Where it all began

[Jarniqa Dynithril]

At Lucifer i øjeblikket led under det faktum, at han ikke kunne blive tilfredsstillet som hende, kunne Jarniqa end ikke tage højde for lige nu og her. Hun var i den syvende himmel, som hun på trods af sine smerter nåede sit klimaks! Det var uden tvivl noget, som hun hurtigt havde lært at nyde, som det i sandhed var en fantastisk følelse! Som intensiteten langsomt stilnede af, løsnede hendes negle langsomt sit greb i hans ryg, alt imens hendes krop blev slap. Hun havde ikke mere at byde på for i dag. ”..Jeg elsker det.. og dig,” endte hun helt stakåndet med at sige. Hun var færdig.. Helt og særdeles færdig! Nydelsen havde eksploderet i hende og overvældet hende med en saglighed uden lige. Det betød, at hun helt måtte føle sig blid som et lam og træt.. Vanvittigt træt. En lang, hård og god dag havde det dog også været for hende. Først havde der været det dårlige, som der havde været skænderiet med Lucifer og frygten for at miste ham. Så havde der været det smertende, som hendes krop gjorde vanvittigt ondt! Så havde der været kærligheden og ekstasen, som de havde fundet hinanden igen, og som hun var blevet først til paradis. Let glippede hendes øjenlåg, inden hun træt måtte vende sit smaragdgrønne blik mod ham, som han strøg og kyssede hendes kind. Fantastisk havde det uden tvivl været, og desværre kunne hun ikke give ham det igen.. Faktisk havde hun ikke meget at byde på længere. Varmt smilede hun til ham. ”Er jeg et skarn, hvis jeg siger, at du har kørt mig død?” lød det stille fra hende, som hun mest af alt ønskede at sove. Udløbet var hun nemlig for kræfter, men forhåbentligt ville være begyndende tilbagevendende i morgen?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

På ingen måder, kunne man sige, at Lucifer blev tilfredsstillet i denne situation, hvilket an nok bare måtte tage hånd om, på egen hånd, når han var færdig med hende. Søvnen havde hun uden tvivl brug for, og nu hvor hun selv var mere træt, end hvad han selv var, så var det vel bare på sin plads, at han passede på hende, så hun kunne få hvilet? Uden tvivl måtte han se frem til, at hun ville få det bedre igen, da det uden tvivl var noget, som hun fortjente. Ingen fortjente, at rende rundt og have ondt på denne her måde.
At høre hende skænke ham de ord, var noget som i særdeleshed, måtte falde i den gode jord hos ham. Han kunne uden tvivl godt lide det faktum, at det var den slags følelser og tanker, som hun gjorde sig omkring hvad han kunne give hende, og ham som person. "Som jeg elsker dig," gengældte han tilfredst. At høre hende give ham det, var uden tvivl det bedste af det hele, hvilket han skam heller ikke havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være i den anden ende. Han rystede på hovedet, inden han selv lagde sig til rette ved siden af hende. Selvom hans krop længtes efter langt mere, end hvad han overhovedet var i stand til at få af hende lige nu, måtte han selv tage sig af det problem. "Langt fra.. læg du dig blot til," bad han roligt. Hvilen havde hun uden tvivl brug for, og han så jo helst, at hun kom på benene, så hurtigt, som det var hende muligt.

[Jarniqa Dynithril]

Varm om hjertet måtte Jarniqa helt føle sig, som han på ny gav hende en kærlighedserklæring. Bedre havde det uden tvivl været, hvis hun havde været foruden sit problem med ryggen, men ellers var hun i den syvende himmel. Hun havde lige nået sit klimaks, hvilket fyldte hende med saglighed. Derudover havde hun lige fået en kærlighedserklæring, hvilket fyldte hende med kærlighed. Utroligt var det, at den mand havde fået hende til at føle så meget godt. Det havde hun om end ikke troet, som hun havde mødt ham i tronsalen og smidt ham i fangekælderen. Hovedet måtte hun lægge bedre til rette på puden, som hun oprigtigt ikke havde mere at give af. Smerten, skænderiet og nydelsen havde nemlig komplet trættet hende. Hånden lod hun søge hans, hvor den blidt lukkede sig om hans fingrer. Når hun ikke kunne lægge sig ind til hans krop, måtte dette om end være det næstbedste. Blidt holdt hun om hans hånd. Hun ønskede ikke, at han gik igen nogen steder, som hun ikke ønskede at risikere at vågne med den samme følelse som tidligere. Med den frie hånd begyndte hun at trække tæppet lidt ind over sig, skønt det ikke gik synderligt godt. Dog lod hun det være, som det var. ”Godnat,” endte det træt med at lyde fra hende. Hun kunne mærke, hvordan hendes øjenlåg begyndte at tynge hende det mere. ”Tak for i dag..” Hun kunne ikke mere.. Tappet for kræfter sank hendes øjne i. Ikke mere havde hun at give af, og derfor gik der også næppe et minut før, at hendes krop var helt rolig og hendes vejrtrækning langsom og afdæmpet.

// Out