Just take a breath...

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej var denne verden ny for Lucifer, men omstændighederne derimod var så nye som noget overhovedet kunne blive, så ej var det noget, som kun komme bag på nogen. En flot mand var han jo, og det var han i forvejen klar over, så dette var noget som han udnyttede i den forstand, at det nu var ham menneskelig muligt at gøre dette. Selvom hun for nu ikke lod ham gøre hvad han egentlig ønskede,var han nødt til at gøre hvad han kunne, for ikke at ende med at træde helt forkert. Han ønskede slet ikke at ødelægge dette! Overhovedet ikke! Han holdt hende tæt ind mod sig, også selvom andre dele af hans krop var begyndt at reagere, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.. Særligt ikke når det ikke var noget som han fik lov til!
Igen valgte han at bryde kysset. Fristelsen til at trække den videre, var uden tvivl stor for ham. Virkelig stor faktisk, hvilket ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hånden førte han tilbage til hendes kind. Hvorvidt om det her kun skulle vise sig som en engangsting, eller om det rent faktisk skulle vise sig, at ske igen og igen som en udvikling til noget mere, var ikke til at sige. Han trak hovedet blot en anelse til sig, så han i stedet for, kunne tage hende i blik. Det var slet ikke fordi at han ønskede at sidde her og ødelægge det hele, hvilket han i forvejen var forbandet god til, som han havde set i hvert fald. Den varme som hun derimod satte i ham, var ikke noget som han havde oplevet før. Ikke på denne her måde i hvert fald. Et let smil passerede hans læber. "Jeg ved ikke med dig, men jeg er slet ikke fristet til at blive siddende her.. Hvor alle kan se os," sagde han lettere henkastet. Alene det at skulle sidde her.. nej.. Han ville have hende for sig selv. Det var jo ikke just noget, som han ønskede at dele med alle og enhver.

[Jarniqa Dynithril]

Igen var det ikke med Jarniqas gode vilje, at hendes læber slap hans. Selv kunne hun som sagt have blevet ved i timevis, hvor han derimod ønskede at stoppe nu. Hvorfor, vidste hun ikke. Det var trods alt ham som havde påbegyndt hele seancen, og derfor tænkte hun automatisk, at han naturligvis også ville ønske at fortsætte. Ønskede han derfor ikke at fortsætte, eller var det blot normalt, at kys ikke varede i længere tid end dette? Selv vidste hun det som sagt ikke, da dette var hendes første. Dog følte hun ikke, at han ønskede at støde hende fra, som hun mærkede hans hånd mod sin kind. Forsigtigt lod hun sit hoved søge en anelse på sned, så hendes kind måtte imødekomme hans kærtegn. Det var jo rart.. Det var overraskende rart. Uforstående måtte hendes blik dog blive ved hans ord. Han var ikke fristet til at blive her, hvor alle kunne se dem? For det første var der kun dem.. Lige nu om ikke andet. Og for det andet, hvad var der så at skjule? Gjorde de da noget galt ved at sidde således? Det var vel op til dem selv, hvad de ønskede at gøre? Eller var det fordi, at han skammede sig over hende? Ønskede han ikke at kendes ved, hvad der lige havde sket? Forvirret gjorde det hende, som det hele var nyt. Forvirrende var det, at hun gjorde det med ham. Hun vidste jo end ikke, om hun egentligt kunne holde ham ud! For det andet var det forblindende dejligt at gøre, hvor blot hun ønskede at fortsætte. For det tredje var det forvirrende, at han ikke kunne fortsætte med det her? Brynene rynkede hun en anelse, alt imens hun rankede sig en anelse op, så hendes hænder tilmed også slap ham. ”Hvad er der i vejen med det? Er der da noget galt i, hvad vi gør? Skammer du dig over det?” endte hun direkte med at spørge ham. Hun var jo for helved nødt til at spørge, hvis hun skulle have en chance for at forstå! Hun forstod jo intet af alt dette.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej var det fordi at Lucifer skammede sig over det, men mere tanken om at han ej kunne trække den længere end det, som han plejede at anse som en optakt til det mest fantastiske. En ting, som han tilsyneladende ej fik lov til at dele med hende. Desuden tvivlede han stærkt på, at hun var typen der ville nyde dette ude i det åbne, hvor folk netop kunne passere og rent faktisk se dem. Det passede ham desuden fint, at gøre det til en mere privat sag. Hvis det da nogensinde skulle vise sig, at komme så langt.
Et let smil passerede hans læber ved hendes spørgsmål. Alene ud fra disse, kunne han da konkludere, at hun måtte være helt ny i dette. En tanke som han nu alligevel måtte finde ganske charmerende. "Du har aldrig nogensinde prøvet det her før, har du?" spurgte han med en rolig stemme. Ej fordi at han ønskede at håne eller nedgøre hende for det. Hans liv og stand var en helt anden end den som hun måtte være kommet af, og naturligvis var dette også noget som satte sine spor. Han var erfaren hvor hun derimod var ganske ny. Hånden fortsatte de rolige strøg over hendes kind. Alt taget i betragtning, så var hun varm.. og han følte sig varm som aldrig nogensinde før, og svært var det virkelig for ham, at holde igen. "Ønsker du virkelig at dele noget så intimt i det åbne? Lad mig tage dig med til en kro for i aften," bad han endeligt. Ganske vidst havde han ikke en krone på lommen, men han havde derimod sine måder, hvorpå at han kunne tilsnuske sig et værelse. Hans navn kunne bruges til rigtig mange ting i det henseende, og gud hvor han dog elskede det faktum. Kroppen reagerede på en måde, som den slet ikke burde, når hun ikke gav ham lyst.. Udelukkende derfor, måtte han tage denne pause. Blev han først frustreret, vidste han, at det hele ville være ødelagt igen.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige var Jarniqa ny i denne her verden. Hvorvidt om det var en god eller skidt ting, vidste hun derfor ej heller. Selv vidste hun nemlig ikke, hvorvidt han eller andre mænd ønskede jomfruelige kvinder, eller kvinder med erfaring. Var det ens for alle? Var det en smagssag? Hvad mente han? Selv kunne hun dog ikke lave om på det faktum, at hun aldrig havde været med en mand før. Det var nemlig blot sådan, at landet lå. Om han også gættede dette faktum ud fra hendes ord eller kysseri, vidste hun ligeså ikke. Burde hun være benovet eller stødt over, at han sandede dette? Igen kunne hun dog ikke lave om på dette. ”Har du?” endte hun automatisk med at sige. Hun havde vel blot vænnet sig til ikke bare at svare ham? Hun fugtede de lyserøde læber, inden hun alligevel valgte at besvare hans spørgsmål ganske kort og præcist. ”Nej..” Aldrig havde hun prøvet noget af dette før, og selv antog hun, at han ingen nybegynder var. Hvorvidt dette var skidt eller ej, vidste hun ligeså ej heller. Betød det i så fald blot, at det her var en engangsbegivenhed, inden han fandt den næste eller? Og hvad skulle hun egentligt mene omkring det? Skulle hun føle sig stødt over det, eller skulle hun blot anse ham for at være et springbræt? Hun vidste det ikke.. Hun vidste intet af dette. Hendes smaragdgrønne øjne hvilede i hans isblå. Anderledes så de nu ud.. Mere rolige, hvis man kunne sige det på den måde. ”Hvorfor skjule det, som vi allerede har gjort? Det var i orden at gøre for to sekunder siden, så hvorfor skulle det ikke være i orden at gøre nu?” spurgte hun ham uforstående. Selv havde hun nemlig intet imod at sidde sådan her med ham, men måske var det også fordi, at hun ikke planlagde nogle videre trin for dem? ”Desuden.. Hvordan vil du tage mig med til en kro? Du har jo ingen penge,” konstaterede hun. Ej var det for at træde på ham. Det var jo blot at sige sandheden.. Han havde jo intet. Ikke af, hvad hun vidste af i hvert fald.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ud fra hvad hun måtte sige, kunne Lucifer da med det samme konstatere, at hun ej var kendt med dette fænomen, og at det derfor måtte være nyt for hende, at sidde sådan her med en anden mand. Dog var det ikke noget som han havde noget imod at introducere hende til, da det derimod var noget, som han godt kunne lide. Et stille smil passerede hans læber, som hun næsten synes at blive spydig igen. Ej var det noget som hun ville få noget ud af. "Det anede mig nok," sagde han roligt. Måske at hun forventede, at han ville håne og nedgøre hende for det, men ej var det noget som han ønskede sig. Slet ikke faktisk.
Ikke at Lucifer ønskede at dele hende med nogen. Det var blot denne tanke, som slog ham som noget af det første, også selvom det ikke just var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han burde slet ikke gøre sig de tanker om hende, som han gjorde lige nu, og gud hvor var det dog direkte frustrerende! "Jeg ved ikke hvor meget du ved om det her, snuske, men dette vækker mere i mig, end blot en lyst til at kysse dig," sagde han endeligt. Han lod hovedet søge let på sned. Hvorfor tage det så tungt? Det var der jo slet ikke nogen grund til i hans øjne. Et morende glimt måtte dog alligevel melde sig. Hun var da noget så uvidende om noget, som rent faktisk var et menneskeligt behov! "Jeg kan gøre det med andet end penge.. Lad mig vise dig det," lød det roligt fra ham. Ikke fordi at han var grusom - i hans egen forstand vel og mærke, men det navn som han bar, var noget som man da uden tvivl skulle være bange for. At hun derimod ikke var det, var o så en anden side af sagen.

[Jarniqa Dynithril]

Det anede ham. Utilfreds lød han ej, men var det en skidt ting, at man havde anet det? Ufatteligt mange spørgsmål cirkulerede rundt i Jarniqas sind. Til forskel fra andre dage, følte hun dog ikke for at komme ud med dem. Et sted var det vel fordi, at hun frygtede, at hendes tanker ville fremstå som ynkelige? Dog havde hun dem kun fordi, at hun var nysgerrig på at forstå, da hun ikke forstod noget af alt dette. At han ikke valgte at svare på, hvorvidt han havde været sammen med andre, fik hende igen til at tænke. Selv var hun sikker på, at han havde dette, men spørgsmålet var blot, om han skammede sig over dette? Gad vide, hvor mange der havde været? Gad vide, hvordan det havde været med dem? Havde det været bedre, værre eller det samme? Intet sagde hun dog. Mundlam blev hun også, som han sagde, at han ønskede mere end blot at kysse hende. Betød det også, at han forventede, at de skulle mere end det? Hendes hjerte slog hurtigere igen.. Selv kunne hun lide al dette, men tanken om mere? ..Den skræmte hende faktisk. Utilpas var hun også blevet i sig selv, som hun havde mærket hans vandrende hånd i ny og næ. Var dette en følelse, som hun skulle stå fast ved, eller skulle hun sparke den til side og gøre som han ønskede, fordi det muligvis var forventet af hende? Hun vidste det ikke. Hun vidste ikke, hvordan noget af dette foregik! Aldrig havde Damien drøftet dette med hende. Ej heller havde hun kendt andre, som hun kunne drøfte sådanne ting og sager med. Hendes blik hvilede på ham. ”..Er det ikke muligt blot at fortsætte med dette?” endte hun med at spørge, hvor hun vel igen hentydede til, at hun ej følte sig parat til det andet. Hun følte nemlig ikke den samme lyst som ham. Hun ønskede vitterligt blot at sidde med ham, kærtegne ham og kysse ham. Var det virkelig for lidt? ”Jeg må sige, at ud fra alle de gange, at du har ønsket at vise mig noget, er der kommet drastiske følger,” endte hun sandfærdigt med at sige.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej havde Lucifer nogen grund til at være utilfreds med hende, for ud fra omstændighederne, så var hun faktisk.. god. Han kunne lide at gøre det med hende. Ikke var det fordi at han havde haft forfærdelig mange, men det var ikke nyt for ham, at være tæt på et andet væsen. De isblå øjne hvilede på hende. Nu var det vel også gået op for hende, at han ikke var så forfærdelig, som hun havde givet udtryk for, at han havde været frem til nu? Let måtte hans hjerte hamre mod hans bryst. Han kunne ikke holde igen. Alene følelsen af, at have hende siddende der, var slet ikke tæt nok på ham, for hans vedkommende, og dette var noget, som han uden tvivl godt kunne mærke. Hans krop lystrede tanker og impulser, som han slet ikke kunne styre eller kontrollere.. end ikke som mentaldæmon!
Hånden sænkede han fa hendes kind, kun for at lægge den om hendes liv. Det var jo her, at han havde fået lov til at ligge den. Ej var det fordi han ville ødelægge dette særlige øjeblik, for det var slet ikke meningen med dette. "Du vækker ting i mig, som jeg ved, at jeg ikke vil få lov til at indfri, snuske.. det er virkelig ikke fair," sagde han lettere henkastet. Hvorvidt om hun i det hele taget var klar over hvad han snakket om, og hvad han ikke snakket om, skulle han ikke kunne sige. Hovedet lod han selv søge på sned. Han ville gerne sidde og kysse med hende.. Gud om han gerne ville det, for det føles jo direkte fantastisk at sidde der sammen med hende, og gøre dette! Han trak let på smilebåndet. "Drastiske og drastiske følger.. Jeg kan godt opføre mig pænt engang imellem," pointerede han med en rolig stemme, som han let betragtede sig af hende. Hvorfor alt den mistillid? Okay, et sted kunne han jo godt forstå den, men ikke desto mindre, så følte han slet ikke, at den var nødvendig. Han havde vel også vist sig, fra en af de bedre sider denne gang? Nu hvor hun af sin frie vilje, sad der tæt ind til ham?

[Jarniqa Dynithril]

Automatisk slog Jarniqas hjerte hurtigere ved hans ord. Tændte det hende at vide, at hun satte noget dybere i gang i ham, selvom hun ikke ønskede at trække den videre ind hertil? Var det sådan, at det hang sammen? Kunne det virkelig hænge således sammen? Det lød jo underligt, at man kunne lide noget, som man ikke ville. Som han fjernede sin hånd for at holde om hendes slanke liv i stedet, valgte hun at hæve sin hånd, så hendes fingre kunne komme i kontakt med hans kind. Blidt strøg hun ham der, hvor hun foruden hans kind, også kunne mærke hans stride ubarberede skægstubbe. ”Hvad vækker jeg i dig?” endte hun stille og nysgerrigt med at spørge ham, inden hun strakte hals. Prøvende, men pirrende måtte hun nappe i hans underlæbe fremfor at kysse den, inden hun trak hovedet tilbage. Hun havde blot fået en ide om, at det kunne være værd at prøve. Drillende smilte hun til ham. ”Fair og fair, hvad vil du gøre ved det?” spurgte hun ham drillende, inden hun rejste sig fra ham. Det var ikke just fordi, at hun havde synderligt just til dette. Hun ønskede jo, at han i stedet holdt hende tæt og kyssede hende. Dog rejste hun sig, da han mere eller mindre havde givet lovning på, at det ville fortsætte, hvis de tog et andet sted hen. Selv forstod hun endnu ikke, hvorfor han ville indenfor, når nu de lige havde gjort dette ude i det fri, men nok om det. Hvis det var det, som skulle til, hvis han ønskede at fortsætte, havde hun intet imod at indfri det. ”Engang imellem,” medgav hun med et smil på læben, inden hun vendte blikket mod Natymia landsby. Den lå ikke langt herfra. Det ville blot tage dem to minutter at nå dertil. ”Selve landsbyen ligger lige herovre. Lille er den, men der er da en kro at finde,” fortalte hun, hvor det også måtte være et tegn på, at de kunne søge videre dertil.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa vækkede mere i ham, end bare en lyst til at kysse hende, og særligt når det foregik på denne måde. Han måtte bare ikke indfri det, hvilket næsten var det, som irriterede ham mest. Han måtte løse det problem på egen hånd senere. Lige nu havde han bare ikke nogen intentioner om at søge nogen steder hen, og særligt ikke hvis han kunne få hende til at sidde med ham. "Ønsker du virkelig at vide det?" spurgte han med et kækt glimt i øjet. Ej kunne han lade være, og siden hun måtte være ny, kunne han jo drille hende på andet vis, end hvad han havde gjort frem til nu.
Hendes hånd mod hans kind, satte en sitren i ham. Dog måtte selv han erkende, at det føles utrolig behageligt. Han nød det en kende for meget, men hvad kunne han da gøre ved det? Som hun lænede sig frem og tog fat om hans underlæbe, måtte smilet brede sig. Han kunne lide, at hun viste sig prøvende og faktisk forsøgte sig frem med det ene og det andet. Hovedet lod han søge en kende på sned. "Du får igen, det ved du godt, ikke?" endte han med et smil på læben. For nu lod han armene hvile om hende, og blikket følge hendes ind mod byen. Han nikkede. Han kunne sagtens love hende for, at de kunne fortsætte når de kom ind i byen og ind på en kro. Selv for ham, var det her virkelig intime ting at vise offentlig. Så erfaren var han dog heller ikke. Ikke så meget, at han nærmest kunne kalde sig for komplet ligeglad. Han nikkede. Det passede ham mere end fint. "Så lad os gå," sagde han endeligt. Han gjorde tegn til at de kunne rejse sig. Undervejs, tog han fat om sin skjorte, som han kastede over skulderen. "Vis vej, snuske," opfordrede han kækt.

[Jarniqa Dynithril]

”Nej. Jeg kan lide at spørge folk om ting, uden at jeg er interesseret i at få svar på det,” lød det ironisk fra Jarniqa, alt imens et kækt smil hvilede på hendes læber. Hun ønskede skam at vide, hvad hun satte i ham, hvorfor hun satte det i ham, samt om alle andre også satte det i ham. Ny var hun nemlig, og derfor forstod hun endnu ikke, hvad normen var. At han truede med, at hun ville få det igen, som hun gjorde ved ham, måtte få hende til at trække på smilebåndet. Det ville nu ikke være så slemt. ”Hvorfor tror du i så fald, at jeg gør det?” svarede hun ham muntert igen. Lige nu lød det til, at de ligeså kunne komme overens, når deres læber ej var presset imod hinanden. Så langt, så godt. Betød det mon, at de rent faktisk kunne lide hinanden nu, eller kunne de blot med hinanden, fordi de endnu levede i det intime øjeblik? Det var vel kun tid, som kunne besvare dette spørgsmål? Nysgerrig var hun dog, som hun ikke forstod, hvordan hun pludselig kunne ønske at være i hans nærhed og blive i hans nærhed, når hun før havde kunnet slået ham. Faktisk havde hun også slået ham. Dette syntes ingen af dem dog at tage højde for. Som han ligeså kom op på benene, måtte hun begynde at gå. Hurtigt slog hendes hjerte endnu, hvor det vel var grundet forventningens glæde og nervøsitet? Hvad ville der ske nu, hvor de bare gik ved siden af hinanden i et rums tid? Hvad ville der ske, når de kom ind på kroen? Ville de blot fortsætte, hvor de havde sluppet? Underligt var det også helt at spekulere over, hvad hun nu skulle gøre af sine arme, som de før havde været omkring ham. Hvorfor spekulerede hun dog på sine arme, når hun aldrig før havde spekuleret over dem? Hendes arme søgte over kors. ”Vi må arbejde på det kælenavn,” endte hun roligt med at sige, alt imens hun førte vejen frem. Lang tid gik de dog ikke, før man kunne se den lille landsby. Stor var den ej, men charmerende og idyllisk var den. Derfor var det også et sted, som mange manjanere blot kunne lide at søge til.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kækt smil bredte sig på Lucifers læber. Skulle han fortælle hende det? Ville det skræmme hende væk fra ham? Nuvel.. Var man klar til at stille spørgsmålet, så var man vel også klar til at modtage svaret? Han lænede sig langsomt frem mod hendes øre. "Pladsen i mine bukser er trang.. Du giver mig lysten til at kysse dig.. røre ved dig.. gøre alt muligt ved dig, som vil bringe dig til højder, som du tilsyneladende slet ikke har oplevet før," hviskede han roligt. Han kunne helt lyde som den rene Casanova, men han vidste derimod også hvordan han skulle få tingene helt præcist, som han gerne ville, og det var da naturligvis det, som han var ude på lige nu. Udelukkende fordi at han kunne.
At dele dette med hende, ønskede han faktisk. For nu om ikke andet. Det handlede vel egentlig bare om at nyde den tid med hinanden, mens de havde den? Han mente det dog, når han sagde, at pladsen i hans bukser, var ved at blive temmelig trang, og gud hvor var det frustrerende, når han vidste, at han slet ikke måtte gøre noget ved det! Skjorten kastede han over sin ene skulder, hvor han blot lod hende vise vej. "Det er det jeg siger.. Du kan lide hvad jeg gør ved dig," endte han med et tydeligt tilfredst smil på læben. At dette kælenavn, som han nu havde skænket hende, var noget som endnu plagede hende, tog han faktisk ikke særlig tungt. Hun virkede nemlig ikke direkte vred over det som hun førhen havde været. "Hvorfor det? Du kan jo lide det.. jeg kan både se og mærke det på dig," sagde han selvtilfredst. Han strålede af selvtillid. End ikke det som han havde oplevet, havde formået at rive det fra ham. Selv nu hvor de nåede byen, tog han sig ikke af de stirrende blikke. Ja, han gik topløs, og han vidste, at han så ganske godt ud. Det var noget af det, som han uden tvivl måtte leve rigtig højt på.

[Jarniqa Dynithril]

Paf blev Jarniqa helt, hvor en svaglig rødmen måtte vise sig på hendes kinder. Hvad skulle hun sige? Hvad skulle hun føle? Hvad skulle hun gøre? Selv forstod hun ikke, hvordan al det ville foregå, som han talte om. Dog kunne hun sige, at skønt hun ikke vidste det, måtte hendes hjerte slå hurtigere. Nysgerrig måtte det gøre hende, men selv tvivlede hun på, at hun ville være tilpas ved det, hvis hun lod det komme så vidt. Hun var jo endnu ikke tilpas ved, at han rørte for meget ved hende. Det han skulle forstå var også, at han var den første mand – foruden hendes værge – som fik lov til at røre hendes kind. Han var endvidere den eneste der havde kysset hende. Derfor måtte han vel også kunne forstå, at hun endnu ikke var, hvor han var? ”..En anden gang måske,” endte hun affejende med at sige, som hun ikke rigtigt kunne forholde sig til hans ord. Det var ikke fordi, at hun ønskede at skubbe ham væk, for det gjorde hun ikke. Hun blev dog selv skubbet væk, hvis det blev en tand for grænseoverskridende til hende. En ting af gangen måtte de dog tage, hvor de nu var på vej ind i Natymia by. Til forskel fra søen, var der nu nogle enkelte som gik omkring. Disse personer måtte også se i deres retning, som Lucifer endnu ikke havde taget sin skjorte på. Roligt gik hun dog selv videre, som hun passerede nogle huse i sin søgen efter kroen, som hun vidste der lå her. ”I så fald burde det være, at jeg kan lide det, som jeg får dig til at gøre ved mig,” rettede hun ham kækt. Det var vel også sådan at det var, hvis han blot gjorde det ved hende, som hun gjorde ved ham? Roligt stoppede hun ved et hyggeligt udseende hus. Natymia kro. Stor var den ej, men plads var der til spisende gæster og få overnattende rejsende. Blikket holdt hun på ham, som hun let måtte åbne døren. ”Jeg tror, at kroejeren og dets gæster vil prise påklædte gæster, og med hensyn til navnet.. så kan du ikke se eller mærke noget,” kommenterede hun med et smil på læben, inden hun søgte ind i krostuen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Hendes reaktion, var næsten noget, som gav Lucifer endnu en lyst til at flække af grin. For ham, var det dog et ganske alvorligt emne, de snakket om. Særligt fordi at den intime omgang med andre, ikke just var ny for ham, men det var til gengæld heller ikke det, som han beskæftigede sig mest med, hvis han selv skulle sige det. Tænderne blottede han i et kækt smil. "Tror ud selv på den?" spurgte han med en rolig stemme. Han havde umiddelbart ikke troen på, at hun ønskede at gøre den slags med ham. Et sted var tanken vel skræmmende? Tilbage i den tid, hvor han havde været helt ung, og var tvunget med til bordellet, hvor hans egen første gang var taget af en kvinde, som havde gjort det en million gange tidligere, så tog han det ærlig talt ikke så tungt.
At komme ind til landsbyerne, var primært det som Lucifer havde holdt afstand til, til nu. Han brød sig ikke om det.. Han kendte ikke nogen, så det var vel heller ikke så underligt? Hun nød det, og det at høre hende sige det, var noget som uden tvivl faldt i en ekstrem god jord hos ham. Dette var dog heller ikke noget, som han havde tænkt sig at skjule. Smilet forblev på hans læber. "Se, det er vel ikke så slemt at indrømme, er det?" spurgte han drillende. At tage skjorten på, gjorde han dog, hvis det var noget, som alligevel formåede at stille hende bare en anelse tilfreds. Han nikkede til hendes ord. Nu skulle han se, om han kunne få skaffet dem et værelse. Med hans evner, så var det faktisk ikke så svært igen. "Watch and learn," sagde han morende, inden han skubbede døren til side og trådte ind. Bevidst søgte han op mod baren, hvor krofatteren stod og var ved at pudse glas. "Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte han tvært. Det havde nok ikke just været den bedste tid på dagen. Lucifer stillede sig foran ham. "Et værelse til min udkårne og jeg, ville gøre tricket," sagde han kort for hovedet. Krofatteren mumlede utydeligt om utilfredshed.. Hertil søgte Lucifer direkte ind i hans hoved. Mentaldæmonen kunne bruges på mange måder. "Giv mig en nøgle.. og så har du glemt, at du nogensinde har set mig," endte han med en kortfattet stemme. Næsten som i trance fandt krofatteren en nøgle frem til et af de største værelser de havde her. Lucifer tog imod den med et tilfredst smil. "Og jeg siger mange tak," sagde han blot, inden han vendte sig mod Jarniqa. Han gjorde tegn til hende om at følge med, da han søgte til deres værelse.

[Jarniqa Dynithril]

Svagt trak Jarniqa på skulderen. ”Det kommer vel an på dig,” endte hun roligt med at svare. Selv kunne hun ikke give ham lovning på, at de nogensinde ville trække den videre end til kys. Hvad videre helt præcist indebar, vidste hun end ikke. Hun vidste blot, at hun lige pt kun kunne trække den dertil, hvor de indtil nu havde trukket den. Desuden.. hvis han nogensinde skulle mere end det med hende, ville han være nødsaget til at være tålmodig og vente på hende, og ønskede han også det? Tiltalte hun ham nok til, at han havde lyst til at vente på, at hun blev klar? Selv vidste hun det ikke. Dog regnede hun ikke med det. Hvis han allerede nu ønskede mere med hende, og hvis hun overhovedet ikke var klar til det, ville han vel finde en anden, som ville? Hun vidste det ikke. Hun vidste end ikke, hvad hun skulle mene om det. ”Og du kan lide at høre mine indrømmelser,” kommenterede hun sigende, som han op til flere gange havde indikeret, at han kunne lide at få ret. Slem var han nu ikke at tale med, og det kunne hun lide. Dog havde hun ikke lyst lægge for meget i det, da han før havde skuffet hende, når hun havde begyndt at føle sig tilpas omkring ham. Afventende og nysgerrigt trådte hun med ham over til bardisken, hvor krofatteren måtte stå. Interessant skulle det nok blive at se ham kringle denne, uden nogen som helst former for penge. Først måtte hun løfte brynene, som han beskrev hende som sin udkårne. Var dette en joke, eller mente han det rent faktisk? Som han dernæst brugte sine mentale evner på at skaffe dem en nøgle, måtte hun se til. Videre lovlydig havde hun aldrig været, og derfor følte hun ikke for at skælde ham ud for de manglende pengene. Hvad hun derimod kunne blive tvivlsom over, var hans evner. Han havde trods alt brugt dem på hende en gang før.. I søen. Hvem sagde ikke, at han ville gøre det igen? Hvem sagde ikke, at han ville få hende til at glemme, som han havde gjort med krofatteren? Hvem sagde ikke, at han ville tvinge hende ud i mere end et kys, når nu han havde lysten til det? Blikket sænkede hun, som tankerne pludselig vældede ind over hende. Af den årsag ænsede hun knapt nok, at han var parat til at gå, før han begyndte at gå. Med ham gik hun dog, hvor hun kort måtte sende et blik tilbage på krofatteren, der ufortrødent arbejdede videre. ”Har du indtil nu gjort det på mig?” endte hun direkte med at spørge ham. Hun kunne jo have glemt det, hvis han havde gjort det.. ”Hvis ikke du har gjort det, hvordan ved jeg så, at du ikke vil komme til at gøre det?” Hun var nødt til at høre, skønt hun tænkte, at han vel ville benægte, om han ville gøre det eller ej.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var ikke typen der ventede, hvis der var andre ting, som faldt ham mere i interessen, end hvad der skete for øjnene af ham nu. Han sendte hende et let smil. Han ønskede uden tvivl mere end hvad han havde fået til nu, men lige nu - til hendes.. eller hans fordel, måske, havde han endnu ikke fundet noget, som vækkede hans interesse mere end hvad dette havde gjort frem til nu. Han var kræsen hvad angik en kvinde som han skulle have tæt på sig, og særligt når det var på denne måde. "Det kommer an på mig? Hvordan det?" spurgte han direkte. Hvis hun ikke var klar, så var hun jo ikke klar, og så var der jo ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved denne sag.
Naturligvis kunne han lide at høre hende indrømme, at hun kunne lide, at han gjorde hvad han gjorde ved hende.. Kyssede og kærtegnede hende, selvom dette var meget begrænset i forhold til, hvad han plejede at gøre ved andre, når han endelig lod dem komme så tæt på. Alene dette, var ikke noget som skete særlig ofte, men dog fra tid til anden, så skete det da naturligvis. Han trak let på smilebåndet. "Det er da ikke så slemt at indrømme, er det?" spurgte han med en direkte stemme.
Let viftede Lucifer med nøglerne til deres værelse, inden han søgte dertil. At hans tricks med krofatteren derimod bragte hende til mistanke om han havde gjort noget ved hende, kom nu heller ikke bag på ham. Et sted var det naturligvis en tanke som rent faktisk måtte irritere ham. Let himlede han med øjnene inden han satte nøglen i låsen. "Kun har jeg gjort det en gang, og det var da jeg fik dig til at vandre direkte i søen," fortalte han sandfærdigt. Hvad angik lige præcis dette, var han faktisk en ganske retfærdig mand. Han kunne aldrig drømme om at nyde en kvinde, som gjorde det ved tvang eller manglende kontrol. Aldrig! Han vendte blikket mod hende, da han endelig fik døren op. "Du kan ikke vide det... dog kan jeg fortælle dig en ting.. En ting er at tvinge dig til søen.. Jeg kunne ikke drømme om at tvinge dig med til sengs," fortalte han med en kortfatte mine, inden han trådte ind. Værelset var stort, med en stor dobbeltseng, natborde, store vinduer og garderobeskab. Dertil med et lille badeværelse med et kar som allerede var fyldt op med vand. Perfekt.