I'll take you home..

[Nathaniel Diamaqima]

Liya Daimond Diamaqima

---

Det var endnu mørkt, da Nathaniel endelig kunne se Marvalo Mansion tårne sig i det fjerne. Et sted, som han ikke havde opsøgt igennem rigtig mange år nu. Ham og Kimeya var jo ikke just på talefod, og havde ikke været det i mange år. Dog ville han ikke lade Liya rende rundt alene. Hans hånd var endt blodig.. Han gik endnu med hjerterne i hånden, da han gerne ville sikre sig, at Liya vidste, at han var glad for den såkaldte gave, som hun havde valgt at skænke ham, og det var nemlig lidt således, at han havde det med tingene lige nu. Hun var bare... vigtig for ham. Det havde hun nemlig alle dage været.
"Vi er snart hjemme," annoncerede han med en rolig stemme, da han igen vendte blikket mod hende. Hun var træt. Det samme var han, men han kunne jo ikke bare lade hende rende rundt alene på denne måde. Slet ikke faktisk!
Endelig nåede de dørene, som Nathaniel fik skubbet op. Det var ikke ofte, at de var låst her på stedet, men var det underligt? Mange frygtede hvad Kimeya og familien ville gøre hvis folk blev taget i at rende rundt i hjemmet. Umiddelbart kunne Nathaniel ikke fornemme, at der var andre her, så det var uden tvivl også noget der passede ham fint. Han vendte blikket mod hende. Endnu med hende i sin favn, hvor han kunne holde hende tæt ind mod sig. Hun var uden tvivl den kvinde, som havde den største betydning for ham. Det havde hun altid haft, og det ville hun for altid have. "Vi skal have dig i bad, og så skal vi i seng," sagde han endeligt. Han førte hende mod trappen, der førte op ovenpå. Så vanedannende som Liya var, gik han ud fra, at hun havde fået deres gamle værelse. Det vidste han da heldigvis endnu hvor måtte være.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya lå trygt i Nathaniels arme. Hun havde sovet det meste af vejen, kun for at vågne i korte øjeblikke og sikre sig at han stadig var der, f'r hun igen var faldet hen. Hendes krop var kold, beskidt og blodig, der var ingen tvivl om at et bad ville gøre hende godt.
Hvile hjalp som regel på stemmerne. Hun vågnede først da han slog døren til Marvalo Mansion op. Hendes øjne var trætte men hun følte sig egentlig næsten allerede udhvilet, og langt mere klar i hovedet. Smerterne var der endnu, men dem kunne man trods alt heller ikke bare få til at forsvinde på den måde. Hun blinkede et par gange. Kimeya var stadig ikke kommet tilbage, hele stedet lå mørklagt, nøjagtig som hun havde forladt det tidligere på aftenen. Langsomt kom hun mere og mere til sig selv, mere klar i hovedet og langt mere afslappet. "Et bad ville gøre godt," indrømmede hun og kvalte et lille gab.
Stemmen trængte ikke igennem til hende, hun kunne stadig mærke Nathaniel, høre og dufte ham. Inderst inde vidste Liya godt at hun ikke kunne holde ham der. Han havde en familie at tage hjem til, tanken gjorde hende vred, men samtidig så havde hun brug for at han var der lige nu.
Værelset der engang havde været deres var nu hendes. Det var et af de større og forsynet med eget bad, og en stor og blød seng. Liya havde altid elsket at bo der, det var aldrig blevet det samme i Procias. "Du kan godt sætte mig ned nu," bad hun roligt. Når stemmerne forsvandt fik det voksne også mere plads, og hun var jo på bunden en ret selvstændig kvinde. Det betød dog også at hun havde mulighed for at være vred på ham igen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var indstillet på, at han ville møde Liyas vrede på et eller andet tidspunkt. Heldigt i en situation som dette, så kunne Liya have fokus på en ting af gangen. Lige nu var det at stille ham tilfreds med hjerter og de stemmer i hendes hoved. At hun nu havde sovet stort set hele vejen, var nu heller ikke noget, som han sagde noget til. Det var hende tiltrængt at sove, og han ville bestemt ikke forhindre hende i at gøre det. Hans blik søgte hendes direkte. Særligt i de stunder hvor hun vågnede, inden hun lagde sig til igen. Det sydede i hans arme. Over tid, var det faktisk utrolig tungt at gå sådan med hende.
"Det vil det.. Blodet skal vi have vasket af," sagde han roligt. Lige nu var det nemlig ikke Yuuki han tænkte på, men derimod hende. Den kvinde af den største betydning for ham. Det ville hun også for altid have, så det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Roligt søgte han op ovenpå. Han knugede om hende, som han knugede om de hjerter. Han havde nok tabt det ene på vejen. Han havde ikke holdt øje med det. Da hun sagde, at hun gerne ville blive sat ned, nikkede han og stoppede op i døren ind til deres gamle værelse. Et af de største som var på stedet her. Han satte hende forsigtigt ned, og endnu stående tæt ind mod hans arme. Det var nemlig der, han gerne ville have hende. Han vendte blikket mod hende. "Jeg ordner et varmt bad," sagde han roligt, inden han slap hende helt. Det blodige hjerte, lagde han fra sig på et klæde på kommoden indenfor døren, for derefter at søge til det lille badeværelse, som de nu havde side om side med soveværelset. Han kunne huske de mange gode stunder, som han havde delt med hende her.. Og han savnede det. Ingen tvivl om, at han savnede det liv, som de engang havde haft.

[Liya Daimond Diamaqima]

Blodet generede ikke hende som det nok generede ham. Hun var vant til at være både blodig og beskidt. Den problmatik havde han med største sandsynlighed ikke med Yuuki, det var svært for hende ikke at sammenligne sig selv med hende, fordi hun jo et sted ønskede at have ham for sig selv. Hun lod sig sætte ned foran døren til deres soveværelse. Hjerterne interesserede hende knap så meget i hendes nuværende tilstand, det havde været det barnlige behov for at gøre ham tilfreds, nu begyndte de afvisende facader igen at bygges op.
Hun slog døren op. Alting stod som de havde gjort dengang de havde forladt det til fordel for Procias, dengang han første gang havde fravalgt hende grundet det blodsbånd de sammen havde. Hun var jo som snydt ud af næsen på ham.
Uden helt at vide hvad hun skulle sige, gik hun ind på værelset. Faklerne brændte svagt, lyste rummet op sammen med pejsen foran sengen.
Hun nikkede bare og lod ham søge ud på badeværelset. Der var ikke det han ikke havde set af hende før, hun ville ikke lade ham komme med op i badet, men han kunne sagtens sidde ved hende og hjælpe med at få blodet og skidtet af. Foran spejlet, betragtede hun sin egen blodige skikkelse. Hun var en smuk kvinde, selv når hun lignede noget katten havde slapt ind. Roligt begav hun sig til at fjerne kjolen, før stropperne, derefter bånden om lidt der holdt den oppe. Den faldt i smukke, lette bevægelser omkring hendes krop og nåede gulvet Under den var hun nøgen. Særligt overkroppen var blodig. Visse steder var det gået igennem kjolen, men ellers kunne man tydeligt se at hun havde båret den. Nu blottet, satte hun selv kurs mod badeværelset, og gik ud for at se hvor langt han var med at gøre det hele klart.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste jo godt hvordan Liya reagerede, når det blev for meget for hende. At det var gået udover to uskyldige mænd, var jo noget som han jo kun måtte beklage, for han kunne jo intet stille op med dette. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte denne gang, inden han søgte ud på badeværelset. Hjertet lod han ligge. Selv for ham, var det rart at kunne slippe det. Her var det trygt for hende.. nok mere for hende, end det var for ham, i tilfælde af at Kimeya nu skulle komme hjem, men Liya satte han først. Det var det, som han altid havde forsøgt at gøre, selvom det havde været svært.
Vandet begyndte han at få øset op i karret, som han ovenikøbet havde fået tændt op under, så det kunne varmes, netop så det ikke var koldt. Det var slet ikke noget, som han ønskede sig. Det var ikke meningen, at hun skulle rende rundt og blive syg. At hun så derimod kom ind på badeværelset i absolut ingenting, fik kort Nathaniel til at betragte hende. Selvom børnene uden tvivl havde efterladt sine spor, så var det slet ikke noget som rørte ham på noget tidspunkt. Han lukkede kort øjnene. Det her var uden tvivl svært. "Badet er klar til dig, Liya," sagde han roligt. Nej, han forventede så sandelig ikke, at hun ville have ham med i, hvilket også passede ham fint. Han burde vel efterhånden have fundet sit standpunkt i det hele, og særligt fordi at han havde Yuuki og lille Amaya, som sikkert måtte sidde og vente på ham derhjemme. Dog var det ikke dem, som han tænkte over lige nu. Han tog fat om en stol, som han trak hen til karret. Han ville jo gerne hjælpe hende.. røre ved hende.. vise hende, at han også var der for hende, for det var ikke anderledes siden sidst. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Han skammede sig. Skammede sig over, at have placeret sig selv, såvel som hende i denne frygtelig akavede situation.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya så ingen grund til at skjule sig. Nathaniel havde set hver lille del af hende, og aldrig beklaget sig. Hendes krop var hun ikke utilfreds med, heller ikke selvom fødslen af et tvilligepar havde sat sine spor i form af strækmærker og en barm der hang lidt. Det var hendes stolthed som mor, ingen mand skulle have lov til at fortælle hende at det var forkert.
Hendes sårbarer blik faldt på Nathaniel der sad der ved karret. Hendes armen hang slapt ned langs siden. Et sted håbede hun vel at han ville se på hende? Det var frygtelig egoistisk tænkt af hende, men hun havde brug for at han kiggede på hende. Uden ord nærmede hun sig karret og stod ved siden af ham. Hun bukkede sig langsomt ned for at mørke på vandet med et par fingre, mens hun ud af øjenkrogen kunne se hendes behov blive opfyldt. Han kiggede på hende, selv efter alle de år. Dog valgte hun ikke at kommentere det, men kravlede i stedet op i det fyldte kar hvor det varme vand måtte omslutte hende. De løse rester af blod flød ud i vandet og gav det et rødt skær, ikke at det var fremmede for hende.
Forsigtigt lænede hun sig tilbage mod karrets kant og hvilede sig der, dog uden at slippe hans blik med sit eget. For ham måtte det være akavet, det var det ikke for hende. "Tag hjem," bad hun dæmpet og sank en klump. Hvis han blev her, så ville hans liv blive ødelagt, det liv som han netop havde fået på fode. Hun havde intet til overs for Yuuki, men han havde en datter som han ikke burde svigte. Hun var uskyldig, og havde brug for at have sin far der. Alt dette ville hun ødelægge hvis han blev, særligt fordi at også sulten prægede hende.

[Nathaniel Diamaqima]

For Nathaniel var det her en meget akavet situation at sidde fast i, særligt fordi at Yuuki og Amaya ventede på ham derhjemme. Det var dog stadig ikke dem, som han tænkte på lige nu. Det var faktisk Liya. Den smukke, smukke kvinde, der havde skænket liv til deres børn. Han sendte hende et svagt smil. Det var akavet.. det var underligt at sidde der med en kvinde, som han selv havde lullet i den evige søvn, og havde taget en endelig afsked med. Det var underligt det hele!
At hun derimod bad ham om at tage hjem, fik ham til at hæve blikket mod hendes ansigt. Smuk som hun var, så kunne han jo heller ikke ligefrem selv få øjnene fra hende. Han rystede på hovedet. Lige nu måtte han jo erkende, at han følte, at han var hjemme.. Han var hjemme her sammen med hende. "Jeg er lige hvor jeg vil være lige nu," forsikrede han hende. Han ville jo gerne sikre sig, at hun havde det godt, før han så meget, som ville overveje at tage videre. Han tog fat om en badesvamp og lagde den op i vandet. Hans blik hvilede på hende.. Kvinden der havde født hans børn. Det alene havde jo en kæmpe betydning. Selv havde han jo sendt et brev eller ti i retningen af Silia, selvom han ikke havde fået respons på nogen af dem endnu. Han forventede det ikke.. Men han opgav ikke. Og særligt ikke nu i hvert fald! "Lad mig hjælpe dig, så vi kan få dig ren og ind i en varm seng," sagde han endeligt. Kimeya ville nok ikke sætte pris på, at han var her.. men at efterlade Liya alene, kunne hun tilsyneladende endnu ikke håndtere på egen hånd. Han tog svampen i sin ene hånd, inden han førte den over hendes krop. Ganske forsigtigt. Han var jo overhovedet ikke ude på at gøre hende ondt.

[Liya Daimond Diamaqima]

Nathaniel burde slet ikke være her. Derhjemme havde han en kæreste og et barn, han burde ikke spilde tiden ved en kvinde han engang havde ladet gå i døden. Liya studerede ham i alt fredsommelighed, dog med et ret indgående blik, mens hun lå der og nød hvordan vandet fik hende kolde hud til at prikke og sitre, idet den tog imod noget af varmen.
I et langt øjeblik lagde stilheden sig. Der var meget hun ønskede at sige til ham, men ordene kom bare ikke rigtigt frem. "Hvis du bliver her, så mister du dem," sagde hun igen lidt ud af det blå. Sulten prægede hende, der gjorde båndet mellem dem stærkere, og hvis først han dummede sig, så var der ingen vej tilbage, for Liya havde ingen intentioner om at stoppe ham.
Hun slog blikket ned på vandet hvorunder hun kunne skimte sin egen krop. "Okay," hun nikkede roligt og lænede sig godt tilbage, mens hun igen vendte blikket i retning af hans. Tanken om at han skulle røre hende igen fik hendes hjerte til at slå. Hun lod ham tage svampen og mærkede dens ru struktur stryge over hendes glatte hud. Det føltes rart. Vandet blev mere og mere rødt, jo mere af blodet der forsvandt fra hendes krop. Man kunne se hvordan hendes bryst hævede og sænkede sig i et lidt overfladisk åndedræt, der afslørede at dette i sig selv var med til at bearbejde sulten i det indre. Hver en berøring. Det var intimt uden overhovedet at være det, selvom Yuuki nok ville hade det lige meget uanset hvad.
Hun sagde intet, men hendes blik snakkede alligevel lidt for hende. Det var rart at have ham der, trods hun vidste at han burde tage hjem, ikke være hos hende. Kimeya ville formentlig smide ham hjem, om han havde været der, og måske det også var det mest fornuftige når alt kom til alt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste hvad han burde gøre. Det var dog ikke ensbetydende med, at det var det, som han havde tænkt sig at gøre. Et sted kunne han vel trøste sig med, at hun havde mere brug for ham lige nu, end det som Yuuki og Amaya havde? De havde Rei.. de havde Demian.. Lige nu havde hun jo faktisk ikke nogen, og at lade hende sidde her selv, var slet ikke noget som kom på tale. Han kunne ikke gøre alle tilfredse.. Men her var hans tilstedeværelse nok mest nødvendig, hvis han selv skulle sige det.
"De kan klare sig uden mig for en aften eller to," sagde han endeligt. Skulle han være helt ærlig, så var det nemlig ikke det, som han havde tænkt sig at bruge tiden på i aften. Det var hende. Svampen tog han i sine hænder. Han gav hende en stemme. Gav hende muligheden for at give udtryk for hvad hun gerne ville have, kontra hvad hun ikke ønskede at blive udsat for, og hun virkede ikke direkte til at ville hade at have ham tæt på, på denne her måde. Svampen førte han roligt over hendes krop. Kimeya ville uden tvivl smide ham ud, om han vidste, at han var her.. Så det handlede vel også om at udnytte den tid, mens de endnu måtte have den? Han søgte længere og længere ned over hendes sider og mave.. kørte svampen let over hendes bryst og så igen nedover maven, for at være sikker på, at han også fik det hele med. "Sig stop, hvis jeg skal stoppe.." Hun var nemlig sulten.. han kunne mærke, hvad selv dette, måtte gøre ved ham, og der havde han også brug for at hun brugte sin mund lidt. Han ønskede jo ikke at gøre det værre for hende, end hvad det var i forvejen. Den ene hånd lagde han tæt ved hendes på kanten af karret.. inden han roligt strøg den over hendes kind. Så smuk som hun var..

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var tydeligt at de talte forbi hinanden. Naturligvis kunne Yuuki klare sig uden ham. Hun var trods alt ikke så afhængig af ham end det hun havde været. Tanken nagede hende lidt, var det, det som fik ham til at elske den kvinde? Hun mærkede knuden i maven vokse sig større og frygtede lidt at den ville ende med at tricke hendes sind igen, hun frygtede altid for at blive syg i hans nærhed.
"Det ved jeg de kan. Det var ikke det jeg snakkede om," svarede hun roligt og lagde hovedet lidt på sned for at fastholde hans blik. Det var beroligende. Han havde de her mørke, intense øjne der altid udstrålede en eller anden form for bekymring for hende. Hun elskede at se i dem.
Svampen var varm og ru, kradsede lidt når han kørte den hen over hendes krop. Hun trak vejret dybt og endte med at læne hovedet helt tilbage og lukke sine øjne.
Dette gjorde noget ved hende, det fik hende til at længes samtidig med at det også var med til at lette smerten lidt. "Jeg ville aldrig bede dig om at stoppe," sagde hun ærligt. Hellere at han rørte hende en nogen anden. Kimeya fik somme tider lov, men end ikke det var det samme, det ville det heller aldrig blive. Den lille tur over hendes bryst, fik hende til at bide sig blidt i den bløde underlæbe, før hun slap igen. Hans varme hånd, trak i hendes opmærksomhed. Igen spærrede hun de store, brune øjne op og fangede hans blik. Det var ikke en hemmelighed at hun savnede ham, og det nagede hende inderligt at han ikke længere var hendes.
Fristelsen til at kysse ham var stor, men hun gjorde det ikke. "Du burde virkelig gå" konstaterede hun lidt hæst.

[Nathaniel Diamaqima]

Yuuki havde mange omkring sig, som kunne tage sig af hende. Der havde Liya ingen. Hvilken mand, ville han da ikke være, hvis han bare vendte ryggen til hende? Det ønskede han ikke. Hun var nemlig noget af det mest fantastiske og mest betydningsfulde, som han havde haft ind på sit liv nogensinde. "Derfor har jeg intet hastværk med at komme herfra.. Lige nu, er det her jeg gerne vil være," sagde han med en ganske rolig stemme. Det var måske ikke det, som hun ville høre, men det var det, som han nu også måtte mene. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte.
Svampen førte Nathaniel over hendes krop, mens hans frie hånd strøg over hendes kind. Han kunne jo ikke lade være. Selv han var draget af hende, selvom han nok mere havde forståelsen for hvorfor hun reagerede som hun gjorde, og det var også lidt det, der gjorde det for hans vedkommende. Han nikkede. Han vidste jo, at hun ikke ville have, at han skulle stoppe, og derfor så han heller ikke nogen grund til at skulle gøre netop dette. Hans blik søgte hendes skikkelse direkte. "Jeg ønsker heller ikke at stoppe," sagde han ærligt. Hans blik var gledet mere og mere mod hendes ansigt, mens han selv lod hånden føre svampen rundt omkring på hendes krop. Her var hun.. i levende live, som havde hun aldrig været død. Var det underligt, at han rent faktisk havde det dårligt med de omstændigheder? For han følte, at det var ham, som havde gjort noget forkert. Svampen førte han roligt op over hendes kraveben og videre over hendes bryst igen. Han sendte hende et stille smil. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Duften af hende.. hendes blik.. hendes væsen. Alt det, som han havde savnet igennem alle disse år.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya var alene.. som altid. Hun åbnede sig ikke op for mange, hendes børn var i Procias, hvor de var holdt sikre, Kimeya var i Imandra med Faith og Nathaniel burde være sammen med Yuuki, hvor så end i denne verden hun befandt sig. Et tungt suk strøg over hendes læber.
"Du burde ikke blive her. Det er dit valg," sagde hun endeligt. Hun havde ikke planer om at smide ham ud, for hun ønskede at han skulle blive ved hende. Hun længtes desperat efter hans kærlighed, velvidende om at han ikke kunne give hende den, sådan som situationen var. "Silia gjorde dette. Hun vækkede mig," fortalte hun og lod en hånd lege med vandets overflade, så små ringe bredte sig ud fra hendes fingre. Hvorfor anede hun ikke.
"Jeg er vred på dig," sagde hun endeligt. Hendes stemme løb ikke vred, ligesom hun heller ikke så vred ud, det var mere som om at hun pludselig var kommet i tanke om dette men nu ikke helt kunne opnå følelsen af vrede. Igen snappede hun lidt efter vejret da svampen gled ned over hendes bryst. Det føltes godt endelig at blive rørt igen, at nogen gad. Uroen begyndte at blive tydeligt, hun kunne ikke lade være med at rykke lidt på sig alt efter hvor svampen var, ikke at dette var noget hun tænkte over. Hendes våde hånd gled hen over hans som hvilede mod hendes kind, holdt den fast der i frygt for at han ville slippe hende. I årevis havde hun intet følt, intet mærket, så nu var hun nærmest desperat efter berøring. Forsigtigt vendte hun hovedet en smule og plantede et ømt kys i hans håndflade. Han duftede af ham.. føltes som det hun havde ledt efter gennem så lang tid.

[Nathaniel Diamaqima]

Det her var et valg som Nathaniel nu tog. Liya havde brug for ham. Ikke at det var noget, som han kunne vende ryggen til. Alt det som han havde lavet hos Brayden måtte han huske. Han skulle være hvor han følte for at være, og ikke hvor han altid var forpligtet. Liya havde altid været en kvinde, der betød forbandet meget for ham, og dette havde så sandelig heller ikke forandret sig igennem de sidste rigtig mange år. Selv ikke i den tid, hvor hun havde været væk. "Det her er mit valg.. Det er her jeg vil være lige nu," sagde han med en rolig stemme, da han endnu en gang søgte i retningen af hendes skikkelse. Han kunne ikke holde op med at kigge i hendes smukke øjne.. Dem som var så stort et mysterie, som han aldrig rigtigt havde fundet ud af.
Kysset mod hans hånd, fik ham kort til at smile. Selvom hun var vred på ham, og han vidste, at hun var vred på ham, vidste han også, at hun var glad for, at han var der, og det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele. "Jeg ved godt, at du er vred på mig," sagde han med en rolig stemme. Hans blik søgte i retningen af hendes skikkelse igen. Han havde jo uden tvivl savnet hende og rigtig meget endda! Hans mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Så smuk en kvinde som hun var.. han kunne jo heller ikke se bort fra det, som selv hun måtte sætte i ham lige nu. Han slap hendes kind, for at tage omkring hendes hånd i stedet for, som han knugede i sit eget greb. Bare at mærke hende, var en fantastisk fornemmelse. End ikke det, var noget han kunne se væk fra.. den varme.. den fornemmelse.. den blide berøring. "Jeg har virkelig savnet dig, Liya," sagde han pludseligt. Han holdt denne gang svampen under vandet og mod hendes mave og side. Han forsøgte at fokusere på at holde hende ren.. Ikke at det gik ham særlig godt. Hans ansigt og blik hvilede i hendes.

[Liya Daimond Diamaqima]

Døden kunne ændre en person, og for hende havde det ændret mange ting, bare ikke hendes følelser overfor ham. Når hun så på ham, så ville hun ønske at de følelser var blevet begravet med hende, fordi det var for hårdt for hende at acceptere at hun elskede ham så højt, når hans øjne var vendt andetsteds, og så alligevel. Når han så på hende som han gjorde nu og rørte hende, så elskede hun det hun følte.. det hun altid havde følt for ham.
Så lang tid det at blive var hans valg, trods hendes advarsler, så ville Liya ej stille sig på bagbenene og risikerer at han ombestemte sig.
Der var noget intimt i deres øjenkontakt. Hendes vrede var ej at sporer, og der var heller ingen fordømmelse at sporer i hans, en intens varme. Hendes hjerte slog hårdere, man kunne se det under vandet der begyndte at bevæge sig lidt uroligt. "Er hun bedre end mig?" spurgte hun lidt pludseligt og blinkede. Måske det for mange var et urelevant spørgsmål, men Liya havde brug for at få sat tingene i perspektiv på en helt anden måde end så mange andre. Som han slap hendes kind, lagde hun i stedet sin håndflade mod hans, og sammenflettede deres fingre. Selv hun havde manglet at røre ham.
En gennemsigtig tårer trillede fra øjenkrogen og ned af hendes kind, uden hun helt vidste hvorfor. Hun var som sådan ikke ked af det, og heller ikke glad, det var en underlig ambivalent følelse hun sad inde med, når de sad som de gjorde nu.
"Har du virkelig?" spurgte hun hæst. Et sted var hun hele tiden opmærksom på svampen, men lige nu var hun faktisk mere opmærksom på hans berøring og på hans blik. Det var underligt fristende at trække ham ned i karret til sig, tøjet var bar ene ligegyldig barriere.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde taget et valg, og det var det, som selv han måtte stå inde for i en situation som denne. Alt taget i betragtning, så var det jo her han gerne ville være lige nu, selv på trods af familien, som han havde hjemme i Death Mansion. Der var de jo trygge hænder, og de var beskyttet. Og det var det som han kunne trøste sig med lige nu. Han ville ikke have, at Liya skulle tænke mere på det. Tiderne havde skiftet.. ja, han havde forsøgt at komme over hende, for tabet af hende, havde været hårdere for ham, end det som han nok lige ville indrømme. Det havde taget knækken på ham for alvor. Nok mere end hvad han lige ville indrømme.
Hendes ord derimod, forundrede ham lidt. Ikke at det var noget som han havde regnet med i denne situation. Om Yuuki var.. bedre end hende? Ikke at han ville påstå det umiddelbart. Der var mange ting i det.. Deriblandt forbandet mange problematikker, og det at nyde hinanden, var slet ikke noget som han kunne. "Nej," svarede han efter et ganske kort øjeblik, hvor han lod der være ro. Alt i alt.. nej, det var hun ikke. Liya var jo uanset en kvinde, som havde en ganske særlig plads ved ham, og det ville hun alle dage have.
Fingrene sammenflettede han roligt, kun for at trykke omkring hendes hånd. Selv lystede han at springe i vandet og bare mærke hende tæt på, men han gjorde det ikke. Igen ønskede han ikke at ødelægge hende, eller gøre hende ondt. Svampen kørte nok mere rundt i små cirkler uden egentlig mål og mening lige nu, men det var nu heller ikke noget som han tænkte mere over. Hans ansigt hvilede i hendes, og det var også der at hele hans opmærksomhed måtte være samtidig. Han nikkede. "Mere end du aner," sagde han dæmpet. Særligt de gange, hvor han havde både set og hørt hende stå og skælde ham ud, havde særligt været hårde og slemme ved ham. Denne gang var det ham der førte hendes håndryg op til læberne, hvor han skænkede den et blidt kys. Han havde virkelig savnet hende.