Gaining new knowledge.

[Deleted]

Carlisle smilede let. Marius havde altid været en munter og god mand, som ønskede alt og alle det bedste, omkring ham. Dette var ikke noget undtag. Ikke underligt. Det var jo trods alt hans datter dette handlede om. Han foldede hænderne roligt foran sig. Til tider ville det naturligvis kun være bedre, hvis folk kunne råbe og skrige af hinanden, men det var faktisk ikke så ofte, at det forekom her mere.. Og særligt ikke i Darcy. "Det gør altid tingene meget nemmere, men nej. Din far har aldrig været en mand som hævede stemmen, eller klandrede folk for de fejl de har begået. Du har lært af dem. Hvorfor skulle han så vise sin vrede overfor dig? Sin egen datter?" spurgte han direkte, som han let hævede det ene bryn.

At give op, var dejlig nemt, men ikke et alternativ for Carlisle. Det var slet ikke noget, som han ønskede! Nej! Han havde et ry og rygte, som hans fader havde skabt, som han skulle leve op til, og han havde sine søskende at tage sig af, efter hans fader var gået døden i møde. "Jeg kommer ikke til at gøre det. Jeg har mine personlige grunde til at fortsætte kampen som jeg har taget for mig, siden min far døde," fortalte han ærligt. Han vendte blikket mod hende. Selv kunne han jo godt se, at hun var begyndt at fryse, og det var jo heller ikke meningen. Han kunne ikke lide, at hun skulle fryse på den måde. Overhovedet ikke faktisk! Han nikkede og med et smil på læben. Han var rolig.. Også selvom det var svært til tider. Han havde selv brug for at afreagere, og derfor var han også glad for at kælderregionen under slottet her, var rigtig stor.. Der var ikke rigtigt nogen, der lagde mærke til det, når de stunder opstod. "Så lad os komme ind. Vi kan passeligt sætte kursen mod pejsestuen, så du kan få varmen," sagde han roligt, hvorefter han gjorde tegn til, at hun skulle søge med ham indenfor. Han ville jo nødigt have at hun blev syg. Vampyren i ham, forhindrede ham jo i at fryse.. han glemte det bare til tider, men okay.. Han var jo heller ikke omkring procianere særlig ofte.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at hendes far altid ville tilgive hende og det var hun da glad for men det var ikke altid at det gjorde det lige let for hende. Hun sendte ham et roligt smil som han snakkede og rystede blot let på hovedet. "Det er et punkt hvor min far og jeg absolut ikke ligner hinanden. Jeg har altid været ufattelig hidsig og kan også meget bedre håndtere når folk bliver vrede og sure i stedet for det andet. Det er virkelig svært for mig at han ikke bare kan blive vred på mig, bare en gang og så tilgive mig. Jeg ved godt at det er underligt men det er bare lettere for mig at håndtere på den anden måde" forklarede hun ærligt. Hun vidste godt at det var mærkeligt men det var nu en gang sådan hun havde det.

At give op var altid det letteste i verdenen. Man skulle bare smide tingene fra sig og så glemme det men det var bare ikke en løsning på nogen som helst måde. Hun bed sig let i læben som hun lyttede til hans ord. Det var rart at høre at han ikke ville give op også selvom tingene ikke altid gik som han ville det. Det at han ikke blev accepteret måtte virkelig være fustrerende ville hun gå ud fra. "Det er også det rigtige valg. At give op virker let men det er næsten aldrig det rigtige at gøre" endte hun roligt. Hun var virkelig begyndt at fryse også selvom hun ikke havde tænkt så meget over det mens de havde stået og snakket. Han var virkelig forfærdelig spændende og det havde været nok til at vende hendes tanker fra kulden og over på ham. Som han gjorde tegn til at de skulle søge indenfor igen sagde hun ham ikke imod. Hun fulgte bare roligt med over mod døren med et let smil hvilende på læberne. "Det lyder som en god ide. Varmen fra pejsen vil nok gøre godt." Hun strakte sig en gang som hun nåede hen ved ham og sendte ham et blidt smil. Denne her dag havde faktisk vist sig at blive langt mere spændende end hvis hun blot havde siddet og læst hele dagen.

[Deleted]

Det fascinerede uden tvivl Carlisle, at se hvor forskellige folk nu kunne være, og særligt fordi at hun var en direkte efterkommer af Marius Darcy. Nok den eneste biologiske den mand nogensinde havde fået. Et sted, var det uden tvivl en tanke, som han måtte finde direkte fascinerende, og det var skam heller ikke noget, som han havde tænkt sig at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var. Hans blik søgte hendes direkte. "Til tider er det måske det nemmeste, men ej noget som der kommer noget godt ud af. Jeg tror bare du skal værdsætte, at din fader åbnede op for din undskyldning, og samtidig.. måske forsøge at tilgive dig selv, for hvad du har gjort," sagde han ærligt. Han var nu temmelig sikker på, at det nok mere var der, at det sande problem måtte hvile for hende.
Det var slet ikke Carlisles mening at sikre sig, at Angel ville blive syg, og derfor var det måske også på tide, at søge indendøre. Det var slet ikke noget, som han havde gjort med vilje faktisk! Han nikkede mod hende og med et smil. At give op, var slet ikke noget, som ville komme på tale for hans vedkommende. Han elskede sit arbejde, også selvom det var hårdt til tider, men af den grund, så forsøgte han at gøre det, så godt som det nu var ham overhovedet muligt at gøre det. Han havde sine søskende, som selv var rigtig god til at holde ham oppe på tingene, og det var naturligvis også det som var ham det vigtigste. Tungen strøg han kort over sine læber, og med et smil på læben. "Det er som regel aldrig det bedste alternativ. Det er meget sjældent at det forekommer lige så... Men nok om det.. Lad os komme ind i varmen," sagde han med en rolig stemme. Han førte hende med sig indenfor og med et smil på læben. Pejsen vidste han ganske vidst var tændt, for det var den altid i denne kolde tid. "Kom med," sagde han med en rolig stemme, inden han førte hende igennem slottet og direkte ned mod pejsestuen, hvor han slog dørene op ind til den store og tomme stue. Ganske vidst som han havde regnet med, var der gang i pejsen.. Han nød det. Gud hvor han dog nød at se det!

[Angelique Amalani Darcy]

Han slog hovedet på sømmet. Hun havde ikke tilgivet sig selv. Hun vidste ikke om hun var i stand til at tilgive sig selv overhovedet. Sandheden var vel at hun hadet sig selv så meget at hun slet ikke vidste hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun var så vred over hvad hun havde udsat sin far for og hvor stædig hun havde været det. Hun sukkede stille. Han havde jo helt og aldeles ret men det var virkelig bare lettere sagt end gjort at tilgive sig selv. Selvom der måske var gået mange år for hendes far til at lære at tilgive hende så virkede det hele meget for nyligt for hende. "Du er en meget klog mand, Carlisle. Jeg ved ikke om jeg nogensinde vil være i stand til at kunne tilgive mig selv for hvad jeg udsatte min far får. Jeg er lykkelig over at han har tilgivet mig men det er sandt at jeg ikke føler mig fortjent til den tilgivelse" pointerede hun roligt for hvorfor lyve. Hun nød faktisk at stå her og snakke med ham. Han var meget vis og det var en ting som hun godt kunne lide. Hun lærte en del om sig selv på den her måde.
At han ikke ville give op var jo kun en god ting. Han virkede som en der ville kæmpe for sit arbejde og sin tilværelse og det var i sandhed forfriskende at se. Ikke mange ville have modet til at rejse sig og kæmpe videre. Det var noget som var dejligt at se. At han havde noget at kæmpe for var tydeligt. Folk der kæmpede havde som regel en god grund til det. Personligt så ville hun kæmpe for sin far og Chili. De var virkelig de vigtigste personer i hendes liv og gud hvor hun elskede dem begge. "Det er næsten aldrig den rigtige løsning og folk der har noget at kæmpe for har det med at kæmpe til det sidste for dem de elsker og holder af. Og ja, lad os komme ind i varmen. Jeg kunne godt bruge at blive en smule varmere" sagde hun med et lille grin og lod ham føre sig indenfor i varmen. Hun lod ham rolig føre sig igennem slottet til de nåede pejsestuen. Der var tændt op hvilket var ufattelig skønt på denne her årstid! Hun trådte indenfor og sendte ham et lille smil. Hendes tænder klaprede en smule som det jo var normalt når kroppen lige så stille begyndte at varme op igen. Nysgerrigt kiggede hun rundt i rummet. "Her er meget hyggeligt her. Jeg forstår ikke hvorfor der ikke er nogen mennesker her." Pejsestuen virkede virkelig hyggelig men ret så meget tom. Det var da en trist tanken at pejsen bare skulle stå der og brænde uden at der var nogen. Hun endte med at søge over til ilden og satte sig på det store tæppe nede foran. Her var dejlig varmt. Hun skulle skam nok få varmen hurtigt.

[Deleted]

Carlisle havde ikke sit arbejde uden en grund, og særligt fordi, at han havde den tankegang der skulle til. Selv på trods af hans liv som en halv vampyr, så var det ikke noget som gjorde nogen forskel. Han var i tæt kontakt med det menneskelige i hans krop og sind. Hans krop søgte hendes skikkelse. Tydeligt var det dog for ham, at han havde ramt rigtigt et eller andet sted. Hun skammede sig. Han forstod hende jo godt, og særligt fordi at det havde været så nemt for Marius, at tilgive hende, og at det var det, som var hendes problem, kom egentlig ikke rigtigt bag på ham. "Din far er en god mand, og naturligvis gør han det, for at få et forhold til sin datter. Tag det ikke ilde, kære Angel, men tilgiv dig selv. Det tror jeg, I begge vil få det meget bedre af," sagde han med en rolig stemme.
At komme ind, var uden tvivl noget, der ville gøre hende godt, for det var heller ikke hans mening at hun skulle ende med at blive syg. Selv nu hvor det var en smuk solskinsdag, var folk jo alligevel igang med arbejdet, og derfor var der ikke mange mennesker som kunne sætte sig og slappe af, og særligt ikke i disse tider. Han foldede igen hænderne over ryggen, inden han fortsatte ned af gangen, for at ankomme til den optændte pejs. Mange søgte hertil i løbet af dagen, lige for at finde varmen igen, for det var noget som de alle sammen kunne bruge. Han vendte sig mod hende og med et smil på læben. Her kunne de også sidde lidt selv, inden han måske selv burde vende tilbage til sit arbejde. Selv han havde jo en masse, som han skulle have udført. "Folk arbejder, før de kan nyde en afslappende tid. Jeg er mere heldig stillet igennem mit eget arbejde, end som så," fortalte han roligt, inden han gjorde tegn til at hun kunne tage pladsen, som stod tættest på pejsen, så netop hun var i stand til at få varmen. Det var nok noget af det, som han selv måtte anse som det vigtigste. For ham, bed kulden jo ikke så meget på, som den gjorde på så mange andre, og det var da uden tvivl også noget, som han havde tænkt sig at udnytte i den forstand, at han nu kunne gøre det. Selv tog han plads.. foldede hænderne pænt foran sig og lagde det ene ben over det andet.

[Angelique Amalani Darcy]

Var det noget under at hun skammede sig? Efter alt hvad hun havde ladet sin far gå igennem, efter alle de år med had og foragt. hendes handlinger havde været de værste. Selv ikke hende ord kunne hamle op med det havde havde gjort. Det gjorde hende ked af det, rigtig meget endda. Hun bed sig stille i læben og lagde armene lidt beskyttende om sig selv. "Det er lettere sagt end gjort, Carlisle" mumlede hun stille. Hun havde virkelig været grum ved den stakkels mand. Ikke nok med at hun i alle de år havde hadet ham så var det jo også endt ud i at han havde set hende tage sit eget liv. Det var sygeligt for hende at tænke på det nu.
Det var helt sikkert en god ide for dem at søge ind. Selv vidste Angel jo godt at hun kunne blive syg, især hvis hun var ude længe i denne kulde men det havde bare været så rart at stå og snakke med ham at kulden slet ikke havde virker så slem. Hun havde jo næsten ikke kunnet mærke den mens de havde stået derude men nu som de kom indenfor begyndte hun at kunne mærke hvor kold hun egentlig var. Som de nåede pejsestuen satte hun sig roligt ved pladsen som han anviste hende. Her var dejligt varmt hvilket faktisk var noget som hun godt kunne bruge. Langsomt begyndte det næsten at snurre i hendes lemmer som hun fik varmen tilbage i sin krop. Hun sukkede nydende og lukkede kort øjnene. Det var virkelig rart bare at sidde her og få varmen en smule. Hans ord fik hende til at åbne øjnene og vende blikket mod hans skikkelse. "Vi er da vidst nok privilligerede" drillede hun med et let smil og lod hovedet søge lod på sned. Han var nu meget sød, Carlisle. Der var noget over han som hun ikke helt lige kunne sætte fingeren på men han var virkelig fantastisk. Hun kunne rigtig godt lide at tilbringe tid med ham allerede nu. Han var speciel og selvom han var vampyr så frygtede hun ingenting her. Der var kun ro og varmen hvilket man ikke ligefrem kunne påstå var normalt når man var sammen med vampyrer men han var bare anderledes. Det var virkelig dejligt.

[Deleted]

At problematikken måtte ligge i, at Angel havde svært ved at tilgive sig selv, var ikke noget, der egentlig kom bag på nogen som helst. Alt taget i betragtning, så var han måske en menneskekender, selv på trods af hans race og blanding? Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang, og med hovedet let hvilende på sned. "Jeg ved godt, at det kan være svært, men for din egen skyld, vil jeg råde dig til at ofrsøge.. Eventuelt snak med ham," opfordrede han med en rolig stemme. Han kunne jo se, hvordan den dårlige samvittighed nærmest måtte æde hende op indefra, og det var bestemt heller ikke noget, der gjorde det meget bedre for ham. Han kunne ikke lide, at se nogen have det på den måde, og særligt ikke, når han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang. Det bekymrede ham. "Det er det eneste jeg kan råde dig til," sagde han med en rolig stemme.
Nu hvor de søgte indenfor, kunne Carlisle faktisk godt mærke, at det havde været koldt at stå udenfor. Han mærkede sig ikke af det, når han først stod der, men derimod når han stod i situationen, hvor han mærkede temperaturforskelle - såsom nu. Derfor var det også hende, der fik den gode plads tættest på pejsen, så hun for alvor kunne blive varm. Ham bed den jo ikke på, på den samme måde, som så mange andre, og det var da uden tvivl en kæmpe fordel for hans vedkommende. Han smilede let. "Min hjælp bliver brugt, når jeg bliver tilkaldt." fortalte han med en rolig stemme. Hænderne foldede han roligt foran sig, mens han afslappet lænede sig tilbage i sin stol. Han sendte hende et smil. Nu hvor hun ikke var bange for ham eller hans væsen, gjorde det kun tingene langt bedre og ikke mindst nemmere for ham. "Fortæl mig noget mere om dig, Angel.. Jeg har en sjov fornemmelse af, at du er indehaver af en meget spændende historie," sagde han med et smil på læben.

[Angelique Amalani Darcy]

Den dårlige samvittighed kunne virkelig næsten slå hende ihjel inde fra. Hun havde det så dårligt med sig selv over fortiden. Om hun nogensinde ville blive i stand til at tilgive sig selv vidste hun virkelig ikke. Det var voldsomt svært for hende i sær fordi hun ikke følte at hun kunne se hverken sig selv eller hendes far i øjnene. hans ord var hende dog beroligende. Han havde jo ret. Hun burde snakke med hendes far om det og prøve at tilgive sig selv. Det var bare så fandens svært! "Jeg skal nok prøve. Jeg har dog en fornemmelse for at det er noget som kommer til at tage tid" endte hun stille og tænkende. Han var nu meget sød. Det var tydeligt at han ikke brød sig om at se andre have det dårligt hvilket i sig selv var en behagelig tanke. Det var en tanke som hun delte med ham. "Det er et godt råd. Jeg vil prøve at følge det."
Det at søge indenfor var helt sikkert noget som behagede Angel en helt del. Varmen begyndte med det samme at brede sig i hendes krop igen og selvom det ikke have føltes så koldt udenfor så vidste hun at det havde været det. Hun bed sig stille i læben som de begge to tog plads ved pejsen. Hans ord fik hende til at fnise en smule. "Jeg er sikker på at din hjælp er værdsat, Carlisle" endte hun blidt og sendte ham et sødt smil. Han var nu dejlig behagelig og det var noget som hun godt kunne lide. Han var mere ligefrem end hun var vant til hvilket var forfriskende. Da han spurgte ind til hendes historie sendte hun ham et tænkende blik. Hendes hånd gled igennem hendes hår som hun sad der lidt. "Puha. Hvor skal jeg begynde. Jeg blev født dragerytter selvom min mor og far begge var mennesker. Jeg husker end ikke min mor længere, hun døde vidst da jeg var helt lille eller under min fødsel. Da jeg ikke var ret gammel fandt min far en anden kvinde som han elskede. Hun var Spide, et mørke væsen og det var en tanke jeg ikek helt kunne forlig mig med på daværende tidspunkt. Min far besluttede sig den gang for at det var hende som han ville tilbringe resten af sit liv med så hun bed ham og forvandlede ham. Jeg så det. Det var der alle problemerne mellem min far og jeg startede" begyndte hun stille. Hun var ærlig, hvorfor skulle hun ikke være det? Mange af de oplysninger hun havde var hende jo ukendt indtil hun var blevet voksen.

[Deleted]

Carlisle brød sig faktisk ikke om at se en have det på den måde, og særligt ikke når hun så oplagt havde det dårligt med det. Naturligvis kunne han da forstå, at hun havde gjort det, for at passe på sig selv, og det var jo ikke så skidt, at det ikke var godt for noget andet, kunne man jo sige. Han lod hovedet søge på sned. Han nikkede. Det eneste, som han egentlig kunne råde hende til, var at snakke med sin far, så de kunne få den gode dialog igang, og så ville hun forhåbentligvis med tiden, være i stand til at tilgive sig selv, for det som hun havde udsat sig selv for, såvel som sin kære far. "Jeg ved godt, at det ikke er nemt.. Men dog kender jeg din far godt nok til at vide, at det er det, som I begge har brug for," sagde han med et smil på læben.
Carlisle var jo faktisk en ganske nysgerrig en af sig. Det havde han alle dage været, og hvorfor skulle det forholde sig anderledes? Han blev siddende. Varmen behagede ham som alle andre, også selvom den meget hurtigt kunne gå hen og blive ubehagelig. Han var ikke meget for de varme sommerdage her i landet. Der slog hans vampyr for alvor ind. Visse ting, skulle jo selv han slås med resten af livet, selvom det ikke altid var lige nemt. For det var det da godt nok ikke. Han ønskede at høre hendes historie. Måske at det var noget, som kunne hjælpe selv ham i forståelsen af hendes væsen. Han lænede sig roligt tilbage. "Det er en grum historie, Angel... Må jeg kondolerer for dit tab," sagde han endeligt. Meget var gået ham forbi, men så gammel var han jo trods alt heller ikke. Tungen strøg han kort over sine læber. "Du har vel gået med følelsen af, at denne kvinde har taget din far fra dig? Beklageligt.. meget beklageligt," sagde han med en let hovedrysten. Nu gik der måske lidt psykolog i det hele, men det var en del af hans hverdagsarbejde på stedet. Han kunne faktisk ikke rigtigt gøre for det.

[Angelique Amalani Darcy]

Sandheden var jo at hun godt vidste hvad hun burde gøre men at dette ikke altid lige var det nemmeste. Hun kunne virkelig have svært ved at tilgive sig selv for hun havde virkelig været forfærdelig og ubehøvlet. Svagt sukkede hun og lukkede øjnene kort. Han havde jo ganske ret men det var virkelig bare ikke så let som han gav det ud for at være. På ny åbnede hun øjnene og betragtede ham stille. "Jeg skal nok prøve. Det er bare ..... svært" mumlede hun ærligt.
At han var nysgerrig gjorde hende virkelig ikke spor. Hun kunne godt lide at snakke med ham om det at fortælle ham om hendes kvaler faldt hende næsten naturligt. Hun bed sig stille i læben. Hun følte sig slet ikke stolt af sin historie på nogen som helst måde og lige nu havde han vel egentlig kun hørt toppen af kagen. Hun sukkede stille og nikkede roligt til hans ord. "Tak men den eneste grund til at min historie er grum er min egen skyld. Jeg kunne have ændret meget" pointerede hun sigende og lod blikket finde ilden. Varmen beroligede hende. Det var som at være i nærheden af Chili. Hun elskede ild og varme på grund af ham. Hans spørgsmål var mere en konstatering end noget som helst andet. Hun kunne kun nikke enigt i det. Det var jo rigtigt nok. På mange punkter følte hun at denne kvinde havde taget hendes far fra hende selvom dette ikke var tilfældet. "Jeg ... Jeg så hendes bide ham. Jeg husker stadig natten. Det var uvejr, jeg var ikke ret gammel og forfærdelig bange for at være alene i sådan noget vejr. Jeg søgte til min fars kammer og kiggede ind af døren. Jeg så hende sætte tænderne i hans hals og så hvordan forvandlingen tog ved ham. Det satte en voldsom skræk i livet på mig den dag. I mange år troede jeg at hun havde gjort det af sult, at hun havde taget min far fra lyset på grund af hendes instinkter. Jeg kunne ikke være i nærheden af ham fordi han valgte at lade hende blive" begyndte hun at forklare igen. Hun stoppede kort og bed sig lidt i læben igen. Det havde jo været grunden til hendes vrede var startet. Det faktum at han beholdte kvinden i hjemmet når hun så tydeligt havde bidt ham. Der havde dog ligget mere bag det end som så. "Dog skulle det så vise sig senere da jeg endelig fik snakket med ham at han havde valgt at blive bidt. Han ville gerne leve evig sammen med hende hvilket jeg nu godt kan forstå men den gang så kunne jeg ikke. Jeg var vred fordi hans valg gjorde at jeg var alene om dagen og sov når han var vågen om natten. Da jeg fandt ud af at han ville bides tog jeg hjemmefra. Jeg tror jeg var omkring 18 eller noget i den stil."

[Deleted]

Angel havde uden tvivl været vidne til det hårdeste ved vampyrens liv. Ikke at man kunne klandre hende, og særligt ikke hvis hun ikke havde været særlig gammel, da hun havde set hvad der var sket. Det var måske ikke nemt at komme tilbage på sporet, men så lang tid at hun var indstillet på, at det var hvad hun ville, var han ikke i tvivl om, at det var noget, som nok skulle opnås på et eller andet tidspunkt. "Det er svært, men du kan," sagde han med en rolig stemme, efterfulgt af et let bekræftende nik i hendes retning. Nu hvor de sad her, og de kunne snakke i fred og ro.. så var han faktisk interesseret i, at lære hende bedre at kende. Særligt fordi at han kendte Marius godt, og personligt, så han ønskede naturligvis at lære hende at kende også.
Det som hun måtte fortælle ham, var en grotesk historie, og særligt hvis hun ikke havde været særlig gammel. Han lod hovedet søge let på sned, hvor han dog heller ikke gjorde noget, for at bryde ind eller noget lignende. Han lod armene søge over kors, inden han satte sig godt tilbage. "Det er en skam, at han ikke informerede dig om noget.. Enhver ønsker det lange og det evige liv, og særligt hvis de har fundet den rette. Jeg under ham det.. Man kan kun håbe, at det endelig vil lysne sig lidt for ham i fremtiden," sagde han sandfærdigt. At det naturligvis gjorde hende ked af det, var skam også til at forstå, for det var bestemt ikke noget, der kunne komme bag på nogen, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Tungen strøg han let over sine læber, inden han lænede sig frem. Albuerne lod han hvile mod hans lår. "Du er blevet ældre, og du er blevet klogere. Det er det, som naturligvis skal udnyttes i den forstand at det kan. Derfor kan du få rettet op på det. Det lyder for mig, som din far allerede er langt forbi det punkt. Nu skal du bare det samme.. lad ham hjælpe dig," sagde han med et stille smil på læben. Han var overbevist om, at det nok skulle lykkes for dem.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde virkelig ikke været særlig gammel da det skete. Hun havde ikke kunnet forstå hvordan hun havde set sin far og sin stedmor i den situation som hun så dem i. Hun havde været forvirret og bange og det var nok også derfor hun havde handlet som hun havde gjort det. Det var jo ikke fordi hun ikke havde undt ham det lange liv med den som han elskede men det var bare måden det blev gjort på som hun havde haft et problem med. "Jeg håber du har ret" endte hun roligt og hvilede blikket ind i ilden. Hun kunne faktisk rigtig godt lide at sidde her og snakke med ham. Det betød rigtig meget for hende at hun havde en som lyttede til hende og som ikke bare var Chili. Sandt så elskede hun den drage men en gang i mellem havde hun også bare brug for andre imput.
Det havde virkelig været en hård periode for hende selv. Hun havde ikke vidst hvad der havde været op eller ned. I det mindste var der ikke gået længe før hun havde fundet Chili. Han havde været hendes lys i mørket og den som hun havde betroet sig mest til. Stille endte hendes blik med at søge hans skikkelse som han snakkede. "jeg forstod ham godt allerede den gang. Et sted så bebrejdede jeg ham ikke for at ville leve evigt og dele dette med den kvinde som han elskede men jeg manglede min far til at passe på mig, til at lege med mig i løbet af dagen når jeg var vågen. Det var nok nogle af de ting som fik mig til at føle mig efterladt" kommenterede hun stille. Hun vidste at hendes far havde tilgivet hende men vejen for at hun skulle tilgive sig selv var virkelig lang. Hun vidste egentlig ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv. Hans ord var sande. Hun var blevet ældre og klogere, hun var i stand til at se mere objektivt på det denne her gang hvilket var en klar fordel for dem alle sammen. Hun nikkede stille og vendte blikket ind mod ilden igen. Hun havde vel et sted brug for sin far for at komme over det her? For hende var tiden gået i stå og havde derfor ikke lukket de sår som hun rendte rundt med i sit indre. "Jeg ved at han kan hjælpe mig og dog så ønsker jeg det et sted ikke. Jeg ønsker vel et sted at lide sådan så jeg aldrig glemmer denne her følelse igen. Sådan så jeg aldrig nogensinde såre nogen på den måde igen." Hun ønskede ikke at lyve for ham og derfor var disse ord også ærlige.

[Deleted]

Angel var uden tvivl hård ved sig selv, hvilket var noget som Carlisle måtte finde som synd og skam. Hun fortjente bedre, end at lade sig selv lide på den måde, hvilket han håbede, ville gå op for hende på et tidspunkt. Frygteligt var det nemlig, at se nogen lide på denne måde, og endnu værre var det at vide, at hun gjorde det mod sig selv. At sidde og snakke med hende, var selv noget, som han hyggede sig med. Det var nemlig ikke ofte, at han i det hele taget måtte se nogen, som ønskede at snakke med ham, og særligt på denne måde.. Det var hen af det mere.. venskabeligt og personligt plan. "Du er mig virkelig hård mod dig selv. Det er forståeligt, at du har følt dig svigtet.. Særligt om du ikke var særlig gammel dengang," sagde han med en dæmpet stemme. Løgn var det jo trods alt heller ikke, og han fandt det næsten uhyggeligt, at hun tog det på denne måde.
Angel havde været uheldig, og det samme havde Marius været, som i det tilfælde, havde mistet sin datter på et valg, som han havde taget for sin egen skyld. Ikke at det kom bag på ham. Han håbede nu bare, at de begge to, havde lært af det tilfælde. Han lod hovedet søge en kende på sned. Han kunne sidde og forsøge at kringle den for hende rigtig mange gange, uden at det egentlig ville have nogen former for effekt. Det var underligt.. naturligvis var det da det. Han gned hånden ganske let mod sin hage, og med blikket vendt i retningen af hendes skikkelse. Selv vidste han, at han måske bare burde søge til arbejdet, for han kunne næppe sidde her og snakke hele dagen,selvom han nu måtte sande, at det var det, som han havde mest lyst til lige nu. Han sendte hende et let smil. "Hvorfor udsætte dig selv for den smerte, Angel?" spurgte han. Det var jo på ingen måder nødvendigt, og selv der, vidste han at Marius måtte være enig med ham.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel vidste at hun var meget hård ved sig selv. Hun vidste at hun burde løsne lidt op. Sket var sket og hun kunne ikke gøre ret meget ved det nu. Alt hun kunne gøre var at komme videre. Hendes far elskede hende, han havde tilgivet hende for længst men for pokker. For hende var hadet ikke så langt væk. Hun havde ikke haft flere tusinde af år til at tænke over det. Hun havde bare været død. Hun sukkede svagt og bed sig i læben. Dette var virkelig ikke let for hende. Dog måtte hun erkende at hun nød at snakke med Carlisle om det. Der var noget over ham som bare fik hende til at åbne op og fortælle ham alt. Et sted havde hun vel også haft brug for at møde sådan en person. Hun havde haft brug for en at snakke med og en som hun kunne åbne sig op overfor og dertil var hun utrolig glad for at have mødt ham. "Jeg følte mig svigtet og efterladt og da jeg så endelig blev gammel nok til at forstå hvorfor han havde gjort det og hvad der lå bag overmandede min vrede til mig selv mit indre og jeg blev mere vred på ham. Han har ikke haft det let med mig" endte hun stille. Hun havde været et forbandet irriterende barn. Hun vidste at hendes far altid havde elsket hende lige meget hvor meget hun havde hadet ham. Det var et sted et bevis på hvor godt et menneske han egentlig var. hun kørte hånden igennem det blonde hår og lyttede til hans ord. Hvorfor udsatte hun sig selv for denne smerte? Hun bed sig stille i læben og lukkede øjnene svagt. Det var et underligt spørgsmål at svare på for hende. "Det .... er svært. Et sted så ønsker jeg ikke at glemme hvad der skete den gang og på den anden side så er jeg stadig sur på mig selv. For mig er dette ikke ting som er sket helt tilbage i fortiden. For mig er dette noget som stod på for blot få måneder siden. Jeg døde med mit had og vågnede fri for det. Det var som at gå i seng sur og vågne op glad. Det er svært at håndtere må jeg erkende." Hun var ærlig for der var jo ingen grund til andet. Hun ønskede virkelig at hun kunne komme videre men sandt at sige så var det jo noget som tog tid og det var tid som hun ikke havde haft endnu. Hun sukkede på ny og satte sig lidt op i stolen og strakte sig. Hun åbnede øjnene og vendte blikket mod Carlisle med et lille taknemmeligt smil. "Det er ej fordi jeg ikke ønsker at snakke videre med dig men jeg er nød til at vende snuden mod Elanya igen. Jeg har en drage at tage mig af når jeg kommer hjem. Han var vidst ikke synderligt tilfreds over at jeg søgte ud uden ham må jeg nok erkende" sagde hun med et lille grin og lod hovedet søge let på sned.

[Deleted]

Carlisle fandt det virkelig behageligt, at sidde og snakke med Angel. Hun var en sød og næsten alt for omtænksom af slagsen, men selv dette, måtte have sin charme for hans vedkommende. Hans blik søgte hendes igen. Et let smil passerede hans læber, som han let nikkede mod hende. Han havde dog ondt af hende. Den opvækst som hun havde fået, havde på ingen måder været "Jeg forstår godt, at du har været vred, og at du har følt, at det har kostet dig mere end hvad godt er, Angel. Det eneste, som jeg kan råde dig til, er at åbne op for muligheden og snakke med din far, så I igen kan skabe det bånd, som i førhen har haft," sagde han roligt. Selv var han et sted misundelig på, at hun i det hele taget havde en far, hvor han derimod nu skulle stå der som den store overfor sine egne søskende, for at give dem en at søge til, når tiden var hård ved dem, for det var den også ofte her. "Du er vred.. Vend de til noget positivt," sagde han med et stille smil på læben. De havde kun det liv, som de havde. Hun havde derimod bare været heldig, at have fået en ekstra chance, og dette skulle naturligvis også udnyttes, når man havde muligheden for det.
At det var tid til at lade dette møde gå mod sin ende, forstod han skam godt. Ikke at han ønskede det, men det var nu bare en anden side af sagen. Han nikkede forståelsesfuldt. Det var endnu svært for ham, at forstå, at hun i det hele taget havde en stor drage at skulle tage sig af, men det var vel noget som han selv fik muligheden for at opleve tidsnok? "Forståeligt. Jeg formoder nemlig heller ikke, at du ønsker at være væk fra det store og stolte væsen i alt for lang tid.. Kom.. Lad mig følge dig til døren," sagde han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Han rejste sig roligt op fra sin plads. Selv her hvor det var koldt, så var det stadig en glæde for ham, at finde varmen og trygheden i så godt et selskab. Han håbede i hvert fald på, at han ville få muligheden for at se hende igen. Hun havde en dejlig varm personlighed.