I'll take you home..

[Liya Daimond Diamaqima]

For at gøre det bare lidt nemmere for sig selv, lukkede Liya øjnene og forsøgte at fordrive de tanker som ville gøre hende syg i løbet af natten. Her var hun alene, det var sket før hun at vågnede op og havde en uendelig trang til at smadre noget, og så gjorde hun det.. somme tider hele værelset, og nu var Kimeya der ikke til at stoppe hende. Hun troede han ville forlade hende da skridt lød, men i stedet mærkede hun tydeligt aktivitet i sengen, hvilket igen fik hende til at slå øjnene op og se på ham med et meget chokeret blik. På den ene side var hun direkte lykkelig for at han ikke var gået, men han burde ikke.
Det lignede hende ikke at tage hensyn til nogen anden, men Nathaniel var anderledes. Hun ønskede ham jo ikke noget som helst ondt!
"Hvad gør du?" spurgte hun nærmest panisk. Hans forklaring gav ikke rigtigt mening i hendes hoved, han gjorde hende bare så forvirret. "Du forstår ikke.." hun rystede på hovedet , før hendes blik mødte hans. "Jeg er sulten Nathaniel.. Det er som at sætte en flaske nymfeblod foran en vampyr og forvente at han ikke drikker det. Det gør ondt, og jeg har mest af alt lyst til at bare at give slip på det hele, fjerne alle de følelser," hun lukkede sine øjne og tog en dyb indånding. Hvis man havde kunnet, så ville hun have tigget og bedt ham om at gøre det, bare for at kunne trække vejret uden at føle den smerte fysisk såvel som psykisk.
"Hvis du er her nu, så kan jeg ikke give slip på dig. Du er nødt til at gå," sagde hun nærmest febrilsk. Der var så mange tanker i hendes hoved at hun ikke anede hvad hun skulle stille op!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, hvad han burde, og hvad han egentlig ønskede, hvilket var to helt forskellige ting i denne situation. Liya var sulten, men den sensuelle dæmon, som hun nu var en del af, var heller ikke noget, som han kunne sige, at han var bange for, for det var han da godt nok heller ikke. Et stille smil passerede kort hans læber. Lige i en stund som denne, synes han, at han rent faktisk var genial i tankegang. Han gjorde for en gangs skyld, det, som han havde lyst til at gøre, og det var der vel heller ikke nogen skam i, var der?
Roligt lagde Nathaniel sig i sengen ved siden af hende. "Jeg tager et valg," sagde han med en rolig stemme. Han forstod godt hvorfor at hun gjorde, som hun gjorde. Det var faktisk det som irriterede ham mest, hvis han skulle være helt ærlig, og det var rent faktisk sådan, at han havde det med tingene. Han vendte de mørke øjne mod hende. Han ønskede bare at ligge der med hende, for den ene aften, hvor han havde muligheden for det, og det var jo også lidt det, som han ville udnytte lidt. Han følte knuden i maven, som hun fortsatte med at argumentere for, at han skulle tage hjem. Lige nu ville han altså ikke hjem! Han ville være lige her, og det kunne han ærlig talt ikke se nogen skam i. "Jeg ved godt, at du er sulten, Liya. Jeg har kunne mærke det hele aftenen.. Jeg ved, at du ikke vil lade andre end mig komme så tæt på dig... Så... lad mig i det mindste, gøre dig den tjeneste i aften," bad han med en dæmpet stemme. Lige nu var det Yuuki der lå langt bag i hans tanker.. Var det hende og sulten måske? Han kunne ikke rigtigt finde ud af det, men han tog det rent faktisk som en god ting lige nu.. Han ville jo gerne være der for hende, og med hende, og det kunne han ikke se nogen skam i. "Du behøver ikke handle på mine vegne, Liya... Gør hvad du har lyst til," bad han. Han havde i hvert fald ikke nogen intentioner om, at skulle rejse sig herfra.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde nok altid været lidt dyrisk og handlede mere på instinkt og behov end egentlig fornuft. Det her var anderledes, og det værste var at hun ikke rigtigt vidste hvorfor. Yuuki var hun ligeglad med, hun måtte lide de kærestesorger som hun havde pådraget sig selv ved at tage en andens kvinde mand, men deres datter var uskyldig. Liya selv havde engang været det barn som han havde efterladt, og hvor var det hun var endt? Syg, ustabil og konstant ked af det, konstant i smerte.
Man kunne godt se på hende at hun ikke helt vidste hvad hun skulle synes om det vag han havde taget. Hun frygtede at det var taget på baggrund af det forkerte, nemlig på grund af hendes væsen og den sult der prægede hende, som om det ikke var svært nok for hende at acceptere faktum. "Et dårligt et," sagde hun blot, dog uden at rykke sig. Det var rart at han blev ved hende, stædigt.. der var engang hvor han aldrig havde viet bort fra hendes side, og guderne måtte vide hvor meget hun ønskede at det skulle forblive sådan.
"Det er ej en pligt Nathaniel, du skylder mig ingen tjeneste. Jeg mætter mig snart," løj hun. Selv hvis hun prøvede ville det formentlig bare betyde døden for den mand hun opsøgte. Han skulle ikke gøre det for hendes overlevelse, når hun huskede tilbage så mindedes hun kun sjældent at han havde givet udtryk for at have lyst til det. Hun vendte sig om, så hun i stedet lå med ryggen til ham og stirrede ind i væggen med tårerfyldte øjne, mens stemmen fortalte hende hvad hun allerede vidste - at han ikke var hendes.
"Det kan jeg ikke. Tanken om at hun har rørt dig giver mig kvalme. Det ville være så tilfredsstillende at flå hjertet ud af brystet på hende," det sidste var hun ikke sikker på var henvendt til ham men mere til sig selv. Kimeya ville elske hende for at gøre det.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvorfor reagerede Liya pludselig sådan? Det var så meget ved siden af, hvad han typisk oplevede hende med. Ikke at det var noget, som han ønskede at tænke på lige nu. Hans blik gled mod hendes smukke ansigt, også selvom hun endte med at ligge med ryggen til ham. Han bed tænderne svagt sammen. Hvad havde han egentlig forventet? Han kunne jo heller ikke ligefrem regne med, at hun bare ville kaste sig i armene på ham, men man kunne jo håbe af den grund. "Måske.. Men dog det valg, som jeg har taget," sagde han med en rolig stemme. Han stod ved det.
Forsigtigt rykkede Nathaniel om bag hende. Han vidste jo godt, at hun ikke ville nære sig på nogen anden. Måske at hun ville forsøge, men for manden, ville det jo være første og eneste gang, at han gjorde det, og det var jo heller ikke ligefrem meningen, og det var lidt det, som han reagerede på. "Det ved vi jo begge to, at du ikke gør," sagde han med en rolig stemme, inden han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Selvom han ikke kunne se hendes ansigt, så vidste han jo godt, at hun var ked af det.. Og rigtig meget endda. Han lod armen forsigtigt glide omkring hendes liv, kun for at trykke hende ind mod sig. Kunne hun ikke bare glemme Yuuki? Om ikke andet, så bare for nu? "Tænk på noget andet end hende.. Hvis jeg havde vidst, at der var mulighed for, at jeg ville kunne ligge her sammen med dig igen, så havde jeg aldrig trukket den så langt," sagde han ærligt. Alene det, var et løfte, som han rent faktisk var i stand til at give hende. Han ønskede i hvert fald ikke, at der skulle ske noget som helst med hende. Hun var og blev jo trods alt det kæreste,s om han havde i sit liv. Det havde hun alle dage været.

[Liya Daimond Diamaqima]

Følelser havde altid været meget komplekst for hende, svære at forstå, og hun forstod ikke alt det hun følte lige nu. På den ene side havde hun mest lyst til bare at tigge og bede ham om at holde om hende, på den anden side, så gav han hende kvalme, han trickede de mange stemmer, der nok også ville træde frem hvis han endte med at gå. Hvis hun dog bare kunne lukke øjnene og så ville alting forsvinde.
Sjældent modsagde hun ham og dette var et af de øjeblikke hvor hun ikke havde tænkt sig at prøve. Det var et valg han havde taget, om det var forkert eller ej, konsekvensen ville primært svide til ham selv og lidt til hende når han gik igen.
Døden var ikke et alternativ, så Liya mente skam når hun sagde at hun ville mætte sig, men i sidste ende ville det nok ende ud i at hun søgte en voldtægt eller tiggede og bad Kimeya om at gøre det, for enhver anden mand der kom tæt på hende, ville få en kniv i hjertet, det ville hun aldrig kunne gennemfører. "Døden er ikke bedre end livet. Jeg vil gøre et forsøg," mumlede hun stille. Hun opfangede hans duft, mærkede hans arm glide omkring hendes liv. Hun kunne mærke hans krop godt nok skjult af dynen, men han var så varm. Hendes øjne gled i, som hun forsøgte at fortrænge smerten, men hele hendes krop var spændt som en flitsbue. Hun kunne ikke slappe af, hendes krop var øm og anspændt. "Muligheden var der altid, du tog den bare ikke," påpegede hun og slog igen øjnene op. "Tænkte du nogensinde på mig, når du var sammen med hende?" spurgte hun direkte og stirrede lidt fast ind i væggen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde taget sit valg. Hvorvidt om det var dumt eller klogt, var derimod ikke det, som han havde tænkt sig at tænke for meget over lige nu. Han ville ligge der med hende.. velvidende om, at hendes sensuelle dæmon uden tvivl gjorde meget for hans vedkommende, så var det ikke noget, der gjorde den store forskel. Konsekvensen af dette, var noget som primært ville tilfalde hende på et tidspunkt. Han blev denne gang liggende med sin arm hvile om hende. Han ville bare gerne have lov til at have muligheden, for at være omkring hende, også selvom han vidste, at det virkelig var svært for hende, at det var på den måde.
"Døden kan være lige så grotesk, som livet kan være, og til tider, også endnu værre," sagde han med en rolig stemme. Han ville bare gerne have lov til at ligge der, og det kunne han ærlig talt ikke se det forkerte i, hvis han skulle være helt ærlig. Han var lige nu, hvor der var størst brug for ham. Han følte kun hvordan knuden i hans bryst måtte vokse mere og mere, og han kunne ærlig talt ikke lide den. Han stirrede let ind i hendes nakke. "Jeg ved det godt.. men chancen for at det ville gå galt, og frygten for, at det ville gå galt, var for stor.. Det er svært, når det er en sag, som påvirker en så meget personligt, Liya," sagde han med en rolig stemme. Det var vel til at forstå, var det ikke? Han lænede sig frem, hvor han skænkede hendes skulder et blidt og forsigtigt kys. "Mere end en gang.." sagde han ærligt. De første gange og de første nætter, han have ligget med Yuuki, var det Liya han havde set. Det gjorde han stadig fra tid til anden, og han kunne ikke gøre for det.

[Liya Daimond Diamaqima]

Tanken om at lukke ham ind når han ville forlade hende igen, skræmte hende. Hun frygtede at miste kontrollen, særligt når Kimeya ikke var der til at holde hende bare lidt nede. Hun burde skubbe ham væk, men gjorde det ikke, i stedet lagde hun sin arm over hans, og trykkede sig ind mod hans krop. Det var umuligt for hende at afvise ham helt, når han insisterede på at være ved hende. "Døden er et sandt helvede. Alting føles levende, følelserne er ægte, opsluger dig, men du er ude af stand til at gøre noget, ude af stand til at røre, se, dufte og smage. Det er tomhed og intet andet," hendes stemme var underlig fjern. Det var første gang hun kunne huske noget fra hendes tid som død, vreden og den altopslugende jalousi. Hun mærkede den også nu, men om ikke andet kunne hun abstrahere lidt fra det fordi der var andre følelser.
"Vores datter klarede det trods hun er ung og påvirket. Du kunne have fundet en anden vej," hun fugtede sine læber og kunne ikke undgå at lyde lidt bebrejdende. I stedet havde han givet slip og fundet sig en anden kvinde, fået et barn med hende og nu lå de der.
Det stille kys på hendes skuldre, fik en mild skælven til at brede sig. Af en eller anden egoistisk grund, var det tilfredsstillende at han ikke var Yuuki så hengiven at han ikke havde set hende, han havde haft tavse ønsker om det. Forsigtigt vendte hun sig om i hans arme, så hun lå tæt ind mod ham dog med sengetæppet og dynen i mellem. Hun mødte hans blik og hævede hånden for at lægge den mod hans kind. Han anede ikke hvor meget hun savnede ham, og nok altid ville.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det skidt med det som han havde gjort, og særligt fordi, at han jo følte, at det var hans skyld. Hvad Kimeya gik rundt og lavede, havde han ikke nogen anelse om. Han trykkede hende let ind mod sin favn, nu hvor hun heller ikke gjorde tegn til at ville afvise ham, og det passede ham egentlig ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. Han havde brug for hende. For en gangs skyld, undlod han at tænke for meget over tingene.. han ville ikke tænke mere over det, end det som godt måtte være i den anden ende. Han havde brug for hende, og det var vel ikke så svært at forstå?
Nathaniel trak vejret dybt og med blikket hvilende i hendes nakke. Kysset tildelte han hendes skulder, ganske enkelt fordi, at han ikke kunne lade være. "Jeg så dig omkring, Liya... Fanget mellem livet og døden. Det er det mest forfærdelige sted at være.. Jeg har været der selv," sagde han dæmpet. Han plagede nok mere deres datter, end det som han havde plaget andre, men det var også fordi, at han havde vidst, at hun kunne se ham.. snakke med ham ikke mindst, så han endnu havde følt sig set. At hun vendte sig i hans arme, fik ham kort til at løsne grebet en smule. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Han hævede hånden og lagde den mod hendes kind, som han strøg ganske let. Han havde ikke noget at være bange for, hvad angik hendes sensuelle dæmon. Dog forsøgte han at holde igen. Virkelig meget endda. "Hvad så hvis det var gået galt, Liya?" spurgte han direkte. Det var faktisk det, som han havde været mest bange for. Han blev liggende.. kiggede i hendes smukke øjne, og lod sig nærmest fange af den situation. Han havde brug for hende.. Han kunne jo mærke, at han havde brug for hende. "Du har brug for mig, Liya... og jeg har brug for dig," sagde han med en dæmpet stemme.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya lystede ikke at afvise ham, det var bare nemmest sådan.. for et øjeblik vel og mærke, til savnet igen opstod go gjorde hende desperat efter at være omkring ham. Hun havde svært ved at finde ud af hvad pokker hun skulle gøre, for behovet var der, uden ham så var det begrænset hvor lang tid der ville gå, før hendes hjerte igen gik i stå. "Jeg har været der flere gange. Det er første gang jeg husker noget af det. Jeg var så opslugt af vrede at jeg kunne have slået dig ihjel.. jeg ønskede det," hun sank en klump. Han var ellers den eneste foruden børnene og Kimeya, der aldrig skulle frygte at få en kniv stukket i brystet, men havde Silia ikke vækket hende, ville hun formentlig have fundet en måde.
Hun lod sin tommel stryge kærligt hen over hans kind, mærkede de ru skægstubbe under fingerspidsen. Det hjalp at røre ved ham, slette Yuukis spor og markere hvad hun inderst inde følte var hendes. "Hvis det var gået galt, så havde du i det mindste forsøgt. I bedste fald, havde det kostet dig livet, og så havde vi alligevel haft hinanden," svarede hun og betragtede hans blik. Ja det var egoistisk at ønske ham død, men ikke desto mindre var det sandt. Han havde alligevel ikke været der for børnene, men de havde haft hinanden.
Hendes hjerte sprang et slag over. "Jeg kan ikke leve uden dig Nathaniel. Forlad hende, og tag din datter med. Vi kan opfostre hende.. sammen," hun lod hånden falde til hans bryst, og så grav alvorligt på ham. Nej hun var ikke i en tilstand hvor børn var en god idé, men det havde hun aldrig været, det var gået Silia og Jophiel godt alligevel. Bare barnet forblev okay!

[Nathaniel Diamaqima]

Kunne Liya, var Nathaniel ikke et sekund i tvivl om, at hun ville have slået ham ihjel. Liya var egoistisk.. Det havde hun altid været, og et sted, var det også det, som han godt kunne lide. Han vidste hvor han havde hende, og han vidste, at hun ville gøre, hvad end det krævede for at få det som hun gerne ville have, for det havde hun alle dage gjort. "Kunne du, så havde du gjort det. Det ved jeg godt," sagde han dæmpet. Om han klandrede hende for det? Det gjorde han faktisk ikke. Slet ikke faktisk. Han ville elske at have haft muligheden for at være sammen med hende. Hun havde jo altid haft den største betydning for ham i hans liv.
Hovedet lod Nathaniel søge på sned. Hendes strøg over hans kinder, var noget som han uden tvivl måtte nyde.. Forbandet meget endda. Og uden tvivl mere, end hvad han egentlig burde gøre. Hans blik søgte hendes endnu en gang. "Og hvis det ikke var gået så gruelig galt? Så ville jeg stadig have ødelagt alle muligheder for at skænke dig det smukke liv, og stadig være her.. Jeg kunne ikke tænke klart," sagde han dæmpet. Det var jo deriblandt også en grund til at han havde valgt at gå til Brayden, for at få styr på sig selv, selvom det ikke havde været nemt. Han sank klumpen i hans hals, hvor han igen måtte modstå fristelsen til at kysse hende. Dette gik dog meget fint, da hun direkte bad ham om at tage Amaya og forlade Yuuki... og tage til hende. For et kort øjeblik var han virkelig fristet til bare at takke ja, men han vidste derimod også godt, at han var nødt til at tænke en smule fornuftigt. Han trak vejret dybt. Hånden mod hans bryst fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst. Det var virkelig rart, når hun berørte ham på den måde, for det var uden tvivl savnet! "Hvis det bare var så nemt," sagde han endeligt, efter en lang tids pause. Hvad skulle han da sige? Han kunne jo ikke bare tage hjem og tage pigen med sig, og aldrig se sig tilbage igen?

[Liya Daimond Diamaqima]

Nathaniel var uden tvivl faldet for hendes hånd om døden var forblevet hendes hjem. Dette var ikke tilfældet, han skulle intet frygte nu, hun ville ej skille dem ved at kaste ham i døden mens hun selv var en del af denne verden. De var ment til at være sammen, hun håbede bare at han var af samme mening. De bløde krøller lå omkring hendes ansigt, hun hævede hånden for en stryge en lok bag øret så den ikke var i vejen, hvorefter hun gentog det samme ved en tæt af hans halvlange hår, så hun kunne betragte hans ansigt.
"Det havde jeg. Jeg ville bare være sammen med dig," hviskede hun som undskyldte det lysten til at slå ham ihjel. I hendes hoved gjorde det. Var det underligt at hun ikke ønskede at være ensom?
"Du kunne have fået en anden til det. Der var altid muligheder, du så dem bare ikke, enten fordi du ikke kunne eller fordi du ikke ville. Uanset så gjorde det ondt at længes så meget efter dig," sagde hun dæmpet og sukkede stilfærdigt. De lå så tætte, at selv for hende var det fristende at kysse ham, krybe ind under hans dybe og mærke hans nøgne krop mod sin, men det skulle ikke være et valg hun tog.
Den lange tavshed sænkede sig. Liya lod sig ikke genere af den, det var en ret stor anmodning, men hvorfor ikke? Hun var god til at være en mor, hun kunne skænke den lille pige et godt liv og de kunne gøre alt det om som de havde gjort fejl med med Silia og Jophiel. "Det er så nemt," sagde hun og rejste sig på albuen, så hun i stedet så ned på ham. "Hvis du elsker mig mere end du elsker hende, så tag din datter, jeg kan opfostre hende som var hun min egen, vi kan gøre det sammen, en chance for at nyde den familie som vi missede sidst. Vi kan være sammen for evigt Nathaniel," hun blinkede alvorligt, og lod håndryggen stryge stille ned over hans bryst over dynen.

[Nathaniel Diamaqima]

Liyas handlinger og tanker, bar præg af de dyriske instinkter. Det var det som selv Nathaniel godt kunne lide. Han vidste et eller andet sted altid hvor han havde hende. Han ville jo bare have hende.. Det havde han jo altid ville ønske, at han kunne, så var det overhovedet svært, at det var sådan, at han også havde det i dag? "Det var jo alt det, som jeg ville med dig.. Jeg er virkelig ked af, at jeg intet kunne gøre, for at hjælpe dig den aften, Liya," sagde han med en dæmpet stemme. Hans hånd strøg over hendes kind ganske roligt. Han kunne jo heller ikke lade være.
Nathaniel havde måske ikke set mulighederne, men kunne han gøre for det? Hans tanker havde været så mange andre steder. Han trak vejret dybt. Han havde det dårligt med det. Han havde det virkelig dårligt med det, og det var nu heller ikke noget, som han kunne lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var. "En mand præget af sorg over tabet af det kæreste i hans liv, kan ikke tænke klart, Liya. Da du døde, tog du mit hjerte med dig," sagde han direkte. Det var ikke nogen hemmelighed. Liya havde altid været kvinden i hans liv, og det havde hun alle dage været. Det var aldrig ændret. End ikke af Yuuki.
Som hun direkte tilbød ham muligheden sammen med hende, måtte hans hjerte alligevel direkte hamre mod hans bryst, som aldrig nogensinde før. Han bed tænderne svagt sammen og rystede så endeligt på hovedet. Det.. kunne han da ikke bare, kunne han? Han skulle jo stadig passe på med at overtænke det hele, for det var han alt for god til, og det vidste han jo også godt. Han var fristet.. Men han kunne ikke. Ikke bare sådan. "Det er ikke bare så nemt. Liya," sagde han dæmpet. Det var slet ikke fordi at han ønskede at gøre hende skuffet eller ked af det. Det havde han aldrig været ude på. "Jeg er ikke i tvivl om, at du er en fantastisk mor.. men.. det kan jeg ikke bare gøre," sagde han dæmpet. Han håbede da, at hun forstod.

[Liya Daimond Diamaqima]

Nathaniel havde altid forstået sig på hendes tankegang, det var sjældent hun undskyldte eller noget lignende, for han havde accepteret hende som hun var, lige foruden at han aldrig havde brudt sig om hendes lille hobby, i det mindste blev han ikke længere vred på hende over det, som han var blevet i starten.
"Jeg er mest ked af at du skænkede mig en løgn. Jeg bryder mig ikke om at falde i søvn nu, for hver gang jeg lukker øjnene, forestiller jeg mig at jeg ikke åbner dem igen i dette liv, men i det sande helvede jeg har befundet mig i," hun blinkede med et fjernt blik der fortalte at frygten var ægte. I det mindste havde hun nu lært at sætte ord på det.
Ingen ville bebrejde Nathaniel for sine tanker.. ud over Liya. Tanken om at han ikke havde gjort noget for at få hende igen, gav hende en farlig tanke om at han havde ønsket hende død. Måske han inderst inde stadig gjorde, og kun gav hende sin vilje fordi han var bange for hvad hun ellers ville gøre ved ham? Hendes blik hvilede intenst i hans, stadig lettere hævet. "Det er en smuk tanke. Jeg troede oprigtigt at jeg tog det med mig, men du gav det til en anden, det var ikke i min besiddelse," påmindede hun med en underlig skarphed i tonen. Her bød hun ham alle tiders mulighed for at få i både pose og sæk, åbnede sig selv og sit hjerte på trods af vreden og jalousien, gav ham en mulighed for at vælge hende, og han ville ikke? Som havde hun brændt sig, trak hun sig tilbage og satte sig op med et næsten følelseskoldt blik. "Kan ikke eller vil ikke? Du siger at du elsker mig mere end hende, du siger at du vil være sammen med mig og at du har brug for mig, men det er alt sammen løgn!" hun rejste sig med sengetæppet hvilende omkring sin krop og vendte sig mod ham med det dystre blik. "Du er stadig en løgner! GÅ! Inden jeg graver hjertet ud af dit bryst!" råbte hun vredt. Så mange tanker, følelser og stemmer. Hun ville bare have fred og ro!

[Nathaniel Diamaqima]

At blive vred på Liya, når hun gjorde de ting, vidste Nathaniel jo godt, ikke havde nogen effekt. Faktisk var det kun noget, der gjorde det værre. Hun gjorde det jo kun, for at gøre ham glad og tilfreds. Det var det som han havde lært, og derfor forsøgte han jo bare at tilrettelægge tingene, så det var så let tilgængeligt til Liya, som det var ham menneskelig muligt. At hun derimod ikke brød sig om at sove, var vel også hans skyld? Han havde lullet hende ind i den evige søvn. Han sukkede let.
"Du led og du havde ondt, Liya. Det var udelukkende for din skyld. Jeg vidste, at jeg intet kunne stille op med det. Jeg ville kun forlænge din pine, og det ønskede jeg ikke. Du fortjente bedre end det," sagde han med en dæmpet, dog ærlig stemme. Hvorfor var det, at hun var så god til at efterlade ham med en forfærdelig følelse af skyld? Frygten for hvad det hele ville have endt med, var lidt det, som havde afholdt ham fra at gøre de ting, som hun ville have ønsket at han havde gjort. At hun ikke forstod det, kom nu alligevel ikke bag på ham. "Det tog mig flere år, at gøre hvad jeg har gjort, Liya.. Virkelig mange år," sagde han dæmpet. De første rigtig mange år, havde han jo egentlig vandret i sin egen ynkelige verden, hvor han havde forsøgt at bearbejde det på den måde, som nu var ham nemmest. Det havde bare ikke været nemt. Han nåede dog knapt at sige mere, inden hun havde trukket sig, og var begyndt at råbe og skrige af ham. At høre hende råbe, og særligt de ord, var ikke noget som gjorde det meget bedre for hans del. Han vendte blikket mod hendes skikkelse. "Liya... hold nu op.." Han satte sig op ved siden af, og med blikket mod hende. Om han ville gå? Nej, det ville han egentlig ikke. Han knugede hånden mere om dynen. Nej, han gik ikke ud fra, at hun kunne finde på at gøre alvor af sin trussel. Så havde hun nok allerede gjort det.

[Liya Daimond Diamaqima]

De mange ord var et spørgsmål om kontrol, mere end noget andet. Hun havde behov for at have kontrol over et andet væsen, over et andet liv når hun ikke kunne holde kontrol på sit eget. At se lysets forlade deres øjne, nærede hende som havde det været intime berøringer til hendes væsen. Det at hun skar hjerterne ud var først kommet da Nathaniel havde bedt hende om det, hun ville jo bare gerne gøre ham stolt, var det så forkert?
"Jeg har ondt nu, så meget at jeg har lyst til at kaste mig selv ud af vinduet, men du ville ikke lulle mig ind i døden nu. Jeg ville hellere have haft en time mere i smerte sammen med dig, end at lægge mig til i troen om at vi havde oceaner af tid," hun mærkede tårerne trille ned over begge hendes kinder, det kilede. Liya tørrede dem væk, og betragtede ham, mens hun stod foran sengen.
Han gjorde hende vred. Efter alle de år, vågede han stadig at lyve for hende, det skulle ikke undre hende om han i virkeligheden ønskede hende død.
"Nej jeg vil ikke holde op! Du ændre dig aldrig Nathaniel, du er stadig en løgner! Gå! Tag hjem til din beskidte lille hore!" hun greb uden at tænke over det, om en vase der stod på en kommode ved siden af, og kastede den mod sengen. Den ramte sengegavlen og splitredes, så vandt og blomster faldt på gulvet og i sengen. Hun kunne mærke selv skælve af vrede og frustration. "Lad mig være i fred!" vrissede hun som en sidste advarsel. Ikke at hun nogensinde kunne finde på at gøre ham noget ondt, men hvis han troede at hun ville lade ham udnytte hende på den måde, så tog han fejl!