Hjemme bedst?

[Deleted]

Med det samme han ende ved hende, måtte hun knuge sig ind til ham, det var vidunderligt at være tæt med ham, så hver chance der bød sig, tog hun bestemt. Hun fniste sødt og puttede sig godt ind til ham, hun elskede virkelig dette her. Hendes fingre gled hen over hans kind blidt, hun kunne ikke lade være med at beundre ham, røre ved ham. Sådan som hun lå lige nu, ville hun jo hellere end gerne ligge hver eneste nat, i hans arme, mærke hans varme mod sin egen. Hun så ned af skjorten, hun forstrød at have taget den på igen, hun kunne tydeligere mærke ham uden, men det var der vel intet at gøre ved nu. Myrina lagde hovedet ind mod hans, for at skænke ham et blidt kys på ny. Det sitrede ud i alle celler, noget hun aldrig blev træt af at mærke i sig. Forsigtigt slap hun kysset og sukkede nydende, blikket hvilede drømmende mod ham, helt væk i hans dejlige øjne. Lige her følte hun virkelig hun hørte til, og der ville ikke gå mange dage før hun sikkert var tilbage, for at blive.

[Deleted]

Allerede nu, kunne man sige, at Jophiel var blevet alt for vant til, at ligge her sammen med Myrina. Han kunne jo godt lide det, og så lang tid, at det gik på denne her måde, så var det vel heller ikke så skidt, at det ikke var godt for noget andet? Denne dag, havde uden tvivl budt ham på langt mere, end hvad han nogensinde havde troet, at han skulle stå overfor.
Kysset tog han mere end glædeligt imod. Så lang tid, at hun også ville være der, når han slog øjnene op igen, havde han det mere end fint med det. Han lagde armen forsigtigt om hende, nu hvor det heller ikke så ud til, at det var noget, som hun havde noget imod. Han sendte hende et stille smil. Bare at ligge og kigge på hende, var noget, som han kunne fortsætte med i en mindre evighed. Lige nu, var det nemlig ikke trætheden, som han måtte føle. Ukendt og fremmed som hun end var eller ikke, så gjorde det ikke nogen forskel for ham. Det var omkring hende, at han følte sig i trygge hænder og havde det godt, og ikke omkring alle mulige andre, og det stod han gerne ved, når det kom så vidt. "Sov du bare," opfordrede han med en rolig stemme. Hun var nok den af de to, der havde mest brug for det.

[Deleted]

Træt måtte hun bestemt føle sig, alle de følelser, hjertet som steg i tempo, for at sænke sig igen og op fløj det så på ny. Det havde været en dejlig lang rutsjetur, og nu måtte den være slut for denne gang. Selvom det var skønt at kysse på ham, snakke med ham, lære ham bedre af kende, måtte kroppen nu alligevel sige fra. Desuden lå hun her i hans arme, tryg og rolig, fik varme fra ham. Hvordan skulle man kunne lade være med at falde i søvn? Hendes blik gled roligt i.
"Sov godt Jophiel." Hviskede hun blidt, for så at skænke han et blidt kys og lagde sig så med et smil til at sove. Her lå hun helt igennem vidunderligt og trygheden måtte være den der gjorde hun næsten gik ud som et lys. Myrina havde ikke sovet så godt i mange mange nætter, så dette var bestemt en vigtig ting for hende, et fredfyldt suk kom fra hende ind imellem. Kroppen knugede sig ind mod hans, hun lå godt.

Dagen efterfølgende ville højst sandsynlig gå med små uskyldige kys, morgenmad, et enkelt spil sammen og så måtte hun ellers søge lidt ud i skovene for at lalle rundt for sig selv og tænke alt dette igennem. En ting var sikkert, hun havde faktisk lært fra hinanden tur over grænsen, man var nød til at passe på. Meget var ikke hvad det så ud til.

//out

[Deleted]

Hvad dagen i morgen ville byde på, vidste Jophiel faktisk ikke helt, men han så frem til den. Så lang tid, at han var sammen med hende, følte han også, at det hele nok skulle gå, og det var faktisk også det, som for ham, var det vigtigste af det hele, hvis han skulle sige det helt ærligt. Et tydeligt tilfredst smil passerede hans læber, som han selv lagde sig til rette ved hendes side. Endnu med hende godt trykket ind i hans favn.
"Sov godt, Myrina," afsluttede han med en rolig stemme, inden han lænede sig frem, og plantede et stille kys mod hendes pande, inden han selv lagde sig godt til rette. Han var glad.. han var lettet, og han følte sig tryg, hvor det samtidig også var utrolig rart, at han slap for at tænke på de ting, som typisk måtte irritere ham, for det gjorde de da uden tvivl også, hvilket han glædeligt erkendte for hende. For nu kunne han smile og være glad, og det havde han skam også tænkt sig at udnytte.
Jophiel lod denne gang øjnene stille og roligt glide i, hvor han allerede inden der var gået særlig lang tid, måtte falde hen i en tiltrængt og behagelig søvn.

//Out