Just take a breath...

[Jarniqa Dynithril]

Brynet hævede Jarniqa. ”Er det nu, at du forventer, at jeg tigger og ber’ dig om at få lov til at se den side?” spurgte hun direkte. Selv kunne hun ikke undgå at være interesseret i at høre mere om det, når nu han pirrede hende med det. Dog ønskede hun ikke at høre det på den bekostning, at han kunne hovere hende med det. Selv tænkte hun også, at der måtte være en bagtanke med alt, hvad han gjorde. Det var trods alt også kun den side, som han havde vist hende indtil nu. Tænderne endte hun med at bide sammen, som han talte som om, at de havde skræmmende meget tilfælles. Ej havde hun forventet, at hun skulle have meget tilfælles med en mand som Lucifer. Derfor havde hun ej heller forventet, at hun ville have medfølelse med en mand som ham. Skulle hun sige det til ham, at de rent faktisk havde noget tilfælles? Skulle hun sige det til ham, når hun ellers aldrig sagde det til folk? Svært var det.. Dog var der en del af hende der ønskede at sige det, fordi det ville være rart at tale med en, som rent faktisk var i den samme båd. ”Min moder døde ligeså kort tid efter min fødsel. Ej heller var min fader ved hendes side, så det blev ligeså en nær ven af hende, som tog hånd om mig. Dog kan jeg ikke sige, at den mand var leder eller noget i den stil,” endte hun ærligt med at sige. Følsomt var dette emne rent faktisk for hende, og derfor gjorde hun ej heller grin med det. Det kunne hun ikke finde på. Ligeså håbede hun ej heller, at han ville begynde at gøre grin med det.. Det kunne man dog kun frygte. Skævt gled smilet over hendes læber. ”Svært er det ligeså at komme fra ingenting, og så pludseligt at få.. Du har bare brug for en som kan vise dig, hvordan tingene fungere. Umuligt behøver det ikke at være,” sagde hun sandfærdigt, skønt hun ikke regnede med, at han ville tage hendes råd til sig. Det havde han jo ikke gjort indtil nu, så hvad skulle have ændret sig?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et kort smil bredte sig på Lucifers læber. "Det var trods alt bare et spørgsmål," sagde han med en rolig stemme, inden han atter vendte blikket mod hendes skikkelse. Han selv kunne sagtens vise hende det, bare hun spurgte. Derfor behøvede hun jo ikke ligefrem at tigge og bede om noget som helst, for hvad ville der komme ud af det? Ingenting. Absolut ingenting. Selv lød det til at de havde langt mere tilfælles, end hvad de lige havde troet i udgangspunktet. Ved hendes egen fortælling, blev det kun gjort mere og mere tydeligt for ham, at hun faktisk vidste hvordan det var. "Du har været heldig," sagde han ærligt. Hans moders position blandt dæmonerne, var hvad der havde reddet hans liv, og det var han uden tvivl glad for. Han kunne jo se hvor meget han alligevel havde fået ud af sit eget liv, selvom han nu havde mistet meget af det, som han frem til nu, havde kæmpet for at opnå. Ikke at det var noget, som han kunne gøre noget ved. Han knyttede næverne ganske let. "De færreste vil opdrage et barn, som ikke er deres eget," sagde han blot. Han var en voksen mand i dag, og havde sine egne holdninger og meninger.. Han var vokset op med det hele, og havde nu ingenting. Det var virkelig en kæmpe omvæltning, som han havde svært ved. Virkelig svært ved. Han trak svagt på smilebåndet, inden han igen så udover søen. Smuk var den. Den levede uden tvivl op til sit navn og sit rygte. "Du ønsker virkelig, at jeg har brug for din hjælp," kommenterede han med et svagt træk på sin mundvig. Han var ikke meget for at spørge. En Jaceluck spurgte nemlig aldrig efter den slags!

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqas blik hvilede på Lucifers skikkelse. Ville hun mon komme til at fortryde dette? Selv kunne hun jo ikke gøre for, at hun var så nysgerrigt indstillet. ”Nuvel.. Fortæl mig mere om denne mystiske side,” endte hun med at opfordre ham. Hun kunne jo ikke lade vær, og slet ikke nu hvor de rent faktisk stod og havde en samtale. Slemt var det nemlig ikke at stå her med ham.. for nu om ikke andet. Selv havde hun nemlig konstant på fornemmelsen, at det kunne vende på et splitsekund. Derfor brød hun sig ej heller om ideen, at hun faktisk følte sig tilpas lige nu og her. Som sagt stolede hun nemlig ikke en meter på ham. ”Vi har begge været heldige,” rettede hun ham. Han havde måske mistet alt, hvad han havde, men stadig havde han fået muligheden for et liv. Denne Faith havde nemlig ikke været nødsaget til at tage sig af ham, ligeså vel som Damien ikke havde været tvunget til at tage sig af hende. Det havde disse personer gjort, og det var også af den årsag, at hun levede den dag i dag og følte, at hun havde en fader, skønt Damien ikke var hendes fader af blod. ”Selv ved jeg ikke, hvor normalt det er. Jeg ved blot, at jeg er glad for den mulighed, som der blev mig givet,” sagde hun roligt. Som sagt havde hun aldrig været meget omkring folk. Derfor havde hun generelt svært ved at sige, hvad der var normalt og ej. Muntert trak hun på smilebåndet ved hans ord. Han lød næsten som Valandil.. Opførte sig næsten ligesom Valandil. Morsomt var det faktisk. ”At hjælpe mænd der ej har lyst til hjælp er mit speciale,” svarede hun ham kækt igen og blinkede til ham. Det passede vel, hvis hun også blev i stand til at hjælpe ham? I så fald ville hun i hvert fald blive i stand til at skrive to hjælpeaktioner på cv’et. Forskellen på de to mænd var blot, at Valandil havde hun været i stand til at tvinge, hvor Lucifer derimod stillede sig på bagbenene og stejlede.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Som hun ønskede at vide hvad han var, kom ikke bag på ham. Langsomt rettede Lucifer sig op endnu en gang, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hun ønskede virkelig at vide det? Han måtte jo sande, at hun ikke var så slem igen. "Må jeg vise dig det?" spurgte han med en rolig stemme. Han havde jo trods alt en hævn, som han skulle udspille, og nu hvor de var i nærheden af vand, så var det da kun til den sjove side. Hun havde gjort ham våd.. nu var det uden tvivl hans tur!
Uden tvivl havde de langt mere til fælles, end hvad godt var i den anden ende, så det var endelig ikke for det. Han nikkede. De havde begge uden tvivl været heldige, at der havde været nogen omkring deres mødre, som ville tage sig af dem. Et sted var han Faith taknemmelig for at give ham det, som han havde fået i dag. Alt det som han havde lært, var på grund af hende. "Det er vi begge to. Vi har alligevel meget at være taknemmelig for," sagde han med en rolig stemme, som han atter en gang vendte blikket mod hende. Selv nu hvor de rent faktisk stod her og førte en ganske normal samtale.. Det var underligt. Virkelig, og særligt efter deres samtale nede i kælderen.. hvor hun samtidig havde snakket direkte ned til ham. Han rystede let på hovedet. "Det er ikke noget, som går dig særlig godt, må jeg sige," sagde han med en rolig stemme. Hovedet lod han søge let på sned. Hvorfor var hun nu sådan overfor ham? Han forstod det ikke, og særligt ikke når det var noget, der foregik på denne måde. "Jeg står endnu i laset høj og mangler et tag over hovedet.. foruden det, som du havde efterladt mig med i en kold kælder," pointerede han sigende. Han havde i hvert fald ikke været tilfreds med den behandling.

[Jarniqa Dynithril]

Om han måtte vise hende det? Burde hun være mistænksom omkring dette? Det var jo ham, så faresignalerne blinkede rent faktisk. Derfor hvilede Jarniqas blik også nøje på ham, som hun forsøgte at læse ham. Tilforladelig fremstod han dog lige nu og her, som han forekom hende rolig og ej spydig. Hvad dette vise indebar, vidste hun dog ikke. Derfor var det også med tøven, at hun måtte give sig. ”Du har min tilladelse,” endte hun med at sige. Om hun tidsnok ville fortryde dette, måtte tiden jo vise. Indtil nu lod hun i hvert fald tvivlen komme ham til gode. Selv håbede hun blot ikke, at han ville skuffe hende. Anerkendende nikkede hun til hans ord. Hun kunne ikke være mere enig. Selv skyldte hun Damien alt, skønt de havde deres op- og nedtur. Altid ville hun nemlig elske den mand. ”Det har vi,” medgav hun. Selv vidste hun også, at det havde været et stort spring for Damien at tage at skulle have taget hånd om hende. Derfor havde det ikke just været en selvfølge, at han havde gjort dette. Hvad der dog var utroligt var, at hende og Lucifer havde disse fortællinger til fælles. Selv havde hun nemlig aldrig mødt en person med en historie som hendes. Endvidere havde hun heller aldrig troet, at hun ville have noget tilfælles med Lucifer. Skævt trak hun på smilebåndet ved hans ord. ”Det er ikke min skyld, at du ikke er det mere samarbejdsvillig,” kommenterede hun i en munter tone. Roligt hvilede hendes blik på ham. ”At du endnu står i laset tøj, kan jeg ikke gøre meget ved. Det må du nemlig selv finde midlerne til at skaffe. Taget over hovedet kan du med lethed få, hvis blot du kigger de rigtige steder og er villig til at tænke ud af boksen. Og det med kælderen, ja.. Det var jo din egen opførsel der puttede dig derned.” Ej ville hun undskylde, som hun ej mente, at der var noget at undskylde over. Han lå nemlig, som han havde redt, og det kunne hun ikke gøre meget ved.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Som hun alligevel valgte at give ham tilladelsen til at vise hende det, var noget som fik smilet til at brede sig på Lucifers læber. Ganske vidst var han klar over, hvad det mentale i hans væsen kunne gøre, og hvor farligt det egentlig var. Hvis han ville, kunne han få hende til at slå ihjel.. både sig selv og andre, men det var nu ikke det som han var ude på. Hævnen var sød i dette tilfælde. Han nød det uden tvivl, så det sagde ikke så lidt. "Fantastisk." sagde han med en rolig stemme.
At han egentlig havde så meget til fælles med hende, gjorde det ikke just bedre for hans vedkommende. Det var ham et ømt punkt, men derimod, så var det utrolig rart, at hun forstod sig på ham. Det var rart med nogen som kunne yde en forståelse, som ingen anden kunne. Han nikkede. Uden tvivl havde de begge to været meget heldige hvad angik de muligheder som de havde fået i deres liv, men det ændrede ikke på, at det var svært. Den kvinde som havde taget ham til sig, havde ligeledes valgt at smide ham ud. Selvom hun ønskede at hjælpe ham, så var det ikke noget som kom på tale. Et kort smil bredte sig på hans læber, som han let lod hovedet søge på sned. Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. "Hvem sagde, at det skulle være nemt?" spurgte han denne gang med en direkte stemme, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Nu hvor de alligevel ikke var så slemme overfor hinanden.. så var det faktisk helt rart, at stå der og snakke med hende. "Tingene skal nok komme før eller siden.. men nu.. jeg skulle jo trods alt vise dig det.." Han vendte sig direkte mod hende, så han fik en direkte øjenkontakt. Dertil.. søgte han direkte ind i hendes sind.. kun for at tage kontrol over hendes krop, så han ville tvinge hende til at gå.. direkte mod vandet. Først i kontakt med vandet, ville han bryde kontakten igen. Hun havde gjort ham våd.. nu fik hun lov til at få det i retur!

[Jarniqa Dynithril]

Hvad det var som Jarniqa ikke kendte til omkring Lucifer, havde han nu tilladelsen til at vise hende. Derfor var det vel bare for hendes vedkommende at vente på, hvad der ville ske? Hvad hun skulle forvente, vidste hun end ikke.. Ville han sige noget? Ville han gøre noget? Hun vidste vitterligt ikke i hvilken dur, at det handlede om. Lige umiddelbart lignede det dog heller ikke, at hun ville finde ud af det lige foreløbig. Ganske mærkværdigt, nu hvor han selv havde valgt at bringe det op.. Dog valgte hun blot at ryste det af sig, som hun i stedet valgte at fokusere på den samtale, som de havde i gang. En samtale der rent faktisk forløb fornuftigt, hvis man spurgte hende. ”At gøre det svært er i hvert fald, hvad du lever højt på,” endte hun sigende med at sige, som det også måtte passe. Han var nemlig utroligt svær at danse med, som han absolut ikke gad at gøre det, som egentligt skulle til. Måske burde hun også blot være ligeglad med det? Lade ham passe sig selv, hvor hun kunne passe sig selv? Brynet løftede hun, som han hentydede til, at han ville vise hende sin hemmelighed nu. Hvad var den så? Selv stirrede hun bare på ham, hvor hun ikke just kunne sige, at det lignede, at han var på nippet til at sige eller gøre noget. Han kiggede bare.. Kiggede ind i hendes øjne.. Pludselig vendte hendes krop sig om. Øjnene kneb hun sammen. Et skridt begyndte hun at tage, og så et næste.. Hvad foregik der? Hvad var pointen i dette? Selv mente hun ikke, at hun havde lyst til dette, men alligevel gjorde hun det. Hendes fødder berørte vandkanten. ”Hvad foregår der?” spurgte hun febrisk, som den første reaktion var nervøsitet. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Hvorfor gik hun? Hvorfor gik hun ned i søen? Hun ønskede jo ikke dette! Det var jo dumt! … Lucifer? Var det ham der gjorde det? ”Hvad laver du?!” spurgte hun dernæst skarpt. Hun forsøgte at kæmpe imod, men absolut ingenting syntes at ske. Hun syntes faktisk bare at fortsætte ud i vandet.. ”Stop det!” skændte hun på ham. Dog føltes det ikke som om at han ville stoppe.. Vandet steg nu og kærtegnede hendes krop op til knæene, alt imens hendes kjoles skørt flød oven vande. Koldt var det, hvor det fik hendes hår til at rejse sig. Hurtigere slog hendes hjerte, som hun faktisk også måtte blive bange. Hun vidste jo ikke helt præcist, hvad han kunne finde på. Ønskede han at drukne hende? Vandet nåede nu hendes liv, hvor kjolen nu også begyndte at blive tynget ned ad vandstanden. Hun forsøgte at stoppe, men vandet nåede nu hendes hals. ”Jeg slår dig ihjel!” Alt blev stille, som hendes hoved gled under, og som hun helt forsvandt fra overfladen.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Der var ingen der sagde, at tilværelsen skulle være nem, for det var den bestemt ikke. Et stille smil passerede let hans læber. Det var ikke meningen, at det skulle være nemt for hende at hjælpe ham. Det var vel.. pinligt for ham, at skulle søge denne hjælp, når han havde gjort alle de ting på egen hånd, som han havde gjort. Hans navn havde alene været en grund til at han ikke havnede i særlig mange store problemer. Tidsnok skulle han vise hende hvad han kunne. Selv med de farlige evner som en mentaldæmon nu kunne have, så kunne de også bruges bare til at drille, og det var uden tvivl det, som han selv måtte anse som noget af det sjoveste. "Man har jo trods alt kun den sjov, som man selv står for," pointerede han med en sigende mine, som han igen betragtede hende med et roligt blik. Han lod hovedet søge på sned. "Vi har mere til fælles, end hvad godt er, prinsesse," tilføjede han ganske roligt. Inden han valgte at tage kontrollen over hendes krop. Hvilket næsten viste sig, at være nemmere end hvad han havde regnet med.
Et skridt efterfulgte det andet, da Jarniqa søgte tættere og tættere på søen, uden at hun egentlig kunne gøre noget. Dette var særligt noget af det som han havde trænet siden an ikke var særlig gammel. Hans smil bredte sig mere og mere på hans læber i takt med at hendes panik måtte vokse mere og mere. Armene lod han roligt søge over kors. "Mentaldæmon snuske.. Jeg kan gøre lige hvad det passer mig," sagde han med en tydeligt morende stemme. Først som hun truede med at slå ham ihjel og gled helt under vand, slap han kontrollen over hende, kun for direkte at ende med at flække af grin i stedet for. Han gled nærmest ned på knæ i et kraftigt grineflip, for han kunne jo heller ikke lade være. Det her var simpelthen bare for sjovt! Nu kunne man da i hvert fald sige, at han havde fået sin hævn!

[Jarniqa Dynithril]

Af alt, hvad Lucifer havde kunnet vise hende, havde Jarniqa bestemt ikke regnet med dette! Hvordan skulle hun dog også kunne have vidst det? Hvorfor havde Theodore ikke fortalt hende det? Den mand havde nemlig givet til kende, at han havde vidst mere om Lucifer, end hvad hun selv havde gjort. Hvorfor fanden havde han så ikke givet til kende, at manden også var mentaldæmon? Ind i munden, næsen og ørene, syntes Jarniqa helt at få vandet, som hele hendes krop kom under. Morsomt var det på ingen måde, hvor hun for en stund også tænkte, at han var ude på at drukne hende! På alle måder var dette grænseoverskridende, og at gå for vidt! I det sekund, at hun følte, at hun genvandt kontrollen over sin krop, tøvede hun derfor ej heller med at sparke med benene, så hendes hoved kom oven vande igen. Et gisp forlod hendes læber efterfulgt af nogle host, som hun igen kunne trække vejret frit. Vandet rand ned ad hendes ansigt, hvilket fik hende til at køre sine hænder over det og håret, så hun igen blev i stand til at se. Hurtigt slog hendes hjerte endnu, som hun oprigtigt havde været bange for en stund. Selv kendte hun trods alt ikke Lucifer, og derfor havde hun for en stund troet, at han rent faktisk havde været ude på at drukne hende. En munter lyd passerede hendes øre. Var det latter? Grinte han virkelig? Grinte var vel også så meget sagt, som det nærmere lød som om, at han trillede rundt på jorden af grin! Kroppen vendte hun omkring, så hendes front igen var vendt imod ham. ”Din kraftidiot!” skreg hun ad ham. Øjnene kneb hun en anelse sammen. Han skulle have igen.. Åh ja, han skulle have igen! Selv mærkede hun, hvordan kræfterne i hende måtte summe, som hun kom i kontakt med søens tang og vandplanter. Hævnen var sød.. Uden flere ord lod hun disse planter samle sig til et stærkt reb, inden to reb måtte skyde i hans retning. Hvis hun skulle herned, skulle han bestemt herned med hende! Efter hans ankler gik vandbeplantning, hvor de ville trække ham med ned i søen til hende, hvis de fik fat.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ej var Lucifer ude på at tage livet af Jarniqa, men derimod bare gøre hende endnu mere våd, end hvad hun havde gjort ham da han havde siddet i hendes kælder. Derfor slap han kontrollen over hende, så snart at hun var kommet under vand, og han var helt sikker på, at hun var blevet helt dækket af det! Selvom hun netop havde truet ham på livet, var det ej noget, som han havde taget særlig tungt.
Som hun kom op, kunne Lucifer dog ej lade være med at grine. Han fandt det ganske enkelt for underholdende, at se hende på den måde. Selvom man nærmest kunne se panikken male sig i hendes blik, så havde han aldrig været ude på at slå hende ihjel. Det havde aldrig nogensinde været hans hensigt med dette. Hendes ansigt havde simpelthen været det sjoveste af det hele, også for hans vedkommende. "Du skulle have set dit ansigt!" skreg han nærmest af grin, da han lagde sig ned på ryggen af grin. Han havde uden tvivl fundet dette ekstremt morsomt, hvor hun derimod havde fundet det stik modsatte. Han kunne ej lægge skjul på, at dette var hysterisk morsomt!
Planten som derimod søgte mod ham, og fik fat i hans ankler, fik ham hurtigt til at vende blikket direkte mod hende i stedet for. Hvad pokker..?! Han vendte blikket direkte mod hende endnu en gang, som planten direkte trak ham med ned til vandet. "Hvad pokker har du gang i!?" endte han med en fast tone. Han nåede dog ikke meget andet, før fødderne nåede vandet, og inden længe, røg resten af ham under vandet. Bobler var det eneste der viste sig i overfladen, mens han næsten desperat forsøgte at få planten til at give slip!

[Jarniqa Dynithril]

Du skulle have set dit ansigt.. Han skulle have set sit ansigt! Det var nemlig til den helt store guldmedalje at se, hvordan planten slyngede sig om hans ankler, tværede grinet af hans læber, og plantede overraskelsen i hans ansigt. Se, det var et syn for guder! Tilfredst spillede smilet på hendes læber, som hun lod planten fæstne sig om hans ankler, så den kunne slæbe hans krop med sig ud i søen. Et sneglespor kom der helt efter ham, som man tydeligt kunne se, hvor hans krop havde ligget, og hvor hans krop var blevet trukket hen. Plantens tag i ham lod hun derfor også først slækkes, som hun så, hvordan han først fik kroppen under vandet og dernæst også hovedet. Se, det kunne lukke munden på ham! Tilfredst og selvsikkert hvilede smilet derfor også helt på hendes læber, hvor hun nu slap kontakten med planten, så han ligeså selv kunne komme oven vande igen. Ej havde han forsøgt at drukne hende, og derfor ville hun ej forsøge at drukne ham. ”Jeg advarede dig jo imod at lege med mig,” lød det selvsikkert fra hende. Igen lod hun sine fingre løbe over det ravnsorte hår, så det hang hende langt og slapt ned ad ryggen. Nu hvor hun havde hovedet oven vande, kunne hun også helt mærke, hvordan kulden måtte bide hende i ansigtet. Mildere stemt var vejret uden tvivl blevet, men sommer var det langt fra endnu! Derfor var søen bestemt ikke egnet til baderi endnu, og bestemt ikke med tøj på! Søbredden søgte hendes smaragdgrønne blik nu, hvilket førte til, at hendes ben også måtte følge trop. Om det var en god eller dårlig ide, kunne hun dårligt nok sige, da det var en helt anden effekt der ramte hende, som hun drivvåd forsøgte at søge op! Komplet gennemblødt var hendes kjole, hvilket gjorde, at den tyngede hende ned, samt omklamrede hendes slanke skikkelse. Derudover var der også kulden der syntes at rive og flå i hende, som hendes krop langsomt blev omfavnet af luft, fremfor af vand. Hendes tænder begyndte derfor at klapre, ligeså vel som hendes hår rejste sig og hendes krop skælvede.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Man havde kun den sjov, som man selv lavede, og dette var da uden tvivl direkte hysterisk morsomt, selv set i Lucifers øjne. Se hende kæmpe for at komme op igen, hvor han havde ligget på bredden og direkte flækket af grin. Det havde uden tvivl været det morsommeste, som han længe havde set! At hun derimod ikke var bange for at yde ham denne form for modstand, var noget som hurtigt gik op for ham.
Allerede ganske kort efter, var det ham, som kom helt under vand. Han pustede bobler, mens han direkte kæmpede for at få planten til at slippe ham. Et sted var det vel.. panikken som han kunne mærke sprede sig over det hele? Først da planten slap ham, kunne han søge op mod luften igen. Han brød den med en kraftig vejrtrækning. Hvad pokker havde hun egentlig haft gang i?! "Det der var bare ikke retfærdigt!" endte han med en fast tone. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte. At vandet var koldt, var heldigvis ikke noget som han kunne mærke på den samme måde, som det hun var i stand til. Han strøg hænderne over hovedet, for at få vandet og håret væk, inden han vendte blikket mod hende, som hun søgte mod bredden i stedet for. Han bed tænderne let sammen og rystede på hovedet. Med de lette svømmetag, søgte han efter hende i stedet for. Hans krop havde allerede hævet temperaturen betragteligt, for at undgå at han skulle fryse. Hænderne satte han direkte i kanten, inden han rev sig op. Denne gang var tøjet desuden også helt vådt og klistrede sig ind til hans krop istedet for. Han satte sig på kanten, inden han smed skjorten fra sig ved siden af sig. Det tog ham ikke lang tid, at tørre overkroppen. Heldigvis for det, så var han ilddæmon. Det havde uden tvivl sine fordele. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Du fryser," bemærkede han efter en kort stund. Hun rystede og hendes tænder klaprede. Havde han mon været for grov ved hende?

[Jarniqa Dynithril]

Jarniqa kunne uden tvivl høre, hvordan han måtte hive efter vejret, som hans hoved nåede overfladen igen. Godt. Det havde han kun fortjent efter det nummer, som han havde spillet af på hende. Selv havde hun på ingen måde set det komme. Ja, hun havde vel også for en stund vovet at tænke den tanke, at det faktisk var … fint at stå og tale med ham. Det tog hun dog til sig igen, som hun nu forstod, hvorfor han havde været så medgørlig. ”Hvem vil du klage til?” lød det henkastet fra hende, skønt hun bestemt ikke mente, at han havde ret til en klage. Hun havde muligvis hældt en spand vand i hovedet på ham, men det havde også været under ordnede forhold! Nu var de ude, hvor det var koldt, og hvor hun havde langt til hjem. Derudover var hun komplet gennemblødt, som der ikke fandtes én tør plet på hendes krop eller klæder. Tænderne bed hun sammen, som hun langt om længe fik kæmpet sig tilbage til søbredden. Hårdt havde det været, som hendes våde kjole havde forsøgt at tynge tilbage i vandet, hvor den derimod nu dryppede og klyngede sig til hendes krop. Nøgen måtte hun nærmest føle sig, som den sad tæt til hendes slanke skikkelse, men hvad kunne hun gøre? Hvis der var en magi for dette, vidste hun ikke hvad. ”No shit, Sherlock,” mumlede hun afvisende. Frøs? Frøs?! Hun skælvede fra top til tå, som var kommet fri fra vandet. Derudover klaprede hendes tænder ihærdigt mod hinanden, mens kulden nu føltes som stikkende nåle mod hendes hud. Røde var hendes kinder derfor også blevet. ”Du smed mig i vandet med tøj på.. Jeg er våd.. Det er ikke sommer.. Jeg er menneskelig. Lav selv regnestykket.” Dette her kunne umuligt komme bag på ham! Ned på hug sank hun, hvor hun med rystende hænder endte med at gribe om sin kjoles skørt. Her forsøgte hun at vride det værste vand ud af stoffet, så den ville være mindre tung, og ville have større sandsynlighed for at blive tør.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Medgørlig kunne Lucifer sagtens være, om det var noget som han ville, og denne gang ønskede han det faktisk. Han ønskede at snakke med hende, for selv han havde jo erfaret på den hårde måde, at hun jo faktisk ikke var så slem igen. Overfladen nåede han, hvor han trak vejret dybt, da han nåede denne.
Hovedet rystede han let, for at få det værste af vandet væk fra ansigtet. Han havde da heldigvis sine fordele i hans racer, så han netop kunne finde varme, selv når det var den mest isende vinter. Hans blik søgte hendes. "Jeg skal tidsnok finde nogen at klage til," pointerede han lettere henkastet, som han selv søgte efter hende, for at komme op på bredden. Denne gang satte han sig her. Det første som han dog måtte se, var hvor meget hun måtte fryse. Han rynkede let i panden og lod hovedet søge på sned. Hans egen kropstemperatur var allerede hævet betragteligt, så han selv var i stand til at finde varmen i alt dette. At hun derimod var utilfreds med dette, var dog ej noget, som han kunne gøre alverdens ved. Han rystede let på hovedet, inden han så ned af sig. "Jeg kan varme dig," sagde han endeligt. Okay, selvom han havde fyret den mest grove joke af, ved at tvinge hende i vandet, uden at hun havde været i stand til at gøre modstand, så var det mindste han kunne gøre, var da at tilbyde at varme hende. Ganske vidst krævede det, at hun satte sig tæt ved ham, hvilket han forvejen var temmelig sikker på, at hun ikke rigtigt var interesseret i. Han satte sig med hans skjorte liggende ved siden af sig. Bukserne beholdt han dog på. De mørke øjne hvilede på hende. Hvorfor være så vred på ham? Han havde jo bare gjort, hvad han havde fundet rigtigt og nødvendigt. Det kunne han ærlig talt ikke se det forkerte i!

[Jarniqa Dynithril]

Bidende koldt fandt Jarniqa det! Derfor kunne det ej heller være noget under, at hun ikke fandt det synderligt morsomt. Hun frøs jo, hvor hun intet kunne gøre ved det.. Stramt vred hun sin kjoles skørt, hvor vandet øjeblikkeligt begyndte at rinde ud fra det, som kjolen blot havde suget vandet til sig. Selv vidste hun, at det ej ville gøre meget, men et lille plaster på såret var det da. En glædesløs latter slap hun, som han tilbød at varme hende. På ingen måde kunne man derfor sige, at den lød som, da han havde trillet rundt på jorden. ”Det er lige lovligt lavt for selv dig at synke at smide en kvinde i vandet, blot så du kan holde om hende,” lød det afvisende fra hende. Troede han virkelig på, at hun ønskede ham tæt? Efter det nummer, som han lige havde udført på hende? Hendes fingre fortsatte med at vride kjolens stof. Ej valgte hun at se på ham, skønt han havde valgt at sætte sig lige ved siden af hende. Den glæde behøvede han nemlig ikke at få. ”Søg du bare videre i stedet… Vi er kvit nu,” sagde hun direkte. Hun ønskede ikke hans hjælp. Selvstændig var hun nemlig, og derudover ville hun da slet ikke have hjælp fra den mand, som havde gjort dette ved hende! Selvfed ville han også kun blive, hvis hun gav sig. Derudover behøvede han heller ikke at spille bekymret for hende, da hun vidste, at han var ligeglad. Hun havde jo ingen betydning for ham, hvor ingen anden sikkert heller ikke havde det. Hendes krop skælvede fortsat. Hun ville højst sandsynligt ligge syg efter dette.. Det var sikkert og vidst. Hun ville nemlig ikke være i stand til at nå hjem i tide, som der var langt, og som hun endnu ikke forstod sig nok på magien til at kunne transportere sig rundt omkring. Når hun kom hjem, vidste hun dog, at hun ville blive pylret om, som Damien ville gå ud af sit gode skind. Hvis han vidste, at det havde været en mand der havde gjort det ved hans pige, vidste hun ligeså også, at han ville flå Lucifer fra hinanden. Dog ønskede hun ikke at have en babysitter på den måde.