Just take a breath...

[Jarniqa Dynithril]

Ind i det givne værelse bevægede Jarniqa sig, som han fik låst døren op. Spændt var hun selv, og derfor måtte blodet i hendes krop også blive pumpet varmt rundt endnu. Ville de blot genoptage fra der, hvor de havde sluppet, eller skulle der ske noget andet end det? Det smaragdgrønne blik lod hun let passere hans ansigt, som hun passerede ham på vej ind over dørtærsklen. ”Tålmodighed,” svarede hun roligt. Hvis han vitterligt ønskede mere fra hende end kys, måtte han være tålmodig med hende. Selv tænkte hun, at det i sig selv ville være det værd, hvis han virkelig bar den lyst til hende. En lyst forsvandt vel ikke, bare fordi at man skulle vente, vel? Selv tænkte hun nærmere, at den lyst ville blive styrket, ligesom når man fik af vide af en forælder, at man ikke måtte noget bestemt. Det gjorde nemlig blot, at man ønskede at udføre handlingen det mere. Let trak hun på smilebåndet ved hans ord. ”Jeg ønsker snarere at høre et par indrømmelser fra din mund, fremfor at de alle kommer fra mine,” lød det kækt fra hende. Blikket lod hun søge omkring i værelset. Hvad skulle hun nu? Skulle hun blot føle sig velkommen? Sandheden var jo, at omstændighederne overhovedet ikke forekom hende hjemlige. Det hele var jo nyt for hende. Skulle hun blot stille sig i midten af rummet? Sætte sig på sengen? Hendes blik fangede det ene store vindue. Yndefuldt bevægede hun sig i dets retning, hvor hun stillede sig med ryggen til den. Enden hvilede hun derfor mod vindueskarmen, ligeså vel som hun støttede imod med sine håndflader. De smaragdgrønne øjne søgte igen hans ansigt. ”Og burde jeg finde ro ved ordene, at jeg ikke kan vide det? Der er trods alt flere ting, som du ville kunne tvinge mig til end til sengs..,” kommenterede hun ærligt. Det var jo blot et faktum, at han var i stand til at misbruge sin evne på hende. Ikke at hun ønskede eller håbede på dette. Dog var hun blevet opfostret med, at hun ikke kunne stole på folk. Ligeså havde han også selv sagt, at hun ikke kunne stole på ham. Ergo, kunne hun ikke ligge sin lid til ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Frygten for at ødelægge det hele, var pludselig det, som fyldte mest i Lucifer, og han vidste bestemt ikke om det var en god eller en dårlig ting. For ham var det med usikkerheden for, hvor han ville have hende henne. Ikke at det var noget som han brød sig synderlig meget om. Tålmodighed.. Han var bestemt ikke kendt for at være en mand væbnet med personlighed i hvert fald! Han slog døren op og trådte ind. At hun gjorde det samme, var ham dog en glæde.
Hvor kom den pludselige mistillid da egentlig fra? Hvorfor skulle han da misbruge sine evner overfor et væsen som hende? Det var slet ikke noget, som han havde nogen grund til. Han rystede let på hovedet. At hun søgte hen til vinduet, tog han ikke så tungt. Han lukkede og låste døren efter dem, inden han selv bevidst valgte at søge hen til sengen. Her slog han sig ned og lagde sig til rette. Et tungt og lettet suk brød hans læber. "Og hvad ville jeg få ud af at misbruge mine evner overfor dig?" spurgte han direkte. Her valgte han så igen at smide skjorten, inden han lagde sig ned. Det var i hvert fald langt bedre end hvad han havde måtte klare sig med frem til nu. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte. Ej gjorde han noget. Nu var det ved at være på tide, at det selv gik op for hende, hvad hun ønskede at få ud af alt dette. Han kunne bruge de evner til meget, men hvis han selv personligt ikke fik noget ud af det, så havde han heller ikke ligefrem nogen grund til at skulle gøre dette. "Og hvad er grunden til den mistillid? Jeg har jo ikke ligefrem gjort noget mod dig, som du ikke har været vis om," pointerede han med en mere kortfattet stemme. Armene lagde han bag hovedet, som han let gjorde tegn til at hun kunne lægge sig ned ved siden af ham. De havde jo noget at fortsætte fra hvor de slap.. Og han så frem til at smage hendes søde og dejlige læber igen.

[Jarniqa Dynithril]

Ovre ved vinduet holdt Jarniqa sig for nu, som hun selv ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv. Selv granskede hun nemlig endnu mellem det naturlige og unaturlige ved hele dette scenarie. Kort måtte hun også spekulere over, hvorfor han ikke svarede hende. Betød det, at han ikke agtede at vente på hende? At han havde mistet lysten til noget videre med hende? Hvad hun skulle mene om det, vidste hun ikke. Parat var hun jo ikke, så derfor kunne hun vel i princippet være ligeglad? Dog måtte det alligevel nage hende, at man kunne miste interessen på et splitsekund. ”Det er ikke mine evner, men dine. Jeg ved derfor ikke, hvordan du ville kunne finde nytte ved dem,” kommenterede hun roligt, alt imens hun betragtede hans bevægelser. Betragtede, hvordan han lagde sig i sengen. Betragtede, hvordan han smed skjorten fra sig. Igen måtte hendes hjerte pumpe stærkere. Hvorfor havde han pludselig den effekt på hende? Det var jo irriterende! ..Rare føltes sommerfuglene dog også. Hendes hoved søgte en kende på sned. ”Har der nogensinde været en form for tillid? Selv husker jeg, at du sagde, at man kun kunne stole på sig selv,” pointerede hun, som hun vidste, at han ikke kunne løbe fra dette. Han havde jo selv sagt det. Roligt skubbede hun fra med hænderne, så hun i stedet kunne bevæge sig over mod ham og sengen. Mærkeligt var det, som hun var vant til at forbinde sengen og en mand som et trygheds- og sovesymbol. Selv var hun trods alt vant til, at når hun lå i sådan en her med Damien, at han så holdt om hende, indtil hun faldt i søvn. Lucifer var dog ikke Damien.. Ligeså skulle de ej heller sove. Hendes smaragdgrønne øjne gled kortvarigt over pladsen ved hans side, som han havde hentydet til. Han kunne tro nej! Et kækt glimt viste sig i hendes blik. Ej tog hun plads ved hans side, som hun derimod tog plads overskrævs på ham, så hun igen sad med et ben på hver sin side af ham. Behændigt valgte hun derefter at gribe om hans håndled, så hun kunne holde begge hans arme nede over hans hoved. ”Hvem ligger du og gør dig til for?” spurgte hun ham drillende, alt imens hun holdt sig en anelse lænet forover, så hendes lange ravnsorte man gled ned og omkransede hans ansigt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ganske vidst havde Lucifer pointeret, at man kun kunne stole på sig selv, og det stod han fast på også i en situation som denne. Selvom han ikke rigtigt stolede på hende, så nærede han alligevel en tillid til hende, nok til at tro, at hun ikke var ude på at gøre ham noget, som hun jo faktisk kunne gøre det i retur for ham. Han smed skjorten igen og lagde sig roligt på plads i sengen. "Tror du at jeg kunne finde på det?" spurgte han direkte og uden at se bort fra hende. Han var ikke typen der gik rundt og misbrugte sine evner. Ikke før han virkelig så en grund til at skulle gøre det.
Tilliden var tilsyneladende ikke gensidig, af hvad Lucifer var i stand til at mærke. Ikke fordi at det var noget, som gjorde sagen meget bedre for hans vedkommende. Tanken irriterede ham faktisk. Han sukkede ganske let og rystede så på hovedet. "Lær at forstå hvad jeg mener, fremfor hvad jeg siger.. Jeg stoler ikke på dig, som du ikke stoler på mig.. og dog, vælger du at vise mig tillid nok til at tage hertil sammen med mig," sagde han med en ganske kortfattet stemme. Selv nu hvor hun søgte mod ham og faktisk tog pladsen over ham, måtte et ganske tilfreds smil brede sig på hans læber. "Det må jeg sige.. Du kan rent faktisk godt overraske," endte han denne gang med et smil på læben. Kunne han andet end at være tilfreds, når hun sad ovenpå ham - af sin egen frie vilje og nærmest selv gjorde sig til? Han trak vejret dybt, inden han denne gang lagde hænderne mod hendes lår. Det var så dejlig belejligt, når hun sad der over ham. Han kunne jo ikke gøre andet end virkelig at elske og nyde det. "Foruden dig, har jeg ikke nogen at gøre mig til for snuske," hviskede han denne gang lokkende. Hovedet lod han hvile mod puderne. At have hende tæt på nød han. Det fik ham til at tænke på helt andre ting, end lige dem som typisk plagede en ung mand.. Tvært imod. Nu kunne han jo igen mærke hvordan kroppen reagerede.. Og hun kunne vel næppe undgå selv at lægge mærke til det.

[Jarniqa Dynithril]

”Jeg troede ikke, at du kunne finde på at gå ind i mit sind og tvinge mig ned i søen, så jeg vælger at tænke, at alt er muligt,” sagde Jarniqa sandfærdigt. Ej stolede hun på ham, men ret havde han vel i, at hun alligevel nærede en vis form for tillid til ham, siden hun havde valgt at gå med ham. Helt alene var de nemlig i et aflåst rum, hvor han i princippet kunne forsøge at gøre, hvad end hun ønskede. På den front havde hun vel derfor en tillid til, at han ville respektere hende? Svært var det dog at sige, da hun værkede ønskede at stole på ham, eller føle sig tiltrukket af ham, men alligevel kunne hun ikke lade være med at nærme sig. Han var vel blevet en form for magnet for hende? ”I så fald vil jeg pointere, at du ligeså må nære en tillid til mig. Du ville ikke kunne vide, om jeg havde et skjult agenda,” sagde hun sigende, hvor hun ville slå ham, hvis han vovede at søge ind i hendes sind igen. Den slags var jo privat! Dog ønskede hun ikke at diskutere med ham, men det indikerede hun vel også, som hun tog plads oven på ham. Smilet måtte også bredde sig på hendes læber, som han direkte sagde, at hun havde overrasket ham. Det var noget, som hun bestemt ikke havde noget imod! ”Hvad kan jeg sige? Jeg er en kvinde af mange tricks,” lød det fra hende i en drillende tone. Som han vristede sine hænder løs og lagde dem imod hendes lår, måtte hun blive lettere utilfreds, skønt hendes indre øjeblikkeligt sitrede og ønskede mere. Det var dog ikke sådan, at hun skulle tænke.. Hun ville jo gerne prøve noget med ham. Om det ville være godt eller skidt, kunne hun dog ikke sige. Igen valgte hun at gribe om hans håndled, så hun igen kunne føre dem over hans hoved, og derfor have kontrollen over ham. Det var det, som hun ønskede at forsøge sig med. Hurtigt slog hendes hjerte igen, som hun nu lænede sig helt ned til ham, alt imens hendes hoved søgte en anelse på sned. Blidt begyndte hendes læber at søge hans hals, som de let markerede sig i en lang række kys ned ad den.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Well, jeg er en mand af mange overraskelser," sagde Lucifer med et kækt smil på læben. Han tog det ærlig talt ikke så tungt. Hun stolede måske ikke på ham, men en tillid var der jo alligevel til stede, i og med, at hun alligevel lod til at føle sig trygt omkring ham, for hun havde jo valgt frivilligt at tage med ham. Kunne det overhovedet komme bag på nogen? Han nærede en tillid til hende, dog selvom han ikke var kendt med det, om hun så havde en skjult agenda. "Tror du ærlig talt selv på, at du har sådan en? Tro mig.. Jeg ville læse den, om det var," pointerede han kækt. Et sted gjorde mentaldæmonen ham til lidt af en tankelæser, selvom det ikke var noget, som han dagligt måtte praktisere.
At hun tog pladsen over ham, var uden tvivl noget, som selv i Lucifers øjne, var en glædelig overraskelse. Med andre ord, så var han ikke så slem alligevel, som hun så desperat ønskede at fremstille ham. Hænderne glide over hendes lår, hvor de lagde sig til hvile i stedet for. Tungen strøg let over hans læber. "Det må jeg sige. Jeg er virkelig positivt overrasket. Du har det rent faktisk i dig." At så selv lårene skulle vise sig, at være alt for tæt på hende, kom et sted ikke bag på ham.. Så naturligvis fjernede hun dem! At hun så førte dem over hans hoved og gav sig til at kysse halsen, satte en direkte sitren i ham. Okay, lige den del, havde havde han ikke just set komme, men det derimod, var noget, som han virkelig godt kunne lide. Han spændte let.. men gjorde dog ingen yderligere tegn til modstand, for han kunne jo lide det. Et dæmpet suk brød hans læber. Ej havde han noget imod at lade hende vide, at det som hun rent faktisk gjorde ved ham, var ting som han fandt behageligt.

[Jarniqa Dynithril]

En mand af overraskelser var Lucifer uden tvivl, og et sted var det vel også, hvad Jarniqa kunne lide ved ham? På trods af, at det drev hende til vanvid, måtte hun også nyde, at hun ikke bare kunne regne ham ud. Det gjorde nemlig, at hvert et øjeblik med ham var spændende. Uforudsigeligt. Brynet løftede hun. ”Tør du virkelig læse mine tanker og finde ud af det? Hvis du gør, kan jeg ikke stå til regnskab for, hvad min hånd kan finde på,” kommenterede hun med et let på smil på læberne. Dog mente hun sine ord, som hun bestemt mente, at sindet var en personlig ting. Det var muligvis også hans evne, men overfor hende, ønskede hun bestemt ikke, at han brugte den. Men det ville alle vel også sige? Hvem ville ønske at få sit privatliv overtrådt? Dæmpet slap hun en latter ved hans ord. ”Burde jeg blive stødt over, at du tydeligvis ikke tror på mig?” kommenterede hun roligt, som han havde sagt, at det hun gjorde overraskede ham. Ny var hun ganske vidst i denne verden, men bange forsøgte hun ikke at være. Bange følte hun sig ej heller, som hun nærmere følte sig udforskende med ham. Med ham ønskede hun nemlig at give slip, som hun ønskede at prøve sig frem. Derfra måtte det i så fald også briste eller bære, som hun ikke kunne sige med sikkerhed, at det hun gjorde var godt eller skidt. Af den årsag kunne hun ikke undgå at trække let på mundvigen, som hun mærkede, hvordan hans krop spændtes under hende, alt imens et suk forlod hans læber. Hvilken lyd.. og hvilken selvsikkerhed det måtte efterlade hende med. Hun ønskede mere af det, som hun ønskede at føle, hvordan han gav sig hen til hende. Prøvende skilte hendes læber en anelse, så hendes tungespids kælent kunne stryge over hans hud. Ej meget, da der ikke skulle ligge et spor efter, men derimod lidt, så han kun lige kunne mærke det varme og fugtige. Som hun nåede hans kæbe, måtte hun nappe halsstykket markerende, inden hun fortsatte videre til hans hoved. Her tog hendes læber igen føringen, som de kyssede langs hans kæbe, inden de nåede hans læber, som de lagde sig mod i et dybt kys. Hvor hun dog ønskede at mærke ham!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var typen, der gjorde hvad er passede ham, og derfor kunne han vende på en femøre, om det skulle være det. Ikke at det var noget som gjorde situationen meget bedre, men det var ham som person. Han kunne jo derfor også være utrolig svær at læse, hvilket var noget af det, som han måske udnyttede lidt, som han nu gjorde det bedst. Et kækt smil bredte sig på hans læber. "Skulle jeg da virkelig være bange for dig, snuske? Du kan slå.. rive og kradse.. råbe og skrige, om du vil.. Det vil ikke gøre mig bange for dig," svarede han kækt.
Nu hvor han alligevel ikke måtte holde hænderne mod hendes lår, som jo var det mest naturlige sted at holde om nogen, når de sad ovenpå en, måtte han jo bare bide den utilfredshed i sig. Det var nu heller ikke så slemt, nu hvor hun selv begyndte at kysse ham over halsen. Det dæmpede suk, kunne han da ikke holde igen, for det var jo behageligt, selv for ham, og særligt nu hvor hun selv forsøgte sig frem. For nu lod han hende bevare kontrollen, ved at lade hende holde hans hænder over hans hoved, men gud hvor det her vækkede en masse i ham! Virkelig, virkelig meget! Hans øjne gled i, som han let knyttede næverne. Det at holde igen, var ikke ligefrem nemt for ham! Hans blik gled ned mod hendes, som hun lod læberne ramme hans i stedet for. De mange smådiskussioner som de allerede nu havde haft, var som glemt for nu. Han gav sig hen til det.. Han gav sig rent faktisk hen til hende, som han gav sig hen til dette særlige øjeblik. Hænderne vred han fri af hendes greb, for i stedet for at lægge dem om hende, for at trykke hende tættere på sig. Kysset intensiverede han. Han elskede det jo! Og særligt nu hvor han kunne ligge der sammen med hende, så var det jo kun hundrede gange bedre. Let rullede han i sengen, så de lå side om side i stedet for. Dette føles langt bedre end at gøre det udendørs. Her var de alene og det var langt mere intenst og intimt, end at gøre det hvor alle andre kunne se dem. Hånden gled over hendes ryg og over lænden. Han ønskede at mærke hende helt tæt på.

[Jarniqa Dynithril]

Et drilsk glimt viste sig i de smaragdgrønne øjne. ”Er du sikker på, at du ikke bare siger al dette fordi, at du i virkeligheden ønsker, at jeg gør alt det ved dig?” spurgte hun ham kækt. Dog ønskede hun ej heller, at han skulle være bange for hende. Hun ønskede nærmere, at han skulle ønske hende. En ting, som hun ellers aldrig havde troet ville komme på tale. Selv havde hun overvejet, hvornår hun mon ville blive tiltrukket af en mand, som hun før havde flirtet, uden at føle sig tiltrukket. Det gjorde hun dog nu. Hun følte sig tiltrukket af ham. Det var ikke just noget, som hun havde regnet med, da hun trods alt havde kylet ham i en fangekælder, men der skete vel, hvad der skete? Man kunne vel ikke altid kontrollere det hele? Sine læber lod hun finde hans, hvilket gjorde, at hendes øjne igen måtte søge trygt i. Selv mærkede hun igen, hvordan følelserne overstrømmede hende. Særligt som han rev hænderne til sig, så han i stedet kunne lægge dem om hende og holde dem tæt. Dæmpet måtte hun sukke mod hans læber, som hun simpelthen ikke kunne lade være.. Sommerfuglene baskede igen i hendes mave. Hendes hjerte slog igen hurtigt imod hendes bryst. Hendes krop lunede igen op og føltes brændende. Hendes læber føltes igen prikkende og hungrende efter hans. Som de begyndte at trille omkring i sengen, så de begge lå på siden, lagde hun sit ene ben over hans krop, så hun kunne trykke hans underkrop mod sin. Sin ene arm lagde hun dernæst om ham, så hendes hånd kunne ende mellem hans skulderblade og trykke hans overdel mod sin. Hvis hun havde kunnet smelte sammen med ham, ville hun sågar have gjort det. Begærende måtte hun holde kysset med ham, skønt han intensiverede det. Selv måtte hun nemlig blot gøre sit for at være med, hvilket hun selv måtte finde overraskende naturligt. Det virkede helt naturligt at ligge her med ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kækt smil gled over Lucifers læber. Han elskede når hun hoppede med på det hele. Det var uden tvivl noget af det bedste af det hele. "Og hvad så hvis jeg gør?" spurgte han med et drilsk glimt i øjet. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Selv nu hvor de atter lå der sammen med hinanden, så faldt han igen til ro. Selvom de ikke just havde haft den bedste start, i og med, at hun havde smidt ham i kælderen, så føles det alligevel skræmmende naturligt at ligge der med hende.. Selv tage imod hendes kys og hendes kærtegn, selvom det endnu var meget begrænset. Hans krop reagerede igen på ting, som han vidste, at han aldrig nogensinde ville komme til at følge med hende, og det gjorde ham frustreret. Gud hvor det dog gjorde ham direkte frustreret!
Hænderne vred han kun fri, for at kunne lægge dem om hende, og for at sikre sig, at han kunne have hende tæt på sig. Alt i alt, føles det her virkelig fantastisk, og han nød det jo trods alt også! Hans hjerte begyndte atter en gang at hamre som en sindssyg mod hans bryst og en varme, ukendt noget andet, som han nogensinde havde oplevet før, bredte sig i hans krop og sind. Sågar dette, var noget som han kunne mærke. Øjnene gled i. Han gav sig rent faktisk hen til dette, velvidende om, at det var noget som kunne bide ham i enden. Let vendte han dem, så de kunne ligge side om side.. Som hun selv trykkede ham tættere på sig.. både foroven og forneden, bredte den tydelige sitren sig også til det aller helligste ved en mand. Pladsen var uden tvivl ved at blive trang! Han vendte dem igen en anelse, så han nærmest endte over hende i stedet for. Han brød kysset, kun for at føre sine læber over hendes kind og videre over halsen. Nu skulle han vise hende hvad hun gjorde ved ham.. Hvor meget han egentlig ville have hende, og hvor meget han ønskede at have hende tættere på, end hvad han havde fået lov til, til nu. Det her var på ingen måder tæt nok!

[Jarniqa Dynithril]

”I så fald må jeg jo se, om det er lyster, som jeg kan efterkomme. Et slag i ny og næ skulle ikke være helt utænkeligt.. Ligesom et par råb i medfarten,” svarede Jarniqa ham kækt igen. Al det kunne dog blive muligt, da de begge var usandsynligt gode til at køre den anden op i en spids. Selv vidste hun ikke, hvorvidt dette ville fortsætte efter de havde delt al det intime, men det måtte tiden vel blot vise? Ligeså vel som tiden måtte vise, om de ville se hinanden igen eller ej. Et sted håbede hun vel på dette? Hvorvidt det var en god ting eller ej, vidste hun dog ikke. Umiddelbart var han nemlig ikke den mand, som man burde hænge ud med. Endvidere havde hun heller aldrig troet, at hun ville ønske dette, som de havde været så forskellige af personlighed.
Som de lå side om side, og som Jarniqa trykkede hver en tænkelig del mod sig af ham, måtte hun ligeså fornemme den pludselige hårdhed forneden. Var det det som han før havde kommenteret? At pladsen var begyndt at blive trang? Hurtigere slog hendes hjerte ved tanken og følelsen, hvor blodet måtte løbe rundt i hver en åre på hende. Farvede hendes kinder, gjorde det også, skønt han ej ville blive i stand til at se det. Igen blafrede sommerfuglene, som han pludselig lagde sig oven på hende. Underligt var dette, som hun faktisk ikke følte sig mast.. Hun følte sig nærmere tilpas og beskyttet, hvor det var en vægt, som hun rent faktisk måtte bifalde, hvor underligt det end lød. Som deres læber skiltes, måtte et sødt suk frit passere hendes læber. Hvad nu? Selv mærkede hun forventningen i sig, som hans læber begyndte at vandre. Først over hendes kind.. Dernæst over hendes hals.. Automatisk strakte hun hals, så han frit kunne komme til Spændt var hun i øjeblikket blot på, hvad han ville gøre.. Begge ben svang hun selv om ham, så hendes skørt søgte en anelse op, og så hun igen kunne være i stand til at holde hans krop ned mod hendes. Lige nu og her måtte hun nærmest tænke, at hun aldrig ville lade ham gå. Blidt og følende søgte hendes fingrer ned ad hans ryg, som hun mærkede hans krop og varme hud.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det er ikke det, som jeg ikke kan tackle, snuske," hviskede Lucifer med en intens stemme. Ikke fordi at han ønskede at lægge pres på hende, for ligesom hende, ønskede han at udnytte denne situation, mens det nu var muligt for ham. Han havde hende tæt på. Måske ikke så tæt, som han ville ønske, at han ville have det, men dette var et godt skridt på vejen. Selvom pladsen var trang, og hendes kys og kærtegn ikke just gjorde det bedre for hans vedkommende, så måtte han jo forsøge at holde igen, også mest for sin skyld, for han ønskede ikke, at hun skulle afbryde dette, og ende med at blive vred og alt mulig andet.. Det fik han jo absolut intet ud af!
Kyssene fortsatte dog alligevel nedover hendes kind og over halsen. Som hun svang benene omkring hans liv, kunne han da uden tvivl godt mærke, at det virkelig satte gang i ting i ham. Mest for at drille hende, men også for at se hvordan hun reagerede, trykkede han sit underliv en kende tættere på hendes. Han ville se hvor langt han kunne presse hende, før det rent faktisk ville ende med at blive alt for meget, for det ønskede han jo heller ikke ligefrem. Et let smil passerede hans læber. Hertil valgte han at bruge tungen. Den lod han let stryge over hendes hals i takt med hans kys. Her vidste han jo godt hvad han lavede. Det her var jo ikke ligefrem noget som han ikke havde gjort før, og naturligvis var det noget ,som han uden tvivl udnyttede i den forstand, at det var ham menneskelig muligt at gøre det. Hertil valgte han at følge hendes kæbelinje. Smuk som den var, ligesom resten af hende, og det var noget som han godt kunne lide. Han fortsatte på den anden side. At hun rørte ved ham, stoppede han hende ikke i. Han håbede blot, at hun ville røre mere, end bare det som pirrede ham. Det her var virkelig ikke tæt nok. Hånden trak han let til sig. Denne lagde han mod hendes hofte, inden han strøg den over hendes mave. Han ønskede at røre ved det hele!

[Jarniqa Dynithril]

”Jaså? Det må jo testes,” hviskede Jarniqa kækt, inden hun ikke ønskede at tale mere. Hun ønskede ikke flere ord, som hun blot ønskede handlinger. Hun ønskede deres fælles berøringer, der pumpede nyt liv i hendes krop, og en stærk lyst i hans. Let måtte hendes øjenlåg sitre, alt imens hendes hud føltes flammende, som han kyssede og slikkede hende. Levende føltes hver en mekanisme i hende, og … fantastisk føltes det. Aldrig havde hun følt sig så levende før, og underligt var det, da hun jo bare lå her med ham. Hvordan kunne det være så særligt? Særligt var det dog, som hun ikke ønskede, at han forlod hende, men derimod, at han blev og tændte alle disse sanser i hende. Selv følte hun også ting, som hun aldrig før havde følt. Hendes hjerte sprang et slag over, som han trykkede sit underliv mod hendes. Krævende og intimiderende føltes det, skønt hun også måtte være nysgerrig efter af vide, hvad det helt præcist var. Dog følte hun også, at der var en hvis forpligtigelse ved at undersøge det nærmere, og derfor gjorde hun det ikke. Det ville vel også sætte ham i en hvis tro, hvis hun gjorde det? Hendes ene hånd søgte ind i hans hår, som hendes fingre gravede sig ind mellem og blidt holdt om, mens den anden følte hans ryg. Pludselig søgte et nydende støn over hendes læber, som hans hånd kom i kontakt med hendes mave! Noget nyt skete pludselig i hende, som det nu også kildede i hendes underliv. Kunne det virkelig det? Ekstra følsom måtte hun dog også være, som dette var den første gang, at hun blev berørt af en mand. Derfor forekom selv de mest simple berøringer det mere intenst på hende. Af den årsag var det måske også forståeligt, at hun ikke var klar på at trække den for langt, da alt det her måtte gøre vanvittigt meget for hende, skønt det ikke gjorde det samme for ham. Dog kunne hun alligevel ikke lade være med at håbe, at han delte alle disse følelser og fornemmelser med hende. Hendes hånd søgte ned til hans blottede lænd, hvor den nu lagde sig, alt imens hun let drejede hovedet, så hun igen kunne fange hans læber med sine og kysse dem intenst.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

'Mhmm', var det eneste som Lucifer responderede med, da han ikke ønskede at ødelægge dette særlige øjeblik, som han nu havde sammen med hende. Hvis han kunne få lov til at ligge og kysse på en kvinde som hende, så var det vel et skridt på vejen? Måske at han kunne vække den nysgerrighed i hende, som hun ellers havde brug for at mærke tæt på sig selv? En nærhed og tæthed, som gjorde, at hun måske ville tillade ham, at komme det stykke tættere på? Han kunne i hvert fald håbe!
Hendes hænders blide og rolige vandring over hans krop, satte en tydelig sitren i hans krop og sind. Gud hvor han dog elskede, at have hende så tæt på sig, på den måde, som han nu havde fået det. Han trykkede sig tættere på hende. Den reaktion som han måtte få ud af dette, fik nu kun et smil til at brede sig på hans læber. Hånden fortsatte nu over hendes mave, nu hvor hun ikke havde fjernet hans hånd, som hun nu havde gjort det tidligere, og særligt fordi at hun jo havde stoppet ham, så snart, at hun havde valgt at lade hånden vandre bare en smule. Han nød det, og særligt når hun rent faktisk gav ham lov til at gøre alt dette, hvilket kun var hundrede gange bedre for hans vedkommende. Hovedet trak han let til sig selv, kun for at vende blikket mod hende i stedet for. En kamp var det at få øjnene op, men noget, som han derimod gjorde med sin gode vilje. Han sendte hende et kækt smil, udelukkende fordi, at han nu heller ikke kunne lade være. Han elskede at gøre det her med hende. Om det var noget som ville gentage sig, var dog ikke til at sige. Hver ting til sin tid. Sådan så han på det. Det hele handlede om hvad er foregik i nuet. Han lænede sig frem og kyssede hendes læber, nu hvor hun krævede ham der. Øjnene gled i igen, som de synes at blive så frygtelig tunge. Et dæmpet suk brød hans læber, som han trykkede hende ind mod sig. Hånden lagde sig igen mod hendes lår som han strøg let. Han kunne ikke lade være!

[Jarniqa Dynithril]

Overvældende var de følelser uden tvivl, som Lucifer formåede at vække i Jarniqa. Det var trods alt også følelser, som hun aldrig før havde følt. Hvorvidt han følte det samme, vidste hun ikke, men man kunne vel altid håbe? I hendes øjne ville det nemlig være en skam, hvis han gik glip af dette. Det var jo vidunderligt! Tungere var hendes åndedrat også blevet, som hendes fulde fokus havde passeret til, hvad han gjorde ved hende. Dog var dette kun indtil, at hun igen måtte blive krævende, som hun trykkede sine læber mod hans. Fantastisk var smagen, hvis det da kunne beskrives som en smag. Det mere vovet i sine kys var hun også blevet, som hun ikke længere bare var forsigtig, men derimod også forsøgte at intensivere sin kys. Naturligt syntes dette også at have kommet, som hun konstant måtte ønske mere af ham. Næsten helt automatisk greb hendes hånd ud efter hans, som han kom i berøring af hendes lår. Til siden tvang hun det, inden hun tvang deres kroppe rundt, så hun igen lå øverst. Hånden der ikke havde haft fat i hans, lagde hun dernæst mod hans bryst. Prøvende begyndte hun nu at lade sine fingre løbe over hans stærke brystkasse, som de fornemmede den overkrop, som hun indtil nu kun havde kigget på. Solid føltes hans overkrop, hvilket hun måtte nå frem til, at hun godt kunne lide. Nysgerrigt søgte hendes fingre videre ned, hvor de nu måtte fornemme bølgegangen der måtte omgive hans mavemuskler. En flot mand var han uden tvivl. Både af, hvad hun kunne se og fornemme.. Et nydende suk forlod hendes læber, som hun langsomt trak sit hoved tilbage, så kysset blev brudt. Sagligt måtte hendes smaragdgrønne øjne helt glide op, inden det kække blik faldt på hans ansigt. Hånden fjernede hun fra hans maveregion, så hun i stedet kunne stryge ham blidt over tindingen, og videre ned over kinden. ”Jeg burde havde forsøgt at fængsle en mand noget før,”lød det drillende fra hende.