu han gjorde det, ønskede hun at klippe båndet med det samme.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Endnu en gang var de gået forkert af hinanden, hvilket ikke ligefrem var noget, som gjorde det meget bedre for Lucifers vedkommende. Omsorg og den slags, havde han aldrig været vant til at blive skænket, og derfor var det uden tvivl også svært. Han havde søgt til byen for at hjælpe hende, udelukkende fordi at det havde været for risikabelt at tage hende med sig. Særligt i hendes tilstand. "Jeg har aldrig været ligeglad med dig, Jarniqa. Jeg har for pokker kun forsøgt at handle efter bedste formåen," bed han hende af.
Hånden gled mod hans hoved. Han havde virkelig en voldsom hovedpine, og lige nu var det bare for meget af det gode på en gang. Hun ønskede ham vel ikke engang her? Han trak vejret dybt, inden han gled ned og satte sig. Sagen var jo, at han ikke ønskede, at tage nogen steder hen. Han ønskede slet ikke at skulle miste hende, som han ikke ønskede at forlade stedet her, samt det eventyr, som han ville dele med hende. Havde hun skiftet mening nu? Ordene gjorde uden tvivl ondt. Virkelig ondt endda. "Jeg sagde ikke, at du burde... Jeg er.. glad for at du ikke gjorde.." Hvorvidt om hun kunne høre ordene, forundrede ham ikke. Han vendte blikket væk fra hende og mod hesten. I princippet burde han bare tage afsted, men den form for falliterklæring, ønskede han bestemt ikke at komme med! Han lukkede øjnene let.. Var det tårer. Han gned sig kort og hurtigt i øjnene. Han skulle lige have hovedet under kontrol. For nu blev han stående. Ville hun gå, skulle hun naturligvis være fri til det. Tænderne bed han sammen. Hvor var det dog svært det her!

[Jarniqa Dynithril]

Træt, ondt og ked af det. Det var de tre ord der bedst kunne definere Jarniqas tilstand. Træt var hun efter al det, som hun var tvunget til at føle. Ondt havde hun i kroppen, som særligt ribbene pinte hende. Ked af det var hun, som Lucifer skuffede hende, og da det nu var farvel mellem dem. Ej ønskede hun at miste ham, men sådan så skæbnen ud. Ej følte hun jo, at han gav hende den rette omsorg. Derudover stolede han ikke på hende, som han ikke troede på, at hun var ham tro.. men det bundede vel ud i, at han ikke selv var det? Ondt gjorde det, hvor det helt føltes som om, at han havde været i kontakt med hendes hjerte og bare flænset det. Dum følte hun sig, hvor hun bare ønskede at være væk i de minutter, hvor han pakkede sammen. Selv regnede hun i hvert fald med, at han tog af sted.. Han lignede i hvert fald mindst af alt en der ønskede at være her. Ømmende tog hun sig til siden, alt imens hun blinkede med øjnene, som en fugt pludselig opstod i dem. Selv prøvede hun at fortælle sig selv, at det var grundet sit ribben, og ikke grundet Lucifer, at det kom. Svært var det dog, som hun helt måtte føle sig ødelagt.. Flere meter gik hun, hvor det vel blev et par hundrede. Selv ønskede hun nemlig hverken at se eller at høre ham tage af sted. Derfor agtede hun også først at vende tilbage om nogle minutter, når hun kunne vide sig sikker på, at han var borte.. Som hun mente, at hun var langt nok væk, eller som hendes ben ikke længere kunne bære hende, endte hun med at glide ned i en siddende stilling ved et træ. En handling der måtte resultere i et hulk.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var normalt ikke typen der begyndte at græde og fælde tårer, så hvad pokker skulle det her til for? Han forstod det virkelig ikke, og naturligvis var det noget, som vakte en direkte irritation. Aldrig havde han før været ude i, at nogen kvinde havde den form for påvirkning af ham, og det var på både godt og ondt. Han vendte blikket stille ned mod sine hænder foran sig igen. Han var ked af det.. såret over, at hun ikke kunne se de forsøg, som han rent faktisk gjorde sig, for det var på ingen måder nemt for ham, at gøre det!
Det sidste som Lucifer egentlig ønskede, var at tage derfra, og siden hun ikke selv kunne give ham et konkret svar, men blot lod ham om valget, så vidste han ikke hvad han skulle tro. Havde han hende endnu som en del af sig? Hans blik søgte mod hans hest. Et sted burde han vel pakke den op? Selvom han slet ikke havde lyst til det. Dæmonerne kaldte.. han kunne vel bare søge hjem? Måske Appolyon? Hulen som han havde boet i, i Paggeija? Han vidste det faktisk ikke, og naturligvis vakte det ham en naturlig frustration, hvilket han i forvejen ikke var videre begejstret for.
Nej.. Lucifer ønskede slet ikke at tage nogen steder hen. Hermed kunne han gøre sig denne konklusion. Han valgte at rejse sig, kun for at søge til teltet i stedet for. Han havde slået hovedet temmelig voldsomt ind mod træet, men hvad pokker.. hun var vel ligeglad med ham nu? Stædig som han var, kravlede han ind og lagde sig. Hænderne lagde han under hovedet. Han tørrede igen sine øjne. Det lignede ham for pokker ikke, at lade tingene komme på denne måde! Han lukkede øjnene igen. Han havde brug for ro til hovedet.

[Jarniqa Dynithril]

Let var det ikke just for Jarniqas vedkommende. Let var det nemlig ikke at forlade Lucifer for at finde et sted at afvente, at han forsvandt. Knust føltes hendes hjerte, hvilket i sig selv var en besynderlig følelse. På sin vis føltes det, som da hun havde troet, at Damien skulle dø, og på den anden side føltes det lidt anderledes. Lige meget hvad kunne hun ikke lide det.. Øjnene lukkede hun i alt imens hun lod sit baghoved glide mod træstammen. Lettere viltert var hendes hår endnu, som hun endnu ikke havde redt det efter i går. At finde hoved og hale i situationen, forsøgte hun end ikke på, da det var for besværligt og smertefuldt. Derfor sad hun blot tavst, i mørket bag sine øjenlåg, mens hun forsøgte at fokusere på sin vejrtrækning. Selv forsøgte hun bare at slappe af, men hvad hun følte var alt i alt et stort tomrum. Alene følte hun sig, men alene var hun vel også? Lucifer drog væk og betød det, at hun skulle rejse videre? Finde sig en ny rejsepartner? Søge hjem til den eneste person, der oprigtigt syntes at elske hende? Let var det ikke.. Hvorfor havde hun også endt op med at nyde at rejse med Lucifer? Hvorfor var hun begyndt at elske ham? Han kunne jo umuligt elske hende.. Hvordan kunne det også være, at en mentaldæmon kunne være så dum? Tungt trak hun vejret. Jo længere tid hun sad, jo mindre gjorde det ondt i hendes krop.. men jo længere hun sad, jo mere syntes hendes hjerte også at tynge hende ned. Minutterne gik.. Der gik sågar en time før, at hun med et ømt gisp fik skubbet sig tilbage på benene. Det var ikke just fordi, at hun glædede sig til at komme tilbage til en tom lejr, men tilbage skulle hun jo før eller siden. Langsomt gik hun derfor, som hun på ingen måde var begejstret. Faktisk syntes det hele kun at blive værre, som hun kom tættere på lejren. Kort stoppede hun op. Lucifers hest stod her endnu. Havde han virkelig efterladt den? Passende var det vel også, når den teknisk set tilhørte det manjanske kongehus og ikke ham. Igen smertede hendes bryst.. Tænderne bed hun sammen, inden hun søgte over mod teltet, hvor hun skubbede forhænget til siden. Hendes hjerte sprang et slag over. ”Åh.. Du er her stadig.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ønskede slet ikke at forlade Jarniqa, og denne gang lod han vel sit hjerte bestemme det? Bare at overveje det, var noget som føles direkte forkert for ham, og derfor kunne han heller ikke få sig selv til at gøre det. Det var her han ønskede at være.. Det var omkring hende, at han ønskede at være, og nu hvor hun ikke selv kunne finde ud af det hele, så måtte han jo trods alt gøre det, som han nu kunne gøre det bedst.
Øjnene lukkede han, som han havde lagt sig på den hårde jord i teltet. Tæpper og puder havde han ladet ligge på Jarniqas side af teltet, da hun igen synes at have mere brug for dem, end det som han havde. Hovedet dunkede, som skulle det til at eksplodere! Alt for mange tanker, som han slet ikke kunne finde ud af, og han hadede det! Han kunne ikke rumme det! At hun derimod måtte komme retur, kunne han fornemme. Han kunne mærke hendes energi, grundet mentalæmonen i ham. Ikke at han havde noget imod det. Han forventede vel egentlig bare, at hun ville smide ham ud, når det gik op for hende, at han endnu måtte være i teltet her? At hun konstaterede at han endnu var der, var det som fik ham til at åbne øjnene. "Skal jeg da flytte mig?" spurgte han, inden han vendte blikket mod hende. Sagen var jo, at han slet ikke ønskede det. Han havde for pokker lige fældet tårer på grund af hende, hvilket han ikke gjort overfor nogen anden kvinde før. Han elskede hende, og han kunne og ville ikke vende ryggen til alt det, som hun gjorde ved ham. Denne gang blev han liggende. Han havde en voldsom hovedpine, og bare tanken om, at han skulle flytte sig og rent faktisk tage derfra, var slet ikke noget, som han kunne overskue lige nu.

[Jarniqa Dynithril]

Overrasket var Jarniqa over at finde Lucifer i teltet, og et sted også … lykkelig. Hun ønskede jo ikke, at han tog nogen steder hen, som hun mente, at han hørte til hos hende. Dog ønskede hun ikke at have ham her, hvis ikke han selv ønskede det… men det ønskede han måske også alligevel? Hurtigt begyndte hendes hjerte at slå. Selv ønskede hun, at han holdt om hende, nussede om hende, fortalte, at han ønskede hende, men ej ønskede hun, at hun var den der skulle give ham ideen til det. Lysten skulle han nemlig selv have. Derfor udtrykte hun ingen følelser, som han ikke udtrykte nogen i retur. Hendes smaragdgrønne øjne hvilede på Lucifer, som han lå der og spurgte, om han skulle rykke sig. Gad vide, hvad hun selv udstrålede i dette øjeblik? Længsel? Fortvivlelse? Vrede? Hun vidste det end ikke selv.. Kunne det mon være en blanding af det hele? ”Ønsker du at flytte dig?” endte hun i stedet med at spørge. Svær var han at aflæse.. Umulig var han faktisk at aflæse. Mest af alt lignede det nemlig blot, at han bare lå der. Han sendte hende nemlig intet særligt blik. Gav hende ingen kropsgestus. Sagde ingen søde ord. Hvorfor skulle det være sådan? Var det virkelig altid sådan mellem mænd og kvinder? Hun stirrede tavst på ham, alt imens hun blot blev stående i teltåbningen. Anspændt følte hun sig helt. Hvorfor lå han her? Han mente jo, at hun elskede Valandil? Elskede han mon en anden kvinde? Derudover tænkte han heller intet over hendes tilstand, og selv forstod hun endnu ikke, hvordan man kunne gøre det. Ganske vidst havde han rendt til byen, men ej havde han forsøgt at vaske hendes sår eller tilse hendes ryg for skade.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ønskede jo slet ikke, at tage nogen steder hen, som han jo oprigtigt ønskede at være her sammen med hende. Det var jo også derfor, at han ikke ønskede, at nogen anden mand, skulle komme i nærheden af hende, da han jo følte, at det var hans plads. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Svært var det hele, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Hvad kunne han overhovedet tillade sig? Når han egentlig ikke vidste, om han var ønsket ved hendes side, eller ikke, var det da uden tvivl også svært for ham, at finde ud af, og hun gjorde det jo heller ikke ligefrem bedre, kunne man jo sige. Han vendte blikket let ned af sig, inden han forsigtigt rystede på hovedet. "Jeg vil blive her," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Var det overhovedet så underligt? Med alt det, som de allerede nu, havde været igennem..? Sammen?
"Kommer du og lægger dig?" spurgte han sigende, inden han gjorde et tegn til at hun kunne lægge sig ved tæpperne og puderne. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle gribe hele sagen an, og det var også noget af det, som gjorde det ekstra besværligt for hans vedkommende. Han havde aldrig været god til den slags, og særligt når han gik rundt og følte, at alt som han gjorde, var direkte forkert, så var det jo heller ikke ligefrem bedre for hans vedkommende. Slet ikke faktisk. Hvad skulle han sige? Undskyld? Det følte han ikke rigtigt var på sin plads. Han havde jo handlet for hendes bedste siden start.

[Jarniqa Dynithril]

Hurtigere måtte Jarniqas hjerte slå, som Lucifer nærmest sagde de magiske ord. Han ville blive. Lettet var hun, og det betød vel forhåbentligt, at han bekymrede sig for hende og elskede hende? Det var i hvert fald, hvad hun håbede på, skønt han ikke sagde det til hende. Skulle hun mon sige, at hun ligeså ønskede, at han blev? Det var vel det mest fair i den situation? Dog stod hun blot og stirrede ned på ham. Det syntes at være svært at gøre noget som helst.. Særligt, som de havde opført sig i dag og i går. Hun sank en klump, som han sagde, at hun skulle lægge sig ved ham. Burde hun gøre det? Det var jo ikke just fordi, at de havde fået snakket ud.. På ingen måde faktisk. Kunne hun overhovedet komme ned og ligge? Ondt ville det vel komme til at gøre.. Svært var det dog at benægte sit hjerte at ligge der med ham. Det var jo, hvad hun ønskede. At han ønskede hende. Svagt endte hun med at nikke med hovedet, inden hun nærmede sig sin sengeplads. Det var ikke fordi, at de ville ende med at ligge i ske. Det kunne hun på ingen måde lige nu og her. Men dog ville de komme til at ligge forholdsvist tæt. Langsomt bevægede hun, som hun først søgte ned på knæ. Anstrengt trak hun vejret, som hun kunne mærke, hvordan det hele trak i hende, og fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Små smertende støn forlod også hendes læber, indtil hun fik lagt sig ned på sine puder og tæpper. Øjnene lukkede hun for en stund i. Det krævede uden tvivl, at hun skulle samle sig efter en sådan en omgang. Meget energi krævede det nemlig af hende at røre sig på den måde.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer frygtede at gå forkert, og derfor glædede det ham uden tvivl, at hun ikke virkede afvisende, når han sagde, at han gere ville blive der. Han elskede hende, og han ønskede at finde ud af det med hende. Selv nu hvor de havde gået rundt i snart to døgn uden at snakke til hinanden, og når de endelig gjorde, så skændes de, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem at fortsætte med. Særligt ikke, hvis han kunne blive fri for det i den anden ende.
Som hun valgte at komme ind i teltet, følte han en form for glæde. De kunne vel ligge der og snakke ud? Hvilket de uden tvivl havde brug for begge to, og det var også noget, som helt klart kunne mærkes. Han ønskede at finde ud af, hvor han havde hende, så disse situationer, kunne undgås endnu en gang, hvilket var noget som de begge tilsyneladende havde brug for. Ondt som hun havde, var noget som skar i ham, for han vidste, at det var meget, som han bad hende om lige nu. Han ønskede bare ikke at gå forkert ved hende igen, og særligt nu hvor det var gået op for ham, hvor hårde konsekvenserne var for det. "Jeg ved godt det gør ondt.. Jeg føler også at mit hoved er ved at eksplodere," sagde han endeligt. Sådan som hun havde kastet ham direkte ind mod et træ, hvor han havde ramt med hovedet først. Men okay. Et eller andet sted, så havde han nok også fortjent den behandling. Selvom han ikke mente, at han havde handlet uret.

[Jarniqa Dynithril]

¨Ned på jorden lagde Jarniqa sig, så hun lå ganske nært Lucifer, men dog uden, at de rørte hinanden. Kunne de overhovedet røre hinanden nu? Kunne de ligge og flette fingre, som de ellers plejede at være? Forvirrende var det uden tvivl. Ganske vidst var hun ikke blevet kylet ind i et træ, men stadig følte hun, at alle disse tanker måtte give hende hovedpine. Gennemgik alle mænd og kvinder disse stadier? Var de blot nybegyndere? Passede de i virkeligheden ikke til hinanden? Øjnene lod hun glide op igen, som han talte om smerte. Deres begges smerte. Var det virkelig sådan, at han ville lægge ud? Med at sammenligne deres smerter med hinanden? Træt pustede hun ud.. Hvordan skulle dette dog ikke gå? Selv vidste hun det snart ikke længere.. Hun vidste blot, at hun ikke brød sig om at være i tvivl om ham. Ej heller brød hun sig om, at de skulle skændes på den måde. ”Tro mig.. Et brækket ribben er værre,” svarede hun kort for hovedet. Det var ikke fordi, at hun ikke troede på, at han havde ondt, for det havde han med garanti.. Hun vidste sig blot sikker på, at hun havde det det værre. Kunne han også benægte det? Han kunne selvfølgelig prøve, hvis han enten var stædig, eller ikke kendte til det at brække noget. Tungt trak hun vejret. Skulle de mon nu skændes igen? Det var ikke just, hvad hun ønskede. Dog ønskede hun at også at være sig selv tro..

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde bare brug for en bryder til den pinlige tavshed, som var omkring dem. Dette var ikke noget, som gjorde det meget bedre. Begge havde de ondt, så det var vel et sted at starte? Den smerte som han følte i det indre, slog dog uden tvivl den, som han havde i hovedet lige nu, men det ville han ikke nævne for hende. At hun lagde sig ned ved hans side, var nu ikke noget, som han havde noget imod. Han kunne lide, at have hende liggende der. Han kunne jo bare håbe på, at de kunne snakke bare lidt.
Så kortfattet som hun svarede, tog han det lidt som hun rent faktisk ikke var interesseret i at samtale med ham. Han vendte blikket ned. Okay, han var virkelig ikke den bedste til det her, men han forsøgte virkelig, og det var altså ikke nemt for ham! Forsigtigt lagde han sin hånd over hendes. Han ønskede at de fandt ud af det, og helst gerne uden, at de rendt rundt og skændes hele tiden, for det ønskede han jo heller ikke ligefrem, hvilket han bestemt heller ikke var bange for at skjule for hende. Ondt gjorde det uden tvivl, når det foregik på denne her måde. At tage ordet 'undskyld' i sin mund, kunne han dog ikke. Det var ikke noget, som lå til ham. Overhovedet ikke. "Jeg ved det godt.. Går det?" spurgte han. Nu havde denne Valandil jo trods alt hjulpet hende, hvor han ville have gjort det, når han kom tilbage.. men ja. Det kunne han jo trods alt heller ikke gøre noget ved nu.

[Jarniqa Dynithril]

Det var ikke fordi, at Jarniqa ikke ønskede at have Lucifer her. Det var bare fordi, at hun ikke vidste, hvor de stod, samt fordi, at hun i øjeblikket var såret. Var det så underligt, at hun ønskede at passe på sig selv? Vant var hun desuden ikke til sådan noget her, som hun ikke var vant til at føle så megen tvivl omkring en anden part. Hende og Damien havde nemlig aldrig haft det, som hende og Lucifer havde det nu. Derfor var det uden tvivl også noget, som hun skulle finde ud af, hvordan hun skulle reagere på. Som hun pludselig mærkede hans hånd over sin, mærkede hun, hvordan hendes hjerte måtte springe et slag over. Øjeblikkeligt fik det en varme til at passere rundt i hende, som hun uden tvivl savnede hans kærtegn. Fortvivlelse satte det dog også i hende, for hvad betød det? Betød det, at det hele var i orden bare fordi, at han havde taget om hendes hånd? Svært var det, som hun for pokker var for og imod! ”Jeg ånder endnu.. Det må være et positivt tegn,” endte hun kortfattet med at sige. Selv ønskede hun, at han sørgede for hende, som Damien ville have sørget for hende. Dog følte hun ikke, at hun kunne udtrykke det, som han ikke havde udtrykt at ville det. ”..Jeg føler mig handicapgjort, men forhåbentligt hjælper Valandils tilseen.” Ville han mon springe i luften nu hvor, at hun udtalte Valandils navn? Selv følte hun ikke, at han kunne tillade sig det, som han blot havde gjort det, som Lucifer ikke havde villet. Øm følte hun sig dog ikke kun i ryggen, som hun følte det over det hele. Hun var dog også både blevet slået ind i et træ og trukket hen over jorden. Derfor havde hun flere blå mærker hist og pist, samt sår, der nu havde fået skorpe og som trak i hendes hud.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej afviste Jarniqa hans kærtegn, hvilket da uden tvivl var noget, som Lucifer måtte tage som en rigtig god ting. Dette var dog ej heller noget, som han havde i sinde, at lægge skjul på. Et kort smil passerede hans læber, som han blev liggende med sin hånd over hendes. Han vidste ikke, hvor de stod, da man godt kunne sige, at det at gøre alvor af de her slags ting, uden tvivl var ny og fremmed for ham, et eller andet sted. Ikke at han kunne gøre noget ved det, som det stod lige nu, i hvert fald. Hans blik søgte mod hendes skikkelse endnu en gang, som han let lod hovedet søge på sned. Han trak vejret dybt. Hun var i live. Det var uden tvivl også det som betød mest for ham. "Det er det.. Det er det vigtigste for mig," sagde han ærligt. At blive angrebet sådan af en warlock, var slet ikke noget som han havde glemt. Han forstod sig ikke på hvad der var sket, eller hvorfor det i det hele taget var endt med at ske!
Let lod han sin egen hånd stryge over hendes, mens han lå og kiggede på hende. Han skar en kort grimasse, som hun nævnte Valandils navn. Det var ej noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Det var noget som rent faktisk gjorde ondt på ham. "Det er jo fint, at nogen i det mindste var der til at gøre det, selvom jeg havde planer om at gøre det samme, når jeg kom fra byen," endte han. Han havde taget turen til fods, ganske enkelt for at undgå at lade alt for mange, bide sig fast på hans tilstedeværelse, og særligt fordi, at han ikke ønskede, at noget skulle udnyttes overfor hende. Hun var det vigtigste for ham, men det var svært for ham, at vise hende det. Og det gjorde rent faktisk ondt. Meget ondt.