A taste of revenge

[Deleted]

Det som Evan havde gjort, skulle bestemt ikke bruges som et våben mod ham! Nej, han havde måske gjort det for at redde hendes liv, og holde hende nogenlunde ved lige, men selv han havde jo nydt det. Selvom samvittigheden ganske vidst ikke var noget, som bed på ham. For det gjorde den ikke. Hans øjne gled stille i, som han lagde sig til rette i sengen. At komme derfra, ville uanset ikke blive aktuelt for hans vedkommende. "Det gør jeg. Nej, jeg er ikke ligeglad, og det har jeg aldrig været. Hvor vil du hen med det?" spurgte han direkte irriteret. Hvorfor skulle alt blive til sådan en kæmpe diskussion?
Menneskelige behov, var hvad den mentale dæmon havde forståelse og forstand på, og derfor skulle Noelle så sandelig ikke komme her og tro, at hun kunne bilde ham andet ind, for det ville slet ikke blive tilfældet! Han rystede let på hovedet, og lod den i stedet for ligge.
At der kom en vagt ind, for at bringe ham tilbage til hans eget kammer, fik ham igen til at åbne øjnene. Han var for træt til at gå, og derfor skulle Noelle så sandelig heller ikke have lov til at se ham kæmpe sådan, for at komme tilbage til Athena. Særligt ikke når han vidste, at det i forvejen, var et kæmpe problem for hende, at den kvinde rent faktisk var der. "Jeg giver dig 10 sekunder til at forlade værelset frivilligt.. Ellers skal jeg personligt sørge for, at du fortryder, at du nogensinde henvendte dig til mig på den måde," sagde han direkte alvorligt. Han sendte manden en fast mine. Han havde ikke tænkt sig at gå nogen steder!

[Noelle Jaceluck]

Alt det her var aldrig hændt, hvis han blot havde fundet hende en tilfældig mand den aften. Ingen følelser i klemme, ingen grund til at bekrige hinanden, det havde vækket ting der burde være blevet begravet for lang tid siden, og fordi han plagede hende med det, så gjorde Noelle det lidt til et våben imod ham i stedet for. Hun lagde sig ned i sengen og skar tænder for at bide smerten i sig, frem til hun lå på siden. Det var ikke ligeså behageligt som maven men er okay alternativ.
"Du siger a-at du ej f-fortryder, me-men hvordan kan du ikke gøre det, n-når du ved hvor skuffet hun ville blive over at vide det?" spurgte hun med et lidt sigende blik. Hvis Athena faktisk fik det at vide, og brød op med ham, så ville han næppe være så ligeglad som han lod til at være ved første øjekast.
Vagten rettede sig op og så lidt fra Evan til Noelle og tilbage igen med overvejelsen om hvem han helst ville lægge sig ud med, Noelle var den svageste og dermed mindst farligste på nuværende tidspunkt, så han besluttede sig hurtigt for en side.
"Beklager, Mr. Strife. Jeg går nu," ret hurtigt fik han benene på nakken og forlod kammeret og lukkede døren bag sig.
Smilet blev tørret af Noelles læber. Hun kiggede på ham et et typisk vredt blik. Hvorfor gøre det hele værre ved at blive liggende her med hende? Særligt når han vidste at hans forlovede lå og ventede på ham. "Du bliver m-min d-død," sukkede hun og lod øjnene glide i. Somme tider var han en pestilens!

[Deleted]

Evan fortrød ikke det, som han havde gjort med Noelle. Hvorfor skulle han da også gøre det? Han holdt jo af hende, og sikkert også mere end hvad han egentlig burde, men det kunne han nu heller ikke ligefrem gøre det store ved, som det stod lige nu. Han rystede let på hovedet. Naturligvis forstod hun det ikke. Det var meget muligt at Athena ville bryde op, om hun vidste det, men selv det, var noget som han tvivlede på, at hun ville kunne få sig selv til. "Du forstår det virkelig ikke, gør du?" spurgte han direkte. Han havde hjulpet hende, og selvom det måske var på en måde, som han ikke burde, så var det slet ikke noget som rørte ham på nogen måde. Tvært imod.
Vagten forlod hurtigt stedet igen, hvilket passede Evan udmærket. Der var bestemt ikke nogen vagt, som skulle komme her og lege helt, kun fordi at prinsessen ved hans side, måtte være utilfreds. Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang. Han blev hendes død? Det var uden tvivl også gengældt den anden vej. "Du gør en storm af et glas vand, Noelle.. Jeg tvivler på, at din far vil komme og hente dig lige foreløbig.. Slap af.. hvil dig. .Det kunne du ligeledes få brug for," bed han hende af. Det var bestemt ikke fordi, at han ville tvinge hende til noget, men for pokker.. selv hun ville vel kunne se fornuften i det?

[Noelle Jaceluck]

Lige når det kom til følelser, så var Noelle dum som en dør. Hun var ude af stand til at lægge to og to sammen, men hun undrede sig oprigtigt over hvordan han kunne være så ligeglad. Havde Enrico været ligesådan i forhold til Macaria? Hun blinkede et par gange og besluttede sig for at lade tanken ligge lidt. Evan fangede igen hendes opmærksomhed. "Nej det tror jeg ikke at j-jeg gør," indrømmede hun og begyndte at få lidt mere kontrol på sin egen stemme. Det var nemmere når hun lagde ned, men kappen var stadig viklet om hende, og fordi hun stadig var våd, kunne hun ikke undgå at fryse. Gåsehuden rejste sig på hendes arme.
Det var også lidt en opfordring til at han skulle gøre tingene klart for hende. Havde hun dog bare haft mere energi, så var han røget ud i hoved og røv!
"Det er nemt for dig at s-sige. En eller anden dag.. må du forstå at det mig som bestemmer nu. Både i marken og over mit eget liv. Jeg har ikke brug for dig til at kontrollere det længere," hun betragtede ham med et lidt intenst blik. Det var fristende at lægge sig ind til hans krop, men den tilfredsstillelse ville hun ikke give ham, desuden ville hun ikke kunne håndtere afvisningen.
"Hvorfor er du her?" spurgte hun en kende direkte. Hun var vred og frustreret og træt af det hele, træt af ikke at forstå hvorfor!

[Deleted]

Evan lukkede øjnene ganske let. Uanset hvor meget det så end måtte frustrere hende, at han lå der, vidste han jo også at hun var glad for det. Hvorfor pokker ikke bare glemme de frustrationer for bare et øjeblik? Han lå her fremfor ved sin forlovede.. Og det så hun ikke engang? Hun var da virkelig dum som var hun en dør! Han tog lidt hendes ord, som havde det været en klar og tydelig opfordring. Skulle han virkelig give hende den så direkte, så hun rent faktisk kunne forstå det? "Jeg har en smuk forlovede i et værelse ikke langt herfra.. og du funderer over, at jeg vælger at ligge her?" spurgte Evan denne gang med en meget direkte stemme.
Kunne Noelle, vidste Evan godt, at hun ville smide ham ud. At hun ikke kunne det, var nok det, som han udnyttede lidt i denne situation, og han agtet at gøre det til fulde. Og nu vovede hun endda at klandre ham for at kontrollere hendes liv? Han tvang øjnene op igen, og vendte blikket mod hendes skikkelse. "Du har din far på den ene side, og mig på den anden, og du påstår at det er mig der kontrollerer dit liv? Noelle, det er på tide, at gøre noget ved den realitetssans," sagde han kortfattet. Det var bestemt ikke noget, som han havde tænkt sig at skulle tage skylden for at tage kontrollen fra hende!
Evan sukkede tungt og lagde sig ordentlig til rette i sengen igen. "Fordi at jeg har lyst," sagde han direkte. Var det så svært at forstå?

[Noelle Jaceluck]

Strategisk var Noelle frygtelig intelligent, og hun var lærenem, men når det kom til følelser, så var hun uden forståelse og ville nok ej heller lære det, grundet sin frygt for at holde af nogen. Hun blev liggende helt stille i sengen og forsøgte at fortrænge smerten lidt ved at fokuserer på Evan med blikket. En flot mand var han, det havde han altid været, og hun vidste at han var stærk, i stand til at tage beslutninger og handle på dem, stik modsat Enrico.
"Præcis. Jeg er v-vred på dig. Derinde ligger hun og venter på at kærtegne dig,og yde den omsorg du fortjener, så hvorfor væl-vælger at du blive her?" spurgte hun uforstående. Desværre frygtede hun lidt at han trak tiden ud og håbede på at hendes far ville komme, så han kunne gøre en ende på det hele, hvilket hun ikke ville tillade ham!
Hun mødte hans blik og kneb øjnene lidt sammen. "Min far er her ikke til at kontrollere mit liv da-dagligt. Det er du derimod," vrissede hun hvoefter hun i stedet lukkede øjnene. Det her var et levende mareridt. Måske det bare ville være nemmere hvis hun flyttede til Atterlin og glemte alt om Evan og om Enrico, der kunne hun leve sit liv, ganske vidst ikke med den karriere som hun inderligt brændte for. "Det giver ingen mening," konstaterede hun og sukkede.

[Deleted]

Strategi havde altid været en af Noelles største styrker, men det var derimod også noget af det eneste, som hun reelt, kunne finde ud af. Særligt nu hvor det hele foregik på denne måde. Vrede var hun derimod også rigtig god til, men det var stort set også det eneste som hun kunne finde ud af. Han vidste jo at Athena ventede på ham, og jo mere hun sagde, des mere var han ærlig talt fristet til at søge til hende, for han vidste, at han ville få omsorg og forståelse fra hendes side af. "Du er så fantastisk på marken, men her er du blank.. For pokker, Noelle.." Han rullede let om på ryggen og klemte øjnene sammen. Lysten til at lægge sig til at sove, var uden tvivl det, som påvirkede ham mest lige nu.
Evan frygtede ikke at Isiah ville dukke op og gøre noget her. Det tvivlede han stærkt på at manden ville gøre, og særligt på et sted, hvor der var vagter over det hele. Evan ville ikke tøve med at gale højt, hvis det skulle være. Han vendte blikket mod hende. "Jeg vil ikke påstå at jeg kontrollerer dit liv. Jeg blander mig kun, når du ikke selv kan finde ud af det," sagde han træt. Det var Isiah der kontrollerede hende, og bestemt ikke ham! Igen lod han øjnene glide i. Han var uden tvivl ved at blive træt efterhånden. "Brug dit hoved, så burde det give god mening for dig," sagde han med en kortfattet stemme. Hun var da virkelig dum, som havde hun været en dør!

[Noelle Jaceluck]

På marken strålede hun. Derude var der ingen der lagde bånd på hende, hun var den ledende, herre over sit eget liv, hvilket også altid havde kunnet mærkes på hende. Derude var hun rimelig, ja hun var ofte vred men hun passede på sine mænd så vidt det var hende muligt, og det var muligt at få en kæk bemærkning og somme tider endda et smil. Alt det forsvandt når arbejdet blev taget fra hende, uden det, så var hun intet!
Følelserne var ikke til at finde ud af for hende, hverken hendes egne eller Evans. "Jeg beklager at jeg var opdraget til at lede en hær frem for at bekymre mig om hjertets følelser," svarede hun lidt bittert. Hvad hun dog ikke ville gøre lige nu for en god omgang træning, selvom der nok ville gå lang tid. Hendes skulder var endnu ikke helet og nu med ryggen oven i, så ville hun ikke se et sværd i frygtelig lang tid fra nu af, og det var før Isiah havde haft fat i hende.
"Hvad fanden skal det nu sige? Det er ikke op til dig at bedømme hvor vidt jeg kan finde ud af at tage vare på mit liv eller ej," svarede hun vredt og så på ham med et ophidset blik. Selvom han lå lige der, så lå han så langt væk. Det måtte være det rasende hjerte der spillede hende et puds, for lysten til at røre ved ham, bare én gang voksede sig større og større.
For et kort øjeblik glemte Noelle at hun var skadet, og satte sig op på den ene albue, men kun for et sekund, før hun med et højt støn faldt direkte tilbage i sengen, hvor hun knaldede en knytnæve ned i madrassen. "For helvede," stønnede hun ned i puden.

[Deleted]

Noelle var fri på marken. Et sted forstod Evan jo godt, at hun følte sig fri, for der kunne hun gøre hvad hun ville, og der havde hun jo også rent faktisk kontrol over sit liv, så det burde egentlig ikke komme bag på nogen som helst. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang, hvor han let og fast sammen. "Du kan ikke klare livet, kun ved at fokusere på den ene ting. Det troede jeg da, at jeg længst havde lært dig," sagde han direkte. Hun kunne være så vred på ham, som hun gerne ville, uden at det egentlig ville have nogen effekt og påvirkning af ham. Bange for hende, var han ikke, som han heller ikke var det overfor hendes 'kære' fader.
Evan vendte blikket mod hende, som hun forsøgte at komme op. Velvidende om, at det nok ikke ligefrem var noget som hun kunne, så var det ikke noget som han tog sig af. Hun skulle jo lære, og i Noelles tilfælde, så måtte det jo så være på den hårde måde. Andet fes tilsyneladende slet ikke ind på lystavlen. "Så vis mig at du kan, i stedet for at give mig skylden for, at du ikke kan," sagde han kort for hovedet. End ikke det, var noget som han havde i sinde at pakke ind for hende. Han lukkede øjnene igen. For nu havde han ikke tænkt sig at flytte sig. Velvidende om, at Athena nok ville søge efter ham på et tidspunkt. Den tid den sorg, kunne man vel sige. "Du burde hvile," sagde han endeligt.

[Noelle Jaceluck]

På marken var Noelle ikke hærget af truslen om sin far. Derfor blomstrede hun altid op på en anden måde i arbejdet, og derfor elskede hun det så højt. Hendes arm var stadig stiv efter det sår hun havde fået i skulderen, og nu ville hendes ryg nok fjerne en del af smidigheden, det krævede at kunne svinge et sværd på ordentlig vis. "Jeg prøvede. Hjertet betyder åbenbart ganske lidt for mig," svarede hun lidt træt. Hendes krop var udmattet. Vreden måtte han efterhånden være vant til!
Med et støn, hævede hun hovedet og så på ham med et lidt nedladent blik. Hun beskyldte ham ikke for at være skylden til at hun ikke kunne tage vare på sit, nærmere for at blande sig i sager der ikke havde noget med ham at gøre. Udmattet, kæmpede hun sig igen om på siden og var endt en del tættere på ham end før.
Han var frygtelig irriterende! Ikke nok med at han satte sit eget liv på spil for ingenting, men han satte ligeså hendes på spil. Tanker kredsede. Det eneste der var i fokus var at få ham ud inden det ville gå galt. Selvom det var smertefuldt, møvede hun sig over til ham, og lod sin hånd finde hvile mod hans kind, for at lede hans ansigt i retning af hendes.
"Det samme burde du.. men ikke her," tilføjede hun sigende. Det var blandede følelser hun besad, på den ene side var hun vred og frustreret, og på den anden side, så var det rart at han blev ved hende, lå ved hende også selvom hun ikke forstod hvorfor pokker de skulle gøre det sværere for dem selv!

[Deleted]

Frygt var det eneste som Evan kunne mærke på Noelle, og læse i hendes blik. Var det virkelig så slemt at gøre dette? At blive liggende her sammen med hende. Hans blik gled mod hendes skikkelse og med en fast mine, selv på trods af den træthed, som han følte i krop og sind. Han sukkede tungt. Hun skulle da også bare gøre alt til et kæmpe problem. Han havde dog af den grund slet ikke tænkt sig, at gå nogen steder. "Jeg tror det betyder mere for dig, men at du er bange for det," sagde han direkte.
Noelle var skræmmende nem at læse, også for Evan. Det havde jo sine fordele, at man i det tilfælde, også var en mentaldæmon. Hvorfor skulle hun ellers direkte give udtryk for had overfor Athena? Bare for at være sammen med ham? Det ville jo heller ikke give nogen mening for ham.
Som hun møvede sig tættere på ham, vendte han blikket mod hende, og særligt da hun lagde hånden mod hans kind. Han lukkede øjnene og med en tydelig sitren i hans krop og sind, for det føles virkelig godt. Uden tvivl føles det skræmmende godt! Han bed tænderne let sammen, hvilket kunne mærkes mod hans kæbe. Han sukkede let. Hun var da virkelig bare.. dum. Der var ikke noget ord, som beskrev det bedre end det. Det var som at tale med en dør, og så afvente at der skulle komme et svar i retur. "Og dog er det her jeg agter at ligge," sagde han med en hård undertone. Han var ved at være for træt til at fortsætte diskussionerne med hende, og særligt når der ikke var nogen grund til det.

[Noelle Jaceluck]

Det var farligt at have Evan liggende ved sig. Selv når de var uvenner, mærkede hun en irriterende trang til at være tæt på ham, også selvom hun inderligt forsøgte at lægge afstand. Hendes blik flakkede lidt fra hans og så i sidste ende væk. Han havde ret... hun var bange for at at føle sig afhængig af nogen, og bange for de forventninger der nu engang kunne medfølge. "Jeg frygter at blive svag og afhængig fordi det vil påvirke min karriere. Det er det eneste jeg frygter. Derudover har mænd en forventning om romantik, børn og ægteskab, hvilket jeg aldrig vil indgå i!" hun fnøs og sagde det med en afsky i tonen. Ægteskab og romantik var én ting, børn en helt anden.
Hun mærkede hvordan hans kæbe spændtes under hendes fingre, det fik hende dog ikke til at slippe sit kærtegn. I stedet gled hendes kolde tommel ned over hans kind og hun lænede sig frem og plantede et stille kys på hans læber. "Fint. Bliv liggende, men tag selv konsekvenserne deraf," sagde hun med et intenst glimt i øjet. Hun slap ham og lagde sig ned på maven, hvor ryggen lå blottet så de mange sår kunne få lidt luft, som de havde godt af.
Inderst inde håbede hun at kysset havde appelleret til hans samvittighed og at han i så fald ville liste tilbage til Athena, og så alligevel. Det sitrede på hendes læber, det ene kys var ikke godt nok, men farligt i sig selv, flere kunne der ikke komme!

[Deleted]

Evan trak ganske let på smilebåndet. Hendes ord, var end ikke noget, som måtte komme bag på ham, for det gjorde de da godt nok ikke. Han blinkede let med øjnene, hvor han denne gang, også valgte at blive liggende. Han vendte blikket mod hende. Enhver nød at komme hjem til en god og tryg favn, når det kom så vidt. Selv for ham, var det jo det bedste, når han kom hjem. "Du dømmer det hele. Vil du da påstå, at du ikke nød at komme hjem til Enrico efter en lang tid på marken? Og nød hans arme om dig? Nød hans kys og hans omsorg?" spurgte han direkte. Enrico var lige den mand, som han kunne referere til hvad hende angik.
Det var ikke bare Noelle der var fristet til at gøre ting, som hun ikke burde. Det var ligeledes ham som havde det på den måde. Kysset som hun alligevel tildelte hans læber, gengældte han glædeligt. Det var lige præcist de ting som han snakket om! Han trak tilfredst på smilebåndet, som han så til at hun lagde sig til ved hans side. Det var lige præcist det som han snakket om. Selvom hun måske ikke havde fanget hensigten helt, så var det da et skridt på vejen. Hun opgav diskussionen om at få ham ud i hvert fald. Alle steder lystrede han ikke ordre, og han vidste jo, at hun ville have ham liggende der. "Det gør jeg allerede," sagde han blot, inden han igen lagde sig til rette ved hendes side. Denne gang hvor han jo faktisk endte med at ligge temmelig tæt på hende i forhold til hvordan de havde ligget før. Han var bare for træt til at fortsætte diskussionen eller at flytte sig. Han lå skræmmende godt, når hun lå lige ved.

[Noelle Jaceluck]

Alle de ting de så på marken, alt den død og ødelæggelse og det konstant at være i farer, det var hårdt. De fleste slappede af når de kom hjem til deres koner og børn, og igen kunne nyde deres kærtegn, men Noelle havde kun sjældent oplevet den lettelse. Enrico havde altid gjort meget ud af at udtrykke sin utilfredshed med hendes karriere og nok også lukket lidt af for alle de ting som hun havde fortalt om derfra. Hun tænkte sig godt om og trak svagt på skuldrene.
"Jeg nød det så lang tid han ikke snakkede om sin skepsis overfor min karriere. Der var altid den undertone, der fik mig til at længes ud på marken, selv når vi lå det," svarede hun oprigtigt. Anderledes havde det været med Evan der altid havde anerkendt hende for de veje som hun havde valgt. Ved ham havde det været afslappende på en ganske anden måde, men det tav hun med, og gled i stedet om på maven for at hvile. Hendes blik hvilede stadig på hans skikkelse.
Kysset havde ikke virket efter hensigt. Det var blevet gengældt, men der lå han endnu og så en kende for tilfreds ud af en mand der bedrog sin forlovede, at være. "Du er håbløs," konstaterede hun og himlede med øjnene. Armen var umulig at lægge om ham eftersom hun lå på maven og det var det mest behagelige, men guderne måtte vide hvor meget hun gerne ville gøre det.

[Deleted]

Hvordan Enrico havde været på hjemmefronten, skulle Evan ikke kunne sige. Han vidste, at den mand havde været bekymret for hende, og havde taget sig af hende, de yderst få og sjældne gange, hvor hun havde været hjemme. Han rystede på hovedet. Det havde vel bare været Enricos måde, at udvise den usikkerhed og frygt på? Frygten for at miste hende? "Og dog, så har du nydt det," sagde han kort for hovedet. Hvorfor skulle alt være sådan en diskussion og et kæmpe problem? Det forstod han jo heller ikke.
Kysset havde han gengældt, hvilket tilsyneladende, var noget som forundrede Noelle en hel del. Dog var det ikke noget som han tog tungere end det. Han gav hende vel ting at tænke over? Han tvang øjnene op endnu en gang, og så på hende. Håbløs? "Af os to, er du nok den håbløse, kære ven," sagde han sandfærdigt. Hans blik hvilede endnu på hendes skikkelse, hvor tilfredsheden dog var så tydelig at spore og spotte, uden at han egentlig havde i sinde, at gøre det store ved den. Han lagde sig igen til, hvor han denne gang tog fat om dynen. Denne kastede han over hende - dog kun op til hoften, da han ikke ønskede, at hun skulle rende rundt og have ondt. Desuden var det vel også rart at der rent faktisk lå nogen der, som faktisk vakte hende den form for bekymring og omsorg? Selvom hun ikke var meget for at indrømme det vel og mærke, så vidste han og var overbevist om, at det måtte ligge der.