Just take a breath...

[Jarniqa Dynithril]

”Hvordan kan det være egoistisk at fortælle dig, at der ikke vil blive mere af al dette? Jeg er min egen person, og kan derfor fuldt ud selv bestemme, hvad jeg skal eller vil,” sagde Jarniqa fast. Ganske vidst var der en del af hende der godt mente, at al dette måtte komme på tale igen, men selv forsøgte hun at begrave den side. Hun forsøgte at begrave den dybt. Hvilken nytte kunne den også gøre? Der kunne jo ikke komme noget som helst godt ud af al dette. Det var i hvert fald, hvad hun var overbevist om. Det var også af den årsag, at hun forsøgte at tvinge ham bort. Det var for meget, som hun kunne lide det. Hun kunne lide, at han holdt om hende. At han strøg hendes krop. At han hviskede hende ind i øret. At han gav hende varme. At han gav hende sommerfugle i maven. Nød det gjorde hun dog ikke kun, som hun også følte sig skræmt af det. Skræmt af, at hun rent faktisk kunne føle det, og ikke nok med at føle det, men at føle det omkring en dybt arrogant og selvcentreret mand, som hun op til flere gange havde været oppe og toppes med. Forkert var det, hvor han uden tvivl måtte lege med hende. For at skabe denne afstand mellem dem igen, måtte hun også forsøge at rykke sig et sæde væk fra ham, så hun ikke længere sad tæt ind til ham. ”Jeg benægter intet, som der intet er at benægte,” fastholdt hun, inden hun måtte knibe øjnene sammen. En skam at der ingen vagter var? Truede han hende? Var det sådan, at hun skulle tolke det? Det burde dog ikke komme bag på hende, som hun også selv havde udtalt, at han havde ageret falskt overfor hende. ”Jeg behøver ingen vagter. Jeg kan sagtens klare mig selv,” lød det stædigt fra hende, uden at hun tog det smaragdgrønne blik fra ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Du bestemmer hvad du vil, og hvad du kan, men vi andre får ikke lov til at gøre det samme? Gør du dig nogle forhåbninger om at få respekten fra folket, er det nok næppe vejen at gå," sagde han med en ganske sigende stemme. Hans blik gled mod hende, selvom det hele allerede var ødelagt. Hun nød det, men ville ikke stå ved det, og det var vel egentlig også det, som var det store problem for hende lige nu? Han himlede let med øjnene og rystede så på hovedet igen. Hvor var hun dog.. dum! Var det virkelig så slemt at indrømme at det var rart at sidde der og få varmen? Nu hvor han virkelig forsøgte at holde de kække kommentarer i sig, mest som en form for undskyld fra hans side af.
Hænderne havde Lucifer placeret bag sig, for ikke at ende med at falde helt ned i græsset bag sig. Han kneb øjnene let sammen. Det gjorde ham rent faktisk sur og ked af det, at hun sagde alt dette. For han var da ikke en direkte grotesk mand! Ja, han havde måske truet hende, men som prinsesse af et land, hvilket hun i forvejen var gået meget op i, så var det vel heller ikke underligt, at han tog det som han gjorde? Hun burde være vant til trusler efterhånden! "Du glemmer vidst, at jeg er en mentaldæmon snuske.. forsøg at lyv for mig.. Prøv at gøre en indsats," opfordrede han næsten sarkastisk. Armene lod han søge over kors. Var hun blevet ordentlig varm igen? Eller frøs hun stadig? Pludselig synes det, som var han ligeglad. Han rystede på hovedet. Hun kunne klare sig selv? Right! "Det vil jeg i hvert fald se, før jeg tror det," sagde han endeligt, inden han denne gang satte sig ordentlig op, så han igen kom forholdsvis tæt på hende. Hans blik hvilede intenst og fast i hendes. Hvad havde han nu gjort forkert?

[Jarniqa Dynithril]

”Så du mener altså, at det, at jeg ikke ønsker at tale med dig igen eller at blive rørt af dig igen hænger sammen med, at jeg ingen respekt vil få for folk? Den tror jeg, at du må længere ud på landet med,” svarede Jarniqa afvisende. Anderledes var stemningen uden tvivl blevet mellem dem.. eller den var vel blot røget tilbage til normen? De havde trods alt været allerbedst til at trænge den anden op i en spids, end hvad de ellers havde. Det var også af den årsag, at hun ikke mente, at det kunne være sundt for hende at føle noget godt omkring ham. Det kunne det vel ikke.. Kunne det? Selv var hun også stadig overbevist om, at det hele var en del af en leg fra hans side af. Kroppen rankede hun, som han igen kom tæt på hende. Ej ønskede hun at fremstå som svag overfor ham. Ej ønskede hun at indikere, at han vandt. Det smaragdgrønne blik holdt hun derfor fast i hans. Det var også her, at hun måtte lægge mærke til hans øjne. Utroligt blå var de. Isblå? Selv kunne hun se detaljerne tydeligere nu, som deres hoveder også måtte være forholdsvist tætte på hinanden, sådan som de begge nu rankede sig op. ”Jeg er stadig ikke din snuske.. Ligeså er der heller ikke nogen grund til at lyve, da jeg intet har at lyve over,” fastholdt hun stædigt. Kulden mærkede hun ikke længere, som hun før havde gjort. Varmere var hun nemlig blevet, skønt hun stadig kunne bruge noget af hans kropsvarme. Fugtigt var hendes klæder nemlig endnu, hvilket automatisk blev overført til hendes krops temperatur. Derudover var der også det faktum, at de endnu var ude. Stødt slog hendes hjerte mod hendes bryst, hvilket også måtte fraholde hende fra at tænke for meget på varmen. Om det var grundet ham eller situationen, vidste hun dog ikke. ”Du kommer da bare an,” endte hun nærmest med at opfordre. Selv måtte hun dog holde ved, at hun kunne klare sig selv. Det havde hun altid kunnet! Hun var nemlig ikke opfostret fint som ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Din måde at henvende dig til dit folk på, falder ikke just i min smag prinsesse.. Hvis du kræver respekt, er det måske også på tide, at du selv viser den?" spurgte Lucifer med en meget direkte stemme. Ej var han typen der lagde synderlig meget skjul på, hvad han gjorde sig af tanker, og dette var bestemt ikke noget undtag. Selv nu hvor de endnu en gang måtte sidde forholdsvis tætte på hinanden, måtte selv han modstå en pludselig trang til at.. kysse hende. Et sted tændte det ham, at hun turde sige ham imod, hvilket ikke mange havde turde at gøre frem til nu. Han kneb øjnene svagt sammen. Smuk som hun var.. sødt som det var at se hende blive sur på ham og håbe på, at det var noget som kunne holde ham på afstand, selvom man vel kunne sige, at det havde den stik modsatte effekt?
Hovedet lod Lucifer søge langsomt på sned, uden at han trak sig. Denne gang var det nemlig hende der udfordrede ham, og naturligvis var det ikke noget, som skulle have lov til at stille sig i vejen for ham, som det stod i en stund som denne. Hvor var det her noget som gjorde ham vred. Aldrig kunne han sige sig, at have oplevet noget lignende. Dog ville han ikke give hende hvad hun søgte. "Du er nok noget af det mest stædige jeg længe har mødt," kommenterede han med et næsten kækt smil på læben. Hvorvidt om dette rent faktisk skulle vise sig at blive en hård omgang? Næppe? Som hun dog selv valgte at udfordre ham og nærmest opfordre ham til at gøre noget, kunne han dog ej lade være. Du kommer bare an? Det skulle hun alligevel ikke lade sig sige to gange. Hånden hævede han nænsomt, inden han lod den stryge mod hendes kolde kind.. Derefter lænede han sig frem, hvor han lod læberne møde hendes. Nu kunne han da slet ikke lade være!

[Jarniqa Dynithril]

”I så fald er det heldigt for mig, at jeg endnu ikke har anerkendt din tilstedeværelse i landet eller ej. Hvad du mener, kan derfor rage mig en høstak i al den tid,” svarede Jarniqa ham sikkert igen. Det var muligvis ikke en måde at tale med en mulig borger på, men kunne man også definere hendes fortæl til Lucifer som helt almindeligt? Selv vidste hun i hvert fald ikke, hvordan hun skulle definere det. Hun skulle vel bare definere, at der ikke var noget at definere, som hun ikke ønskede at have noget med ham at gøre? Dog kunne man også sige, at hvis det var så vel, hvorfor havde hun så ikke gået endnu? Han holdt trods alt ikke på hende. Ikke længere om end. At han anså hende for at være stædig, passede hende ganske udmærket. Det var ej heller mening, at han skulle føle, at han kunne køre rundt med hende, for det skulle han end ikke kunne! Smilet trak hun derfor tilfredst på. ”Stædig eller sandheden.. Kald det, hvad du vil,” endte hun med at sige, uden at hun trak sig. Siddende blev hun nemlig, som hun holdt ham med blikket og igen afventede, hvad han havde i sinde. Var dette egentligt dumt i hende? Var det at gøre samme fejl to gange i træk? Sidst hun havde sagt, at han bare måtte vise hende det, havde han jo tvunget hende ud i søen. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere, som hun pludselig mærkede hans fingre stryge over hendes kind. Blidt var det, som handlingen næsten kunne beskrives som forsigtig. Tilsvarende måtte hårene på hendes krop igen rejse sig, som han igen påkaldte hendes sanser. Hvad var han i færd med? Stoppede hun selv med at trække vejret? Sådan føltes det nærmest, som hans hoved bevægede sig tættere på.. Tættere på, hvor hun til sidst fornemmede hans bløde og varme læber imod sine. Hendes hjerte syntes at springe ud af hendes bryst, hvorefter alt syntes at ske på et splitsekund! Sin højre hånd hævede hun, hvor den i al hast måtte søge over Lucifers kind og ansigt i en syngende lussing! Hvad skete der? Hvad havde han lige gjort? Hvorfor havde han gjort det? Hun ønskede at prøve det igen.. Uden at han ville kunne nå at blinke med øjnene, søgte hendes hånd derfor blidt om nakken på ham, så hun kunne guide hans ansigt tilbage til sit, hvor hun denne her gang lod sine læber møde hans.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Er det overhovedet din ret, når landet her er underlagt Dvasias og derfor en anden dronning?" lød det kortfattet fra Lucifer. Hvorvidt om hun ville acceptere ham her i landet eller ikke, var ærlig talt ikke noget, som han kunne tage sig af lige nu. Han havde selv brug for et sted at være, og gerne uden at en kvinde af hendes stædighed satte kæp i hjulet på ham, for det var netop hvad hun gjorde nu! Stædig som hun var, hvilket han jo også var.. måske ikke just den bedste kombination, men lige nu handlede det jo udelukkende om at nyde det, mens man nu havde muligheden for at gøre det. "Stædig.. for jeg ved jo, at jeg har ret," sagde han med en bestemt tone. Han fandt da uden tvivl den tanke morende. Ikke at han tog det særlig tungt, og lige på det punkt, var han ganske ligeglad med, hvad hun ville have at sige til dette.
Langsomt bevægede Lucifer tættere på hende, kun for til sidst at lade læberne møde hendes. Han nåede kun lige at give sig hen til øjeblikket, inden smerten ramte ham, da hun havde svunget hånden i en syngende lussing mod hans kind. Langsomt endte han dog med at trække sig fra hende. "Auv.." mumlede han næsten irriteret. Han stivnede dog let, da hun lagde armene om hans nakke og direkte rev ham tættere på sig og lod læberne møde hendes igen. Han gengældte kysset. Han kunne jo heller ikke lade være, nu hvor han havde muligheden for at gøre det! Armen sneg sig om hende, kun for at trække hende direkte ind mod sig.. Hans varme krop mødte derfor hendes igen. Den frie hånd lagde han i hendes nakke, blot for at holde fast. Hvad der skete, vidste han ikke.. Han kunne bare ikke få nok lige nu!

[Jarniqa Dynithril]

I lære var Jarniqa endnu, og derfor havde hun endnu svært ved at finde ud af, hvad hun skulle og ikke skulle, og hvordan hun skulle opføre sig og ikke. Svært var det uden tvivl, som det var en helt ny verden for hende. Lettere gjorde Lucifer det ej heller for hende, som han stillede spørgsmålstegn ved hende og hendes stilling. Det smaragdgrønne blik holdt hun i hans. ”Det er min ret at skabe mine egne regler.. Derfor kunne dette meget vel være en af dem,” sagde hun kort for hovedet. Dog tvivlede hun på, at han ville godtage noget af dette, som han mest af alt modsagde sig alt, hvad hun sagde. Ligesom nu hvor han sagde, at hun var stædig fremfor at sige sandheden. Ganske vidst var det sandt, at hun var stædig af sig, men ligeså ønskede hun, at hendes nuværende ord var sande. Hun ønskede ikke at ville ham.. Hun ville det ikke! Dette kom også til udtryk, som hun direkte stak ham en lussing, som han vovede sig helt tæt og derfor brød den intime grænse. Hvor det derimod faldt til jorden, var som hun greb ham om nakken og førte hans hoved tilbage til sit. Hurtigt måtte hendes hjerte piske mod hendes bryst, som hendes læber prøvende masserede hans. Hvad lavede hun? Hvorfor gjorde hun det? Hvorfor havde hun lyst til det? Hendes øjenlåg søgte i, som hun følte, hvordan hans læber bevægede sig i takt med hendes. Hendes første kys.. Dette var hendes første og eneste kys.. og så med ham. Hun kunne dog lide det.. Varm følte hun sig, hvor hun følte sig levende, og som om at tusindvis af sommerfugle havde placeret sig i hendes maveregion. Op på hans skød lod hun sig trækkes, hvor hun sad med et ben på hver sin side af ham. Underligt var det, som det nærmest føltes naturligt og dog så nyt og udforskende. Prøvende søgte hendes hoved en kende på sned, uden at hun brød kysset mellem dem. At prøve sig frem var dog den eneste vej for hende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det kunne godt være, at hun var i lære, men derfor forventede Lucifer tilsyneladende langt mere, end hvad hun i øjeblikket, var i stand til at give ham. Han var ikke videre imponeret. Man kunne jo kun håbe på, at den mand som skulle oplære hende, kunne finde ud af at gøre det ordentligt i hvert fald. "Så du vil lave en regel, der hedder, at Lucifer Phoenix ikke må være her? Den må du virkelig længere ud på landet med," sagde han endeligt, som han slet ikke var indstillet på at følge denne regel. Desuden.. hvad ville hun da gøre ved det? Det var jo ikke fordi at hun kunne gøre noget særligt.
Ikke at det var en diskussion som Lucifer var i stand til at fortsætte. Kysset var pludselig hvad der optog absolut det hele ved ham. En sitren skød igennem ham, som han trak hende tættere ind mod sig, så hun kunne sidde med et ben på hver sin side af ham. Hvis det ikke var fordi at han følte sig varm, så gjorde han det da uden tvivl nu! Øjnene var gledet i, hvor den ene hånd lå i hendes nakke, og den anden omkring hende. Hun var ikke så slem.. Hun var slet ikke så slem, som han måske havde anset hende som til at starte med. Kysset brød han let. Ikke fordi at han fandt det ubehageligt, men derimod.. give hende muligheden for at trække vejret, og tage sig selv i nakken, for ikke bare at rive tøjet af hende, og så gå igang lige nu og lige her, for det var pludselig den lyst og den fristelse, som hun satte i ham. Øjnene forholdt han lukket for et kort øjeblik. "Nåå... Er jeg virkelig så slem?" spurgte han med en dæmpet hvisken, inden han hævede blikket mod hendes skikkelse. Smilet bredte sig let på hans læber. Han nød det.. Måske en kende for meget, men han nød det virkelig.

[Jarniqa Dynithril]

”En regel der hedder: Ingen adgang for Lucifer Phoenix? Jeg kan ikke se problemet i det..,” endte Jarniqa roligt med at sige. Erfaren indenfor regentområdet var hun bestemt ikke.. Dog vidste hun, at denne regel ville blive umulig at efterleve. Det var nemlig ikke til at jage én mand i et kæmpe land. Dog hvilede hendes tanker ikke på at få ham ud.. Ikke lige nu og her. Lige nu måtte han nemlig bestemt ikke gå. Han skulle blive.. Han skulle blive her hos hende. Selv kunne hun ikke beskrive, hvad hun følte, som hun delte sit allerførste kys med ham. Burde hun mon være i stand til at beskrive det? Hvordan hun overhovedet vidste, hvordan hun skulle bevæge læberne, anede hun end ikke. Hun gjorde blot, hvad hendes instinkter bad hende om. Endvidere føltes det ej heller som om, at han beklagede sig over hendes handlinger, så en succes var det vel? Hun havde det i hvert fald godt.. Mere end godt. Forsigtigt lagde hun sin frie hånd mod hans overarm, så hun let kunne holde om den, imens hendes anden hånd hvilede i hans nakke. Alt for hurtigt syntes det hele dog lige pludselig at gå, som hun følte, hvordan han fjernede sine læber fra hendes og efterlod hende med en hungren. Øjnene måtte hun ligeså holde i for en stund, som hele hendes krop føltes vibrerende! Hurtigt slog hendes hjerte også endnu, skønt hun nu frit kunne trække vejret. Irrelevant syntes det dog at være, som hendes sanser og følelser syntes at være andetsteds. Som han hviskede til hende, måtte hun langsomt slå øjnene op igen, hvor hendes blik igen måtte finde hans. Om han virkelig var så slem? Hun vidste det ikke.. Hun forstod ikke, hvad der foregik i hende. Hun havde nemlig aldrig følt eller prøvet noget lignende før. Hvad skulle hun sige til ham? Ja? Nej? Skulle hun spørge ham, hvorfor han havde gjort det? Hun forstod jo ikke, hvorfor han havde gjort det. Det eneste hun vidste med sikkerhed lige nu og her var én ting. Derfor kunne hun også kun forme én sætning på sine læber. ”Gør det igen..,” bad hun ham i en dæmpet hvisken.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Regler, love og det at være regent, var ikke noget som Lucifer ønskede at diskutere yderligere med hende, for det var der virkelig ikke nogen grund til i hans øjne. Lige nu var det udelukkende det som skete mellem dem, som var det vigtigste. Hvad det betød vidste Lucifer jo godt, men for pokker..! Han var tiltrukket af de standhaftige typer, og det havde hun i sandhed vist sig at være. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Selvom hun måske var ny, og han derimod var det.. modsatte, så var det ikke noget som rørte ham det mindste. Kysset brød han, også selvom han kunne mærke på hendes greb om ham, at det ikke just var noget som faldt i hendes gode smag. Så noget kunne han da alligevel gøre rigtigt. "Jeg synes du er hård ved mig snuske.." De isblå øjne vendte han mod hende. Selvom den isblå farve var forbundet med kulde, så var der et varmt glimt i det.. Et glimt som hun havde efterladt ham med. Måske bare for øjeblikket.. måske for mere.. Hvem vidste? Det var jo aldrig til at vide. Han trak let på smilebåndet. Hun ville have mere.. Gud hvor han dog elskede det!
"Det tager jeg som et nej," hviskede han roligt, som han lod hånden søge mod hendes kind og strøg videre over hendes kæbe. Gud hvor han følte sig varm indvendig. Det var helt fantastisk at sidde og have det på den måde. Han lod øjnene glide i igen. Han lod hovedet søge på sned, hvor hans læber kort strøg over hendes i et blidt og næsten sommerfuglekys uden den store kontakt. Han kunne jo stadig drille hende. Det var han i forvejen så god til. Han burde måske ikke.. hun var for pokker kommende regent i landet, og hun havde jo allerede gjort så tydeligt for ham, at hun ønskede ham ud af landet her. "Hvad ønsker du at jeg skal gøre?" spurgte han roligt. Hånden strøg fra hendes kæbe og videre nedover hendes skulder, hvor han søgte tættere mod hendes bryst. Hun vækkede virkelig mange ting i ham.

[Jarniqa Dynithril]

Hurtigt slog Jarniqas hjerte endnu, hvilket også førte adrenalinen omkring i hendes system. Det at have delt sit første kys med en måtte nemlig vække hver en sans i hende. Hvordan han havde det med det, vidste hun ikke, men frastødt forekom han hende dog ikke. Så langt, så godt. ”Du kan tage det,” endte hun kækt med at sige, uden at hendes stemme hævede sig. Hun kunne ikke få sig selv til at hæve den, som øjeblikket forekom hende specielt og som et øjeblik, som man endnu skulle værne om. Sitrende blev hun siddende i hans skød, som han førte hånden over hendes kind og kæbe. Aldrig var hun blevet rørt således af en mand. Af den årsag måtte hun også mærke hver en berøring han tildelte hende, hvor hun indvendigt også måtte føle hver eneste følelse det efterlod hende med. Sitrende følte hun sig, hvor hun måtte ønske mere. Kunne man andet? Forventningsfuldt og behagende søgte hendes øjenlåg i igen, som hendes læber igen blev mødt af hans. Dog kunne hun dårligt nok nå at besvare det, inden hans hoved var borte igen.. Det var jo ikke meningen! Hendes øjne gled op igen. Skønt hans læber ikke længere rørte hende, måtte hun endnu mærke, hvordan det elektrisk prikkede i dem. ”Det er ikke fair,” endte hun beklagende med at sige. Det var jo meningen, at han skulle kysse hende. Ikke drille hende. En svag panik meldte sig i hendes smaragdgrønne øjne, som hun mærkede hans vandrende hånd. Hvad ville den? Selv følte hun, at den var skræmmende tæt på hendes private del, hvilket hun alligevel måtte finde grænseoverskridende. Dette var nemlig hendes allerførste kys, og af den årsag havde hun ej heller prøvet andet end det. Lige nu og her ønskede hun ej heller at prøve andet end det. Hendes hånd fangede hans løbske hånd, der var ufatteligt tæt på hendes bryst, hvor hun i stedet valgte at plante den sikkert på sin hofte. Der.. Det var bedre. Det gjorde også, at smilet igen måtte finde frem til hendes lyserøde læber. Hvad hun ønskede, at han skulle gøre? Det var let. ”..Dette,” hviskede hun, inden hun prøvende måtte trykke sine læber mod hans igen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Stemningen havde endnu en gang vendt, og selv Lucifer måtte jo sande, at han virkelig kunne lide, hvad der skete i en stund som denne. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Ej lignede det ham, at reagere således, men det var som om, at det skete helt af sig selv, og ganske automatisk. Han nød det jo. Behaget stod langt ud af hans øjne, hvor den hårde facade uden tvivl også synes at være krakeleret. At dette derimod var hendes første kys og nærhed til en mand, vidste han dog ikke. Hvordan skulle han dog vide dette? Så meget vidste han jo trods alt ikke om hende endnu. "Det er vidst til dit held," sagde han med et stille smil på læben. Ej kunne han lade være, og særligt når det foregik på denne måde.
Hånden vandrede let ned langs hendes krop. For ham, var dette bare en vane og ren natur, at den skulle gøre dette. Det var nemlig ej første gang, at han sad tæt på en kvinde. Som hun alligevel tog om hans hånd, og i stedet for placerede den mod hendes hofter, kunne han da godt mærke en vis form for utilfredshed. Hun kunne ikke starte noget op, og kun gøre det halvt! "Må jeg da ikke drille dig bare lidt?" spurgte han med et kækt smil. Sagen var jo, at han virkelig elskede at hun havde denne effekt på ham, og særligt når det foregik på denne her måde, så var det jo kun meget sjovere for ham. At hun selv tvang ham i kysset, gjorde ham bestemt ikke noget. Armen som hvilede ved hendes hofte, gled over hendes lænd, hvor han igen kunne trykke hende tæt ind mod sig. Han ønskede at have hende der.. Han ønskede at mærke hende.. Ikke bare kys, men også det mere, men ville hun overhovedet give ham lov til det? Igen begyndte hånden at vandre. Den kørte næsten på automatisk, nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det.

[Jarniqa Dynithril]

Aldrig havde Jarniqa følt noget lignende. Det var sikkert og vidst. Selv spekulerede hun over, om det mon altid ville føles sådan her, eller om det blot føltes sådan her, fordi det var første gang. Selv vidste hun det ikke, og mærkeligt ville det vel være at spørge Lucifer? Selv tvivlede hun nemlig på, at dette her var den første gang for ham. Dette var dog ikke noget, som hun ønskede at tænke på.. Hvem gad også tænke på, at den mand man kyssede med i virkeligheden havde kysset med andre og måske også mere end det? ”Jeg tror, at du har opbrugt din portion af drillerier for i dag,” svarede hun muntert igen, hvor det vel nu kunne beskrives som kærligt drilleri? Hun var nemlig ikke spydig, som hun ellers hidtil havde været. Dette kunne også ses i hendes øjne, som de havde fået et varmt glimt over sig. Som kysset igen faldt mellem dem, måtte hun slippe et dæmpet og sødt suk. Fantastisk var det. Gad vide, hvorfor det var så fantastisk at to bestemte og ensartede kropsdele rørte hinanden? Dette måtte dog være et spørgsmål for guderne, som hun bestemt ikke kunne besvare det. Blidt maserede hendes læber hans igen, alt imens hendes fingre om hans nakke nu gravede sig ind i hans mørke hår. Vidunderligt føltes selv dette, som det var dejligt at mærke hans hårlokker, samt at kunne holde hans hoved med hånden. Som han holdt hende om lænden og trykkede hende nærmere sig, måtte hun igen mærke, hvordan sommerfuglene i maven intensiverede. Rart var det, hvor hun bestemt ikke ønskede at slippe ud af hans favn. Han måtte ikke slippe hende. Nydelsen falmede først, som hun igen bemærkede hans omvandrende hånd. Var dette mon et tegn på, at dette var forventet, når man kyssede? Betød det, at man ikke kunne gøre det ene uden det andet? Hvordan det andet helt præcist var, vidste hun ikke, da hun aldrig havde prøvet det, hvor hun heller aldrig havde talt med Damien om det. De havde nemlig aldrig drøftet det mellem mænd og kvinder. Hurtigere slog hendes hjerte igen. Burde hun bare lade hans hånd fortsætte, selvom den gjorde hende utryg? Var det det der var krævet af hende? Hun vidste det ikke.. Hun blev nødt til at afvise hans berøring igen. Igen fandt hendes frie hånd hans håndled, hvor hun igen placerede den bestemt på sin hofte. Kysset valgte hun dog ikke at bryde. Det nød hun jo.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej kunne man sige, at Lucifer var ny indenfor dette, for det havde han aldrig nogensinde været. Dertil kunne man jo samtidig sige, at han havde oplevet en ting eller to. Hans første gang, var da han selv var blevet myndig, og Faith havde bragt ham til bordellet. Det havde tilsyneladende været en forventning af ham. Han var kendt med lidt af hvert i det mindste. Hans hjerte hamrede mod hans bryst, selvom han virkelig forsøgte at forholde sig rolig. Ej fordi at det var nemt.. Han ønskede nemlig langt mere, end hvad hun egentlig gav ham lov til. "Den kvote er dog ikke særlig stor, må jeg sige," pointerede han med en ganske sandfærdig mine. Ikke at han tog det så tungt.. Hun kunne bare vente sig.. Mere ville følge før eller siden, da det nu også blev gjortm ere og mere tydeligt for ham, at dette nok ikke ville blive deres sidste møde, men derimod et af de første af rigtig mange. Hvordan kunne han da ellers vende ryggen til en kvinde som hende?
Kysset bød han glædeligt velkommen, som han igen trykkede hende tæt ind mod sin egen skikkelse. Fantastisk føles det at dele denne slags med hende. Hovedet søgte på skrå, hvor han intensiverede kysset. At hun derimod endnu en gang måtte stoppe hans hånd i vandre, var noget som uden tvivl irriterede ham! Han skulle nok få lov. Bare vent.. han skulle nok få lov til at gøre det før eller siden, og dette var noget som han stod fuldkommen fast på, når det kom så vidt. Han kneb øjnene svagt sammen, også selvom han dog ikke brød kysset. Han førte hånden til hendes nakke, hvor han i stedet kunne holde hende en smule fast. Han var krævende hvad det her angik, hvor hun derimod føles som.. det stik modsatte. Næsten prøvende. Var hun ny? Ikke at det var en tanke, der som sådan rigtigt kunne røre ham lige nu, for det kunne den virkelig ikke. Han holdt hende tæt ind mod sig. Næsten som om at han rent faktisk ønskede at.. beskytte og passe på hende. Det var et særligt øjeblik. Han nød det jo.

[Jarniqa Dynithril]

Ny var denne verden for Jarniqa. Fantastisk og grænseoverskridende var den for hende, hvor hun ikke kunne gøre meget andet end at have følehornene fremme og prøve sig frem. Ud fra det havde hun også fundet ud af følgende: at sidde på ham, at røre hans hår, at blive kærtegnet i ansigtet, og at få kysset sine læber var lig med blafrende sommerfugle i maven. Hvad hun derimod blev panisk over, var når han søgte hendes intime dele, såsom brysterne. Dette fjernede nemlig sommerfuglene, som de i stedet blev erstattet af en kvælende knude. Derfor kunne hun vel næsten allerede sige, hvad hun kunne lide og klare for nu? Tryg måtte hun også blive igen, som han for nu droppede ideen om den vandrende hånd. Han havde vel forstået hentydningen og accepteret den? Glad gjorde det hende, hvor hun nu nød at mærke hans stærke hånd i sin nakke. Bange var hun denne her gang ikke for, at han ville gribe hende om halsen og kvæle hende. Faktisk nød hun at have den der, som hun faktisk måtte nyde, at han vidste, hvad han ville. I hvert fald så længe at det foregik i et tempo, hvor hun kunne følge med. Øjnene holdt hun lukket, så blot hendes sanser kunne arbejde. Det eneste hun følte, og som hun ønskede at føle var ham. Ham og det, som han satte i værk i hende. Hun følte, hvordan deres læber masserede hinanden i kysset. Den perfekte fylde og blødhed syntes hans læber at have, hvor de også syntes at bevæge sig perfekt med hendes. Hans hårlokker var en smule stive efter, at han var blevet dyppet i søen og var blevet tør, men alligevel nød hun det. Ligeså nød hun hans støttende hånd i nakken, der nærmest signalerede, at han ønskede hende der. En tanke der glædede hende, som hun pludselig ønskede, at han ønskede hende. Underligt var det for betød dette, at hun kunne lide ham? Betød dette, at han kunne lide hende? Eller kunne man godt have lyst til at gøre dette, uden at kunne lide personen? Hun ønskede jo bare, at det fortsatte.. At det fortsatte i timevis, hvis det var såvel. Hendes frie hånd lagde sig igen imod hans overarm. Blidt måtte hun prøvende begynde at stryge ham der. Selv kunne hun lide det.. Hun kunne lide at mærke hans muskel, ligeså vel som hun kunne lide at mærke hans hud.