A taste of revenge

[Noelle Jaceluck]

Evan Embelowni Strife
***********************************************************

Det var et par par dage siden, ballet var stået på. Noelle havde sidenhen sidder i fangekælderen og afventet sin straf. Frem til det var gået op for hende, hvis hånd der skulle udfører den straf, havde hun været ganske rolig og lidt kølig omkring hele situationen. Sådan var det ikke længere.
Ude i slotsgården havde hun stået det meste af aftenen, her var de første slag faldet, bare for underholdnings skyld, men nu havde vagterne ført hende tilbage i torturkammeret hvor hun hang i lænker fra loftet, blottet for alles syn. Omkring hende stod vagter, nogle af hendes egne soldater, Evan, samt hendes far. Det var ydmygende at se hvordan de allesammen stirrede på hende. Athena havde ikke været mild med sine slag, trods hendes ungdom og manglende erfaring. Blodet løb ned over hendes ryg og videre ned over lårene som følge af de mange rifter der var kommet.
Frem for at pruste holdt Noelle vejret og forsøgte at bide smerten i sig. Hvis hendes far hørte så meget som et støn fra hendes side, så ville det kun blive værre. "Sidste slag Miss," annoncerede en vagt der stod lidt mere i skyggen. Noelle tvang øjnene åben og med tænderne let sammen. Hele kroppen var øm, det var hårdt at hænge der, og slagene havde været mange. Blottet som hun hang der, kunne man se de mange ar der i forvejen prægede hendes krop. Disse var spor efter slag hun havde overlevet, ligesom hun ville overleve dette. Sekunderne virkede lange, før den svirpende lyd igen gav genlyd, hvorefter et hårdt slag ramte hendes blødende ryg igen og fik hende til at svaje let.
Sveden havde lagt sig som en tynd film over hendes krop selvom der var iskoldt hernede i de mørke kældre. Med et træt blik, så hun til som Athena passerede hende og gik hen til Evan, mens en vagt, løsnede hendes kæder med et svirp fra hånden, så hendes trætte krop, faldt direkte i den kolde jord. Benene føltes som gelé, det var ydmygende end ikke at kunne stå på dem. Hendes far sendte hende et intenst glimt, før han vendte sig med ryggen til og forlod kammeret. Noelle vidste at det var et tegn på skuffelse over den måde hun havde håndteret det på. Hendes blik gled i stedet i retning af Evan, med mørkt blik. Det her fik hende ikke hurtigere i marken!

[Deleted]

Evan havde tilbragt de sidste dage i sengen, udelukkende fordi at det havde været Athenas ønske, efter den ulykke, som havde ramt ham under ballet. Det havde gjort langt mere ondt, end hvad han lige havde regnet med. Endnu var det ikke muligt for ham at løfte armen for meget, så det at yde den straf, som Noelle skulle tildeles, havde ikke været muligt for ham. Athena havde derfor fået lov til at gøre det i stedet for.
Piskens smæld havde lydt igennem hele lokalet med sådan en intensitet. Det kunne godt være, at Athena ikke var den mest erfarende hvad angik denne slags, men hun gjorde det godt. Han vidste jo også godt, at hun havde ventet længe på at få lov til at gøre dette.
Det sidste smæld lød, og folk begyndte at trække sig, som det slet ikke havde nogen interesse at se deres egen hærfører ligge der på jorden. Isiah gik - Heldigvis, for han var virkelig fristet til at slå den mand ihjel, og han skulle få muligheden for at gøre det før eller siden, om det så var et mål for livet, som han skulle sættes sig, så var han virkelig ligeglad! Ligeglad med det hele! Evan vendte blikket mod Athena, da hun søgte hen mod ham. Han sendet hende et stolt smil. Han lænede sig frem og skænkede hendes læber et blidt kys. Nu kunne hun vel også lægge det had til Noelle bare lidt på hylden? "Bare gå op. Jeg kommer om lidt," sagde han endeligt, inden han igen vendte blikket i retningen af Noelle, som blev liggende på gulvet. Hun fortjente naturligvis at blive straffet for hvad hun havde gjort, men ikke at blive liggende på denne måde. Det var der ingen der fortjente. Han søgte roligt mod hende i stedet for. Endnu ganske stiv af sig, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det.
"Kan du komme op?" spurgte han med en rolig stemme, som han langsomt gik i knæ ved siden af hende. Endnu kunne han mærke det spænde voldsomt i maven. Det var virkelig ubehageligt.

[Noelle Jaceluck]

Ingen havde villet fortælle hende om hvordan Evan havde det, men at se ham her, bekræftede for hende at såret i sig selv ikke havde været så slemt. Det lettede lidt hendes bekymring. Aldrig havde hun haft lyst til at gøre ham ondt, men han havde ikke efterladt hende noget valg, så ja hun var bitter på ham, for ikke nok med at hun var blevet ydmyget og straffet af hans dukkebarn, så skulle hun stadig møde sin faders skuffelse senere hen, og det ville med garanti blive mere smertefuldt end dette.
Soldaterne gik som havde hun intet betydet. Det ville blive de første der ville få hendes vrede at føle, noterede hun sig. Foroverbøjet på gulvet, så hun op på Evan der kyssede Athena med det stolte smil. Hendes mave vendte sig. Et sted nærede hun jo et ønske om at han igen skulle se på hende på den måde, men det ville næppe blive en realitet.
Hun så bort og prustede let som hun lå der med øm og blødende ryg. Aldrig havde hun været så vred. Jaqia burde vide at hun ikke ville finde sig i en sådan behandling! Evans stemme ledte hendes intense blik til hans. "J-ja," løj hun. Nej lige på stående fod kunne hun ikke, mens hans hjælp ville hun ikke have! virkeligheden var nok endelig gået op for hende, og det var at Evan altid ville elske en anden, og at hun var bedre uden nogen. Hendes far skulle nok passe på hende, og det var alt hun behøvede. "Sm-smut," bad hun lidt kortfattet, stadig siddende på alle fire. "D-din kappe," bad hun og rakte den ene hånd frem. Ikke tale om at hun ville gå nøgen igennem slottet!

[Deleted]

Aldrig kunne man påstå at Evan havde været ligeglad med Noelle, for det havde han aldrig nogensinde været, og dette var bestemt ikke et undtag af den lov og regel. Han havde ikke gjort det som han havde gjort, hvis det var fordi at han havde været ligeglad med hende, for det havde han aldrig været.
Der lå hun.. Vagterne havde vendt ryggen til dem, hendes fader havde forladt stedet, og Athena var gået op for at vente på ham. Han sov jo på slottet i disse dage, og særligt fordi at Enrico stadig havde et øje for ham. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Han ville gerne have at Athena var tryg og rolig hvad det angik, og det var det som var ham det vigtigste af det hele. Vred som hun var, selvom det nu heller ikke var noget som kom bag på ham, for det gjorde det på ingen måde. Han kneb øjnene let sammen, som han lod knæene møde det iskolde gulv under ham, og tæt ved hendes skikkelse. "Du behøver ikke blive vred, Noelle," sagde han kort for hovedet. Det spændte endnu i maven, bare ved at trække vejret og den tanke gjorde ham direkte irriteret, for selv det var jo noget, som virkelig hæmmede ham i hans eget arbejde.
Langsomt vred Evan sin kappe af, for at række den til hende. Hvorvidt om hun kunne komme op, tvivlede han dog stærkt på. Selvom Athena var ung, så vidste hun uden tvivl hvor hun skulle ramme og selv med en pisk i hånden. Lige hvad det angik, måtte han selv sige, at han var meget imponeret.

[Noelle Jaceluck]

Deres venskab havde altid betydet alt for hende, hans loyalitet.. og nu følte hun for alvor at hun havde mistet ham. Måske det var til det bedste, følelserne skulle brænde ud og blive til aske på ny, hendes fars kyndige hpnd skulle nok få gjort dette ønske til virkelighed. Ikke overraskende, havde alle vendt ryggen til hende. I deres øjne var hun næppe noget værd længere, tanken gjorde hende vred og skuffet, fordi det var pest eller kolera.
"Du.. ud-udfordrede min a-autoritet på et me-m-meget dårlig t-tidspunkt Evan!" prustede hun vredt. Havde han nogen ide om hvad han havde gjort?
For bare uger siden havde han lovet at hjælpe hende tilbage på marken, nu ville det tage evigheder før den mulighed ville komme til hende igen. Kappen rev hun ud af hans hænder, og holdt den op foran sig med knuget hånd. Ryggen var umulig at dække til med stof. I stedet kæmpede hun sig op at sidde på sine knæ, velvidende om at hun ikke ville komme op på sine ben foreløbig.
Hendes hånled ligeså var røde efter at have hængt i lænkerne i sin fulde vægt.
"Hv-hvis jeg n-nogensinde s-ser enten d-dig eller d-din dukketøs, s-så lover jeg ej f-for resultatet. G-gå!" sagde hun hårdt.
Et sted var hun bange og såret, men det var lettere at gemme bag vrede, mere end at skulle indrømme det!

[Deleted]

Det havde måske været et dårligt tidspunkt at udfordre Noelle på, men selv hun vidste hvordan han havde det med hendes fader, og at den mand var taget med hende her til ballet, var slet ikke en tanke, som han kunne finde acceptabel på nogen måde. Alene tanke om det, var noget som vækkede en direkte vrede. For nu kunne han glemme den lidt, selvom han endnu sad igen med smerten efter det.
"Som du valgte at udfordre min. Du ved hvordan jeg har det med den mand, Noelle.. At tage ham med dig, begriber jeg i sandhed ikke," sagde han kort for hovedet. Den mand havde været en kende for skadefro for Evans vedkommende, og tanken om det alene, var noget som havde gjort ham direkte forarget!
Kappen lod han hende rive direkte ud af hånden på ham, bare for at dække sig selv til. Selvom han ville stå fast på, at der slet ikke var nogen grund til det, for hun var smuk en kvinde, og det havde hun alle dage været. Han selv havde elsket at tilbringe de stunder med hende, som han vidste, at det var gengældt i den anden ende. "Ønsker du virkelig, at jeg skal gå? Noelle.. du er forpisket og forslået.. Du kommer ikke op her uden hjælp," sagde han direkte. Nej, det var ikke en ting, som han ønskede at diskutere med hende, for det var det da godt nok ikke. Igen måtte han kæmpe sig tilbage på benene. Han klemte øjnene let sammen. Det gjorde selv ondt for ham i det hele taget at bevæge sig på denne måde. Han slap et mindre smertefuldt gisp. Det gjorde ondt!

[Noelle Jaceluck]

Noelle vidste udmærket at Evan ikke brød sig om hendes far, men ærligt havde hun slet ikke overvejet at de skulle ses under ballet, desuden havde hun ikke haft det store valg. "Tror du jeg ha-havde et v-valg?" spurgte hun med en vrissen og sendte ham et direkte dræbende blik. Hvis først hendes far tog en beslutning, så kunne man vove at sige ham imod, desuden var han den eneste mand der aldrig havde valgt hende fra, altid havde han været der, altid havde han troet på hende, hvor selv Evan havde valgt hende fra.
Kappen hvilede i hendes ene hånd og dækkede på nuværende tidspunkt ikke meget andet end en del af hendes maveskind. Overfor ham var der intet at skjule, han havde før set det hele, men det var ikke et syn hun ønskede at dele med hele slottet. Det her var nok bare et par nye ar til samlingen.
Hun blev siddende på sine knæ med hurtigt åndedræt. Faktisk turde hun ikke at bevæge sig i frygt for at det ville gøre for ondt.
"D-din hjælp e-er den s-sidste jeg ønsker. Jeg k-kommer o-op," vedblev hun stædigt, også selvom han havde ret. Det skar i hele kroppen, og det føltes mest af alt som var hun smeltet. Hendes ben ville slet ikke kunne bærer hendes vægt. "D-din forlovede v-venter," påpegede hun opfyldt af bitterhed!

[Deleted]

At støde på dem under ballet, var det sidste Evan havde regnet med, og særligt når det kom til hendes fader. Hvad pokker han havde lavet der, vidste han ikke, men den mand skulle bestemt ikke for tæt på, og særligt ikke tæt på hende, hvis han kunne blive fri for det! Han kneb øjnene let sammen. "Det ved jeg godt du ikke havde. Derfor ved jeg, at du kunne have gjort det værre end hvad du gjorde den aften," sagde han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Hun kunne være vred, hvis det var det, som hun havde lyst til, uden at det ville gøre nogen forskel.
Evan rejste sig op endnu en gang. Han frygtede nu ikke for at Noelle ville gøre noget ved ham, og særligt ikke sådan, som hun havde det lige nu. Hun havde ondt, og det var ikke underligt, og selvom han nu vidste at Athena måtte sidde deroppe og vente på ham, så var det rent faktisk her, han ønskede at være, og dette var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han lod hænderne falde ned langs hans krop. "Jeg ved godt, at hun venter på mig. Jeg vil dog gerne have dig op i sengen i stedet for.. Du kommer ikke op på egen hånd," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket intenst og fast i retningen af hendes skikkelse. "Hun venter til jeg engang kommer op," sagde han endeligt. Athena ønskede han ikke at tænke på. Han vidste jo godt, at Noelle ikke kom op på egen hånd.

[Noelle Jaceluck]

Evan havde udsat pinslen i forhold til at skulle stå overfor sin far, men nu var dagene gået, og det var et spørgsmål om tid før han ville komme at gøre krav på hende. Skulle det nå hans ører at hun modtog hjælp, så ville det kun blive værre for hende selv, derfor kunne hun ikke tage imod.
"J-jeg kunne ha-have slået d-dig ihjel," svarede hun ærligt. Aldrig havde det været hendes ønske at gøre ham ondt og da slet ikke at slå ham ihjel. Det havde mere været en demonstration overfor hendes far, som bevis på at hun udmærket kunne handle hvis man sagde hende imod. Normalt ville hun dog ikke gøre det så drastisk.
Hendes hænder faldt ned i hendes skød, og derved også kappen. Trods kulden hernede, så havde hun det næsten ulideligt varmt. Hendes hoved var let bøjet med et lidt sørgmodigt glimt malet deri.
"J-jeg kan kl-klare mig selv," hun sukkede. For ikke lang tid siden havde de gjort hvad som helst for hinanden i marken, altid været opmærksomme, altid afgivet et løfte om at passe på hinanden, og det var hans hjælp som den eneste, hun havde modtaget men ikke mere.
"G-gå. Før h-han kommer," hun skævede mod døren. Isiah ville nok komme efter hende når han mente at hun havde lidt nok og fandt han evan såret, så ville han desværre nok tage chancen. Der måtte ikke ske ham noget yderligere.

[Deleted]

Evans blik gled mod Noelles skikkelse, og med en ganske alvorlig mine. Han vidste, at han var heldig, at slippe med livet i behold, hvilket han naturligvis var glad for. Hvis der var nogen, som kunne slå ham ihjel, så var det uden tvivl Noelle. "Det kunne du.. Men du gjorde det ikke," sagde han endeligt, som han igen lod hovedet søge på sned. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Det var bestemt ikke fordi at han var bange af sig, og særligt ikke hvad hende angik.
Selvom Noelle sagtens kunne klare sig selv, var det ikke en svaghed at bede for hjælp. Tvært imod, så var det en styrke at indse hvornår denne var en nødvendighed, og det var hvad den havde vist sig at være i en stund som denne. Han var dog ej bange for at skulle stå ved, at dette måske var en nødvendighed, når det kom til denne slags. Han trak vejret let. At gøre det dybt, var endnu noget, der uden tvivl gjorde forbandet ondt, selv på ham. "Meget vel," sagde han blot, hvor han himlede med øjnene. Han tvivlede dog stærkt på, at hun i hendes nuværende tilstand, ville finde muligheden for at komme op. Han rystede let på hovedet. Var hun stadig i færd med at beskytte ham? Han tvivlede uanset stærkt på, at hendes fader ville turde forsøge på noget som helst, hvis han kom ned.
"Kommer han ned, slår jeg ham ihjel, Noelle.. Han skal bare prøve sig," endte han med en fast tone. Tanken alene om det, gjorde ham vred. "Du skal ikke beskytte mig.. Lad i det mindste mig beskytte dig," sagde han kort for hovedet. Det var på tide, at nogen gjorde det.

[Noelle Jaceluck]

Det havde været nemt for hende at slå ham ihjel på balaftenen, men hensigten havde aldrig været der, hvilket hendes far nok måtte været ret utilfreds med. Til nu var det eneste hun havde set i hans blik, skuffelse og foragt, så var det noget vidunder at hun misundede den måde Evan betragtede sin forlovede på? Med stolthed og varme. Enrico havde ganske vidst bekymret sig, men det havde altid bare været det.. kulde og uro, hvilket slet ikke var det samme.
"D-det gjorde j-jeg ikke a-af re-respekt for det venskab v-vi har ha-haft," svarede hun med et stadigt vredt blik.
Det havde været mere end et venskab, hun så op til ham mere end hun havde gjort til nogen anden, han vækkede både glæde, behag, jalousi og frustrationer, så mange følelser der var så godt som umulige at forstå.
Hendes far ville ikke tøve med at slå ham ihjel, og i Evans tilstand var chancerne forholdsvis store. Noelle forsøgte jo bare at beskytte ham. Kappen lagde hun blidt hen over sine lår, og nød godt af hvordan kulden kærtegnede hendes blodige ryg. "D-du lægger ikke en f-finger på ham" advarede hun med et lidt sammenknebet blik. Måske manden var frygtelig, men han var hendes far, og alt hun havde tilbage. Altid havde hun klaret sig selv, en hjælpende hånd fra sin far somme tider, men ingen havde besværet sig med at beskytte hende, som han gjorde. "Ha-havde jeg ønsket be-b-beskyttelse, så var j-j-jeg blevet gift," påpegede hun en kende hårdt. Hans beskyttelse kunne hun ikke bruge!

[Deleted]

Hvorfor bruge tiden på at rende rundt og være vred? Det var slet ikke noget som Noelle ville få det mindste ud af. Evan himlede let med øjnene. Selv havde han kæmpet sig ud af sengen, for at være her. Moralsk støtte hende igennem den straf, som han burde have tildelt hende, for det som hun havde gjort, selvom det ikke havde været tilfældet.Han havde ikke været i stand til at løfte hånden og armen nok, til selv at kunne føre pisken. Selv det, havde endnu lange udsigter for ham. "Jeg tvivler stærkt på, at du ville have gjort det alligevel," sagde han blot. Han kendte hende. Der var mere i det end bare venskab, selvom det nu heller ikke var en snak, som han ønskede at tage med hende, nu hvor det var hende som sad i knæ overfor ham. Det ville der jo intet komme ud af i den anden ende.
Evans blik stirrede fast på hendes skikkelse. Fred være med, at hun ikke ville lade ham hjælpe hende. Det var hendes problem. Buddet skulle hun jo trods alt bare have. "Jeg gør det, hvis jeg støder på ham igen," sagde han kortfattet. Fik han chancen, ville han selv ikke tøve med det.
Athena ventede på Evan, selvom det ikke var hende, der prægede hans tanker og sind i dette øjeblik. Tanken var grusom, men det var Noelle som han havde i hovedet lige nu. Gift? Hun forekom ham på ingen måder som den gifte kvinde. "Du som aldrig låser dig fast til løfter og individer. Jeg tvivler på at den dag nogensinde kommer.. Lad mig nu hjælpe dig op. Du har brug for hvilen," sagde han blot. Denne gang med en hård undertone.

[Noelle Jaceluck]

Vrede og ilterhed havde altid været grundsten i Noelles person. Der var få øjeblikke hvor enkelte havde formået at bringe hende til et andet niveau, med ro og skjult omsorg. Enrico var en af disse, men sandheden var desværre, at den side af hende selv, skræmte hende mere end noget andet, fordi det gjorde hende sårbar.
Evan havde fået hende til at føle sig stærk selv når paraderne blev sænket, men hvad nytte gjorde det, når han kun havde øjne for sin lille pyntedukke?
"Det ha-havde jeg n-næppe. Og jeg v-ville foretrække hvi-hvis du und-undlod at tvinge m-mig derud," tilføjede hun med et lynende blik. Smerten var intens. Det brændte i enhver nerve i ryggen, og hun følte sig øm og træt.. måske endda sulten, det føltes som var det dage siden hun havde fået et ordentligt måltid.. hvilket nok heller ikke var helt løgn.
Med fast hånd greb hun ud efter ham og mistede balancen, således at hun næsten lå foroverbøjet. Hun gispede grundet smerten og mærkede hvordan sårene blev revet op igen for endnu engang at bløde. "R-rør ham, og du b-bør være yderst fo-forsigtig med at l-lade dukkeba-barnet være alene," advarede hun og lod neglene synke ned i hans arm. En dag ville hun tage livet af Athena og nyde det. Så stort var raseriet oven på den ydmygelse han havde tvunget hende igennem. "N-netop. Den dag ko-kommer aldrig. D-din forlovede har f-flået min r-ryg op, og du f-forventer at jeg s-skal modtage d-din omsorg?" hun slap ham og trak sig lidt tilbage dog lagt ind over jorden.

[Deleted]

At bede om hjælp, var ikke nogen svaghed i Evans øjne. Hvorfor skulle han ellers stå her og tilbyde hende den, hvis det ikke var fordi, at det var noget som han gerne ville? Hun havde stukket ham ned.. I hans øjne, var dette billigt sluppet i forhold til, hvad han vidste, der ville møde hende, hvis hun kom til det på andet vis, og det var bestemt ikke noget, som han havde i sinde at gøre, og særligt ikke, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Det gjorde ham vred, at se hende på den måde.
"Hold op med at give mig en grund til det," sagde Evan direkte, som han igen kneb øjnene fast sammen. At hun havde taget den mand med, gav ham udelukkende en grund til at handle, som han nu havde gjort.
Som hun tog fat i ham, skar det i maven og næsten hele vejen op i brystet. Han gispede kraftigt og spændte i kroppen. Han vendte blikket direkte dræbende mod hende. Hvad havde Athena nu med alt det her at gøre? Overhovedet ingenting! Hans øjne endte direkte med at lyne. "Hvis du lægger så meget som en finger på hende, Noelle.." advarede han med en lige så fast tone.
Et sted var han ganske enkelt ligeglad med hvad Athena havde gjort. Hun havde gjort, hvad hun havde fået besked på, og så måtte Noelle jo rende rundt og være sur over det. Det ville ikke gøre nogen forskel. "Det er blot et tilbud om hurtig behandling. Jeg tvinger dig ej til noget.." Han rev hånden og armen til sig igen og med en lige så fast mine, inden han gjorde klar til at gå. Ønskede hun ikke hjælp, var det begrænset hvad han kunne gøre.

[Noelle Jaceluck]

Lige fra barnsben var Noelle blevet lært om hvad der var stærkt og svagt. At bede om hjælp var ingen styrke, det kunne det aldrig blive uanset fra hvem hun modtog den. I marken var de alle brødre og søstre.. en stor familie, og Noelle accepterede og værdsatte den tankegang, men det her var ikke marken.
"B-bland dig ud-uden om hvo-hvordan jeg le-lever mit liv," svarede hun ligeså hårdt tilbage. Det forhold hun havde med sin far, var et hun havde valgt. Evan ville aldrig handle på de følelser han enten havde haft eller endnu følte, og efter dette kunne han ikke være en del af hendes loyale støttere, hendes far ville blive en nødvendighed, med de konsekvenser der nu ville følge med det.
Han havde ligeså lidt grund til at slå hendes far ihjel som hun havde med Athena. Det var ham der blandede sig i det liv hun valgte at leve.
Noelle slap ham igen og trak sig lidt op at sidde igen, selvom det var smertefuldt. Hendes stærke ansigtsstruktur var spændt på alle måder. "S-så hvad? Slår d-du mig ihjel? H-hold dig fra min f-far, Evan, så slipper vi be-begge for sorg og lidelse," hun sendte ham et strengt blik, og så ham komme på benene. Det var misundelsesværdigt, for her sad hun og ville formentlig blive siddende til hendes far hentede hende. "Di-din hjælp, ville b-blive min d-død," sagde hun ærligt. Hendes far forventede at hente hende her. Han havde allerede talt med hende om at tvinge hende med tilbage til Atterlin for en periode, og med det kom ikke et valg.