I'll take you home..

[Nathaniel Diamaqima]

At fjerne deres hjerter, var en kunst som Nathaniel havde lært hende, for at forhindre, at det ville komme tilbage og bide hende i enden. Det ønskede han ikke. Det var en manglende kontrol, som de mange tanker, direkte måtte drive hende ud i, og det ønskede han på ingen måde! Hans blik hvilede endnu på hende. Det gjorde ham naturligvis ked af det, at han ikke følte, at han havde gjort nok for hende, men han måtte for nu, bare forsøge at gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt.
"Det ville jeg ikke kunne leve med. Jeg kunne se hvor ondt det gjorde. Dit sår var fyldt med betændelse, Liya.. Uanset hvad jeg ville gøre, ville det ikke kunne lindre noget som helst," sagde han endeligt. Det var jo rent faktisk en tanke, der gjorde ham selv utrolig trist. Selvom han nu ikke rigtigt nåede at gøre andet, inden hun allerede havde hidset sig op, og nærmest faret op i en spids. "Liya..!" Han klemte øjnene sammen, da hun greb om vasen, som knuste ind mod sengegavlen lige ved siden af ham. Selv han blev dækket med blomster, vand og skår. Han endte i stedet for med at rejse sig op. Ganske ligeglad med, at han pludselig stod der i det rene ingenting. Det var ikke noget, der gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. Han forstod skam godt, at hun var vred, men alligevel.. Dette var da komplet unødvendigt! "Det der er virkelig ikke nødvendigt.. Hold nu op. Du bilder dig ting ind.." Han søgte direkte mod hende, med de samme rolige skridt. Nej, ikke var han bange for, at hun ville gøre ham noget. Det gjorde hende vel ked af det, som det også gjorde det samme ved ham? Hænderne tog om hendes kinder.. Blidt, og langt fra hårdt og brutalt. Han ønskede jo heller ikke at gøre nogen smerte på hende. "Jeg har en forpligtelse, fordi at jeg ikke troede, at jeg nogensinde ville få dig at se igen, Liya.. Ikke kom og bild dig selv ind, at jeg gør det her for at lyve for dig. Det har aldrig været min hensigt.. Lyt til min stemme, og lyt ti mine ord. Det her gør nemlig også ondt på mig," fortsatte han. Han havde jo selv ondt.. Det var hårdt for ham det her!

[Liya Daimond Diamaqima]

En kvinde som hende havde allerede fjender nok, hun havde ikke behov for at gamle ofre skulle vende tilbage og forsøge at tage hævn og slet ikke nu hvor hun havde opdaget at døden slet ikke var så fredfyldt. Det var slet ikke muligt at få fred i denne verden, og det plagede hende. Hvis stemmen dog bare ville forsvinde, og de mange følelser med. "Jeg lever med smerte hver dag, det havde jeg gjort i månedsvis den aften, et par timer længere sammen med den mand jeg havde ventet på i alle de år, havde ikke været meget at bede om," sagde hun med den vrede undertone. Hendes humør var aldrig til at regne med, ét enkelt ord kunne tænde hende helt af, give hende følelsen af had.
De knuste vase gav et værre klir fra sig da den gik i stykker, og tømte dets indhold ud over det hele. Liya prustede tungt og stirrede på ham med et intenst blik mens hun stadig holdt tæppet oppe foran sig med den ene hånd, for at værne lidt om sig selv. "Nej det her en af de få tanker der står ganske klart Nathaniel! Du kunne ikke være mere tydelig! hun vendte hovedet idet han forsøgte at røre hende. I stedet skubbe hun ham væk - eller forsøgte på det, hvilket også betød at hun tabte tæppet og selv stod der blottet, vred og såret. "Lad være med at røre mig!" råbte hun og trak sig lidt tilbage, til hun mærkede den kolde væg bad sig.
"Fordi du slog mig ihjel!! Så gå! Pas dine forbistrede forpligtelser, nu hvor du endelig vil leve op til dem! Bare jeg slipper for nogensinde at skulle se dit løgnagtige, ynkelige ansigt igen!!" råbte hun af sine lungers fulde kraft. Hun burde have vidst bedre end ydmyge sig selv ved at tigge og bede ham om den slags, han var en tabt mand.

[Nathaniel Diamaqima]

Fjender havde de altid haft så mange af, så det kunne ikke komme bag på nogen, at det forholdt sig sådan. Jo færre der kunne være, des bedre var det da uden tvivl også. Han lod de mørke øjne hvile på hendes. Han var en mand af fejl.. Igennem de sidste rigtig mange år, havde han så derimod begået rigtig mange af dem. At se hende på denne måde, var selv noget, der gjorde utrolig ondt på Nathaniel, da det aldrig havde været hans hensigt med noget som helst. Altid havde han jo handlet i den gode tro. "Jeg kunne bare ikke nyde den tid, og vide, at du led og havde ondt," sagde han med en direkte stemme, som han endnu en gang måtte se i retningen af hendes skikkelse.
Liya var vred. Selv vidste han, hvordan hun kunne vende på en femøre, hvis man sagde eller hentydede til noget forkert, og det havde han jo så kommet til i en situation som denne. Ikke at det var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Vasen tog han sig ikke af.. Det var nok mere Kimeya der ville blive sur over at den var ødelagt, da han vidste hvor meget den mand gik op i antikviteter. Han nåede kun lige a lægge hænderne mod hendes kinder, inden hun trak sig, og kun hidsede sig mere op. Ikke at det her var noget, som ville komme ham selv til gavn.. Skulle han bare tage afsted? Han vidste, at det ikke ville gavne nogen af dem, men... han måtte jo gøre, hvad der skulle til for hendes skyld. "Jeg slog dig ikke ihjel!" endte han denne gang med en hård stemme. Selv lignede det ikke ham, at være så skrøbelig. Han var nødt til at holde ryggen rank. Han vendte blikket mod hende. "Ønsker du virkelig af dit hjerte, at jeg skal gå, eller om jeg skal blive? Aldrig har jeg handlet, for at gøre dig uret," sagde han med en mere rolig stemme. At hidse sig op, gjorde kun ondt værre, og den tanke, kunne han i hvert fald ikke lide. Aldrig havde det været hensigten med dette. Nu stod de her.. begge to i det rene ingenting.. Hende så gudeskøn, som hun altid havde set ud. Han kunne ikke undgå at lade sig friste!

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var svært efterhånden overhovedet at huske alle gode stunder de havde haft. Alle de gange hun havde ligget i hans arme, og de havde snakket om alt og intet, deres kys, deres kærtegn, deres romantiske aftener ved stranden og deres beslutning om at skabe en familie. Liya huskede næsten ikke hvorfor hun havde forelsket sig i ham, men det ændrede ikke på de meget stærke følelser hun nærede for ham. Kimeya havde bevidst valgt at udskifte alle værdigfulde antikviteter på hendes værelse, netop fordi han vidste hvordan hun raserede det det hele når hun blev vred eller ked af det, eller stemmen drev hende til det, så den var formentlig ikke meget værd alligevel.
"Og hvad hvis det havde givet mig hvile? Hvad hvis jeg i så fald ikke havde været tvunget til at rende rundt i tomhed og længtes efter en mand som havde valgt mig fra?! udbrød hun. Man kunne se hvordan den store årer i halsen pulserede af ren og skær vrede. Hun skælvede men var varm trods sin nøgenhed. Det var fristende at han var der, hun ville så gerne bare mærke ham, men som han selv sagde så havde han forpligtelser nu, så det var uaktuelt.
"Du ønskede mig død!" hendes ellers uskyldige blik lynende som de ellers sjældent gjorde for alvor. Hun var bedre foruden ham og det samme var der børn. Efter et øjebliks stilhed, valgte Liya at træde hen så hun stod lige foran ham, der var kun få millimeter mellem deres kroppe. "Hvilken mening ville der være i at du blev? Gå Nathaniel, gå og kom ikke tilbage! Vi klare os uden dig, vi har gjort det før og vi gør det igen!" sagde hun hårdt og stirrede direkte intenst i hans blik.

[Nathaniel Diamaqima]

Løfterne havde der været mange af. Utrolig mange af faktisk, og Nathaniel vidste godt, at han ikke havde indfriet halve af dem, hvilket faktisk var noget, som han var utrolig ked af. Han bed tænderne svagt sammen. Han hadede når hun reagerede så voldsomt, og så kraftigt, som hun havde gjort i en situation som denne. Han vidste nemlig, at det udelukkende måtte være hans skyld, at de stod i denne situation. Han havde ønsket hende hvile.. Ikke en hvileløs død, hvor hun havde været i verdenen imellem. Det havde aldrig været hans hensigt ved dette.
Nathaniel lod blikket falde. For en gangs skyld, måtte han jo bare gøre, hvad han selv måtte føle var rigtigt, og dette gjorde det bestemt heller ikke nemt for ham! Hans blik vendte han endnu en gang i retningen af hendes skikkelse. Det lignede hende slet ikke at blive så vred, og dog, så var det ikke rigtigt noget, der kom bag på ham, når det nu endelig var. Han bed tænderne svagt sammen endnu en gang. Han rystede de tanker ud af hovedet. "Jeg har aldrig nogensinde ønsket dig død, Liya..Kunne jeg, ville jeg have reddet dit liv," sagde han roligt, dog med en meget advarende undertone. Hun skulle i hvert fald ikke beskylde ham, for at ønske hende død og borte, for det havde han da aldrig gjort!
I takt med at hun måtte komme tættere på ham, vendte han blikket direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. Han blev stående, også selvom de ord, var som en kniv direkte i brystet. De kunne undvære ham? Det var det, som han kun var bange for, at de kunne. Han kneb øjnene ganske svagt sammen.. mest fordi at det gjorde ondt. Han ville ikke stå der og fælde tårer. Nok var det, at han kunne føle dem indvendig. Han tog fat om hendes overarme, kun for at trække hende mere ind mod sig. "Det må du slet ikke sige.." endte han med en næsten hæs stemme. Denne gang kunne han dog ikke modstå.. Læberne lod han strejfe hendes, inden de fangede dem i et mere længselsfuldt kys. Han ville ikke stå og råbe og skrige af hende!

[Liya Daimond Diamaqima]

Mange gange før, havde han gjort hende uret, givet løfter som han ikke havde været i stand til at holde, hvilket gjorde ondt fordi hun var så hengiven, hun havde ikke stillet spørgsmål ved hans gerninger, før han var begyndt at svigte, nu troede hun ikke på nogle ord han gav hende. Deres forhold havde altid været lidt stormende, netop fordi hun kunne blive meget vred og vidste præcis hvor hun skulle ramme ham, og når hun havde ondt, så skulle han have det samme. Hans advarende tone tog hun sig ej af, det var den holdning hun var af, for andet havde han ikke bevist for hende.
Hendes brystkasse hævede og sænkede sig i takt med hendes overfladiske åndedrag, han gjorde hende så vred og såret, for de forpligtelser han havde overfor hende havde altid været lige meget, men overfor Yuuki, så kunne han ikke vende ryggen til? Han kunne slet ikke drømme om hvor meget han sårede hende ved at fravælge hende igen. "Det er nemt at sige nu," bed hun med et såret glimt i hendes mørke øjne. Hvis noget dog bare kunne stoppe smerten. At stille sig overfor ham på den måde var naivt, men hun havde brug for at han forstod vigtigheden. Hun havde opdraget tog børn stort set alene, og hun havde gjort det fantastisk! Hvad skulle hun bruge ham til nu? Så tæt som de stod, så var det svært for hende at vedblive i vreden, den døde langsomt ud i hendes blik og efterlod hende bare usikker og såret. Han ville ikke forlade Yuuki, men ej heller hende, hun ville ikke være hans lille hemmelighed.
Liya gispede ved hans bestemte tag og lod sit blik brænde fast i hans. Ville han gøre hende ondt? Hans læber gav hende svaret. Varme og tryghed fyldte hende. skulderne faldt langsomt tilbage på sin plads. Mindst ligeså længselsfuldt og med resterne af sin aggressivitet, gengældte hun det intense kys.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste at han havde fejlet, selvom det var noget som han oprigtigt forsøgte, at gøre noget ved. Liya stolede ikke på ham, og det var noget, som han rent faktisk havde forståelsen for. Ikke at det var noget som gjorde hans situation meget bedre, for det var det da godt nok heller ikke. Han fulgte hende med blikket. Så vred som hun var, så var det ikke rigtigt noget der gjorde den store forskel. Han var ikke fristet til at gå far hende, og særligt ikke, når hun havde det på denne måde. Det var ærlig talt ikke noget, der gjorde det bedre for hans vedkommende. Han stirrede fast i hendes øjne. At høre hende sige, at de kunne undvære ham, var nok det, som han var mest bange for, når det endelig var, for tænk om det var sandt? Liya havde gjort det fantastisk med deres børn. Hun havde gjort det fantastisk med opdragelsen, o særligt fordi at han kunne se hvor de var endt i dag.. Hans egen datter stod som dronning af et helt land, og naturligvis, var det noget, som han var frygtelig stolt af!
Hænderne tog fat om hendes overarme, kun for at rive hende mere ind mod sig. Denne gang kunne han ikke modstå den fristelse. Selvom hun måske stod der, og forsøgte at gøre, hvad han egentlig burde, kunne han jo ikke se bort fra, hvad hans hjerte og krop ønskede af ham. Med en krop så smuk, som havde hun været en gudinde, kunne han jo ikke se bort fra, at dette var noget, som han virkelig ønskede skulle ske. Øjnene lod han glide i, som han gav sig hen til kysset. Her lod han også armene glide omkring hendes krop, hvorefter han let trykkede hende ind mod sig. Her ønskede han hende lige nu. Her var ingen Yuuki og ingen andre problemer, så hvorfor skulle man da tænke på dem lige nu? Det var der slet ikke nogen grund til. Han intensiverede kysset. Han havde jo virkelig savnet hende! Her nøgen.. krop mod krop.. han følte slet ikke, at han kunne få nok af hende.

[Liya Daimond Diamaqima]

På bare et øjeblik havde Liya næsten glemt sin vrede. Inderst inde mærkede hun det stadig ulme, men det blev utrykt i længsel mere end i direkte vrede. Det havde været fornuftigt at afvise ham, og hun havde ment det af hele sit hjerte da hun havde bedt ham om at gå, nu var hun bare ikke så sikker mere. De hørte sammen, det kunne ingen ændre på, end ikke Yuuki, og ej heller Nathaniel.
Hendes indre tanker forsøgte at påminde hende om at han havde valgt sin kæreste over hende, han havde valgt fremtid over fortid, og alligevel, på trods af dette og på trods af at hun ville blive såret, så opslugte følelsen af hans læber hende. Idet hans arme gled omkring hendes liv og trykkede hende ind mod sin nøgne krop, lagde hun armene om hans nakke, og lod desperat fingrene begrave sig i hans halvlange hår. Hun var vred, og sulten og fuld af savn, det var ikke en god blanding, men ikke desto mindre så var det de instinkter der styrede hende på dette tidspunkt.
Hele aftenen havde hun forsøgt at holde igen så ingen af dem begik en fatal fejl, dette havde hun formået frem til nu, hvor det føltes som om hun slet ikke havde nogen kontrol over det mere, hendes krop reagerede af sig selv, vågnede fra sin dvale. Hun ville have mere, følte sig nærmest grådig og desperat og med en underlig trang til at erstatte den psykiske smerte med fysisk. Hendes negle borede sig ned i hans følsomme nakke og holdt ham tæt på sig, mens hun lidenskabeligt gengældte kysset, smagte på hans læber, mærkede minderne vænne tilbage, minde hende om præcis hvorfor hun elskede ham så meget, alt det han fik hende til at føle.. levende for første gang siden hun var kommet tilbage.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde altid elsket Liya, og det ville han nok aldrig nogensinde stoppe med. Det havde han slet ikke troen på, at han kunne stoppe med. Han lukkede øjnene ganske let. Ikke fordi at han følte, at han havde brug for at være bange for hende, eller noget af det som kunne ske, for det var han da godt nok ikke. Overhovedet ikke faktisk.
Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Det som han havde gang i, i en situation som denne, var forbudt. Så forbudt, som noget overhovedet kunne blive, og dog, så kunne han heller ikke lade være. Han kunne virkelig ikke lade være, nu hvor han havde hende som en del af sig. Han ville have hende som en del af sig. Så mange år, var ikke noget, som man bare kunne vende ryggen til. Det var hende, som havde været der. Været der for ham, når han havde haft det skidt, såvel som godt, og de havde haft hinanden, selv i de hårde og tunge perioder. Hvordan kunne han da bare vende ryggen til det? Armene lagde han trygt omkring hende, kun for at trykke hende ind mod sin krop. Neglene i hans nakke, var slet ikke noget som han sagde noget til. Han kunne jo lide det.. Han elskede, når hun endelig viste, hvad hun gerne ville have.
Roligt begyndte Nathaniel at bakke tilbage til sengen. Det kunne godt være, at han havde fået lagt låg på hendes vrede, om ikke andet, så for nu, og dette skulle fjernes efterfølgende. Men for nu, ville han leve i nuet.. Han ville leve her og nu, og ikke på noget andet tidspunkt. Som han kunne mærke sengen ved sine knæ, måtte et smil passere hans læber, inden han roligt vendte dem, så han kunne lægge hende ned i sengen. Her genptog han kysset endnu en gang. Ej kunne han stoppe mere.. Han ønskede mere end det som han havde fået til nu. Langt mere.

[Liya Daimond Diamaqima]

Vreden var pludselig blevet en del af det begær han havde vækket i hende. Han hindrede hende ganske vidst i at kaste med tingene og råbe og skrige af ham, men hun havde stadig lyst til at gøre ham ondt, bare ikke med sine ord. Hendes mørke øjne gled i skjul bag hendes øjenlåg omtrent samme tid som hans gjorde det. Ganske vidst havde hun ikke længere et våben på sig, men hun havde i det hele taget ikke lyst til at slå ham ihjel eller noget. Hans kærtegn og hans kys var anderledes, det fyldte hende med længsel, og dæmpede den smerte hun mærkede forgifte sin krop. Kysset i sig selv fik hende til at glemme alt dette så hun bare kunne fokuserer på at mærke ham nyde det.
Velvilligt begyndte hun at tage små skridt mod sengen, ledt af ham. Det var som om hendes fødder bevægede sig helt uden for hendes tanke, reagerede på chancen for at være ham tæt.
For et kort øjeblik lod hun deres kys brydes, for at lade ham lægge hende i den bløde seng. Hun trak ham med over sig, trykkede sig op med hans nøgne krop, og lod sine hænder vandre langs hans ryg. Han havde aldrig været blandt de bredeste eller mest muskuløse, men hans krop var perfekt i hendes øjne. Benene trak hun til sig hvorefter hun lagde dem omkring hans liv, uden at presse på eller noget, bare for at låse ham fast mod sin egen skikkelse. Hendes negle borede sig ned i hans ryg, og hun kradsede ham ned langs siden. Det var lysten til at gøre ham ondt, til at dele sin smerte på en mere eller mindre harmløs måde. Hendes vejrtrækning var stadig lidt overfladisk, men nu skyldtes det ikke længere den altopslugende vrede i hende, men nærmere den lidenskab der altid havde været mellem dem.. i hvert fald fra hendes side.

[Nathaniel Diamaqima]

Dette opbyggede sig hurtigt til at blive meget mere intenst, end hvad Nathaniel egentlig havde regnet med, at det ville, og han kunne ikke styre det længere. Dette var noget, som han oprigtigt ønskede skulle ske.. Af hjertet ville han at dette skulle ske. Hans fornuft var endnu imod ham, for han vidste, at han havde Yuuki og deres lille datter derhjemme, men jo længere tid han nu tilbragte sammen med Liya, jo mere og nemmere var det nemlig for ham, at glemme det hele, om ikke andet, så bare for en stund, og det var det, som han uden tvivl godt kunne lide, når det nu endelig var.
Sengen mødte de endelig, hvor han lagde hende ned. At hun så selv tog fat om ham, for at få ham med op over sig, gjorde ham bestemt heller ikke noget. Han sukkede dæmpet, inden han mere end glædeligt trak sig over hende. Kroppen reagerede voldsomt på dette, og særligt fordi, at han ikke havde været stillet i lang tid. Det var noget andet, når det var sammen med Liya, end hvad det var sammen med Yuuki, og det kunne han jo godt mærke nu, hvor han lå her. Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. En længsel opbyggede sig. Han havde brug for hende, og nok mere, end hvad hun kunne tro, når det var på denne måde. Han klemte øjnene let sammen, som han roligt masede sig ordentligt ned mellem hendes ben. Han vidste godt, at han slet ikke burde, men denne gang kunne han heller ikke lade være. Den sensuelle dæmon drev ham, samtidig med at det blandede sig med hans egen lyst og længsel, efter igen at mærke hende tæt på. Han gjorde et ryk.. Hvor han denne gang valgte at komme helt tæt på hende ved at forene dem, som havde de været et. En følelse, som han ikke havde oplevet i frygtelig lang tid.

[Liya Daimond Diamaqima]

Dette havde på ingen måde været Liyas hensigt da hun var gået hen til ham. Det sidste hun havde forventet var at han ville tage hende tæt, kysse hende som hun havde længtes efter hele aftenen, og mange år før det, selv i døden. Hans krop var blevet berørt af en anden kvinde, og desperat efter at slette disse spor efter berøringer, farede hendes hænder vildt på hans krop, sørgede for at berøre så meget af ham som hun overhovedet kunne komme til. Ind mellem deres lidenskabelige kys, måtte hun i ny og næ slippe et lille suk af ren og skær nydelse. Det var lige før hun følte sig helt dyrisk, hvilket hun ikke rigtigt havde prøvet med Nathaniel før, men hendes væsen var desperate efter at blive mættet, og hun var desperat efter at mærke ham, og og endelig slippe den længsel som hun nu engang brændte inde med.
Hendes ben åste sig fast omkring hans liv og holdt ham over sig. De burde ikke, han havde forpligtelser et andet sted, Liya hadede yuuki af hele sit hjerte, men hun vidste hvor ondt det havde gjort på hende dengang han havde givet sig selv til Jaqia mens de havde været sammen, så det ville formentlig gøre ligeså ondt på Yuuki. Ikke at det var nok til at stoppe hende overhovedet.
Det faste ryk forenede dem, smeltede dem sammen som havde de kun været én. Liya stønnede mod hans læber og slog hovedet lidt tilbage i sengen opfyldt af varme og begær. Deres kroppe var allerede varme, hun kunne mærke hvordan hun allerede klistrede lidt mod ham, men det var bare en fantastisk følelse. Aggressivt og lidenskabeligt, men samtidig intenst og kærligt, præcist som deres forhold altid havde været.

[Nathaniel Diamaqima]

Så vred som Nathaniel havde været, så lettet, var han godt nok også lige nu, og han kunne mærke det. Det var virkelig... dejligt, at være omkring hende, og særligt når det var på denne måde. Hans hjerte hamrede fast og hårdt mod hans bryst, men han følte sig levende. Han følte sig levende, som han ikke havde følt det igennem det sidste lange stykke tid.
Et dæmpet suk brød hans læber. Behaget skyllede ind over ham, hvorefter han valgte at forene dem, som kun to elskende burde være tæt på hinanden. Dette var en verden, som kun hende og han var en del af. Det var det eneste, som han egentlig havde i hovedet lige nu, og det eneste, som egentlig havde nogen som helst former for betydning for ham, som det stod lige nu. Varmen skyllede ind over ham, hvorefter han satte gang i tempoet...

... De dybe støn, var end ikke til at tage fejl af. Hele trykket ophobede sig i Nathaniels krop og sind. Grebet strammede sig om sengetøjet, hvor han trykkede sig ned mod hende. De ben som hun havde om hans hofte, var slet ikke noget, som han følte var nødvendigt. Det sidste endelige og dybe støn brød hans læber, idet at han voldsomt trykkede sig ind mod hende, og han tvang sig selv over den dybe afgrund. En voldsom sitren skød voldsomt igennem hans krop og sind, inden han nærmest faldt sammen over hende. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde oplevet noget så fantastisk, sammen med nogen. Med en krop som glinsede af sved, så kunne han ikke lade være med at smile. Det bad havde vel været overvurderet. Han hævede hånden, som han let lod stryge over hendes kind og med et smil på læben. Han kunne heller ikke lade være. "Du er fantastisk, Liya," sagde han endeligt. Han elskede hende jo.. Han kunne jo ikke lade være.

[Liya Daimond Diamaqima]

De var elskende, der var intet forkert i deres handling - forsøgte Liya at sige til sig selv, selovm sandheden var en ganske anden. Han tilhørte en anden kvinde, hun havde ingen ret til at komme ham så tæt, og alligevel var der ikke en ting i verden som kunne stoppe hende. Det var nok ikke nødvendigt at holdt ham fast med sine ben, men inderst inde frygtede hun at han ville blive fornuftig og afbryde det, hvilket hun ganske simpelt ikke kunne nu. Tid og sted var forsvundet, tilbage var der kun dem. Ikke én stemme i hendes hoved, ikke en tanke der kunne ødelægge øjeblikket, hun var fyldt af den varme han plantede i hende.
Små velvillige støn, forlod hendes læber hver gang han stødte mod hende og skabte et nyt niveau af nærhed. Hun kunne mærke hvordan varmen byggede sig op og gjorde hende mere og mere anspændt, ikke på en dårlig måde, tværtimod. Med et sidste dybt støn, var Liya ikke længere i stand til at holde det inde. Hele hendes krop blev stiv som hun trak sig sammen omkring ham, og mærkede alting sitre for et langt øjeblik inden følelsen aftog, og hun ligeså faldt sammen under ham, forpustet, fri for vrede, og uden smerter. Det var en helt ny følelse at kunne trække vejret ordentligt igen, nu var det mest hendes muskler der var ømme, fordi hun i så lang tid havde været så anspændt. Forpustet åndede hun mod hans hals og slap langsomt taget om ham med de slanke ben, så han kunne trække sig lidt. Hendes mørke øjen tilfaldt hans, en smule usikker på hvad der nu skulle ske. "Sp forlad mig ikke" bad hun stille og lod sin pande møde hans, tiggede og bad inderligt til at han ikke ville rejse sig og gå selvom han burde.

[Nathaniel Diamaqima]

Det at hun havde råbt og skreget af ham, kastede ting efter ham, og de nu lå så tæt i alt af skår af vasen, var slet ikke en tanke som slog Nathaniel på noget tidspunkt. Det eneste, som han egentlig havde været interesseret i, var at komme tæt på hende, og mærke hende tæt på sig. Det var det eneste, som egentlig havde haft noget, der bare mindede om en betydning. Hans blik søgte hendes med en rolig mine. Sammen med hende, så følte han sig.. komplet. Det var jo oprigtigt her, han ønskede at være, så det kunne vel heller ikke være så underligt igen, kunne det? Han var virkelig oprigtigt ked af, at han havde gjort det, som han havde gjort.
Hånden lod Nathaniel stryge over hendes kind, inden han roligt trak sig, så han kunne lægge sig ved siden af hende i stedet for. Sandt at sige, at han jo ikke ønskede at forlade hende. Det var rent faktisk det eneste, som han slet ikke ønskede sig. Yuuki var ærlig talt ikke en kvinde som han tænkte på i en stund som denne, og det var han heller ikke bange for at indrømme. De mørke øjne gled mod hendes. Nu kunne han kende hende igen. "Jeg går ingen steder," lovede han dæmpet. Han kunne love det for nu, men han havde endnu Yuuki og lille Amaya. Han lænede sig frem og plantede et kys mod hendes pande. De burde måske sove nu, bare for at få lidt hvile begge to? Det ville uden tvivl gøre dem begge utrolig godt. "For nu, så er det her jeg er. Det er det, som du skal fokusere på," bad han roligt, inden han roligt lagde sig ned ved siden af hende. Hånden strøg fra hendes kind og videre over hendes side, da han kom så vidt. Han vidste at det måske ikke var nok, men det var hvad han kunne tilbyde hende i en stund som denne.