Hjemme bedst?

[Deleted]

@darian

Rejsen havde været lang, endelig stod hun der igen, bækkens ridslen, duften af skoven som var i fuld flor, fuglene som sang over hende, skovbunden mod hendes bare tær. Hun lod sine tær vrikke blidt som hun stod med blikket rettet mod vandet, den idyl, hun havde savnet den, her var hun opvokset med Jack og det havde været uden ondskab og traumer. Dem var hun ikke foruden mere, hun havde været igennem et rent helvede, håret var dog vokset ud igen, stadig halvkort og pjusket, hendes fødder virkede perfekt skønt de begge havde været brækket. Skræmmer var ude af syne, hendes hud var så godt som perfekt igen, der var virkelig blevet taget hånd om hende. Kun arene på hendes sjæl var vidne om hvad der var hændt hende. At tage fra grotterne havde været en hård beslutning, men hun kunne ikke blive der, hun var plaget af frygten og hun måtte også sikre sig at Jack ikke havde gjort noget usædvanlig dumt. Dog var hun ikke begyndt at lede endnu, hun ville først fortælle skoven hun var tilbage, på bedste manere. Smilet der hvilede blidt om hendes rosa læber vidnede om lykken og freden i hendes sjæl, hun var altid ved godt mod, selv når tingene så sort ud, håb kunne man ikke tage fra hende. Violinens bue, mødtes med strengene og lod en munter smuk melodi glide igennem luften, blande sig med fuglesang og bækkens ridslen, samt hendes stemme som måtte lyde klart med, ingen ord, blot toner. Øjnene gled i, kun fred udstrålede fra hende, af lyset var hun, og der burde hun blive.

[Deleted]

Selv på trods af det onde og groteske som skete i denne verden, var det end ikke noget som havde påvirket Jophiel særlig meget. Skoven havde han holdt sig i. Det var faktisk kun, når han besøgte sin søster på slottet, at han forlod den. Her følte han sig tryg, og det var de færreste der kom ud. En elver og måske en druide stødte han på fra tid til anden, men det var derimod også det eneste.
Selv frygtelig musikalsk af sig, brugte han meget af sin tid på den slags. Ikke fordi at han havde meget andet at bruge den på faktisk. Han smilede for sig selv. Selv på trods af den onde og mørke fortid, som lå bag ham, var han ved godt mod og godt vel, hvilket uden tvivl var frygtelig rart. Skovens dyr viste dig mere og mere. Fuglene sang, hvor han også hver eneste morgen, stort set, søgte til de steder, hvor han vidste, at hjortene græssede. Nu var de efterhånden så vant til, at han var der, at det ikke rigtigt rørte dem mere. Han gjorde dem jo trods alt heller ikke noget. Han havde aldrig haft en grund til at skulle gøre det.
At andre derimod, også var herude på denne tid, var ikke noget som han funderede over. Skoven var stor, og det var sjældent, at han stødte på folk i det hele taget. Bækken søgte han til, også selvom det hurtigt gik op for ham, at han ikke var helt alene. Langsomt stoppede han op mellem buske og træer. Hvem var hun? Han var jo slet ikke vant til at møde folk. Særligt ikke efter at have trukket sig helt fra det sociale fællesskab, hvilke var et valg gjort for mange år siden.

[Deleted]

De blide og muntre toner var nogen hun måtte leve sig ind i, som hun altid havde gjort det, hun drejede rundt om sig selv, hoppede lidt rundt, inden hun nær havde fået overbalance og faldet i vandet, men stoppede brat og måtte vifte med sine arme i luften. Musikken var stoppet brat, hun fik balance igen, og lo hjerteligt af sig selv, hun lagde instrumentet fra sig, som hun knælede ved bækken og tog noget vand i hænderne, så ned i det, hun så sig selv, sund og rask på ny, i live. Taknemmelig var hun i den grad, og det ville hun altid være, hun endte på sin bagdel, tog violinen på ny, satte den ved sin hage og lukkede øjnene, tog en dyb indånding og lod en mere rolig melodi lyde, som stemmen måtte lyde til i harmoni. Det var noget hun elskede, at spille, leve sig ind i musikken, lade den løfte hende op uanset hvad hendes tanker måtte gå ud på. De bare ben under kjolen viste sig let, kjolen foldede over hendes skød og lår, lidt ned over hendes knæ. De bare tær vrikkede i takt, hun havde det samme smil på læberne som før, fredfyldt og blidt, den lysebrune kjole gemte hende godt væk, hun søgte ikke at mænd skulle se hende på den måde, den måde som Elijah havde fortalt hende om. Hun var blevet mere påpasselig efter mødet med Nicolai, viste at alle ikke var hvad de så ud til. Dog var det tanker som hun skød væk, hun hadet at mindes det, hun ville blot glemme og komme videre, hvilket da var lykkedes hende godt.

[Deleted]

Musikalsk som Jophiel var, var han frygtelig nysgerrig på denne kvinde. Hvem var hun? Og hvad var hun for en? Det var ikke mange, som han stødte på sin vej, som kunne udvise den samme form for talent for musik som han kunne. Selv var han ikke et væsen med den største selvtillid, men en stædighed, som sagde spar to, det havde han uden tvivl i sin besiddelse. Det var noget som han havde fra både sin far, som det var fra sin mor. De tanker slog han let ud af hovedet. Begge var de ude og ikke længere en del af hans liv, og det havde de ikke været igennem en lang årrække.
Lyden af fantastisk. Hvis der var et instrument, som han kunne lide, så var det da uden tvivl violinen. Der var ikke noget, der var bedre end det! Langsomt trådte han frem. Hvad farligt kunne der være ved denne kvinde? "Du er dygtig," sagde han endeligt. Selv ønskede han jo bare at lade hende vide det, og særligt fordi at violinen var hans eget ynglindsinstrument. Det var bare sjældent at han spillede på den i disse tider. Han havde jo ikke ligefrem nogen til at høre på det, hvilket jo i forvejen var en tanke, som gjorde ham en smule trist. Det gik vel egentlig bare op for ham, hvor ensom han var? Et svagt smil passerede hans læber, som han søgte ned til vandet, hvor han knælede. Han var ikke fjendtlig. Ikke før man gav ham en grund til det i hvert fald, og det håbede han da endelig ikke, at denne kvinde var ude på.

[Deleted]

Det kom bag på hende at nogen rent faktisk måtte være der, hun havde intet ænset, hvilket lignede hende, når hun spillede på sin violin, var hun et helt andet sted. Roligt sluttede hun af, som hun lod blikket søge den fremmede. Bange var hun ikke, ikke her, her havde hun aldrig mødt fare, så hvorfor frygte for sit liv og være paranoid? Hun troede på det bedte i væsner, men hun var blevet klogere på folk over grænsen, her var det dog et helt anden sag.
"Mange tak." Lød det stille fra hende, hun lagde violinen fra sig igen og lod armene søge bagud hvor hun støttede til sine håndflader. Et fredfyldt suk forlod hende, hun var ikke bange, det var en fantastisk følelse, havde hun været hvilket som helst andet sted, var hun nok blevet det, men manden her virkede på ingen måde farlig. Hendes blik søgte hans skikkelse som nu knælede ved bækkens vand.
"Skoven inspirerede mig." Fortalte hun så med et sødt smil, inden hun valgte at studere ham lidt mere nøje. Det var trods alt på sin plads at vide hvad hun havde af gøre med, selvom hun intet anede om de forskellige væsner, kun elvere og druider havde været nogen hun havde kendskab til før hun forlod stedet. Nu kendte hun til en del flere racer, dog var ikke alle lige rare.

[Deleted]

Ej var der nogen grund til at være skræmt eller noget for Jophiel. Kun var han farlig, hvis man gav ham en grund til det. Det eneste, der egentlig var ved ham, var den sensuelle dæmon. Ikke at han kunne gøre meget ved den, da den jo bare var en naturlig del af ham. Heldigvis så lille en del, at man kunne se bort fra den i de fleste henseender.
"Skoven kan inspirere de fleste til den slags.. Den er også inspirationen til det, som jeg skriver," fortalte han med en rolig stemme. Selv havde han ikke mange af hans søsters talenter, såsom alkymi, at kunne læse og skrive, men det musikalske derimod, der var han hende langt overlegen, og det var han faktisk stolt af. Han formede hænderne som en skål og kastede noget vand op i hovedet. Selvom det ikke helt var sommer endnu, var det ved at være godt varmt, og han søgte herned dagligt, for at udføre dette. Det var vel efterhånden blevet et rituale for ham. Han vendte sig igen i retningen af hendes skikkelse. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Må jeg prøve?" spurgte han med et venligt smil. Så langt, så han ikke nogen grund til at skulle udvise en anden side af sig, overfor hende. Hun virkede jo meget venlig, og meget imødekommende.

[Deleted]

Så han spillede selv? Det var længe siden hun havde spillet musik med nogen, eller hørt andre spille. Tiden havde jo været dyster, det eneste lyse var tonerne af hendes violin og tiden med Elijah, hun savnede ham noget så forfærdeligt. Roligt rettede hun sig op, og tog om sin violin samt strengen, hun rakte ham dem roligt, den havde tjent hende i mange år, det var tydeligt den var gammel, den trængte sådan set til en kærlig hånd, eller en udbytning. Den slags havde hun jo ikke ligefrem råd til, men hun brugte den flittigt og når strenge brød, fik hun da samlet sammen til en ny når det var nødvendigt. Myrina nikkede blidt.
"Det er længe siden jeg har hørt andre spille. Pas godt på den, den er ret slidt." Lød det forsigtigt fra hende, hun smilede ligeså forsigtigt, det var jo hendes baby om ikke andet. Armene lagde hun rundt om sine ben som hun trak op til sig og hvilede hovedet på, så snart han havde taget imod violinen. Det ville være rart at lytte til en anden spille, bare sidde og nyde dette. At hun ville synge med på melodien, ville ikke være usandsynligt, hun levede sig altid ind i musik. Myrina elskede musik, det fik hende til at føle sig levende og lysten til at danse rundt, synge i toner uden ord og bare leve i stemningen.

[Deleted]

At denne kvinde rent faktisk gav ham lov, var uden tvivl en tanke, som glædede Jophiel. Dette var også tydeligt, som han lukkede næven forsigtigt om den smukke violin. Den var uden tvivl medtaget efter de mange års brug. Det var smukt. At nogen i det hele taget, var og viste denne form for interesse for musikken og de instrumenter, som forårsagede det, var alt sammen noget, som han godt kunne lide.
"Jeg skal nok være forsigtig," lovede han med en rolig stemme. Han lod hånden næsten kærtegnende stryge over det smukke håndværk. Han elskede det. Violinen var nemlig selv hans yndlingsinstrument. Han smilede let for sig selv, inden han lagde den tæt ved hans skulder. Selv vidste han uden tvivl også godt, hvordan det skulle håndteres, og det ønskede han at vise hende. Buen til violinen lagde han tæt ved, hvor han startede en melodi med noget så enkelt, men yndefuldt og smukt, som en prociansk gammel vuggevise. Noget af det første, som han havde lært at spille, men noget som han stadig konstant vendte tilbage til igen. Øjnene lukkede han ganske let. Han følte musikken, og han levede sig ind i det. Uden tvivl var det noget som han elskede. Nu hvor han ikke havde nogen tæt på sit liv, så var musikken det som han satte først. Det, skoven og dyrene naturligvis.

[Deleted]

Det var tydeligt han var van til håndtering af en violin, hun så spændt til mens han forberedte sig, var nænsom med hendes elskede et og alt. Hun bed sig ubevidst i læben og lænede sig næsten helt frem for at se på ham, det var tydeligt hun var nysgerrig og ivrig. Uskylden måtte endnu lyse ud af hende, skønt hun havde været et rent helvede igennem som ville forandre personer, men hun holdte fast i sit lyse sind. Som tonerne lød i en smuk stille melodi, måtte hun smile imponeret og fascineret, inden hun lukkede øjnene og lyttede i første omgang bare til de smukke toner. Før hun vidste af det, måtte hun dog bidrage med den smukke stemme hun ejede og harmonere med tonerne fra violinen. Øjnene forblev lukket, som hun selv levede sig ind i dette, aldrig havde hun spillet med nogen siden manden som rent faktisk lærte hende at spille violin. Gad vide hvad der egentlig var blevet af ham? Efter han forsvandt, var hun begyndt at improvisere, og det havde været nok til at folk elskede at høre hende spille, gav hende små jobs med tiden og ellers gaden hvor hun stod og spillede for folk. En enkelt gang havde en mand rent faktisk bedt hende om at spille stemnings musik til et frieri ude i skoven, det havde været så smuk en oplevelser og hun havde takket dem mange gange for at være vidne til den form for lykke der strålede fra deres øjne. Nu sad hun her og delte smuk musik, uden at det var hende som rent faktisk spillede, det var dejligt, uden tvivl. Hver en delle i hendes krop hoppede og dansede næsten i glæde.

[Deleted]

Jophiel var uden tvivl vant til at håndtere et værktøj som en violin. Selv han elskede tonerne og musikken, samt hvor nænsom man skulle være, netop for at få det, som man gene ville have det. Hun viste ham en tillid ved at lade ham låne denne, og derfor ønskede han også at vise hende, hvad han kunne. Han smilede let for sig selv, som han gav sig hen til tonerne i den oldgamle vise. En vise, som han end ikke kunne huske, hvor han havde lært henne.
Sangen som pludselig brød, fik ham til at åbne øjnene og vendte blikket mod hende. Ikke bare var hun kommet tæt på ham, men hun.. sang? Et smil bredte sig på hans læber. Dette var nok noget af det bedste, som han havde gjort i uendelige tider, og det var uden tvivl også utrolig rart. For en gangs skyld, følte han, at han kunne glemme lidt de mange ting, som han havde haft at slås med frem til nu, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne lide. Det lagde han i hvert fald ikke ligefrem skjul på.
Igen gav Jophiel sig hen til tonerne og hen til musikken. Han fortsatte til han gjorde visen færdig, og rundede derfor violinspillet af. Buen fjernede han roligt fra det smukke redskab, inden han sænkede den igen, og med blikket som igen gled mod hende. Han sendte hende et let smil. "De har en smuk stemme, frøken," sagde han med en mindre glød i kinderne. Han var jo faktisk ikke vant til at færdes omkring nogen.

[Deleted]

Et sted, ønskede hun aldrig melodien skulle stoppe, selvom hendes stemme nok ville give efter, så som hans arme, men hun havde det virkelig rart! Myrina havde altid set hver dag som et eventyr, og hun elskede at møde folk, efter at have forladt skovene lidt. Men på det sidste, var det ikke just rare folk hun havde mødt, men så igen havde hun også været ude for Procias. Det eneste gode som var kommet ud af dette var, Elijah, som hun ikke havde set meget længe og hun savnede ham sådan. Da visen måtte nå sin ende, døde hendes stemme også ud, hun åbnede stille øjnene, som havde hun siddet og sovet. Inden det gik op for hende hvor meget hun egentlig sad lænet hen i hans retning, hun fik sat sig lidt mere normalt og måtte fnise lidt, da hun næsten var ved at falde. Hans ord fik hende til at mærke varmen i kinderne, ingen havde som sådan komplimenteret hendes sang før, hun havde jo altid gået ud fra det var hendes violinspil.
"Jeg kunne ikke lade være, det var så smukt spillet." Nærmest undskyldte hun, for et sted havde hun jo ikke rigtig fået lov, hun havde bare, ganske enkelt ikke kunne lade være. Hænderne samlede sig blidt i hendes skød, inden hun besluttede sig for at rejse sig op. Med en ynde som ikke ligefrem var set tidligere ved hendes klodsethed, kom hun op og stå, hun sendte ham et sødt og uskyldigt smil, dagen havde vist sig at blive anerledes end hvad hun havde forventet. Men det gjorde hende bestemt ikke spor!

[Deleted]

At kvinden havde valgt at bryde ud i sang, var intet som Jophiel havde noget imod. Det var vel bare tydeligt, hvordan de enkelte ting supplerede hinanden, og udgjorde noget så smukt, som i hans øjne, var helt ubeskriveligt. Kunne han, ville han have fortsat med sit spil, for han elskede det jo. Selv kunne han bruge adskillige timer på det i løbet af en dag, og det var skam også, hvad han havde tænkt sig at gøre, og særligt når det var på denne her måde. Han sendte hende et smil. Den røde farve i kinderne. Han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor han også havde muligheden for det.
Langsomt lagde Jophiel violinen ved siden af sig, så hun igen ville være i stand til at tage fat i den. Han vendte blikket efterfølgende i hendes retning igen. Smilet var på ingen måder til at tage fejl af. Tvært imod faktisk. "Ej behøver De at undskylde. De synger virkelig smukt," roste han hende. Han så ikke nogen grund til at skulle handle på det anderledes. Musik og sang, elskede han jo selv. Så det var jo noget, som han vidste noget om. "Jeg fik vidst aldrig præsenteret mig selv. Jeg er Jophiel. Jophiel Diamaqima," fortalte han roligt. Hvorvidt om hans navn sagde hende noget, var ikke til at sige.

[Deleted]

At han endnu engang måtte rose hende, fik hende til at se lidt væk, for hun mærkede tydeligt varmen i hendes kinder, hvilket også farvede dem mere røde end rosa blot. Hendes blik gled ud over de smukke opgivelser som blev lyst op af dagen, det fik hende til at smile, hvor havde hun dig savnet sit elskede hjem. Selvom hun intet fast hjem havde, var skoven trods alt det tætteste hun kunne komme på det, og det i sig selv var hun virkelig taknemlig for. At søge efter mere, havde hun fortrudt lidt, med de ting hun havde oplevet, var det hun da blevet en smule klogere. Øjnene gled roligt i, som hun tog en dyb indånding og nød skovens duft, inden hun vendte sig rundt igen. Kinderne havde hun fået mere kontrol over, selvom den evige rosa farve lå over dem, hun strakte sig blidt i kroppen med armene i vejret og drejede let fra side til side så kjolen dansede om hende, inden hun igen slappede af stående med blikket rette mod ham som han præsenterede sig selv.
"Mit navn er Myrina. Jeg beklager, jeg har aldrig haft brug for fin tale eller lært det for den sags skyld. Ville, ehmm, De? Have noget imod at være dus?" At skamme sig gjorde hun ikke, nej for hun var jo den hun var, omstændighederne havde ikke været for hende som for andre, og det havde hun accepteret. Dog følte hun sig i den grad nødsaget til at forklare sig, for ellers blev man så hurtigt misforstået. Det var jo ikke fordi hun ville være uhøflig, på noget punkt, hun havde bare aldrig rigtig lært at være i nærheden af andre på den måde.

[Deleted]

Jophiel havde intet imod, at fortælle hende, at hun sang smukt, når hun gjorde det. Han havde uden tvivl nydt det. Kunne han måske tillade sig, at spille en ny, og derved opfordre hende til mere sang? Dethavde været noget af det mest behagelige, som han længe havde hørt, hvilket bestemt ikke sagde så lidt. Han levede og åndede for musikken og sangen, da det var således han levede sit liv.
At hans navn intet sagde hende, passede ham fint. For en gangs skyld, kunne han få lov til at være lidt anonym, hvilket man bestemt ikke kunne sige, at han var vant til. Han var vant til at blive dømt på sit familienavn, eller som dronningens bror. Bare lige med det faktum, at han slet ikke delte den dygtighed, som hende og hans fader havde i deres besiddelse. Han sendte hende et smil. "Naturligvis," sagde han roligt. Han var bare vant til at tiltale folk på den måde. Procianere plejede nemlig at gå meget op i høflighed, og derfor så han da ikke nogen grund til, at ikke skænke hende det samme. Igen vendte han blikket mod hendes violin. "Hvis jeg spiller endnu en vise.. Hvor stor er sandsynligheden for, at du igen vil komme til at synge?" spurgte han med et smil på læben. Ikke var det nogen hemmelighed, at han måtte finde denne kvinde meget betagende. Ikke som noget andet, han havde mødt.

[Deleted]

Det glædet hende at de kunne være dus, det andet var hun ikke helt vildt god til, det var hende ikke blevet lært, for hvem skulle have lært hende det? Hun havde været dus med stort set alle hun havde mødt, men det var jo heller ikke mange som hun egentlig havde haft snakket med som sådan. Hendes blik hvilede mod ham, hun havde det dejligt lige nu, fredfyldt og i godt selskab. Hun valgte at sætte sig ned, lige overfor ham igen.
"Rimelig stor, jeg har svært ved at lade være med at leve mig ind i en smuk melodi." Indrømmede hun med et sødt smil på læberne, hun gjorde tegn til at han skulle være mere end velkommen til at tage hendes violin igen. Den havde været med hende stort set alle dage, det var sjældent hun gik uden den, for hun levede jo af sin musik. Et sted følte hun at hun kunne bruge resten af dagen på dette, at synge til hans spillen, det var uden tvivl en fantastisk følelse hun måtte sidde med. Myrina elskede virkelig musik, det var der hun fandt sin glæde og sin fred, uanset hvad livet måtte byde hende. At være trist, lignede bare ikke hende, selvom hun naturligvis kunne blive ramt i tide og utide af ubehagelige minder, men musikken holdte dem væk, hvilket gjorde hun spillede og sang og dansede rundt mere end nogensinde før.