Just take a breath...

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Jarniqa Dynithril

---

Det var ved at være hen på eftermiddagen. Det var faktisk ved at blive forholdsvis lunt i vejret. Lucifer var sluppet løs allerede fra den tidlige morgen og havde fået fjernet det bånd som han havde haft om halsen. Allerede i det øjeblik, at den var blevet fjernet, havde de dæmoniske kræfter endnu en gang været fri i ham, og gud hvor var det dejligt! 
Søen blev noget af det første, som Lucifer havde valgt at søge til. Han have brug for at vaske sig, og at vaske sig ordentligt, uden at det var noget så sølle som en spand med vand! Vandet var klart.. han kunne høre fuglene synge, så det kunne vel heller ikke være så slemt igen, kunne det? Let gled han på knæ, inden han fyldte hænderne med vand, og smed det direkte op i ansigtet. Det løb nedover kinder, skuldre, bryst og ryg, også selvom han ikke tog sig af det. Automatisk havde han skruet op for sin kropstemperatur, så vandet selv føltes varmt mod hans hud. Det var virkelig forfriskende for ham!
Efter de dage, som han nu havde tilbragt i kælderen, havde han dog alligevel tænkt mange ting igennem. Hvor skulle han tage hen? Procias, Dvasias og Imandra, var jo ikke just alternativer for hans vedkommende. Han brød sig ikke om kongen af Imandra.. som han heller ikke kunne nærme sig lyset eller Appolyon i Dvasias. Det var egentlig at låse ham temmelig meget fast, og det gjorde det ikke ligefrem bedre for ham. Tvært imod faktisk. Han endt med at sætte sig ned og stirre udover vandet. For nu var det egentlig skræmmende hvor få mennesker, der i det hele taget søgte ud, men hvad.. Dem om det, det var jo ikke ligefrem hans problem. Og hvis det betød at han kunne nyde freden og stilheden, inden han igen søgte videre, så passede det ham mere end fint. Svanerne var langt ude på søen.. Fuglene fløj over hovedet på ham. Foråret var i sandhed kommet.

[Jarniqa Dynithril]

Opmærksomt søgte de smaragdgrønne øjne omkring, som de slugte det frodige forår med blikket. Det var dette, som Jarniqa kunne lide. Naturen. Det vilde græs der blev højt om sommeren, fordi der ikke var nogen til at slå det. De vilde blomster der henlagde jorden i et storslået farvebillede. De vilde træer der ej var placeret, men som derimod stod usystematisk og til tider i vejen. Perfelt var det i hendes øjne. Det var også af den årsag, at hun havde brug dagen på at søge ud, fremfor at finde ud af, hvordan hun ønskede at indrette slotshaven. Hvordan skulle hun også nogensinde blive i stand til at finde ud af det? Det var Theodore, og ej hende, som ønskede det. De slanke fingrer lod hun roligt søge igennem det lange ravnsorte hår. Theodore.. Man skulle ikke tro, at hun og ham havde været oppe og toppes. Det var vel det heldige ved, at den ene var fyrig, og at den anden var følelsesløs? Selv vidste hun godt, at hun var gået over gevind ved at råbe ad ham og angribe ham forleden dag. Heldig fandt hun derfor sig selv, da han ej havde været i stand til at tage det personligt. Derfor var det nu som om, at det aldrig havde hændt. Roligt fortsatte hun videre over plænen, hvor hun måtte gå nær selve søbredden. Behageligt var det med disse fritimer.. Til tider fandt hun det nemlig helt kvælende at være på slottet. Der var nemlig konstant det ene eller det andet.. Genbygningen.. Læringen om magi.. Læringen om at være regent.. En umulig borger.. Pludselig stoppede hun op, hvor hun stirrede frem for sig. Dette her kunne jo kun være en joke! Hvad var oddsene desuden for dette? At møde en fange, som man lige havde sluppet fri? Hendes blik hvilede på manden ved bredden. Lucifer. Kun et par meter fra hende. Burde hun mon sige noget? Burde hun gå? Alene var de, så ej var det til at sige, hvad der ville ske eller kunne ske. Hun fugtede de lyserøde læber, inden de gled ud i et kækt smil. ”Jeg ville passe på, hvis jeg var dig. Man kan jo aldrig vide om vandet pludselig skulle springe på dig..”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At komme fri, havde uden tvivl været lettende for Lucifer, hvor han havde taget turen derfra, så hurtigt, som det havde været ham menneskelig muligt. Han havde haft brug for, at få magien ud, så der endelig kunne ske noget, og virkelig.. mærke sig selv, som han nu heller ikke havde været i stand til at gøre dette i flere dage! Vandet løb nedover hans ansigt og nedover ryggen. For ham, var det uden tvivl utrolig behageligt, at mærke det på denne måde, hvilket han nu heller ikke ønskede at lægge skjul på, når det nu endelig var. Han lukkede øjnene let. Selvom han måtte sidde med ryggen til dem, som måtte komme forbi ham, var hans mentaldæmon dog vågen. Han kunne da godt fornemme, at der var nogen på vej.
Et kort smil passerede hans læber, som han hørte hendes stemme. Hvor var det dog bare typisk at det netop skulle være hende, som han skulle møde her! Han rettede sig en anelse op. "I det tilfælde, så ved jeg hvem jeg skal give skylden," pointerede han ganske sandfærdigt, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Nej, man kunne ikke just sige, at han havde været særlig begejstret for denne behandling, dog selvom det havde været.. underholdende på sin egen mærkværdige måde. Han var i hvert fald ikke meget for at lade hende vide det i hvert fald. Langsomt drejede han hovedet i retningen af hende. "Jeg tænkte nok, du ikke kunne lade være mig," tilføjede han kækt, inden han igen måtte vælge at rejse sig. Det var bestemt ikke fordi at han var bange for at prikke til hende. Og særligt efter deres sidste møde, så var han bestemt ikke bange for at gøre det! Han lod armene søge over kors. Bleg var han efter flere dage uden lys, og særligt fordi at han havde siddet i hendes kolde kælder. Han følte bestemt, at hun skyldte ham en undskyldning.

[Jarniqa Dynithril]

Ej havde Jarniqa ventet at møde Lucifer her. Faktisk havde hun slet ikke ventet at se ham igen. Det havde vel heller ikke just været hans hensigt, at de skulle skilles for at de kunne mødes igen? Hvorfor hun valgte at tale til ham, vidste hun ikke helt. Hun kunne jo ikke lide ham. Hun kunne i stedet have forsøgt at vende sig om og gå. Der var jo ingen der sagde, at han ville have opdaget hende? Dog var der en del af hende der havde moret sig under deres forrige møde. Det var dog ikke en del, som hun ville anerkende, da han var en selvcentreret idiot. Dog valgte hun alligevel at give sig til kende for ham. Man kunne vel også sige, at de mødtes på neutral grund nu? Dog tvivlede hun stadig på, at han ville være meget anderledes, end hvad han hidtil havde været. Der var vel også en stor sandsynlighed for, at han bar nag? Selv vidste hun jo, at hun havde fængslet ham mod hans vilje. ”Jeg har usandsynligt løbske fingre. Det beklager jeg,” svarede hun kækt igen, som hun måtte mindes episoden i fangekælderen. Den del, hvor hun havde bevæget sin hånd, så vandspanden havde sprøjtet sit indhold ud i hovedet på ham. Underholdene havde det tidspunkt været. Roligt lod hun armene glide over kors, uden at hun tog blikket fra ham. Hverken nærmede hun sig eller gik. ”Eller også er det omvendt, siden du har valgt at blive,” kommenterede hun. Gad vide, hvad han havde nået frem til? Højst sandsynligt ingenting.. Han ville vel stadig have hele verdenen foræret? Derfor tænkte hun, at han stadig ville have mest held med det, hvis han fandt en adelig frue og prostituerede sig for hende. Faktisk skulle det end ikke undre hende, hvis han kunne lide det. Rap i kæften var han nemlig på den front. En front, som hun indtil nu kun havde talt om, men aldrig forsøgt sig med.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selvom Lucifer måske kunne have rygtet og udseendet til det, så var han ikke typen der sprang på hver en kvinde, som han mødte på sin vej. Alene det, at hun havde foreslået ham at finde en at gifte sig med, for at komme op i hierarkiet, var noget som havde stødt ham. Det havde rent faktisk gjort ham ked af det, og derfor havde han reageret med vrede. Han skulle tidsnok vise hende, at han var langt mere værd end det, som hun havde valgt at give ham credit for, for alene dette, var noget som havde gjort ham vred og rasende ikke mindst! "Som sagt.. så ved jeg hvis skyld det er," sagde han roligt. Vand havde han nu intet imod. Det havde ikke slået nogen ihjel at blive udsat for et lille bad, men dog ikke just på den måde. Det var ikke hvad han havde regnet med.
Armene lod Lucifer denne gang søge over kors, og med hovedet let på skrå. Det var da hende som havde opsøgt ham, fremfor omvendt, så han ville ikke just påstå, at dette var et møde, som han havde opsøgt. "Du opsøger mig, ved at søge hertil. Jeg ved ikke om det er gået op for dig, men der er et stykke vej til slottet herfra," pointerede han med en rolig stemme. Ikke at det vel kunne komme bag på nogen? Han blev denne gang stående foran hende, fremfor at gå tættere på. Sidst han havde gjort dette, havde hun smidt ham i kælderen, og dette ønskede han ikke just at blive udsat for endnu en gang, hvis han ellers kunne blive fri. Han kneb øjnene let og fast sammen. "Jeg er lige hvor jeg ønsker at være.. Tak for at spørge," afsluttede han ganske let. Dvasias, Procias og Imandra, var ikke just steder som han kunne opsøge, eller ville opsøge for den sags skyld. Alt sammen var det nemlig lande og steder, som bar præg af for stor en risiko, og selv han havde jo faktisk sit liv kært.

[Jarniqa Dynithril]

Sandt at sige havde han ret. Fristende ville det uden tvivl også være at skubbe ham i søen, hvis han prøvede på noget. Usandsynligt var det ej heller, at det kunne ske, da han havde personligheden til at opsøge problemer. Utroligt fandt Jarniqa det derfor også helt, at han havde været så heldig, som han nu engang havde været. Umiddelbart lød det nemlig som om, at det kun var hende og hans leder, som indtil nu havde vovet at lægge en finger på ham. ”Jeg burde vide bedst, hvor lang ruten er. Jeg er trods alt den, som har boet her længst,” kommenterede hun direkte. ”Og som det er sagt, må jeg desværre skuffe dig. Natymia er en by, som man har lyst til at opsøge, hvor dets sø er en beliggenhed, som man har lyst til at nyde, hvor du derimod..” Oprigtigt var det, at det var pur tilfældighed, at de havde stødt på hinanden. Universet måtte vel have et problem med dem, siden dette skete? Blikket lod hun kortvarigt søge væk fra ham, så hun i stedet betragtede sig af de naturskønne omgivelser. Sjovt var det.. Sidst hun havde været her, var hun blevet angrebet. Dengang havde byen været underlagt Macaria Forsyths styre, og derfor havde hun haft et sammenstød med to soldater. Det var derfor også den dag, hvor hun havde taget sit første liv. Derudover var det også den dag, hvor hun havde lært Theodore at kende. Underligt var det helt, som den dag havde betydet utroligt mange ændringer for hende. De smaragdgrønne øjne fandt tilbage på hans skikkelse. ”Det var da så lidt,” kommenterede hun roligt, skønt hun vidste, at han havde takket hende i ren og skær ironi. ”Jeg håber blot, at du ikke skræmmer befolkning væk. Natymia er en af landets smukkeste byer, så det ville være en skam, hvis det nu skulle ende.” Tilbage til opførslen fra deres seneste møde kunne man vel næsten sige, at de røg? Begge var de i hvert fald allerede i færd med at prikke til hinanden. Let var det dog, da hun end ikke troede, at han kunne føre en ordentlig samtale med hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At føre en ordentlig og oprigtig samtale, kunne Lucifer sagtens, hvis han ville. Det var bare ikke en lyst, som Jarniqa havde efterladt ham med. Sandt var det, at det ikke var mange, som turde stille sig op mod ham, og det var nok også det, som han levede lidt højt på. Han stirrede fast på hende. Typisk var det uden tvivl, at hun skulle komme rendende her, når han nu havde det så fint og godt alene. "Gør det da nogen forskel, om du er den af os, som er mest stedskendt her i området?" spurgte han roligt. Han var der jo trods alt heller ikke for at genere nogen, og derfor var det ham derfor en pestilens, at hun gik og troede på, at det var noget, som han kunne finde på. Det var nemlig ej noget som han ville.
Lucifer blev endnu stående på sin plads, da han ikke ønskede, at blive placeret i fangekælderen igen. Ganske vidst var der ingen vagter at se - eller fornemme i miles omkreds, men det var jo aldrig til at vide. Dvasianere var de. Theodore Jarvis måtte have håndplukket disse ganske særligt til opgaven i Neutranium. Tanken måtte han rent faktisk finde morende et eller andet sted. Troede hun han var her, for at jage folk væk? Det var rent faktisk det sidste, som han var ude på. "Jeg er her ej for at skræmme folk væk. Om ikke end, så kan folk jo bare lade være med at gå mig i vejen," pointerede han med en tydeligt henkastet stemme, inden han igen stillede sig med ryggen til hende, som havde hun ikke hans interesse på noget tidspunkt. Han ønskede fred og ro, ligesom enhver anden. Det vilde unge liv, havde aldrig tiltalt ham, da han havde haft helt andre ting for øje. Ting som han nu kunne sige, at have mistet, og gud hvor var det dog direkte irriterende, at det forholdt sig således! "Hvad laver du her, Jarniqa?" spurgte han direkte, inden han igen vendte sig mod hende. Hun var vel ikke kommet denne lange vej, for at håne og nedgøre ham endnu mere?

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg kommenterede blot på dine ord. Er det ikke sådan, at det fungerer? Den ene siger noget, og den anden svarer,” lød det roligt fra Jarniqa, hvor der måtte være et glimt i de smaragdgrønne øjne. Det var selvfølgelig meget muligt, at han var vant til, at han talte.. og at han svarede. Eller også var han vant til, at han kun fik de svar, som han ønskede at høre. Selv mente hun dog, at det var på tide, at han mødte en smule modstand. Ikke i livet generelt, men derimod fra andre personer. Selv følte hun det i hvert fald som om, at alle indtil nu havde talt ham efter munden. En ting, som hun bestemt ikke agtede at gøre. Hendes hoved søgte en kende på sned, uden at hun tog blikket fra ham. Hendes bryn måtte også hæves, som han decideret vendte ryggen til hende. ”Er det en hentydning?” spurgte hun roligt. ”Jeg kan dog sagtens fortsætte med at gå, hvis det er det der skal til.” Hvis ej han ønskede hendes selskab, kunne hun sagtens fortsætte sin gang. Det var trods alt ikke fordi, at hun længtes efter hans selskab.. Dog var det efterhånden rart at tale med andre end Theodore. Ej havde hun noget imod manden, men det at være sammen med en følelsesløs mand kunne godt være hårdt i længden. Især når det konstant skulle omhandle træning, træning og atter træning. Hun var træt af al den lærdom! Hvordan kunne nogen som helst holde det ud? Hendes arme søgte slapt ned ad siderne igen. ”Jeg kom hertil for at gå en tur. For at nyde friheden og naturen. Slottets vægge kan ikke just give mig dette,” sagde hun ærligt. Selv kunne hun dog allerede høre, hvordan en kæk kommentar måtte ligge på hans læber. Enten ville han sige, at det var en mærkelig ting at gøre, ellers ville han sige, at det var umuligt, at hun ikke søgte ham. Dog var hun her blot for at nyde friheden og naturen, som hun også havde sagt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Du er hurtig og kvik.. En kende for kvik til din egen fordel, snuske," pointerede Lucifer med en stilfærdig stemme. Ej var det fordi at han havde noget imod dette, for det havde han virkelig ikke. Hans blik hvilede på hende. Selv måtte han jo erkende, at han kunne lide stedet her. Det var fint og fredeligt i forhold til hvad han havde været vant til.. Nok ikke lige et sted som han ville slå sig ned permanent på, men så uroligt og usikkert hans liv var lige for tiden, så var det måske ikke så dum en idé igen? "Der er ikke nogen der stopper dig, prinsesse," lød det kortfattet fra ham, som han næsten flabet måtte gå ned i et buk for hende. Som hun gav ham noget, så fik hun uden tvivl også igen. Han rettede sig efterfølgende op og rettede tøjet til. Lige så slidt, beskidt og laset som da han havde set hende et par dage i forvejen, men ej kunne det vel komme bag på nogen? Han havde jo ikke ligefrem muligheden for at skifte, da han kun ejede hvad han stod og gik i, da resten befandt sig på et sted, som han ikke rigtigt kunne komme til. En tanke som han uden tvivl måtte finde direkte irriterende! Han trak vejret dybt. Nu hvor han havde sine dæmoniske kræfter ved fulde brug, var han også nødt til at holde lidt mere igen, så han jo netop ikke endte med at blive placeret i fangekælderen igen. Den havde han allerede stiftet mere end rigeligt bekendskab med! "Det kunne jeg godt have fortalt dig.. De murer er som et fængsel af arbejde.. Usynlige lænker på hænder og fødder." Han havde oplevet det samme under hans oplæring til kommende leder, og nu havde han jo så fået ødelagt absolut det hele. Ikke just noget som han var stolt over. Tvært imod faktisk.

[Jarniqa Dynithril]

Roligt hvilede Jarniqas blik på hans skikkelse. Hun var for langt fremme i skoene? Selv ville hun mene, at han bestemt også gjorde sin andel, hvad det angik. ”Det er ikke min fejl, at alle andre taler dig efter munden,” svarede hun direkte. Selv var hun sikker på, at det var således, at hans samtaler normalt foregik. Han sagde en ting, og modparten gav ham ret i det. Dette ønskede hun dog ikke at gøre. Ikke medmindre, at hun rent faktisk så sig enig med ham. Hun modarbejdede ham nemlig ikke bare for at modarbejde ham. Det troede han måske, men det var nu ikke således at landet lå. Øjnene himlede hun med, som han sagde prinsesse og bukkede for hende. Faktisk nød hun ikke nogen af delene. Hun ønskede bare at være sig selv. At være Jarniqa. Dog vidste hun ikke, om det var for meget at forlange længere? Selv kunne hun kun frygte det. ”Ih, hvor belejligt,” lød det ironisk fra hende. At han selv valgte at betragte slottet og dets pligter som et skjult fængsel, måtte rent faktisk overraske hende. Selv havde hun faktisk troet, at han havde ønsket at sidde et sted som det. Dog tvivlede hun stadig på, at han ville takke nej, hvis han fik muligheden. Et liv med penge, og et liv, hvor man kunne bestemme og hundse med folk.. Det måtte uden tvivl være et liv for ham. Selv så hun kun en fordel i titlen ved, at hun kunne bringe Manjarno tilbage til før Macaria Forsyth. Det var det eneste hun ønskede. Intet andet. Hun ville blot have sit hjem igen. ”Og det kommer fra manden, der så brændende ønsker at blive leder for sin race. Interessant..,” sagde hun roligt. ”Jeg troede ellers, at du var forelsket i ideen om prægtige hjem, tjenere under dig, regler at skabe.” Ret havde han dog i, at slottet forekom som et slags fængsel. Især når man var vant til at være omgivet af den pure frihed som nu. Det var også af den grund, at hun nød at være ude lige nu og her.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

At bukke for hende, var egentlig kun for at understrege den tydelige ironi, som lå i alt dette. Det var ikke fordi at denne unge kvinde havde Lucifers respekt, hvilket hun vel var klar over? Han havde ikke just nogen grund til at udvise denne form for respekt for hende. Hun havde brudt det som han var vant til. Folk var bange for det navn som han repræsenterede.. men hvad. Selv det, var jo blevet taget fra ham, som alt det andet, som han var vokset op til. "Hatten af. Du er blandt de eneste, der har turde, at gøre det," sagde han med en kortfattet stemme.
At hun selv tog hans buk på den måde, kom ikke bag på ham. Det var vel ikke sjovt, når han selv tog det meget alvorligt? Og rent faktisk tiltalte hende, som hun indirekte havde bedt ham om at gøre det? Han trak kort på smilebåndet. At blive leder, havde ikke været hans lod i livet til at starte med. Det var det blevet alt efter de omstændigheder, som han havde fået. Han vidste alt for godt hvad det ville sige, at være lænket på arme og fødder af lænker, som ikke var synlig for det blotte øje. "At blive dæmonisk leder, har aldrig været mit lod i livet af fødsel. Det blev det, da Faith Jaceluck tog mig til sig," sagde han med en rolig stemme. Hans forældre havde han aldrig kendt af andet end rygte og historie.. og hvordan han skulle tage de to ting, var rent faktisk svært for ham at finde ud af. Han lod hovedet søge på sned. Hvorfor stod han der og fortalte hende det? Hans fortid var i forvejen et ømt punkt for ham. Han... forsøgte vel at finde ud af hvem han egentlig var, ved at søge ud nu hvor han havde muligheden for det? "Et stort og prægtigt hjem, er naturligvis at foretrække frem for det her.. men alt med måde.. Ikke sandt?" endte han tydeligt henkastet.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorvidt det passede eller ej, at Jarniqa var en af de få, som rent faktisk gav ham modspil, var ikke til at sige ud fra hans stemme. Ud fra hans person, troede hun dog på, at det var sandt. Han forekom hende nemlig ikke som en mand, som nogensinde havde fået mange nej’er eller spørgsmål. ”Tør ligefrem? Uha.. Burde jeg skælve?” spurgte hun ham med en kæk mine. Dog havde hun allerede en ide om, hvorfor han sagde dette. Hun havde nemlig en gang før stået ansigt til ansigt med hans temperament. En gang før i tronsalen. Der havde han grebet hende om halsen og forsøgt at … brænde hende. Rart havde det på ingen måde været, hvor hun ej heller ønskede, at det ville ske igen. Dog ønskede hun ej heller at frygte ham. Derfor var det vel bare at forsvare sig, hvis det skulle komme så vidt igen? Hun bed sig selv let i læben ved hans ord, inden hun vendte sit blik bort fra hans. Selv vidste hun ikke, om han var ude på at påvirke hende med sine ord, men det gjorde han. Ikke grundet fortællingen, men fordi, at det ligeså var hendes liv. Kunne det oprigtigt passe, at de delte det samme liv … bare modsat? Han var blevet opfostret blandt velstand, men havde dernæst mistet det og levede nu i gruset. Selv var hun blevet opfostret i gruset, hvor hun nu levede i den fineste velstand. Til fælles havde de desuden, at de begge var forældreløse. Begge havde fået sig en plejefamilie. Begge fået en drastisk livsændring. Begge følte de sig utilpas i deres nye liv. Hun tog en indånding, inden hun igen vendte blikket mod hans. ”Det vigtigste er ikke, hvad du blev født til eller ej.. Det vigtigste er, at der var en der tog hånd om dig, og at du endnu er i stand til at klare dig,” endte hun stille med at sige. Man kunne vel næsten betegne hendes ord for at være søde? Dog kunne hun næsten fortryde ordene, som de blev sagt. Selv kunne hun nemlig allerede høre, hvordan en kæk kommentar ville falde over hans læber. Svagt trak hun på skulderen. ”Det ved jeg nu ikke. Det her virker nu ikke så slemt,” endte hun roligt med at sige, som man vel næsten kunne sige, at hun foretrak hans nuværende liv fremfor sit eget. Det kunne også blot være, at hun endnu skulle vænne sig til den pludselige luksus?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kækt smil bredte sig på Lucifers læber ved hendes ord. Det ville nemlig ikke forvolde ham særlig store problemer, at få hende til at gøre lige hvad han ville.. Såsom at gå i søen.. Som hævn fra hvad hun havde forvoldt ham nede i kælderen, med den spand med vand. "Du ved ikke hvem jeg er, eller hvad jeg kan. Du har blot set en brøkdel," pointerede han sandfærdigt. Han havde vist at han kunne fryse, som han kunne brænde.. Ak og dog, så lå der langt mere i ham end som så, og det var dette, som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at det var selv ham muligt at gøre.
De havde tilsyneladende mange lighedstegn. Mange flere, end hvad man nok skulle gå og tro. Det eneste, som han vidste om sin moder, var at hun havde stået lederen meget nær, og at det rent faktisk var det, som i den anden ende, havde reddet hans eget liv. Han ville ellers have været død, allerede som livet var begyndt for ham ellers. Han vendte blikket mod søen i stedet for. Et ømt punkt var det at snakke om sin familie, men hvad.. han kunne jo heller ikke gå med det tæt ind til sig altid. Der var jo en grund til at han handlede som han gjorde. "Jeg har lært at klare mig selv. Faith skænkede mig mulighederne for at få nogen af mine goder med mig.. Dette takkede jeg nej til," fortalte han. Han var taget afsted, kun i hvad han havde gået og stået i. "Jeg var heldig grundet min moder," tilføjede han ærligt. I det tilfælde, så havde han uden tvivl været forbandet heldig. Han rystede let på hovedet. Hvorfor stod han og fortalte hende det her? Han havde jo været ligeglad med hendes historie, som hun også havde været ligeglad med hans. Det var jo sådan, at han var vant til at tingene forholdt sig. Naturen var aldrig særlig slem. Det havde den aldrig været. Heldigvis heller ikke i hans øjne. "Du har ret.. det er ikke så slemt.. Men mad på bordet og tag over hovedet, er trods alt at foretrække," sagde han sandfærdigt. Han gik lidt fra det ene til det andet. Det havde han jo også gjort, siden han var blevet smidt ud. Han var en vandrer.. Han faldt ikke til ro nogen steder.

[Jarniqa Dynithril]

At Lucifer var andet end en is- og ilddæmon var ikke just noget, som Jarniqa kunne gætte. Ej heller faldt det i hendes overvejelser, at han kunne være mere, da normen var to udspring. Dog tænkte hun stadig ikke, at hun burde skælve over ham. En stor pige var hun også, og derfor burde hun også være i stand til at kunne klare sig selv. ”Jeg har muligvis kun set en brøkdel, men hvad skulle det andet også nytte, hvis det kun er en brøkdel, som jeg må se?” lød det roligt fra hende, som hun bestemt ikke tog det så tungt. Han ønskede ej at fortælle mere om sig selv, og han ønskede ej at høre mere om hende, så fint. Hun ville snildt kunne leve med det, hvis blot de holdt det der. At han alligevel ønskede at tale om sig selv, og endda den mørkere del af sig selv, overraskede hende faktisk. Burde hun være venlig og interessere sig for, hvad han fortalte hende? Sandheden var jo også, at hans fortælling gjorde hende nysgerrig, som hun generelt set var en nysgerrig ung kvinde med utallige spørgsmål på tungen. På den anden side kunne hun også behandle hans ord, som var det en vits. Det var trods alt også således, at de havde kørt samtalerne indtil nu. Den første mulighed måtte dog alligevel vinde.. ”Hvilke goder? Og hvorfor var du heldig grundet din moder?” endte hun nysgerrigt med at spørge, som hun ikke kunne lade vær, når han kun gav hende halve sætninger. Dette gjorde dog også, at fælden kunne klappe sammen, og at han kunne stå og grine af hende, fordi hun havde vist ham interesse. En ting, som hun ej heller ønskede ville ske! Den tilfredsstillelse ønskede hun nemlig ikke at give ham bare fordi, at han var en idiot. Hendes hoved søgte på sned. ”Maden er til tider sparsom, når man må jage fra dag til dag. Dog burde det blive lettere fra nu af, hvor dyrevildet bevæger sig tilbage, samt nu hvor ynglen begynder,” sagde hun ærligt. ”Det at have et tag over hovedet betyder blot, at man skal være kreativ. Her i Manjarno er der en del muligheder for dette.. Man skal blot være villig til at åbne øjnene op for dette.”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

En mentaldæmon var Lucifer også, hvilket da uden tvivl var noget, som gav ham en klar og tydelig fordel, som ikke var til at se. Han lod hovedet falde let mod den ene side, og uden at slippe hende med blikket. "Den anden del, har du aldrig bedt om at få lov til at se," sagde han med en rolig stemme. Selv det tog han ikke så tungt.. Opfordrede hun ham til det.. Ja, så var det jo hendes egen beslutning.
Nu hvor de var i færd med at komme ind på deres fortid, så var det faktisk ikke noget som Lucifer ønskede at gøre grin med. Nej, selv for ham, var det uden tvivl en hård tid for ham. Det var hårdt for ham at snakke om, og særligt fordi at det kun efterlod ham med følelsen af.. ikke at vide hvad han egentlig kom fra. For ham, var det virkelig en frustration. "Min moder døde kort efter min fødsel. Hendes venskab og nære kontakt til dæmonernes leder, var hvad der reddede mit liv," sagde han ærligt. Det var jo bare en ærlig sag. Det indikerede vel også hvilken hård opvækst han egentlig havde fået, og hvor hårdt han var kørt på, siden han ikke havde været særlig gammel. Hans blik fæstede sig til søen i stedet for. Mad og det, havde han det jo fint med. HAn havde klaret det frem til nu, selvom det bestemt ikke havde været nemt. Tvært imod. Når man var vant til at få tingene serveret, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det? "For dem som måske kommer fra ... ingenting, har nemmere ved det," sagde han kort for hovedet. Mulighederne var der måske i landet her, men det var jo ikke noget som bare kom af sig selv. Overhovedet ikke faktisk. Hans blik gled igen mod hende. Han måtte mande sig op. Han kunne da ikke bare lade hende stå der og kurre ham, som var han ingenting! Det var jo langt fra tilfældet!