I'll take you home..

[Liya Daimond Diamaqima]

Måske ville hun en dag stoppe med at bebrejde ham for at være kommet videre, måske ikke. Det var svært for hende at se ham med en anden, svært for hende at han havde lagt sine følelser for hende på hylden for at lade dem blomstre for en anden, nok til at skabe en familie med hende. Pludselig følte hun sig tung i hele kroppen, ikke af træthed, med af alt for mange uplacérbare følelser. Tåren gled ned det næsten røde vand, uden at hun tørrede den bort. Nathaniel kunne se ind i hendes sjæl, det havde han altid kunnet.
Selv efter svaret var kommet sad hun som frosset på stedet til hun valgte at fugte sine læber med et strejf fra tungespidsen. "Gør hun dig lykkelig?" spurgte hun videre. Følelser havde aldrig været hendes stærke side, så i virkeligheden forsøgte hun bare at forstå og at danne sig et overblik. Hvis han var lykkelig, ville hun ikke ødelægge hans liv. Han fortjente det, trods det ville gøre hende dybt ulykkelig.
Hendes frie hånd snak ned under vandoverfladen og tog svampen fra hans hånd. Nu havde han vasket hende det samme sted i flere minutter. Hun lod den flyde på vandoverfladen men lod hans hånd stadig røre hende.
"Jeg er her nu," hviskede hun næsten som var det et løfte til ham. Det ville blive svært for ikke at tale om umuligt, nogensinde at finde en anden der kunne få hende til at føle på samme måde som han gjorde, men overfor ham kunne hun ikke være egoistisk, det havde hun aldrig kunnet. Hvis han var bedre foruden, så måtte hun være klar til at give slip på ham.
Hendes frie hånd brød igen vandoverfladen for at glide gennem hans hår, så små dråber faldt ned over hans ansigt og ned over hans nakke. Hun burde stoppe...

[Nathaniel Diamaqima]

Kunne man klandre Nathaniel for at forsøge at komme videre? Det havde selv krævet ekstremt meget af ham, at åbne sig op for Yuuki, og særligt fordi, at han havde følt, at han havde været Liya utro. At Silia skulle gøre denne handling.. Det som hun havde lovet ham, at hun ikke ville gøre, var.. uhørt! Det vendte op og ned på absolut det hele, og han kunne ikke finde ud af det mere!
Om Yuuki gjorde ham lykkelig? Det gjorde hun.. og samtidig ikke. Det var jo ikke Liya, men mange af tingene var nemmere, for han slap for at være så meget over hvad han sagde og hvad han gjorde. På sit vis, var det virkelig, virkelig befriende! "Det.... det ved jeg ikke," sagde han dæmpet. Liya havde jo altid været den rigtige for ham.. Nu var det ham som pludselig blev sat i tvivl.
Det sitrede let i Nathaniels krop, da hendes hånd søgte under vandet, for at tage svampen fra ham. Dog så han ikke bort fra hendes ansigt. Så smuk som hun var.. så smuk som hun altid havde været. Det kæreste i hans liv. Han lod hånden hvile mod hendes side.. Han kunne ikke lade være med at berøre den ganske let. Ikke nu hvor han stod der sammen med hende.
Liya var der nu. Hvorfor vækkede det en form for ro i ham? Selvom han vidste, at hun var vred på ham på grund af det, som han havde gjort.. og særligt det faktum, at der var kommet børn ud af de,t som kun gjorde det hele meget værre i den forstand. Han nikkede til hendes ord, inden han kort lukkede øjnene. For ham, bragte det rent faktisk en følelse af ro at vide det. Han havde vel brug for, at hun rent faktisk var der? "Det bringer en lettelse til mit sind, at vide, at du er her," sagde han ærligt. Igen trykkede han blidt om hendes hånd.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya studerede nøje hans ansigt, forsøgte at læse hvad han tænkte, hvad han følte. Tanken om Yuuki vækkede hendes jalousi, det indrømmede hun gerne, og det ville dræbe hende at lade ham gå, men måske hun kunne flytte til Procias igen og være sammen med Silia og Jophiel? Modet sank lidt i hende. Endelig slap hun hans blik og så ned i vandet i stedet for med et usikkert blik. Han havde ikke givet hende hvad hun havde ledt efter og det forvirrede hendes tanker. "Hvad skal det sige?" spurgte hun med bankende hjerte. Lige nu turde hun ikke at se på ham, for hvis han bekræftede hende i at han ønskede at være sammen med Yuuki, så frygtede hun for hvad der ville ske.. frygtede for at miste kontrollen.
Det var svært at vide om hendes nyelige liv ændrede noget som helst. Liya vidste ikke om hun kunne være den kvinde der rev en mand væk fra sin familie, som Jaqia havde revet Nathaniel væk fra dem. Yuuki var hun i princippet ligeglad med, men hans datter var uskyldig og skulle ikke røres. Intet barn burde røres.
De små strøg fra hans tommel satte en lille sitren i hende, ikke at hun helt vidste hvad pokker hun skulle gøre med den. "Jeg er her," bekræftede hun igen dog uden helt selv at vide om hun synes det var en god eller skidt ting. Livet var ikke lettere end døden - desværre.
Hendes hånd strøg gennem det mørke hår, og ned over hans nakke, inden hun igen trak den til sig, for at lade den hvile mod badekarrets kant. Det var ikke nemt at han sad der, fristede hende, lokkede hende og samtidig skræmte hende fra vid og sans.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt at Liya var præget af en voldsom jalousi, og alle dage havde været det. Konkurrencen mellem hende og Yuuki, var han et eller andet sted allerede forberedt på. Ikke at det var noget der gjorde det meget bedre. Han vidste ikke hvordan han skulle beskrive det.. Slet ikke som det var lige nu. Han kunne ikke finde ud af det. Han vidste hvad han burde sige, men det stod i strid med det, som han ønskede at sige. Han rystede på hovedet. "Lykken var noget, som jeg fandt sammen med dig, Liya," begyndte han med en rolig stemme. Det havde knust ham, at miste hende. Og nok mere end hvad han ønskede at give udtryk for. "Jeg fandt hende.. kun fordi at jeg havde brug for at komme videre.. nu er jeg slet ikke så sikker mere." Hvorvidt om det var en god eller en dårlig ting, var ikke noget som han kunne sige lige nu, og lige her.
Hånden lod Nathaniel kærtegne Liya, udelukkende fordi at det føles så skræmmende naturligt, at gøre dette. Han nød at røre ved hende, som han nød og elskede at mærke hende tæt ved sig. Det var nok noget af det, som han havde savnet mest. Yuuki var så præget af tanker og følelser, hvor Liya derimod bare forsøgte at handle med fornuft eller ud fra hvad hun gerne ville have. To helt forskellige ting faktisk.. men han kunne lide det. Det var bare så dejlig nemt. Han lukkede øjnene let, som hun igen bekræftede at hun var der, samt selv måtte røre ved ham. Vandet begyndte at trille fra hans nakke og det nu våde hår, selvom det absolut intet gjorde ham. Han trak vejret dybt og nikkede. Han vidste at hun var der. Det var nemlig det, som han var blevet overbevist om i en stund som denne. "Det ved jeg, at du er," hviskede han med en rolig stemme. Han førte igen hendes hånd til sine læber. Her skænkede han den et dybdegående og intenst kys.

[Liya Daimond Diamaqima]

Burde der være en konkurrence? Yuuki havde allerede Nathaniel, hvilket Liya virkelig prøvede at acceptere, hun havde nok bare brug for at få bekræftet, at deres tid sammen havde været noget ganske særligt, aldrig havde hun haft så intenst et bånd til nogen som det hun havde haft til Nathaniel.
Hun smilede for sig selv ved tanken om at hun havde gjort ham lykkelig. For en kvinde som hende, var det en enorm bedrift som hun i den grad kunne være stolt af. "Du kom videre. Du fandt hende og hun gjorde dig glad igen, skænkede dig en lille pige.." færdiggjorde hun for ham og nikkede for sig selv. På den ene side ønskede hun ikke at rive ham bort fra sin familie, men på den anden side så ville han et sted altid tilhøre hende og kunne hun overhovedet overleve uden?
Det var behageligt at han rørte hende, hun ville ønske at hun ville kunne lade ham gøre det mere, men hendes indre var et kaos og et dilemma lige i øjeblikket. Hun så væk og slap hans hånd, for at lade dem begge glide i ned i vandet i stedet for, hvor der var varmere. At Nathaniel så selv førte den op for at kysse den, fik hende til at vende blikket brændende mod hans. Følelsen af hans læber fik en varme til at bredde sig, hvad hun dog ikke ville give for at kysse ham igen.. Måske bare denne ene gang. Lokket af sine egne tanker, lænede hun sig langsomt frem mod ham, han ville nemt kunne nå at trække sig hvis det var hans ønske, men bare denne ene gang, var hun nødt til at mindes. Forsigtigt lagde hun hovedet på skrå og strakte sig lidt for at nå hans varme, ru læber og kysse dem med sine. Begge hænder holdt fast i karrets kant, så hun hang over det for ai det hele taget at kunne nå ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var nok mere Nathaniel, der havde et problem her, end det var Liya. Han vidste det jo godt. Måske at han ikke var kommet så meget over hende, som det han havde håbet og troet, at han ville? Han vendte blikket stille mod hendes skikkelse. Han havde fået Yuuki tæt ind på livet af sig. Ikke at han ville undskylde for det, for det ville han ikke, og de havde fået den skønneste lille pige, som han længe havde set. Han nikkede. Han løb heller ikke fra det. Han havde et ansvar, som han skulle leve op til, og det var det, som han havde tænkt sig at gøre, og særligt i en situation som denne. Hans blik søgte hendes endnu en gang. "Det har hun.. Hun gjorde mig glad, og hun skænkede mig Amaya," sagde han med en ærlig stemme. Det var ikke fordi at han havde tænkt sig at løbe fra det. Han var glad for det, og han elskede uden tvivl også den lille pige.
Liya gjorde det ikke nemt for ham. Det var nemmere for ham, når hun viste ham, hvad hun gerne ville have, men nu holdt hun igen. Han vidste, at hun forsøgte at gøre det som var det rette, men han havde brug for at vide.. hvad hun egentlig inderst inde gerne ville. Han kyssede hendes hånd. At hun så derimod måtte reagere på dette, var det, som fik ham til at vende blikket direkte mod hendes skikkelse. Hendes læber, som mødte hans, satte for alvor gang i hans kraftige hjertebanken. Aldrig havde han været ude for noget lignende! Øjnene lod han uden at tøve, glide i, kun for at give sig hen til det. Uanset hvor forkert det var, så kunne han ikke lade være. Hånden hævede han fra vandet, kun for at føre den bag hendes nakke, for at holde hende der. Han ønskede ikke, at hun skulle trække sig. Ikke i livet, om han ønskede, at hun skulle trække sig væk fra ham nu! Han havde savnet hende.. han ville ikke give slip på hende nu!

[Liya Daimond Diamaqima]

Trods mange ville kalde hende både sindssyg og bizar, så var hun en kvinde med et varmt hjerte, i hvert fald når det kom til børn. Hun ønskede ikke at Nathaniel skulle have ondt, ønskede ikke at der skulle ske hans datter noget, men Yuuki kunne for alt i verden. rådne op, uden at det ville gøre hende noget.
Liya bed sig hårdt i læben og så væk for et øjeblik så han ikke skulle plages af samvittighed over at se hendes bebrejdende blik. Et sted vidste hun godt at han ikke havde fundet en anden for at genere hende, men fordi han oprigtigt havde haft brug for det. Det kunne hun ikke bebrejde ham for, og alligevel så kunne man trods heller ikke styrer hvad følelserne bad en om.
"Du lagde mig bag dig.. og glemte vores børn, det liv vi havde haft sammen," sagde hun sammenbidt og kunne ikke undgå at lyde bebrejdende. Hvordan kunne han gøre det mod Silia og Jophiel? Hun så forsigtigt tilbage på ham med et nærmest knust blik.
Alligevel lod hun sig lokke af syndens fristelse, velvidende om at det næppe ville ende godt. Hendes læber hvilede mod hans, smagte dem og lod sig fylde af velvære og tryghed, fordi det var velkendt og behageligt. Samtidig reagerede bæstet i hende, det hungrede efter mere og det kunne de ikke opfylde.. det ville hun ikke! Hun sukkede stille mod hans læber og gentog umiddelbart efter kysset eftersom han holdt hende der. Alt tanke om rigtigt og forkert gled i baggrunden, så hun i stedet lagde sine arme omkring hans nakke, selvom det ligeså gjorde ham drivvåd, fordi de kom direkte fra vandet. Hun var ligeglad. Stod det til hende så trak hun ham op i karet, glemte alt, bare for at mærke ham som hun så brændende længtes efter.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel rystede på hovedet. Jophiel og Silia var ikke glemt for ham, og det havde de aldrig nogensinde været! Aldrig ville de nogensinde blive det! "Aldrig har de været glemt for mig.. Med de stærke minder om dig, følte jeg ikke jeg kunne se dem i øjnene, og være den stærke," sagde han dæmpet. Sandt var det nu. Han kunne ikke.. Han havde ikke været i stand til det, og det havde været hårdt for ham, at skulle indrømme. Det havde vel været flovt et eller andet sted? Altid havde han været vant til at være den, der stod som den stærke for dem, og pludselig havde han ikke haft styrken til at gøre det?
Disse tanker kunne han dog glemme for nu. Kysset og det at mærke hende så tæt på, var uden tvivl noget af det mest fantastiske, som han længe havde oplevet. Om han savnede hende? Gæt om han savnede hende! Øjnene gled i, mens han holdt hende tæt ind mod sig. Han frygtede ikke for hende, eller hvad hun kunne finde på at gøre ved han. Særligt når det var på denne her måde. Var der da noget at være bange for? Det ville han ikke umiddelbart mene, hvis han selv skulle sige det. Han slog de mange tanker ud af hovedet, kun for at give sig hen til Liya i stedet for. Han trykkede sig tættere på hende. Han måtte derfor støtte af mod den modsatte side af karret, for ikke at ende med at falde helt i det. Selv var han jo fuldt beklædt. Ikke at det var noget der gjorde ham det mindste.. det var ikke noget som han tænkte på. Det eneste som han kunne tænke på, var hende. Lige nu kunne han nemlig slet ikke få nok!

[Liya Daimond Diamaqima]

Måske han ikke rigtigt havde glemt Jophiel og Silia, men Liya følte lidt at han havde erstattet dem med et andet liv, for han havde ikke været der for dem, selvom de havde haft brug for det. "Jophiel har følt sig alene ude i skoven, og Silia har haft det elendigt. Hun har ikke vist det åbenlyst, men tronen er usund for hende, den ødelægger hende," hendes blik var fuld af bekymring, lige når det kom til børnene, så kunne hun slet ikke have at der skete dem noget, og Nathaniel burde have været der for dem, når nu hun ikke kunne.
De sørgmodige tanker blev druknet i deres kys. Hun nappede ham i den bløde underlæbe, før hun igen pressede sig mod karet næsten i håb om at det var ham, kyssede hans læber med dybde og længsel. Det var allerede gået for vidt, men samtidig var det for sent at stoppe nu.
Trods han forsøgte at støde mod badekaret, så trak Liya dig en smule mere tilbage og håbede at han bare ville følge hende. Det var jo bare tøj, ingen var død af lidt vand, og nærværet vægtede langt mere hos hende i øjeblikket, end tørt tøj gjorde. Hun begravede sin hånd i hans halvlange mørke hår, og strammede grebet en smule. Måske væsnet også handlede i håb om at blive tilfredsstillet, men det var ligeså meget det enorme afsavn hun havde til ham.
"Kom," bad hun dæmpet mod hans læber, næsten som en bøn til at han bade ville komme op i karet til hende. Det var forkert, urimeligt mod den familie han havde skabt, men når alt kom til alt, så var Liya et væsen af ren og skær egoisme, og når hun ville have noget, så tog hun det uden at spørge først. Desuden havde han været hendes først!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels hjerte hamrede mod hans bryst. Hans samvittighed hvad angik børnene var uden tvivl noget af det, der plagede ham mest, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han havde det dårligt med det.. men at se dem i øjnene og være den stærke for dem, havde han bare ikke været i stand til. Han vidste godt, at han havde svigtet dem, og det behøvede hun ikke komme her og fortælle ham. Han sukkede dæmpet. "Jeg var selv knust, Liya.. At se på dem, var som at se dig.. Jeg kunne ikke bære det.. Jeg kunne virkelig ikke bære det," sagde han med en dæmpet stemme. At håbe på forståelsen, regnede han ikke med. Selv han var bange for at det ville knække hans elskede datter, at sidde på tronen i Procias. Han vidste, at det havde taget hårdt på hende. Så meget havde han da set. "Du er ikke den eneste, der brænder inde med den bekymring," sagde han med en rolig stemme. Det gjorde han nemlig også.. Og rigtig meget endda.
Det var dog ikke noget som han tænkte mere over lige nu. Liya var et væsen præget af den tydelige egoisme, og Nathaniel var i øjeblikket præget af lyst og savn.. Særligt også på baggrund af det væsen som hun var. Ikke at det undskyldte noget. Han vidste jo godt, at han havde en familie der hjemme, der sad og ventede på ham. Hænderne støttede af mod kanten af karret, idet hun nærmest lagde sig tilbage i karret. Han lod hende bryde kysset. Hun ville have ham med.. Det skulle hun ikke lade sig sige to gange. Selv med tøj og det hele, lagde han sig i karret på modsatte side. Tøjet klistrede sig omgående ind til hans krop. Ikke at han tog sig af det. Han lænede sig frem, for at gribe fat i hende, for at rive hende med ind over sig. Grebet og fanget af tid og sted, så lod han igen læberne møde hendes. Han kyssede hende dybt og intenst.

[Liya Daimond Diamaqima]

Bebrejdelsen bundede egentlig mest i en stor bekymring for deres børn. Ingen af dem havde været vel i begge deres fravær, og trods Liya vidste at hun ikke skulle have dårlig samvittighed over at være afgået ved døden, så følte hun ligeså at hun havde svigtet dem. "De havde brug for os," mumlede hun trist. Silia særligt havde brug for nogen.. snart for hun var på randen til et sammenbrud, og det lod ikke til at der var nogen der så det, end ikke Gabriel kendte hende så godt. "Jeg vil aldrig kræve noget af dig Nathaniel. Men jeg vil have at du lover at du i det mindste tager ansvar for dine børn. Silia bryder sammen snart, hun har brug for os begge," påpegede hun dæmpet, og pillede lidt fraværende ved hans skjorte.
Det var slet ikke hendes mening at lokke ham ud i noget som helst, men kysset var ikke godt nok, hun var nødt til at smage ham mere, mærke ham mere. En del af det var væsnet der talte for hende, men hun havde samlet den længsel i årevis.
Et lille grin undslap hendes læber som han klatrede op i karet, påklædt og det hele. Stemmerne nåede hende ikke nu, for han holdt hende jo tryg, lod hende vide at hun ikke var alene. Latteren forstummede men vedblev et smil, som han trak hende ind til sig. Hun gled gennem vandet, og flød halvvejs på vandet, med sin overkrop hvilende mod hans. Endnu engang mødte hun hans læber, og gengældte kysset mindst ligeså dybt og ligeså krævende. Hans tøj kildede hende lidt når det flød i vandet. Den ene arm sneg sig igen om hans nakke, pressede ham ind mod sig, mens den anden fandt hvile på hans bryst. Alle de tanker, idéer om hvordan hun havde lyst til at røre ham, og alligevel holdt hun sig tilbage og mærkede hvordan smerterne lettede.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste hvor stor en betydning børnene havde for Liya, og det var jo også hvad de havde for ham. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, og med hovedet, som han let lod søge på sned. Han selv var bekymret for, om Silia i det hele taget kunne holde til posten som dronning, og særligt i disse tider. Vidste Liya hvad der foregik i den verden, der var omkring dem? Han vidste det ærlig talt ikke, og det alene, gjorde ham urolig. "Gabriel passer på hende, det ved jeg. Du er ikke den eneste, der besidder den bekymring," sagde han med en rolig stemme. Han havde den uden tvivl også.
Selvom det nu ikke var det, som prægede Nathaniels krop og sind. Lige nu var det tanken om Liya, og Liya som det eneste, at han havde i hovedet lige nu. Han krøb op i vandet. At høre hende nærmest grine, og se det smil på hendes læber, var uden tvivl noget, af det mest fantastiske af det hele. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Ikke af skræk, frygt eller lignende, men fordi at han følte sig levende. Lige nu, var det kun Liya han havde i hovedet. Hans familie var glemt.. Yuuki, hans lille pige.. sågar Jophiel og Silia, var glemt lige nu. Det var kun Liya der fyldte ham. Han trykkede hende ind mod sig, hvor han mærkede hånden mod hans bryst. Det var som det plejede at være. Lige dette var ikke anderledes end hvad det plejede at være, og det var fantastisk. Gud hvor han dog elskede at mærke hende tæt på sig. Hånden i hans nakke sagde han heller intet til. Jo mere hun kunne give ham, des bedre var det uden tvivl! Hånden strøg over hendes bløde og nøgne ryg, kun for at sikre sig, at hun var der. Han ønskede på intet tidspunkt, at skulle give slip på hende.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya greb forsigtigt om hans skuldre og lagde hovedet ind mod hans hals. Hendes blik hvilede stift på væggen på den anden side. Hans tøj klistrede også lidt til hendes hud, hvilket fik hende til at smile for sig selv, det var i sig selv en sjældenhed efterhånden. Silia var dem begge en stor bekymring, Jophiel skulle nok klare sig, godt nok var han ensom man han fandt ro i sine omgivelser, hvorimod tronen langsomt ødelagde den datter hun havde opfostret med lidt tilfældig hjælp fra ham. "Jeg vil ikke se hende ødelagt," hviskede hun dæmpet, og lod sin tommel stryge lidt fraværende hen over hans overarm, trods tøjet stadig var i vejen.
Den ene hånd tog således en vandring og fandt i stedet hvile på hans bryst umiddelbart over hans hjerte. Deres kemi havde altid været magisk, han satte en speciel følelse i hende, som ikke kunne verbaliseres, men kun kunne nydes.
I lang tid lå hun bare og nød hans nærhed, mens hun spekulerede over hvad der skulle blive af dem i fremtiden. "Jeg tror ikke at jeg overlever uden dig," sagde hun dæmpet. Det kom lidt ud af det blå, men det var en stor indrømmelse for Liya der ellers var gået meget op i at være selvstændig og hadede at være afhængig af nogen som helst!
Hun ville ikke mætte sig, ingen mand ville komme tæt på hende, det var mere held end forstand at de mænd hun forsøgte at kaste i døden var unge og uerfarende, oftest varme sjæle, en dag ville hun møde sin overmand. Før eller siden ville hun miste livsgejsten, miste sig selv helt til sindssygen, hvis ikke han var der til at få hende ud af det engang i mellem. Forsigtigt drejede hun hovedet så hun åndede ind mod hans hals, og så op på hans ansigt.

[Nathaniel Diamaqima]

Armene lagde Nathaniel roligt omkring Liya og trykkede hende ind mod sig. Bare det at sidde der med hende, var det mest fantastiske, som han længe havde oplevet! Øjnene lukkede han ganske let, og med et tungt suk. Hvad angik Silia, var det en fælles bekymring, og han havde tænkt tanken mange gange. Særligt efter hans egen lille visit der. Han lukkede øjnene let. "Skal vi opsøge hende?" spurgte han direkte, da han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Naturligvis var han glad for, at hun tænkte sådan på det. Jophiel kunne i det tilfælde klare sig langt bedre.. også selvom det slet ikke var meningen at knægten skulle sidde alene i deres gamle hytte i skoven. Han sukkede let, og fortsatte de rolige strøg over hendes ryg. Han kunne ikke lade være. Forsigtigt plantede han et kys mod hendes pande. Hver ting til sin tid.. Lige nu var det bare ikke Yuuki og Amaya som han tænke mest på. Lige nu var det ærlig talt kun Liya han havde i hovedet og intet andet.
Automatisk begyndte Nathaniels hjerte at hamre mod hans bryst ved hendes ord. Hun ville ikke overleve uden ham? Det var noget som et sted varmede ham, og som gjorde ham bange på samme tid. Han vidste jo, at han havde en familie derhjemme. Han hævede hånden, og lagde den mod hendes kind. Han vidste, at hun talte ud fra hendes ønske. Det havde hun alle dage gjort. Sagen var vel, at han ikke kunne forestille sig et liv uden Liya? Han kunne ikke forestille sig, at skulle være til, uden at hun var omkring ham. "Jeg kan ikke undvære dig, Liya.. Det har jeg aldrig kunne," sagde han dæmpet. Selv den dag, det var gået op for ham, at hun rent faktisk var hans datter, havde han ikke kunne vende ryggen til det, selvom han virkelig havde forsøgt på det. Det var bare ikke gået, som han ville det. Han førte en lok af hendes hår væk fra hendes ansigt. "Det knuste mig, at se dig død," sagde han med en dæmpet stemme. Han mente det dog. Aldrig havde han været så knust af noget nogensinde!

[Liya Daimond Diamaqima]

Hans ord satte nogle nye tanker i gang. Silia ville glo hvis de begge troppede op i Procias, det ville formentlig bare give både hende og dem problemer. "Det ville gøre hende vred. Hun har din stolthed," konstaterede hun dæmpet. Det føltes godt.. her lå de i et badekar og holdt om hinanden, snakkede om deres børn og deres liv som var det en realitet, lige nu lå den bare ret langt væk.
"Vi kunne sende Gabriel et brev?" med dem mente hun selvfølgelig ham, for hun havde kun lært at skrive sit eget og Silias navn, både Nathaniel og Jophiels havde været for svært for hende.
De rolige strøg over hendes nøgne ryg, beroligede hende betydeligt. Det var ikke mere end et par timer siden hvor hun næsten havde været fanget i sin egen lille sindssyge virkelighed, og nu lå hun der som fejlede hun ingenting. Det var altid lidt uforudsigeligt med hende.
Hun lukkede sine øjne og kunne ikke undgå at lade stilheden påvirke hendes indre uro. Det var ikke hendes mening at påvirke ham i nogen retning, ikke direkte i hvert fald, men uden ham var det et spørgsmål om tid før hun alligevel ville give op. "Jeg kunne ikke acceptere at se dig med en anden da jeg var død, det bliver næppe nemmere som levende," hun mærkede hvordan vandet kærtegnede hendes ene kind og hans hånd den anden, det var virkelig rart og beroligende på samme tid.
"Jeg ville bare være sammen med dig. Jeg nåede ikke at fortælle dig det sidst, men grunden til at jeg ikke lod Silia kigge på det, var fordi jeg tiggede og bad til at døden ville tage mig, så jeg kunne være sammen med dig," hun sukkede. Alt det, og så havde han ikke været halvt så villig til at ofre sig for også at være tæt på hende.