Gaining new knowledge.

[Angelique Amalani Darcy]

@carlisle

Det var midt på formiddagen da Angel andelig nåede Castle of Light. Det store slot lå foran hende og hun kunne næsten ikke andet end at måbe en smule som hun betragtede det. Det var godt nok meget stort og meget flot. En vagt henvendte sig til hende og spurgte hvad hun skulle på slottet og hun fortalte ham med et smil at hun skulle låne biblioteket. Der gik ikke længe før vagten havde vist hende vejen til at store bibliotek. Der var bøger alle vegne, så langt øjet kunnet se. Hun udbrød et lille "wow," før hun trådte længere ind i lokalet. Vagten sagde farvel til hende og forlod hende alene med alle de store bøger. Der gik dog ikke længe før hun blev mødt af bibliotekaren. Hun fortalte kvinden hvad hun ledte efter og blev med hastige skridt ført ned gennem de lange gange af reoler fyldt med bøger og skriftruller. De stoppede op og hun blev anvist en reol hvorefter at bibliotekaren forlod hende igen. Angel kiggede næsten frygtsomt op på alle de mange bøger, hvor skulle hun dog begynde? Hun bed sig lidt i læben mens hun rakte hånden op og greb en stor læder indbundet bog. Bogen føltes næsten familiær at røre ved og hun betragtede omslaget en smule. Det var lavet af drageskind, en tanke som næsten gjorde ondt på hende. Hvorfor kunne man ikke bare lade det flotte dyr være? Hun sukkede stille men tog alligevel bogen med sig hen til det nærmeste sted hvor hun kunne sætte sig. Hun sat sig til rette på en stol, åbnede bogen og begyndte at læse lige så stille.

[Deleted]

Stemningen på slottet var tung og intens. Det gik bestemt ikke godt mellem kongen og dronningen af landet i denne tid, og det var hårdt for dem alle sammen. Selv Carlisle havde brug for at tage sig af de kongelige pligter, og denne gang havde han jo så valgt at tage turen forbi biblioteket. Det var ikke ofte, at han var her, men der var nu alligevel visse ting som han skulle tage sig af set i den forstand.
At der ankom andre, sagde han nu ikke meget til, for det var ikke ligefrem noget nyt, at nogle kom og gik. At det så derimod måtte være en helt ny, var jo så det som hurtigt fangede hans interesse. Han smilede let for sig selv. For hans vedkommende, så var det ikke ofte, at den slags forekom, og det gjorde ham nysgerrig.
Den gamle bog som han stod med i armene om Procias' oprindelse og historie, lagde han roligt fra sig, før at gå over og se hvad der var los. Han selv havde været på arbejde hele dagen, og var ved at være godt træt, også selvom det stadig var hen på formiddagen. Kvinden som stod der, var ham forholdsvis ukendt, selvom det dog ikke var noget som han sagde højt. Hovedet lod han søge en kende på sned, og med et let smil på læben. På trods af den intense stemning som havde bredt sig på slottet, holdt han sig ved godt mod og ved et godt smil. "Finder du hvad du søger, frøken?" spurgte han roligt. Selvom han havde hans oprindelse i mørket, i og med at han var en del af den gamle Nimanhra-familie, som selv var så godt som.. uddød efterhånden, så var han alligevel stolt over hvad han havde opnået og præsteret, samt hvad hans søskende kunne gøre. Han blev stående og med blikket mod hendes skikkelse. Umiddelbart sagde hun ham faktisk ikke noget som helst, men af den grund, så.. var han da nysgerrig nok til at undersøge sagen lidt nærmere.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde godt bemærket den trykkede stemning der var på slottet. Det var utroligt hvor meget mere føling hun havde med omverdenen som engel. Hun forstod sig mere bedre på folk og på hvordan hun skulle hjælpe dem end hun havde gjort det før hvis de hele bare var gået op i instinkter og blod. Hun havde hadet at være spide, virkelig foragtet det og nu som engel så virkede alt så lyst og positivt på ny. Hendes tur til det kongelige bibliotek havde ikke været planlagt længe, hun havde bare fundet ud af at hun skulle andet steds hen for at finde det hun søgte end hvad hun kunne få fingrene i der hvor hun boede. Hun havde aldrig været på slottet før så det hele virkede bare så stort og volsomt. Hun havde virkelig været fyldt af nysgerrighed og forundring indtil hun var kommet igen med at læse. Hun var opslugt af bogen, den var fascinerende, meget endda. Hun bemærkede ikke så meget andet, sad i sin egen lille verden og opdagede så heller ikke at hun ikke længere var alene. Hovedet søgte let på sned som hun forsigtigt bladrede i bogen og begyndte at læse videre. Da han snakkede til hende kom der et lille gisp fra hende og hun kiggede hurtigt op fra bogen. hun havde virkelig ikke hørt ham komme gående. "Undskyld. jeg bemærkede Dem slet ikke. Jeg har intet fundet endnu men dagen er endnu ung" sagde hun med et venligt smil og lukkede bogen sammen. Den var lidt nemmere at holde fast på når den var lukket. Hendes hånd kørte forsigtigt hen over skindet på bogen, hun savnede chili men han kunne ikke komme med hende her til byen. "Hvad med Dem selv? Finder De hvad De søger?" De blå øjne vendte sig mod hans ansigt. Hun kunne tydeligt mærke at han havde noget mørk i sig, det mindede hende om samme følelse som hun fik af sin far men hun var ikke bange og reagerede ikke på det.

[Deleted]

For Carlisle, var det virkelig en intens stemning som havde lagt sig over slottet. Det var kun et spørgsmål om tid, inden det for alvor ville gå løs, og det var det, som selv han var bange for. Nu var det en tanke som kunne glemme lidt, nu hvor han havde muligheden for at gøre noget ved det. Han sendte hende et stille smil. At hun havde fået et chok over, at han pludselig stod der, så var det ikke noget som han havde gjort med vilje. Han sænkede kort hovedet.
"Jeg beklager, at jeg gjorde dig forskrækket," sagde han med et stille smil på læben. Han havde virkelig ikke ment det, men det var bare naturligt for ham at være stille.. han var jo trods alt et rovdyr.. et bæst, som så mange ville kalde ham, også selvom han virkelig gjorde hvad han kunne, for at undgå, at netop det skulle ske. Han nikkede roligt til hende. Biblioteket ville nok ikke kunne give ham de svar, som han selv havde brug for, for hvordan man skulle stoppe en kommende krig.. Det var nok temmelig umuligt i det henseende, og selv det, var noget, som han nu gerne ville have, skulle blive realistisk. Det var bare ikke noget som lå lige til foden. Desværre. "Det kan desværre ikke besvare de spørgsmål, som jeg har brug for, bliver stillet, må jeg erkende.. Jeg håber, du i det tilfælde, er mere heldig, end hvad jeg er," sagde han med et roligt smil på læben. Det var nu noget som han stod ganske fast på i den anden ende. Hovedet lod han søge let på sned.. Hun var ny her på stedet. Han havde i hvert fald ikke set hende her før, og det var det som selv måtte gøre ham en kende nysgerrig. "Du kommer udefra.. har jeg ikke ret?" spurgte han med et roligt smil. Det var skam ikke fordi at han var hård eller strid i det henseende, for det var der slet ikke nogen grund til. Han var bare... meget nysgerrig.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde siddet i sin egen lille verden uden overhovedet at ligge mærke til så meget andet af det der gik for sig omkring hende. Nysgerrighedden havde taget ved hende og hun læste på livet løs i bogen. Det var virkelig spændende at læse lidt om drager og om dragerytterne. Hun havde aldrig før haft mulighed for at lære om sin fødselsrace eller om dragerne som dyr, alt hendes vide kom fra Chili og selvom hun var glad for hvad han kunne give hende så var der stadig bare nogle ting som hun gerne ville vide.
Den fremmedes ord fik hende til at fnise en gang og køre hånden igennem det blonde hår. "Det skal De slet ikke tænke på. Jeg sad i min egen verden og fulgte ikke rigtig med i hvad der skete omkring mig" sagde hun med et lille smil. At han var et rovdyr kunne hun godt fornemme, i hvert fald lidt. Han afgav samme følelse som hendes far gjorde det. Hovedet lod hun søge let på sned, han virkede nu meget sød. Hun lyttede roligt til ham mens hun holdt bogen ind mod sin krop. Følelsen var så velkendt men den manglede varme. Hovedet lod hun let falde på skrå mens hendes blå øjne hvilede på hans ansigt. "Jeg beklager at De ej kan finde svarene som De søger. Jeg selv ved ikke om jeg når at finde det jeg søger i dag, men så må jeg jo blot komme igen en anden gang." Hun løftede sin ene hånd og greb forsigtigt en tot af det lange blonde hår som hun begyndte at sno imellem sine fingre. Han var nysgerrig, hun kunne mærke det, det var nu lidt sødt. Ved hans spørgsmål kunne hun kun nikke og rødme en anelse. "De har så ganske ret. Jeg bor i Elanya sammen med med Far men fik lov til at besøge biblioteket her fordi jeg søgte viden som jeg ikke kunne finde i min egen lille by" forklare hun blidt og sendte ham et lille smil.

[Deleted]

Carlisle var et rovdyr med alt hvad et indebar, selvom han allerede for mange år siden, havde lært at tøjle det på bedst mulig vis. Ikke fordi at han ønskede at gøre nogen noget ondt, for det gjorde han da godt nok ikke. Han sendte hende et smil. "Jeg kan have en mere.. listende tilgang til tingene.. Jeg beklager," sagde han blot. Han var et dyr... var vant til at liste sig stille og rolig frem, og dette var bestemt heller ikke noget undtag af den regel, måtte han jo sige. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Ikke at han ville vende ryggen til det eller noget lignende.
Lige de svar som han søgte, ville han nok ikke kunne finde i nogen bog. Han kunne måske finde hvad han skulle bruge, for at komme frem til svaret, men det var jo så en anden side af sagen. Han smilede let for sig selv. "Jeg skal nok finde de svar, som jeg søger," sagde han roligt. Selv søgte han meget i bøgerne om Procias' historie i håbet om at finde ud af, hvordan man skulle sænke den intense stemning, og derfor undgå en krig, som ellers var i fuld gang på den anden side af muren her.
Det var ikke nogen hemmelighed, at selv Carlisle var en meget nysgerrig mand, for det var han da godt nok. Et stille smil hvilede på hans læber, inden han roligt trådte tættere på. Det var bestemt heller ikke fordi at han kunne finde på at skulle gøre noget ved hende. Han satte sit liv i Procias langt højere end hvad han gjorde med lysten til at bide, flå og flænse, selvom den uden tvivl også dukkede op fra tid til anden. "Arh.. Du er Marius' datter.. Det er ikke meget man ser til den mand nu om stunder. Hvordan går det med ham?" spurgte han med et smil på læben. Marius var selv en af dem eget få, som havde haft forståelsen og respekten for ham. Det var noget som han uden tvivl godt kunne lide.

[Angelique Amalani Darcy]

Hvad denne mand bar på sig var tydeligt. Vampyren var i ham og det var meget endda og dog så fandt hun sig selv langt mere tryg omkring disse skabninger nu hvor hun selv havde stået i deres sko. Hun sendte ham et forsikrende smil og rystede blot på hovedet. "De skal ikke beklage. Som jeg sagde så sad jeg i mine egne tanker og var ikke opmærksom. Tænk ikke mere for det" sagde hun roligt og bed sig let i læben. Hun frygtede ham ikke. Den eneste vampyr som hun vidste var på slottet var Procias kongelige rådgiver og af hvad hun havde hørt var han ikke en farlig mand.
Det var ærgeligt at han ikke kunne finde hvad han søgte på dette fantastiske sted men han virkede da stadig ved godt mod. Hun kunne ikke andet end at smile roligt til ham. Der var noget behageligt over ham, måske han havde engle racen i sig også? Der var i hvert fald noget meget velkendt over hans aura. Hovedet lod hun let søge på sned som de havblå øjne søgte hans ansigt og hun tog sig selv i at sidde og bare kigge på ham. Der var noget ved ham som tiltrak sig hendes opmærksomhed. "Det er jeg sikker på at du nok skal" sagde hun blidt. Det var en smule svært for hende ikke bare at sidde og falde lidt hen i tanker mens hun kiggede på ham. Han var spændende og hun var som han rigtig nysgerrig.
Hun så hvordan han kom hende nærmere men hun sagde intet til det. Hun betragtede ham blot og hans stille smil. Hun regnede ikke med at han havde lyst til at flå eller flænse hende på nogen som helst måde. Hun følte sig ganske sikker her i hans nærvær. Hans konstatering fik hende til at grine en smule. "Dem kan man vidste ikke snyde. Mit navn er Angelique og jeg så vidt jeg ved er jeg hans yngste datter" sagde hun roligt og lod hovedet tilte let til den ene side. "Han har det skam fint nok. Han er vidst ved at blive gift med en kvinde men jeg må ærligt indrømme at jeg ikke har været meget hjemme på det seneste. Min søgen efter oplysninger og Jagt tager det meste af min tid." Hun var ked af at hun ikke havde tid til at være så meget hjemme men Chili skulle passes og hun havde også ting hun gerne ville nå.

[Deleted]

Carlisle havde aldrig lagt skjul på hvad han var, og at han var stolt af det, for det var han da uden tvivl. Han var en mand, som vidste hvad han ville have.. Der var en ro i hans udstråling, som havde en tendens til at smitte af på dem, som var omkring ham. Om det var en god eller en dårlig tin, var jo så derimod noget, som kunne diskuteres i den forstand. Han trak ganske let på smilebåndet, hvor spidsen af den ene hjørnetand alligevel endte med at vise sig. "Hvis du insistere," sagde han roligt. Det var rent faktisk ikke noget, som han tog så tungt igen, hvis han selv skulle sige det. Tvært imod, så var det noget, som rent faktisk betød utrolig meget for ham.
Svarene håbede han da på at finde, inden et helvede brød løs, men han kunne jo heller ikke se bort fra, at der skete ting her omkring, som han selv ikke var herre over. Han nikkede mod hende med en tydelig taknemmelighed i blikket. Hun virkede nu utrolig flink.. Men okay. Man kunne vel næsten heller ikke forvente andet, når det var en Darcy, som han nu stod overfor? Han betragtede hende med et stille smil på læben. At hun tørstede efter viden og erfaring, om den verden som var omkring dem. Han undede hende det. Det var det som skabte de væsner, som var der nu. Han sendte hende et betryggende smil. "Jeg kan se en famlielighed.. Du bærer hans ynde og ikke mindst hans øjne," sagde Carlisle med en rolig stemme. Selvom det ikke var øjenfarven han talte om, men den gnist og den glød, som de hver især måtte have. Han blev stående lige foran hende. Han var jo trods alt heller ikke ude på at gøre hende noget som helst, og da slet ikke hvis han ellers kunne blive fri for dette. Han nikkede. "Det glæder mig at høre, at det går Marius godt. Jeg hørte rygterne om et komende ægteskab.. Må lykken denne gang stå ham bi." Han betragtede hende endnu. En smuk kvinde.. ingen tvivl om det.. Meget god af sig, hvilket næsten lå så tydeligt i hendes udstråling. "Du ønsker erfaring og viden om verden omkring os?" spurgte han videre. Normalt ville han opfordre folk til at søge ud. Men som det var nu, var det nok en meget dum idé.

[Angelique Amalani Darcy]

At han var stolt af hvad han var kunne man ikke rigtig sige noget til, kunne man? Eller, måske kunne man hvis han var stolt af at være vampyr? Vampyrene var virkelig ikke velset i Procias og i mange år havde Angelique selv været en af dem. Hun havde hadet dem, foragtet dem og deres mørke og da hun selv var blevet en havde hun slet ikke kunne klare det. Det var først nu, efter hun havde fået en chance mere at hun egentlig kunne se at der var nogle smukt i alle, også selvom ikke alle væsner var af lyset. Hans smil viste hans ene hjørne tand og per automatik kunne hun mærke hvordan hendes tunge gled op til hendes egen hjørnetand som var helt normal nu. Den gang hun havde været Spide havde hun ofte kørt sin tunge hen over den tand og den vane var altså forblevet ved hende og også selvom hun ikke havde hugtænder længere. "Det gør jeg skam" sagde hun roligt og smilede sødt til ham.
Hvor tæt på krigen egentlig var vidste hun ikke. Hun vidste at den var på vej, hun havde hørt rygterne men hvor slet det var endnu anede hun ikke. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op hvis der udbrød krig. Krig var virkelig en forfærdelig ting og hun var bange for hvad der ville komme til at ske med hende og ikke mindst dem hun havde kært. Hans ord fik hende til at smile en smule stolt. "Jeg takker. Det er rart at vide at vi ikke kun har stædigheden til fælles" sagde hun med en let latter. Hun betragtede ham som han stod der foran hende. Hun kørte den ene hånd igennem det lange blonde hår mens hun lyttede til hans ord. "Jeg håber at han kan finde lykken. Sandt at sige har min far aldrig været heldig med kvinderne i hans liv om det så har været kvinder han har giftet sig med eller hans børn. Vi har alle været lige besværlige." Hun bed sig let i læben. Hun havde nok været en af de mest besværlige. Hun havde hadet ham, foragtet ham det meste af hendes liv, ja lige ind til den dag hun døde. Døden havde givet hende et nyt syn på tingene og nu prøvede hun på at få et bedre forhold til sin far. Hun forlod sin tanke strøm ved hans spørgsmål. "Lige nu ønsker jeg mere viden om mig selv hvis det skal være helt rigtigt." Hun tog et greb om bogen og rakte den til ham sådan så han kunne læse overskriften. "Dragerytternes Historie".

[Deleted]

Selvom Carlisles race ikke var særlig velset, var han stolt af den mand han var. Han havde allerede dengang han havde været lille, lært at tøjle den race, samt de styrker og de svagheder, som måtte følge med, og han kunne næsten på ligefod, leve som enhver anden procianer. Desuden handlede han i arbejdet til deres fordel. Han håbede bare, at der ville komme en dag, hvor folket ville se på ham med de gode øjne, i stedet for den foragt, som han kunne mærke og spore i dem alle sammen. Han nikkede blot til hende og med et smil på læben. At den vampyriske race, selv var noget som hun havde været en del af, var ukendt for ham. Han havde aldrig rigtigt blandet sig i Darcys historie, også selvom den faktisk var meget spændende.
Krigen nærmede sig, og selv Carlisle var bange for, at det var noget som kunne kunne undgås denne gang. Et sted var det noget som selv måtte efterlade ham med en klump i halsen, for selv han kunne jo lide, at være i Procias, og arbejde for det lyse og det velhavende, i stedet for det mørke og det morderiske. Det var hvad Dvasias havde at byde på i hans øjne. "Jeg tror nu, at vi har flere ting til fælles, hvis vi lærer hinanden bedre at kende," sagde han med en rolig stemme. Han ville ikke have noget imod en omgangskreds. Det ville rent faktisk betyde meget for ham, hvis han selv skulle sige det. Hovedet lod han søge let på sned. Den bog som hun tog i sine arme, var om dragerytterne.. Stort set hvad man kunne kalde for en uddød race. Der var fåtal tilbage af hvad han vidste. En skam.. virkelig en stor skam. Han trak let på smilebåndet. "Det siges at han ikke har været den mest heldige mand. Må lykken langt om længe stå ham bi," sagde han roligt. Marius havde haft rigtig mange ting, som havde været imod ham.. og selv han måtte beundre manden for, at kunne fortsætte med at holde hovedet højt, for det kunne umuligt være særlig nemt i den anden ende. "Dragerytter? Fascinerende," sagde han roligt. Selv det måtte uden tvivl vække hans store nysgerrighed.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel følte sig ikke usikker eller utryg som hun havde gjort det før hen når hun var i selvskab med vampyrer. Hun bidrog det til det faktum at hun selv havde været spide den gang. Hun havde virkelig mærket på egen krop hvordan det havde været og hun brød sig virkelig ikke om det. Ikke at være det selv i hvert fald. Hun regnede ikke med at hendes historie var kendt for nogen andre end hende selv og hendes familie. Hun var jo en ganske ukendt person, ikke nogen vigtig så hvorfor skulle folk vide sådan noget?
Alle der vidste hvor tæt på krigen egentlig var var bange og frygtede for landet og for deres kære. Angel var ikke anderledes. Krigen ulmede over hovederne på dem alle sammen og det var svært at sige hvornår Dvasias ville vende opmærksomheden mod lyset men når det gjorde det så ville der ikke være nogen som helst vej tilbage. Farligt var krigen og døden den ville bringe med sig. Angel havde i en rum tid overvejet at melde sig som healer men bare tanken om at forslå for Chili at hun ville være ude i kamp for at helbrede folk ville nok ikke falde i god jord hos den store drage og hun vidste heller ikke om hun kunne tage diskutionen med ham. Hun bed sig let i læben, hun var overfaldet af tanker igen selvom det ikke lod til at gøre så meget. Hans ord slog hende dog tilbage til virkeligheden og væk fra tankerne om krig. Betød dette at han gerne ville lære hende bedre at kende. Hun førte lidt genert en blond hårtot om bag øret og rødmede svagt i kinderne."Det er jeg ret sikker på at vi har" sagde hun med et blidt smil. Hun havde ikke selv mange mennesker at snakke med ud over hendes far som hun ikke så tit og så Chili. Hun havde aldrig rigtig følt at hun havde brug for andet end ham men dog så kunne det være en smule ensomt, især de gange hvor hun ikke kunne have ham med.
Hun ønskede ligeså at hendes far ville blive lykkelig. Han fortjente at have en at dele sit liv med og være glad. Han havde brug for at elske en som ville elske ham ligeså og ikke bare forsvinde igen. Hun nikkede blot roligt ved hans ord om hendes far. Hun håbede at denne gang ville blive den sidste for ham. Bogen hun vidste ham var spændende, meget endda. Hun elskede at læse om dragerne og om deres ryttere og dog så var der informationer som hun ikke helt kunne få til at passe med noget som helst. Det var underligt men lige nu var der andre ting der var mere spændende. Ham. "Den er meget spændende men jeg kan altid læse. Det er ikke hver dag man møder en venlig og snaksagelig sjæl" pointerede hun mildt og rejste sig fra den stol hun sad på. Sandt at sige så ville hun hellere brug noget tid på at snakke med ham end blot at sidde med næsen begravet i en bog.

[Deleted]

Krigen vidste alle ville ramme på et eller andet tidspunkt, og det var jo lige før, at det var mere grotesk end noget af det andet, som de kunne være påvirket af. Carlisle forsøgte om ikke andet, at holde sig ved godt mod, i stedet for at tænke på den dag, hvor han ville blive revet fra sine søstre, for at drage i kamp - side om side med sine brødre. Ikke at han ønskede at det skulle ske, men landet her var hans hjem, og selv han ønskede at beskytte og forsvare det til det sidste.
Carlisle ønskede rent faktisk at lære Angel bedre at kende. Hun var ham ukendt, og hun var ny for ham, så det var egentlig ikke noget som kunne komme bag på nogen som sådan, selvom man måske gerne ville have, at det skulle forholde sig således. Han sendte hende et roligt smil. Han var - selv på trods af det, at være en vampyr, så var han en god og venlig mand. Det var nemlig det, som han selv var opdraget med, allerede fra dengang han havde været ganske lille, og det var ikke noget, som han ønskede at gøre anderledes, dersom det var noget som han ellers kunne blive fri for. "Det er nemlig også mit indtryk," sagde han endeligt. Han bekræftede kun sine ord med et roligt nik.
Drager var uden tvivl et meget fascinerende dyr og væsen. Selv var det ikke et væsen, som Carlisle selv havde fået æren af at stå overfor, og da særligt fordi at man sagde, at de var så godt som uddøde på nuværende tidspunkt. Lige nu var det nok mere hende, som han var optaget af, i stedet for alt det, som rent faktisk plagede ham i løbet af en dag, og lige nu, var det rent faktisk temmelig mange ting, hvis han selv skulle sige det. "En skam, at der ej er mange tilbage af dem i denne verden. Det kunne være noget af nogle fortællinger, som de kære væsner kan berette om," sagde han roligt. Selv havde han ikke nogen anelse om, at han rent faktisk stod overfor en, som rent faktisk havde en drage i sin besiddelse. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Er der nogen grund til at det er noget som fascinerer dig så meget? Hvis jeg må have den frækhed at spørge?" spurgte han med en nysgerrig stemme. Han var på ingen måder ude på at gøre det ubekvemt eller ubehageligt for hende. Han var blot en ung mand, som selv havde sine nok alt for mange spørgsmål.

[Angelique Amalani Darcy]

Krigen var grim, den var forfærdelig men det nyttede ikke noget at sætte sig ned og græde over det. Håb og mod var noget af det som man aldrig måtte miste, hverken før eller under en kamp. Hvis man kunne holde modet oppe så ville man kunne finde håb et eller andet sted. Der ville altid være et lyspunkt et eller andet sted.
Angel havde forfærdelig travlt med at rende rundt og lave alt muligt så det med bare at tage sig tid til et andet menneske og bare snakke var ikke noget hun gjorde sig meget i. Do måtte hun erkende at tanken om at kunne lære Carlisle at kende fascinerede hende. Det var noget hun gerne ville. Han var hende jo ikke ukendt, alle kendte til den kongelige rådgiver som havde vampyr racen tæt inde på livet. Angel vidste at han var varyl men havde aldrig hørt om hans anden race, det var ikke ligefrem det som folk snakkede om rundt omkring. Han var venlig og høflig, hun kunne godt lide at være i hans nærhed. Selvom han var vampyr så følte hun ikke nogen trang til at løbe eller gemme sig. Hans ord fik hende til at smile en smule mere. Hvis de skulle lære hinanden så burde de finde et andet sted at være. Hun havde nemlig fået placeret sig på et sted hvor der kun lige var plads til hende. "Hvad siger du til at vi går en lille tur og snakker imens? Jeg har aldrig været på slottet før. De kunne være spændende med en lille rundvisning hvis jeg altså ikke er i vejen?" spurgte hun med et lille genert smil.
Drager var fantastiske. Hun elskede dem, havde altid været fascineret af legenden og da hun så havde mødt Chili så var det hele bare blevet bedre. Han var fantastisk, hun elskede ham af hele sit hjerte og hun følte sig så skyldig over at have forladt ham den gang. Han betød virkelig alt for hende og det ville hun så gerne vide ham. hans ord fik hende til at nikke. Hendes blik søgte bogen der var indbundet i drageskin. Hun sukkede en gang og kørte hånden hen over bogens overflade. "Det er det. Drager er fantastiske. De er blide og kærlige. Hvis de åbner deres hjerte for en så har man det for livet. Det føles helt uvirkeligt at røre ved denne bog, følelsen er så velkendt men den mangler varmen" sagde hun stille. Den fik hende til at tænke på Chili. Hvis nogen nogensinde gjorde ham noget så var hun ligeglad med hvor meget engel der var i hende. Hun sad der lidt og kunne ikke lade være med at smile en smule drillende. "Måske kunne jeg sige det, eller jeg kunne lade dig gætte? Ej, jeg blev født som dragerytter. Jeg var en drage hjemme i Elanya. Jeg kan dog ikke tage ham med til hovedstaden. jeg er bange for at folk ville frygte ham."

[Deleted]

Selvom Carlisle var en vampyr, så skulle der alligevel temmelig meget til, før det påvirkede ham i hans hverdag. Som alle andre, var han i stand til at søge ud i solen. Den evne havde han da heldigvis fra sin kære moder. Det var et af de eneste minder, som han rent faktisk havde fra hende. Han ville nu heller ikke stå og tænke på sin egen fortid, for det ville slet ikke gavne ham lige nu. Det ville kun gøre ham endnu mere deprimeret end hvad han inderst inde måtte føle, at han var i forvejen, og ej var det noget som ville gavne ham i den anden ende. Krigen var over dem. Det var selv på tide, at han kunne tænke lidt klart.
At hun så derimod også gerne ville lære ham bedre at kende, var en tanke som ganske enkelt måtte glæde ham, så det var bestemt ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden. Han smilede venligt til hende, for han kunne nu heller ikke lade være. Det var bare det som lå mest naturligt til ham, om det var noget som man nu ville det eller ikke. "Det skal være mig en sand glæde at vise dig rundt på slottet her," fortale han endeligt, som han let nikkede som en bekræftelse til hende. Hvis det var noget som ville glæde hende, så gav det ham noget fornuftigt at give sig til.
Drager var uden tvivl et fascinerende væsen. Carlisle var både glad, men også trist over, at han ikke havde fået den ære og glæde til at skulle se mere af dette fabelagtige væsen. Selv kunne han jo heller ikke forestille sig, at der skulle være mange af dem tilbage, for det var jo et ganske berygtet og frygtet væsen. At bogen måtte være lavet af drageskin, tænkte han rent faktisk ikke rigtigt over. "Det lyder som det er et væsen, som du har personlig erfaring med?" spurgte han med en ganske rolig stemme, som han let lod hovedet søge på sned. Naturligvis var det også noget som gjorde ham nysgerrig. "Den bog er nok det eneste, som vi har efter en dragerytter og det smukke væsen her i landet," sagde han med en dæmpet stemme. At hun derimod måtte have en drage i Elanya, fik ham direkte til at vende blikket mod hende. Havde hun virkelig det væsen tæt på sig? "Er.. er det sandt? En drage her i Procias? I.. I Elanya?" spurgte han direkte. Det var da helt klart noget som fangede hans store og tydelige nysgerrighed!

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste ikke meget om Carlisle. Hun kendte hans navn og lidt til ham som den kongelige rådgiver men havde aldrig rigtig tænkt mere over tingene. Hun havde aldrig troet at hun skulle befinde sig i en situation hvor hun ville stå ansigt til andsigt med en så fornem mand fra slottet af. Hun kunne ikke andet end at smile lidt. Man hørte mange rygter i byen men indtil nu så passede ingen af dem.
Hun ville virkelig gerne lære Carlisle lidt bedre at kende. Han virkede roligt flink og rar og han var et dejligt forfriskende pust til en ellers så ensformig tilværelse. Hun lod hovedet søge let på sned men hun blot betragtede ham og lyttede til ham. Der var noget over ham, noget der fangede hende og fik hende til at vide mere. hun var fascineret af ham, læse kunne hun altid men det var ikke altid at han ville stå der og med glæde vise hende rundt på slottet. Hun kom på benene med et let lille hop. "Det lyder dejligt. Så må jeg vel hellere ligge bogen tilbage igen, ellers får jeg nok ikke lov til at komme en anden gang" sagde hun blidt og blinkede en gang til ham hvorefter hun søgte hen til den reol hun var blevet anvist i første omgang og satte den på plads. Hun kunne altid komme tilbage efter den en anden dag, lige nu var han langt mere spændende end det der stod i den.
Der var så få drager tilbage. Angel kunne virkelig ikke lide det. Der var en gang hvor de prydede himlen, hun elskede dem. Havde altid været så fascineret af dem. Den gang hun havde mødt Chili havde været den bedste dag i hendes liv. Hun havde fundet en ven i det ellers så mørke sind hun havde haft. Alle havde bedt hende holde sig væk, sagt at han var farlig, ond. Sandheden var en ganske anden. Hun elskede ham og hun vidste at han elskede hende. Et lille fnis kom over hendes læber. "Det har jeg skam også" svarede hun blot. Hans nysgerrighed var sød. Hun kunne virkelig godt lide at han var så interesseret. Dog kunne hun ikke lade være med at grine mildt ved hans reaktion. Det var ikke ligefrem hver dag man fik af vide at der var en drage i landet. Hun sendte ham et lille overbærende smil. "Han er lige nu hjemme i Elanya, ja. Som sagt så tager folk det ikke så pænt hvis jeg kom ridende på ham ind i byen. Han er meget stor og meget voldsom, min elskede drage men han er den helt rigtige for mig." Han tydelige nysgerrighed var morende. Hun kunne godt lide at han fandt det interessant.