Just take a breath...

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde ganske vidst ikke haft den bagtanke, at han ville sidde og varme hende. Det eneste, som han egentlig havde reageret på, var at han nu havde været i stand til at få sin hævn. Han kunne jo ej fryse, som han ikke kunne svede.. han havde sine racer, som gjorde, at han nemt kunne regulere sin kropstemperatur. Han himlede med øjnene og rystede så på hovedet. "Hvis du virkelig ønsker at ligge syg, så fint med mig," sagde han kort for hovedet. Selvom han ikke rigtigt havde den store tro på, at det egentlig var noget, som hun ville, så var det jo så hendes tur til at give sig, for han gjorde det i hvert fald ikke, hvilket han heller ikke var bange for at erkende, når det nu endelig skulle være.
Varmen havde allerede grebet Lucifer, som han sad der på kanten af bredden og med blikket mod vandet i stedet for. Han havde moret sig. Gud hvor han dog havde moret sig, frem til han selv var endt med at ryge i vandet. Det derimod, havde ikke været sjovt, men han kunne da få varmen. Han havde ikke nogen intentioner om at søge nogen steder hen. "Jeg var her først... Desuden bliver du iskold og syg, hvis du ikke finder varmen.. Tag hjem," sagde han blot, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvorfor skulle han da søge nogen steder hen, bare fordi at hun bad ham om det? Desuden havde han i forvejen kun lystret en kvinde, og hun havde valgt at smide ham ud. Han havde endnu ikke noget tilhørsforhold til hverken hende eller landet her. Det var startet godt.. hvordan mon det ville ende? "Mit bud står ved, hvis du skifter mening," sagde han endeligt. Desuden... hvilken mand ønskede ikke at sidde med en smuk kvinde i sine arme?

[Jarniqa Dynithril]

”Hvordan kan det være et spørgsmål om jeg ønsker at ligge mig syg, når det var dig, som smed mig i?” spurgte Jarniqa direkte. Typisk fandt hun det dog, at det var således, at han valgte at se på tingene. Selvfølgelig kunne han nemlig kun mene, at det var hendes egen skyld. Fejlfri var han jo i sine egne øjne. Tænderne bed hun sammen. Hvor hun dog hadede ham.. Der var intet godt ved ham. Det, som hun havde troet var godt, havde han selv valgt at forpurre igen. Forbandede arrogante fjols! Koldt sendte hun ham et blik. ”Jeg har været her i flere år, så sig ikke, at du kom først. Desuden.. Stop dig selv i at spille bekymringsskuespillet, når jeg ved, at du er ligeglad,” bed hun af ham. Han var ligeglad, da det ikke var ham der var i risikoen for at blive syg. Selv kunne hun jo allerede se, hvordan vandet havde fordampet på hans bare overkrop. Fordømt! Ville det overhovedet hjælpe, hvis hun satte sig ind til ham? Ville han overhovedet kunne overføre varmen til hende, når det både var hendes krop og tøj der var vådt? Kunne han virkelig tørre det og hende? Var det også det værd, hvis han virkelig kunne? Var det værd at styrke hans ego til fordel for at blive syg? Det var det vel næppe ikke.. Han ville vel tænke det ene eller det andet om det? På den anden side var det heller ikke spor fristende, at gå våd hele vejen tilbage til Ityrial, hvor hun ville fryse hele vejen, hvorefter hun ville ligge syg den resterende uge efter. Irriteret slap hun sin kjoles skørt, så hun droppede det at vride vand ud af den. ”Hold kæft..,” endte hun med at vrisse ad ham, inden hun rent faktisk valgte at glide ned på enden ved siden af ham. Benene endte hun med at trække ind til sig, alt imens hun prøvende valgte at trykke sin krop ind mod hans. Gå ville hun dog, hvis han begyndte at hovere!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Vred synes Jarniqa at være, hvilket nu heller ikke rørte ham. De kunne virkelig sætte gang i det hele ved hinanden, hvilket da uden tvivl også var noget, som han kunne mærke så tydeligt på sig selv. Hans blik gled mod hende. At søge hele vejen tilbage til Ityrial på denne måde, ville da uden tvivl kun gøre hende syg, og det havde han jo heller ikke just været ude på, kunne man da sige. "Du gjorde mig våd.. jeg gjorde dig våd.. Sweet revenge, honey," pointerede han direkte. Det kunne godt være, at han var en hård mand at handskes med, men af den grund, så var han altså ikke ligeglad med alt der var omkring ham. Det havde jo faktisk aldrig været hans mening at gøre hende syg for eksempel.
At hun alligevel søgte tættere på ham, som hun rent faktisk overvejede hans tilbud, var en tanke som kun fik ham til at smile ganske tilfredst. "Vil du da påstå, at jeg er fuldstændig ligeglad?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme. At hun alligevel tillod sig at sætte sig op af ham, fik ham kun til at lægge armene om hende, mest for at give hende følelsen af varme. Han var i forvejen varm at sidde op af, og i og med, at han gav hende denne følelse af varme. Et sted nu som ilddæmon, kunne han også overføre den til hende, så hun kunne finde varmen, fremfor at sidde der og fryse, for det havde trods alt aldrig været hensigten med noget af dette. "Hjælper det?" spurgte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende, som hun sad der tæt ind mod hans favn. Han kunne faktisk tage tingene seriøst. Det havde jo trods alt aldrig været hans mening at skulle ende med at gøre hende syg eller noget lignende. Derfor.. var det vel bare på sin plads, at han faktisk rettede op på det, som han havde gjort ved hende?

[Jarniqa Dynithril]

Hævn? Selv følte Jarniqa ikke blot, at dette havde været en hævn. Selv følte hun nemlig, at han havde gået stadiet over. Hun havde nemlig ikke overdynget ham med vand udenfor og iklædt sin fulde beklædning. Det havde han derimod gjort, hvor hun nu ikke havde nogen veje at løbe. Skaden var nemlig sket lige meget hvad. Hun fnøs ad ham. ”Og jeg gjorde dig våd igen. Skal du nu gøre mig dobbeltvåd, eller hvordan leger vi denne leg?” spurgte hun sigende. Om hun var tilfreds? På ingen måde! Tilfreds var hun ej heller med, at hun måtte sætte sig ind til ham. At hun skulle søge hans hjælp. At han skulle røre hende. Ideen kunne hun dog godt se i det, da ideen her var bedre end ingenting. ”Vil du da påstå, at mit velbefindende betyder noget for dig?” spurgte hun ham i stedet, som hun vendte hans spørgsmål om. Dog ville hun påstå, at han var fuldkommen ligeglad med hende. Hvis han ikke var ligeglad, måtte det være fordi, at han kunne se en pointe i at have hende hængende. Hun tvivlede i hvert fald på, at han gjorde noget ud fra sit gode hjerte eller fordi, at han skulle kunne lide hende. Dybt mistænksomt endte hendes blik med at følge hans arme, som de lagde sig om hende. Varm var han, behagelig varm. Skælvende sad hun dog endnu, som hun endnu kunne føle den bidende kulde. Drivvåd var hun også, hvor det også både måtte være hendes kjole og hår der hang på hende. ”Måske,” svarede hun affejende. Om det hjalp, måtte hun jo tidsnok finde ud af. Hvis hun ej blev syg, havde det hjulpet. Hvis hun stadig blev syg, ville hun vrænge på næsen om ideen om al dette. Dog fandt hun også en hvis behagelighed i at sidde sådan her med ham. Den eneste der nogensinde havde holdt om hende før var Damien, og han talte ikke, da han var som en fader for hende. Dog slappede hun ikke af i hans favn, som hun sad stiv, men ej heller stolede hun på ham, hvor hun heller ikke ønskede at tillade sig selv at føle denne form for behag ved ham.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et let smil passerede Lucifers læber ved hendes ord. Han tog det virkelig ikke så tungt. Men okay, det var måske velfortjent denne gang. "Jeg er frisk," sagde han med et stille smil på læben. I sig selv, så tog han det faktis kikke så tungt igen, hvis han selv skulle sige det. Alt taget i betragtning, så var det faktisk ikke så slemt at sidde her med hende, selvom hun var vred på ham. Virkelig vred faktisk.
Armene lod Lucifer roligt glide om hende, mest for at sikre sig, at hun fik så meget af varmen, som det var ham overhovedet muligt at give hende, uden at skulle koge hende samtidig. "Tror du, at jeg ville spørge uden en grund?" spurgte han sigende. Det havde jo aldrig været hans mening at gøre hende sur eller vred.. syg ikke mindst. Han håbede jo selvfølgelig, at han kunne tage det, før det endte med at blive alt for slemt i hvert fald. Hans mørke og intense øjne, gled mod hendes som hun selv blev siddende ved ham. Så langt, så godt kunne man da sige. Han strøg hende let over siden i et forsøg på at gnubbe varme i hende, for det ville han gerne. Han ville rent faktisk gerne være med til at sikre sig, at hun havde det godt, så var det vel ikke så underligt? Han var jo ikke en skidt fyr, han var bare.. grov og højrøvet i det, fordi at ingen havde formået at pille ham ned. Før nu om ikke andet. Han nikkede blot. Det var tydeligt, at hun i forvejen ikke var meget for at snakke med ham. Fred være med det, det måtte hun jo selv om. Hans blik søgte mod vandet lige ved dem. "Sig til hvis det bliver for varmt," sagde han endeligt. Han skruede yderligere op for temperaturen i hans krop.. kun for at skænke den til hende. Det var ikke meningen at hun skulle sidde der og fryse.

[Jarniqa Dynithril]

Mere vandpjaskeri ønskede Jarniqa bestemt ikke! Hvis det nogensinde skulle komme på tale igen, ville det foregå til sommer, når solen stod højt på himlen og når luften var hed. Dog tvivlede hun på, at deres bekendtskab ville fortsætte så længe. De var nemlig bedre til at toppes med hinanden, end de var til at få det hele til at fungere. Af den årsag kunne man dog også stille spørgsmålstegn ved, hvorfor de havde talt så længe. ”Vent nu lige og se, hvor længe det her bekendtskab kommer til at vare,” svarede hun afvisende, som hun umiddelbart planlagde, at hun var den der var over alle vinde, så snart hun var tør. Det kunne vel også kun være, hvad han ønskede? Derfor irriterede det hende også, at han begyndte at spille den gode fyr over for hende. Han var nemlig ikke betænksomt, og han kunne ikke lide hende, så hvorfor lege det? ”Jeg tror, at du spørg fordi, at du har en bagtanke,” sagde hun sandfærdigt. Tidligere havde hun hældt imod, at han muligvis ikke var så slem igen. Nu hældte hun igen til den anden side, som hun igen tænkte, at han var et arrogant fjols. Grunden til, at han varmede hende nu var vel bare, at han ikke agtede at skade sig selv, når hun nu var i den position, som hun var? Igen fulgte hendes øjne hans arme med blikket, som de strøg op og ned ad hendes sider. Svært havde hun det med det, da hun ej var vant til den berøring, men samtidig skændte hun også på sig selv over, at hun fandt en hvis behag ved det. Kunne det overhovedet fungere sådan. ”..Bare lad vær’ med at skrue mere op for varmen,” endte hun stille med at sige, som temperaturen var behagelig sådan her. Det føltes på sin vis som at have et tæppe over sig bortset fra, at det var en levende person der holdt om en. Underligt forekom det hende helt, at det kunne være sådan her, men dæmoner havde heller aldrig været hendes omgangskreds. Det havde ingen været.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer kunne sagtens være en ordentlig fyr, hvis han bare fik muligheden for det. Denne gang var det nok snarere ham, der faktisk forsøgte at gøre tingene godt igen ved at sidde der med hende. Hun ville ikke være våd igen.. Han var nu sikker på, at de nok skulle få deres sjov ud af det på et tidspunkt. "Bare vent.. Om et år eller to, så kan vi grine af det her," sagde han sandfærdigt. Han selv så ikke nogen grund til at skulle tage det tungere, end hvad det egentlig måtte være, for var der overhovedet nogen grund til det? Ikke i hans øjne i hvert fald. Let rystede han på hovedet igen, hvor han egentlig bare forsøgte at sidde der og holde om hende.. Sikre sig, at hun fandt varmen igen, og hendes tøj kunne blive mere tør, så hun da i det mindste kunne holde ud, at være til.
"Det er jo lige før jeg er skuffet.. Tror du virkelig, at alt jeg gør, er med en bagtanke?" spurgte han med en ganske sigende mine, som han endnu en gang måtte vende blikket mod hendes skikkelse. Han gnubbede forsigtigt mod hendes sider, for at få varmen i hende. Det var egentlig ikke fordi at han gjorde alt det her, for at være ond og grotesk. "Det sårer mig dybt i mit hjerte," sagde han med en tydeligt morende stemme. Smilet forblev på hans læber. Han stoppede dog selv med at hæve temperaturen, da hun selv synes at det var fint nu. Han nikkede, kun for at trykke hende en kende mere ind mod sig, så hun for alvor var i stand til at mærke varmen. Det var jo slet ikke meningen at hun skulle fryse, eller ende med at blive syg. Det havde jo aldrig været hans intention ved alt dette.

[Jarniqa Dynithril]

Brynene hævede Jarniqa, som han talte som om, at han planlagde, at der ville ske flere af disse møder mellem dem. Og ikke nok med, at de skulle ses igen, snakkede han også som om, at de ville glæde sig over det. Havde han spist søm? Selv kunne hun i hvert fald ikke hitte ud af ham. Selv vidste hun ej heller, om hun ønskede at blive i stand til det. ”Hvad får dig til at sige det?” endte hun med at spørge, som hun havde opgivet det at gætte. I det ene øjeblik snakkede de fint.. I det næste prikkede de spydigt til hinanden.. I det tredje øjeblik var de tilpas igen.. I det fjerde øjeblik angreb de hinanden. Selv vidste hun ikke, hvad hun skulle mene om det, som hun følte det hele. Forvirrende var det også, som hun ikke havde prøvet noget i den dur før. Var han sådan med alle? Hun slap et fnys. ”Kan der være andet end en bagtanke med dig?” spurgte hun direkte. Selv tænkte hun i hvert fald, at det var umuligt. Han var nemlig ingen hjertekær mand, som han var egoistisk og gjorde alt for egen vindings skyld. Dog følte hun selv, at denne her var svær at redde, da det ikke var en hjælp så længe, at han selv havde skabt problemet. Kort skævede hun i hans retning. Sårede ham? Selv tvivlede hun på det, som han kun kendte til sin egen fornøjelse og vrede. Dog hørte hun morskaben i hans stemme, hvilket gjorde, at hun ikke behøvede at tænke yderligere over det. ”Gå over i hjørnet og græd så,” endte hun med at sige.. dog i en rolig tone. Prøvende lod hun sit hoved søge en anelse på sned, inden hun forsigtigt måtte lægge sit hoved ind til hans krop. Afslappet var hun dog stadig ikke, som hendes krop endnu var spændt, hvor hendes sanser også var på det højeste. Både fordi, at hun ikke ønskede, at han tog fusen på hende igen, og fordi, at det var ukendt område for hende at sidde således med en mand.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Spydig, flabet og kæk, kunne Lucifer sagtens være, som han kunne gøre tingene udelukkende for sin egen egoisme, men denne gang.. var der lidt noget andet i det, og det var også det, som fik ham til at reagere på den måde, som han nu gjorde. Hans blik søgte hendes skikkelse igen. Hun blev da siddende. Så langt, så godt ville han da alligevel mene. Han vidste, at de kunne grine af det her engang, når de måske blev ældre.. om rigtig mange år, men det kunne da godt være! "Hvorfor ikke?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme. Selvom hun måske endnu var meget mistroisk på ham, virkede hun da ikke direkte vred, som hun havde gjort hidtil, og det var egentlig noget, som kun passede ham ganske fint.
Lucifer var faktisk forsigtig. Han var ikke altid en grov mand. Han var jo faktisk også opdraget med at kvinderne skulle passes på, og siden denne kvinde, ikke var typen, som var bange for at sige ham imod, måtte han jo alligevel tage tingene, som de nu måtte komme alligevel. Han trak vejret dybt, som hun lagde hovedet ind mod ham. Dette alene fik selv hans hjerte til at hamre let mod hans eget bryst. Nej.. Han kunne da slet ikke tillade sig, at tænke i de baner! "Jeg tror faktisk du meget hurtigt ville blive overrasket," lød det roligt fra ham, som han igen så mod hende. Han var nødt til at slå koldt vand i blodet, men hun gjorde det for pokker heller ikke nemt for ham når hun sad der! Han smilede let for sig selv. "Vil du da gerne have, at jeg skal slippe dig?" spurgte han med et tydeligt morende smil på læben. Okay, det her var virkelig ikke så slemt som først antaget.

[Jarniqa Dynithril]

Hvorfor ikke? Mente han seriøst det spørgsmål? Burde hun virkelig argumentere for, hvorfor de højst sandsandsynligt ikke ville sidde sammen og grine over dette i fremtiden? Sandsynligheden for, at de overhovedet ville ses igen var direkte minimale. Hvorfor de skulle ses, vidste hun end ikke. Deres bekendtskab til hinanden var nemlig ikke just det optimale. Ikke fordi, at han i øjeblikket var laverestående end hende, men derimod fordi, at bølgerne gik så højt mellem dem. ”Hvorfor skulle vi? Hvorfor skulle vi grine over dette? Hvorfor skulle vi ses i fremtiden?” spurgte hun igen, som de besvarede hinandens spørgsmål med nye spørgsmål. Hovedet holdt hun forsigtigt ved hans krop, så hun kunne mærke varmen fra ham flere steder. Det var trods alt den, som hun havde brug for. Dog var hun alligevel til hver en tid klar til at trække sig bort, hvis det ej skulle være ønsket, eller hvis han igen tog fusen på hende. ”Hvorfor skulle jeg blive overrasket? Der er intet at blive overrasket over.. Du gør alt for egen vindings skyld,” sagde hun direkte, som det var, hvad hun var overbevist om. Det var trods alt heller ikke andre sider af sig selv, som han havde vist hende. Derfor tænkte hun fast, at han udelukket gjorde dette for at redde sit eget skind. Accepterede det gjorde hun dog også, som hun accepterede, at han var arrogant. Det var vel også, hvad han ønskede af hende? Han ønskede jo ikke hendes støtte og hjælp. Det havde han i hvert fald gjort klart for hende flere gange. Svagt trak hun på skulderen, skønt det var svært, som hun sad ind til ham og med hans arme omkring sig. ”Vil du da gerne slippe mig?” spurgte hun i stedet, uden at hun rørte på sig. For nu søgte hun om end ikke ud af hans favn. Selv overvejede hun dog, om hun burde gøre det, da det vel ikke var meningen, at hun skulle føle behag ved dette.. Hun skulle vel bare tænke, at hans arbejde var at varme hende til hun var tør og kunne komme videre? Hun skulle ikke tænke, at det også var rart.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer lod hovedet søge let på sned. Hvorfor være så højt på strå? Konstatere det overfor ham, som var han den eneste, der var det, hvor hun var lige sådan, som han kunne se. Han trak kort på smilebåndet. "Fordi at vores veje tilsyneladende har en tendens til at krydses, snuske.. Hvem siger, at det her bliver sidste gang, vi kommer til at se hinanden?" fortsatte han roligt. Selv nu hvor han havde fundet varmen, og hans eget tøj tildels var blevet godt tørt, følte han allerede, at han kunne sidde og grine af det.
Hans hænder fortsatte med at gnubbe varme i hende, som han sad der med hende i sine arme. Selvom hun endnu var temmelig stiv, virkede hun da alligevel ganske komfortabel med at sidde hvor hun måtte sidde, og dette var noget som rent faktisk passede ham selv mere end fint, hvis han selv skulle sige det. Han ville faktisk ikke have, at hun skulle ende med at blive syg. Overhovedet ikke. "Og du vil påstå at du gør det modsatte? At alt som du gør, udelukkende er for alle andres skyld, end din egen?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Dette var dog ej noget, som han kunne sige sig, at være særlig overbevist omkring. Alle var egoistiske, og særligt når de havde mistet eller vundet så meget i deres liv, som de nu havde. Sjovt var det jo bare, at hendes gamle liv, var blevet hans nye, som omvendt. Han fandt det direkte deprimerende af en udvikling. Hans blik hvilede på hendes og med hovedet en kende på sned. Smilet forblev dog tydeligt hvilende på hans læber. Han tog faktisk ikke dette så frygtelig tungt igen. "Du ved... hvis jeg giver slip... så kommer du til at fryse igen.. Desuden.. Hvad vil du gøre, hvis jeg sagde nej?" spurgte han lettere henkastet. Faktisk var han slet ikke interesseret i at skulle slippe hende. Han sad godt med hende. Det føles godt at sidde der sammen med hende.

[Jarniqa Dynithril]

”Det er måske ikke sidste gang, at vi ses, men det er ikke ens betydning med, at vi skal have flere samtaler med hinanden,” endte Jarniqa med at sige, som hun endnu måtte agere afvisende overfor hans person, efter at han havde valgt at tage kontrollen over hendes krop, og havde smidt hende i søen. Sandt var det, at det var utroligt, som deres veje indtil nu havde ramlet ind i hinanden. Dog behøvede det ikke at betyde, at de skulle udveksle flere ord med hinanden. Hvorfor hun overhovedet havde henvendt sig til ham i dag, forstod hun end ikke. Hun burde have ladt være. Hun burde ligeså lade være i fremtiden. At der var en del af hende der ønskede at tale med ham, burde hun derfor også blot undertrykke. Var det mon det der mentes med, at man blev tiltrukket af alt det, som var dårligt for en? Hun vidste det ikke.. Lucifer kunne dog næppe være godt for en. ”Lad vær med at sammenligne din egoisme med andres, når din er i en liga for sig selv,” sagde hun stilfærdigt. Selv kunne hun ikke benægte, at hun ligeså også kunne være egoistisk. Meget endda. Dog ønskede hun bestemt ikke at blive sammenlignet med ham! Hun var slet ikke som ham! Ej heller kunne hun sige, at hun før havde mødt en som ham. Han var i sandhed for sig selv. Hendes blik søgte søen. Sådan som de sad, kunne vel næsten fremstå som et romantisk billede? Foran søen med hende puttende sig ind til ham, og med hans beskyttende arme omkring sig. Sandheden var dog, at det ikke var et romantisk billede. Den eneste grund til at de sad her var nemlig, at han havde skullet fyre et hævntogt af på hende. Intet andet. Uden det havde dette ikke sket. Det tænkte hun i hvert fald. ”Hvis du siger nej, siger jeg, at det er ærgerligt for dig, da det ikke vil komme til at ske igen,” sagde hun kort for hovedet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifers blik gled mod hendes skikkelse. Dette var uden tvivl en tanke, som han fandt direkte morende, og ej var det noget som han lagde skjul på. Alt taget i betragtning så var det her faktisk hyggeligt, og ikke så slemt, som han havde troet, at det ville være i starten. "Vi har haft to møder nu snuske, og begge gange, er vi kommet temmelig nær, ikke sandt? Jeg tror ikke på, at det ikke skulle komme til at ske igen." endte han med en ganske sandfærdig stemme. Ej var det fordi at han ønskede at gøre det til nogen diskussion, men nu hvor hun prikkede sådan til ham, så kunne han heller ikke ligefrem lade være. Han lod hovedet søge let på sned. Uanset hvor forfærdelig han var, så sad hun der jo stadig.. Og hun rystede heller ikke så meget, som hun havde gjort før, så det måtte vel efterhånden også hjælpe en smule på det?
Let måtte Lucifer ryste på hovedet. Han var egoistisk. Det havde han alle dage været, men det var jo for pokker heller ikke fordi at han bare kunne komme fra det, som han nu ville. Han selv tog konsekvenserne af hans valg.. og hun skulle da ikke komme her og tro, at hun var anderledes end ham, for det var hun da godt nok heller ikke! "Alle handler på deres egen egoisme, Jarniqa," sagde han kort for hovedet. Hvem hun egentlig var, foruden prinsesse af landet, vidste han jo stadig ikke. I princippet kunne han jo bare selv slippe hende og bare lade hende blive syg og alt muligt, selvom det på ingen måder var noget som han var interesseret i. Det var bare behageligt at sidde der, så han var jo ikke engang fristet til at give slip på hende. Han rystede på hovedet igen. Det lignede ham slet ikke at tænke sådan! "Hvad da? At smide dig i vandet, eller at sidde sådan her med dig.. Indrøm det. Du kan jo godt lide det," sagde han denne gang med en næsten lokkende stemme mod hendes øre.

[Jarniqa Dynithril]

Tænderne bed Jarniqa sammen. Slesk lød han helt, når han kaldte hende for snuske. Dog tænkte hun også, at det var en titel som tilfaldt mange kvinder ifølge ham. Han havde nemlig fra start af været hurtig til at give hende det tilnavn. Slesk måtte han også lyde, som han talte om, at de hver gang var kommet hinanden nært. Ej kunne benægte dette, og ej heller ønskede hun at opildne til dette.. eller gjorde hun? Tanken rystede hun øjeblikkeligt bort! Hun kunne lide intet af dette, basta! ”I så fald må du drømme forgæves videre. Dette her bliver den sidste gang, at vi taler sammen, og at du får lov til at lægge hånd på mig,” svarede hun affejende, som hun ikke ønskede at hoppe med på hans bølge. Skidt ville det også være, da det blot ville ende med, at han stod med overhånden, og det ønskede hun bestemt ikke! ”Og dog er der ingen der handler på det som du,” fastholdt hun stædigt, som hun endnu mente, at han var det mere egoistisk end alle andre. Det var han også. Det var bare at høre ham tale, når han endelig lukkede op. Hvis blot han puttede al den falske bekymring og behag bort, ville man kunne se det. Den bløde underlæbe endte hun med at bide let ned i, som det pludseligt måtte kilde i hendes mave, alt imens hendes nakkehår rejste sig. Hvad foregik der? Hurtigere måtte hendes hjerte slå, som det syntes at være en multieffekt. Hans flotte og stærke krop, der holdt hendes og strøg hendes krop. Hans varme ånde der indlemmede hendes øre, som han hviskede hende i øret. Hun kunne godt lide det? Hun kunne godt lide det.. Nej! Øjeblikkeligt måtte hun forsøge at tvinge tankerne og følelserne bort, som hun nægtede! Det måtte være, hvad han hele tiden havde ønsket? Dette resulterede også i, at hun øjeblikkeligt løftede sit hoved fra hans krop. Omdirigerede sin egen front imod hans, inden hun gav ham et skub, som hun forsøgte at få ham til at slippe og glide ned i græsset i stedet. ”Ingen af delene!” endte hun fast med at sige. ”Intet af det vil ske igen!”

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Let himlede Lucifer med øjnene. Han tog det ærlig talt ikke så tungt. Sød var hun næsten, når hun forsøgte at være sur, men sandheden var jo, at han denne gang intet havde gjort hende. Ikke andet end hvad hun havde valgt at gøre ved ham efterfølgende. "Og hvem er det nu, som er egoistisk?" spurgte han ganske sigende. Et temperament havde hun da uden tvivl, selvom det nu ej var noget som gjorde ham noget. Han kunne lide det. Endelig en kvinde, som rent faktisk formåede at stå op for sig selv. Han blev dog bare siddende. Lige nu ønskede han jo bare at give hende den varme, som han havde taget fra hende, ved at lade hende vandre ned i søen, uden at hun havde været i stand til at stoppe det. Han kunne nu stadig more sig ved tanken om det paniske ansigt, inden hun var røget under.
Igen ændrede det hele sig. Selv kunne han jo mærke på hende, at hun kunne lide at sidde der, og derfor skulle hun da heller ikke have lov til at benægte det! Slet ikke! Han nåede dog knapt at reagere, før hun havde trukket sig og skubbet ham ned mod den kolde jord. Hånden satte han i jorden bag sig, og med blikket som gled direkte mod hende igen. Han kneb øjnene let sammen. "Du benægter det, som er så tydeligt," endte han kort for hovedet. Var det nogen skam at nyde at sidde med en anden? Eller skulle hun virkelig lege så fisefin, at det gjorde klart for dem begge, at de var for forskellige? Selv på trods af hvor mange ting, de egentlig måtte dele, og have til fælles? Han satte sig op igen og med blikket fæstet på hendes skikkelse. "Du er så sød når du forsøger at være sur.. En skam, der ikke er nogen vagter omkring, hmm?" Han hævede sigende det ene bryn. Snak om at ødelægge det hele!