I'll take you home..

[Nathaniel Diamaqima]

Lige hvad angik deres børn, var det Nathaniel, der havde brug for guide. Det var ikke det, som han var god til. Han ville gerne, men der havde han faktisk brug for Liya. Han nikkede. Han sendte brev til Silia fra tid til anden, og det var ikke noget som han fortrød, selvom han aldrig fik svar. "Hun er en ung kvinde præget af ønsket om at gøre det rette, min kære.. Men hun skal ikke føle, at hun står alene med den trone. Det er ikke meningen," sagde han endeligt.
Om det i det hele taget ville have nogen effekt at sende Gabriel et brev, vidste han ikke. Det eneste, som han naturligvis kunne håbe på, var at manden tog sig godt af deres datter. Han nikkede. Han ville gerne give Liya en stemme og følelsen af, at blive hørt. Særligt fordi at det var noget af det, som han havde fejlet i tidligere. "Tror du det vil gøre nogen forskel? Vi kan godt sende ham et brev," sagde han endeligt.
Lige nu lå de måske der, som havde de gjort det samme dagen i forvejen. Sagen var jo bare, at det var ved at være rigtig mange år siden de sidst havde ligget på denne måde. Det havde taget Nathaniel rigtig mange år, at forsøge at komme videre. Virkelig mange år. Han sank klumpen i halsen og vendte blikket stille mod hendes skikkelse endnu en gang. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang og med et skævt smil på læben. "Jeg ved godt, at den var svær for dig... Det kunne jeg mærke, allerede fra jeg så dig første gang," sagde han med en ærlig stemme. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig, inden han lagde hånden over hendes, som lå ved hans bryst. "Silia havde holdt mig på slottet, til jeg havde styrken til at søge hjem.. Jeg ventede på dig, min kære.. tiggede og bad til muligheden for at vi kunne forenes igen," sagde han dæmpet. De var gået lige forbi hinanden i det tilfælde.. Og det var han oprigtigt ked af.

[Liya Daimond Diamaqima]

Lige hvad angik deres børn, så følte Liya at hun havde gjort noget rigtigt Hun havde taget sig af dem, opdraget dem på bedst muligt vis, selv når han ikke havde været der. Hun kendte dem, var i stand til at læse dem, bedre end han nok nogensinde ville komme til. Det var rart at føle at hun havde været god til noget, hun havde været en god mor.. med de midler hun nu havde haft. "Hun føler sig ikke alene. Jeg tror bare at det gror hende over hovedet. Presset bliver for stort," svarede hun og betragtede sin egen hånd over hans bryst, der lige så stille strøg hen over den våde halvgennemsigtige skjorte.
"Gabriel er god for hende, han ønsker hende kun det bedste. Jeg tror effekten vil være langt større," hun rettede blikket op mod ham. Silia ville bare blive vred og bebrejde dem for at give hende mere at tænke på, og der var ingen grund til at kaste træ på bålet.
Kunne hun gå tilbage så ville hun have hindret sig selv i at blive så bundet til ham. Hendes blik betragtede hans hals der var lige ud for hendes ansigt. "Jeg elskede dig så højt, tanken om at du bare lod det gå og besluttede dig for at elske en anden..." hun tav og sank en klump. "Ville du have set bort fra det hvis et havde været omvendt? Hvis jeg havde fundet lykken igen med Kimeya?" spurgte hun blot. Det kunne sagtens have været en realitet hvis ikke Kimeya havde været så forblændet af Faith, og hun af sin kærlighed til ham.
"Jeg ventede i alle de år kun for at miste dig igen," hendes krop føltes tung. Hvorfor var det at det skulle være så svært? Og hvad hvis hun havde mistet ham permanent fra nu af?

[Nathaniel Diamaqima]

Liya havde været langt bedre til deres børn, end et som han selv nogensinde ville sige.. Mere end det, som han nogensinde kunne sige, at han havde været, og det var ikke noget, der gjorde det meget bedre for hans vekdommende. Han nikkede forståelsesfuldt til hendes ord. "Du har sikkert ret... Så.. lad os sende et brev til Gabriel i stedet," sagde han med en dæmpet stemme. Han ønskede slet ikke at gøre det værre for Silia end det var i forvejen. Gabriel var nemlig en god mand for hende. Der var han ikke et sekund i tvivl om, at det ville være det rette for hende.
"Gabriel er en rigtig god mand for hende. Jeg håber bare, at han er med til at gøre det nemmere for hende. De fortjener begge, at have det.. nemmere end hvad deres forgængere havde," sagde han endeligt. Han strøg hånden kort over hendes kind, inden han lagde den til hvile mod hendes ved hans hånd. Det var noget, som han rent faktisk godt kunne lide, og særligt det at mærke hende så tæt på sig, som det han gjorde lige nu og lige her. Hans blik søgte hendes med en rolig mine.
Det var et grumt emne de var inde og snakke om. Det ville have knust ham, om Liya havde fundet sammen med en anden, men samtidig ville han også have haft forståelsen for det, hvilket nok næsten var noget af det værste af det hele. Han trak vejret dybt og slap det i et tungt suk. "Det ville have.. knust mig, og samtidig ville jeg forstå det.. Ingen skal leve deres liv alene, kære," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Han rystede på hovedet. Af hjerte vidste han jo godt hvad han ville vælge inderst inde. "Du har aldrig mistet mig, Liya.. .Der er ikke gået en dag, hvor jeg ikke har tænkt på dig," sagde han med en dæmpet stemme. Sandt var det.. Aldrig i livet, var han en som hun havde mistet. Af hjerte, ville han altid være hendes.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var rart at han lod hende have en stemme der gjaldt. I så mange år var hun blevet talt over hovedet, og det var nok den følelse der stadig sad lidt i hende, og grunden til at Nathaniel havde et så godt tag om hende. Hun nikkede og kunne ikke undgå at se lidt stolt ud. "Det synes jeg," medgav hun. I det mindste var Silia velsignet med en fantastisk mand, på det punkt kunne Liya ikke være mere lykkelig på sin datters vegne.
"Han vil hende det bedste, det betvivler jeg ikke. Mens hun har ladet sig mere eller mindre knække af presset, så har han ladet sig påvirke af bekymring for hende, det er tydeligt," sagde hun og når det var tydeligt for hende, så var det meget tydeligt.
Hendes mørke lokker sank ned i vandet og klistrede lidt til hendes hals, mens hun lå der og nød nærværet. Det var svært for hende at bedømme hvad der skulle ske herfra, og forvirring hjalp hende bestemt ikke. Hun bed tænderne lidt sammen. Det værste var at hun inderst inde godt forstod hans behov, men det gjorde ondt når hun havde valgt at leve alene i alle de år. "Jeg ville hellere leve resten af mine dage alene, end at være i armene på en anden mand," indrømmede hun lige fra hjertet. Hun skubbede sig op at sidde på sine knæ med fronten mod ham. Hendes mørke øjne søgte hans. "Du høre ikke til her. Jeg har allerede mistet dig," påpegede hun dæmpet.
Før eller siden ville han jo tage tilbage til Yuuki igen, og så ville hun være her, alene tilbage. Måske de bare burde gå hver til sit hurtigt? Lade være med at trække pinen ud.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at han havde fejlet hvad angik deres børn, og derfor havde han vel brug for Liyas guide hvad angik det? Han nikkede. "Du må hjælpe mig med at skrive det," sagde han roligt. Han ønskede virkelig ikke at gå mere forkert ved deres børn. Han ønskede jo brændende at få et forhold til dem igen! Ikke fordi at han ville kræve, at hun skulle føre fjerpennen, for det skulle han nok. Men hun kunne hjælpe med hvad der skulle stå i det. Hånden strøg fortsat over hendes ryg. For ham, var det bare dejligt, at ligge der med hende.
"Vi må skrive til dem begge, og håbe på, at det er noget som vækker en indsigt.. I værste tilfælde, så må vi stille os på dørene og se det selv. Jeg vil gerne have et forhold til dem begge, Liya.. Jeg har brug for din hjælp," sagde han direkte. Hvad angik børn, så var han virkelig løst.. Han kunne ikke finde ud af det, og det som han havde vist til nu, havde vel også været et tydeligt tegn på dette?
Nathaniel følte kun skyldfølelsen, eftersom hun kommenterede, at hun ingen anden mand ville have. Han havde valgt en anden kvinde, også selvom det ikke var noget, der var kommet bare sådan. Han havde virkelig gået alene i mange år og forsøgt at bearbejde hvad han nu havde følt i sindet. Han trak vejret dybt. "Den tanke havde jeg igennem rigtig mange år," sagde han ærligt. Han havde været selv i mange år, hvor han havde forsøgt at bearbejde det, men det havde bare ikke gået helt som han gerne ville have haft det. Som hun trak sig, måtte han slippe hende. Det var dog ikke noget, der skete med hans gode vilje. Tvært imod. Han vendte blikket mod hende. "Liya, hold nu op," bad han, inden han endnu en gang satte sig op. Han lod hænderne tage om hendes kinder, som han strøg ganske let. "Tror du, at jeg havde gjort det, hvis jeg vidste, at jeg kunne få dig tilbage? Nej... du har altid været det kæreste i mit liv. Skub mig nu ikke væk," sagde han endeligt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya nikkede. "Det vil jeg gerne," sagde hun stille. Han ville blive hendes hånd, men i brevet ville der stå de ord som hun ville bruge. Måske ville børnene gennemskue det, ikke at det gjorde noget. Tanken om at sidde som i gamle dage og se ham skrive, gjorde hende ikke kun rolig men også glad. Hun kunne ikke helt lade være med at nyde tanken.
Nathaniel var i hendes øjne selv skyld i den tabte kontakt, men det betød ikke at børnene havde mindre brug for ham, hun ønskede at hjælpe ham til at få det forhold til dem, uanset hvad der ville ske med dem for fremtiden. Det vigtigste var at børnene var lykkelige. "Jeg kan intet garantere, men jeg vil gøre hvad jeg kan for at støtte dig til det," lovede hun. Hvis det skulle blive nødvendigt, så måtte de jo bare troppe op i Procias, men kun som sidste udvej.
Det var ej hendes mening at plante den dårlige samvittighed i ham, overhovedet, det var bare fakta. I alle de åår havde hun nægtet at komme videre, hun havde håbet på døden, ventet på dem for at blive genforenet med ham, mens han, i hendes øjne, ret hurtigt, var kommet videre. "Den forlod aldrig mig. Jeg tror ikke du nogensinde vil forstå hvad jeg føler for dig," sagde hun ærligt. Hendes kærlighed til ham var nok bare større end den han følte for hende, det burde ikke være en skam, men det generede hende.
Hendes mørke øjne hvilede i hans, mens hun havde hovedet lidt på sned og sad der og betragtede ham. "Hvad skal der blive af os Nathaniel? Skal jeg være den kvinde der river dig bort fra familien, eller din mørke hemmelighed? Jeg kan ikke være nogen af dem, så hvilket andet valg har jeg end at skubbe dig væk?" spurgte hun med et sårbart blik.

[Nathaniel Diamaqima]

I forvejen, var Nathaniel ikke den mand, der typisk bad om hjælp, men lige hvad angik børnene, så havde han intet valg. Han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle stille op med dem. "Det vil jeg værdsætte," sagde han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Her følte han det trygt. han følte sig virkelig tryg og komfortabel omkring hende, og alt sammen, var det noget, som betød forbandet meget for ham, hvilket han nu heller ikke lagde skjul på. Han trak vejret dybt og nikkede igen. Hun var virkelig fantastisk. Selv på trods af det som var sket dem imellem, handlede hun endnu på vegne af deres børns bedste. Han ville jo virkelig gerne have et forhold til dem begge. "Det betyder meget for mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op," sagde han ærligt. Han skrev meget og ofte til Silia, men han ville jo heller ikke lægge yderligere pres på hende, end det som han havde gjort til nu.
Nathaniel brændt pludselig inden med en voldsom følelse af skyld, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved. Et sted, var det naturligvis en tanke, som gjorde direkte ondt, uden at han kunne gøre noget ved det. Han bed tænderne en smule sammen, og vendte blikket mod hende. Han elskede hende. Det havde han jo alle dage gjort, og det var underligt og det gjorde ondt, at han ikke bare kunne få tingene, som han gerne ville have dem. Det havde taget ham frygtelig mange år, at åbne op for nogen i det hele taget.. Og nu stod han så her.. Igen overfor hende, og naturligvis skulle dette først ske, da han havde åbnet op for en anden, som havde skænket ham en smuk lille pige. Heldigt, at han ikke var en mand, der foretrak sønner. "Så fortæl mig det," opfordrede han med en rolig stemme. Hans blik gled endnu en gang i retningen af hendes skikkelse, som hun satte sig op. Han ønskede jo ikke at hun trak sig. Så sårbar og skrøbelig som hun sad der. Det gjorde helt ondt på ham at se! Han satte sig op og lod hænderne falde om hendes kinder, som han kort strøg, inden han trak dem til sig igen. "Lad mig tage mine egne valg, min kære.. Det er ej noget, som du skal spekulere yderligere over. Desuden er mine klæder våde. Jeg kan ikke søge hjem i disse. Nyd den aften med mig," sagde han dæmpet. Hver ting til sin tid i hvert fald.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var dejligt at han ville bruge hende til noget. Det meste af tiden følte hun sig ubrugelig og uværdig. Det eneste hun var dygtig til, var til at slå ihjel, betjene våben og til at være mor. Hun havde intet, men sad i stedet på sine knæ og betragtede ham med et næsten ulykkeligt blik. Det var svært for hende at være omkring ham fordi hun vidste at han på et tidspunkt ville forlade hende, og så ville alting være det samme, stemmerne ville komme tilbage, lysten til at slå ihjel ville blive markant.
"Jeg ved ikke om det er for sent. Du har gjort dem ondt så mange gange," hun rystede på hovedet. Silia havde været tålmodig, forsøgt at forsvare ham, men han havde alligeve valgt dem lidt fra ved at finde en ny familie.
Tanken om at han var sammen med dem nu, nagede hende, man kunne se det i hendes blik. Det havde altid været svært for hende at åbne sig for nogen, det havde taget år for ham, det var nemmere bare at lukke i igen, og beskytte sig selv. "Der findes ingen ord der kan beskrive det. Det er en følelse.. en følelse der overbeviser mig om at trods livet er et helvede, så har det sine gode momenter, der gør det værd at leve. Det er en følelse der giver mig grund til at smile om morgenen og som får mig til at længes så meget at jeg får lyst til at dø, når den ikke næres. Det er den følelse der gav mig modet til at starte en familie, og til at plante den samme følelse i individer jeg selv satte til verden, selvom jeg aldrig havde tro på at kærlighed eksisterede. Det er den følelse du satte i mig Nathaniel. Den kan ikke beskrives," hun rystede på hovedet og mærkede en tårer trille ned over hendes kind, som hun fangede på vejen. Det var fristende at nyde aftenen med ham, men hvad så bagefter? "Jeg tror jeg er ren nu," konkluderede og rejste sig, så vandet nåede hendes knæ, og hun selv stod der blottet og ren.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde brug for Liya og særligt hvad angik deres børn. Han havde brug for det forhold til dem, og det kunne han ikke på egen hånd, hvilket han allerede nu, havde måtte erfare på den hårde måde. Nemt var det bestemt ikke, og det stod han gerne ved, når det nu endelig var sagt. Her gav han hende en stemme.. følelsen af at kunne bruges, og ikke bare være den lille ting, som altid gik i vejen. Det havde hun jo heller aldrig nogensinde været for ham. "Jeg ved godt, at jeg har fejlet... og at jeg har fejlet meget grusomt. Det er dog en, som jeg virkelig ønsker at gøre op for," sagde han ærligt. Han vidste, at det ikke ville blive nemt.. Men han var mere end villig til at gøre en kæmpe indsats, for at få det, ligesom han gerne ville have det.
At se hende sidde der og næsten så ulykkelig, var noget, som helt klart måtte smerte i Nathaniels eget hjerte. Han bed tænderne let sammen. Selv havde han aldrig været et sekund i tvivl om, at Liya elskede ham.. Men at det var noget, som rent faktisk måtte stikke så dybt, var noget som selv ikke han havde regnet med. Tænkte Liya virkelig i den dybde? Han lod blikket kort sænkes.. Næsten som havde det været i en form af skam, når det endelig var. "Jeg som plejer at være en mand af ord, kan næppe overkomme disse, Liya," sagde han med en rolig stemme, da han endnu en gang måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse. Faktisk var det noget, som måtte gøre ham temmelig trist, at skulle tænke på, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Han ønskede ikke at gå, og særligt ikke nu, hvor hun rent faktisk var der.. Han havde jo for pokker ikke regnet med, at han nogensinde ville få muligheden, for at være omkring hende nogensinde igen. Særligt ikke efter at han vuggede hende ind i den døde og tunge søvn. Han lod hende rejse sig, hvorefter han nikkede. Han rejste sig selv.. Hans tøj klistrede direkte ind til hans krop. Han havde jo ikke fået det af. Selv begyndte han at knappe sit tøj op. Det blev jo aldrig tørt, hvis han ikke fik det hængt op. Skjorten lod han falde, hvor han smed den fra sig på gulvet. Bukserne røg samme vej, så han selv endte fuldstændig blottet. "Lad os komme ind og få varmen," sagde han endeligt, inden han selv steppede op af karret, og fik sit tøj hængt op på kanten. Så kunne det da tørre bare lidt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Som mor så håbede hun inderligt at børnene ville tilgive Nathaniel, men hun forstod godt hvis de ikke kunne, hun følte sig ligeså erstattet af Yuuki, som de gjorde af deres barn. Navnet var allerede glemt. "Jeg håber for deres skyld at du kan gøre op for det, men jeg forstår dem hvis de nægter at lukke dig ind igen," sagde hun ærligt, og så ned. Man kunne se på hendes slanke hals at hun sank en klump. Selv havde hun ikke rigtigt gjort op med sig selv hvor vidt hun kunne lukke ham ind igen, men kunne hun give slip?
Når han ikke var der og hun vidste at han lå med en anden kvinde, var det som at dø om og om igen, blive kvalt, druknet og brændt på samme tid, uden at være i stand til at stoppe smerten.
Hendes mørke øjne var belagt med en tynd hinde af tårer der truede med at falde. Han havde ikke nogen idé om hvor dybt hun elskede ham. Måske hun var vanvittig eller direkte sindssyg, men hun var en kvinde af tanker og følelser, og hun kunne sagtens føle dem. "Jeg er syg Nathaniel, ikke følelseskold," sagde hun bare hvorefter hun rejste sig og trådte væk fra karet.
Egentlig var det et forsøg på at komme væk fra ham, få en pause fra sin samvittighed og det indre dilemma, men han havde ikke tænkt sig at lade hende slippe væk så nemt. Som hun hørte dråberne falde ned i karet, vendte Liya sig og så ham stå i karet i færd med at klæde sig af. Hendes hjerte sprang et slag ekstra over, hun burde se væk, men tog alligevel sig selv bare at stå der og kigge efter ham med et lidt sørgmodigt blik. Det burde være akavet at stå nøgne foran hinanden, men det var det ikke. Der var ikke en del af ham som hun ikke havde set eller berørt. Hendes blik gled ned over hans krop, med et stik af savn og af længsel der igen mindede hende om den indre smerte der næsten gav hende lyst til bare at lægge sig der og græde til der ikke var flere tårer. Tanken om at Yuuki rørte hver del af ham, havde kysset ham, gjorde hende vred. Hendes vejrtrækning ændredes igen, den lurende stemme plantede små ord i hendes tanker som hun forsøgte at holde væk. Uden at svare ham, gik hun ind på soveværelset og greb om sengetæppet og trak om sig, i håb om at det ville afhjælpe det hele lidt.

[Nathaniel Diamaqima]

I en situation som denne, turde Nathaniel knapt håbe på, at han kunne redde den i land. Naturligvis var det noget, der gjorde ondt, men han måtte jo bare gøre det, så godt, som det nu var ham muligt, ikke sandt? Han sukkede indædt, og rystede så på hovedet. Det var vel bare på tide, at han holdt hovedet lidt højt? Han kunne jo håbe på at det ville løse sig på et eller andet tidspunkt. "Jeg håber naturligvis. Jeg ved godt, at fejlen udelukkende er min," sagde han endeligt. Han ville end ikke klandre dem, om de ikke ville lukke ham ind, og lade ham blive en del af deres liv igen, men det ændrede da godt nok ikke på, at han virkelig ville kæmpe for den mulighed, om den så skulle ende med at komme!
Nathaniel rejste sig op og begyndte ellers bare at smide tøjet. Det ville jo på ingen måder gavne ham, at rende rundt i de våde klæder, dersom han ellers kunne blive fri for dette, og det var lidt sådan, at han havde det med tingene lige nu. Syg var hun.. det vidste han godt, også selvom han ikke ønskede at kategorisere hende på den måde. Tungen strøg han let over sine læber. "Hvilket jeg allerede ved," sagde han endeligt, idet han trådte ud af bukserne. Der var jo ikke det, som Liya ikke havde set af ham. Desuden skammede han sig ikke over sin krop. Det eneste, som han kunne skamme sig over lige nu, var at han havde ladet en anden røre ved ham, når det igennem hele tilværelsen, havde været Liyas ret. Det var det, som rent faktisk formåede at give ham bare lidt sved på panden lige nu. Han så til, som hun forlod badeværelset.. Det var med tungt hjerte. Det lignede hende ikke at reagere på den måde. Han rystede de tanker let ud af hovedet, inden han søgte samme vej.. Bevidst mod sengen, hvor han tog om dynen og lagde den mere om sig. Han vendte blikket mod hende. Hvorfor skjule sig sådan? Han bed tænderne kort sammen. "Tag du sengen, Liya," sagde han endeligt. Der var vel ikke nogen grund til at friste skæbnen yderligere?

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde altid været realist mere end optimist og hun ville ikke give ham en masse løfter som hun ikke ville være i stand til at hold. Både silia og Jophiel var voksne nu, de kunne tage deres egne beslutninger, og han havde trods alt svigtet dem. Frem for at køre mere rundt i det, nikkede hun bare og valgte bevidst ikke at sige noget.
I stedet lod hun ham være alene på badeværelset. Det var fristende for hende at røre ved ham, men tanken om at en anden havde gjort det før hende, gav hende kvalme.. rent fysisk.
Sengetæppet lagde hun om sin egen krop og blev stående med ryggen til badeværelsesdøren og stirrede ind i sengegavlen med tungt hjerte. Det gjorde så ondt at han var der, men det ville gøre ligeså ondt når han var væk. Hun ville ikke føle alt det, hun ville ikke have ondt mere. En tårer banede sig vej ned over hendes kind, men hun var hurtig til at fjerne den da hun hørte Nathaniels skridt. Han nærmede sig.
Lidt mere fattet, vendte hun sig om mod ham, med hånden knuget om tæppet så hun sikrede sig at det var lukket, dog var det alt for langt. Det tog alt koncentration i hende at holde sit blik på hans ansigt, fordi hun var så forbandet sulten. Hun rystede lidt på hovedet og sank en klump, før hun satte sig på sengekanten. "Elas værelse er ledigt. Ellers kan du sikkert låne noget af Kimeyas tøj og tage hjem," informerede hun og lagde sig ned stadig med tæppet omkring sig. Det ville nok være nemmere hvis ikke han var der, men hun frygtede for stemmerne, frygtede for de mareridt der med garanti ville plage hende i nat. Hun bed sig i den bløde underlæbe og lagde sig på siden med sit blik fæstet på hans skikkelse. Forhåbentligt ville han vide at hun kun var afvisende for hans skyld.

[Nathaniel Diamaqima]

Endnu en gang, stod Nathaniel i en situation, som han havde svært ved. .For en gangs skyld, var det rent faktisk ham, der ikke kunne finde sin plads i alt dette, og gud hvor var det dog irriterende! Hans blik gled mod hende, som hun sad der, og knugede tæppet så tæt ind mod sin egen krop. At se hende på den måde, kunne han ikke lide, men hvad kunne han gøre ved det? Han vidste jo, at han i princippet bare burde tage hjem, men det ændrede da godt nok ikke på, at det var her, at han følte at han burde være. Han vidste jo, at Liya ville få brug for ham, som han vidste, at Yuuki kunne klare sig selv. Af hjerte, så var han lige præcist, hvor han ønskede at være lige nu.
Ordene tog han næsten, som havde det været en syngende lussing. Smidt ud af sit gamle kammer. Ja, ikke at han forventede andet, men man havde vel også haft lov til at håbe? Han endte dog blot med at nikke. At lade Liya ligge på egen hånd, var dog ikke noget som han ønskede. Han vidste jo hvordan nætterne var for hende, og ... at hun faktisk havde brug for, at han lå ved siden af hende. Han rettede sig op, endnu med dynen viklet om livet.. Mest også for selv, at stå imod den fristelse, det var at stå for tæt på hende. Han trak vejret dybt og nikkede. Foruden at han vidste, at Kimeya var langt mere bred end hvad han var, så ville tøjet være for stort.. men ja. "Og du er sikker på, at du ikke vil have mig her?" spurgte han. Ganske vidst havde han forståelse for, at hun valgte at afvise ham, men det gjorde bestemt ikke mindre ondt af den grund. Faktisk var det noget, som virkelig gjorde ondt på ham.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var sin datter taknemmelig for at have fået livet igen, men når det var sagt, så kunne hun ikke finde sin plads i denne nye verden. Alt var anderledes, Nathaniel var levende men tilhørte ikke hende, børnene var blevet voksne og modne, og Kimeya var draget bort sammen med Faith. Var det underligt at hun følte sig ret alene? Selv med vådt hår, lagde hun sig ned i sengen lettere sammenkrøbet. Når hun slappede af kunne hun for alvor mærke hvor ondt hun havde, men forsøgte samtidig ikke at give udtryk for det, hun ville ikke være en fristelse for ham på den måde, selvom det måske ville betyde at hun rent faktisk ville og kunne mætte sig.
Uden ham ville hun formentlig ikke falde i søvn, det var altid det værste tidspunkt på dagen, for der kunne tankerne for alvor når hendes sårbare sind. "Jeg tror bare det er bedst sådan," sagde hun dæmpet. Bedst for hvem? Ikke for hende, men han var nøgen, og dejlig og hun elskede ham, det ville gå galt. Liya følte sig knust, helt og aldeles, hun havde lyst til bare at græde, det skyldtes nok ligeså meget smerten at hun var så meget på stikkerne, men for pokker! "Tak fordi du fulgte mig hjem," tilføjede hun. Bare i tilfælde af at han nu endte med at tage hjem. Hendes blik gled væk, mens hun skubbede sine hænder ind som støtte under hovedet og holdt vejret i håb om at han ville gå så hun kunne få lov til at reagere uden at skulle føle skam eller noget over sine egne følelser. Hvorfor skulle det være så svært? Mon en alkymist kunne fjerne de følelser? Så ville hun måske blive rask? Hun bed tænderne hårdt sammen over sine egne spekulationer. Det ville ikke ændre noget om hun var syg eller rask, han ville næppe komme styrtende tilbage til hende bare sådan.

[Nathaniel Diamaqima]

Liya var ikke den eneste, som ikke kunne finde sin plads i alt dette, for det kunne Nathaniel da godt nok heller ikke. Det var hårdt. Særligt nu hvor han stod ansigt til ansigt med den kvinde, som han slet ikke havde regnet med, at han nogensinde skulle se igen. I live om ikke andet. I efterlivet måske, når det engang havde været hans tur, men slet ikke på denne måde. Hun gjorde det her for hans skyld. Det lignede hende slet ikke at tage hensyn til nogen på den måde. Og et sted, så var Nathaniel jo heller ikke ligefrem fristet til at gå fra hende. Det var han virkelig ikke. Han rystede let på hovedet af sig selv, og vendte blikket den anden vej. Tænksomt.
Som hun direkte takkede for sig, var hun vel også færdig? Han kunne jo se på hende, at dette også gjorde lige så ondt på hende, som det måtte gøre på ham, og den tanke, var han faktisk ikke meget for. Ikke om han kunne blive fri for det i den anden ende. Let rystede han på hovedet af sig selv. Han skulle holde op med at tænke så meget over tingene og bare.. gøre hvad han egentlig ønskede. Han søgte derfor tilbage til sengen med rolige skridt, inden han roligt lagde sig op ved siden af hende. Dynen lagde han roligt om sig, inden han vendte sig mod hende. "Du har taget valg, som du finder rigtigt... på vegne af mig.. Tillad mig, at gøre det, som jeg føler er det rigtige at gøre lige nu.. Jeg vil gerne ligge her sammen med dig, Liya.. Du ved lige så vel som jeg, at du ingen søvn får, om jeg ikke er her," sagde han med en direkte stemme. Denne gang gav han sig bestemt ikke på denne front. Han ville virkelig gerne være der for hende og med hende, og vise, at han rent faktisk godt kunne! Hun var jo ikke ligegyldig for ham!