Visiting my kingdom

[Denjarna Dark Dynithril]

Som Salvatore fortalte, at han havde allierede i Procias, måtte Denjarna sende ham et opmærksomt blik. Selv havde hun ikke hørt om disse allierede før.. Hvorfor havde hun ikke det? Kunne disse allierede vise sig at være til gavn for hende? Selv kunne man uden tvivl håbe, da landet uden tvivl havde brug for allierede. Selv vidste hun nemlig, at der ikke var meget at komme hos i det procianske kongehus, som Gabriel bar nag fra gamle dage. Derudover havde Dvasias aldrig været til at regne med, og det havde Jaqia også bevist, som kvinden havde forsøgt at erobre hendes land. ”Hvilke allierede taler du om? Hvis de hjalp til i Paggeija, er de så stadig til at regne med?” spurgte hun sigende, som hun måtte bevæge sig over i arbejdsanliggender med ham. Svært var andet dog også, når hun spottede en mulighed, samtidig med at hun vidste, at det var landet en nødvendighed. Dog var det også, hvad han fra start af havde vidst, som han havde valgt at gå ind i dette med hende. De var nemlig ikke det ene eller det andet for hinanden, som de derimod var det hele. Som han tydeligvis ikke fattede hentydningen mellem ham, hende, alene i teltet om aften, måtte hun trække let på smilebåndet. Sød var han nu. Så uskyldig. Det var nærmest som med Gabriel, som hun ligeså havde trænet den mand. ”..Du har endnu meget at lære,” kommenterede hun vidende, som hun måtte more sig over ham. Dog var det ikke nødvendigvis en skidt ting, som hun ikke havde noget imod, at han ej havde været omkring sig eller været den mest udfordrende på det punkt.. Det sidste kunne hun jo blot lære ham. Som han valgte at lægge sin kappe om hendes skuldrer, som de begge havde fået tøj på, måtte hun svagt ryste på hovedet. ”Jeg sætter pris på din bekymring, men det går ikke..,” sagde hun stille, inden hun afvisende måtte fjerne kappen igen og række den tilbage til ham. ”Du kan ej bekymre dig for mig på den måde, når vi kommer tilbage til lejren. Desuden behøver jeg den ikke.”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatores bekendskaber med Procias, var nok det, som havde reddet hans liv, efter hvad der var hændt ham i Paggeija. Alene havde han stået, for at forsvare det sted og forsvare Denjarnas sidste hvilested. Tanken var underlig for ham, og særligt fordi at han nu måtte ligge der sammen med hende, og tilbringe tiden med hende.. snakke med hende, som han havde gjort før i tiden. "Enkelte mødte op i Paggeija, da jeg blev fældet. Jeg stod alene det første lange tid. Jeg tror ikke, at det er noget som er til gavn for Manjarno og den situation," fortalte han ærligt.
Salvatore rejste sig roligt op og kom i tøjet. Han lærte hele livet, og han vidste, at han endnu havde rigtig meget at lære endnu. Han vendte sig mod hende, som han knappede sin skjorte igen. "Og hvad skal det sige?" spurgte han med en tydeligt morende stemme, som han let blinkede til hende. Igen synes det hele at være, som det altid havde været, og det var en tanke, der uden tvivl gjorde ham glad og veltilpas. At hun så derimod ikke ville tage imod hans kappe, bed han blot i sig. Han tog imod den igen, selvom det bestemt ikke var med den største tilfredshed. Hans blik søgte hendes skikkelse i stedet for. "Selv jeg tror ikke på, at de ønsker at deres dronning skal gå rundt og fryse," pointerede han. Svært var det, at hun ikke ville anerkende det, men han måtte vel bare bide det i sig? Særligt hvis han ønskede at være hende så nær, når stunderne lagde op til det? Grusomt som det end måtte være, ikke at kunne gøre det offentligt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Interessen i Denjarna forsvandt uden tvivl, som Salvatore sagde, at hans allierede ej ville være til nogen gavn. Simpelt var al dette bestemt ikke, men ej heller klagede hun, da hun altid havde nydt det politiske spil. En god spiller havde hun også altid været, skønt hun længe havde holdt sig i baggrunden, som hun havde haft en lang periode, hvor hun ingen betydelige stillinger havde haft. ”Nuvel.. I så fald er der intet at gøre ved det,” endte hun med at sige, som hun ej så ideen at spilde tiden på tomme ting. Derfor var hun hurtigt videre, hvor hun let lagde armene om halsen på ham, som han spurgte ind til, hvad hun mente om sine ord. Vidende smilte hun, inden hun måtte skænke hans læber et flygtigt kys. ”Det skal siges, at jeg nok skal få det sjovt med dig,” kommenterede hun drillende, skønt hun også måtte mene det, ligesom hun havde ment at nyde en intim stund på den offentlige strand med ham. Selv mente hun nu også, at han burde være ved at lære, hvordan hun var, og hvad hun ønskede sig. Armene trak hun roligt til sig igen, som hun måtte levere kappen tilbage til ham. Det var nemlig meget muligt, at hun ønskede at have ham tæt her på stranden og i sit telt, når det blot var dem, men ikke i lejren. Konge og dronning var de nemlig ikke, som hun derimod var hans arbejdsgiver. Det var trods alt også sådan, at de begge ønskede, at det fungerede, og derfor ønskede hun ikke at gamble med det foran hele lejren. Ilde kunne det nemlig stille deres arbejdsforhold, hvis resten af slottet eller landet fik nys om det. ”Og som sagt fryser dronningen ikke, så der er end ikke et problem,” afslog hun roligt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var en skam, at dette ikke var noget, som kunne være dem til gavn, men det var det ikke, af hvad Salvatore vidste. De mennesker havde ganske vidst reddet hans liv, og eneste grund til at han kunne være der i dag sammen med hende. "Der er ikke nogen grund til at tænke yderligere over det, når der er så mange andre ting, at tænke på i stedet." sagde han med en sandfærdig mine. Alt for mange andre ting, var der for dem at tænke på, og særligt når det forløb sig på denne måde, som det nu gjorde.
Som hendes arme gled omkring hans nakke, måtte Salvatore lukke sine omkring hendes slanke liv. Han betragtede hende med en ganske sigende mine. "Er det nu, at jeg skal være bange?" spurgte han med et morende smil på læben. Ej var det noget, som han kunne lægge skjul på, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde tænkt sig, at lægge skjul på. Selv nu hvor hun ikke ønskede kappen, vidste han jo godt, at det var en god intention set fra hendes side. Blot kunne han håbe på, at hun vidste hvad hun gjorde. Han ønskede jo at passe på hende, også selvom det betød, at han måtte sove i teltet ved siden af hendes. "Meget vel," afsluttede han endeligt, som han kastede kappen over sin egen skulder i stedet for. Hans blik søgte hendes, og med en tydelig tilfredshed. Ej var dette noget, som han kunne, eller ønskede at lægge skjul på. "Vi må nok hellere søge tilbage, inden de begynder at stille spørgsmål," sagde han endeligt. Han strøg hånden over hendes kind.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Sandt at sige.. Der er endnu mange ting at tage højde for. Jeg håber blot, at de resterende byer vil tage ligeså vel imod min tilbagekomst, som Cetiul har gjort,” lød det sigende fra Denjarna. Vigtigt var det nemlig for hende, at folket ønskede hende, og at hun endnu engang var i stand til at gøre den forskel, som landet så inderligt trængte til. Meget genopbyggelse trængte landet nemlig til, men dog var det en sag, som hun endnu havde mod på. Hvad var der også at blive bange for, når hun før havde gjort det? Morende smilede hun til ham. ”Har jeg da nogensinde gjort dig fortræd?” spurgte hun roligt, som hun vidste, at svaret var nej. Ej heller var hun ude på at gøre ham ondt, som hun blot var villig til at indvie ham i en hobby, som de begge vist interesse for. Nemlig hinandens kroppe. Selv mente hun nemlig ikke, at de skulle lide bare fordi, at de var på togt med resten af stablen. Damien ville muligvis beklage sig over Salvatores tilstedeværelse og det, at han måtte forlade hendes telt i de stunder, men det var, hvad det var. Det var trods alt hendes valg. Som han sagde, at de måtte søge tilbage, valgte hun at ryste let på sine lange ravnsorte lokker med sin ene hånd. Sandkorn begyndte at rasle fra hendes mørke hår, hvilket også var meningen, da tjenerne eller vagterne ikke skulle fatte mistanke. Det var dog også den tanke, som hun nød.. At dette var hendes og Salvatores hemmelighed. ”Lad os søge tilbage,” medgav hun, som hun nok engang måtte påtage sin den formelle præsentation. Kjolen rettede hun på, så den lå i pæne folder, inden hun stolt rankede ryggen. Yndefuld og stolt måtte hun se ud, som hun – nu med Salvatore ved sin side – valgte at bevæge sig gennem sandet og tilbage til lejren.

//out

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Det er jeg ikke i tvivl om, at de vil. Du er landets dronning, og allerede nu, er dit omdømme kommet dig langt i forkøbet. Alle ved de, at deres dronning er vendt hjem igen," sagde Salvatore med en sandfærdig stemme. Hvorfor lægge skjul på det, som rent reelt set var sandheden? Hun var jo trods alt den sande dronning af Manjarno, og nu var hun kommet retur. Han blinkede let med det ene øje, som han lænede sig frem, for at skænke hendes læber et sidste kys. Aldrig havde hun gjort ham ondt, og han regnede bestemt heller ikke med, at hun ville komme til det. "Det har du aldrig gjort, men det er jo aldrig til at vide hvad du kunne finde på," pointerede han med en rolig stemme.
De burde søge tilbage til lejren igen, og gerne inden, at folk begyndte at fundere over, hvor de mon blev af. Ikke at han ønskede at der skulle herskes nogen tvivl om at der intet skete.. Eller, det gjorde der, men det behøvede folk jo trods alt heller ikke at vide noget om. "Lad os," sagde han endeligt, mens han rettede sit tøj til endnu en gang, inden han sammen med hende, søgte tilbage i retningen af lejren. Endnu en gang måtte de jo gå hvert til sit og lade som ingenting. Det blev faktisk kun mere og mere besværligt og hårdt for ham, jo mere tid han tilbragte sammen med hende.

//Out