Hjemme bedst?

[Deleted]

Som hun endelig måtte ligge i hans arme, slappede hun bestemt af, her ville hun jo gerne ligge, meget gerne endda. Hendes ene hånd lagde sig blidt mod hans brystkasse, som hun hvilede hovedet mod hans skulder og et tungt suk forlod hendes læber. Da han spurgte, måtte hun lige samle sig lidt, for hun agtede at fortælle ham om det, nok ikke i detaljer, men han havde været så åben og ærlig, han fortjente hun var det samme overfor ham. Blikket kunne hun dog ikke rette mod ham.
"En mand i bjergene, han..... tog mig med sig mod min vilje. Han gjorde ting.... Skrækkelige ting." Lød det stille fra hende, hun havde fået tåre i øjnene, men dem skjulte hun, for hun ønskede ikke at være ked af det, mest af alt, ville hun jo bare gerne glemme det! Hun huskede tydeligt hver eneste detalje, hvordan manden havde slået familie ihjel og brændt dem foran hende, hvordan han havde brækket hendes fødder, klippet næsten alt hendes hår af, og slæbt hende ind i huset for at gøre ting ved hende, som hun nok aldrig ville kunne få sig selv til at sige til nogen som helst. Myrina knugede sig ubevidst så meget ind til ham som overhovedet muligt og ansigtet blev gemt ind mod ham hvor tårerne måtte falde mod ham. Hun ville være glad, hun elskede at være glad, hun ville være glad her ved ham.
"Du giver mig tryghed Jophiel, jeg har det fint nu, jeg skulle bare, have tid til at skubbe minderne væk. Jeg vil have nye, dejlige varme minder, lige her, ved dig." Hviskede hun blidt.

[Deleted]

Jo mere hun fortalte, des mere blev Jophiel alvorlig i minen. Han kunne bestemt ikke lide, at der var nogen, som havde gjort hende ondt! Selv tanken om, at nogen havde tvunget så varm og blid en kvinde til noget, som hun slet ikke ville, var... helt igennem forfærdelig! Der var ikke nogen ord, som dækkede det på bedre vis, og det var han skam heller ikke bange for at erkende for hende!
"Det..." sagde han endeligt. Hvad skulle han sige? Det var ikke ligefrem det, som han havde tænkt sig, at lægge skjul på, og særligt nu hvor det måtte komme til hende. Det kunne godt være, at han ikke havde kendt hende i særlig lang tid, men alligevel. Så gjorde det her jo ikke ligefrem noget godt for sagen. Han var ked af det og ikke mindst vred på hendes vegne!
Hvad var det? Tårer? Var det noget, der var sket her for nylig? Eller var det lang tid siden? Det vidste han jo ikke engang, og han kunne ikke rigtigt finde ud af, om det var en god eller en skidt ting. "Det er jeg virkelig.. ked af.. Du skal ikke være ked af det.." bad han. Han trak hånden til sig, som han kunne stryge over hendes kind og videre over hendes hår. Han ønskede ikke at hun skulle være ked af det, men derimod glad. Han ønskede hun skulle være glad. "Her sker der ikke noget med dig.. Det lover jeg," forsikrede han hende med en mere bestemt mine. Han ønskede ikke, at noget skulle ske med hende!

[Deleted]

Nær ham, følte hun det var sandt, der ville intet ske hende, for han var der, og han tog hende glædeligt i sine arme, strøg hende over kind og hår, det fyldte hende med varme og tryghed! Myrina knugede sig ind mod ham, hvis nogen skulle overvinde hendes grusomme minder sammen med hende, så var det da uden tvivl ham.
"Det var derfor jeg vendte hjem igen, at være over grænsen er farligt, nu ved jeg præcis hvor farligt." Lød det stille fra hende, hun havde da lært noget af det og nu var hun indstillet på aldrig at skulle over grænsen igen, knapt nok ville hun forlade skoven. Elijah havde advaret hende, men hun troede ikke at folk kunne finde på sådanne ting, aldrig havde hun troet på det kunne ske! Myrina sukkede blidt, ganske afslappet, hun fik tørret sine øjne, inden hun valgte at rette sig lidt op og plante et blidt kys mod hans kind.
"Jeg er glad omkring dig Jophiel, og tryg, jeg føler allerede intet kan røre mig her. Det er rart." Lød det blidt fra hende, hun sendte et sødt smil ned mod ham. At vende sig selv rundt, at blive glad igen, det var hun virkelig god til. Men sådan var hun jo bare, munter i væsen, hun gjorde alt for at bevare glæden i sig, uanset hvad der måtte hænde hende, tortur og voldtægt havde ikke taget modet fra hende, nej livet skulle leves og der var stadig mange smukke ting i det. Så som en mand som Jophiel, med alt han var og kunne.

[Deleted]

Jophiel kunne slet ikke forstå, at nogen havde gjort en som Myrina ondt. Hun fortjente så meget bedre end det, hvilket der bestemt heller ikke var nogen tvivl om. Særligt, når det foregik på denne her måde. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han forsøgte at trøste ende, uden egentlig at vide hvordan eller hvorledes, men hvad skulle han da kunne gøre ved det?
"Så bliv her i skoven, Myrina.. Her er der ikke nogen, som vil gøre dig noget ondt.. Jeg vil ikke have det," sagde han endeligt. Han ønskede slet ikke, at nogen skulle gøre hende noget! Bare tanken om det, var noget som gjorde ham direkte arrig! At nogen kunne finde på det, forstod han virkelig ikke! Overhovedet ikke faktisk! Øjnene lukkede han ganske let, og med et dæmpet suk. Han rystede let på hovedet, som han tog imod kysset mod hans kind. Han trak kort på smilebåndet. Så lang tid, at hun var tryg her, så havde han det godt. For ham, var det faktisk også det, som havde stor effekt. Han ønskede jo bare, at hun havde det godt, og var det overhovedet så underligt igen? Han sukkede let og plantede et kys mod hendes mundvig. Han måtte jo trods alt også vove pelsen bare lidt. "Det betyder meget for mig. Jeg ønsker bare, at du skal være tryg, Myrina.. Og jeg vil gerne passe på dig," forsikrede han hende med en rolig stemme. Han strøg hånden fortsat over hendes ryg. Han ønskede jo bare, at passe på hende.

[Deleted]

Det betød alverden at han sagde som han gjorde, bad hende om det, det fik hende til at føle hun havde en som var der for hende, hun var ikke alene længere. Her var tryghed og varme at finde, og hun vidste hun altid var velkommen til at smutte forbi, så det ville hun bestemt! Myrina mærkede hjertet hamre afsted, hans nærhed gjorde dette ved hende og suget i maven kom så snart hans læber ramte hendes mundvig. Øjnene gled i, hun ønskede så brændende at kysse ham og når han kunne kysse hende så tæt på læberne, måtte han da uden tvivl have den samme lyst i sig! Myrina lyttede til hans ord, hun måtte smile varmt til ham.
"Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget du rent faktisk betyder for mig allerede nu, og alt du gør for mig." Lød det stille fra hende, hun så fra hans øjne og ned mod hans læber, som hun bed i sin egen, var det virkeligt så slemt hvis hun nu bare gav ham et lille kys? Hun måtte tage en dyb indånding, samle lidt mod, inden hun valgte at plante et blidt og forsigtigt kys mod hans læber, dog ikke et hun valgte at bryde med det samme, nej hun ville give sig tid til at mærke hans læber. Øjnene gled i, hun vidste det nok var noget af et sats, men det føltes rigtigt, det havde det gjort længe og nu ville hun altså bare springe ud i det! Suget i hendes mave var ubeskriveligt, hun følte sig fortabt på den mest fantastiske dejlige måde. Det summede i hver en celle af hendes krop, det var uden tvivl rart og fantastisk og at have gjort det fortrød hun uden tvivl ikke. Faktisk, ville hun lade ham om at bryde det, for lige nu var hun helt væk i følelsen af hans læber mod hendes.

[Deleted]

At gøre noget, som Myrina ikke ville have, kunne han slet ikke forestille sig, at skulle gøre. Det var slet ikke noget, som lå naturligt til Jophiel at gøre, og det ville heller aldrig komme på tale for hans vedkommende. Han vendte blikket mod hende. Så lang tid, at hun havde det godt, og stolede på ham.. Nok til at vide, at han ikke ville gøre hende noget, og det var alt sammen noget, som han satte ekstrem stor pris på. Ikke at der var nogen tvivl om det.
"Så lang tid, at du ved, at jeg ikke ville gøre noget ved dig, så er det jo det vigtigste for mig," sagde han med en en ærlig stemme. Kysset som han havde skænket hendes mundvig, var udelukkende for at.. understrege det et sted? Han vidste det ikke. Det var en lyst, som han havde haft i ganske lang tid nu, og nu var det vel på tide, bare at indfri noget af det? I frygten for at han ville træde hende over tæerne, for det ønskede han slet ikke.
At hun valgte at trække den videre, og kyssede hans læber, fik ham til at stivne. En varme bredte sig i hans krop, hvor han nærmest følte at han.. smeltede. Forsigtigt gengældte han det.. Selv han ønskede jo at smage på hendes læber, som han ønskede at være tæt på hende. Øjnene lod han forsigtigt glide i. Det var noget af det mest fantastiske, som han længe havde oplevet! At bryde det, kunne han ikke få sig selv til at gøre. Han kunne jo lide det.. og særligt sådan det føles. Det var jo helt igennem fantastisk!

[Deleted]

Det satte en tydelig lettelse igennem hende da han valgte at gengælde kysset, hun sukkede i kysset, et klart tegn på at hun måtte nyde det og følte sig godt tilpas. Hendes krop måtte læne sig mere over ham, som hun lagde sig mere til rette i kysset og måtte juble i fryd indeni. Efter noget tid, måtte hun dog bryde det stille, selvom hun virkelig ikke ønskede det. Hun havde den røde farve glødende i sine kinder, men det var rart og hun havde på ingen måde fortrudt at have gjort det. Myrina åbnede forsigtigt sine øjne og så ned mod hans dejlig ansigt, hun lå jo ikke helt over ham, kun halvt. Men tætte var de, og hun nød det virkelig. Sådan her ville hun gerne have det altid, det sug i maven, den sitren i kroppen, en følelsen af at hver en celle i hendes var glad og kunne springe af selv samme grund.
"Hvordan kan man have så forfærdelig en lyst til at kysse et væsen man kun lige har mødt?" Spurgte hun i en blid hvisken, der måtte afsløre at det var noget som havde ligget i hende i et stykke tid. Flere gange havde hun været fristet, men først nu havde hun turde tage skridtet, på grund af hans kys mod hendes mundvig. Det havde sat iveren efter at mærke han læber helt i vejret og derfor måtte hun bare forsøge sig med det. Tydeligvis en god beslutning, som han havde gengældt kysset og ikke ligefrem gjort noget for at stoppe det.

[Deleted]

Hvordan kunne Jophiel få sig selv til at stoppe noget, som var så helt igennem fantastisk som det her? Det kunne han jo slet ikke få sig selv til! Overhovedet ikke faktisk! At kysse med hende, havde han ikke ligefrem drømt om, at han ville komme til i dag, og særligt nu, hvor det var først gang, at han reelt set var tæt på hende. Han var jo kun igang med at lære hende at kende.
Igen måtte hans hjerte hamre som en sindssyg mod hans bryst, og varmen som måtte brede sig, var helt ubeskrivelig for ham. Aldrig kunne han sige, at han havde oplevet noget lignende hen af dette, for det havde han da godt nok heller ikke. Han vendte blikket mod hende, og med et glædeligt smil på læben, som hun valgte at trække sig. Ikke fordi at han ønskede, at hun skulle trække sig, for.. han var ikke færdig med det her. Han var slet ikke færdig med det her endnu.
Halvvejs var hun endt oppe på ham, hvor han ikke kunne lade være med at smile let for sig selv. Han trak vejret dybt. ".. Jeg ved det ikke," begyndte han med en ærlig stemme. Han hævede let sitrende sin hånd, som han lagde mod hendes kind. Det føles rart.. Det føles virkelig godt, at gøre det sammen med hende, hvilket han skam heller ikke kunne skjule. ".. Men det føles godt," tilføjede han. Nok mere i frygten for, at det skulle lyde forkert.

[Deleted]

Et sted var det for hende meget normalt at have det således, at tingene gik stærkt, men bare ikke med kys, ikke med et bankende hjerte der ikke skyldes for lang en løbetur. Nej, dette var noget helt andet, noget der havde taget tid for hende at finde ud af med Elijah, men nu vidste hun jo lidt mere til det, hun kunne bare ikke tro det! Var hun faldet for en mand hun knapt nok kendte? Myrina måtte mærke kinderne næsten brænde som han sagde det føltes godt, hun ville jo uden tvivl gerne kysse ham igen.
"Meget godt, så naturligt og helt igennem rigtigt." Hviskede hun blidt, inden hun måtte lukke sine øjne og lige samle sig lidt, da hendes blik næsten gled helt væk i hans. Hånden som han havde haft plantet mod hendes kind havde igen sat et sug i hendes mave, dem ville hun gerne have flere af. Massere af dem! Selv måtte hun lade sine fingre stryge igennem hans hår, det ville hun gerne mærke igen, det var rart at lade fingrene køre igennem det. Hun åbnede øjnene igen for at se mod ham, hun lagde sig lidt mere ned mod ham og puttede sig godt ind til ham sådan som hun lå halvvejs over ham. Sådan lå hun faktisk ganske godt.

[Deleted]

Jophiel var slet ikke vant til, at tingene gik så hurtigt som det de gjorde lige nu. Dog måtte han jo erkende, at det ikke var noget, som egentlig gjorde ham det mindste. Han kunne jo lide det for pokker. Det var jo lidt der, at den måtte ligge for hans vedkommende.
Den røde farve tog dog ingen ende i hans kinder, og ej gjorde varmen i hans krop, og heller ikke det hamrende hjerte mod hans bryst. Aldrig havde han nogensinde været udsat for noget lignende, og det var også således, at han måtte erkende, at han havde det med tingene. Grusomt var det jo faktisk for ham, at det skulle være på denne her måde. Hånden strøg han ganske let over hendes kind, og med et smil på læbe. Han kunne i hvert fald ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for det. Han elskede jo, at have hende tæt på sig. Nok en kende for meget, og mere end hvad han egentlig burde gøre. "Det er også sådan, at jeg har det.." sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han havde det jo lige sådan. Og nu kunne han snakke om det, uden at skulle være bange for, at det var forkert? Alene det, var jo helt igennem rart!
At hun lagde sig tæt ind mod ham, sagde han intet til, hvor han lagde armene let og stille omkring hende. Tanken om søvnen, kunne han godt glemme lige nu. Han ønskede at nyde den med hende.. tilbringe den tid med hende. "Jeg har aldrig haft det sådan her før," sagde han endeligt.

[Deleted]

Fingre søgte fra hans hår og endte med at hvile ved hans skulder og hals, her nussede hun ham bare blidt, som hun lå og dagdrømte lidt. Det var dejligt at være tryg igen, slappe af og ikke frygte natten. Myrina måtte dog blive overrasket over hans ord, havde han virkelig aldrig haft det sådan her, havde han aldrig haft en nær på denne måde? Hun blev helt tom for ord, hvad skulle hun sige til det, skulle hun overhovedet sige noget som helst? Et sted havde hun jo haft det sådan før, men så ikke helt alligevel igen, det var anderledes, for Jophiel var anderledes, og det da havde i fællesskab af passion. Det var gået så stærkt, hun var faktisk en kende forvirret, men lod sig ikke mærke af det. Nej hun ville hellere nyde det, for livet bragte hende noget godt og hvem var hun at sige nej tak når hun kom fra sorg og lidelse? Myrina måtte smile kærligt og så mod ham med blide øjne, studerede hans smukke ansigt, specielt hans læber som hun havde haft vovet at kysse. Det måtte bestemt prøves igen, men han havde jo også sagt at se skulle sove. Burde hun bare lukke øjnene og sove? Det ville blive svært med et hjerte der hamrede hård i hendes bryst, en mave som havde sommerfugle fanget indeni og så kunne hun bare ikke tage øjnene fra ham.

[Deleted]

At sove lige nu, var ærlig talt noget af det sidste, som Jophiel ønskede sig. Mere måtte han jo erkende, at han ville nyde den tid sammen med hende, og det var skam ikke at skjule det for hende. Han sendte hende et smil. Det var første gang, at han havde haft det på denne her måde. Det var første gang nogensinde, at han havde haft det sådan her, og særligt omkring et andet individ.
Ensomheden var det sidste, som Jophiel tænkte på. Lige nu var det udelukkende hende, som var det vigtigste for ham. Sådan som hun rørte ved ham.. sådan som hun var omkring ham. Det var en helt igennem fantastisk fornemmelse, selv for ham. "Jeg lyster ikke at sove lige nu, Myrina.. Jeg lyster hellere at være omkring dig," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Han sukkede dæmpet. Selv var han ikke så meget bange for hvad det betød at sige tingene højt, for hun kunne jo lide det, og siden hun havde det på samme måde, som han selv havde det, så var det vel heller ikke så slemt igen, var det? Han måtte alligevel vove sig, at tage det skridt. Igen lod han læberne møde hendes. Han elskede at smage på dem, og at være hende tæt. Hans arme låste sig mere selvsikkert omkring hende, for at mærke hende tæt på sig. Han følte varmen helt nede i tæerne. Han elskede den fornemmelse, som han kunne mærke i krop og sind!

[Deleted]

Trætheden virkede til at være væk som dug for solen, enhver celle måtte jo hoppe og danse i fryd over hvad der skete, selv at hun havde været ked af det for et øjeblik siden lod til at være længe glemt. Det eneste som betød noget var hvordan hun havde det, hvor dejligt hun rent faktisk måtte have det i hans arme. Hjertet havde også fået iltet blodet godt i hende, som det fik det til at suse afsted med de faste pump bag brystet.
"Heller ikke jeg." Hviskede hun med et sødt smil. Det var ikke ligefrem søvn som trak i hende lige nu, mere trangen til at se på ham, mærke ham, dufte ham, han duftede godt, af skov og noget andet som vel egentlig bare måtte være hans helt egen duft. Forsigtigt måtte hun indsnuse for at lyde det hele, enhver følelse, duft og lyd. Blidt sukkede hun, inden hun på ny måtte mærke hans læber mod hendes. Det summede helt i dem, maven gav et sug på ny og hun følte næsten hun kunne dåne i ren fryd, det var vidunderligt at kysse ham! Det faste greb om hende trykkede hende kun mere mod ham, varmen var i forvejen til stede, helt nær blev den kun værre og hun måtte sparke dynen let af dem for at få luft. Et sted blev hun lidt grebet af kysset, som hun endte med at glide helt over ham. Et ben hvilede på hver sin side af ham, som hun lå over ham og pressede sig mod ham, som hans faste greb med armene uden tvivl også hjalp til.

[Deleted]

Jophiels hjerte hamrede så sindssygt mod hans bryst, at han næsten følte, at det var ved at springe ud. Det var en helt igennem fantastisk fornemmelse, som det måtte efterlade ham med, og han kunne ikke se bort fra, hvordan det føles. Aldrig havde han været udsat for noget lignende, og særligt ikke når det var på denne her måde.
Endnu en gang måtte han kysse hende. At sove var uanset ikke noget, som ville komme på tale, for hans vedkommende. Han var på ingen måder træt, selvom det havde været en lang dag, med ekstremt mange indtryk, som han i forvejen slet ikke var vant til, og naturligvis, var det noget, som kunne mærkes. At hun trak sig op over ham, sagde han intet til, for han ønskede at mærke hende tæt på. Tættere på, end hvad han havde formået at gøre det frem til nu. Hænderne gled omkring hende, så han var sikker på, at han kunne mærke hende så tæt på, som det nu var ham menneskelig muligt. At han derimod lå der med en kvinde, som næsten for ham, var så.. ukendt og ny, samt fremmed, men for ham, gjorde det ikke nogen forskel, da han oprigtigt ønskede det. Igen måtte han forsigtigt bryde kysset. Ikke at han ville have, at hun skulle fjerne sig, for det ønskede han slet ikke faktisk. Han kunne oprigtigt godt lide, at mærke hende så tæt på, som hun var på ham lige nu. Så fantastisk en kvinde, som hun var, så kunne han ikke undgå at nyde det i en forstand, som han aldrig havde gjort det før. "Det føles fantastisk.. når du gør det der.." Lige hvad det var, vidste han ikke. Her var han da uden tvivl i ukendt farvand.

[Deleted]

Myrina var i den grad i himlen lige nu, hun elskede denne følelse, den varme som spredte sig i hver en lille afkrog af kroppen, hvordan hjertet hoppede og sprang i glæde. Det var næsten ikke til at bære, det var jo helt igennem fortryllende. At de stort set var fremmede var intet hun sagde noget til, nej hun nød det jo og det føltes rigtigt, så kunne det nogensinde blive forkert? Det føltes jo som om de havde kendt hinanden i evigheder, en dag havde gået alt for stærkt, men samtidig føltes som flere år. Hun følte hun kendte manden under hende, hvis læber så dejligt måtte mødes med hendes egne. At hun lyttede til sin krop og lod sig rive med ved at ligge sig bedre tilpas, det var noget hun havde lært af en ældre kvinde som havde lært hende lidt om disse ting. Et blidt suk måtte dog forlade hende, som han brød kysset igen, hun var i den grad blevet glad for ham, frygtelig glad for ham og at være ham så nær var hende intet problem. De nysgerrige øjne mødte hans, hvad mente han overhovedet med de ord? Hun fniste sødt.
"Kysser dig?" Spurgte hun blidt, for det var vel hvad hun gjorde, var det ikke? Eller vent, han havde jo kysset hende, men det blev jo gengældt, så de havde vel kysset hinanden. Hun måtte le af sine egne tanker, inden hun plantede et fast og hurtigt kys mod hans læber. Uden tvivl var det noget som forekom hende naturligt, og det ville på ingen måde være noget som hun blev træt af. Sommerfuglene måtte stadig være i hendes mave, kroppen reagerede af at være så tæt på ham, så meget presset mod ham. Et lille nydende suk sneg sig over hendes læber, det føltes i den grad rart dette her!