I'll take you home..

[Liya Daimond Diamaqima]

Lige i dette korte øjeblik, var alting perfekt. Liya havde nærmest glemt at Yuuki overhovedet eksisterede, for det lod til at hun var den eneste i hans verden lige nu. roligt lod hun ham lægge sig ned ved siden af hende. De lå kun halvvejst oppe i sengen, fordi det hele var sket lidt spontant, ikke at det havde gjort det mindre fantastisk. For første gang i lang tid kunne hun tænke igen og trække vejret uden at det føltes som om en kniv skar hende i brystet for hvert åndedrag.
Først lettede det hende at høre ham sige at han ikke ville gå. Hun lagde sig ind til ham, med hovedet hvilende mod hans skulder, og lod hånden vandre hen over hans bryst hvor hun kunne mærke hans hjerte slå mod hendes fingerspidser, det beroligede hende. Vreden var væk, der var ingen rester tilbage og det var faktisk en rar fornemmelse. Hun lukkede øjnene og indåndede hans søde duft, frem til den grumme sandhed gik op for hende. Han havde ikke ment at han ikke ville forlade hende, bare at han ikke ville forlade hende nu. Hun så op med et opmærksomt blik, og trak hånden til sig som havde han brændt hende. Det ændrede ingenting. Han ville stadig gå tilbage til Yuuki? Hun satte sig op og lagde armene omkring sig selv, skjulte sin barn, fordi hun pludselig følte sig lidt beskidt.. udnyttet på en eller anden måde.
"Hvis du ikke går nu, så går jeg," sagde hun lidt fjernt, men mente det. denne gang ville hun ikke lade sig distrahere af savnet, hun var langt mere rolig og fattet nu hvor hun ikke længere havde så forbandet ondt.

[Nathaniel Diamaqima]

For nu kunne de begge to godt glemme Yuuki lidt. Det var her Nathaniel ønskede at være. Om ikke andet, så for nu. Han havde stillet hendes lyst og hendes sult, og han selv var blevet tilfredsstillet, som man nok ikke havde regnet med at han ville blive. Han smilede let for sig selv, inden han roligt gled ned at ligge ved siden af hende. Han ville være her med hende lige nu. Det var det, som egentlig havde betydning for ham, og ikke alt mulig andet, og det var lidt det, som han ønskede at understrege for hende.
Igen ændrede stemningen sig. Kom hun nu til at tænke på Yuuki igen? Et tungt suk måtte alligevel bryde hans læber, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Han havde en kæreste og en lille datter at tænke på, og dette var ikke noget, som han bare kunne vende ryggen til, uanset hvor meget det ville være praktisk til tider. Han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Han var jo for pokker ikke fristet til at gå, og han ville jo tilbringe den tid med hende. Desuden havde Liya mere brug for ham lige nu, end hvad Yuuki havde derhjemme, så meget vidste han da.
"Jeg synes nu vi begge skal blive liggende her sammen," sagde han roligt. Måske han valgte at overfuse hende.. Men det var det her, som han havde brug for lige nu, så det var bestemt heller ikke noget, som kunne sige så lidt igen i den anden ende. Det var rent faktisk noget der gjorde ham.. trist og ked af det, og særligt fordi, at han da tydeligt kunne se, at det igen måtte være hans skyld, hvilket ikke ligefrem gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han hævede hånden og strøg den mod hendes kind i stedet for. Han var her jo nu. Det måtte da betyde bare lidt?

[Liya Daimond Diamaqima]

Smerten var borte og Liya kunne igen trække vejret frit. Desværre var tankerne om Yuuki ikke forsvundet i mængden, blot blevet undertrykt, til han igen havde mindet hende om faktum. Han havde valgt Yuuki over hende, valgt hans nye familie over deres, og alligevel tillod han sig at udnytte hende på den måde.
Liya satte sig op og lagde armene omkring hendes skuldre så hendes barm ikke var blottet. For bare et øjeblik siden havde hun været lettet og lykkelig, men nu følte hun sig bare lidt.. beskidt og naiv, hun følte sig udnyttet af den eneste mand hun aldrig havde regnet med skulle ende med at udnytte hende.
"Med hvilket formål?" spurgte hun igen og mærkede hvordan knuden i maven voksede lidt. "Det ændre ikke dit valg. Jeg forstår ikke hvad det er du vil. Skal vi bare lægge os til, nyde en aften og gå hver til sit i morgen og ikke ses igen? eller ønsker du at der her skal fortsætte bag om Yuuki?" spurgte hun uden at se på ham.
Det var ikke til at finde ud af1 Han ønskede hende af hjerte, sagde han, men han havde forpligtelser der gjorde at han ikke kunne forlade hende, og selvom det gjorde ondt så forstod Liya det godt, men hvorfor så gøre det svært og urimeligt ved at tilbringe en aften sammen? Hvorfor skulle han hele tiden få hende til at føle sig så ked af det og samtidig så glad? "Du har gjort dit valg tydeligt. Jeg ser ingen grund til at trække pinen ud." hun rejste sig i en elegant bevægelse uden at slippe taget om sig selv, bare for i stedet at gå lidt rastløs rundt.

[Nathaniel Diamaqima]

Sandheden var vel, at Nathaniel slet ikke ønskede at forlade Liya, selvom han have Yuuki, og sin lille pige, der ligeledes også havde brug for ham derhjemme. Det var ikke nemt for ham at stå her som han gjorde lige nu, men han måtte jo forsøge, efter bedste formåen, selvom det virkelig ikke var nemt for ham. Overhovedet ikke faktisk. At hun var ked af det, og det ikke gjorde det bedre, forundrede ham nu heller ikke. Han hadede bare sig selv mere end hvad han kunne beskrive, når han så hende på den måde, og så vide, at det var hans skyld. Han vendte blikket ned.. Næsten som hun havde slået ham i jorden, blot alene ved ord og blik.
"Jeg gør ikke dette, for at gøre dig ked af det, Liya," begyndte han med en kontrolleret stemme. Selv dette, var noget som berørte ham. Han kunne ikke fortsætte med at lade det prælle af på ham, selvom han ville ønske, at han kunne. Han var menneskelig.. selv præget af tanker og følelser, og det kunne uden tvivl mærkes nu. Hans blik søgte hendes igen, som hun rejste sig op, og forsøgte at dække sig til. "Jeg har brug for dig, Liya... Jeg har brug for at du fortæller mig hvad du ønsker, i stedet for, hvad der er fornuftigt.. Lad dig ej styre af fornuften her.. men hvad du lyster.." Med disse ord, endte han selv med at rejse sig. Han ønskede ikke at tage nogen steder hen, som han derimod ønskede at tilbringe den tid med hende. "Kom.." opfordrede han igen, som han opfordrede hende, til at komme tættere på ham. Det andet her, var slet ikke noget, som han ønskede sig.

[Liya Daimond Diamaqima]

Naturligvis havde hun respekt for enhver mand der levede op til sine forpligtelser, bare ikke når hun følte at den samme mand havde forpligtelser overfor hende og det forhold de engang havde haft, den familie de havde stiftet sammen. Hun strøg sine overarme og gik lidt rastløst rundt i værelset. Det knuste hende at han valgte hende fra selv nu hvor de jo faktisk havde mulighed for at være sammen. "Men du gør mig ked af det," sagde hun og stoppede op med et forvirret blik.
Hvis noget kunne tage alt den smerte, så ville hun blive verdens mest lykkelige kvinde! Frustreret lod hun en hånd glide gennem sit hår og sukkede tungt. Hans ord fik hende til at stoppe op med blikket hvilende på hans skikkelse men stadig hænderne foran sin krop så han ikke kunne se hende.. eller det meste af hende i hvert fald. "Har jeg ikke gjort det tydeligt? Jeg ønsker at være sammen med dig, jeg ønsker inderligt bare at lægge mig ved dig lige nu, men hvis jeg gør det, vil det gøre hundrede gange mere ondt når du rejser dig og går igen," hun slog ud med armene og så væk. Hvordan kunne det være så nemt for ham, bare at ligge sådan her den ene aften, og den næste søge hjem til den kvinde han lige var gået bag om ryggen på?
Lidt tøvende trådte hun tættere på ham og sukkede tungsindigt. "Jeg vil ikke være vred på dig.. jeg vil ikke være ked af det, men det knuser mig at vide at du før eller siden vil drage videre," indrømmede hun og så ned på hans bryst hvor man kunne ane hvordan hjertet bankede hårdt mod hans bryst. Det var stadig fristende at røre ham, bare for at få Yuuki af ham, desværre var det bare ikke til.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det direkte ked af det, med at skulle gøre hende ked af det. Det havde aldrig været hans mening, som det jo aldrig havde været hans intention med noget som helst. Her forsøgte han jo bare at gøre, hvad der var rigtigt at gøre.. for Yuuki i hvert fald, og særligt fordi at han havde en forpligtelse overfor den lille pige. Dette ændrede dog bestemt ikke på, at han ligeledes ønskede at være der for Liya, som han jo vidste, ikke kunne undvære ham. "Og jeg hader, at jeg gør dig ked af det." sagde han med en direkte stemme. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, og særligt ikke, når det hele foregik på denne her måde.
Hans blik vendtes i retningen af hende igen, da hun søgte i retningen af ham. Han havde brug for hende, og det gav hun ham ikke muligheden for, når hun så hårdtnakket påstod at hun godt kunne undvære ham. Selvom han vidste, at dette ikke var helt sandt, så gjorde ordene jo stadig ondt af den grund. "Jeg ved godt, at den er svær for dig, men det er ligeledes også svært for mig det her. Jeg ønsker ikke at gøre dig ked af det.. og jeg hader at skulle tage dertil, men jeg har en forpligtelse rundet min datter," sagde han med en rolig stemme. Han hævede hånden og roligt strøg over hendes kind. Han havde brug for hende. Han havde virkelig brug for at have hende som en del af sit liv, så det var vel ikke underligt, at han handlede og reagerede som han gjorde? Skulle han gå? Bare for at give det hele ro? Det var virkelig ikke det, som han var fristet til! Overhovedet ikke faktisk! "Forstå mig ret.. Jeg ønsker ikke at gå nogen steder," endte han med en dæmpet stemme. Han var ked af det.. Så langt ved siden af den mand, som han plejede at være.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var svært at forholde sig til hvad han ønskede sig af fremtiden, for han lod ikke til at ville undvære nogen af dem, men han kunne ikke få i både pose og sæk. Liya følte sig forvirret og ked af det og det stod ret tydeligt i hendes blik, hende som havde brug for klare retningslinjer. "Så hvorfor blive ved? Én ting er at du vælger Yuuki, men hvorfor så pine med ved at blive?" spurgte hun direkte. Det var værre end nogen anden tortur hun nogensinde var blevet udsat for, at have ham på lånt tid igen.
Når alt kom til alt, så ville Liya slet ikke være i stand til at leve uden ham, og det vidste hun jo godt. Årene havde gjort hende afhængig hvilket hun ellers havde lovet sig selv aldrig at blive, med god grund. Hendes mørke øjne så direkte ind i hans, de var blanke og uden liv som de ellers havde været for et øjeblik siden. "Jeg forstår det. Det jeg ikke er forstår er hvilken rolle du ønsker jeg skal have i dit liv," svarede hun og tog en dyb indånding, kun for at slippe den i et opgivende suk, der igen fik hende til at se væk. "Jeg kan ikke.. bare lægge mig ned ved dig og for et øjeblik bilde mig selv ind at alt bliver fint, når jeg ved at du i morgen tager hjem for at ligge ved siden af en anden kvinde. Det kan jeg bare ikke," hun rystede på hovedet og vendte sig så hun i stedet stod med ryggen til ham. Det var et forsøg på at skærme sig selv, undslippe hans blik, og hans krop der konstant fristede hende til at lægge armene om ham.
"Men det er du nødt til.. siger du selv," tilføjede hun med en lav mumlem. Ikke at hun overhovedet forstod hvordan det hang sammen!

[Nathaniel Diamaqima]

Hvis der var nogen, der kunne appellere til Nathaniels samvittighed, så var det da uden tvivl Liya. Han hadede sig selv for det, men dette var nu og da, blevet en direkte nødvendighed. Han bed tænderne let sammen. Han vidste at Liya forsøgte at være fornuftig, men det gjorde det ikke meget nemmere for ham, når det var denne måde, at det hele forløb sig på. "Jeg hader at gøre dig ked af det," sagde han igen. Han mente det. Der var virkelig ikke noget mere forfærdeligt i det, end at skulle gøre hende ked af det. Han hadede det virkelig!
Nathaniel kunne ikke selv finde ud af det hele. Han kunne ikke finde ud af, hvordan han havde det med tingene, samt hvad han skulle gøre, kontra hvad han burde gøre. Hjertet lå ved Liya, men fornuften ved Yuuki. Han havde igennem så mange år, forsøgt at komme over tabet, og det havde virkelig taget ham ekstremt mange år. For nu... var han lost.. Mildest talt lost. "Jeg forsøger selv at finde ud af det hele. Det er svært for mig. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville stå ansigt til ansigt med dig igen, før jeg selv skulle passere fra dette liv og over i det næste.. Jeg ved at du har brug for mig.. og jeg har brug for dig.. Lad os nu finde ud af det hele." endte han sandfærdigt. At hun stillede sig med ryggen til, vidste han ikke helt, om han skulle tolke som en afvisning, eller om det var for at beskytte og passe på hende selv. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang, inden han stillede sig bag hende. Hans hænder gled mod hendes varme overarme, blot for at trykke let omkring dem. "Jeg har brug for dig," hviskede han mod hendes øre.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det gav inden mening at han hadede at gøre hende ked af det men gjorde det alligevel, men så igen - det gav heller ikke mening at han ville have både Yuuki og hende. Forvirringen stod tydeligt i hendes mørke øjne, der flakkede lidt frem og tilbage og havde svært ved at finde fokus. Til sidst så hun bare ned på sine fødder og mærkede et koldt gys gennem kroppen. "Jeg sagde jo at du ville ødelægge mig," hviskede hun og bed sig i sin underlæbe. Hun måtte tale med Kimeya, måske han vidste hvordan pokker hun kunne komme af med den smerte hun følte i sit indre.
"Hvad er der at finde ud af? Det eneste jeg kan tilbyde dig er.. mig. Du kan ikke få os begge to Nathaniel og som det lyder på mig, så har du allerede taget dit valg. Du skal ikke tilfredsstille mig, jeg ønsker i større grad din ærlighed og respekt som minimum," sagde hun stadig med ryggen til ham. Hendes arme gled slapt ned langs siden, til hun mærkede hans varme ru hænder gribe om hende. Det var et betryggende kærtegn, men det hjalp dem jo ingen vegne. "Det er håbløst, jeg kan intet give, intet tilbyde så lang tid du ønsker at være omkring hende," påpegede småligt. Naturligcis forstod hun godt hvorfor han tog det valg, men hvad så med dem? Hvad med den familie de havde opbygget sammen, og deres lange historie? Hvad med hende? Skulle hun bare finde sig i tanken om at han lå med en anden kvinde og havde en anden familie? Det ville hun ikke under nogen omstændigheder!

[Nathaniel Diamaqima]

Det var ikke ofte, at Nathaniel var den der stod igen, og var fuldkommen tavs. Denne gang var det så derimod hans tur. Han blev stående og så ind mod hendes ryg, og med tydeligt sammenbidte tænder. Han hadede, at det var på denne her måde, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det. Han havde en datter, som han skulle tage hensyn til. Yuuki derimod.. det var lidt en anden sag. Han sukkede indædt. Han var endnu ved siden af sig selv. Han var slet ikke klar til disse konfrontationer endnu. "Jeg har ikke ødelagt dig," fastholdt han med en rolig stemme. Det havde i hvert fald aldrig nogensinde været hans mening med noget som helst i hvert fald.
Hænderne lod han glide over hendes overarme. Nu hvor hun ikke rigtigt afviste ham, ved at trække sig, følte han igen, at han kunne tillade sig at gøre dette. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Det var Amaya der gjorde det her svært for ham. Virkelig svært faktisk, for han havde en forpligtelse ved Yuuki, og siden han havde fejlet så mange gange ved sine egne børn, var han fast besluttet på, at dette ikke var noget, som ville komme til at ske igen. Han bed tænderne let sammen. "Jeg ved godt, at det er svært, Liya.. Bare husk, at jeg ikke gør det her, for at gøre dig ondt... Jeg ved heller ikke selv hvad der skulle være det rette valg.." sagde han dæmpet. Hans hoved sagde ham det ene, men hans hjerte sagde ham det andet, og det var rent faktisk det, som var svært i denne situation. Som i... virkelig svært. Han rystede let på hovedet, inden han roligt slap hende og søgte tilbage til sengen. Denne begyndte han at fjerne glasskår i, fra vasen, som hun havde knust. "Men om ikke end.. Så bliver jeg her i aften.. og i morgen.. Vil du med i seng?" spurgte han denne gang, inden han igen så mod hende. Han vidste, at de uanset ikke kom nogen vegne ved at fortsætte med at diskutere Yuuki og Amaya. Det gjode kun hende mere ked af det og ham endnu mere forvirret.

[Liya Daimond Diamaqima]

Når han trak vejret, kunne hun mærke hans hår på brystet, kilde hendes ryg. Hun kunne godt lide at ave ham så tæt på sig, men det var et konstant dilemma, når hun vidste at alle disse kærtegn ville blive et savn når han forlod hende for at være sammen med en anden. Først sagde hun intet, men tog i stedet en lidt dyb indånding. "Jeg plejede så være så.. stærk og afhængig, og nu føler jeg mig knust over tabet af dig. Du har ødelagt mig," fastholdt hun uden bitterhed, nærmere ærgelse. Det havde været en fejl at åbne sig op for ham for alle de år siden, desværre kunne hun ikke gå tilbage i tiden og rette op på det.
Det havde nok aldrig været bevidst at sårer hende, men det gjorde ingen forskel når hun tænkte på hvor meget hun var gået igennem for hans skyld, hvor meget hun havde tilgivet og hvor meget hun havde kæmpet.
"Du kunne have fået os begge. Amaya og jeg, det at du takker nej er et ret tydeligt udtryk," hun så ind i væggen og vendte sig da hans greb løsnede sig omkring hendes arme. Hendes øjne var blanke af tårer som hun ikke tillod at falde.
Uden at sige noget, fulgte hun hans bevægelser med blikket og tog et skridt tættere på sengen. Han havde ingen idé om hvor meget hun havde lyst til at lægge sig ned ved ham, men der var noget i hende der afholdt hende, beskyttede hende mod at lade sig udnytte igen. "Jeg... kan ikke," hun rystede på hovedet og gik hen til klædeskabet for at finde en sort, silkenatkjole der sad tæt til hendes skikkelse. Hun kastede den over sin krop "Jeg kan ikke slappe af i dette, når jeg ved det er på lånt tid," sagde hun lidt oprevet, hvorefter hun forlod kammeret og gik. Hun vidste ikke hvorhen, bare ud og væk fra ham, selvom det gjorde frygtelig ondt.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel forsøgte virkelig kun at gøre det rette, men det var for pokker da svært, når man ikke fik muligheden for selv at finde sin plads i dette. Ondt gjorde det uden tvivl, selv på ham, når det var på denne her måde. Han var virkelig ikke ude på at ødelægge hende, og derfor gjorde det faktisk ondt, at høre hende sige, at det ødelagde hende. Han vidste jo i forvejen, at det var noget af et faresignal fra hendes side af. "Jeg er virkelig ikke ude på at ødelægge dig, Liya," sagde han med en rolig stemme. Det gjorde ham rent faktisk ked af det, at se hende reagere på den måde. Han kunne faktisk slet ikke lide det.
Hvorvidt om Nathaniel kunne få begge, var ikke noget som han turde satse på. Desuden vidste han hvordan Liya i forvejen havde det med børn, som ikke var hendes. Ville det også gå udover Amaya? Det ønskede han ikke. Som hun selv sagde, så var den lille pige helt uskyldig. "Det her er også svært for mig, Liya. Jeg er ikke ude på at ødelægge det for nogen.. Men det er gået mange år. Virkelig mange år," sagde han nænsomt. Han nåede kun lige at vende sig mod sengen, for at rydde den fri fra glasskår. Selv nåede han ikke rigtigt at sige noget som helst, inden hun havde valgt at.. gå? Han bed tænderne fast sammen, inden han dumpede ned på sengekanten. Han ville jo gerne det hele.. Det var jo det, som var hans problem. Der var gået så mange år, og derfor var han da bange for, at skulle ødelægge det hele. Hænderne lod han frustreret glide over hans ansigt og lagde dem i hans nakke, mens blikket gled mere ned mod jorden. Nedslået? Han var i hvert fald nedslået. Han var ikke ude på at gøre hende noget ondt!

//Out