Hjemme bedst?

[Deleted]

Jophiel sukkede næsten opgivende. Det havde aldrig været hans mening, at ødelægge det hele, og derfor gjorde det ham et sted også ked af det, at hun tog skjorten på igen, for det var jo heller ikke hans mening, at det skulle være ukomfortabelt for hende, og særligt ikke på den her måde, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.
"Det var jo bare ikke lige min hensigt," sagde han med en dæmpet stemme, som han vendte blikket ned af sig i stedet for. Denne gang valgte han at sætte sig op i sengen i stedet for. Han rystede kort på hovedet af sig selv. Hvorfor følte han, at han nu havde ødelagt det hele? Det havde jo aldrig været meningen med noget af det her!
Havde han ødelagt det hele nu? Tanken om det, var uden tvivl noget, som gjorde Jophiel rigtig ked af det. Typisk ham at ødelægge det hele! Det var ikke første gang, at han gjorde det, og særligt når det var på denne her måde. "Undskyld.." mumlede han for sig selv. Det havde bare aldrig i hans liv, været hans mening at ødelægge noget af den hygge og den stemning, som de til nu havde delt med hinanden. Virkelig ikke!

[Deleted]

Det gjorde hende trist, at mærke ham skifte helt fra glad og nærværende, til at være på afstand og alt for eftertænksom, og nu rent faktisk trist. Hun lagde hovedet på skrå, ganske uforstående, hvad måtte han egentlig ønske? For hun forstod det jo ikke helt, nej langt fra faktisk. Myrina var som tabt bag en vogn, var der noget hun var gået glip af igen? Der skete så meget i ham lige nu, det kunne hun mærke, men hun forstod kun halvdelen af det. Som han selv måtte sætte sig op, søgte hendes hånd blidt ud efter hans kind som hun nussede blidt.
"Jophiel jeg bebrejder dig intet, du må ikke være ked af det. Du reagerede, og lyttede vel til dig selv. Hvis du kun er halvhjertet i det, er det forkert at starte alt muligt nu. Vi kan jo blot tage en dag af gangen, for som du selv siger, kender vi knapt nok hinanden." Faktisk, måtte hun næsten overraske sig selv med disse ord, men hun ville jo trøste ham, fortælle ham at det var okay og at det på ingen måde måtte ændre noget i hendes hjerte. Blot stemningen, og hun vidste at hun burde holde igen. Hendes fingre søgte kort op mod hendes egne læber, mon det kys havde skubbet dem for hurtigt i den retning. Var det mon hendes skyld? Forsigtigt, måtte hun krybe ind mod ham. Et ben plantede hun på hver sin side af ham, og skubbede numsen så langt ind mod ham som muligt, mens armene søgte om hans hals i omfavnelse.
"Der er intet at undskylde for." Hviskede hun med et varmt smil, inden hun valgte at knuge sig blidt ind til ham. For selvom hun igen bar skjorten, og at deres læber ikke mødtes, ville hun jo gerne være nær ham, tæt på.

[Deleted]

Frustrerende var det virkelig, at Jophiel endnu en gang, begyndte at tænke for meget over tingene, og særligt, når det ikke var meningen, at han skulle gøre det. Han sukkede dæmpet. Denne gang var det ham som havde ødelagt det, ved at tænke for meget over tingene, hvilket overhovedet ikke havde været hans mening eller intention med noget af dette. Sandt at sige, at det hele var gået utrolig hurtigt, men det havde intet med dette at gøre. Det havde overhovedet intet med dette at gøre. Han kunne bare ikke styre sig selv mere.
Hånden mod hans kind, efterlod ham med en klar og tydelig sitren. Dog var det noget, som han kunne lide. Øjnene lukkede han for kun et ganske kort øjeblik. "Det er ikke bare det, Myrina.. Det er bare.. jeg tænker for meget over tingene. Jeg tænker for at gøre rette ting forkerte.. Jeg vil jo gerne.." Han hævede blikket, som hun placerede et ben på hver side af ham, og med armene omkring hans. Han sitrede let. Hun var virkelig tæt på, men det derimod, var noget som han rigtig godt kunne lide, og ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var. Varsomt lod han armene glide omkring hendes liv i stedet for. "Jeg ved det godt.. Men jeg gør det alligevel. Jeg er en overtænker," sagde han blot. Det havde han alle dage været. I mange henseender, havde han nok også ødelagt tingene lidt for sig selv.

[Deleted]

Armene som gled om hendes liv fik hende igen til at føle tryghed ved alt dette, hun kunne jo ikke lade være med at nyde det, langt fra. Ved hjælp af sine arme om hans hals, løftede hun sig blidt op og sidde på ham, mens benene søgte mere om ham og holdte sig fast. Myrina elskede at være nær, og lige nu kunne hun kramme ham med hele kroppen og det var da ikke noget som skulle misses! Det var lidt sødt at han sad der, helt forvirret og i vildrede, hun bed sig svagt i læben. Hvad nu hvis.....
"Har du lyst til at prøve og lytte til din krop Jophiel, til dit hjerte, i stedet for dit sind?" Spurgte hun, for hun ville jo gerne hjælpe ham ud af det tankespind han var fanget i, det lød forfærdeligt hårdt i hendes øre, alle de tanker om hvad var rigtigt og forkert. Et sted, burde han vel bare gøre, nyde livet, nyde hende. Tanken om det måtte få hende til at rødme kraftigt, for det var jo de følelser som lå i hendes krop, hun ville nyde ham, og hans hænder som havde strøget over hendes bløde hud, samt de dejlige læber som havde indrammet hendes. Sådan som de sad, gik det egentlig op for hende at de ikke kunne komme tættere, hun kunne mærke alt ved ham og suget strømmede igennem hele hendes krop i form af en sitren som var ubeskrivelig dejlig.

[Deleted]

Langsomt måtte Jophiel falde til ro igen, også selvom han ikke rigtigt kunne finde ud af det her. Skulle krop og hjerte overvinde fornuft, eller det modsatte? Han vidste det faktisk ikke rigtigt, og det var det, som gjorde det svært for ham lige nu. Han bed tænderne let sammen, inden han vendte blikket mod hende igen. Her sad hun og hjalp ham, og han var glad for det. Det var generelt bare en svær situation at sidde i lige nu. Han rystede let smilende på hovedet.
"Hvis der er noget, som min familie er kendt for, så er det at tænke.. Jeg kører mig vel bare derud, hvor alt som jeg ønsker, gøres til en forkert handling," undskyldte han nærmest. Det var jo heller ikke ligefrem første gang, at den slags skete. Tungen strøg han let over sine læber, og med et tungt suk. "Jeg ved jo hvad jeg gerne vil.. men der er alle de tanker i mit hoved, der siger, at det er forkert.." Det lå i hans opdragelse.. Det var sådan, at hans fader havde opdraget ham, og dette gjorde det heller ikke ligefrem meget bedre, hvis han selv skulle sige det. Han så på hende, hvor han sendte hende et let smil. Han ville jo ikke skræmme hende væk!

[Deleted]

Så meget som hans tanker måtte kæmpe imod, tvivlede hun næsten på at det han måtte føle i sit hjerte, vel egentlig bare ikke var stærkt nok, hvilket gav mening for de havde jo kun lige mødt hinanden. Dog, gjorde det ondt at ville noget så meget, når parten hun ville det med, virkede til at ville det samme, men så igen mere hældte til det modsatte. Hendes krop ville så gerne mærke ham, men han virkede så fjern, væk i alle hans tanker. Måske hun skulle give ham fred til disse? Myrina hun ikke helt finde ud af hvordan hun ellers skulle kunne hjælpe ham, og nu blev hende eget hoved fyldt med tanker og tvivler, hvilket ikke var rart. Derfor gjorde hun noget som hun vidste ville fjerne enhver tanke hurtigere end noget andet, hun lænede sig frem og kyssede ham dybt og lidenskabeligt. Øjnene gled i og hun trykkede sig helt ind til ham, hun hadet tanker og de forsvandt så snart hendes læber var mod hans. Det var en verden af varme og tryghed som hun svandt ind i og her ville hun gerne blive helt væk, bare nyde det og give slip på fornuft. Det var alligevel ganske overvurderet, for hun vidste ikke hvad der var og ikke var fornuftigt, derfor fulgte hun lige nu bare sit hjerte og sin krop, de begge ville dette her, og det ville sindet også, selvom hans tanker gjorde det hele usikkert. Men ikke mere, hun stoppede det hos sig selv på bedste måde, hvis han valgte at skubbe hende væk igen, ville hun i den grad ikke vide hvad hun skulle gøre, men for nu levede hun i dette og alt efter, måtte jo komme som det nu engang gjorde.

[Deleted]

Jophiel vidste jo hvad han burde gøre af fornuft, men hans hjerte ønskede noget andet. Aldrig i hans liv, havde han oplevet noget, som mindede om dette, og det var virkelig, virkelig svært for ham at finde ud af det. Myrina var en kvinde, som han kun lige havde mødt, og nu stod han i en situation som denne, hvor han havde hende tæt på sig.. som en vigtig del. Det var ikke nogen hemmelighed, at hun rent faktisk var blevet en vigtig del af ham, selvom det var den første dag, de var sammen.
Myrina accepterede ham.. hun var god ved ham, og alt sammen, var det noget, som i sandhed, måtte have en ekstrem stor betydning for ham som person. Han vendte blikket mod hende, hvor han lod hende trykke sig tættere på. Igen mødte hans læber hendes. Han gengældte det. Han ønskede jo så brændende at mærke hende tæt på, som han heller ikke ønskede, at hun skulle trække sig.
Tanken alene, var noget som fik ham til at stramme grebet mere og mere omkring hendes skikkelse. Hovedet lod han søge en kende på sned, hvor han intensiverede det. Han ønskede virkelig ikke, at det som de havde med hinanden, skulle stoppe. Selvomdet var kommet så hurtigt.. Så var det ligemeget! Han havde brug for, at hun var her sammen med ham!

[Deleted]

Det var som om hun havde holdt vejret til hun mærkede han selv måtte give efter, for hende betød det alt, for hvis han valgte at stoppe det igen, ville hun ende med at blive ked af det. Derfor glædet det hele hendes krop at han gengældte, og hun måtte sukke blidt i kysset. At han valgte at lade hovedet søge den ene vej, lod hun sit den modsatte, kysset blev mere intenst og hun mærkede virkelig varmen brede sig uhyggeligt hurtigt i kroppen igen. Det mere faste greb om hende, forsikrede hende om at han ikke havde tænkt sig at give slip på hende, hun strammede lige så med sine ben om ham og lod sit underliv trykke ind mod ham. Et blidt støn gled over hendes læber, som en sitren skød voldsomt igennem hende. Det føltes godt! Uden tvivl. Hendes kinder var knaldrøde, både af varme og af blodet som måtte cirkulærer voldsomt i hendes åre, hun ønskede dette mere end noget andet. Selvom de kun havde haft den ene dag, vidste hun en del om ham, og han havde fået noget af vide, som kun Elmyra havde vidst lidt om, da hun havde plejet hende og fået hende på benene igen. En dag, ville hun nok fortælle Jophiel mere om det, men lige nu, der ville hun nyde nye minder i en seng, som ikke indholdte tvang og vold.

[Deleted]

Jophiel vidste jo hvad han gerne ville ,og det var også derfor, at han handlede som han gjorde lige nu. Det var jo slet ikke fordi, at han ønskede at hun skulle blive så usikker på det hele, når det slet ikke var hende, som gjorde noget galt, men når det derimod var ham, som måtte tænke igennem alt for mange ting, og gøre sig tanker om ting, som han slet ikke burde gøre, for det var jo trods alt det, som han gjorde, og særligt når det gjaldt ting som det her.
At kysse hende, var virkelig rart. Det var en fantastisk fornemmelse, også selvom hun trykkede sig det tættere på ham. Et dæmpet suk brød hans læber, som han let strammede grebet mere omkring hendes skikkelse igen. Det var det, som han havde brug for lige nu. Hans øjne var for længst gledet i, som han havde valgt at give sig helt og holdent hen til hende, og hen til det, som de sammen måtte dele. Igen måtte han forsøge ikke at tænke over alle de ting, som han til nu, havde tænkt over. Han strøg hende over ryggen, inden han lagde hånden bag hendes nakke. Så langt, kunne han sagtens være med. Han ville jo virkelig gerne have, at hun blev her.. Farligt, som det end var, da han faktisk slet ikke kendte hende så godt endnu. Han brød kysset, men lod denne gang panden forsigtigt møde hendes. "Ville det være forkert af mig, at bede dig om at blive?" spurgte han med en forsigtig stemme.

[Deleted]

Helt inde i deres kys måtte hun være, alle hendes sanser samlede sig udelukkende om ham, hendes hjerte hamrede lystigt mod hendes bryst i ren fryd over hvordan det måtte være at sidde der med ham. Forelsket i en mand hun knapt nok kendte, men hun kendte ham nok til at vide deres fællespassion, til at vide hvor omsorgsfuld, kærlig, betænksom og helt vidunderlig dejlig han rent faktisk var. Det var da ikke så underligt hun var faldet pladask for ham, var det? De passede jo uden tvivl virkelig godt til hinanden, ellers ville følelserne vel ikke være gensidige. Da kysset blev brudt, sukkede hun blidt og så helt drømmende ud, da hun lod øjnene glide op og se mod hans kønne ansigt. Et varmt smil bredte sig over hendes læber.
"Som i at leve her?" Spurgte hun blidt, var det en god ide? Hun ønskede det noget så brændende, men om hun kunne vende sig til det fra den ene dag til den anden, det vidste hun ikke. Det var jo noget hun havde prøvet før over en periode, men det havde taget hende tid at vende sig til det var hver eneste nat. Og hvad hvis de ikke fungerede alligevel, og hun mistede ikke kun sit hjem i hans arme, men også et fysisk, nye tilvendinger. Det var meget at skulle vende sig til. Men hun ville jo gerne, burde hun blot springe ud i det? Eller ville det være bedst at vente? Nej at tage modet fra ham når han lige havde fundet det, overvundet sine tanker, det kunne hun ikke få sig selv til!

[Deleted]

Jophiel vidste, at det måske var ham, som gik temmelig drastisk til værks nu, men han kunne ikke gøre for det. Dette var noget, som han uden tvivl havde brug for, og det var han skam heller ikke bange for at lade hende vide. Hans blik søgte hendes skikkelse ganske roligt. Hånden hævede han ligeledes for at stryge den over hendes kind, som han lod blikket hvile på hende. Dette var noget, som han havde brug for. Han havde uden tvivl brug for at lade hende vide, at han gjorde dette, fordi at han ønskede det.
Langsomt måtte han dog nikke. Utroligt, at han kunne sige det, allerede efter blot en enkelt dag med hende, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, som det stod lige nu. "Jeg ved godt, at det måske er forhastet, Myrina, men... vi har så meget til fælles og.. ja.. jeg ønsker vel bare, at du skal blive her." Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Han forstod naturligvis, hvis hun endte med at sige nej til ham, men det håbede han da alligevel ikke på, at hun gjorde. Han ønskede jo oprigtigt, at hun skulle blive her sammen med ham, så de kunne dyrke hvad de havde tilfælles. Aldrig havde han nemlig oplevet, at han havde noget at sammenligne med, hvad angik det her, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han ønskede jo oprigtigt, at finde ud af det hele sammen med hende.

[Deleted]

Det var altså det han mente, hun måtte smile lidt ved det, hun var beæret, men kunne hun finde ud af at bo sammen med en på den måde? Tiden måtte vel vise det, og hun havde endnu meget at lære. Myrina bed sig i læben, hun måtte tænke over det, vende sig til tanken.
"Jeg ville elske at leve her med dig Jophiel, men jeg er nød til at tænke det igennem. Ville det, ville det være okay at få et par dage at tænke det igennem?" Spurgte hun forsigtigt, hun ville ikke give ham indtrykket af hun ikke ønskede dette, for det gjorde hun uden tvivl. Det var blot en svær ting for hende lige at skulle tage stilling til nu og her. For nu, ville hun nyde tid med ham, få sovet, stå op, spise mad med ham og hygge sig sammen med ham indtil hun forlod ham i lidt tid igen. Hendes fingre søgte at nusse ham blidt i nakken, hun ville virkelig gerne alt dette her, hver eneste dag, det kunne hun godt vende sig til, men sådan som hun havde det lige nu, vidste hun også at hun ikke tænkte helt klart.
"Jeg ville virkelig elske hver dag, skulle være som denne.... Det håber jeg du ved og stoler på." Hviskede hun så med et sødt smil, inden hun plantede et blidt kys mod hans læber, som hun slap kort efter igen. Blikket søgte hans, hun var jo lykkelig lige nu, men at bare lige flytte ind på dagen man havde håbløst forelsket sig, det var ikke smart uden at tænke det igennem.

[Deleted]

At Myrina tildels afviste hans anmodning, kom ikke rigtigt bag på ham. Faktisk var det ikke rigtigt noget, som kunne komme bag på ham. Han vidste jo, at det var en meget forhastet beslutning. Han sukkede dog dæmpet. Ikke at det gjorde ham trist. Han havde jo ikke rigtigt forberedt andet, kunne man jo sige. Han ønskede derimod ikke, at hun skulle føle sig tvunget til noget, og derfor havde han intet imod, at hun turde sige sin mening, samt fortælle ham, hvad hun gerne ville have.
"Jeg forventede nu heller ikke, at du ville sige ja, men.. selvfølgelig.. Du skal få alt den tænketid, som du gerne vil have," sagde han roligt. Denne gang tvang han et let smil frem på sine læber. Det var alt sammen noget, som han gerne ville lade hende se, for han ønskede bestemt heller ikke, at noget skulle ske med hende, og hun skulle jo heller ikke føle sig tvunget til noget. Kysset som hun skænkede ham, tog han mere end glædeligt imod. Det føles nemlig rigtig godt, at gøre denne slags sammen med hende, hvilket han skam heller ikke havde i sinde, at lægge skjul på, når det endelig skulle være. Han sukkede let.
"Det samme vil jeg. Jeg.. nyder det virkelig, når jeg er omkring dig. Du er en fantastisk kvinde," fortalte han med en ærlig stemme. Han havde godt nok aldrig haft det sådan her omkring nogen før.

[Deleted]

Det var vel egentlig på tide de lagde sig til ro, hvis hele næste dag ikke skulle soves væk. Hun var stadig glad, stadig tryg, og han virkede ikke som om han blev helt knust af hendes halve afslag, så det var helt perfekt. Afslappet efter det blide kys, lagde hun hovedet mod hans skulder og ansigtet søgte ind mod hans hals hvor hun gemte sig godt. Et dæmpet suk forlod hende, træt og tilpas måtte hun være, hendes læber kyssede ham svagt et par gange mod halsen. Benenes greb om ham var ikke så stramt mere, men nærmere afslappet.
"Jeg virkelig også at bruge tid med dig Jophiel, tænk at en så fantastisk mand har levet i min nærhed hele mit liv og så har jeg aldrig stødt på dig." Lød det blidt og stille fra hende, læberne måtte strejfe ham hver gang et ord formede hendes mund. Forsigtigt knugede hun sig ind mod ham, inden hun valgte at give slip og flytte sig fra ham, for at ligge sig ned i sengen igen. Hun sendte ham et blidt smil, inden hun lod fingre stryge hen over hans arm.
"Læg dig med mig." Bad hun, hun ville putte sig ind til ham igen, hun følte trætheden igen, men også trangen til at være tæt på ham og mærke ham.

[Deleted]

Jophiel tog ikke den halve afvisning særlig tungt, for det havde han heller ikke nogen grund til, når det nu endelig skulle være. Han kunne ikke lide, at det hele skulle foregå på denne her måde, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, men.. nu var skaden lidt sket for hans vedkommende, og det var svært for ham, at se bort fra det, når han så brændende ønskede at have hende tæt på sig. Det var utroligt, at man kunne komme så tæt på nogen, og at de aldrig havde oplevet noget lignende tidligere.
"Ja, det er utroligt, ikke sandt?" endte han med et stille smil på læben. Ikke at det var noget, som man kunne lægge skjul på. Som hun trak sig og lagde sig ned ved siden af ham, havde han intet imod. Så lang tid, at hun ikke var bange for det hele, så var han glad. Han havde jo aldrig ment at skræmme hende eller noget lignende. Han lagde sig roligt ned ved siden af hende, og med et smil på læben. Han følte sig slet ikke træt nok til at sove, men man var vel bare nødt til at prøve, ikke sandt? Han sendte hende et smil, og lagde sig tæt ind mod hende. "Jeg har ikke tænkt mig at ligge andre steder," sagde han med en rolig stemme. Det var jo omkring hende, at han var tryg og havde det godt.