Visiting my kingdom

[Denjarna Dark Dynithril]

Denjarna Dark Dynithril & Salvatore ’Kenara’ Salizmira

~~~~~~~~~~~~

Øjnene lod Denjarna kortvarigt søge i, som hun mærkede havbrisen søge mod sit ansigt. Mild og forfriskende var den, alt imens hun kunne fornemme, hvordan eftermiddagssolen varmede hendes kinder. Henrivende havde det seneste par forårsdage været, hvilket var heldigt, som dronningen og hendes stab besøgte hele landet. Deres første stop på ruten havde Cetiul været, hvilket havde vist sig at være en god start på ruten. Det var nemlig meningen, at hun og hendes stab ville rejse de manjanske byer rundt, så hun kunne præsentere sig for folket og fortælle dem om sine visioner. Elsket af folket havde hun været inden sin bortgang, om som hun havde vist sig i Ityrial og Cetiul, kunne hun nu også se, at hun havde været savnet. Underligt var det dog ikke, som landet tydeligvis ikke havde haft et stødt og anstændigt lederskab siden hendes tid. Chokerede, lettede og glade havde borgerne i Cetiul været, som hun nok engang havde trådt frem foran dem, som deres dronning. Herfra havde hun lovet dem, at det hele nok skulle gå, og at de i fællesskab skulle sørge for, at det hele blev som før. Et løfte, som hun også agtede at holde. Øjnene lod hun søge op igen.
Alene stod Denjarna på strandbredden, som hun havde ønsket en smule frirum, efter at hun havde tilbragt formiddagen med borgerne af Cetiul. Dragen Damien havde hun fortalt, at han bare kunne få luftet sine vinger og derfor flyve omkring, hvor hun til sine tjenere, vagter og rådgiver havde sagt, at de enten kunne blive i lejren eller være i byen. En teltlejr havde de slået op uden for byen, hvor de havde deres telte, oppakning, heste, hestevogne og kokke. Fingrene lod hun let glide over ansigtet, så de vildfarne ravnsorte lokker blev strøget væk, som de og den hvide kjole blafrede let i havbrisen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde endnu en gang været med på tur igennem landet. Selvom man ikke just kunne sige, at tingene var, som de burde være.. eller var ønsket at være, var det meget lidt, som han kunne stille op med dette. Folket var glade for at se Denjarna, og vide, at det ikke bare var et ry eller et rygte, som var dukket op på folkemunde, men at der rent faktisk var noget i det.
Selv holdt Salvatore fast i det professionelle, selvom det nu ej var en tanke som behagede ham det mindste. Faktisk ønskede han jo også, at de fandt ud af det. Selvom hun havde bedt ham om at blive i lejren, sammen med alle andre, havde han til start valgt at gøre dette. Hvordan han dertil havde valgt at gøre det, var jo så straks en anden sag. Hans blik gled mod den store sandstrand, som han kunne ane. Vinden blæste lunt her i dag, og det var forholdsvis varmt alt taget i betragtning. I hans øjne, var det en ting, som uden tvivl burde nydes.
Hænderne foldede han let over ryggen, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun stod der. Hvorvidt om hans tilstedeværelse var uønsket eller ikke, vidste han ikke, og dette måtte han finde ud af før eller siden. Det var lidt sådan, at han havde det i hvert fald. Han kneb øjnene svagt sammen, inden han alligevel valgte at træde frem mod hende. "Deres Majestæt," begyndte han med en rolig og respektfuld stemme. Nu hvor han vidste, at det var således, at hun ønskede det, så skulle han nok give hende det på denne måde, såfremt at det var sådan, at hun oprigtigt ønskede det. Han holdt sig mere i baggrunden. Tænk nu hvis han skulle udsættes for endnu et voldsomt verbalt overgreb, ligesom sidst? Det var jo trods alt ikke derfor, at han var der.

[Denjarna Dark Dynithril]

Skridtende hørte Denjarna inden stemmen lød. Blødt måtte de lyde i sandet, og som hun havde anmodet om en smule alenetid, måtte hun nysgerrigt vende blikket til siden for at se, hvem vedkommende var. Hurtigt landede hendes sølvgrå blik på den attraktive solbrune mand med det mørke hår, og de klare smaragdgrønne øjne. Som hendes blik havde fæstnet sig, søgte det også væk igen, og det var der, at hans stemme lød. Mange minutter alene med Salvatore havde hun ikke haft siden deres gensyn. Siden deres gensyn havde det hele også kørt i et professionelt spor, som det udelukket havde handlet om arbejde. Primært, hvordan hun burde vise sig nu, og hvad de fremtidige rammer for Manjarno skulle være. Ofte så de hinanden, som hun havde bragt ham med på turen. Færre ord udvekslede de dog mellem hinanden, som hun kun talte med ham, når hun havde et anliggende. Hendes blik hvilede på havet foran hende. Hun betragtede horisonten, og hvordan bølgerne blidt måtte slå ind over strandbredden. ”Hr. Salizmira,” hilste hun kortfattet. Noget, som hun var begyndt at kalde ham efter sin tilbagevenden, som det venskabelige eller elskende endnu ikke havde gjort sit indtog mellem dem igen. ”Hvilket ærinde har De at drøfte?” spurgte hun dernæst, som han måtte have en sag at drøfte med hende, siden han havde søgt herud. Hvis ikke det havde været således var stranden trods alt stor nok til, at de ikke skulle være nødsaget til at passere hinanden. Tavst afventede hun hans svar, men ej så hun i hans retning. Personligt var hun her trods alt for at nyde omgivelserne indtil et arbejdsrelateret emne meldte sig.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ej kunne man sige, at tingene forløb, som Salvatore gerne ville have det. Det professionelle øjemed, faldt ham naturligt, når der var andre omkring, men når det bare var dem, var det faktisk svært. Så tætte som de havde været, og så meget som de personligt havde delt.. de ting, som han viste om ende, gjorde det bestemt heller ikke meget nemmere for hans vedkommende.
Hendes måde at hilse ham på, var bestemt ikke en ting, som han måtte finde tiltalende. Han sænkede hovedet en kende. Det var ikke ligefrem sådan at han havde regnet med, at tingene skulle forholde sig. Tvært imod. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse igen, efter et kort øjeblik. Ej kunne man sige, at det var et professionelt øjemed, som han ønskede at snakke med hende om, hvor det tvært imod, forholdt sig stik modsat, som han rent faktisk ønskede at dele noget mere personligt med hende. Selv ønskede han jo, at de fandt ud af det. Ikke nødvendigvis til det punkt, hvor de førhen havde stået, men derimod noget helt andet. Han havde brug for at de kunne snakke for pokker. "Kan jeg tillade mig, at snakke med Dem om en personlig ting?" spurgte han roligt, inden han søgte tættere på hendes skikkelse endnu en gang. Ej ønskede han, at det skulle være således mellem dem. Han ønskede, at de kunne snakke.. om ikke andet, som venner, fremfor bare professionelt igennem det arbejde, som de begge måtte udføre. Det var bestemt ikke nok for ham, at det var således.

[Denjarna Dark Dynithril]

Om han måtte drøfte en personlig ting med hende? Det sølvgrå blik vendte Denjarna atter imod hans skikkelse. Arbejdet mellem dem syntes at skride frem, men det personlige.. Det personlige havde de endnu ikke genvundet, siden de havde genfundet hinanden. Skuffet var hun på den ene side over ham, som hun ej følte sig værdsat af ham, som hun ellers førhen havde gjort. På den anden side ønskede hun også, at han droppede spejderdrengeattituden og kastede hende ind i væggen og tog hende. Afmålt hvilede hendes blik på hans skikkelse. ”Det kommer an på to ting..,” kommenterede hun stilfærdigt. ”Den ene er, om De ej har en fortrolig at søge til? Den anden er, om det er passende at gå til sin dronning med disse ord?” Ej havde de været venskabelige og elskende, siden hun havde sendt ham af sted for over femten år siden. Derfor tacklede hun ham udelukket med professionalisme. En attitude, som han umiddelbart syntes at have vænnet sig til.. eller skulle dette nu til at bevise anderledes? Det kunne det meget vel, som han brugte ordet personlig. Umiddelbart en sætning, som man ville have fyret af på en person, som man fandt nær sig. Noget, som hun ikke just følte, at de havde været siden deres afsked for mange år tilbage. Hvad han tænkte over det, vidste hun ej, men ej heller var det, hvad hun fyldte sit sind med dag ud og dag ind. Han havde det vel også fint med, hvordan det nu lå, siden han ej havde gjort noget for at ændre det?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Den måde Salvatore blev mødt af, var ikke just den som han ønskede sig. Man kunne sige, at han havde vænnet sig til den tanke. Hun ville vel ikke have ham længere, selvom det var andet og modsat, som hun havde givet udtryk for, og derfor synes han ej heller at se nogen grund til at skulle fortsætte med at forsøge at tale hende til fornuft, når han tilsyneladende ikke var i stand til det.
Igen lod han blikket falde ved hendes ord. Han havde jo ikke nogen andre at gå til, når det netop var hende som sagen omhandlede. Dertil kendte han hende godt nok til at vide, at hvad han kunne skænke andre af ord omkring deres dronning, nok næppe ville falde i den gode jord hos hende, når det endelig var. Han rystede på hovedet. Det var på tide, at han holdt op med at gøre sig de mange tanker, som han nu gjorde, og det var virkelig irriterende! "Ej ser jeg nogen grund til at diskutere en sag, som omhandler dig og mig, med andre," fortalte Salvatore med en ganske sandfærdig mine. Han mente det i ramme alvor, for han ønskede rent faktisk, at de også på det personlige plan, var i stand til at finde ud af tingene. Han trådte denne gang tættere på hende, og med blikket alligevel fast hvilende på hende. At tage hende med storm midt ude i det åbne, var ikke noget som han gjorde, og særligt når hun gik så meget op i, at tingene skulle forholdes professionelt. Svært var det dog, når han ønskede så meget mere, end hvad hun egentlig gik og gav udtryk for. Han hadede det virkelig. "Om det er noget, du er interesseret i, naturligvis," sagde han roligt. For en gangs skyld, valgte han at lægge den fine tale bort til fordel for den mere personlige. Han ønskede for pokker at de også kunne finde ud af det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Dig og mig. Ordene chokerede på ingen måde Denjarna, som hun allerede havde gættet hentydningen, som han havde nævnt det personlige for hende. Om der overhovedet var et dig og mig mellem dem længere, kunne hun dog helt være i tvivl om. Det krævede vel næsten også, at man definerede, hvad de tidligere havde været? Selv tvivlede hun på, at hun ville være i stand til at beskrive det, men psykisk og fysisk havde det jo været rart mellem dem. Selv havde hun nemlig nydt, at han havde været hendes fortrolige, som hun altid havde kunnet gå til ham. Ligeså havde hun også nydt at tage ham til sin seng, som hun også havde nydt at udfordre ham på den front. Al det var hendes blik dog ikke fuld af, som hun kiggede på ham. Det var nemlig nærmere fuldt af al den afmålthed, som hun havde vist ham siden deres gensyn. ”Ej heller er jeg sikker på, at De burde diskutere det anliggende med nogen.. end ikke med mig,” endte hun med at sige. Hvad skulle hun også sige til ham omkring dem? At hun havde været bange, da hun havde set rosen visne? At hun havde forladt sit sæde i Neutranium og søgt ham, indtil hun havde været højgravid og ikke kunnet mere? At de havde fået et barn sammen? At hun ikke vidste, om hun kunne med sit eget barn? At hun ikke vidste, hvor hendes eget barn var? At hun var skuffet over ham? Blikket vendte hun igen bort fra ham, som hun igen lod det fokusere på havet, skønt han havde nærmet sig hende. Hvad ønskede han overhovedet at sige til hende? Muligheden for at snakke havde han desuden haft, som de havde genset hinanden. Dog kunne man også roligt sige, at han havde ødelagt de muligheder dengang.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selvom Denjarna valgte at bibeholde den professionelle attitude overfor ham, så var det jo ikke fordi at hun rettede på ham. Var det en tegn som han skulle tage som noget godt? Han trådte stadig tættere på hende. Ej var det jo fordi at han var bange for hende, for det havde han da aldrig nogensinde haft nogen grund til, men derfor var han alligevel temmelig påpasselig når det kom til hendes væsen. Han ønskede jo heller ikke at gøre hende mere utilfreds end hvad hun måtte være med ham i forvejen. "Ej ser jeg nogen grund til at skulle tage den snak med andre, end hvem denne måtte omhandle," sagde han roligt. Sagen var vel, at han heller ikke havde nogen at dele den med? Han var frustreret.. Forsøgte jo egentlig bare at stille hende tilfreds, selvom det bestemt heller ikke var nemt, og det gjorde uden tvivl også ondt. Selv måtte han jo direkte hade, at de var uvenner.. For det var de vel?
Han stoppede atter op, som han måtte stå der bag ved hende. Skulle han? Han ville jo gerne lægge armene om hende igen, trykke hende ind mod sig, kysse hende i nakken og vide ,at det hele var okay, selvom han vidste, at det bare slet ikke var sådan det forholdt sig. "Jeg ønsker vi finder ud af det hele," sagde han denne gang direkte, hvor han også håbede på, at hun forstod. Oprigtigt ønskede han jo at finde ud af det hele sammen med hende. Endnu var hun jo en kvinde, som han havde frygtelig nær til hjerte, og dem som først havde antaget den plads hos ham, vendte han ikke ryggen. Selvom det måske godt kunne se således ud nu, så var det slet ikke hvad der havde været hans intentioner. Hånden hævede han langsomt og lagde mod hendes skulder. Han ønskede virkelig, at de fandt ud af det hele, og gerne sammen.

[Denjarna Dark Dynithril]

Lettere irriteret måtte Denjarna blive, som Salvatore nærmest valgte at gentage sine ord. Hvis ej han lyttede, hvorfor kom han så ikke også bare til sagen? Et eller andet havde han vel også på hjertet, siden han endnu ikke var gået? ”Som du tydeligvis ikke lytter, hvorfor kommer du så ikke bare til sagen?” lød det lettere spydigt fra hende, uden at hun værdigede ham et blik. Hvad han ønskede at sige, vidste hun dog ikke. Allerede havde han nemlig gjort det klart for hende, at det var Jarniqa der talte. At tænke på hende som deres barn, kunne hun knapt nok få sig selv til. Det lød så … familieagtigt og seriøst, og ej var det, hvad hun havde været ude efter. Umiddelbart havde det ej heller været, hvad han havde været ude efter. Tænderne bed hun sammen ved hans næste ord. De skulle finde ud af det hele? De skulle finde ud af hvad? Det hele var trods alt så forvirrende og ødelagt, og derfor tænkte hun personligt, at det var svært at lave om på. Som hun mærkede hans hånd mod sin skulder, mærkede hun helt, hvordan hendes hjerte måtte springe et slag over. Det var også den første berøring de delte i femten år, hvor den sidste ellers havde været deres himmelske elskov. Kroppen endte hun med at vende, så hendes skulder løsrev sig fra hans hånd, og så hun stod med fronten mod ham. ”Så spyt ud,” endte hun direkte med at sige, som han tydeligvis ikke ville lade hende være. Videre imødekommende var hun dog ikke, som hendes arme straks søgte lukket over kors.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvordan Salvatore skulle gribe hele denne sag an, vidste han faktisk ikke, hvor han faktisk forsøgte at gøre det så godt, som det han overhovedet kunne. Tænderne bed han derfor en kende sammen, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Selvom han forsøgte at træde rigtigt, kunne end ikke det gøres rigtigt, og det kunne han udmærket godt mærke.
Hovedet sænkede Salvatore endnu en gang, som hun rev sin skulder fri af hans greb. Ikke fordi at han havde regnet med andet, men han forsøgte da i det mindste.. Søgte små svar på hvad han kunne gøre og tillade sig, og det modsatte igen. "Selv står jeg her, og forsøger kun at gøre dig tilfreds, Denjarna. Du gør det virkelig ikke nemt for mg," sagde han med en mere hård stemme. Det var en evig frustration som han gik rundt med til dagligt. Ganske vidst var han ved at finde sig ti rette i arbejdet som rådgiver igen, og naturligvis håbede han da på, at hun ville være tilfreds med hvad han lavede, og hvordan han lavede for hende, og særligt når det kom til det faktum, at få landet op på benene igen. Han ville gerne finde ud af dem.. Finde ud af hvor de stod og hvad de kunne tillade.. ham særligt, og særligt når det foregik på denne her måde. "Hvad kan jeg tillade mig at gøre? Skal alt forholde sig så professionelt, når sidst jeg så dig, at vi delte langt mere personlige og intime ting sammen?" spurgte han denne gang langt mere direkte. Det var ham en daglig og evig frustration, som han virkelig håbede på, at hun kunne hjælpe ham med at få bugt på. Det gjorde ham faktisk ked af det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej forstod Denjarna, hvori problemet lå. Ganske vidst bragte han hende diverse tanker, men alligevel følte hun selv, at hun havde gjort det klart overfor ham. Selv ville hun nemlig ikke just mene, at hun havde indgydt ham nogen former for venskabelighed eller romantik siden deres begges tilbagevenden. Ganske vidst havde hun ønsket ham, som hun havde vågnet fra sin dvale, men som dagene havde gået, var det blevet hende sværere. Særligt fordi, at han havde skuffet hende, og da hun personligt ikke følte sig ønsket af ham. ”Jeg føler såmænd selv, at jeg udtrykte mig rimeligt klart den dag i tronsalen,” sagde hun direkte. Hvor vovede han også at give hende skylden? Hun havde uden ham båret deres barn! Hun havde ligget død! Hendes kongerige havde været erobret! Hvis der var nogen af dem der havde haft det svært var det da hende! Han havde ganske vidst været udsat for tortur, men selv havde hun prøvet det flere gange og overlevet! Derudover havde han ej heller prøvet at føde, dø, miste sit kongerige! ”Du kan tillade at gøre det, som jeg beordrer dig til, og indtil nu har jeg bedt dig om at være min rådgiver. Rådgiv mig derfor om kongelige ærinder, indtil andet er dig påbudt,” lød det skarpt fra hende. Som han førte et hårdt toneleje overfor hende, måtte hun nemlig kun gøre det samme. Bange af sig var hun nemlig ikke af sig, og da slet ikke for ham. God som dagen var lang var han nemlig, og det var også, hvad der til tider irriterede hende. Selv kunne hun nemlig savne det fyrige, skønt hun også kunne lide hans rationelle og kærlige side. Det var vel blot et tegn på, hvordan man ønskede sig det hele?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore havde intet imod at udføre det arbejde for Denjarna, som var ham krævet og pålagt som rådgiver. Han kunne rent faktisk godt lide det arbejde, og særligt fordi at han følte, at han kunne gøre nytte. Men med alt det, som de førhen havde delt, så var det bare frygtelig svært for ham, at gøre dette uden at føle sig.. stødt og såret vel? Han havde virkelig bare brug for at vide, at hun ønskede det samme, som han gjorde. Det var vel heller ikke meget at forlange, var det? "Du gjorde det temmelig tydeligt for mig i vrede, men blot ønsker jeg at vide, om der ligger mere i det, eller om det blot var mig, som trådte voldsomt forkert den aften," sagde han endeligt. Han gjorde ikke dette, for at træde nogen over tæerne.
Selvom Salvatore var en rolig mand, kunne han uden tvivl også godt vise sig fra en anden side, og det var det, som han heller ikke var bange for at lægge skjul på. Han vendte blikket mod hende. Lige nu handlede hun uret i hans øjne. Hun kunne vel også godt tiltale ham på ordentlig og retfærdigt vis i stedet for det andet her? Næven knyttede han let. "Du fratager mig min ret og mulighed for at ytre min mening? Dele mine tanker med dig, fordi det ej er en del af mit arbejde?" spurgte han denne gang mere direkte. Hovedet lod han søge let på sned. Han forsøgte jo blot.. Selvom han måske ikke var så frembrusende, men var det overhovedet noget, som han kunne tillade sig her i det åbne, hvor alle kunne se dem? Særligt nu hvor hun gik så meget op i det professionelle.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej brød Denjarna sig om at blive konfronteret med disse spørgsmål. Han krævede nemlig af hende, at hun gav ham svar, og svar kunne hun ikke just give ham. Svært var det også for på den ene side ønskede hun at stikke ham en lussing, hvor hun på den anden side ønskede at tage ham tæt. Rart ville det også være, hvis hun igen havde et andet menneske at tale fortroligt med, og ikke blot en drage. Damien var ganske vidst også en mand, men synd at sige var det, at han var mere mand end drage, som det nærmere var omvendt. ”Hvad håber du på, siden du stiller mig alle disse spørgsmål?” endte hun skarpt med at sige. Ønskede han for dem at de venner og elskere igen? Eller ønskede han, at de tog skridtet og indgik et forhold som forældre? Det sidste var hun om end på ingen måde klar til! Det havde nemlig ikke just været hendes ønske at få et barn, som det blot havde endt med at komme. Svært var det derfor også at beslutte sig for, om hun ønskede at lære det at kende eller ej. Ville Salvatore overhovedet kunne døje den tanke? Han ville vel falde bagover over hendes kynisme? Tænderne bed hun sammen. ”Jeg har ansat dig som min rådgiver, og derfor er mit ønske blot, at du gør, som du er blevet hyret til. Ser du et problem i det?” endte hun med at sige. Umiddelbart lød det til, at han ønskede at få hendes følelser serveret på et sølvfad, men det havde nu engang aldrig været hendes stil. Svært var det dog også for hende at sige, hvad hun ønskede med ham. Der var nemlig en del af hende der ønskede, at han trykkede sine læber mod hendes, løftede hende op i sine arme, og dernæst tvang hende ned i sandet. Sandsynligheden for dette anså hun dog også som ikkeeksisterende, da han aldrig før havde overrasket på den måde. Den anden del af hende ønskede dog at slå ham, og at skælde ham ud for at agere upassende overfor sin dronning.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvad Salvatore forventede at få, var vel egentlig ganske tydeligt? Det var ikke forkert at stille spørgsmål, og særligt ikke, når det hele foregik på denne her måde - i hans øjne, vel og mærke. "Hvad jeg forventer, er naturligvis klare svar," sagde han direkte. Var det virkelig så svært at forstå? At han bare ønskede at kende sin plads, og særligt i det personlige forløb sammen med hende? Han kunne huske, som var det i går, de mange intense og sensuelle stunder, som de sammen havde delt. At der jo så var kommet et barn ud af dette, havde han slet ikke regnet med, før han havde stået ansigt til ansigt med en ung kvinde, som han slet ikke var i tvivl om, var hendes datter.
Hendes ord, var på ingen måder noget i nærheden af, hvad Salvatore havde håbet på, hvilket kun efterlod ham med en klar og tydelig frustration. Hvad pokker skulle han da ellers kunne gøre ved det? Han bed tænderne skjult sammen, selvom det tydeligt måtte vise sig på hans kindben. Var han ikke andet end en ansat for hende nu? "Jeg forekommer blot som en simpel ansat for dig?" spurgte han stilfærdigt, som han denne gang lod armene søge over kors. Meget havde han allerede nu lyst til at gøre ved hende, selvom han slet ikke huet efter at miste hovedet i samme omgang, og særligt ikke, om han kunne blive fri for dette. Denjarna havde en langt dybere betydning for ham end som så, og om det ej var noget som han kunne få lov til at give udtryk for, vidste han dog ej, om han kunne blive i Manjarno. Han tog denne gang et skridt tættere på. "Efter alt hvad vi har delt?" tilføjede han med en mere fast undertone.

[Denjarna Dark Dynithril]

At alt hvad hun sagde frustrerede Salvatore, var tydeligt for Denjarna at se. Dog fik det hende ikke til at agere anderledes, som det blot fik hende til at agere på samme måde som før. Hvad skulle hun også gøre og sige? Sige, at alt var i den skønneste orden mellem dem, når det ej var hvad hun følte? Han havde nemlig gjort og sagt ting, som ej behagede hende. Dog kunne hun heller ikke sige, at hun forkastede ham, for en del af hende mindedes jo deres gode stunder sammen, når hun så ham. ”Og de svar, som du får vil være dem, som du allerede har fået,” sagde hun kort for hovedet, skønt hun vidste, at det ikke tilfredsstillede ham. Hvorfor skulle hun også tilfredsstille ham, når han ikke tilfredsstillede hende? Brynet endte hun med at løfte. ”Hvis du mener, at det er en simpel stand og arbejde at være kongelig rådgiver, er jeg sikker på, at jeg ville kunne finde en anden, som ville prise det langt højere,” lød det sigende fra hende, skønt hun vidste, at han refererede til deres venskabelige og intime fortid sammen. Det sølvgrå blik tog hun ej fra ham, som han nærmede sig hende. Hun rankede nærmere ryggen, alt imens hun stolt blev stående på sin plads. ”Jeg er næppe den eneste kvinde, som du nogensinde har delt al det med, ligesom du ej er den eneste mand, som jeg har delt al det med,” svarede hun blot, skønt hun vidste, at det ej var, hvad han mente. Sagen var vel også, at hun ikke havde været med andre i den tid, som hun havde været med ham? Om det var fordi, at det var ham eller fordi, at ingen andre havde meldt sig, var dog ikke til at sige.