Gaining new knowledge.

[Deleted]

Carlisle var en ganske rolig mand, selvom hans rygte kunne forholde sig anderledes. Der var nemlig alle dem, som forsøgte at svine ham til, for det væsen som han var, selvom han bestemt ikke fandt det berettiget af den grund, om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være i den anden ende. Hans blik gled mod hendes skikkelse endnu en gang. Det var sjældent, at han selv oplevede nye tage det så roligt omkring ham, og det var alt sammen noget, som kun betød ekstremt meget for ham, så det sagde heller ikke så lidt. Han nikkede og denne gang med en latter. Bibliotekaren ville nok sætte pris på at bøgerne kom på plads. "Det er i hvert fald noget som jeg kan anbefale. Bibliotekaren har for vane at være yderst striks," sagde han med et morende smil på læben. Selv han havde haft hende på nakken mange gange, hvor han ikke lige havde fået placeret bogen helt korrekt på plads, og det var slet ikke noget som han ønskede, skulle ske igen.
At hun derimod havde en drage, var det første som egentlig fangede hans interesse. Ikke fordi at det var noget som man hørte særlig meget om i disse tider, for det var det uden tvivl ikke. Han lod hovedet søge let på sned. Han reagerede på ingen måder med foragt eller noget lignende, for det havde han slet ikke nogen grund til. Han var faktisk ganske nysgerrig på det væsen. "Jeg må beklageligvis sige, at jeg ikke ved særlig meget om drager som et væsen, men jeg ville ønske at jeg gjorde. Det er et fascinerende væsen, selv for mig," fortalte han med en rolig stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Han lagde roligt sin egen bog fra sig på skænken ikke langt fra ham, inden han igen foldede hænderne over ryggen. Selv så han ikke nogen grund til at skulle vise sig fra den mere mørke og groteske side, når det var en varmhjertet kvinde, som han stod overfor, som faktisk.. fortalte ham om alt det som han endnu ikke havde nogen anelse om, og særligt fordi at det var noget som især var noget som han vægtede en stor betydning. "Måske at jeg kan hilse på en dag?" spurgte han venligt. Hvis hun mente at dragen ikke var så farlig, som de havde ry for at være, så måtte det vel også være sandt?

[Angelique Amalani Darcy]

Angel havde hørt mangt og meget omkring hvor grimt et menneske den kongelige rådgiver kunne være men det var virkelig ikke den følelse hun havde af ham. Hun kunne virkelig ikke lade være med at smile i hans nærvær. han var betagende og hun kunne virkelig godt lide ham og virkelig godt lide at snakke med ham. Hun vidste ikke hvorfor men han havde en beroligende aura som hun godt kunne lide. At han var vampyr gjorde hende intet, hun havde lært sin lektie og vidste at alle folk havde en ret til at leve, også de mørkevæsner som var i Procias. Hun ønskede at vise ham at hun gerne ville ham, at hun tog imod ham med åbne arme også selvom han var som han var. "Selv jeg har hørt rygterne. Jeg ønsker ikke at få problemer med hende så jeg må hellere opføre mig ordenligt" sagde hun med et lille grin og lagde bogen pænt på plads der hvor hun havde taget den fra.
Angel havde en drage og af hvad hun vidste så var hun den eneste i Procias der havde en. Hun elskede Chili, han var dejlig men hun vidste også at han kun var loyal overfor hende. Han brød sig ikke om mennesker som sådan men med hende var det anderledes. De følelser hun havde for sin drage slog ikke nogen som helst andre. Hun kunne lide hans nysgerrighed, de fleste var bange når man fortalte at man havde en drage men han var bare nysgerrig og det var bare skønt. Hun ville rigtig gerne dele de oplevelser hun havde med Chili med nogle andre. "De er meget fascinerende, De er loyale og rolige sammen med dem som de vælger at vige deres liv til" forklarede hun roligt. At han så gerne ville møde Chili kunne vel et sted kun stabe problemer? Hun var ikke helt sikker på om hun skulle sige ja eller nej til det, hun ville i hvert fald skulle snakke med Chili om det før hun svarede ja til noget. "Måske, min drage kan godt være en smule speciel. Han har ikke haft det så let med mennesker mens jeg har været ..... fraværende." Hvad skulle hun ellers svare? Hun var nød til at snakke med den med tænderne og ilden før hun kunne love ham at kigge forbi. Hun sendte ham et lille smil og bed sig let i læben.

[Deleted]

At folk snakket grimt om ham, var egentlig ikke noget, som kom synderlig meget bag på ham. Når han nu endelig skulle sige det, så var han jo klar over, at han hadve rigtig mange ting, som snakket ham imod. Hans race særligt, også selvom folk dømte ham, uden at kende ham. Det var egentlig ganske ærgerligt, at den slags skete, men der var jo ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det af den grund. Han trak vejret dybt og med et smil. Hun havde en god og varm latter, hvilket næsten var noget som smittede af på ham, og det var noget som han da uden tvivl rigtig godt kunne lide. "Det lyder nu meget fornuftigt," sagde han roligt.
Nu hvor han alligevel havde valgt at gå imod dronningen, såvel som kongen, og havde indvilget i at give hende en rundvisning, men som Marius' datter, så var hun vel heller ikke ude på at gøre landet eller slottet her noget ondt? Selvom han udmærket godt var klar over, at han skulle være påpasselig, og særligt i disse tider, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Hendes drage var uden tvivl et væsen som formåede at fascinere ham og endda frygtelig meget endda, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Og jeg formoder stærkt, at det er noget, som du har været så heldig at opleve?" spurgte han roligt. Ikke for at virke hånende eller nedgørende, for det var på ingen måder hans intentioner ved dette. Han var oprigtigt interesseret, også fordi at.. de havde for pokker da en drage i Procias! En ægte drage! Det var jo næsten ikke til at forstå. Han grinede ganske let. "Du må fortælle mig noget mere, mens jeg fører dig rundt omkring på slottet." Han gjorde et nik mod døren, så han kunne vise hende rundt. Det var vel ikke direkte passende at starte på et sted som biblioteket, når der var så meget andet, som var værd at se? "Fraværende..? Hvordan skal den forstås?" spurgte han undrende, som han igen vendte blikket i hendes retning. I hans forstand, kunne det jo betyde mangt og meget.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var ærgeligt at folk var så fordømmende. Hun kunne virkelig ikke lide det men hun havde jo selv været sådan overfor sin far den gang? Hun havde ikke været meget anderledes end de mennesker som ligenu snakkede grimt om Carlisle for den han var? Hun var virkelig ked af at det var sådan men hvad kunne hun dog gøre? Hun kunne ikke ændre alle folks mentalitet som hun havde ændret sin egen. Sammen med Carlisle kunne hun virkelig ikke lade være med at smile og grine. Han virkede så varm, så rolig. Det var virkelig dejlig at møde en som kunne få hende til at smile på denne måde for det var i sandhed en sjælden ting. Hun nikkede blot til ham og efter at have sat bogen på plads vendte hun sig mod ham mens hun foldede hænderne foran sig. "Du viser vej" sagde hun mildt og lod hovedet søge let på sned med et genert lille smil.
At han egentlig ikke havde lov til at vise hende rundt anede hun intet om. Hun ville nok ikke have forslået det hvis hun havde vidst at han kunne få problemer ud af det, hun ønskede blot at se dette flotte sted. Hun havde altid været fascineret af slottet og nu havde hun endelig en mulighed for at se det. Hun ønskede ingen på slottet noget som helst ondt. Hun ville ikke gøre dem noget og ønskede blot at hjælpe dem. De kunne trygt stole på at hun intet ondt havde i sinde. Hendes blik søgte hans skikkelse mens de gik og snakkede. Hun nikkede roligt ved hans spørgsmål. "Ja. Jeg har haft den ære at møde en ven for livet i min drage. Det er svært at forklare men når en rytter og deres drage bliver en så kan de ikke skilles igen. Man begynder at tænke ens og man behøver ikke snakke for at kunne kommunikere. Lige meget hvad der sker så ved jeg at min drage altid vil være der for mig og være mig loyal. Det er en dejlig tanke at have sådan en i sit liv" forklarede hun roligt. Den blotte tanke om at skulle undvære Chili kunne få det til at gøre helt ondt på hende. Hun fniste let da han grinte. Det var smittende, det var helt sikkert. "Min egen viden omkring dragerytter som folk er meget minimal, det er derfor jeg læser, men jeg vil da fortælle dig alt som jeg kan." Hun fulgte ham roligt mod døren. Biblioteket var ikke fantastisk spændende og hun var sikker på at der var rigtig mange flotte stedet på slottet som hun meget gerne ville se. Hans undrende spørgsmål fik hendes smil til at falme en smule. Hun bed sig let i læben før hun svarede ham. "Jeg døde. Det er mange mange år siden, hvor mange ved jeg ikke. Min død efterlod min drage alene. Min far og min drage havde ikke det bedste forhold, så da jeg var væk forlod han den beskyttelse min far kunne give ham. Han var været jaget, fortabt. Da jeg fandt ham lå han i en fælle, han havde ligget der i flere dage. Det var hårdt at se og virkelig hårdt at vide hvad han havde været igennem i mit fravær. Det er meningen at jeg skulle passe på ham og jeg fejlede. Det er en hårdt nød at sluge" fortalte hun ærligt. Hun brød sig egentlig ikke om at tale for meget om det men den ro som hun fik var hans tilstedeværelse var nok til at hun følte at hun kunne dele det.

[Deleted]

Carlisle var nu vant til at folk hviskede om ham i krogene, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. At hun selv havde været på samme måde, skulle han ikke kunne sige. Om ikke andet, så var det vel noget som man lærte af? Han vidste at folk dømte ham for hvad han var, fremfor hvad han kunne, og naturligvis var det noget, som selv måtte gøre ham trist og ked af det, for han følte på ingen måde, at det var retfærdigt, men han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget som helst ved det, kunne man jo sige. Han ville glædeligt vise hende rundt, også selvom han vidste, at det slet ikke var noget som han burde, men han tog nu denne enerådige beslutning om at procianerne skulle være der for hinanden, og alle dage havde han set sig som den slags, så hvorfor skulle det da laves om?
Med rolige skridt, bevægede Carlisle sig ned af den lange korridor og med et smil på læben. "Hvad vil du gerne se først?" spurgte han med en rolig stemme. Stedet var jo ganske stort, og der var virkelig mange ting at se og få øje på, og det var svært at finde ud af, hvad hun ville finde som interessant og ikke interessant. Dragerne var uden tvivl et smukt væsen, af hvad han vidste. Hans viden omkring det væsen i forvejen, var ikke meget at prale af, men selv han ønskede da at vide mere, end hvad han gjorde i forvejen, så det var han heller ikke meget for at stå ved. Han lyttede til hendes ord, inden et ganske let smil passerede hans læber. "Det lyder som du har fundet en ven for livet i det store og stolte væsen, må jeg sige. Jeg er glad for, at der er nogen som har fundet skønheden i det, og ikke bare har ladet sig skræmme af, hvad alle andre mener," sagde han ærligt. Der havde han det jo lidt på samme måde. Han var ikke en ond eller en grusom mand. Kun hvis man gav ham en grund til at være det.
Carlisle nåede endelig den store forhal.. Marmorgulve og stenvægge var overalt, og solen stod ind af vinduerne, og lyste det smukt op, som kun et land som Procias kunne gøre det. Han vendte sig mod hende. Egentlig var det hende som måtte afgøre hvad hun gerne ville se først. Han ville virkelig gerne vise hende det.. og vise sig fra den gode side, så om ikke andet, at hun ikke ville rende rundt og være bange for ham.

[Angelique Amalani Darcy]

Det var kedeligt hvor mange mennesker der egentlig dømte ham før de mødte ham. Rygterne havde hun valgt at tage afstand fra, hun havde valgt at lære ham at kende og den man han havde vist sig som indtil nu var virkelig anderledes. Det var en dejlig ting. Hun kunne godt lide ham, han var venlig og rolig og det var en ting som hun havde brug for. Hun var en flygtig pige, alt skulle helst forgå med hundredetyve i timen men bare hans nærvær fik hende til at slappe mere af og fik en smule mere ro på. Hun var glad for at han ville vise hende rundt.
Hun fulgte efter ham med lette og næsten flyvske skridt. Hendes blik gled fra ham og hen over alt hvad hun kunne se. Hun slugte grådigt alle indtrykkene. Det var virkelig spændende at se slottet og blive vist rundt. Hun stoppede let op ved hans spørgsmål og hun lagde tænkende en finger mod sin hage. "Hmmm" sagde hun stille mens hun tænkte. Hvad ville hun gerne se? Det hele! Men hvad ville hun se først? Hun grublede lidt over det før hun vendte blikket mod ham med et sødt lille smil. "Hvad med det smukkeste sted du kender på slottet?" Man kunne vel ligeså godt starte et sted så hvorfor ikke bare starte med noget smukt? Hun glædede sig rigtig meget til at han vile vise hende det. Slottet var bare så fantastisk! Hun var så fantastisk. Hans ord fik hende til at smile. Hun havde virkelig fundet en ven for livet og hun elskede ham. Hun ville aldrig miste ham, ikke på vilkår. "Det er let at lade sig skræmme af de store væsner. De er ikke så farlige hvis man respektere dem og viser dem kærlighed. Jeg vil til hver en tid hellere lære nogen at kende end bare at flygte med det samme." Det var altid rart at møde nye mennesker og væsner.
Hun trådte ud i den store hal og tabte underkæben en smule. "Wow" hviskede hun som om hun var bange for ekkoet hvis hun snakkede højere. Den var fantastisk, hallen var så smuk og den måde solen stod ind af de store vinduer på kærtegnede virkelig de flotte detaljer. Det var virkelig fantastisk.

[Deleted]

At blive dømt, var Carlisle nu bare vant til, så det var egentlig ikke noget, han reagerede på som sådan, for det havde han jo heller ikke ligefrem nogen grund til. Når det nu var sagt, så var det vigtigt for ham at det hele gik, som han nu gerne ville det. Folk måtte jo før eller siden, blive overbevist om, at han rent faktisk godt kunne leve et prociansk liv, som ikke indebar, at han skulle slå ihjel, for den ting praktiserede han faktisk ikke. Han levede af dyreblod... og endda af det, som de procianske jægere bragte til slottet, når vildtet skulle parteres. "Hvad jeg synes er smukt.." Han grinede let for sig selv. Naturligvis kunne han godt lide hendes måde at reagere på, og særligt fordi at den store forhal ikke rigtigt var noget at prale af i forhold til resten af slottet.
"Hvad jeg bedst kan lide ved Castle of Light, er nok ikke meget at prale af her når vinteren hersker på stedet, må jeg beklage.. Den smukke slotshave, når den står i fuld flor, må man opleve når den varme tid kommer," fortalte han med en rolig stemme. Ganske roligt førte han hende videre ned af gangen. Der var dog andre steder som man kunne lade sig betragte af. "Hvad angår drager, kan jeg godt forestille mig, at de nemt bliver frygtet for deres store størrelse og tænder.. Det kender jeg fra mig selv," sagde han med en dæmpet stemme, som han endnu en gang, vendte blikket i retningen af hende igen. Han havde ikke størrelsen, men derimod tænderne, og det var grund nok til at folk frygtede ham og hans væsen.

Tronesalen blev det første mål som Carlisle søgte til. De store porte blev åbnet af de vagter som stod vagt, da de blev mødt med Carlisles faste mine. Marmorgulvet prægede salen, som i forvejen havde adskillige meter op til loftet, holdt oppe af kraftige søjler. Vinduerne sørgede for at lyset blev lukket ind og oplyste hele salen. De kongelige var ikke til stede i dag, og derfor fandt Carlisle det bare naturligt, at det var her de kunne starte.

[Angelique Amalani Darcy]

Hun stod og betragtede ham, det rolige og blide væsen som var ved hendes side var ikke til at frygte. Hun kunne ikke andet end at smile til ham. Han var virkelig et behageligt menneske at være i nærheden af, hun følte sig virkelig rolig omkring ham. Det var ærgeligt at ikke alle kunne møde ham på den samme måde som hun gjorde det nu. Hvordan han levede og hvordan han fik blod vidste hun ikke men hun regnede ikke med at han slog folk ihjel. Hvis han var voldelige så ville han vel ikke være i Procias. Han grublede lidt over hendes svar og hun kunne ikke lade være med at synes at han var umådelig sød hvordan han stod der og grinte lidt for sig selv.
Hans svar kom ikke bag på hende. Slotshaven var noget af det flotteste af hvad hun havde hørt. Det var synd at hun ikke kunne se det i fuld flor men der var intet at kunne gøre noget ved det. "Så må jeg jo komme tilbage når varmen er kommet og blomsterne står pæne i flor. Så kan det være at du vil vise mig haven når den tid kommer?" Det lille generte men stadig charmerende smil kom frem på hendes læber igen ved hendes spørgsmål. Hun ville virkelig gerne se haven, hun havde hørt at den skulle være rigtig flot men tanken om at kunne se ham og snakke med ham igen var næsten noget hun så mere frem til. Hun fulgte med ham mens han snakkede videre. "Det bliver det nemlig. Det er synd for hvis man kommer dem nær så er det helt anderledes." Hendes blik søgte hans og hun sendte ham et blidt smil.

Angel fulgte ham roligt med sig. De nåede de kæmpe dobbeltdøre som blev åbnet for dem af vagterne og hun kiggede nysgerigt på dem som hun trådte ind i den flotte sal. "Wow" lød det forbløffet fra hende mens hendes blik søgte op, ned og fra side til side for at få det hele med. Lysets fald ind i denne sal var helt fænomenal. "Fantastisk. Den er virkelig smuk og stor." Hun vendte sig mod ham og sendte ham endnu et smil. "Så stor at man kan danse i den. jeg har aldrig været i så stor en sal." Hun drejede en gang rundt om sig selv og lod den pæne hvide kjole brede sig let ud som hun drejede.

[Deleted]

Det at slå ihjel, var ikke en ting som Carlisle praktiserede, også fordi at han ønskede at give sin fader dette.. han ønskede at vise, at han kunne holde stand, selv på trods af den modstand, som de var blevet mødt af, allerede for frygtelig lang tid siden, og nu hvor han alene måtte bære de tunge byrder, så måtte han jo gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt. Han ville gerne flå, flænse og dræbe.. men han havde lært at lægge bånd på sig selv, og det var det, som i hans øjne, uden tvivl var det vigtigste a det hele.
Carlisle førte roligt Angel med sig videre igennem slottet. Folk kiggede ganske vidst efter dem, men det var nu heller ikke noget som han tog sig af, for det havde han heller ikke nogen grund til. Han tog det nu ganske roligt.. Han så nemlig ikke det forkerte i at vise en af landets borgere rundt, og særligt en af Darcys familie, for det kunne vel heller ikke ligefrem være ren krise, kunne det? "Når tiden kommer, så vil jeg med glæde vise dig den kongelige have. Den er et syn for guder, når sommeren står på hæld og træerne, buskene og blomsterne står i fuld flor. Det er noget som skal opleves," fortalte han med et stille smil på læben,.

Tronesalen førte han hende roligt til, også fordi at der var noget ganske særligt med stedet her. At hun reagerede på den måde, var uden tvivl noget, som selv han glædede sig over, for ham, var det nemlig noget som betød utrolig meget. Hænderne foldede han roligt over ryggen og med et smil. Med en krig, som de alle sammen vidste, bankede på deres dør, så var det jo bare et spørgsmål om tid, og om hvor meget man kunne få lov til at nyde hvad landet her kunne give dem, og det var uden tvivl også det, som han var bange for et eller andet sted. "Salene her har stået som vært for rigtig mange arrangementer, og flere vil nok også komme. Forhåbentlig.. Kom.. det er ikke det som er det smukkeste ved stedet her," sagde han, hvor han førte hende igennem salen, for at nå den fjerne ende, hvor han kunne tvinge to store døre op ud til det som var en kæmpe balkon, hvor man kunne se over hele Procias.

[Angelique Amalani Darcy]

Død og ødelæggelse var ofte ting man forbandt med vampyrer og andre mørkets væsner. Det var ligegyldigt hvem eller hvad de var. I de flestes øjne var de alle onde og groteske men det var bare ikke tilfældet. Hun kunne jo tydeligt se det med sin far. Hun kendte virkelig ikke mange som var så godhjertede og rare som han var og der var ingen der vidste det fordi de alle sammen holdt sig på afstand af ham. Det var trist. Det var også sådan med Carlisle. Han var virkelig god, rar og meget behagelig at være sammen med men folk forkastede ham fordi han var den han var.
Angel bemærkede folks blikke som de gik gennem slottet og hun begyndte at få en fornemmelse at hun måske slet ikke burde være der? Han gjorde vel ikke noget forkert i at tage hende med rundt? Hun lod hovedet søge let på sned og vendte blikket undersøgende mod hans skikkelse. Hun ønskede jo ikke at give ham problemer på nogen som helst måde overhovedet. Hans svar fik hende dog på andre tanker og hele hendes ansigt lyste op med en følelse af glæde. "Virkelig? Det vil jeg virkelig glæde mig til" sagde hun med et stort smil.

Tronsalen var smuk. Hun var virkelig betaget af den måde lyset spillede en rolle i skønheden og hvordan gulvet næsten spillede. Hun fulgte roligt med ham og betragtede stadig alt hun kunne lade sit blik falde på. Hun kunne virkelig godt forstille sig at der havde været mange arrangementer i denne flotte sal og at der med garanti ville komme mange flere. han fangede hendes nysgerrighed på et øjeblik. Dette var ikke det smukkeste sted? Men hvad var så? Hun fulgte roligt efter ham med lette skidt til de nåede de to store døre. Hun stoppede op ved ham og vendte blikket mod hans ansigt. "Hvad kan være flottere end ...." Hun nåede ikke at sige mere før han havde åbnet dørene. Hendes blik søgte ud på den store balkon og videre ud over udsigten. Han var fantastisk. Hun havde aldrig set noget lignende. Med rolige skridt søgte hun helt ud på balkonnen til hun nåede til rækværket. Hun stod lidt og betragtede udsigten før hun vendte sig med ryggen mod rækværket og de havblå øjne mod ham. "Det her er noget at de smukkeste jeg nogensinde har set" sagde hun næsten åndeløst og sendte ham glædeligt smil.

[Deleted]

Folk kiggede efter Carlisle udelukkende på grund af hans væsen, men nu også fordi at han viste hende rundt. Ikke fordi at han havde tænkt sig at undskylde for det, for det havde han da godt nok heller ikke. Han var naturligvis glad for at hun valgte at vise ham den tillid, nu hvor der var så få, der valgte at gøre det, og det var den eneste grund til at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det. Han kunne godt forestille sig, at hendes kære fader havde det på samme måde, også selvom man virkelig skulle lede længe efter et væsen, som var mere omsorgsfuld end Marius Darcy. Den mand var jo sin vægt værd i guld.
Et let smil passerede Carlisles læber. Hvis muligheden ville byde sig, ville han hellere end gerne vise hende grunden her, når den ville stå i fuld flor. Han havde uden tvivl selv nydt de stunder og de mange gange, han havde vandret igennem den. Som enhver anden procianer, havde han sin mors evne til at gå i solens lys. Det var nok også derfor at folk kunne respektere ham bare.. lidt. Han var ikke så meget anderledes end alle andre. "I så fald, har vi en aftale. Jeg vil sende bud, når haven står i fuld flor," fortalte han med et stille smil på læben.

Tronsalen var uden tvivl smuk og noget af det smukkeste ved slottet her, selvom der dog var de få ting, som slog den prætige sal, selv i Carlisles øjne. Han førte hende med ud på den store balkon, hvor hun ville være i stand til at se hele landet. Procias var et smukt og grønt land, når årstiden var helt rigtig. I det fjerne kunne man ane de store procianske skove, og dertil kunne man se en lang række huse som tårnede sig i små grupper, som udgjorde byerne, som lå rundt forbi. Det var uden tvivl et smukt sted. Han trak let på smilebåndet, inden han igen vendte sig mod hendes skikkelse. At hun selv kunne lide det, var noget som betød meget for ham. Så meget kunne man jo så sige, at de havde tilfælles. "Det glæder mig at du kan lide det," sagde han roligt, inden han selv vendte blikket mod byerne som lå i det fjerne. Så smukt som det var.. en skam, at en kommende krig, kunne ende med at ødelægge det hele.

[Angelique Amalani Darcy]

Sandt at sige så kendte Angel virkelig ingen der var mere kærlige og blide end hendes far. Hun var rigtig glad for ham, gladere end hun nogensinde havde været. Hun ønskede bare at tilbringe tid sammen med ham og lære ham lidt bedre at kende for hun havde forsømt ham i så mange år. Hun vidste at det var svært for de få væsner som var af mørket at leve uhindret i Procias. Det var synd for de ville jo rigtig gerne gøre det godt.
Hun ville rigtig gerne se haven når den var i fuld flor. Hun kunne ikke andet end at smile glædeligt ved hans ord. Hun glædet sig allerede voldsomt til sommeren ville komme sådan så hun kunne tilbage og se det når det nu var så smukt. At han ville vise hende det var jo blot en bonus. Hun kunne ikke lade være med at tænke over at det måske ikke havde været den dårligste ide at søge til slottet.

Tronsalen var meget smuk og så stor. Hun kunne næsten ikke få nok men alligevel så slog det slet ikke den udsigt som der var fra Balkonnen. Hun stod helt henne ved rækværket og nærmest lænede sig mod det for at sluge alle indtrykkene. Hun var slet ikke vant til at se noget så fantastisk. Hun havde vendt sig mod ham og sendte ham et smil. "Hvad er der ikke at kunne lide? Det er en fantastisk udsigt og jeg er i godt selskab. Alt er perfekt" smilede hun blidt til ham før hun vendte sig mod den flotte udsigt på ny. hendes blik gled over landskabet, hun kunne næsten se helt til Elanya herfra. Det var helt utroligt, helt fantastisk. Hun bemærkede slet ikke kulden selvom hun var ude uden overtøj. Det var bare for interessant at kigge ud over det hele og få så meget med som muligt.

[Deleted]

Carlisle var glad for at Angel havde valgt at give ham disse muligheder, for det var mere end hvad man nok lige kunne regnet med, skulle ske i den anden ende. Han var ikke vant til at folk i det hele taget var så åbne og modtagelige overfor et væsen som ham, men det var de nu.. en gang imellem, og i dag, havde han jo så bare været heldig. Han sendte hende et smil. Herude var det ganske vidst koldt og det hele, men han var ikke et sekund i tvivl om at det her måske kunne være begyndelsen på det, som man kunne kalde for et venskab. Ikke at han sagde det højt, for det gjorde ha nikke. Han ville jo heller ikke virke dum og direkte naiv, og slet ikke med det arbejde og ansvar, som han havde hvilende på sine skuldre.

Langsomt vendte Carlisle det mod hendes skikkelse. Hun kunne lide det. Det var næsten det, som for ham, var det bedste af det hele. Smukt var her så sandelig, selvom han nu bedst kunne lide det om sommeren, når det hele stod i fuld flor.. når man kunne se folk på gaderne, og børn sidde og lege. Det var uden tvivl en glæde, at hun tog sådan på det. Hans blik gled mod hende. Han kunne ikke fryse.. Den del havde han dog fra sin far, og derfor... var det først nu at tanken som sådan slog ham, da det jo endnu var vinter derude, og han var jo heller ikke ude på at skulle gøre det koldt for hende, så hun endte med at blive syg. "Det er smukt uanset hvilken tid på året, du betragter dig af det. Det er det som jeg godt kan lide.. Så langt øjet kan se, ser du Procias' rige.. i Himlen, hvis du ser godt efter, kan du se Himmeriget.. Den samling af skyer har aldrig flyttet sig," forklarede han, som han pegede i retningen af en stor samling af snehvide skyer, som lå tungt over riget. Man skulle tro, at det var noget som kunne beskytte dem bare lidt. Det var bare svært at forestille sig.. og særligt med en krig, som de vidste stod og bankede på deres dør.

[Angelique Amalani Darcy]

Angel ville virkelig gerne give Carlisle en mulighed for at vise at han ikke var den grimme person som alle folk gik og sagde at hen var men at han faktisk var en god og behagelig person. Hun kunne ikke andet end at smile til ham. Hun var sikker på at hun sagtens kunne få en ven i Carlisle. Han var dejlig og behagelig og det var noget af det hun godt kunne lide ved ham. Det faktum at han smilede til hende fik hende til ligeså at smile til ham. Der var bare noget over ham som betragede hende. Hun kunne ikke helt sætte sin finger på det men det var der bare.

Hun betragtede ham som han vendte sig i hendes retning. Hun var virkelig glad for at han havde valgt at vise hende dette sted. Det var virkelig storslået. Udsigten var virkelig det bedste ved det hele. hun kunne slet ikke få nok af at kigge rundt. Hun havde virkelig ingen ide om at man ville kunne se så langt fra slottet hvis man virkelig ville. Hun lyttede til hans ord og sendte ham et roligt smil. Hun fulgte der hvor han pegede han og kunne tydeligt se hvad han mente. "Jeg har aldrig rigtig før tænkt over at man ville kunne se himmeriget fra Procias. Jeg har aldrig været der" sagde hun stille og vendte sig på ny med ryggen til rækværket. Med et lille let hop, hoppede hun op og satte sig på det mens hendes blik hvilede på ham. Han var spændende, det var længe siden hun havde mødt en som ham hvor det hele bare klikkede som det gjorde nu. Hun hyggede sig, også selvom det måske var ved at blive en smule koldt. Hovedet søgte let på sned mens hun sad og så en smule undersøgende på ham. "Undskyld hvis jeg er påtrængende men jeg ved at du er en vampyr blanding og jeg kan mærke at din anden race er ufattelig lys men kan ikke bestemme hvilken race det er. Detb gør mig nysgerrig." Hun sendte ham et undskyldende smil. Det var virkelig ike for at snage, hun var bare nød til at spørge.[/blockqoute]

[Deleted]

Angel var en kvinde, som havde givet Carlisle muligheden for at vise hvilket væsen han i sandhed var, og det var noget som han også ønskede at give hende igen. Hans smil bredte sig på hans blege og tynde læber, mens han blev stående og bare kiggede på hende. Nu havde han set det her så mange gange, at der ikke rigtigt var noget interessant i det.
Smilet forlod ham ikke, og selv ikke når hun var så ivrig og alt muligt. Hun forekom ham som en ung og livlig sjæl, og det var noget, som han rent faktisk godt kunne lide. Han var ganske rolig omkring det, og særligt omkring hende, da han for alt i verden, ikke ønskede, at hun skulle være bange for det. Det var slet ikke meningen, at hun skulle være bange for noget som helst! Og da slet ikke omkring ham. "Himmeriget er den smukke hvide sky, som aldrig ændrer hverken farve, form eller størrelse på himlen. Den er altid tæt på, og alligevel så langt væk.. Har du aldrig været der?" spurgte han forundret. Tog han fejl, hvis han sagde, at hun var en engel? Hovedet lod han søge let på sned. Den anden race i ham, var måske ikke så tydelig at se, men det var derimod også fordi at det var noget som han så sjældent benyttede sig af. Han lod hovedet søge let på sned og vendte blikket ned mod sine hænder. "Min far, Jason Nimanhra, var en vand-dæmon og en vampyr.. Derfra kommer vampyren.. Min mor var magiker.. så jeg er halv lys og halv mørk.. Det er det som folk primært vælger at dømme mig på," fortalte han. Han så nemlig ikke nogen grund til at skulle lægge skjul på det, og slet ikke på den måde. Det var en del af ham, og det var noget som han rent faktisk var stolt af.. og så måtte folk jo komme og sige det som de ville.