Visiting my kingdom

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ej havde det intime forandret sig synderligt mellem Salvatore og Denjarna, hvilket han skam også havde det ganske fint med, når han endelig skulle sige det. I det store og hele, så nød han jo bare, at der var ting, som ikke var anderledes, selv på trods af de problemer, som de havde haft igennem den seneste tid. De havde vel egentlig bare gjort det for at ramme hinanden. "Tak og pris for det," sagde han med en rolig stemme. Smilet bredte sig let på hans læber, inden han kort lod hånden stryge over hendes kind. Som hun rørte ved ham, følte han kun for alvor, at han kunne slappe af, og den tanke, kunne han uden tvivl rigtig godt lide.
Selvom det nu var Salvatore som lå på det kolde sand, så var det slet ikke noget, som rørte ham på noget tidspunkt. Sandt at sige, at dette var en fornemmelse, som han rent faktisk godt kunne lide. Bare at vide, at dette var hans eneret, da det bestemt heller ikke kunne falde ham ind, at skulle søge til nogen anden kvinde, for at få stillet de lyster, som på naturligt vis, dukkede op hos en mand. Han havde hende, og det var egentlig det eneste, som havde nogen betydning for ham. Kappen lagde han tæt om hende. Måske at hun havde oplevet at ligge i graven i så mange år, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at han ønskede at hun skulle blive kold og fryse. Han trak kort på smilebåndet. "Det har du måske.. Men derfor skal du ikke fryse.. nu skal du ikke ødelægge min grund til at holde om dig," hviskede han let mod hendes øre. Hun gjorde ham glad.. og lige nu var han mere glad, end hvad han havde været igennem flere år.

[Denjarna Dark Dynithril]

En dæmpet latter slap Denjarna ved lyden af Salvatores ord. Yderst tilfreds var hun uden tvivl omkring det faktum, at det intime ej havde ændret sig mellem dem. Om det venskabelige endnu var ændret, måtte tiden vise dem. Dog vidste hun, at selv hun havde brug for venner omkring sig. Svært kunne man nemlig gøre det for sig selv, hvis man ingen personlige forhold havde til folk, hvis det hele kun var fjender og arbejde. Hånden som han for et øjeblik lagde imod hendes kind, fik hende til at tilte sit hoved en anelse på sned. Godt havde hun det et sted lige nu og her, som hun faktisk altid havde følt sig utroligt tilpas i Salvatores selskab. Sandheden var nemlig, at han altid havde formået at give hende en ro.. også dengang, hvor de ikke havde været så tætte, som de var nu. ”I så fald tier jeg, og lader dig holde om mig,” endte hun drillende med at medgive. Svagt rykkede hun på sig, men kun så hun kunne lægge sit hoved mellem hans hoved og skulder. Afslappende måtte dette helt forekomme, hvor hun helt måtte føle sig tilpas. Dette sagde hun dog ikke, som hun blot blev liggende og lod ham holde om hende. Rart var dette, og selv ønskede hun også blot at nyde det, da hun vidste, at det ikke kunne vare så længe. Dronning af landet var hun nemlig, hvor Salvatore ej var hendes konge og ægtemand, som han blot var hendes rådgiver. Derfor kunne de ikke tillade sig at trække sig sammen for længe af gange, hvor de bestemt heller ikke måtte blive set således sammen. Upassende var det nemlig, skønt det var en regel der nærmere irriterede hende, da de var i stand til at køre det på alle planer sammen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var ej i tvivl om, hvad han måtte føle inderst inde. At Denjarna alligevel havde ladet ham komme så tæt på, hvor dette kunne indfries for begge parter, var alt sammen noget, som betød rigtig meget for ham, og det var han heller ikke bange for at erkende for hende. For nu handlede det vel bare om at nyde de små stunder og så se, hvor de ville ende? Han stod nu som endes kongelige rådgiver, og ej som konge eller ægtemand, selvom han havde gjort tanken et par gange eller ti, men kunne han overhovedet tillade sig, at gøre noget ved det?
"Det vil jeg værdsætte," sagde han med et stille smil på læben. At hun bare lagde sig til over ham, var slet ikke noget som han havde noget imod, hvor han bare lagde sig med armene omkring hende. Ej var det fordi at han ønskede at hun skulle ligge her midt på stranden og fryse. Han trak vejret dybt og lagde hovedet tæt ind mod hendes i stedet for. Træt som han nu følte sig, så ønskede han uanset ikke at glide hen i søvnen, da han slet ikke så nogen grund til dette. Selv han vidste, at de ikke kunne ligge her i en mindre evighed, selvom han ville ønske, at de kunne gøre det. Han lod blikket kort glide til hendes skikkelse, hvor han kort måtte trække på smilebåndet. "Er det forkert af mig, at ønske, at vi bare kunne blive liggende her?" lød det roligt fra ham. Jarniqa var det sidste som han tænkte på lige nu. Det eneste, som han havde ønsket, var egentlig at ordne op med hende. Alt det andet kunne komme siden.

[Denjarna Dark Dynithril]

Afslappende var det at ligge i Salvatores arme efter, at de havde delt en intim stund sammen. At roen derfra nærmest var en illusion, da der var en dagligdag der lurede på den anden side, var der intet at gøre ved. Svært var det nemlig blevet for hende at have sådanne stunder, da hun nu var landets mest offentlige person. Svært kunne det til tider være, men dog ønskede hun det ikke anderledes for noget i verdenen. Dette var nemlig hendes lod, som hun langt hellere ville sidde på tronen end at føjte omkring, som hun ellers hidtil havde gjort. Selv ønskede hun nemlig at gøre en forskel for landet i stedet. At han selv ønskede at blive her med hende, fik hende let til at trække på smilende. Fristende kunne det på sin vis være, men selv vidste hun, at det var direkte umuligt. For det første måtte ingen se dem så tæt sammen, og for det andet havde hun pligter, som hun skulle se til. ”Det er aldrig forkert at ønske.. Det er forkert at forlange,” endte hun roligt med at sige. Intet havde hun imod de tanker, som han gjorde sig. Hvad hun derimod kunne have et problem, var hvis han begyndte at forlange ting af hende, som hun ikke ville være i stand til at indfri. Hvad hun kunne indfri var derfor, hvad de altid havde haft med hinanden. Blidt fortsatte hendes fingre med at stryge op og ned ad hans brystkasse, alt imens hendes hoved endnu lå ind til hans bryst og skulder. Afslappende fandt hun det, hvor hun blot ønskede at nyde øjeblikket, inden det hele ville begynde igen. Selv en dronning kunne trods alt have brug for en stund som denne.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At stille krav til Denjarna, var slet ikke noget som Salvatore ønskede. Det var bare nemmere for ham at give udtryk for ønsker, for det kunne afvises, uden at han nødvendigvis behøvede at blive skuffet. Han ville gerne bare blive liggende der sammen med hende, og bare... blive liggende der for evigt, selvom han vidste, at det jo desværre slet ikke var muligt for dem. Han sukkede dæmpet og med et let smil på læben. "Meget vel," begyndte han roligt, som han igen vendte blikket mod hende. Han plantede et kys mod hendes pande. Altid havde han været frygtelig glad for hende, og dette var bestemt heller ikke noget undtag. Selv med de år, som havde passeret, så var det ikke blevet anderledes. "Så ville jeg virkelig ønske, at vi bare kunne blive liggende her," sagde han endeligt. Han mente det dog. Der var ikke det, som han hellere ville, for øjeblikket.
Hånden strøg Salvatore roligt over Denjarnas ryg og med et stille smil på læben. Øjnene lod han denne gang kun for en kort stund, glide i. Han havde vel bare brug for at ligge der med hende. Selvom det var ved at blive temmelig koldt for ham, så slappede han af. Hendes strøg over hans bryst, gjorde ham rolig, samt at have hende så tæt på sig. "Jeg har savnet de stunder, vi tilbragte tiden sammen. Jeg kan ikke begribe, at det er så mange år siden," sagde han med en ærlig stemme. Han kunne slet ikke begribe det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Liggende kunne de bestemt ikke blive, som der var alt for mange faktorer som spillede ind. For det første havde Denjarna ikke muligheden til det, da hun havde en titel at værne om, samt ærinder at passe, og for det andet kunne deres kroppe ikke fysisk blive liggende, da det før eller siden ville blive for køligt for dem. For nu smilede hun dog kun til det, samt blev liggende på hans skikkelse. Den eneste gang at hun havde indvilliget i at ligge længe med ham efter, var natten inden hans udsendelse. Den nat, hvor de havde været intime ude i regnen på balkonen, og rent faktisk havde skabt Jarniqa. Hvordan det overhovedet havde gået hans mission, vidste hun ikke, som hun blot huskede den visnende rose. Brynene endte hun med at rynke på. ”Og for mit vedkommende føles det blot som for et år tilbage,” endte hun stille med at sige. Forstod han overhovedet, hvor absurd det forekom for hende? Var han klar over, at hun ikke havde anet, at hun havde ligget død, som hun først var blevet vækket? At hun blot havde troet, at hun havde besvimet efter fødslen? Vidste han, hvor skræmmende det var at vågne op uden noget velkendt omkring sig? At vågne op til sin femtenårige datter, når man troede, at hun var en baby? Dog følte hun ikke for at lette sit hjerte for ham på den måde. Hvis nogen hørte de følelser og tanker fra hende, blev det Damien. Damien der havde været for hende igennem det hele, og Damien der var mere drage end mand. ”Hvordan gik det egentlig i Imandra? Nåede du nogensinde dertil?” endte hun med at spørge, skønt hun vidste, at det var ligegyldigt nu. Jarniqa havde nemlig oplyst hende om, at Elmyra aldrig havde fået magten i Imandra.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

At det end ikke havde været opfattet af Denjarna, at hun havde været afgået ved døden, var for Salvatore en skræmmende tanke. Et sted følte han vel, at han havde svigtet hende, selvom han ej havde været i stand til at gøre noget ved den pågældende situation? Fanget i mørket havde han været, efter hans farefulde færd mod Imandra. Svagt måtte han bide i underlæben, hvor han nikkede. "Tanken er ubegribelig.. og dog ligger vi her endnu," sagde han roligt. Døden havde som sådan aldrig skræmt ham. Ganske vidst var der endnu mange ting, som han ikke havde fået gjort eller oplevet endnu, men det var faktisk ikke ting, som han tog tungere end som så, da han ikke havde haft en grund til det. Nu med et temmelig risikofyldt liv som rådgiver side om side med den manjanske dronning, var han villig til at løbe disse risikoer.
Let måtte han dog alligevel nikke til hendes ord. "Jeg nåede frem, og jeg fik mig forhandlet frem til en aftale, som lød fornuftig i henhold til Manjarnos situation," begyndte han med en ærlig stemme. Han havde været stolt over, hvad han havde fået trumflet igennem, og særligt ved en som Elmyra. En kvinde, som i hans øjne, kun tænkte på børns velbefindende. Ej var det underligt, at det havde kostet hende hele Imandra tilbage i sin tid. "Jeg blev overfaldet og bragt til Den Mørke Cirkel på tilbagevejen. Mørke og smertefulde ting, gjorde de ved mig.." endte han sandfærdigt. Som sådan, var det ikke rigtigt noget, de påvirkede ham i hans personlige liv, men svært var det nu alligevel, og særligt når det hele foregik som det havde gjort. Han havde jo bare været ude på at fuldføre hans arbejde. Hånden strøg over hendes kind, hvor han fjernede en lok af det mørke hår. "Nu føler jeg, at jeg er hjemme," sagde han endeligt.

[Denjarna Dark Dynithril]

Svært var det uden tvivl at begribe, hvad der havde hændt, men dog lå de som sagt endnu, hvor de altid havde ligget. Forunderligt var det, hvor det nagede hende at tænke på, at hun havde været væk. Død. Dog følte hun ikke for at tale med ham om det, som hun aldrig havde været den type, der åbnede sine sorger for andre. Hun var nærmere den der guidede andre og kæmpede med sit eget. ”..Og dog ligger vi her endnu,” medgav hun roligt. Som han gav sig til at fortælle, hvad der havde hændt efter, at de havde taget afsked med hinanden, lå hun tavst og lyttede til hans ord. Positivt var det, at forhandlingen rent faktisk havde lykkedes ham. Hvad der dog gjorde det irrelevant var, at Elmyra aldrig havde blevet til noget, og at hun selv havde gået bort. Nye ideer til alliancer havde hun dog allerede, og vigtigt var det også, hvis Dvasias ej skulle få den ide at angribe igen. Lange fingrer havde det mørke land nemlig haft i den tid, hvor hun havde været borte. At han dernæst berettede om tortur fra warlocksene side, vidste hun med det samme, at det var der, at rosen havde visnet. Vidste han overhovedet, at hun havde søgt efter ham, som han havde søgt efter hende, da vampyrfyrsten havde fanget hende? ”Jeg forsøgte at finde dig, da jeg så, at rosen visnede.. Som du ved, nåede jeg det dog aldrig,” sagde hun sandfærdigt. Rosen havde virket, og selv havde hun reageret på den. Komplikationer havde dog mødt hende, og det var også de komplikationer, som havde dræbt hende i den sidste ende. Børn var virkelig ikke godt for meget.. De forsøgte jo at tage livet af en! Blikket hævede hun mod hans, som han strøg hende kind og sagde, at han nu var hjemme. ”Du er hjemme,” medgav hun roligt, inden hun strakte hals, så hun flygtigt kunne kysse hans mundvige.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore kunne blive liggende her for tid og evighed, hvis det var det som han ville, og særligt når han kunne gøre det sammen med hende, så var det kun hundrede gange nemmere og ikke mindst bedre for ham. Han nikkede. Svært ar det at forestille sig, at hun havde været væk igennem de sidste 15 år, men dog var muligheden for livet kommet tilbage til hende, og det var det, som i hans øjne, var det som havde selv den største betydning. "Det gør vi. Heldigvis," sagde han med et stille smil på læben, da han heller ikke ligefrem kunne lade være med det. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, hvor han let strøg over hendes kind. At røre ved hende, kunne han heller ikke få nok af.
Hvad der var sket ham på hans færd fra Imandra, havde været frygtelig. At hun havde søgt efter ham, betvivlede han end ikke. Rosen som han havde skænket hende, var visnet. Den magiske kontakt var brudt, og det var jo det, som han havde sikret sig med, med magi, så hun kunne følge ham og hans vel på den lange færd. "Jeg håbede på at du en dag, ville komme og hjælpe mig.. Jeg fandt ud af, 15 år efter, hvorfor du ikke kunne, da en drage bragte mig til Paggeija og til vores datter.. som viste mig dit hvilested," fortalte han dæmpet. Det havde ganske enkelt knust ham, uden at han egentlig kunne gøre det store ved det. Han sukkede dæmpet, som hun strakte sig, og kyssede hans læber. Nu var han hjemme. Særligt fordi at tingene dem imellem, var som de skulle være, og det var det, som han uden tvivl godt kunne lide. "Det er jeg.. Nu hvor jeg ligger her sammen med dig," sagde han med en sandfærdig stemme. Han smilede let for sig selv, inden han selv lænede sig frem, og skænkede hendes læber et blidt kys.

[Denjarna Dark Dynithril]

Tavst smilede Denjarna, som hun mærkede hans blide hånd over sin kind. Selv nød hun det, som hun altid havde nydt disse intime stunder efter selve akten. Det var også i de stunder, hvor hun tillod sig selv at være mild og kærlig. Det var vel også sider, som Salvatore havde brug for at se af hende ud fra den person, som han var? Selv vidste hun nemlig, at han var det mere kærlig og romantisk, end hvad hun gav udtryk for at være. Sjovt var det dog, da hun havde brug for at se den side hos en mand. Hvad hun dog ikke havde brug for at høre var det faktum, at de egentligt var en familie. At de havde et barn sammen. Eftersom Jarniqa aldrig havde været dem et fællesprojekt, havde hun derfor svært ved at acceptere, at han rent faktisk var en del af det. ”Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at finde dig. Svært var det dog, som det ikke var muligt at opfange et eneste rygte. Det glæder mig derfor, at du selv fandt vejen ud,” sagde hun ærligt, som hun ikke just kendte til hverken Isabel eller Caleb. Ej heller var det, hvad hun havde fokuseret mest på, som det vigtigste var, at han var ude, samt hvad hun kunne gøre for at redde sit land. At hjem for ham var, hvor hun var, måtte uden tvivl behage hende. Det var vel også et symbol på, hvor meget han egentligt ønskede dem? Morsomt var det dog næsten, da han til en start havde haft det svært med hende, som han ej havde fundet hendes liv værdigt, da hun havde været vampyr. ”Og ej agter jeg at sende dig ud igen lige foreløbig. Vid dig tryg ved det,” sagde hun roligt, inden hun måtte imødekomme hans læber i det blide kys.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore var på sit vis en rolig, kærlig og omsorgsfuld mand, som han altid havde taget tingene stille og roligt. Derfor var det også rart for ham, at hun viste sig fra en anden side, og introducerede ham til den del af en verden, som han ikke ville være en del af normalt. Dertil kunne man sige, at han havde mange ting at takke hende for. Selv havde han naturligvis været igennem en længere tid, hvor han havde kunne acceptere Jarniqa som deres datter, også selvom det virkelig var svært. Selv ønskede han at finde ud af det hele, og samtidig have hende ved sig. "Jeg kom ikke ud på egen hånd. Jeg kunne ikke i den tilstand, som jeg befandt mig i. To magikere fra min tid som leder i Procias. De reddede mig ud og bragte mig tilbage til Procias, hvor jeg blev healet. Ganske vidst frem til Paggeija blev angrebet," fortalte han med en rolig stemme. Ej var det fordi at han lagde skjul på det.
Hovedet lod Salvatore kort søge på sned, hvor han holdt kysset med hende, for en kort stund. Fantastisk som hun var, så ønskede han jo at være med hende, og være en del af hendes liv, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det? Tungen strøg han ganske let over sine læber, inden han igen lagde hovedet tilbage. "Jeg tror vi skal have styr på landet her, før vi sætter ud på de farefulde færder igen," sagde han endeligt. Let trykkede han hende ned mod sig. Ej ønskede han at hun skulle fryse, men derimod have det godt og behageligt sammen med ham. "Vi burde måske snart søge tilbage.. Før de søger efter deres dronning," pointerede han med en sigende mine, som han igen let vendte blikket mod hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

At der var nogle andre end hende, der havde haft succes med at finde Salvatore, nagede på sin vis Denjarna. Dog kunne hun fortrøste sig med, at det ikke havde været et tegn på hendes uduelighed, som det stadig havde taget disse magikere femten år at finde ham. Sørgeligt for Salvatores vedkommende var det dog, at der havde gået så mange år.. Selv vidste hun jo, hvordan det var at være underlagt totur, og hvordan man blot ventede for til sidst at miste håbet. At det derudover ikke føltes som om, at han havde taget skade af sit ophold, glædede hende. Præcis som den gamle Salvatore syntes han nemlig at være. ”Det glæder mig at høre, at der endnu var nogle af dine artsfæller, som ønskede at støtte op omkring dig i nødens stund. Jeg ved, at du med vores kendskab i sin tid blev stemplet som landsforræder,” sagde hun ærligt. I sin tid vidste hun nemlig, at hun havde været med til at brænde alle hans broer i Procias, som det procianske kongerige havde stemplet hende som fjenden, og derfor også ham. Svagt trak hun på smilebåndet, som han ligeså tilkendegav, at han ej heller var interesseret i at blive sendt ud på en ny færd lige nu og her. ”Landet skal nok komme på fode igen,” sagde hun roligt, som hun ej var i tvivl om det. ”En hjælp vil det blot være, hvis landet ej bliver angrebet igen. ” En stor hær havde Manjarno ikke just længere. Dog forsøgte hun at råde bod på det, som diverse stillinger var blevet slået op. Det at hun var tilbage som dronning igen gjorde nemlig ikke alt. Nej, folket skulle ligeså hjælpe til med at redde deres land. Som hun mærkede, hvordan han trykkede hende ned til sig, hvor han i sekundet efter sagde, at de burde tage af sted, måtte hun igen trække på smilebåndet. Denne her gang morende. ”Hvis vi skal af sted, må du give slip på mig..”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det havde taget magikerne frygtelig mange år at finde ham, men det havde vel heller ikke rigtigt været som om, at de havde ønsket at søge efter ham. Helt tilfældigt havde det jo trods alt været med Caleb og Isabel, som havde fundet ham, da de havde søgt efter en ganske anden person. Lige hvem, havde han aldrig rigtigt fundet ud af. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. "Jeg var blot heldig," sagde han ærligt. 15 år havde passeret, og lange havde de uden tvivl også været. Hvad han havde været udsat for dernede, ønskede han end ikke at snakke om. Det havde været grusomt og det havde været hårdt at holde sig ved lige. Det var vel først ved synet af hendes grav, at det havde taget knækken på ham? "Tilliden har jeg aldrig fået retur fra Procias. De healede mig ganske vidst og hjalp mg på fode igen. Særligt da Paggeija blev angrebet, var det en nødvendighed. Jeg stod ene mand mod dødsenglene," sagde han sandfærdigt. Selvom Paggeija havde været tabt, havde de ikke fået stedet uden en kamp.
Manjarno skulle nok komme på benene igen. End ikke det var Salvatore et sekund i tvivl om, også selvom det var en rigtig lang vej endnu at gå. "Vi kan håbe. Nu har jeg mere end et land at beskytte," pointerede han tydeligt henkastet, som det naturligvis var hende, som han snakket om. At slippe, havde han i forvejen ikke lyst til, som han ønskede at blive her, hvor de kunne være alene, velvidende om, at det nok ikke var noget som han kunne få lov til på sigt. "Det er måske hårdere end det lige ser ud til," kommenterede han med et let træk på smilebåndet. Han plantede et kort kys mod hendes pande, inden han denne gang valgte at give slip på hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Vejen ud er irrelevant.. Det vigtigste er, at du kom ud,” endte Denjarna ærligt med at fastslå. Selv var der nemlig ikke de midler, som hun kunne finde på at ty til, hvis hun ønskede sig noget. Derfor var det også irrelevant, om Salvatores undsluppen havde været held eller ud fra en plan. Det vigtigste var jo, at han stod her i live og med alle sine lemmer. Det var i hvert fald mere end hvad man kunne sige om den fange, som hun sidst havde haft. Det var også en historie, som hun aldrig havde fortalt Salvatore. Et kønt billede havde han nemlig af hende, og da hun havde bevidnet, at det havde slået hårdt for ham at vide, at hun havde kunnet slå ihjel, havde hun hurtigt fastslået, at resten af historien havde været for grotesk for ham. Overrasket var hun nu også selv blevet, om hun aldrig før havde gjort noget i den stil.. men det var vel blot, hvad der skete, når der blevet leget med ens psyke? ”Hvis ej du har genfundet procianernes tillid, hvad lavede du så i Procias, da jeg sendte bud efter dig?” spurgte hun direkte, som det trods alt havde skuffet hende at sande, at han ej havde passet sin pligt. Det var vel også en episode, samt et brev, som han endnu klart erindrede? At han dog agtede at beskytte landet og hende nu, behagede hende kun. Det var trods alt også således, at det skulle være. Landet havde han svoret at beskytte, og hende skulle han beskytte som sin dronning, ven og elsker. Som han dernæst nævnte, at hun var svær at slippe, måtte hun igen trække på smilebåndet. ”Hvem ved.. En dronning og hendes rådgiver kan have en ting eller to at diskutere til sent ud på natten i teltet. Det er trods alt en vigtig færd, og der er derfor ting, som skal besluttes,” lød det fra hende i en kælen tone, alt imens hun lod sine fingrespidser danse over hans brystkasse. Hænderne placerede hun dernæst på hver sin side af ham i sandet, inden hun løftede sig op fra ham. Som dette skete, måtte hun også slippe et dæmpet suk, som hun kunne mærke, hvordan han røg ud af hende. Uden de store kvaler for, hvor han måtte se hende splitternøgen, greb hun om kjolen, inden hun rejste sig op på benene. Her trak hun den over sig, hvorefter hun pænt måtte rette den til, samt børste sandet bort.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Og det gjorde jeg," sagde Salvatore med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Hvad hun havde gjort af skumle ting i hendes egen kælder mod den forhenværende vampyrfyrste, kunne end ikke Salvatore sige, da det var hændelser, som var ham ukendte. Desuden vidste han, at det som skete en selv, uden tvivl var noget som satte sig på den værste tænkelige måde. Selv dette var noget som han uden tvivl var mærket af, på rigtig mange måder, og ondt gjorde det da uden tvivl også. Brevet som han havde modtaget i Procias, havde bestemt ikke vækket en stolthed, men derimod det modsatte. Det var også derfor, at han var taget afsted med det samme, netop for at hjemvende til sin dronning. "Fra Procias havde jeg allierede, som kunne hjælpe mig. Særligt dette viste sig brugbart da Peggeija kom under beskydning af Dødsenglene," sagde han sandfærdigt. Visse var kommet op, og han var hjulpet hjem. Det havde jo været heldigt, og særligt efter han havde fået den kniv i ryggen. For ham havde det været en tryg base igennem alt det kaos. Rigtig mange fra Manjarno havde jo taget samme færd.
Selv ønskede Salvatore på ingen måder at rejse sig op, og særligt ikke, nu hvor han havde muligheden for at ligge der sammen med hende. Det var egentlig det som han havde mest lyst til. "Hånden på hjertet, så synes jeg vi har diskuteret nok her til aften," pointerede han sigende. Som hun trak sig, og han selv gled ud, blev han blot liggende for et øjeblik. Han måtte betragte hende. Smuk som hun var. Nu smukkere, end hvad hun havde været før. Først derefter greb han efter sit eget tøj, for at klæde sig på. Han rejste sig roligt op. Kappen rakte han til hende. "Fryse, det skal du ikke," sagde han roligt, som han lagde den om hende.