Hjemme bedst?

[Deleted]

For hende måtte det føles naturligt, alene takket være en kvinde havde fortalt hende om det da hun nysgerrigt og uden hæmninger havde spurgt løs. Derfor vidste hun også lidt om hvad der måtte foregå i hende. Hvilket vel var fint nok, ikke sandt? Hendes smil var uden tvivl noget som forblev på læberne, lige til de måtte møde hans, og selv der, følte hun sig stadig smilende. Hjertet pumpede hårdt og lyksalig i brystet på hende, hans hånd der, med al sin varme og blide strøg med tomlen, gjorde hende intet, det føltes utroligt rart faktisk. Han var blid og rolig, lige det hun havde brug for, for det var hun jo selv. Myrina måtte presse sig ind mod ham igen, hun ville mærke hans nærhed, helt og afdeles. Kroppen sitrede og hun måtte vride sig en smule fordi maven kildede afsindig meget, hun slap kysset igen, inden hun så mod ham.
"Du er en flot mand Jophiel." Hviskede hun blidt, hun mente det virkelig. Hvorfor havde han ingen kvinde i sit hjem egentlig, han burde da blevet være revet væk fra markedet for længst. Så varm og kærlig en mand, omsorgsfuld og fantastisk flot! Det gav ikke meget mening, men hun var glad for at det var hende, af alle kvinder i hele Procias, som måtte ligge her med ham. De bankende hjerter og søde ord, kærtegn og ømhed, hun elskede det.

[Deleted]

Selv under kysset, slap han på ingen måder hendes bryst. Det føles virkelig fantastisk at være tæt på hende, og særligt fordi, at hun lod ham. At være tæt på en kvinde, havde han været før, men alle havde de valgt ham fra, da det var gået op for dem, at han ikke imødekom kravet til en Diamaqima. Han var ikke den typiske Diamaqima, og det var det som fik kvinderne til at vælge ham fra. Tænk en gang.. en af hans familie, valgt fra? For Myrina var han ukendt, og det gjorde ham også langt mere rolig.
Langsomt lod han hånden slippe hendes bryst, for i stedet at stryge hende nedover siden. Hun var uden tvivl en smuk kvinde, og det at lægge sig til at sove, kunne han lige så godt glemme nu. Han ville ikke, og han kunne ikke. Han følte sig helt vågen og helt livlig! Lysten til ting, som han ikke havde gjort i frygtelig mange år. Han sendte hende et varmt smil. Uden tvivl var hun en kvinde som betød ekstremt meget for ham. Virkelig, virkelig meget endda. "Det vælger jeg at tage som en god ting," sagde han med et stille smil på læben. Han trak vejret dybt, inden han rykkede tættere på, så han kunne mærke hende tæt på sig. Det var jo allerede nu, gået op for ham, at hun intet havde imod det, og han gjorde det jo også, fordi at han gerne ville. "Og en dejlig personlighed. Du er noget særligt," sagde han roligt. Han betragtede hende med en rolig mine. Uden tvivl en rigtig dejlig kvinde.

[Deleted]

Familienavne og forventninger kendte hun jo af gode grunde ikke til, så at han havde noget at leve op til normalt, var intet som egentlig betød noget for hende. I hendes øjne var der en mand foran hende, som var omsorgsfuld og varm, elskede musik, og delte passionen med hende, det var alt som betød noget for hende, hans dejlige personlighed og nærvær. Hvilket vel også kom til udtryk igennem hendes handlinger og ord. Hun smilede sødt, som hun var der ved ham, tæt på og studerede de glade træk som var til stede i hans ansigt. De selv samme som man kunne finde ved hende.
"Unik, præcis ligesom dig. Jeg tror det er derfor vi bare sådan er faldet i hak med hinanden. To brikker som passer sammen." Kom det fnisende fra hende, hun kyssede ham kort på kinden, inden hun lagde sig godt til rette, helt ind mod hans krop så de mødtes og hendes hoved hvilede ved hans så de kunne se hinanden i øjnene. Hånden som strøg ned af hendes side fik hende til at sukke nydende, det føltes så dejligt og hun måtte indrømme at hun håbede han aldrig stoppede igen, mere ville hun nemlig have, mere af denne dejlige fornemmelse og de mange sug som gled igennem hele hendes krop nu. Det spredte sig, som et varmt dejlig tæppe, blot indeni. Det følte mærkeligt, men samtidig vidunderligt. Forsigtigt strøg hun sine fingre ned af hans skulder, for at glide op igen, op mod hans hals og nakke, hvor de kærtegnede ham blidt. Det var rart at røre ved ham, mon han nød det lige så meget, som hun gjorde når han rørte ved hende?

[Deleted]

Jophiel kunne ikke benægte, at han elskede, at hun rørte ved ham, og særligt når det foregik på denne her måde. Ikke følte han, at der var noget galt i det, som han heller ikke følte, at det som han gjorde, var forkert. Hun havde længe vist ham, at det som han gjorde, var okay, og at hun kunne lide det, og det var uden tvivl også det, som for ham, var det vigtigste og bedste af det hele. Han sendte hende et smil. Aldrig havde han oplevet noget lignende. Det her var uden tvivl noget af det mest fantastiske, som han længe havde oplevet, så alene det, var virkelig noget som han værdsatte.
Igen følte han ikke, at hun kiggede på ham med dømmende øjne, hvilket var noget, som for ham, gjorde en kæmpe forskel. Det var rent faktisk det, som gjorde udfaldet for hans vedkommende. Han smilede let. "I mine ører lyder det næsten som om at ..." Igen tav han. Var han blevet så glad for hende, at hun havde vækket de tanker og følelser i ham? Svært var det i det hele taget at forestille sig, også fordi at der kun var gået en enkelt dag, men for pokker, det var jo næsten sådan, at han havde det lige nu, og det føles rent faktisk utrolig rart for ham. Han rystede kort på hovedet. "Nej.. bare glem det." Han trak hånden let til sig, inden han lagde sig om på ryggen. Nu var det på tide, at han fik de tanker og følelser bare lidt under kontrol. Så godt kendte han hende jo trods alt heller ikke!

[Myri]

Drømmende måtte hendes blik nærmest være, som hun så ind i hans øjne, det var i den grad en vidunderlig følelse hun måtte sidde med. Og det var gået op for hende for længst, at hun rent faktisk var forelsket, der var ingen anden forklaring, og selvom det var sket ud af det blå, så hurtigt, så fandt hun det faktisk ikke helt så skræmmende som hun nok burde. Det var jo dejligt, hvorfor ikke nyde det så? At han sagde som han gjorde, men måtte tie, fik hende til at se lettere spørgende ud. Det satte en masse tanker i gang, han måtte da ikke bare sådan stoppe midt i en sætning! Myrina spærrede øjnene op som han bedte hende om at glemme det, det kunne han da ikke bare gøre. Og så lagde han sig ned på ryggen, tog afstand, selvom det ikke var meget, var det nok til at det måtte gøre hende urolig.
"Har jeg sagt noget forkert? Jophiel du må ikke bare sådan stoppe midt i dine ord, jeg vil vide hvad du tænker." Der var en klar panik i hendes stemme, havde hun formået at skubbe ham væk alligevel? Hendes hænder rystede næsten, hun fjernede dem fra ham, var det fordi hun rørte ved ham? Eller havde hun sagt noget som gjorde han trak sig, og ikke selv kunne finde tryghed nok til at dele sine tanker. Glemme det. For hende blev det næsten som om de ikke kunne dele alt, selvom den følelse havde været noget hun sad inde med. Hjertet måtte banke i al hast, men af en helt anden årsag, hun var bange.

[Deleted]

Ordene var stoppet, men det var bestemt ikke fordi at Myrina havde gjort noget forkert. Det var vel gået op for ham, hvad han gjorde sig af tanker og følelser, nu hvor han lå og tænkte over det? Og kunne det overhovedet passe, at det skulle være kommet så hurtigt? Han kendte hende jo knapt nok. Ikke fordi at den tanke var skræmmende, men hun havde jo ret. De klædte hinanden godt, og de havde så mange lighedstræk, hvilket naturligvis var noget, som han rigtig godt kunne lide, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som sagde så lidt.
Let rystede han på hovedet igen. Tænderne bed han let sammen, som han slap et tungt suk. Hånden strøg han over hans ansigt. "Du har ikke gjort eller sagt noget forkert," forsikrede han hende, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Han drejede hovedet mod hende i stedet for. Det skulle hun endelig ikke komme og tro, for det var slet ikke sådan at det forholdt sig. Hun ønskede at vide hvad han tænkte? Han var et sted også lidt bange for, hvordan hun ville tage det?
Øjnene lukkede han kun for et kort øjeblik. "Det er bare... jeg har kendt dig i en dag.. ikke engang.. Jeg har set dig.. du ligger i min seng.. du.. vækker følelser i mig, som jeg ikke har oplevet i mange år," sagde han, da han drejede hovedet mod hende igen. Ville hun grine af ham? Han var faktisk slet ikke sikker.

[Myri]

Forsigtigt måtte hun ligge sig på siden og se mod ham, ganske enkelt bekymret for hvad det egentlig var som måtte gå ham på. Et sted måtte hun virkelig frygte at have skubbet ham væk på den ene eller anden måde, blot fordi det var gået så hurtigt. At han forsikrede hende om at det ikke var hende, var hun faktisk ikke helt overbevist, for det måtte da være et eller andet med hende, ikke sandt? Det var vel hende han lå med, hende han tog lidt på afstand nu. Hun så på ham med et blik som i den grad viste hvordan hun gruede for hvad der ville forlade hans dejlige læber af ord. Ville de gøre ondt? Som han endelig fortalte hvad det måtte være, måtte hun se ned og rødme på ny, hun smilede sødt. Inden hun valgte at ligge sig på ryggen også, så de lå sådan ved siden af hinanden. Blikket lod sig søge mod loftet.
"Med andre ord, gør det dig utilpas at det går så stærkt?" Det var både et spørgsmål og en konstatering, hun måtte se det sådan, men var ikke sikker på det var rigtigt, derfor måtte hun vel også spørger på en måde. Blikket søgte dog ikke mod ham, hun blev ved med at se mod loftet, nu hvor hendes hjerte faldt mere til ro, og han ikke var nær, begyndte hun at fryse lidt. De små hår måtte løfte sig og gåsehuden trådte til, samt et par strittende brystvorter som klart var påvirket. Det var dog intet hun ville gøre noget ved lige som det var nu.

[Deleted]

Selvfølgelig havde det noget med Myrina at gøre, men det var jo ikke fordi, at det behøvede at være nogen skidt ting, for det var slet ikke tilfældet! Han var bare.. ikke vant til, at tingene skete på denne her måde, for hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han sukkede let. Det hele var jo efterhånden ved at blive et kæmpe rod for ham, og det var da uden tvivl direkte frustrerende, at det var således. Et sted var han jo også bange for, at det i værste tilfælde, ville ende med at skræmme hende væk.
"Nej.. eller.. jo.." Han rystede på hovedet igen, inden han vendte sig om på siden, så hankunne ligge med blikket i hendes retning i stedet for. Han var slet ikke vant til at tingene gik så hurtigt, og han var et sted også bange for, hvordan hun ville tage tingene helt præcist.
"Det går hurtigt, men det er ikke det som er mit problem. Det er.. de tanker som du vækker i mig.. det som jeg føler.. jeg.. jeg vil ikke have, at du skal gå nogen steder, Myrina.. og jeg kender dig ikke engang," endte han. Hun kunne ikke se, hvor han egentlig ønskede hen med alt dette? Han ville bare ikke have, at hun skulle trække sig. Han ville have, at hun skulle blive lige her.

[Deleted]

Lyttende måtte hun være som hun lå der og så mod loftet, at se mod ham lige nu ville hun ikke, for hun var ikke sikker på hvordan hun egentlig ville reagere på det. Et suk kom fra hende, det var noget rod, at have givet efter, burde hun slet ikke have kysset ham? Hun lukkede øjnene, hun forstrød ikke, det kunne hun ikke, det havde føltes rigtigt, frem for forkert, så hvorfor skulle det være det? Et smil lå dog på hendes læber, hun var glad for de kunne tale om tingene i det mindste, selvom at han havde forsøgt at lade det ligge.
"Du tænker for meget." Lød det ganske pludselig fra hende, hun vente sig om på siden, inden hendes fingre søgte ned over hans kind, hen over hans læber, videre ned over hans hage, hvor de måtte trække sig igen. Det var frygt som talte, de selv samme tanker hun måtte have haft, men skubbede væk. Hendes blik hvilede mod hans kønne ansigt, hvordan kunne et væsen egentlig synes så smukt? Myrina bed sig kort i læben, inden hun igen åbnede munden for at tale.
"En vis kvinde sagde engang til mig, at nogen gange er det ikke sindet man skal lytte til, men sin krop og så vil alting kunne falde på plads, så længe det føltes rigtigt og rart. Hvilket jeg personligt synes dette gør. Det falder mig så naturligt Jophiel." Hun måtte smile genert og rødme på ny, selvom hjertet endnu måtte banke stille i hendes bryst, hun var faldet til ro igen.

[Deleted]

Det kunne godt være, at det var Jophiel som tænkte for meget, men det var nok også noget af det mest typiske som han havde fra Diamaqima-familien. Alt det andet, var gået til hans tvillingesøster. Han blev liggende og kiggede på hende, hvor han svagt bed sig i læben. Det lignede slet ikke ham, at reagere på den måde, men okay, det måtte han jo også bare tage med.
"Det... gør jeg jo nok," endte han, hvorefter han kort trak på skuldrene. Han kunne virkelig ikke gøre for det. Som hun efterfølgende valgte at røre ved ham, følte han hvordan hele kroppen måtte sitre. For hans vedkommende, var det uden tvivl rigtig rart, at det forholdt sig på den måde. Han sukkede dæmpet, inden han igen lod blikket søge til hendes skikkelse igen.
"Det føles rigtigt. Det.. det er slet ikke det," forsikrede han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han tog omkring hendes hånd, som han førte til sine læber. Han kyssede hendes fingerspidser forsigtigt. "Den varme som du vækker i mig, har aldrig været vækket så hurtigt før.. Jeg.. jeg tror, at jeg er.. ja.. forelsket," sagde han direkte. I frygten for, at det han sagde, var latterligt, men det var sandt nok.

[Deleted]

Det måtte snurre i hendes fingerspidser, som efter hendes første gang hun havde spillet på violinen, hun kunne godt lide følelsen af hans læber, uanset hvor de måtte berøre hende. Det betød naturligvis meget for hende at han følte sådan, men han havde svært ved at slippe fornuften i det, hvor Myrina aldrig rigtig havde kendt til fornuft i den forstand. Selvom det da kom bag på hende det kunne gå så stærkt, omfavnede hun det, hvor han imod ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Det var vel lidt der hans problem lå, og grunden til de ikke lå tæt lige nu, selvom hun inderligt ville ønske de gjorde. Men frygten for at skulle skubbe ham væk lå vel et sted i hende, for, det kunne jo være han gerne ville have det gik langsommere, bare for at være på den sikre side. Et sted ville hun da kunne forstå ham, men det ville da blive svært. At han valgte at være helt ærlig, fik hende til at smile stort, han fik sat ord på det, sagt det højt. Måske det ville hjælpe.
"Det er jo hørt før." Lød det drillende fra hende, hun så mod ham smilende lykkeligt, inden hun plantede et blidt kys mod hans læber.
"Kærlighed ved første blik." Hviskede hun blidt. Det gav vel mening, man hørte om det, godt nok sjældent, men det skete og det var sket her. Myrina havde i hvert fald accepteret det, og hun havde nydt det, og nød det stadig, selv nu viste de sig at kunne tale åbent og det var virkelig rart! Det betød meget for hende, at der blev sat ord på, at det ikke blev gemt væk, hun havde brug for dette.

[Deleted]

At hun ikke grinede af ham, eller gjorde grin med ham, var noget som Jophiel naturligvis godt kunne lide, men det var endnu svært for ham, at det skule foregå på denne her måde. Han bed tænderne svagt sammen. Aldrig havde han nogensinde været udsat for en lignende situation, som den han stod i, i øjeblikket, og det kunne han udmærket godt mærke. Han vendte blikket mod hende. Hun.. drillede ham? Det hele lå i hendes tone, som det lå i hendes ansigt, og det var alene noget, som han godt kunne lide.
"Kærlighed ved første blik, er i mine øjne kun muligt for et barn overfor sine forældre.. Dem elsker man fra første gang, man kaster blikket på dem." sagde han med en ærlig stemme. Han ville ikke skræmme hende væk, ved at blotlægge sit hjerte, men sagen var jo, at han ikke rigtigt kendte hende endnu, og svært var det uden tvivl også, når det foregik på denne her måde.
Et tungt suk brød hans læber, som han trykkede omkring hendes hånd. For ham, var det her virkelig vigtigt, at hun ikke ville blive bange for det hele, og trække sig, for det var det sidste han ønskede sig lige nu. "Jeg har bare aldrig haft det på denne her måde," sagde han med en dæmpet stemme. Løgn var det trods alt ikke. Han havde aldrig oplevet noget lignende af dette, men han kunne jo lide det. Det føles virkelig... godt.. rart og trygt.

[Deleted]

Det var kun anden gang hun havde følt forelskelse, og med Jophiel var det kommet så pludseligt, og meget mere intenst, mere normalt. Det var ikke spænding eller tryghed hun var forelsket i, her føltes det på en måde mere rigtig. Hendes blik forlod ikke hans, hun lyttede jo opmærksomt, og uden at være bange for at det skulle ende galt eller noget rent faktisk måtte være galt. Intet andet end hvad der var naturligt, nogle ting hun selv havde smidt væk, for bare at nyde det og derfor tænkte hun ikke længere over det. For hende var det en smal sag, da hun ikke var van til ting som sådan. Der var ikke meget livserfaring at tage af jo.
"Så, du tror ikke på det du føler?" Måtte hun spørger i en oprigtig nysgerrig undren, for det virkede jo ikke ligefrem til at han ønskede at kendes ved det når han lagde det sådan. Havde hans syn ikke ændret sig nu, eller turde han stadig ikke se det? Måske de bare burde få noget søvn, tage en dag af gangen. Det virkede til at være for meget for ham på et punkt, og hun ville jo ikke ødelægge det.
"Jeg tror jeg fungere anderledes end dig. For i mine øjne, er det blot en gave fra livet man bør omfavne og nyde, ej sætte spørgsmålstegn ved." Lød det blidt fra hende, hun måtte smile kort og blidt, inden hun lagde sig ind mod ham og puttede sig ind, med lukkede øjne og et stille gab skjult ind mod hans skulder som hendes læber måtte hvile ved og køre blidt op og ned af som gabet blev færdigt.

[Deleted]

De var kommet fra hver deres liv, og havde hver især deres livserfaring og måde at se tingene på. Det ændrede dog ikke på det faktum, at det slet ikke var meningen, at han skulle åbne sig op for hende på denne måde, selvom det var en skade, som allerede nu, måtte være sket. Han sukkede let. Han troede skam på hvad han følte, men om han stolede på det, var en anden sag. Så stort kendskab til hende, havde han jo trods alt heller ikke, og dette var ikke ligefrem noget, som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende. Langt fra faktisk.
"Jeg tror på det.. Det ændrer dog ikke på, at jeg ikke altid stoler på det.. Jeg har længe været fyldt op med vrede og foragt.." fortalte han. Han var præget af en ensomhed.. Han var præget af en masse tanker, som han slet ikke kunne finde ud af. Ensomheden var væk for nu, og nu hvor det hele var sådan et kæmpe kaos, kunne han heller ikke bare lægge sig til at sove. Slet ikke faktisk. Han følte sig overhovedet ikke træt nok til at sove lige nu.
Igen lod han blikket søge til hendes smukke øjne. Alene dem, blev han da aldrig nogensinde træt af at kigge på. Smuk var hun virkelig. En helt igennem fantastisk kvinde, var hun jo. "Man bør omfavne det, men stadig være påpasselig.. Men du... Du har formået det på en enkelt dag, som ingen anden har formået," sagde han. Var det hans skæbne? Var det en sti, som var valgt for ham?

[Deleted]

Meget vidste hun ikke ligefrem om følelser, hvordan sindet og hjertet, hånd i hånd kunne bedrage, men hun var så sikker i alt dette, både i krop og sindet havde accepteret det. Et sted følte hun at hun var blevet sat på afstand, hun forsøgte at holde sig positiv, optimistisk, men han gjorde det ikke let for hende med hans tvivl. Myrina valgte at søge bort fra ham, hun fandt skjorten i sengen, som hun endte med at trække over sig igen, hvorpå hun en efter en måtte knappe enhver knap igen og skjule sig.
"Hvis du ønsker at være påpasselig, så er det noget jeg acceptere, jeg vil på ingen måde presse dig ud i alt muligt du ikke forstår, blot fordi jeg ser anderledes på tingene." Lød det stille fra hende, ganske alvorligt faktisk. Så barnlig som hun kunne synes at være, ligeså voksen kunne hun også fremstå til tider. Hun blev siddende oppe, kiggede mod ham med et blik som hverken viste sorg eller vrede, hun virkede nærmere neutral og et svagt smil måtte da endnu hvile på hendes læber. Myrina forsøgte virkelig at gøre sit bedste, det kunne jo være noget af en omvæltning at få andre tæt på, det vidste hun da selv, men selv folk man havde kendt hele livet kunne overraske både positivt og negativt, det måtte han da have bemærket med sin egen fader.