Gaining new knowledge.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel var virkelig glad for at han ville vise hende det her. Hun synes det var rigtig smukt og virkelig fantastisk at kigge på. Hun tænkte at hun næsten kunne blive tabt herude i den smukke udsigt. Hun mærkede dog hans blik hvile på hende i stedet for hun det var blandt andet derfor hun vendte sig mod hans skikkelse så hun ligeså kunne kigge på ham.
Angel var en meget ung sjæl. Hun havde i realiteten kun været i live i omkring 26 år. Hun var blot en lille pige i forhold til så mange andre racer og da især sin egen. Hendes sind bar meget præg af at være ung og hun prøvede virkelig bare at være smilende og glad hele tiden. Hun havde brug for meget af sin tid på bare at være sur og hadeful. Nu ville hun til at leve livet og hygge sig for det følte hun at hun fortjente. Hun gik hen til ham og fulgte hans finger op hvor han pegede. Den fine hvide sky var ikke til at tage fejl af og hun stod lidt og studerede den mens han snakkede. Hans forundring fik hende til at grine en smule. "Husker du at jeg fortalte tidligere at jeg døde? Jeg blev genfødt som engel, fik en chance mere for at gøre noget godt i denne verden så det prøver jeg på med hvert eneste handling og hvert eneste åndedræt" forklarede hun mildt. Hun gik tilbage til rækværket og hoppede op og sad igen. Selvom der var begyndt at blive en smule koldt så lod hun det ikke vise sig, ikke endnu. Hun kunne meget godt lide at være her ude sammen med ham og bare snakke. Hun studerede han en smule som han snakkede og fortalte om sin familie. "Så du er halv vampyr og halvt magiker? Spændende blanding må jeg nok erkende." Hun sendte ham et opmuntrende smil da han pointerede at det var vampyren som folk oftest dømte ham på. Hun fjernede en tot hår fra sit ansigt som dansede let i den svage vind og førte den om bag øret. "Rygterne fortæller at du er farlig, voldsom, hård. De maler fanden på væggen og dog så får du mig til at føle mig rolig og godt tilpas. Du er blid go behagelig og en sand fryd at snakke med. Det eneste der kunne være er at du er en smule intimiderende. Du virker utrolig vis og klog. Det kan godt være en smule skræmmende. Jeg er bange for at sige noget dumt" endte hun i en mildt latter. Hun var tydeligvis ikke bange for ham. Ikke det mindste. Hun frygtede ikke for sit liv og heller ikke for at han gjorde skade på hende.

[Deleted]

Angel dømte ham på ingen måde, hvilket var noget som Carlisle virkelig godt kunne lide. Det var i hvert fald ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Når alt nu endelig var sagt, så var han glad for at hun viste sig fra den rolige side, som hun gjorde lige nu. For ham var det i hvert fald meget.. grundlæggende i forhold til alt det andet, som han havde haft at slås med. "Sandt.. Jeg regnede dog blot med at enhver engel ville drage nytte af muligheden, for at se så smukt et sted som Himmeriget," sagde han med en rolig stemme. Selv var han da kun glad for, at hun var blandt dem som ville være sammen med, og hun havde givet ham muligheden for at vise sig fra sin gode side, og det var virkelig også det eneste, som egentlig havde nogen stor betydning for ham lige nu.
At selv hun havde hørt hvad folk havde sagt om ham, kom egentlig ikke meget bag på Carlisle. Alt andet havde ganske enkelt overrasket ham, hvis det endelig skulle være. Han trak vejret dybt. "Det er en meget.. unaturlig blanding. Nu var mine forældre også et særligt.. par," sagde han og rynkede efterfølgende på næsen. Selv han havde ikke været et sekund i tvivl om, at de virkelig havde elsket hinanden, og han havde jo set dagligt og over en længere årrække, hvordan hans fader havde reageret på hans moders bortgang.. At han aldrig havde fundet en efterfølgende, og det var næsten det, som var det mest groteske af det hele. Hans blik gled mod hende. Svagt måtte han dog alligevel trække på smilebåndet. "Rigtig mange historier løber om mig, uden at der er noget hold i dem. Det er blot historier og rygter. Jeg er det væsen jeg er, og ja, det er vampyre, folket frygter.. uden at der er hold i det. Aldrig har jeg slået ihjel.. Og jeg er glad for, at du valgte at give mig denne enestående mulighed, om ikke andet, så til at bevise det for dig," sagde han med en rolig stemme. Skulle hun være bange for ham? Det var der slet ikke nogen grund til, og det ville nok aldrig komme nogen grund til, at det skulle forholde sig såvidt. Smilet bredte sig igen på hans læber. "Sig det som falder dig ind.. Så kan det ikke blive mere korrekt," sagde han med en rolig stemme, efterfulgt af et nik.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel dømte ham ikke. Det ville hun ikke mere. Hun havde været fordømmende før men det havde kun ført til sorg og ulykke. Nu ville hun prøve noget nyt og han afgav den samme rolige følelse som hendes far så hun var ikke bange. Hans ord fik hende til at smile lidt sødt og vende blikket mod den hvide sky. "For at være ærlig så har jeg aldrig tænkt på at tage derop. Jeg har ikke levet som engel ret længe, ikke en gang et år så det meste af min tid har været brugt på min far. Vi havde ikke et særlig godt forhold før jeg døde" pointerede hun roligt og vendte blikket tilbage mod ham. Hun vidste ikke hvorfor men hun havde intet imod at snakke om sig selv sammen med ham.
Rygterne gik over hele landet og hun havde hørt mangt og meget. Det meste af det passede ikke. Hun sendte ham et lille smil. "Det er måske en underlig blanding men er det ikke ligegyldigt? Folk burde ikke blive bedømt på deres race, kun på deres væremåde" sagde hun roligt og smilede. Han var nu meget sød også selvom han var halvt vampyr. Det gjorde hende ingenting selvom det åbenbart var næsten døden selv for folket. Hvordan folk var var virkelig så meget vigtigere end hvad de var. Og lige nu kunne hun ikke se noget som helst dårligt ved Carlisle lige nu selvom han vel havde sine fejl og mangler. "Vampyrer må ikek drikke menneskeblod i Procias. Sådan har det været meget længe. Det ved jeg fra min far og migselv. Jeg har aldrig smagt menneskeblod så ved ikke en gang om der er nogen forskel på de to. Som sagt så handler det om hvordan man er som person og du er rolig og blid. Det kan jeg godt lide. Det er ikke ofte jeg åbner mig for folk men sammen med dig så virker det ikke så slemt" sagde hun roligt og sendte ham et lille smil Ved hans kommentar grinede hun og rystede let på hovedet. "Jeg er ikke specielt intelligent. Jeg må hellere vare min tunge sådan så jeg ikke gør mig selv til grin når nu du er så klog." Hun blinkede drillende til ham og nappede blidt i sin læbe.

[Deleted]

Himmeriget var faktisk et af de steder, som Carlisle virkelig gerne ville ønske, at han kunne se, men selv hans race, måtte afholde ham fra at søge dertil, selvom han havde englen i krop og sind. Dog var det ikke noget, som han kunne gøre meget ved nu. Han vendte blikket mod hende og med et smil. Hun var meget åben overfor ham i hvert fald, hvilket var noget, som han uden tvivl godt kunne lide. Hovedet lod han søge let på sned. "Rygterne lyder således.. Jeg håber, at du kan redde et forhold med din far," sagde han roligt. Selv stod han jo forældreløs med en mindre flok søskende, som han skulle tænke på. Det var selv noget som efterlod ham med rigtig mange tanker om sit eget liv. Havde han virkelig opnået det som han gerne ville? Både ja.. og nej.

Igen måtte Carlisle vende blikket mod den kær Angel. Hun var nok et af de mest kære væsner, som han længe havde mødt, og særligt fordi at hun var hvad man kunne kalde for en typisk procianer. Han endte med at le.. hvilket i forvejen, ikke var noget som skete særlig ofte, men lige her, kunne han altså slet ikke lade være! "Man burde dømme på personlighed, og ej på opstand.. Men det er opstanden og oprindelsen som man bliver dømt på her i landet," fortalte han ærligt. Han oplevede ofte, at folk skævede til ham, kun fordi at han var vampyr, selvom det var en natur, som han aldrig i sit liv havde praktiseret, og da slet ikke på den måde. Han vendte igen blikket udover landet. Selvom han ikke kiggede på hende, fulgte han uden tvivl med i hvad hun fortalte ham. Hun var et kært væsen. Han var engel.. hvilket var noget af det mest lyse, som han var vampyr, som var noget af det mest mørke. Det var jo en sjov mikset blanding.
Let trak Carlisle vejret, inden han fortsatte. "Jeg har aldrig smagt menneskeblod, så det skal jeg ej kunne udtale mig om. Min fader sikrede sig altid, at jeg fik dyr, så jeg ville kunne bevare den selvkontrol. Og for at være ærlig, så er jeg ikke interesseret i at smage menneskeblod. Jovist, er det væsen i mig påvirket.. som for eksempel i din nærhed.. Men jeg har kontrol," forsikrede han, inden han igen vendte blikket mod hende. Han ville jo ikke være rådgiver ellers, og det var jo i forvejen en stilling, som han gjorde hvad han kunne, for at leve op til. Han sendet hende et smil. "Tvært imod. Jeg finder dit væsen meget fascinerende," sagde han ærligt.

[Angelique Amalani Darcy]

Angelique havde virkelig ikke tænkt meget over at besøge himmeriget. Der havde virkelig bare været mange andre ting som havde trukket i hende. Eftersom hun ikke rigtig kendte andre engle og for det meste var for sig selv så søgte hun ikke rigtig derop af. Hendes blik søgte skyen på ny. Måske man skulle aflægge et visit på et tidspunkt? Hun vendte opmærksomheden tilbage til ham igen med et lille smil. "Tak. Det håber jeg også. Han er en god mand, min far. Jeg håber blot at jeg kan leve op til det som hans datter" sagde hun roligt. Hvordan hans familie så ud anede hun intet om. Hun kendte ikke ret meget til sådan nogle ting.

Hans grin var helt ekstremt smittende. Hun begyndte selv en smule mens hun lyttedet til hans ord. Han var utrolig sød og hun kunne virkelig godt lide at være sammen med ham og tale med ham. Det var så dejlig rart. "Det er synd at det skal være sådan. Procias var et tilgivende sted for mange mange år siden. Nu er folket forhadt. På en måde så bebrejder jeg dem ikke men på den anden side så er det uretfærdigt overfor dem som intet ondt har i sindet" sagde hun roligt. Hun vidste at hans vampyriske side var fremtræden. Hun kunne jo tydeligt mærke det selvom hun stadig følte sig tryg i hans nærvær. Hun lyttede til ham, han kunne mærke de dyriske tendenser når han var sammen med hende? Ikke underligt. Selvom han havde sagt det fortsatte hun blot med at smile. "Det er slemt at være i nærheden af folk med bankende hjerte fordi at bide ligger i den vampyriske natur. Det er rart at man kan overleve på dyreblod. Tanken om at spise blod var ikke noget jeg kunne forholde mig til den gang jeg var sådan. Jeg brød mig ikke om at skulle leve på andre. Det var svært for mig at styre kontrollen når jeg var sammen med andre. Det kan dog sagtens mærkes at du har kontrollen så jeg føler mig slet ikke nervøs i dit nærvær" forsikrede hun ham. Hun var ikke bange, hun frygtede ham ikke det mindste og det skulle han vide. At hun fascinerede ham fik hende til at smile. Hun hoppede ned fra rækværket igen og gik over foran ham og lagde hovedet let på sned. "Virkelig? Og hvorfor er jeg så Fascinerende?" Nysgerrigheden måtte melde sig og hun kunne ikke andet end at smile en smule drillende mens hun ventede på hans svar.

[Deleted]

Carlisle var slet ikke i tvivl om, at denne kvinde i sandhed måtte slægte sin fader på. Ikke at det gjorde ham noget, for Marius var uden tvivl en god mand. Han havde selv aflagt ham en visit fra tid til anden. Han havde været hans faders bedste ven, og det var noget som han egentlig ønskede at ivaretage, også for sin faders skyld. "Jeg tvivler ikke på, at det er et mål, som er muligt for dig at opnå," sagde han med en rolig stemme, og med et kun bekræftende nik. Han lod hovedet søge let på sned. Hun var meget fokuseret.. ung, men meget målrettet, hvilket var noget som han godt kunne lide.

Carlisle blev stående. Han kunne jo lige så godt sige tingene som de var, og så håbe på, at tingene ville forløbe sig roligt, og nu hvor han havde muligheden for at fortælle hende, at selv i hendes nærhed, kunne han mærke hvordan det rev i ham, efter at bide hende. Han var heldig.. han kunne styre det. Det havde hans fader lært ham, allerede fra dengang han var helt lille. "Folket her er blevet meget fordømmende, og særligt overfor det, som de i forvejen er kendt med, har gjort dem ondt - engang," fortalte han med en rolig stemme, og med et kort skuldertræk. Han sukkede ganske let. For ham, var det uden tvivl hårdt, og det gjorde heller ikke ligefrem sagen meget nemmere for hans vedkommende. Hans blik gled langsomt mod hende. Hun var ikke bange for ham? Det var uden tvivl noget, som rent faktisk betød meget, og det fik selv ham til at slappe af. "Behovet er der, og det kan jeg ikke benægte. Det er nu en del af mig.. Nogle kan leve med det, og andre kan ikke. Jeg har aldrig kendt til andet," sagde han med en rolig stemme. Det var alt sammen noget som betød en del for ham. "Dertil betyder det meget for mig, at du ej er bange for mig. Det skal du heller ikke være," sagde han ærligt. Det var virkelig noget som betød rigtig meget for ham.
Et svagt smil passerede hans læber, som han kort vendte blikket frem igen. Hun var fascinerende. Et meget fascinerende væsen faktisk! Hans blik gled mod hendes skikkelse, som han let lod hovedet søge på sned. "Du er meget åbensindet.. Munter og langt fra fordømmende, og dog så ung.. Jeg kan lide det," sagde han med et varmt smil på læben.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel kunne kun smile til Carlisle. Hun var så sød. Hun kunne ikke andet end at blive en smule beroliget af hans ord. Han kendte jo ikke til hende og det var sødt at han prøvede at opmuntre hende en smule med ord som disse. Hun lod hovedet søge let på sned. "Jeg kan ikke lade være med at undre mig over om du ville sige det samme hvis du havde kendt mig før min død. Jeg har langt fra været den bedste datter for min far igennem mit liv, faktisk .... er det et under at han overhovedet vil se mig nu" pointerede hun roligt og begyndte at rode med en hårtot. Hun vidste virkelig ikke hvorfor hun stod og fortalte det her men måske havde hun bare brug for en lyttende sjæl som ikke allerede havde hørt denne historie før.

Han var ærlig og det var en ting som Angel virkelig godt kunne lide. Det var virkelig rart at han følte sig komfortabel med at fortælle hende hvordan han gik og havde det fordi det betød vel et sted at han stole en smule på hende. Hun sendte ham et blidt smil som han snakkede. "Der er sket så mange ting i landet her. Så meget ondt. Det er bare synd at de nye generationer er bebyrdet af det også. Det er ærgeligt at det skal være sådan" sagde hun roligt. Det måtte virkelig være svært for ham at være hadet på den måde for han gjorde det jo godt på sin post. Kongen og Dronningen virkede til at være glade for ham og han gjorde godt for landet. Hvorfor kunne folk ikke se forbi hans race når han gjort det hele så godt? Hun kunne høre at hendes ord betød meget for ham og det var en tanke som næsten fik sommerfugle i hendes mave. Det var så rart at kunne gøre noget for andre. "Behovet er der fordi det er Vampyrens natur. Det det handler om er at man kan styre det og det kan du. Jeg er i hvert fald ikke blevet spist endnu, ikke medmindre jeg bare ikke har bemærket det." Hendes tone var munter som hun kort kiggede ned af sig selv. Hun frygtede ikke hans væsen og hun foragtede det heller ikke længere. Det var som om det hele bare var faldet på plads for hende efter hun kom tilbage fra graven. Det var dejligt.
Hans ord og det varme smil fik hende til at rødme ret kraftigt sådan så hun var nød til at kigge lidt væk fra ham for at skjule det. Det var pinligt at rødme, hun hadet det virkelig meget. "Tak. Jeg prøver virkelig at få noget ud af min nye chance. Det er langt fra alle som får muligheden for at komme tilbage og gå iblandt de levende igen." Hun fandt en af de blonde lokker på ny og begyndte at sno den om hendes finger. "Jeg kan rigtig godt lide dig, Carlisle. Jeg føler at jeg kan være mig selv og jeg er ikke bange for at åbne mig for dig. Det er virkelig sjældent at jeg føler at jeg tør stole på et andet menneske på den måde" indrømmede hun en smule genert og kiggede forsigtigt op på hans skikkelse igen.

[Deleted]

Et overbærende smil bredte sig på Carlisles læber ved hendes ord. "Med den personlige kendskab, som jeg har til din far, så er han en meget hjertevarm mand, som kan rumme meget," sagde han roligt. Jason og Marius havde været rigtig gode venner over en længere årrække, og selv det vidste Carlisle jo trods alt. Han lod hovedet søge let på sned, også fordi at han heller ikke ønskede at se bort. "Alle begår fejl og mangler. Det er ej noget som kan undgås," fortalte han med en rolig stemme. I sig selv, var det ikke noget, som han tog så tungt igen. Hvor stor en fejl kunne hun da have begået? Han troede vitterligt ikke på, at den kunne være så voldsom og brutal, som hun gerne ville fremstille den som, hvilket nok var derfor at han reagerede lidt på den måde, som han nu gjorde. Marius var en god mand, som ønskede alle det godt, og som havde en skræmmende evne til at se det gode i alle. Hvorfor skulle han da vende ryggen til sin egen datter?

Carlisle var uden tvivl glad for, at hun ikke viste sig at være bange for ham, som så mange andre. Han oplevede det jo næsten dagligt, også selvom kongeparret var glad og tilfreds med hans indsats med arbejdet så langt. "Det er det naturligvis. Vi andre, må derimod gøre hvad vi kan, for at hjælpe hinanden til forståelsen, respekten og anerkendelsen," fortalte han ærligt, også fordi at det jo var ord, som han rent faktisk måtte mene. Han vendte blikket ned af sig. Han havde kontrollen, men det rev i ham... Det havde det gjort hele hans liv, hvor han derimod også havde lovet sin far, at han aldrig ville lade få udfald af det. Det skulle ikke have lov til at tage over ham, så han ville ende med at gøre noget, som han kun ville ende med at fortryde i den anden ende. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene for et øjeblik. "Bare det at du ej er bange for mig, er uden tvivl noget, som jeg virkelig værdsætter. Hvis det starter med en, kan det spredes til resten. Ikke at jeg vil pålægge dig noget, men for mig.. så er det rart," fortalte han roligt. At hun var så åben og bare fortalte, selvom hun vidste hvilket 'grotesk' væsen han egentlig var, så var det uden tvivl underligt, at det var sådan at det forholdt sig. Han blinkede let med øjnene, hvorefter smilet bredte sig på hans læber igen. Hun var uden tvivl et meget fascinerende væsen, og hun gjorde noget godt for andre. Nu gjorde hun da særligt noget godt for ham. "Det vælger jeg så at tage som en meget positiv ting. Det glæder mig," sagde han ærligt. Selv han havde jo delt ting med hende, som han sjældent delte med nogen. Selv utrolig rart for ham.

[Angelique Amalani Darcy]

Han havde ret. Hun kunne ikke andet end at smile. Marius var virkelig en hjertevarm mand som så det gode i alle. Han havde aldrig opgivet Angel på nogen som helst måde selvom hun virkelig kun havde givet ham grund til det. Han havde altid elsket hende og hun vidste det kun alt for godt. "Han elsker mig. Han er virkelig en god og varm mand, det ved jeg. Det var bare ikke noget jeg kunne se da jeg var helt lille desværre. Jeg ville virkelig ønske at jeg ikke havde fået ham til at gennemgå alle de ting. Jeg var virkelig et forfærdeligt lille barn" sagde hun roligt og rystede let på hovedet. Hvad hun ikke havde gjort ved den mand. Det var virkelig et under for hende at han stadig ville se hende. Hun kunne ikke lade være med at holde et lille grin tilbage efter det han sagde. "Det er sjovt, du lyder fuldstændig som ham lige nu. Jeg ved at alle begår fejl men jeg kan ikke lade være med at føle at min fejl er den værste. Jeg har det virkelig så dårligt over det som jeg gjorde." Hun var ærlig, hun ønskede virkelig ikke andet. Det hun havde gjort var slemt, virkelig slemt faktisk. Hun hadet sig selv for det hver eneste dag.

Det var synd at folk ikke kunne se forbi hans race og blot se hans handlinger. Det var virkelig forfærdeligt at det skulle være på den måde. Hun betragtede ham roligt som han snakkede. Det var virkelig synd at de ikke kunne se ham som hun blandt andet gjorde. Hun stod henne ved ham og lod hovedet søge let på sned. "En dag håber jeg at folk vil kunne se forbi det vi ikke kan ændre og blot se det som vi gør. Du er et individ som fortjener respekt og forståelse. Det du gør for Procias er ikke så lidt" sagde hun stille. Hun så hvordan han kiggede ned af sig selv og lukkede øjnene. Forsigtigt lod hun en finger glide ind under hans hage som hun let pressede ham til at kigge op igen. "Aldrig skal du bøje dit hoved. Du kontrolere dine instinkter rigtig godt, du har kongeparrets respekt og de ønsker din hjælp. Folket i Procias vil forhåbenligt se det samme. Så bøj ikke dit hovedet for du har intet at skamme dig over. Du bør være stolt." Hendes blide stemme var ærlig. Han skulle ikke bøje sig på den måde. Heller ikke i tider hvor det så sort ud. Han skulle være rank og stolt for han havde virkelig kun ting at være stolt af. Smilet hvilede roligt på hendes læber, især efter det han sagde. Hun vidste hvor meget det virkelig betød at have folk omkring sig som ikke frygtede en selv. Hun slap ham igen og sendte ham et roligt smil. "Hvorfor skulle jeg frygte dig? Du har ej gjort mig noget, du har ikke nogen noget så vidt jeg ved. Hvis jeg kunne sprede den følelse jeg har omkring dig til alle folk i landet så ville jeg gøre det for det er noget som du fortjener" endte hun roligt og kørte hånden igennem det lange blonde hår igen. Hans smil fik hende automatisk til at smile noget mere igen. Det var virkelig en rart følelse som han efterlod hende med. Det var da helt sikkert. At han tog hendes ord som noget positiv har kun godt for hun mente det virkelig kun på en positiv måde. "Det var også ment som en positiv ting. Du er utrolig let at snakke med. Det er skønt." Hun bed sig let i læben og smilede til ham. Han var virkelig rar at snakke med. Hun følte sig helt hjemme her i hans nærvær.

[Deleted]

Carlisle kendte Marius, og vidste hvilken hjertevarm mand han kunne være, og hvilken hjertevarm mand han netop var. En mand som selv havde stået hans fader nær, og det alene, var jo noget at tage med. Han sendte hende et stille smil. Hun havde måske været så ond mod ham? Selv måtte han jo erkende, at han havde svært ved at forestille sig dette, og særligt når det var på denne her måde, hvor hun var så åben, så blid, så smilende og så varm, og så skulle hun have været en sand djævel i sit hjem? Han havde svært ved at forestille sig det. "Jeg må erkende, at det er svært for mig, at forestille mig, at du skulle have været så grotesk et barn, som du netop fremhæver dig som," fortalte han ærligt. Alle begik fejl, det var jo trods alt også dem, som man lærte af, så et eller andet sted, kunne det jo heller ikke ligefrem komme bag på nogen, som sådan. Han smilede let for sig selv og nikkede så mod hende. "Jeg kender din far.. Desuden er han en vis mand," tilføjede han med en sandfærdig mine. Han mente det jo trods alt også.

Det var uden tvivl hårdt for Carlisle at befinde sig i et arbejde og en stilling, som ikke var anerkendt eller respekteret for ham at være i, af det procianske folk. Ja, til tider, var det ham som led knækket, men Gabriel og Silia var gode til at støtte ham. Det var jo trods alt også det som han havde brug for i den anden ende, og særligt når det var på den måde, som det nu måtte være. Han sukkede let. "Det er det ikke. Det er hårdt at arbejde på noget, som man bare ikke kunne, når man konstant mødte modstand." Hovedet sænkede han let, også selvom han endte med at stå fuldkommen stille, da hun lagde hånden under hans hage. Hun.. rørte rent faktisk ved ham? Alene det, var da uden tvivl et tegn til, at hun ej måtte være bange for, at komme i kontakt med ham. For ham, var det uden tvivl vigtigt, og betydningsfuldt at kende til dette. Han vendte derefter blikket mod hende. Hun havde ret, hvilket han vidste, men af den grund, så var det uden tvivl også forbandet tungt, at han ikke bare kunne... blive accepteret, når han havde været her i landet, stort set igennem hele hans liv! "Jeg er stolt, men modstanden er til tider frygtelig stor," sagde han med en rolig stemme. Han rettede sig automatisk op og med blikket hvilende på hende. Han fandt det trist.. men hvad kunne han gøre ved det? Denne gang bredte smilet sig i stedet for. "Og alt sammen vælger jeg at tage som en rigtig god ting. Og det betyder meget for mig," sagde han taknemmeligt. For ham, var det vigtigt at vide at der var nogen, som faktisk støttede ham.

[Angelique Amalani Darcy]

hendes far var fantastisk. Så mild og blid og rar. Han havde tilgivet ting han slet ikke burde. Hun havde været så hårdt ved ham og brugt så mange år af sit liv på at hade ham. Hun var endda gået i døden mens hun havde hadet ham. Tanken var hende virkelig forfærdlig nu men den gang var det bare hendes hverdag. Hans ord fik hende til at smile en smule. "Det er måske svært for dig at forstille dig det nu men det er sandheden. Som lille pige så jeg noget som jeg ikke skulle have set. Det fik mig til at hade og foragte min far igennem mange år. Jeg følte at jeg havde mistet ham selvom han altid var ved min side. Jeg gjorde alt for at fortælle ham at jeg ej havde brug for ham og at jeg kunne klare mig selv. Da jeg blev gammel nok stak jeg af hjemmefra og kom i problemer. Min drage bragte mig tilbage mod mit ønske. Jeg har ikke været let at leve med. Det er helt sikkert. Nu prøver jeg bare at gøre det godt igen. Jeg prøver at få et forhold til ham og vinde nogle af de forsømte år tilbage" forklarede hun roligt. Hun havde virkelig intet problem
med at fortælle ham hvad der var sket. På en måde så følte hun egentlig at det var fantastisk let.

Hun kunne virkelig mærke på ham at det var hårdt at det var som det var. Det var virkelig en trist tanke at han ikke blev respekteret af folket når han gjorde så meget. Hun sukkede stille Procianere var virkelig ikke specielt venlige overfor mørket. Selv ikke hendes far som virkelig havde gjort meget for landet kunne de tolerere. Det var virkelig en skam! "Det må virkelig være svært. Jeg kan slet ikke forstille mig hvor hårdt det må være at møde den modstand konstant. Det er flot at du ej giver efter for presset. Jeg er ikke sikker på at jeg ville have kunne holde til det samme" sagde hun roligt. Hun var ikke bange for ham, ikke bange for at røre ved ham. Han var kold som hun rørte ham og hun fornemmede ikke et hjerteslag. Han havde altså fået den døde krop fra vampyren men havde stadig evnen til at gå rundt i dagstimerne? Fantastisk. Hun sendte ham et opmuntrende smil og lod kort hånden glide hen over hans kind før hun lod den falde igen. Han havde løftet hovedet igen, det var det hun ville opnå. "Modstanden vil altid være hård. Det handler om at finde den og støtte sig til dem som vil hjælpe dig med at bekæmpe den modstand. Jeg ved at det er svært at finde men en gang i mellem støder men på dem på helt uventede steder." Hun sendte ham et blidt smil som han rettede sig op. Det var rart at se. Han skulle stå rank, det klædte ham faktisk virkelig meget at være sådan. Hun kunne ikke andet end at beundre hans styrke. Han var virkelig stærk. "Det er jeg glad for at du gør. Som sagt så er du bare rigtig behagelig at snakke med. Jeg kan virkelig godt lide det. På en måde så får jeg sådan en helt hjemlig følelse. Det er rart ikke at blive dømt og bare kunne snakke." Hun var virkelig glad for at hun havde mødt ham. Han var virkelig behagelig for hende at snakke med. Hun nød denne stund rigtig meget.

[Deleted]

Carlisle havde uden tvivl svært ved at forestille sig, at hun skulle have været så ond og så brutal overfor Marius. Og dog.. så var det alligevel ikke noget, som kom helt bag på ham alligevel. Hans blik hvilede på hendes skikkelse, som hun fortalte. Han var uden tvivl meget imponeret af, hvor åben hun var i snakken, og særligt angående sin egen fortid, som tilsyneladende ikke var noget, som var meget værd at prale om. Han lod hovedet søge på sned. "Din fader er en meget tilgivelig mand, som jeg kender ham. Du er jo trods alt også hans datter, så hvorfor skulle han da ikke tilgive dig for at have gjort de fejl som du har gjort? Du har lært af disse, og af hvad du fortæller mig, forsøger du at få et forhold op til ham. Mere kan man jo heller ikke forlange," sagde han med et smil på læben. For ham, var det jo trods alt intet andet end en god ting, at det forholdt sig således.

Det var uden tvivl svært for Carlisle at holde hovedet højt, og særligt i denne tid, så var det faktisk kun ekstra svært for ham. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Det var svært for ham, men han var nødt til det. Dette var hans liv og han stod fast på, at det var noget, som han tidsnok skulle klare, og forhåbentlig ville han vinde resten over på sin side, så de også kunne vise ham den accept, som han efterhånden ville mene, at han havde gjort krav på. "Til tider er det også skræmmende hårdt," fortalte han ærligt, og med et kort træk på skuldrene. Han sendte hende et svagt smil. Selvom han havde rigtig mange ting fra vampyrerne, så havde han dog været så heldig at slippe for det faktum at han kun måtte vandre i mørke. Han var heldig, at kunne vandre i dagens lys. Dog ikke over alt for lang tid, og ikke når den stod på sit helt højeste.. Der blev det faktisk ubehageligt for ham. At hun godt kunne lide at snakke med ham, var uden tvivl en tanke, som han fandt meget behagelig. "Det er en del af mit job, Angel.. Det er meningen, at folk skal kunne stole på mig i den forstand, at jeg kan rådgive dem og rådføre dem til en bedre tilværelse. At du finder det behageligt at snakke med mig, er kun en bekræftelse til, at jeg gør mit arbejde godt," sagde han med et venligt smil. For ham, betød det utrolig meget.

[Angelique Amalani Darcy]

Hun kunne mærke på ham at det var svært for at forstille sig hende som en helvedes unge. Et sted var det en smule sødt og hun kunne ikke andet end at smile blidt til ham. hun var meget åben omkring hvad der var sket og hvad hun havde gjort. Hun skammede sig over det, virkelig meget faktisk og ville virkelig ønske at det ikke var sket. Hun kørte roligt en hånd igennem sit hår som hun blev færdig med at fortælle. Hun havde ikke gået forfærdelig meget i detaljer men hun havde da givet ham en lille ide om hvordan hun havde været. Hun lyttede til hans ord og kunne kun nikke bekræftende til det han sagde. "Du har ret. Han er en meget tilgivende mand. Det er både dejligt og skidt. En del af ønskede næsten at han ville blive sur på over det jeg havde gjorde. I stedet så er han bare rolig og måske også en smule forstående. Det er mig virkelig forvirrende når han er sådan men også meget rart et sted" fortalte hun ærligt. Stadig kunne hun ikke helt forstå hvorfor hun følte at hun kunne lukke så meget op som hun gjorde det overfor Carlisle men det følte hun bare at hun kunne.

Det måtte være forbandet hårdt og det var ikke en tanke som hun brød sig specielt meget om. Han burde være i stand til at holde hovedet højt for det han gjorde for dette land var ikke så lidt igen. Hun lod sit blik møde hans og sendte ham et blidt og opmuntrende smil. Hun håbede virkelig at han en dag ville blive accepteret for han var utrolig rar. Det var virkelig synd at folk skulle behandle ham så dårligt som de havde gjort det. Det var da helt sikkert. "Det ved jeg det er. Det er svært ikke at blive accepteret af det folk som man gerne vil hjælpe. Det er beundringsværdigt at du holder hårdnakket fast i din stilling og gør dit bedste. Det hjælper intet at give op selvom det en gang i mellem er det valg som syntes bedst" sagde hun roligt og lod hovedet søge let på sned. Han havde mange vampyriske træk, bevares men stadig følte hun sig ikke det mindste bange for ham. Hun følte sig derimod helt og aldeles rolig sammen med ham og det at stå og snakke på denne måde gjorde hende bare glad. Det var virkelig fantastisk den måde han fik hende til at føle sig på. Hun foldede let hænderne foran sig som hun stod og lyttede til ham. Det var bare så rart. "Du gør dit arbejde rigtig godt af hvad jeg kan se. Du efterlader mig med en dejlig følelse i hvert fald. Som sagt så bryder jeg mig ikke om at åbne mig for folk. Det har altid været svært men med dig så føler jeg absolut ikke at der er noget dårligt ved at gøre det. Du får mig virkelig til at føle mig rolig." Det blide smil hvilede roligt på hendes læber. Det var ros som hun virkelig mente. Han var hende virkelig fantastisk at snakke med.

[Deleted]

Til tider var det både godt og skidt, at Marius var så tilgivende, som det han var. Folk kunne udnytte det, selvom han ikke regnede med, at det var noget som denne kvinde kunne finde på. Hvorfor skulle man da udnytte sine egne forældre på den måde? Han betragtede hende med en rolig mine, hvor smilet dog heller ikke var til at tage fejl af. Hun var heldig at have en mand som Marius i sit liv på den måde, hvilket han dog heller ikke var bange for at indrømme for hende. "Han har tilgivet dig.. For det skal du være ham taknemmelig. Mange ville ej finde sig i en grusom behandling, selv ikke af sine egne børn. Marius er en god mand, med sit liv og personlighed værd i guld," fortalte han med en rolig stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Marius var virkelig vigtig på mange kanter og led, og det var jo heller ikke ligefrem småting som han selv måtte stå model til. I mange tilfælde, så Carlisle uden tvivl op til den mand.

Alt taget i betragtning, så var tilværelsen rent faktisk hård for Carlisle, selvom han gjorde det alligevel. Han gjorde virkelig tingene så godt som han nu kunne. Ikke at det var nemt på nogen måde, men hvad skulle han da gøre? Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Alligevel gjorde han det.. Han ville gøre sin far stolt, som han ville vise, at han kunne trodse alle de odds, som han havde imod sig, og vise sig selv og alle andre, at selvom han stod som en dvasianer, så kunne han godt! Han kunne nemlig godt gøre, hvad folk forventede af en i den stilling, som han i øjeblikket måtte befinde sig i! Hans blik hvilede intenst på hende.. Ikke at han kunne gøre for det, for det var jo bare den del af ham, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved. "Det er svært.. Det kan uden tvivl være rigtig svært engang imellem, og som du siger, til tider, er det mest fristende, at give op," sagde han ærligt. Han var for stædig til at gøre det. Heldigvis.
Carlisles blik hvilede på hende og med et let smil på læben. Selv kunne han ikke lade være. Han gjorde jobbet godt, hvis hun allerede nu, følte at hun kunne åbne op for ham og bare tage tingene, som hun nu gjorde det. Ikke at han havde noget imod det, for han kunne virkelig godt lide det, når det var på denne her måde. Hovedet lod han søge let på sned atter en gang. "Det er den tillid, som selv jeg ønsker at se ved resten af folket.. Nuvel.. før vi går for meget i ring.. Skal jeg vise dig noget mere af stedet her?" spurgte han med et venligt smil på læben. Han var glad omkring hende. Det var en fornemmelse, som han godt kunne lide.

[Angelique Amalani Darcy]

Hendes far var virkelig alt for tilgivende en gang i mellem ville hun mene. Han var virkelig bare for god af sig. Hun nikkede roligt som hun lyttede til hans ord. Et sted var hun vel sur på sin far over at han havde tilgivet hende. Kunne han ikke bare have blevet vred? Råbt af hende? Eller gjort et eller andet tåbeligt. Så ville hun i det mindste have haft det en smule bedre med sig selv. Et let latter brød hendes læber som hun rystede på hovedet. "Jeg er ham utrolig taknemmelig for at have tilgivet mig selvom det irritere mig grænseløst. Jeg føler mig langt fra værdig til at modtage hans tilgivelse. Et sted ville jeg vel ønske at han reagerede på det, at han blev vred og sur og så tilgav mig i stedet for tilgivelsen. Det ville et sted være lettere for mig at håndtere" erkendte hun ærligt. Hun havde absolut ingen grund til at lyve for ham. Ikke det mindste. Hun var roligt omkring ham og følte at hun kunne åbne op for ham.

Livet kunne virkelig ikke være let for ham. Det kunne hun da tydeligt se. Han havde det svært også selvom han faktisk var halvt engel. Det var alligevel underligt at han blev så dårligt behandlet når han også havde en lys race i sig. Hovedet søgte let på sned som hendes blik mødte hans. For hende betød hans vampyriske race ikke spor længere. Man kunne måske have frygtet at hun kunne ville have accepteret sin far men hun nærrede ikke det samme had til mørket længere. Desuden så var Carlisle en god og rar mand. Det kunne mærkes på lang afstand og dette gjorde hende også langt mere rolig. "At give op er fristende og let. Man slipper for det hele og bare bliver fri ... og dog er det en frihed som få ønsker. Mange ville hadet den og føle at man havde svigtet dem omkring sig" medgav hun roligt og kørte en hånd igennem det blonde hår.
Her sammen med ham følte hun sig helt tryg og rolig. Hun følte at hun kunne åbne op for ham og bare fortælle ham hvad hun havde på hjerte. Det var en utrolig lettende følelse at stå med. Hun kunne virkelig godt lide den. Et smil prydede hendes læber mens hun lyttede til hans ord. "Jeg håber at det vil ske en dag. Jeg vil med glæde se noget mere af slottet. Desuden tror jeg også at det er bedst at søge en smule ind. Jeg begynder at kunne mærke kulden en smule" sagde hun med et let grin og lagde armene om sig selv. Hun var faktisk utrolig kold når nu hun mærkede efter.