A taste of revenge

[Noelle Jaceluck]

Kammeret var lunt i forhold til kælderen, oplyst af fakler frem for sort som natten. Her følte hun sig langt bedre tilpas men også langt mere udsat. Ironisk at hendes eget hjem føltes mere risikabelt end slagmarken, hvor mord ellers havde været en naturlig del af hverdagen. "Løgn," konstaterede hun kortfattet og slog blikke top på ham, før hun gled ned på maven med armene hvilende under hendes hoved. Her kunne hun sove.. slagene havde udmattet hende, smerten forhindrede hende dog i det og truslen om en infektion der kunne tage livet af hende i sidste ende. "J-jeg er stadig vr-vred på dig," bemærkede hun. Bare hvis han nu skulle have glemt det.
Alt dette var hans skyld! Han havde udfordret hendes autoritet og hendes person ved at stille sig op på den måde, og havde trængt hende op i en krog, hvor hun havde haft én eneste mulighed. "Hv-hvis du falder k-kan jeg ikke hjælpe d-dig op, men hv-vhsi du tror du kan, så v-vær velkommen," svarede hun uden tro. Måske det var at undervuderer ham, men så udmattet som han var, kunne han næppe stå op længe nok til at gøre det klart for hende.
Hendes øjne gled i. Når hun lå helt stille var smerten i det mindste tålelig, og her havde hun planer om bare at blive liggende!

[Deleted]

At Noelle endnu måtte være vred på ham, var ikke noget som kom bag på Evan. Han tog det dog ikke så tungt, da det heller ikke ligefrem var nyt for ham. De var altid oppe at tottes om det ene eller om det andet, så det var jo heller ikke ligefrem noget nyt i det henseende. At hun derimod skulle kommentere for ham, at hun var vred på ham, kom ikke bag på ham. [color=ffcc66"Det kommer ikke bag på mig. Du er jo altid sur på mig,"[/Color] sagde han blot, som han satte sig på sengekanten ved siden af hende.
Evan havde uden tvivl ondt, så det i sig selv, kunne ikke rigtigt komme bag på nogen. Han bed tænderne let sammen, og vendte blikket mod hende. Badet skulle han gøre klart til hende, for de sår skulle renses, inden der gik infektioner i dem, og hun af alle, burde vide, hvad det ville sige, at der skete noget med de sår, hvis det kom så vidt. Han tvang sig endnu en gang op på benene. "Jeg kan godt klare mig selv," sagde han kortfattet. Hun skulle ikke regne med at se ham gå i gulvet bare sådan uden videre, og selv det, var noget som han stod fast på. Han vendte blikket mod hende. "Det er mandens opgave, at tage sig af kvinden, ved du nok," pointerede han sigende, som han let blinkede til hende. På trods af hans egen tilstand, så kunne han stadig holde sig ved godt mod. Nemt var det dog på ingen måde, og særligt ikke når hun stod der. Det var jo trods alt Noelle. Han søgte bevidst mod det lille badeværelse, som hun havde ved værelset. Han greb omkring karret med en skælven i kroppen. Gud hvor var han træt!

[Noelle Jaceluck]

Trods deres venskab var gravet dybt og båndet mellem dem, fæstnet stærkt, så havde de altid haft mange diskussioner fordi de ligeså var to meget forskellige personer. Hans måde at håndtere verden på, havde i den grad lært Noelle en masse, som hendes måde at anskue tingene på, nok havde forandret visse af hans holdninger, eller i det mindste givet ham noget at tænke på. "D-du lyder som Enrico," påpegede hun dæmpet. Den mand havde altid beskyldt hende for konstant at være vred på ham, og det var hun måske.. men det var ikke vendt mod ham personligt, men derimod mod hele verden.
Altid havde hun været vred og bitter, generelt sortseende. Forsigtigt vendte hun hovedet og betragtede ham kæmpe sig op på benene. En stædighed der hurtigt mindede hende om, at hun ikke kunne vise sig mere svag overfor ham, særligt ikke eftersom det var hans forlovede der havde gjort dette ved hende. Med et lidt stædigt fnys, kæmpede hun sig skælvende op på sine arme, og skar en grimasse over smerten der bredte sig for hver en bevægelse. Forsigtigt kravlede hun hen over sengen for at stige ud af den på ekstremt usikre ben.
Det lå lidt på tungen at benægte sit køn, men om Noelle nu ville det eller ej, så var hun en kvinde, men ikke af den svage slags! "I s-så fald s-så beskyt en de-der har brug f-for det" svarede hun lidt vrissent. Med meget små skridt forsøgte hun at følge ham ud på badeværelse, men det skar i hele kroppen, som slog pisken stadig hen over hendes hud.
Varme blodråbet løb ned over ryggen, hun kunne mærke dem, og alligevel ledte stædigheden hende ud på badeværelset, hvor hun støttede sig lidt op af væggen med støn af smerte.

[Deleted]

Det var et meget underligt forhold, der var mellem Noelle og Evan, selvom det nu ikke var noget som han tog så tungt, hvis han selv skulle sige det. Alt i alt, så var det virkelig en underlig måde at opbygge et venskabeligt forhold på, men det var nok også fordi, at der var meget andet indenover, end bare det typiske bygget på et venskab. "Enrico var også en ganske fornuftig mand," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.
Evan kæmpede sig ud på badeværelset, hvor han støttede sig op mod kanten. Ved hjælp af sin magi, valgte han at få karret fyldt op, også selvom det var med en klar dirren i hans krop. Han var virkelig træt, men han kunne heller ikke tillade sig at glide i gulvet lige nu, selvom det var det, som han var mest fristet til. Han rettede sig op. Han burde slet ikke bruge alt den energi, som han gjorde. "Og det er hvad jeg vælger at gøre," sagde han direkte. Det kunne godt være, at Noelle ikke var meget for at indrømme det, men hun var sårbar og særligt når det kom så vidt, og særligt når hendes fader var en del af billedet, så var det på tide, at der blev gjort noget ved det. Han trak vejret dybt. Hans ben synes næsten at give efter under ham, selvom han forsøgte ikke at gøre det. Han vendte blikket direkte mod hende igen, som hun stod op af døren. Hvilket ynkeligt par de stod frem som lige nu. Det var jo lige før, at han kunne grine af det. Dog ikke noget som han ville gøre foran hende. "Kom hen og kom i vandet," opfordrede han igen. Han skulle nok hjælpe hende. Som hende, så var han for stædig til noget andet, og selv med en forlovede, som han vidste, lå i sin gode naivitet, der lå og ventede på ham.

[Noelle Jaceluck]

Den eneste mand Noelle nærede dyb respekt for, ud over sin far, var Evan. Deres venskab byggede på taknemmelighed over alle de træningsår de havde haft sammen, det var bygget på respekt og på loyalitet men også på konflikt og lidenskab. Der var ikke nogen der kunne gøre hende så pokkers vred som han kunne, og som samtidig kunne få hende til at føle sig så feminin. "Det kan me-meget vel v-være, men det v-var kedeligt," kommenterede hun og med et ligegyldigt skuldertræk.
Følelserne havde været der for Enrico, visse af dem var der stadig, og det var noget af det der forvirrede hende. Det gjorde hende drønjaloux at se Evan sammen med Athena, og hun savnede Enricos arme omkring sig, samtidig havde hendes far fået hende til at blive væk fra dem begge, alt dette havde været langt nemmere, før følelserne var vokset for nogen af dem!
"Du li-ligner selv en d-der kunne bruge d-den omsorg," sagde hun og stod lænet op af væggen med et anstrengt blik. Havde det ikke været for hendes dårlige humør, så kunne de begge have leet af at stå her på så ynkelig vis, men hendes far kunne komme når som helst og så han dem sammen på denne måde, så ville ingen af dem overleve. Med prustende åndedræt, kæmpede hun sig hen til karret og greb fat om det, lige inden hun nåde at falde. Hun nægtede at tage imod hans hjælp, selvom det var langt mere smertefuldt, selv at komme op i karret. Smerten fik enhver muskel i hendes krop til at spændes, særligt da hun satte sig ned i det varme vand, der øjeblikkeligt blev rosa af hendes blod. "Nu har d-du passet n-nok på m-mig. Gå" hun viftede affærdigende med hånden og håbede at han ville lystre.

[Deleted]

Det var noget særligt, der lå mellem ham og Noelle, og naturligvis var det også noget som påvirkede ham. Det gjorde ham trist, at hun skulle afvise ham på den måde, og særligt fordi, at han i forvejen var vant til, slet ikke at være afvist! Man afviste ikke Evan Strife! Deres forhold byggede på intensitet, intimitet, loyalitet, og alt hvad er var at spore mellem det personlige og det professionelle. Der var i hvert fald ikke det, som ikke var der, og naturligvis var selv dette, var noget som han kunne mærke. "Eller er det din frygt som har gjort det?" spurgte han direkte. Selv han kunne jo se, at Enrico var knust over tabet, sådan som han særligt også trak sig fra alt af selskab og det som nu måtte komme med.
Evan trådte til side, så Noelle kunne komme til, selvom hans egne ben, var ved at give efter for hans egen vægt. Det var hårdt, men for nu, kunne han jo ikke rigtigt gøre noget ved det, andet end bare at klare tingene så godt, som han nu kunne. "Hver ting til sin tid," afviste han kort for hovedet. Han skulle tidsnok søge til Athena, og selv blive offer for en kvinde, som rent faktisk ønskede og gav udtryk for bekymring, og ville ham det bedste. Det var også hvad han havde brug for.
Som Noelle endelig tog pladsen i vandet, vendte han blikket direkte mod hendes skikkelse igen. Så langt, så godt. Han havde da fået hende med sig så langt. Han endte igen med at læne sig mod væggen. Hans ben var ved at give efter under hans vægt. "Om lidt.." endte han. Lige nu havde han faktiske energien til at gå alt for langt.. Og hun skulle ikke have lov til at få den glæde af at se ham gå i gulvet, inden han kom ud!

[Noelle Jaceluck]

Det var overhovedet ikke gået op for Noelle at hun afviste hans tilnærmelser, for til nu havde hun ikke set dem. Efter deres sidste møde, havde hun i sit indre, accepteret at Evan var forlovet med en kvinde han elskede, og at de følelser hun end måtte nærer for både ham og Enrico skulle låses inde, desværre var det lidt nemmere sagt end gjort.
"Nej. Jeg b-burde have været mere ba-bange end jeg var. Enrico er en g-god mand, han fort-fortjener en kvinde der kan l-leve op til hans ønsker og krav," sagde hun ærligt. Det var jo ikke fordi hun ikke holdt af manden og ej undede ham lykken, for det gjorde hun i den grad! Vandet omsluttede hendes iskolde krop, idet hun gled ned i det. Sårene sved under behandlingen, men det var bedst i det lange løb. Bevidst havde hun placeret sig midt i karret så hun ikke sat op af en ru kant, der kun ville gøre det mere smertefuldt.
Med hånden formet som en skål, forsøgte hun at fører vand over skuldrene og fange de øverste sår, men bevægelser var for smertefuld.
"For helvede. D-du kan ikke st-stå på dine eg-egne ben. G-gå til Athena og hv-hvil dig. Det er en o-ordre," forsøgte hun lidt bestemt. Så ulydig som han var, så ville han nok heller ikke lytte på hende når det kom til dette.

[Deleted]

Evan følte sig afvist, hvilket han i forvejen, ikke var særlig god til. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, som hun endelig var gledet ned i vandet. Der havde han da heldigvis fået tingene, som han gerne ville have dem. Så langt, havde han da fået lov til at gøre bare lidt for hende, selvom hun ikke havde været helt tilfreds med de omstændigheder, så var det bare ikke noget, som han kunne gøre det største ved lige nu.
"Du er bange for hvad han kunne give dig, Noelle. Han er glad for dig, og det har han altid været," sagde han endeligt. Selv nu hvor hun forsøgte at skylle sine mange sår og mærker, så var det tydeligt for ham, at hun ikke kunne. Dog ville han ikke gå nogen steder, før han var helt sikker på, at han havde hende lige, hvor han gerne ville have hende - nemlig i karret, hvor han kunne passe på hende. Han var ærlig talt ligeglad med hendes far. Skulle det koste ham livet at tage den mands, så gjorde han det selv med den største glæde, og det stod han fast på i den anden ende.
Evans hånd lukkede sig om dørkarmen, bare for at have noget at holde om lige nu. At hun direkte tog ordren i sin magt igen, forundrede ham ikke. Det var bare typisk Noelle, og hun troede ærlig talt, at han ville lystre? "Jeg kan ikke gå, Noelle," sagde han denne gang med en hård stemme. Hvis han forlod stedet her, ville han gå i gulvet, og det var han på ingen måder interesseret i!

[Noelle Jaceluck]

Selvom det i den grad var pinefuldt, så var det også rart at sidde i det varme vand, så lang tid freden nu ville vedvarer. Når hendes far kom tilbage ville det være med skuffelse i blikket og lysten til at håne og nedgøre hende på ny, og så ville de smerte hun sad med nu, være vand i forhold til det.
Enrico var glad for hende. Hun så ned på vandoverfladen, med lidt sammenbidte tænder, man kunne se hendes kæbeparti være spændt. Et sted så ja, så var hun bange for hvad Enrico kunne give hende, bange for at falde ind i en rolle, hvor hun blev en kvinde og lod sig beskytte i så høj en grad at hun blev svag. Det var dog ikke løgn at han nok var blevet kedelig for hende i længden.
"Hans tilbud k-kom med en del kr-krav som jeg hverken ku-kunne eller ville leve o-op til. Han er en g-god mand, men e-ej mand nok," hendes hænder sank ned i vandet og lod være med at hælde mere vand på ryggen, for det vrid hun gjorde, var lige smertefuldt hver gang.
Forsigtigt rettede hun hovedet mod ham og studerede ham lidt nøje. Det så ikke bestemt godt ud, men han kunne ikke blive her! "Tag min s-seng for et øjeblik så. Hvil der i et par m-minutter," opfordrede hun. Bare for et øjeblik til han var klar igen, mens hun alligevel sad her. På trods af alt, kunne hun ikke helt lade være med at passe lidt på ham alligevel. "Eller bed Athena o-om at he-hente dig her," foreslog hun med en bitter undertone der nok var mere afslørende end hvad hun ville være ved.

[Deleted]

Evan slappede mere af, nu hvor han vidste, at Noelle fik varmen, og fik renset sårene bare lidt. Selvom vandet måske ikke var det reneste, så var det vel også tanken der talte. Han vendte blikket mod hende. Ellers en skam, at hun ikke kunne imødekomme det, for selv Evan ønskede jo at se Noelle lykkelig og glad, og det var vel bare meget at forlange, hvis ikke der fandtes den mand, der var god nok for hende i det henseende? Ganske vidst havde han Athena nu, men selv før i tiden, havde vel heller ikke engang han kunne give hende det? "Du flygtede fra ham, Noelle, da du gjorde det slut.. du har flygtet lige siden," sagde han blot. Nej, det var jo ikke ligefrem fordi at han hungrede efter at gøre det hele til et kæmpe problem og en storslået diskussion med hende, men sagen var jo, at de alle vidste, at hun var bange for den slags.
Evan var slet ikke i stand til at søge nogen steder hen lige nu. Gik han, ville hans ben give efter under ham. At hun så derimod udviste bekymring for ham, var et sted en tanke der varmede ham. "Du kan stadig udvise bekymring," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han stillede sig op af væggen med ryggen, og med blikket mod hende. At lade Athena hente ham her, var slet ikke noget som kom på tale for hans vedkommende. "Jeg tager sengen.." sagde han blot. Lidt hvile, ville der vel ikke komme noget skidt ud af? Han nikkede mod hende, inden han søgte mod hendes værelse igen. Hans ben kollapsede først, da han nåede sengen, og nærmest skulle kravle op i den, hvor han lagde sig. Han prustede tungt og lagde sig til rette. Det føles godt at komme ned at ligge.

[Noelle Jaceluck]

Sårene blev renset af vandet, men det sved. Denne gang forventede hun ikke at Enrico ville komme løbende for at hjælpe hende, som han ellers plejede at gøre, men i så fald måtte hun klare det selv. Med dette så ville der gå ret lang tid før hun igen ville kunne indtage pladsen som hærfører, det var næsten det værste af det hele. Noelle hadede dette slot! Hun hadede de tomme gange! Hadede at se Enrico! Hadede Evan! Hele verden var bare sort i hendes øjne. "Enrico var sa-sammen med d-den skøge!" udbrød hun fast. Hvorfor pokker skulle han gøre det til et problem? "I mine ø-rer lyder de-det som om du ønsker jeg sk-skal vende tilbage t-til ham. Hvorfor er det s-så vigtigt for dig?" vrissede hun og skulede lidt i hans retning.
Hendes hænder havde lukket sig lidt om karrets kant, af vrede. Herfra var det begrænset hvad hun kunne gøre, men han gjorde hende så eddike tosset! Igen!
"H-hun flåede ga-ganske vidst huden a-af mig, men h-hun rev ej mit hjerte u-ud," svarede hun lidt irriteret. Ja hun kunne være ganske kold, men for pokker så havde hun et hjerte, og naturligvis bekymrede hun sig for sin ven, som han bekymrede sig om hende.
Med et svagt nik, fulgte hun hans skikkelse til han forsvandt tilbage på kammeret, mens hun selv blev siddende, men kun for et øjeblik. Tanken om at hendes far kunne komme hvert øjeblik, gav hende dårlige nerver, så hun rejste sig forsigtigt og gispede, da hun forsøgte at stige ud af badekarret. "Jeg henter en vagt og beder ham om at følge dig tilbage," annoncerede hun og kom let foroverbøjet til syne i døråbningen med vandet løbende ned over hendes krop.

[Deleted]

Evan ønskede kun at passe på Noelle, og det kunne han virkelig ikke se fejlen i. Enrico havde ønsket det samme, men end ikke det var godt nok for hende. Var der overhovedet nogen der kunne? Ja, han blev naturligvis bange for at der ikke var nogen, der var gode nok til hende. "Selv den mand kan begå fejl, Noelle," sagde han kort for hovedet. I sig selv var det bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. Han rystede let på hovedet. "Jeg siger ikke, at du skal gå tilbage ti ham.. Men måske undgå at sætte dine egne krav så højt. Du finder aldrig en mand på den måde," sagde han kort for hovedet.
Evan rystede igen let på hovedet, og søgte direkte ind mod hendes seng, hvor han lagde sig. Selvom det nærmest endte med at han gled hen i søvnen, da han kom ned at ligge, hvilket i forvejen slet ikke var meningen med dette. Han sukkede tungt. Han var træt.. Og ikke ønskede han at blive bragt til Athena af vagterne, men heller ikke ønskede han, at stå ansigt til ansigt med hendes fader, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. At hun kæmpede sig ud af karret, kunne han et sted godt fornemme. Nu hvor han selv lå så sårbar, som han følte sig lige nu, så var den mentale dæmon for alvor vågen i ham. "Mhmm.." var det eneste der egentlig forlod hans læber, som han halvvejs lå der i sengen og sov. Han var virkelig, virkelig træt ovenpå den kraftanstrengelse.

[Noelle Jaceluck]

Der havde været mange omkring hende i tidens løb, som havde forsøgt at bryde gennem de mange facader for at passe på hende, disse havde hun dog lukket af for, med undtagelse af Enrico og Evan, og selv dem var det svært for hende at holde inde på livet. Raseriet ulmede i hendes årer. Enrico havde været sammen med en anden kvinde i hendes fravær, og ja naturligvis kunne han begå fejl, men inderst inde havde hun nok ledt efter en chance til at gøre sig fri af de bindende bånd, som hun ikke var synderlig god til.
"Er det hv-hvad du fortæller d-dig selv for at retfærdiggøre d-det faktum at du var sam-sammen med mig?" spurgte hun direkte. Athena vidste det næppe, for så havde hun ikke efterladt dem alene uden nogen beklagelser eller bebrejdende blikke.
"Og hvem s-siger at jeg ønsker e-en mand?" spurgte hun skælvende og kæmpede sig op af karet. Stående drivvåd i døråbningen, kunne hun se at han nærmest var faldet i søvn på sengen, hvilket fik hende til at himle lidt opgivende med øjnene. "Evan!" udbrød hun fast i et forsøg på at vække ham lidt. Anstrengt gik hun hen til sengen og tvang kappen om sin våde krop, før hun gik hen til døren for i stedet at stikke hovedet ud i søgen efter en vagt. Hvis hendes far dukkede op, så kunne han ikke ligge der! Ej heller selvom det var så fristende for hende at lade ham ligge og i stedet lægge sig ved hans side.

[Deleted]

Noelle havde nok allerede søgt efter en grund til at gøre det slut med Enrico, hvis han kendte hende ret. Ikke at det var noget som ville komme bag på Evan. Han bed tænderne let sammen. "Har jeg nogensinde gjort noget, som jeg har fortrudt efterfølgende?" spurgte han denne gang med en meget direkte stemme. Hovedet lod han søge på sned. Nej, det havde han godt nok ikke, og han havde altid stået ved sine handlinger. Det var ikke fordi at han fortrød at han havde været sammen med hende, velvidende om at hans forlovede havde siddet derhjemme og ventet på ham, for det vidste han jo godt, at hun havde gjort.
Han kollapsede nærmest i sengen, hvor han sukkede tungt og lettet. At komme ned at ligge, var uden tvivl det, som han havde brug for lige nu. "Alle ønsker en at leve livet med," sagde Evan kortfattet. Ikke at han ville diskutere det. Det var et menneskeligt behov og ønske, som alle ønskede, og han gik bestemt heller ikke ud fra, at hun var noget undtag.
Som hendes stemme lød, måtte en kraftig dirren skyde igennem ham. Han klemte øjnene let sammen og vendte blikket mod hende igen. Hvorfor den hårde tone? "Læg dig," endte han. End ikke hendes fader ville få ham til at rejse sig herfra. Han var for træt til at rejse sig uanset, og gud nåde trøste den vagt, som tog fat i ham!

[Noelle Jaceluck]

Den kvinde hun var blevet sammen med Enrico havde skræmt hende. Evigt og altid opmærksom på hvad han lavede med hvem, det var trættende og distraherende, desuden var forventningen fra omgivelserne steget, i forhold til ægteskab og børn, hvilket aldrig ville komme på tale, sådanne ting ville ødelægge hendes karriere.
"Du elsker hende. K-kom ikke og bi-bild mig ind at du er ligeglad," svarede hun uden at se på ham. Naturligvis var han ikke ligeglad med Athena, men han lod heller ikke til at være præget af nogen form for samvittighed over det som var sket. Noelle vidste godt at han kun havde gjort det for at redde hendes liv, men det var alligevel et våben at bruge mod ham. Den ene hånd hvilede omkring kappen der dækkede hende, mens den anden støttede sig lidt op af døren.
Hun kiggede ud og forsøgte at få øje på nogle vagter eller soldater. "Fortæl mig ikke o-om mine be-behov Evan. J-jeg vil ikke ha-have de ting,"fastholdt hun og lagde øjne på en soldat der kom vandrende ned af gangen.
Bevidst ignorerede hun Evans ord. "Sir. Kom her. Jeg skal b-bruge din hj-hjælp til a-at fører Mr. Strife tilbage til hans ka-kammer," bad hun. Vagten nikkede og gik i hendes retning. Imens søgte Noelle prustende tilbage i sengen og lagde sig ved Evans side, kun fordi hun håbede at vagten kunne fører ham ud. Den unge mand så lidt fra den ene til den anden men stilte sig ved siden af Evan. "Sir. Tag fat i mig, jeg leder Dem," annoncerede han nærmest heroisk.