Just take a breath...

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Dette var uden tvivl noget som selv Lucifer måtte elske og nyde mere end det som han gjorde med noget andet. Han var vel bare et tydeligt tegn på et væsen, der levede i nuet? Han var ikke vred over hvad hun havde gjort, såsom at smide ham i fangekælderen, men derimod det som hun havde sagt, som var hun vigtigere end ham. Hvilket ikke ligefrem var noget som han ville påstå, var sandt på noget tidspunkt overhovedet faktisk.
Endnu en gang måtte hans hånd blive fjernet fra hendes lår, hvilket da uden tvivl var noget, som direkte vakte hans frustration som intet andet overhovedet! Han brummede tydeligt utilfredst, som hun vendte dem i sengen, så han igen endte med at ligge nederst og under hende i stedet for. Hans blik søgte hendes skikkelse, som kysset denne gang blev brudt. Hånden mod hans bryst, havde han intet imod. Den nedover hans mave derimod, fik ham let til at spænde. Hun var så forsigtig, at det virkelig måtte pirre ham! Hun burde have smidt en mand i kælderen noget før? Han var nu alligevel glad for, at det var ham, som havde været så heldig at trække dette kort. Ikke at det var noget som sagde så meget igen, for det kunne han da virkelig ikke, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. "Du ved.. Jeg er fantastisk og unik.. Det er vel også ved at gå op for dig nu.. siden du stadig ligger her sammen med mig.. Så ved jeg, at du kan lide det," hviskede han mod hendes øre. Ikke at han havde noget imod at hun rørte ved ham. Det var bare pladsen i bukserne, som var ved at blive så tilpas trange, at det var ved at blive ubehageligt. Og at hun så derimod bare valgte at blive siddende, var heller ikke ligefrem noget der gjorde det meget bedre!

[Jarniqa Dynithril]

Sagtligt, kækt og undrende måtte Jarniqas blik hvile på hans ansigt. Mærkværdigt var det i sandhed.. Saglig var hun, som det de gjorde ved hinanden bragte hende den største behag. Kæk var hun, som de konstant syntes at prikke til hinanden. Undrende var hun, som hun ikke forstod sig på noget af dette. Hårene både i nakken og på armene syntes helt at rejse sig, som han hviskede hende ind i øret. Varm måtte det få hende til at føle sig, som hans ånde og ord søgte hendes øre. ”Er dette en ny indrømmelse, som du ønsker, at jeg får over mine læber?” spurgte hun med et løftet bryn, inden hendes fingre langsomt måtte tage turen ned ad hans krop igen. Ulideligt langsomt. Dertil strejfede hendes fingrespidser også kun akkurat hans overkrop. Først måtte de søge over den solide brystkasse.. hertil den følsomme brystvorte.. og dernæst videre til selve hans maveregion. Tidligere havde hun følt, hvordan den havde spændtes under hendes lette berøring, hvilket hun havde valgt at se på som et godt tegn. Om muligt var det også et led til, hvordan hun kunne pirre ham? En tanke, som hun godt kunne lide, da hun ønskede at vise, at hun ligeså kunne overraske og være det værd, skønt hun var ny, ligeså vel som hun ønskede at vise ham, at han stadig ikke bare kunne bestemme over hende. Hun trak let i mundvigen, inden hun lænede sig ind over ham. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Jeg vil hellere høre dig sige to ting,” hviskede hun ham kækt ind i det ene øre, inden hun igen måtte prøve noget nyt. Legende lod hun let sin tungespids stryge over hans øreflip, inden hun førte sit hoved over på den anden side af hans, så hendes læber nu hvilede ud for hans andet øre. ”At jeg er fantastisk og unik.” Legende nappede hun denne her gang let i hans øreflip. Som al det havde stået på, havde hendes hænder dog ikke ændret sig. Den ene holdt endnu om hans håndled, så hun kunne trykke hans hånd ned i madrassen. Den anden hånd holdt hun endnu over hans maveskind, hvor hendes fingrespidser strejfede huden.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det vakte Lucifer en frustration at vide, at hun kunne røre ved ham, men at han ikke måtte gøre det ved hende. For nu, måtte han bare bide det hele i sig i stedet for, for han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Han nød hvad hun gjorde ved ham.. De strøg.. de kys. og det faktisk, at hun var sådan omkring ham. Han var vel ikke så slem, som hun havde fremhævet ham til at være? "Jeg vil gerne høre dig sige det," hviskede han med en rolig stemme. Hans blik gled mod hende. Selvom det var hårdt nok for ham, at skulle holde øjnene åben. Det var virkelig svært, nu hun selv gik igang igen.
Håndens leg så langsomt nedover hans krop, fik ham til at trække vejret dybt og slippe alt luften i et tungt og behageligt suk. Det føles virkelig fantastisk, når hun gjorde dette. Han lagde hovedet let tilbage. Ja.. unik, kunne han godt kalde hende, men det var jo ikke just til at sige om det var en god eller om det var en negativ ting. Så langt, var han nu heller ikke kommet endnu. "Må jeg få et øjeblik til at tænke over den?" spurgte han med et let smil på læben. Alt taget i betragtning, så tog han det faktisk ikke så tungt igen. Han nød det.. Gud hvor han dog nød dette, og særligt fordi at det nu var hende, som gjorde det ved ham. Hånden lagde han let omkring hendes skikkelse. Hånden lod han denne gang glide over hendes lænd, og tog en tur over hendes bagparti. Hun kunne bestemt ikke komme her og tro, at hun bare kunne røre ved ham, uden selv at få noget igen. Den fastlåste hånd, lod han hvile i hendes greb, hvor han dog heller ikke trak den til sig, for det så han ikke nogen grund til. Han nød jo for pokker hvad hun gjorde ved ham. En kende for meget måske.

[Jarniqa Dynithril]

Ej havde Jarniqa behøvet at stille ham spørgsmålet. Hun havde nemlig kendt svaret på forhånd. Han nød nemlig at høre hende give sig, samt at værdsætte ham med ord. Derfor rystede hun også blot smilende på hovedet af ham. Noget ganske særligt var han uden tvivl. Hvorvidt han var fantastisk eller ej, vidste hun dog ikke endnu. Kropsligt var han nemlig uden tvivl fantastisk, men personligt … det vidste hun endnu ikke. Hun skulle nemlig endnu finde ud af, hvad det var, som de havde sammen. Var det en ren fysisk kemi eller var der også noget personligt? Lige umiddelbart kunne man dog være tilbøjelig til at sige, at det kun var det fysiske, som de havde sammen. Det var nemlig ikke fordi, at de havde været venner eller nogen i den stil, inden de havde påbegyndt kyssene og kærtegnende mellem dem. ”Jeg vil hellere høre dig sige det,” kommenterede hun kækt. Som han sagde, at han havde brug for et øjeblik til at vurdere, hvorvidt hun var fantastisk og unik, skubbede hun sine håndflader mod hans brystkasse, så hun kom op i en siddende stilling ovenpå ham. Hendes smaragdgrønne blik søgte hans, hvor hun måtte løfte brynene. ”Hvis du skulle tænke for længe over det, ved jeg altså, hvor døren er,” truede hun ham med et lille smil på læben. Hun ønskede dog ikke at gå.. Hun ønskede at finde ud af, hvad dette var, samt blive og blot nyde det, som han gjorde hende. Et overrasket gisp måtte falde over hendes læber, som hele hendes krop spændtes, som hans hånd søgte over hendes bagparti. Svagt fik det hende til at hæve sin krop over hans, alt imens hun fornemmede, hvordan det igen måtte kilde. Hvad mente hun om denne berøring? Grænseoverskridende følte det, men samtidig fik det også hendes hjertebanken til at stige, ligeså vel som varmen igen nåede hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer forsøgte virkelig at tage hensyn, men stod det til ham, var han allerede for længst gået igang med hende, og nok også var blevet færdig på nuværende tidspunkt. At tage så meget hensyn, var nyt for ham, og særligt fordi at det ej var noget som lå til ham som væsen. Han gjorde hvad han ville, og det havde han alle dage gjort, god dette var heller ikke ligefrem noget undtag. Han smilede let for sig selv. "Tror du virkelig, at du kan få mig selv til at sige det?" spurgte han med en intens hviskende stemme, som han igen vendte blikket op mod hendes skikkelse igen. Han var ikke typen der gav folk hvad de ville have. De skulle kæmpe for det. De skulle uden tvivl have lov til at kæmpe lidt for at få ham til at sige tingene.
At hun satte sig mere op, sagde han ikke noget til, men at han derimod formåede at forskrække hende, fik det drilske smil til at brede sig. Han måtte virkelig tage sig sammen, for ikke at ende med at grine af hende! "Du er nu meget sød, når du forsøger at være bestemt," pointerede han sigende, inden han igen lod hænderne falde igen. Mere i frygten for at skulle afbryde det som de nu havde gang i, for det ønskede han på ingen måder. "Du kunne lide det.." fortsatte han intenst. Han kunne jo heller ikke lade være med at prikke til hende, nu hvor han faktisk havde muligheden for det. Hun ville ikke gå, og han ønskede heller ikke, at hun skulle gå nogen steder. Det var rent faktisk noget af det sidste, som han ønskede sig. "Du skal ikke gå nogen steder.. Jeg forbyder det," fortsatte han. Velvidende om at hun nok ikke ville lystre ordre.. Men man kunne jo håbe.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg vil nærmere give dig lyst til at sige det,” pointerede Jarniqa med et smil på læben. Lucifer var uden tvivl en mand, som var svær at danse med, hvis man ønskede at få ham til at gøre noget bestemt. Derfor havde hun også sandet, at det var dumt at skubbe til, som man derimod skulle gribe sagerne an på en anden måde med ham. Han skulle nemlig selv føle for det, hvis han skulle gøre noget bestemt. ”Når jeg forsøger at være bestemt? Min gode herre.. Jeg bestemmer over dig, så længe du befinder dig på denne her side af grænsen,” kommenterede hun med et kækt glimt i øjnene. Sandt var dette også, som hun i princippet var hævet over ham. Dog var det ikke det, som dette øjeblik handlede om. Hun ønskede faktisk end ikke at tænke på de pligter, som ventede hende derhjemme. Lige nu ønskede hun nemlig blot ham, som han også måtte ønske hende. At han sagde, at hun havde nydt hans hånd på sin bagdel, sagde hun intet til. Selv vidste hun nemlig ikke, hvad hun skulle sige til det.. En del af hende havde nemlig nydt det, hvor den anden del havde fundet det for meget, og hvordan skulle hun forklare ham det? Ej heller ønskede hun, at det satte for mange tanker i ham, da hun ikke ønskede, at han blev for frembrusende. For meget ville det nemlig blive, hvis han konstant forsøgte at presse hende. Et lille smil begyndte at vise sig på hendes mundvige, alt imens hun roligt lænede sig ind over ham igen. Igen måtte hun derfor ligge på ham, hvor hun måtte bruge sin ene arm til at støtte mod madrassen, så hendes hoved kunne blive holdt oppe. Det smaragsgrønne blik tog hun ej fra ham. ”Hvorfor siger du det ikke, som det er?” spurgte hun i en hvisken, inden hun lod sine bløde læber strejfe hans i et flygtigt sommerfuglekys. ”At du ønsker, at jeg bliver her hos dig..” Dog ønskede hun ligeså selv at blive. Hvor længe denne lyst ville vare ved, vidste hun dog ikke.. Ville den blot vare i nogle timer endnu? Ville den vare i dage? Uger? Sågar år?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Good luck," hviskede han intenst mod hendes øre, inden han atter en gang, lagde sig godt til rette under hende i sengen. Han selv sendte hende et let og stille smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han elskede at drille hende, og særligt nu hvor hun også virkede til at være klar på at gøre det selv, hvilket kun gjorde det meget bedre for hans vedkommende.
Hendes reaktion på hans strøg over hendes bagparti, var noget som uden tvivl glædede ham. Samt det faktum, at hun ikke trak sig væk fra ham, selv på trods af, at han havde gjort det. De mørke øjne gled op mod hendes skikkelse. Han nød i sandhed at se hende på denne her måde.. Bare at vide, at hun sad der. "Hvordan synes du selv det går? Det er mig der har opfordret dig så langt.. du har faktisk gjort alt det, som jeg har bedt dig om," lød det roligt fra ham. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det. Sagen var vel, at han ikke ønskede at hun skulle gå nogen steder og lade ham ligge der? Han ønskede rent faktisk at hun skulle blive her sammen med ham.. Og det var lidt det, som rent faktisk var.. irriterende! Det lignede ham på ingen måder, at rende rundt med sådan en lyst til at gøre noget, og særligt ikke med en kvinde, som var direkte irriterende! "Og hvad får jeg ud af at sige det højt? Altså, at du ikke får lov til at gå nogen steder?" spurgte han denne gang med en direkte stemme. Ikke fordi at han ønskede at fremstå som pladderromantisk eller blid, eller noget lignende, for det ønskede han på ingen måde! Snak om at ødelægge hans ellers så perfekte image!

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg har gjort alt det, som du har bedt mig om? Jeg beklager, at jeg må knuse din lille søde drøm, men jeg gør kun, hvad jeg selv ønsker,” påpegede Jarniqa roligt og dog sandfærdigt. Hun var nemlig ikke blevet opdraget til at følge andre, som hun derimod var blevet opdraget til at følge sig selv. Derfor var hun på sin vis ligesom Lucifer. Begge gjorde de nemlig, hvad der passede dem. Forskellen på dem var blot, at Lucifer syntes arrogant, når han gjorde det, hvor hun derimod virkede det mere naturlig. Hendes hoved søgte en kende på sned. Hvad var problemet i at sige, at han ønskede hende her hos sig? Det var jo, hvad han ønskede. Det var trods alt også ham, som havde påbegyndt kysset, samt ham der havde bedt hende om at følge ham til en kro. Derfor burde det vel ligge lige til højrebenet at sige, at han ønskede hende? Hendes øjne søgte halvt i, som hun flygtigt lod sine læber kysse ham på kæben. ”Du vil få det ud af det, at jeg vil blive,” hviskede hun intenst. Hendes hoved søgte videre ned. Blidt nappede hun ham i halsen. ”Du vil få det ud af det, at jeg vil gøre al det her,” hviskede hun fortsat. Hun kyssede ham langs kravebenet, alt imens hun fjernede sin hånd fra hans, så hun i stedet placerede den på hans bryst over hans hjerte. Hun ønskede at fornemme, hvordan det slog under hendes kærtegn. ”Du vil få det ud af det, at du vil kunne gøre al det her ved mig,” hviskede hun afsluttende. Prøvende lod hun sin tungespids stryge kælent over hans ene bryst, inden hun kyssede det og trillede rundt. Ned fra ham trillede hun, så hun end ikke berørte ham længere. På siden lagde hun sig, hvor hun lod den ene arm støtte mod madrassen, så hendes hoved og overkrop kunne blive holdt oppe. Hendes smaragdgrønne øjne søgte hans. ”..Men hvis ikke du ønsker mig, ser jeg ingen grund til al det,” tilføjede hun uskyldigt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Så er det godt, at det jeg ønsker, er noget som du ønsker ligeså," lød det ganske tilfredst fra Lucifer. Hans smil afslørede kun den tilfredshed, som han følte i det indre. Han blev dog stadig liggende der sammen med hende. Selvom hun sad ovenpå ham og det hele, var det ikke just noget, der gjorde det meget bedre for hans vedkommende. De mørke øjne gled mod hendes skikkelse. Han kunne rent faktisk godt lide, at have hende der. Velvidende om at hun sad her og troede, at hun havde kontrollen, så kunne hun meget hurtigt tro om igen. Hendes kærtegn tog han mere end glædeligt imod, som han let blottede halsen. Han slap et dæmpet suk, som hun legede med tungen og kys på hans bryst. Hvor føles det dog fantastisk at hun gjorde dette! "Det er jo lige før, du frister mig, smukke," hviskede han med en så kontrolleret stemme, som overhovedet muligt.
At hun gled ned af ham, sagde han nu ikke noget til. Han fulgte hende med blikket. Det irriterede ham dog.. Han ville jo gerne have, at hun rørte ved ham.. kyssede på ham, og lod ham mærke hende tæt på. Han rullede let om på siden, så han endte med at ligge med fronten mod hende i stedet for. "Vi ved begge to, at du slet ikke har lyst til at gå nogen vegne," pointerede han med en sandfærdig stemme. Han blinkede let til hende og med et kækt træk på mundvigen. Hånden hævede han let som han lagde den mod hendes side og tæt ved hendes hofter, hvor han jo før havde fået lov til at placere hans hænder. Han lod den dog roligt glide længere og længere ned. "Tror du da selv på, at du kan afholde dig fra det?" spurgte han roligt. Han rykkede tættere på, hvor han denne gang var den som tog pladsen halvt om halvt over hende. "Jeg ved at du gerne vil have, at jeg skal fortsætte med det," hviskede han intenst mod hendes øre.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt var det, at de måtte ønske det samme i den nuværende stund. Jarniqa ønskede nemlig at dele dette værelse med ham.. At ligge i denne seng med ham.. At trillede frem og tilbage i den med ham.. At kysse og kærtegne ham.. At blive kysset og kærtegnet af ham. ”Og du er helt sikker på, at det vil vare ved?” spurgte hun ham i en kæk tone, skønt det var sikkert og vidst, at hun ikke ønskede at forlade dette værelse. I hvert fald ikke uden ham. At han mente, at hun fristede ham, måtte hun kun smile af. Selv nød hun nemlig at vide, at hun var i stand til at vække disse følelser i ham. Dog vidste hun også, at hun skulle være påpasselig med dette, da han pludselig kunne forvente mere af hende, end hvad hun egentligt ønskede at give ham. Gad vide, om hun nogensinde ville blive i stand til at give ham, hvad han ønskede? Det krævede nemlig, at dette ikke var den eneste gang, at de lå således. Selv tænkte hun, at hun umuligt kunne ønske, at dette ikke skulle ske igen. Ikke som det foregik mellem dem lige nu og her. Dog kunne hun ikke vide sig sikker med ham. Roligt hvilede hendes smaragdgrønne blik i hans, som han ligeså lagde sig på siden. ”Måske ikke.. men lysten kunne jeg få, hvis du ikke skulle ønske det samme,” kommenterede hun roligt, uden at smilet falmede på hendes læber. Utroligt bevidst måtte hun blive om hans hånd, som den berørte hende. Ikke som den lagde sig mod hendes hofte, men nærmere som den ligeså stille begyndte at glide ned. Tungere blev hende åndedrat nemlig, samtidig med, at hendes kropstemperatur begyndte at stige. Tavst hvilede hendes blik i hans, som han talte og rørte hende på en og samme tid. Selv måtte hun helt forbande, hvor konfus det måtte gøre hende! Konfus i nydelse. Medvilligt endte hun med at ryge tilbage på ryggen, som han søgte over hende. Hurtigt slog hendes hjerte allerede, og som han hviskede de sidste ord til hende, måtte hun også give efter. Hurtigt fandt hendes ene hånd hans mørke hånd, så hun krævende kunne tvinge hans hoved tilbage. Begærende måtte hun igen trykke sin læber mod hans, som det at lade være syntes at være en umulighed!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

For øjeblikket ønskede de jo det samme, og det var da uden tvivl noget, som skulle udnyttes i den forstand, at det var dem overhovedet muligt. I hvert fald ifølge Lucifer om ikke andet. Hans blik gled mod hendes skikkelse atter en gang, som de nu lå der ved siden af hinanden. Det var bestemt ikke fordi at han ønskede at ødelægge alt dette, men det som hun ønskede og bad ham om, var rent faktisk meget for ham. Virkelig meget for ham faktisk. Det der med at vrænge sin sjæl og fortælle hvordan han havde det med tingene, kunne han ikke bare gøre.. det var ikke noget som han bare gjorde, og det havde han aldrig gjort. Særligt ikke med den baggrund som han havde haft frem til nu. "Så det du siger, er at du ikke har lyst til det, fordi at jeg har?" spurgte han med en sigende mine. Ikke at han tog det så tungt igen, for det havde han aldrig nogensinde haft nogen direkte grund til. Nok om det. Han var jo nødt til at finde sin plads i alt dette.
Langsomt trak Lucifer sig over hende igen. Hånden strøg over hendes side og nedover hoften, da dette var noget, som han havde fået lov til at gøre det før. Grebet som hun gjorde omkring hans hår, tvang ham kun tættere på hende igen. Læberne måtte denne gang møde hendes. Det var med en kraftig sitren, som skød voldsomt igennem hans krop og sind. Gud hvor han dog elskede det! Denne gang kunne han dog alligevel ikke dy sig. Denne gang hævede han hånden mod hendes side, inden han denne gang tog mere fat omkring hendes bryst. Det at friste så sart en sjæl som hans, var virkelig ikke retfærdigt!

[Jarniqa Dynithril]

”Det jeg siger er, hvorfor jeg skulle ønske at blive her, hvis ikke min tilstedeværelse var ønsket,” kommenterede Jarniqa roligt. Ønsket føltes hun sig. Dog ikke med ord, men med berøringer. Dog var det vel også, hvad hun selv gjorde overfor ham? Ingen af dem snakkede nemlig om, hvad der foregik, som de derimod blot gjorde, hvad der faldt dem kropsligt ind. Hvad der i det hele taget havde startet al dette, vidste hun ikke, men ønskede at vide det gjorde hun endnu. De havde nemlig mundhugget, inden de havde brudt ud i et kys. Dog lignede det igen ikke, at de skulle tale om tingene, som det i stedet lignede, at det var deres kroppe som skulle tale med hinanden. Selv kunne hun ikke lade vær, og ej forstod hun det, men begærligt kyssede hun ham igen, som hun havde fået trukket hans hoved tilbage. Hurtigt slog hendes hjerte, hvor det helt føltes, som havde det påbegyndt et væddeløb. Blodet fossede omkring i hendes krop, hvor varmen naturligt blussede op i hende. Hvordan man kunne føle sig så trængende og levende, begreb hun end ikke. Disse tanker forlod dog også hendes sind og krop på et split sekund, som han pludselig blev krævende og direkte. Hans hånd kærtegnede end ikke i hendes krop, inden den lagde sig om hendes bryst. Blid var berøringen end ikke, som han derimod tog fat. Hurtigt slog hendes hjerte endnu, men forskellen fra før var blot, at det denne her gang ikke var af behag, men derimod af panik. Hendes øjne søgte op. Rart var det ikke. Det var på ingen måde rart. Hendes hænder søgte ind mellem dem, hvor de lagde sig mod hans brystkasse. Hun måtte have luft! Kysset forsøgte hun at bryde. ”..Sto..” Mere nåede hun dog ikke at sige, som hendes magi instinktivt sprang ind. En trykbølge blev placeret direkte mod hans krop, og af den årsag ville det også blive et kraftigt skub, som han ville blive mødt af. Et skub der bestemt ville tvinge ham af hende. Som hun følte friheden omkring sig, satte hendes krop sig også øjeblikkeligt op, hvor hun svang benene ud over sengekanten, så hun sad med ryggen til ham, hvor hendes krop svagt måtte skælve.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Jeg synes efterhånden, at jeg har været temmelig åbenlys i mine handlinger, snuske," pointerede Lucifer med en ganske sigende mine. Det var skam slet ikke fordi at han ønskede at at have hende her, for problemet var jo, at han gerne ville. Han ville jo virkelig gerne have hende liggende her! Et let smil bredte sig på hans læber. Det var jo tydeligt, at selv hun ønskede at have ham tæt på, og det var det, som han uden tvivl godt kunne lide!
Hånden gled direkte op mod hendes bryst, som han vilkårligt tog et mere brutalt fat om, mest for at have noget at holde fast i. At det så derimod ikke var noget som hun brød sig synderlig meget om, hvilket var noget som han meget hurtigt fandt ud af. Kysset brød hun, også selvom han knapt nåede at reagere på det, før han direkte blev hamret væk fra hende. I den panik som hun følte, var der ovenikøbet også temmelig stort tryk på dette. Han røg direkte fra hende, hvor han med ryggen og skulderen, ramte den modsatte væg. Med et kraftigt og smertefuldt gisp, faldt han direkte ned på maven på gulvet. Han klemte øjnene let sammen, inden han tog sig til skulderen, da han igen forsøgte at sætte sig op. Okay, hun var uden tvivl af typen, der virkelig slog fra sig, når hun fik muligheden for dette. Han rustede let. Det gjorde faktisk okay ondt, hvis han selv skulle sige det. Han rettede sig en anelse op. "Okay. Det der gjorde pænt ondt," endte han, inden han kæmpede sig op på benene i stedet for. Han betragtede hende, som hun sad der med ryggen til ham. Havde han ødelagt det hele nu? Det ville i hvert fald ikke overraske ham, om han havde gjort det!

[Jarniqa Dynithril]

Bundet til sine følelser var Jarniqas magi. Af den årsag havde hun ej heller nogen kontrol over den, som trykbølgen placerede sig direkte mod Lucifers brystkasse. Ganske vidst havde hun ønsket ham væk, men ej havde hun ønsket ham væk på den måde. Det havde nemlig blot været hendes intention at skubbe ham til siden. Ikke at kaste ham tværs igennem rummet og direkte ind i en væg! Øjnene kneb hun kortvarigt sammen, som hun pludselig var at finde alene i sengen og siddende på sengekanten og med ryggen til Lucifer. Hurtigt slog hendes hjerte endnu, alt imens hendes krop skælvede svagt. Hvorfor skælvede hun? Var det på grund af den pludselige magiudladning? Fordi hun havde gjort ham fysisk fortræd? Fordi han havde overtrådt en af hendes grænser? Fordi han havde presset hende? Øjnene slog hun op. Det der gjorde pænt ondt.. ”Jeg beklager.. Det var ikke meningen, at det skulle ske på den måde,” endte hun stille med at sige sandfærdigt. Det var ikke meningen, at det skulle ske på den måde.. Det havde ikke været meningen, at han skulle have taget sådan på hende. Tænderne bed hun sammen. Havde det været en fejl at tage med ham hertil? Havde hun indgydt ham i falske forventninger, skønt hun selv følte, at hun havde forklaret, at dette havde været alt, hvad der ville ske? En knude måtte opstå i hendes bryst. Tænk at noget så rart kunne udvikle sig til noget så ubehageligt.. I panik havde hun gået, som hun havde følt, at han havde overtrådt en klar grænse. Dette var blot følgerne af det. Armene lagde hun om sig selv, som hun rejste sig op. Det var vel en ubevidst handling i et forsøg på at beskytte sig selv? Dernæst lod hun sig vendes om, så hun kunne stå med fronten mod ham. Dog uden, at hun nærmede sig ham. ”Det er måske bedst, hvis jeg søger hjemad nu..”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Den pludselige energiudladning der skete, var nok ikke lige det som Lucifer havde regnet med. At blive hamret direkte ind i en væg og i gulvet af en kvinde, som nærmest bogstaveligt havde formået at tage ham på sengen, var ikke just en tanke som han brød sig om. Hånden lagde sig mod hans overarm og skulder, som faktisk gjorde pænt ondt, da han kæmpede sig op på benene. Hun undskyldte virkelig overfor ham? Hans blik søgte hendes skikkelse næsten varsomt og forsigtigt. Han bed tænderne let sammen. Okay, denne gang havde han virkelig ødelagt det hele. "Hvad kan man sige.. Du slår luften ud af mig," endte han ganske sandfærdigt, som han så til at hun rejste sig.
Dette var vel bare tydeligt at han havde ødelagt det hele? Hvor han dog hadede det.. Typisk ham, når det endelig gik så godt, som det havde gjort denne gang! Han vendte blikket den modsatte vej i stedet for. Nej, dette var bestemt og på ingen måder, noget som måtte falde i god jord hos ham, og særligt ikke på denne her måde. Han var oprigtigt vred på sig selv. At hun ønskede at søge hjemad var han dog ikke helt enig i. Han ønskede at hun skulle blive her. "Hvorfor søge hjem?" spurgte han direkte. Det var bestemt heller ikke fordi at han var ude på at gøre dette ukomfortabelt for hende på noget tidspunkt. At det jo så derimod var noget som var sket alligevel, kunne han jo praktisk talt slet ikke gøre for. Armen og hans skulder skulle nok blive fin igen! Der var slet ikke nogen grund til at søge nogen steder. Han kantrede sig sidelæns og stillede sig mellem hende og døren. Ikke for at fremstå truende, for det var slet ikke hans intention med alt dette. "Bliv," sagde han denne gang.. både beordrende, men også fordi at han oprigtigt ønskede, at hun skulle blive her. Hun slog fra sig.. hvad pokker.. Hvem kunne ikke lide en kvinde, som turde markere når nok var nok?