A taste of revenge

[Deleted]

Evan havde ikke altid været enig i den måde Isiah havde opdraget på sine børn, men det var nu heller ikke det, som han havde ønsket at blande sig i, og det ville heller ikke komme på tale, dersom det var noget som han kunne blive fri for i den anden ende. Hans blik hvilede fast på hendes skikkelse. Her sad hun.. forpint og slået for det som hun havde gjort. Han handlede selv af en grund, og ondt gjorde det, at end ikke Noelle synes at finde ud af hvorfor han handlede på de ting.
"Jeg har været blandet ind i det i mange år. Det er umuligt," sagde Evan hårdt. Igennem alt den tid, hvor han havde været en del af hende, som en del af hendes træning, opdragelse og liv, så kunne han ikke bare vende ryggen til, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne.
Athena havde intet med dette at gøre, og derfor ønskede han naturligvis heller ikke, at hun skulle komme noget til. Tanken var direkte frygtelig, og det var slet ikke noget, som han ønskede skulle ske, dersom han kunne blive fri for dette.
Hvordan pokker kunne hun tage den mand i forsvar? Særligt med det, som han havde gjort ved hende igennem stort set hele hendes liv? "Jeg begriber ikke, at du kan tage den mand i forsvar, og beskrive hans bortgang som lidende og sorgfyldt, Noelle," sagde han direkte. Han forstod sig slet ikke på den måde, at hun kunne tænke om den mand. Var hun virkelig så hjernevasket?
Evan nåede kun lige at vende ryggen til. Ville hun sidde her til manden kom og hentede hende? Ville det ikke være mere pinligt, end at stole på sin soldat? "Din død? Den mand fortjener end ikke at kalde sig for din fader, Noelle. Tvært imod.." Han vendte sig igen mod hende. Det gjorde ham rent faktisk ked af det, at se hende på den måde. Vred på hendes vegne, nu hvor hun ikke selv tude at gøre det.

[Noelle Jaceluck]

Moniqe havde været den heldige datter der ikke var blevet set af deres fader. For ham havde hun været uinteressant, grundet sit blide og varme væsen. Faith havde udgjort en trussel og var desuden ikke en Jaceluck af blod, derfor var hun blevet underkendt og behandlet som hun var. Noelle havde været den søn som manden aldrig havde fået, hans forventninger var aldrig de samme, aldrig tilpasset, men hele hendes barndom havde han hjernevasket hende til at føle for ham som hun gjorde. Blind loyalitet og kærlighed, trods alt den smerte han havde bragt hende med tiden. "Kun s-så langt s-som at d-du har været min me-mentor," hun prustede tungt. Et koldt klæde på ryggen ville ikke være af vejen, men det krævede at hun kunne finde et værelse.
Enrico ville næppe hjælpe hende denne gang, men for første gang savnede hun hans omsorg og bekymring, den som havde været så klar, modsat Evans der havde været uventet.
"Han e-er min far. D-den mand d-der gav mi-mig liv. Jeg e-elsker h-ham af samme grund," svarede hun og lod begge håndflader hvile i gulvet, hvor de kunne støtte hendes vægt, det andet var ganske simpelt for tungt.
Her var hun tvunget til at sidde hvis hun havde sit liv kært. Evan ville kunne ligge med sin kvinde i armene, mens hun ville skulle udholde mere smerte. Han forstod ikke. "Bl-blodet binder," hun slog blikket ned på sine egne hænder. Hun håbede ikke at det ville tage ham lang tid.

[Deleted]

Faith, såvel som Noelle havde begge været forbandet uheldige med den mand i deres liv. Naturligvis bandt blodet til sine forældre, men det var bestemt heller ikke en grund til at vogte og værne om dem, hvis det var med livet, som en indsats. Overhovedet ikke faktisk.
"Hvilket har været siden du ikke var særlig gammel. Jeg har set dig vokse op, og selv været med til at forme dig til den kvinde du har været. En skam, at du aldrig lærte den fuldendte selvstændighed," sagde han kortfattet. Blændet af sin fades grusomme behandling, og så tog hun sig endnu tiden til at stå og forsvare ham, som det han gjorde var okay? På ingen måde!
Evan kunne lægge sig ved Athena, hvis det var det som han ville, og alligevel var det her han stod. Det var overhovedet ikke noget, som gik op for hende? Uanset hvor hård og grotesk den tanke end måtte være, så var det ikke noget, som han kunne gøre alverdens ved lige nu. Han vendte blikket væk igen. Athena havde intet med dette at gøre, dog selvom Evan stod fast på, at han ville slå den mand ihjel, dersom han fik ham alene og muligheden bød sig. Han ville have gjort det på balaftenen, hvis det ikke var fordi at hun var kommet ham i vejen. "Du er blind, Noelle.. Virkelig blind for hvad han yder og gør ved dig. Hvor mange slag har du ikke modtaget på baggrund af hans utilfredshed? Hvor ofte, har han ikke trukket den længere end det?" spurgte han direkte. Kunne hun ikke se hvor forkert det var?
Evan bed tænderne sammen. Naturligvis.. blodet bandt. "Får jeg muligheden, bryder jeg det, Noelle.. For nu.. lad mig hjælpe dig op," bad han igen. Det var hendes sidste chance! Han kunne jo se, at hun ikke havde det særlig godt, og tanken gjorde ham skidt tilpas. Velvidende om, at dette jo faktisk var hans skyld.

[Noelle Jaceluck]

Forholdet til forældrene var altid forskelligt. Hendes mor havde hun afskyet for værende et kærligt væsen overfor en søster som end ikke var deres af kød og blod, men så ligeglad som hun havde været med hende, ladet hendes far male hende med alle de tanker og holdninger han nu selv bar med sig. Inderst inde vidste Noelle jo godt at alt det hendes far havde gjort ved hende, var forkert, men at fordømme ham på grund af det, når han havde tilgivet hende så meget, det kunne hun ikke.
"D-du lærte m-mig at s-svinge e-e-et sværd. Jeg bl-blev en se-selvstændig kvinde m-men jeg er end-endnu bundet a-af blod. Den m-mand er a-lt jeg har tilbage," påpegede hun. Selv en kvinde som hende var bange for ensomheden, og ingen mand ville nogensinde fange hendes hjerte nok til at blive en fast del af hendes liv, og hvad havde hun så? For altid ville hun afsky tanken om Evan og han forlovede som gjorde dette ved hende, gjorde hende svag og ynkelig.
"O-ofte. Men f-for at besk-beskytte min værdighed og m-mig. Sl-slagene g-gør mig stærk, og i-intimiteten frier mig f-for at skulle s-søge til gud og hv-hver mand under m-min standard," påpegede hun og skar en grimasse i smerte. Tøvende så hun på hans hånd. En del af hende ville frygtelig gerne tage om den og lade ham hjælpe, men det.. kunne hun ikke. "B-brænd i helved, E-Evan," fremstammede hun og så bort. Han havde kostet hende et liv.. en karriere, en som han endda selv havde skænket hende.

[Deleted]

Evan havde slet ikke et forhold til sine egne forældre, da han havde været uønsket af dem begge. Ondt som det end var, var det noget, som han måtte lære at leve med. Det havde han også klaret fint frem til nu. Han vendte blikket fast i retningen af hende igen. Hans blik hvilede intenst og fast på hende.
"Hvilket du udmærket godt ved, ikke er sandt. Du har andre omkring dig, som er mere værd at have bekendskab til, end den mand, Noelle. Han har kun formået at gøre dig ondt. Er det således, at du ønsker det? En mand i dit liv, som kun forvolder dig smerte?" endte han direkte. Det kunne godt være, at hun var bildt ind, at den mand virkelig gjorde hende en tjeneste, men det var også den tanke, som han anså som direkte frygtelig, for hvordan pokker kunne man definere det, som at gøre hende en tjeneste, når det var at gøre hende ondt?
"Manden har hjernevasket dig.. Men fint, hvis du hellere vil vente på at han henter dig," sagde han med en kortfattet stemme. Var det svært at forstå, at han faktisk var skuffet? Han knyttede næverne ganske let og vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Det gjorde ham trist og ked af det, for han kunne jo ikke just gøre noget ved det. "Ønsker du virkelig at ligge her og vente på at han kommer?" spurgte han direkte. Ønskede hun ikke at han skulle være der, så skulle han da nok gå. Han havde andet at lave, end at tage imod skideballer fra hende, når han vidste, at han havde en forlovede, der lå og ventede på ham.

[Noelle Jaceluck]

Noelle havde aldrig været uønsket. Hendes mor havde naivt elsket alle de børn hun havde fået, men hendes far havde nok nærmere ønsket sig stærkt en søn, hvilket hun så var blevet til. De var alle pålagt skæbner som de aldrig havde bedt om, men i nødens stund, havde hendes far altid været der, han havde altid støttet hende, og forsvaret hende når det var nødvendigt.
hun stirrede fast på ham med sammenbidte tænder. Problemet lå nok ikke i hendes omgangskreds, men mere i at hun altid trak sig fra de få der kom ind på livet af hende.. på grund af sin far, men det kunne hun ikke selv se. Enrico havde været hende hengiven, hun havde elsket Evan men da han havde trukket sig, havde hun gjort det samme.
"Han.. for-v-volder mig ik-ikke kun s-smerte. Han giver m-mig muligheder, t-tror på mi-mine evner o-og han er d-den eneste ma-mand der i-ikke har vendt d-den anden ki-kind til på et t-tidspunkt. Sm-smerte er en del af d-det," hun lukkede øjnene og forsøgte at tage en dyb indånding selvom det var en pine uden lige bare at trække vejret.
Det var ydmygende at blive pisket af hans forlovede, men endnu mere bagefter at modtage hans hjælp, hvorfor udviste han overhovedet den omsorg for hende? Isiah havde hjernevasket hende, det kunne man ikke komme uden om, men det var for sent at gøre noget ved nu. "Det er jeg nø-nødt til," svarede hun hæst. Nej allerhest ville hun ligge i en varm seng, med et væddet klæde på ryggen og Evan ved sin side, men det var ligeså urealistisk.

[Deleted]

Jo mere Noelle åbnede munden, des mere var Evan fristet til at slå den mand ihjel, for han kunne jo se, hvad det her virkelig gjorde ved hende, og hvad det gjorde for dem, som var omkring hende på nuværende tidspunkt. Han himlede let med øjnene. Selv vidste han godt, at han ikke var meget bedre som far, men han havde aldrig gjort sine børn ondt, andet end ved et slag eller to, når han havde været utilfreds. Det var ikke det som man kunne sige, at manden havde støttet hende, andet end at gøre hende decideret bange for sig.
"Og det vil du ikke påstå at jeg gør? Uden at forvolde dig smerte," sagde han med en kortfattet stemme. Armene lod han forsigtigt glide over kors, mest for at understrege pointen, selvom det bestemt heller ikke forholdt sig smertefrit for ham. Det sår i maven var da uden tvivl kun i vejen! Han lukkede øjnene let, hvor han forsøgte at holde igen på den smertende grimasse. "Det er ikke hvad jeg spurgte dig om," sagde han direkte. Han var da ligeglad med om hendes far kom eller ej. Han spurgte om det var noget som hun rent faktisk havde lyst til at rende rundt og vente på. Den mand var død inden længe, hvilket var noget som Evan trygt kunne love hende. Den mand var virkelig ikke det værd at samle på, og særligt ikke, når han gjorde det ved hende, som det han havde gjort! Han blev for nu stående, selvom han var mest fristet til at søge væk derfra. Selv for ham, var det pinligt at blive afvist, og særligt når han vidste at Athena - som gerne ville ham, lå og ventede på ham.

[Noelle Jaceluck]

Noelle ville nok aldrig indse det, men hendes far lagde bånd på hende, fordi han var ligeså afhængig af hende, som hun var af ham. Han elskede at holde den magt over hende som han gjorde, og desværre lod hun ham gøre det, gang på gang. Slagene var til at håndtere, med alt den ydmygelse og underdanighed hadede hun også i de intime sammenhænge hvor hendes far var en krævende mand, og hun sjældent havde noget at sige i forhold til det.
Hans ord var lidt et slag, der fik hende til at slå blikket ned. Jo han støttede hende ligeså, men den smerte han gav hende var en ganske anden, hvilket naturligvis ikke kunne blive sagt højt.
"Det e-er nog-noget andet E-Evan," svarede hun i et forsøg på at undgå emnet lidt. Det var slet ikke gået op for hende, at han brugte tid på at stå her og skændes med hende, tid han kunne bruge med sin forlovede.
Hun kæmpede sig skælvende op på sine ben, og stod let foroverbøjet. Det skar i hele kroppen og ikke tale om at hun kunne tage så meget som et skridt. Benene truede allerede med at knække sammen under hende igen.
"T-tror du a-at jeg for-f-foretrækker en kold kælder o-over en varm s-seng?" spurgte en kende spydigt. Hvis han selv troede på, så tog han grueligt fejl!

[Deleted]

Hvor Evan kunne ligge og slappe af med sin forlovede, stod han faktisk hellere her og skændes med hende. Eller.. hun skændes, hvor han egentlig bare forsøgte at få sin mening igennem. Han himlede med øjnene og rystede på hovedet igen. Det her var ved at være trættende, og særligt fordi at han vidste, at der ikke var nogen forskel. Foruden at han ikke gjorde hende ondt på den måde, som hendes egen fader gjorde det.
"Foruden det faktum, at vi ikke er af samme kød og blod, så er der ingen forskel, Noelle," sagde han direkte. Han gjorde hende ikke ondt, når han trænede hende.. Han nedgjorde hende ikke, når det ikke gik helt som han gerne ville have det, og han tvang hende ikke til den intime ydmygelse i sengen, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Hvis hun ønskede at vente på at manden kom, så skulle hun være velkommen.. Så ville han ikke stå der, for han turde ikke risikere, at han ville gøre noget, for det ville han, hvis han så den mand igen. Som hun kæmpede sig op på benene, fulgte han blot med, med blikket. Han endte dog med at nikke ganske tilfredst til hendes ord. Hun ønskede med andre ord, ikke at stå der og vente på den mand skulle komme og hente hende. "Udmærket.." sagde han endeligt. Han kunne ikke hjælpe hende op fysisk ved hjælp af egen krop. Han trak kort på smilebåndet. Han gjorde et kast med hånden, hvor han ved hjælp af magi, fik hende hævet fra gulvet, inden han søgte tilbage op af trappen, for at få hende med op ovenpå. Hun kunne råbe og skrige, alt hvad hun ville. Det ville ikke have nogen effekt.

[Noelle Jaceluck]

Det var næsten et vidunder hvis Athena ikke begyndte at blive urolig for ham. Deroppe i en varm seng, kunne de ligge favn i favn og nyde hinanden, men her stod han og fandt sig i hendes vrede og urimelige behandling af ham. Altid havde han forsøgt at hjælpe hende, han havde beskyttet hende såvel som hun havde beskyttet ham i marken, det var et bånd der ikke bare kunne slettes uden videre.
"N-netop. De-d-det er hans æ-ære og na-navn som sættes på s-spil hver ga-gang jeg begår e-en fejl," fremstammede hun som argument. Derfor var hun tvunget til enten at være sammen med sin far, eller slå de mænd ihjel som kom hende tæt, det ville være en skændsel mod Jaceluck navnet såvel som denne form for ydmygelse var det.
Det krævede alt den energi hun ikke havde, at stå der på sine skælvende ben, der truede med at knække sammen under hendes krop. Kappen svang hun omkring sin skikkelse, og tvang et skridt tilbage ved det vrid hun gjorde i ryggen. Det var ikke behageligt at have sårene tildækket med stof, men det var bare til hun kom op på værelset. Pludselig slap hendes fødder jorden, hvilket fik hende til at se op med et sammenknebet blik. "Evan.. sæt mig n-ned!" sagde hun vredt, og kunne ikke gøre andet end bare at se til mens han førte hende væk fra torturkammeret og op mod værelserne.

[Deleted]

Her stod Evan, fremfor at ligge i en dejlig varm seng med hans forlovede ved sin side. Noelle var uden tvivl urimelig overfor ham, også selvom han for nu, bare valgte at bide det i sig, for andet ville bestemt heller ikke ligefrem komme ham selv til gavn, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende.
"Som det er hans navn og ære, det går udover, er det ligeledes mit ry og rygte, som mentor og træner, som det går udover. Jeg har aldrig taget de midler i brug," konstaterede han med en direkte stemme. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han kunne jo se, at hun var ved at falde i gulvet, og end ikke det var noget som han ønskede. Han vidste jo, og kunne jo se, at hun havde ondt.
Selvom det for Evan, var en kraftanstrengelse, som han slet ikke havde energien til, gjorde han det nu alligevel. Hvis det var det, som skulle til,for at få hende med sig, så var det uden tvivl også en grund nok for ham, til at gøre det. Han lukkede øjnene let, som han begyndte på turen op af trappen, for at komme op til værelserne. Vagterne stirrede efter dem, men greb ikke ind. Et sted kom det vel heller ikke bag på dem, at Evan gjorde hvad han gjorde? "Når vi kommer op," sagde han kort for hovedet. Bevidst søgte han i retningen af hendes værelse. Han havde bare brug for selv at komme ned at ligge. Denne vej var den stik modsatte af hvor han vidste at Athena ventede. Burde han have dårlig samvittighed, for ikke at søge til hende i stedet?

[Noelle Jaceluck]

Noelle kunne ikke være ligeglad med hans forlovede. Den kvinde var en pestilens, en mide som var umulig at skille sig af med! Hun ville elske om hun kunne gøre den kvindes liv til et helvede, det eneste der afholdt hende fra dette, var Evan. Det ville være for afslørende om hun gik uberettet efter hende, ingen måtte nogensinde opdage hvad hun følte i det inderste.
"Det ville v-være forkert a-a-at dømme no-nogen på metoder. Je-jeres mål har været d-det samme," svarede hun irriteret. Ingen kunne se hvad hendes far havde gjort for hende, hvorfor hun elskede ham så højt, når han var den som havde taget hende til sig, givet hende mulighederne, oplært hende, betalt for hendes træning, alt dette for at nå de drømme hun havde bygget.
Vagterne kiggede efter dem, en del af dem var en del af hæren som ligeså var blevet hjemkaldt og disse kendte både Evan og Noelle, godt nok til at vide at de to altid havde deres kampe, af samme grund brød de ikke ind, selvom hun sendte dem dræbende blikke. Det var begrænset hvor megen fysisk modstand hun kunne gøre, selv ilden i hende var brændt ud for i aften. "L-lad være," bad hun velvidende om at det var meningsløst at bede ham om. Hendes verbale modstand gled ud i tavshed da de nærmede sig hendes personlige kammer der lå i den modsatte retning af hans. I sit stille sind, bad hun inderligt til at Isiah ikke ventede dem der. Aldrig ville hun tilgive sig selv, hvis der skete nogen af dem noget!

[Deleted]

Athena var ærlig talt det sidste som Evan tænkte på lige nu. Det var udelukkende Noelle. Det var virkelig irriterende, som intet andet, at hun ikke bare kunne se, hvad det egentlig var han ville med det, og særligt når det foregik på denne her måde. Han bed tænderne tydeligt og fast sammen. Han var selv svag og afkræftet, hvor han burde hvile. Han var bare ikke særlig god til at holde sengen.
"Målet har været det samme, men midlerne derimod forskellig. Man behøver ikke pine, ydmyge og torturere, for at opnå de mål som man ønsker," sagde han direkte, med en ganske kortfattet stemme.
Noelle fik han bragt ind til hendes værelse, hvor han først der, placerede hende på sin seng. Hans egne ben rystede under ham. Han lænede sig let op af væggen, som han igen vendte blikket mod hende. Vagterne havde ikke turde reagere på det, og et sted forstod an det godt. Hvorfor skulle de? Dumt ville det uden tvivl være, om hun gjorde det. "M-meget bedre," sagde han endeligt, som han svagt bed tænderne sammen. Han trak vejret let, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Hun kunne være så vred som hun nu ville, uden at det ville have nogen større effekt. Hvorfor skulle det da? "D-du skal i b-bad," sagde han anstrengt. De sår skulle renses, inden der ville gå infektion i disse.

[Noelle Jaceluck]

Blind var Noelle på flere måder. Lige nu var hun mere bekymret for ham end for sig selv. Hendes far kunne dukke op hvert øjeblik, og det var tydeligt for hende at også Evan havde ondt, hvilket jo også havde været lidt meningen med at ramme det sted hvor hun havde gjort. Hun stønnede hæst og mærkede hvordan varmen prikkede på hendes iskolde hud. Det meste af hendes krop var indsmurt i hendes eget blod, ikke at det var første gang, men behageligt blev det nok aldrig.
"Somme ti-tider er det d-d-den eneste vej," forsvarede hun og lod sig ligge i den bløde madras. Det skar i hele kroppen. Hun prustede tungt og bed tænderne hårdt sammen så hun ikke ville komme til at bande højlydt over den smerte hun følte i kroppen. Kappen løsnede hun med et simpelt træk i den ene snor så hun igen blottedes og sårene kunne få luft. "D-du har gjort n-nok, Evan. Du kan k-knap stå på be-benene. Hv-hvil dig," bad hun lidt sammenbidt. Et tak for hjælpen, kunne hun alligevel ikke få over sig. Hendes blik gled hen på døren bagved ham hvor hun havde sit eget badeværelse. Tanken om at sidde i et badekar, var bestemt ikke fristende, desværre havde han ret, den sidste infektion hun havde fået, havde næsten taget livet af hende, og derud ønskede hun ikke at komme igen.
"Senere," mumlede hun og forsøgte at lægge sig ned. Lige nu havde hun mest lyst til bare at ligge på maven og hvile.

[Deleted]

Evan havde det langt mere komfortabelt med at få Noelle med sig op af kælderen, hvor han vidste, at det var varmt og trygt i forhold til den iskolde kælder, som hun til nu havde siddet i. Øjnene lod han kort glide i, som han stod op af dørkarmen. Han skulle nok hvile.. Men det var ikke lige nu. "Jeg skal nok hvile på et tidspunkt, Noelle," forsikrede han hende. At selv hans egne ben var ved at give efter for hans vægt, var ikke noget, som han sagde noget til, for det var der slet ikke nogen grund til. End ikke det, var noget som hun skulle vide.
Skulle Evan endelig være ærlig, så gjorde det ham trist og ked af det, at hun var så afhængig af sin far, som hun var. Kunne hun virkelig ikke tage et valg for sin egen skyld, end det hun kunne gøre for sin fars skyld, og det var naturligvis også det, som kunne mærkes. Han støttede hånden let af mod sit bryst. "Jeg.. tvivler stærkt på, at du ønsker at der skal gå infektion i dine sår. Lad mig gøre det bad klart for dig," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Han trådte tættere på hende, inden han selv satte sig på hendes sengekant.. Ganske forsigtigt faktisk. Han havde selv brug for hvilen, og det at indfri det ved bare at komme ned og sidde, var en virkelig fantastisk fornemmelse!