Times Change Like The Wind.

[Deleted]

Nathaniel Diamaqima

At ligge på det hårde og kolde stengulv inde i stuen, var efterhånden begyndt at prikke for meget til hendes underbevidsthed. Koldt og ubehageligt var da i den grad hvad det var. Hendes blik var sløret da hun først åbnede sine øjne og så sig forvirret omkring. Hvorfor lå hun ikke i sin seng? Ualmindelig tungnem skubbede hun sig op fra gulvet og krøb sammen om sine knæ, mens hun ømt tog sig til hovedet. Hun skar en grimasse og bemærkede at det ikke var mere end blot daggry udenfor. Var hun faldet i søvn? Pludselig slog tanken hende! Nathaniels kontor.. Spontant og usikkert kom hun op på sine ben og skyndte sig. Døren blev flået op.. uden at gå i stykker? Hun så sig kort over skulderen inden hun skyndte sig videre til hans kontor for at standse op foran hans skrivebord hvor bogen hun havde bladret igennem stadig lå åben. Mildt sagt så forstod hun det ganske enkelt ikke. Hun tog sig til hovedet igen og satte sig ned for et kort øjeblik. Der var simpelthen ikke noget af det der gav mening. Hun uglede sit hår af bare frustration og klagede højlydt. Fint, hvis det virkelig var begyndt at tage så hårdt på hende at leve både dag og nat, var der kun én ting at gøre... gå i seng igen! Hun måtte næsten hive sig selv op fra stolen. Hun kunne virkelig ikke begribe hvordan hun pludselig følte sig så tung og sløv i kroppen. Øm var hun også, som var hun blevet gennembanket til den helt store guldmedalje. Ah~ Det måtte vel være efter at have sovet på gulvet.

Hun trådte ud fra kontoret og lukkede døren efter sig. Det lignede hende virkelig ikke, sådan bare at døse hen uden varsel. Især om natten hvor hun normalt altid havde mest energi. Hun rystede svagt på hovedet og gik forsigtigt og roligt tilbage mod soveværelset. En af barnepigerne kom ud fra værelset med Aya i sine arme. Det var den samme rumle hver morgen, et bad så hun blev fin og ren og derefter morgenmad. Det var en hjælp der var velset. Det gav dem begge lidt mere tid til at få en god start på dagen, men så betød det også at Nathaniel var stået op. Mon han ville have noget imod at hun lagde sig et par timer? Hun hilste på barnepigen der gik forbi og sikke et chock hun fik. Hun så næsten ud som om at hun havde set et lig. Hun påpegede den nye hårfarve og forsøgte at undskylde sig med et kompliment eller to. Yuuki benægtede først barnepigens ord, men blev omgående sagt imod. Yuuki kiggede forbavset på hende og stod undrende tilbage i gangen for et stykke tid inden hun automatisk satte i løb mod værelset. Hendes hjerte hamrede for vilde vinde mod brystet og for bare den lille tur tvang hun døren op lettere forpustet.

"Spejl! Hvor er spejlet?" Endte hun en anelse febrilsk og hastede over til det høje spejl der stod i hjørnet ved siden af klædeskabet. Et hvin af forskrækkelse brød omgående stilheden i værelset. Hun tog sig til hovedet. Hendes hår havde fået en mørk rødbrun farve og hendes kinder blussede med en glød hun aldrig troede hun skulle se igen. Hun mumlede uforstående for sig selv. Hvad i al verden var der lige sket!?

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad der var sket i nattens løb, var ting som Nathaniel var ganske uvidende om, da han havde sovet igennem det hele. Alligevel havde der været en vis uro i hans krop og sind, men ikke nok til at det ville vække ham. Yuuki havde ikke sovet ved hans side.. eller bare været der, så det kunne måske have været derfor? Det var det som han i hvert fald måtte gå rundt og tro. Han var vågnet og ladet barnepigerne tage Aya, som de gjorde hver eneste morgen. Han var bestemt ikke den oplagte far om morgenen, og det var der Yuuki som regel var tvunget til at forblive i soveværelset på grund af solen på den anden side, så der havde han jo rent faktisk brug for deres hjælp til at tage hånd om den lille pige, så lige der, var der jo ikke rigtigt noget, udenom det sædvanlige.

Selvom Nathaniel dog var stået op, så var det bestemt ikke ensbetydende med, at han var steget ud af sengen, for det var han da godt nok ikke. Han lå og slappede af... tænkte over tingene, som han nu gjorde det bedst, selvom det var tanker og en handling, som blev afbrudt allerede med det samme, da Yuuki nærmest kom brasende ind af døren og desperat søgte efter et spejl. Hans blik for direkte mod hende med det samme, inden han satte hænderne i sengen og satte sig op. Noget var anderledes.. Meget anderledes end hvad man kunne sige, at det plejede at være, og han kunne bestemt ikke lide den tanke! Eller.. det vidste han ikke. Det kom helt an på, hvad pokker der var sket i løbet af natten, mens han havde været i en ganske anden verden, og tænkt over ganske andre ting, hvis han selv skulle sige det. Tænderne bed han fast og hårdt sammen. "Yuuki, hvad pokker foregår her..?" Hastigt rejste han sig fra sengen.. Langt mere hastigt end hvad han normalt plejede at gøre om morgenen, men nu kunne han da se, at noget var sket, mens han havde været i drømmeland. Hendes hår.. hendes glød.. generelt havde hendes hud fået en helt anden glød end hvad den plejede at have. Han vendte sig direkte mod hende endnu en gang. Hvordan skulle han reagere? Var det galt? Var det godt eller skidt? Han anede jo virkelig ikke noget som helst!

[Deleted]

Panikken der hev i hende, var egentlig ikke helt en panik af frygt. Hende hukommelse lå bare helt blank og sløret i forhold til at hun rent faktisk havde gennemgået en noget så heftig transformering. Vampyren i hende var væk og med undtagelse af hendes hår, så lignede hun nu sig selv igen.. efter så frygteligt mange år. Hun var ikke engang sikker på at Nathaniel ville kunne huske dette, så for ham måtte det vel være endnu tydeligere.
Stående foran spejlet, mumlende irritabelt og uforstående, blev hun rent faktisk forskrækket, da han talte til hende. Uden sine evner som vampyr, var hun ikke i stand til at hverken lugte eller høre sig frem til hvor han var henne. Mildt sagt havde hun ikke troet at han ville opholde sig i værelset, så derfor skreg hun op og endte med at ligne en der havde set et lig, da hun vendte sig om mod ham. Dermed gav det hende en voldsom hjertebanken. Hun var slet ikke normal. Der var i den grad noget helt galt!
"N-Nathaniel.." Åndede hun lettet ud og tog sig til maven. Som uvidende Warlock ville det vel nok være nemt at se på hende, hvad hun egentlig var, hvis man kunne tolke hendes øjne. Rei havde jo ikke ligefrem skiftet hendes sjæl ud, men derimod fremkaldt det gen i hende, som var en del af Vaine.
Bekymret og usikker på situationen tog hun sig til kinderne og så ind i spejlet igen. Hun kunne ikke mærke nogen forskel i temperatur, men hvem som helst ville kunne bekræfte hende i at hun havde en puls og var varmblodet. Hendes hjerte hoppede et par gange. Hun undrede sig virkelig.. det ville være en syg joke at udsætte hende for, men noget i hende sagde hende at det ikke var tilfældet.
"Mit hjerte banker.." Endte hun i en vantro tone og vendte sig spørgende om mod ham igen.
"Kan det overhovedet lade sig gøre?" Hendes øjne var hverken mørke eller på normalvis præget af de mørke kræfter, men hendes aura ville afsløre alt! Besat af de mørke kræfter og i harmoni med sig selv. Gaven hun havde arvet, lå mentalt, som Salore slægten var velkendt for at besidde. Et listigt og stærkt sind.

[Nathaniel Diamaqima]

Der var en helt anden fornemmelse i luften, og Nathaniel vidste slet ikke om det var en god eller en skidt ting, og det var det som uden tvivl gjorde det forbandet svært for ham! Hans hjerte hamrede.. det var en stilhed som sænkede sig, mens Yuuki tilsyneladende meget nøje måtte studere sig selv i spejlet. Hvad pokker var der lige sket, mens han havde ligget og sovet? Der var noget helt rivende galt, og han brød sig slet ikke om, ikke at vide hvad der egentlig foregik! Det var en af de problematikker, som var omkring Yuuki. Det var svært at følge med, hvor alt med Liya, havde været så kedelig forudsigeligt.
Udstrålingen bekymrede ham.. Den glød.. Hun virkede levende på en eller anden måde, men hvordan...? Og hvem? Hvad pokker var der ikke lige sket her?! Han bed tænderne svagt sammen, inden han skubbede dynen af sig, og rejste sig op. Hendes hjerte bankede? Det .. burde vel være dødt? Helt dødt? Ganske forsigtigt nåede han hende, og lagde hånden mod det bankende hjerte.. Selv han kunne jo mærke det. Han rynkede forvirret i panden. Det her havde han aldrig nogensinde set før.. Hvad var det for nogle magter der var på spil? Han kunne slet ikke forstå det! Han trak vejret dybt og rystede på hovedet. "Jeg.. jeg ved det ikke.. Jeg ved det virkelig ikke.." Han vendte blikket mod hende. Hvad havde hun gjort? Hvem havde hun mødt? Og hvad pokker var det egentlig der skete?! Han kunne jo slet ikke finde ud af det! "Yuuki... hvad er det her foregår..?" Igen begyndte tankerne for alvor at kværne rundt i hovedet på ham. Han slap hende, kun for at vende blikket mod hende i stedet for.. Hvad var det der skete? Han kunne virkelig ikke lide det, når han ikke kunne finde ud af tingene, også fordi at det slet ikke lignede ham at være så komplet...lost, som det han var lige nu.

[Deleted]

Tiden stod aldrig stille omkring Yuuki. Hun var et af de få væsner der var et levende bevis på at intet ville have den samme form og essens, for tid og evighed. Dog var alt hun lige kunne komme i tanke om.. bare hans kontor.. og at hun var vågnet op i stuen her til morgen. Selv det at han mærkede efter føltes stadig som det altid havde gjort. Igennem klæder havde der aldrig lagt en brændende kontrast. Hun tog sig ømt til hovedet igen og lukkede øjnene.
"Jeg ved det virkelig-" Et flashback ramte hende. Hun rynkede svært ved det og lod blikket glide forundret op mod Nathaniel.
"Salore.. Rei Salore, det navnet på den fremmede der reddet mig fra Kimeya den aften. Det rigtigt.. han var her.. i nat.. men hvordan.. ?" Lettere rastløs begyndte hun at gå rundt i vildrede. Hvad havde hun egentlig rodet sig ud i!?
"Han kom her.. tilbød mig sin hjælp i bytte for min loyalitet og respekt.. løftede sin hånd og et hvidt skær emmede ud og blændede mig.. jeg vågner op.. sådan her?" Hendes mumlen og halvfærdige sætninger, var virkelig kun sådan hun kunne huske det i detaljer. Hun havde slet ikke forstand på hvad der foregik. Hun vidste slet ikke hvad hun i bund og grund var i stand til nu. Alt hun vidste, eller regnede med i hvert fald, var at hun havde rodet sig ud i problemer igen. Gode eller dårlige, var så det store spørgsmål.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel rynkede i panden. Hvad pokker der egentlig var på spil af kræfter, kunne han slet ikke finde ud af, og det var jo lidt det, som gjorde at.. han følte en vis form for uro i krop og sind. Og gud hvor han dog hadede det! Han bed tænderne en smule sammen. Der var noget på spil her, som han slet ikke brød sig om. Han sukkede let... At der havde været en mand her, uden at han havde vidst det, var kun noget som bragte ham en voldsom uro.. og navnet.. Salore.. det var ham i hvert fald ikke ukendt.
"Salore er ikke et ukendt familienavn, men derimod et kæmpe og gammelt navn af en slægt.." sagde han med en dæmpet stemme. Han vidste ikke om det var en god eller en dårlig ting, at lige præcis et medlem af den slægt havde været her.. Og hvorfor var der ikke nogen som havde fortalt ham noget? Vækket ham? Eller bare.. gjort noget. Han trak vejret dybt og rystede så endegyldigt på hovedet endnu en gang. Hans advarselsalarmer gik for alvor i gang. Havde hun virkelig svoret noget til den mand? Han vidste bestemt ikke om det var en god eller en dårlig ting i hvert fald. "Du er nødt til at passe på med at love den slags.. Jeg ved ikke hvem han er, men som sagt.. en gammel og meget kendt slægt," sagde han endeligt. Han ville jo bare gerne passe på hende, og hendes individuelle beslutninger, var til tider lidt groteske og ikke mindst meget voldsomme.. Særligt når det kom til den slag! Hun havde fået sit liv tilbage, men for hvilken pris, og hvad havde hun betalt for den? Det var lidt det, som han rent faktisk var bange for.

[Deleted]

Hvad hun havde betalt for at få sit liv tilbage? Intet, men hvad hun ville komme til at betale for den, var mangt og meget. Hele hendes livsstil skulle lægges om og hun var i besiddelse af de selv samme kræfter der, som både Rei og Kimeya. Det vidste hun bare ikke. Hun skævede uforstående over mod Nathaniel ved hans ord.
"Kender du til dem? Warlock slægten, Salore?" Igen poppede der endnu et flashback op fra natten og hun så uforstående ned i gulvet.
"Hvis det navn er så stort, hvordan vil jeg så være i stand til at bære det? I bytte for min loyalitet, ville han have mig til at bære hans navn. Han vil sågar holde hånden over Aya og dig.. selvom han sagde at det han kunne give mig, for at blive af med mine problemer med Kimeya.. også ville gøre mig i stand til at beskytte min familie. Hvad tror du han mener med det?" Endte hun undrende og stod som et stort spørgsmålstegn. Det at hendes hjerte slog igen og at hendes hårfarve var ændret.. hvad betød det egentlig? Hvordan skulle hun kunne være i stand til at beskytte Nathaniel og Aya uden sin styrke som vampyr? Dog selvom at det gik hende på, forholdt hun sig underlig rolig. Normalt ville hun have handlet impulsivt og være forsvundet ud af døren, men hun... tænkte? Hun strøg en hånd gennem håret og trådte over til Nathaniel igen, hvor hun helt uvidende endte med at træde ind i en forbipasserende lyskegle fra solens stråler. Intet skete der med hende. Alle vampyriske fordele og ulemper var forsvundet fra hende. Hun så spørgende op på ham og lagde en hånd mod hans overarm, som for at berolige ham.
"Hvis han virkelig er af så stor betydning alene på navnet.. tror du så at han er en af Kimeyas fjender? Og tror du at du vil være i stand til at finde ud af hvad han har gjort ved mig?" Det lå ikke til hende at være så direkte og fremme i skoen omkring problematikker. Det kunne godt være at hun ikke havde undveget dem før hen, men hendes rationalitet lå på et helt andet plan end det plejede. Om end, for Nathaniel ville det vel være en fordel? Siden hun nu var i stand til at se anderledes på tingene.

[Nathaniel Diamaqima]

Kunne det virkelig passe? Var Yuuki fjernt beslægtet med... Salore? Hvorfor skulle den mand ellers komme her og gøre hende den 'tjeneste'? Hans blik hvilede tydeligt forvirret på hende og hendes skikkelse, som hun stod der foran ham. Det var virkelig... surrealistisk. Han kunne jo se den glød og det bankende hjerte, uden tvivl havde påvirket hende i den forstand, at... hun havde fået livet tilbage igen? "Det er en gammel, men kendt slægt," sagde han ærligt. Han kendte den. Han havde arbejdet tæt med dem, selvom det virkelig var mange år siden nu, men det var jo alligevel noget, som han var påvirket af.
Nathaniels blik fulgte forvirret Yuuki, som selv virkede til at være mindst lige så forvirret, som det han selv var. Hun vandrede direkte igennem stråler af lys, uden at bide sig mærke i det? Under normale omstændigheder, ville hun vel have mærket det med det samme? Han trak vejret dybt, inden han lagde hånden mod hendes skulder. Han stresset hende, ved at vandre sådan rundt og så da igen. "Salore er som sagt en gammel slægt, og jeg er sikker på, at det her er noget som han har gjort af en grund, kære. Jeg ved ikke hvad han forventer.. eller hvad det kræver, at skænke ham din loyalitet. Det er en familie, som længe har lagt under jorden," forklarede han sigende. Havde manden virkelig skænet hende livet igen? Som andet end.. hvad hun egentlig var født som? Noget som hun måske havde i blodet? Ellers gav det jo heller ikke just nogen mening. Han trak vejret dybt. Det var ikke lige denne slags, som han havde regnet med at skulle arbejde med, allerede fra den tidlige morgenstund.
"Uden at vide mig sikker... så har du fået skænket livets gave endnu en gang.. Som en warlock, hvis jeg ikke tager meget fejl.." Det var lidt noget af det, som man særligt kunne mærke på hende. Et eller andet sted var der en følelse af magi, som han ikke kunne mindes, at have fornemmet ved hende tidligere. Hvad det ville betyde? Og hvad det ville gøre for fremtiden, skulle han ikke kunne sige.. men han kunne i hvert fald ikke lide det. "Jeg ved ikke om det er en mand, som er til at stole på, Yuuki.." sagde han endeligt. Manden havde måske lovet guld og grønne skove... men var det rent faktisk ord, som man kunne stole på? Han tvivlede virkelig stærkt på det.

[Deleted]

Der var ikke andet forvirring over dette anliggende. Dog følte hun sig lettet over at vide, at selv Nathaniel var bekendt med manden. I så fald var det ikke nær så ukendt og hun ville ikke blive stemplet for at have rodet sig ud i problemer igen, trods det var lige nøjagtigt hvad hun havde. Hans forklaring og gæt på hvad hun var blevet til, var da i den grad det der fik hendes øjne til at spærre op.
"Jeg er hvad..? En warlock? Er det dit ramme alvor?" Hun kunne ikke tro det. Uanset hvad så gav det på ingen måde mening for hende. Jo, hun var i live, så meget vidste hun, men det er hun skulle være direkte trådt ind i den selv samme mørke verden som Kimeya.. det nægtede hun at tro på. Alene af en simpel grund. Hun ville være blandt det folk han så reagerede over. Hvordan kunne hun overhovedet sætte sig imod det!?
"Uanset om han er til at stole på eller ej, så er det noget vi er nød til at få på plads før noget andet. Jeg må være ærlig og sige at han greb mig på et svagt punkt. Ikke nok med at han reddet mig fra Kimeyas klør.. nu har han også skænket mig.. det her! Hvis hans slægt virkelig er så stor og kendt, så tror jeg næppe at han er på Kimeyas side.. slet ikke efter han tog mig i forsvar. Vi ved begge hvad der sker med dem der holder hånden over mig.. bare det at han undslap med livet i behold. Det kan ikke have været godt." Endte hun bekymret og eftertænksomt. Der var helt klar noget i gære.

Som hun stod i sine tanker lød der en banken for døren. Opmærksomt vendte hun blikket i retningen og en af stuepigerne trådte ind. Hun meddelte dem begge om at de havde en gæst i vente, nede i spisestuen. Yuuki spurgte omgående efter navnet og pigen svarede 'Mr. Salore'. hun knyttede omgående sine næver, som vækkede det noget i hende. Hun nikkede og sendte pigen væk med beskeden om at de ville være der om et øjeblik. Pigen forsvandt igen og lukkede døren efter sig.
Hun sukkede lettere irritabelt og tog sig til hovedet.
"Hvorfor tror du at han er her?" Spurgte hun en anelse fraværende og kiggede op på Nathaniel. Hun ventede dog kun ganske kort på et svar før at hun søgte over til skabet igen og fandt sin hvide skjorte og den grønne kjole frem. Det selv samme sæt hun havde båret på deres anden dag sammen for godt et år siden. Hun fandt Nathaniels tøj frem også og lagde det frem, før hun smed den kulsorte kåbe. Hendes hud over armene bekræftede i sandhed at hun besad livets glød. Selv de mange ar hun før havde haft, var rent faktisk meget pænere og mindre synlige end førhen.
"Nuvel, vi kan lige så godt tage imod hans visit. Nu hvor han har gjort sig den ulejlighed." Endte hun i en rationel tone og sendte Nathaniel et sigende kærligt blik.

[Nathaniel Diamaqima]

Salore var nærmest en ældre slægt end Marvalo, selvom man næppe skulle tro, at der rent faktisk var en, der var ældre end den. Hans blik hvilede alvorligt på hende. Det var ikke en ven af Marvalo, så meget kunne de da være enige om, og derfor var han kun ekstra påpasselig, for han ville helst ikke ende som en lus mellem to negle, og en krig mellem de to slægter var set før, og verdenen havde jo set konsekvenserne af den handling. Hun måtte være blevet en del af det.. Reis store trumfkort. Spørgsmålet var jo så bare: Hvorfor?
"Jeg laver ikke sjov med den slags," sagde Nathaniel med en direkte stemme, da han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Han brød sig bestemt ikke om det her, og særligt fordi at det ikke var noget som han selv havde kontrol over. Hvad skete der for, at han pludselig ikke havde kontrollen længere?

Som tjeneren meldte sin ankomst, kun for at meddele, at en vis Hr Salore sad og ventede på dem, gjorde det bestemt ikke sagen meget bedre for hans vedkommende. Han trak vejret dybt, kun for at vende blikket i retningen af Yuuki. Mange af hans alarmer var allerede gået igang, og han vidste bestemt ikke, om det var nogen god eller en dårlig ting. Hvor han dog hadede, når det her skete. "Salore har længe været kendt for at være den familie, som gav Marvalo kamp til stregen for magten.. De hader hinanden mere end Warlocks hader dæmoner, Yuuki.. Jeg bryder mig ikke om, at du er endt i midten mellem de to.. Kimeya flår dig levende, hvis han finder ud af det." Det var den magt manden havde, som han virkelig var træt af.. Og det faktum, at han gjorde det, hvis han kunne komme til det. Han rystedel et på hovedet, inden han vendte sig mod sengen, for at komme i tøjet. Nu hvor Salore var her, så var det vel på tide, selv at få lov til at se manden an?
Nathaniel vidste ikke om han skulle gøre alvor af det.. være bekymret.. bange eller lettet, og det lignede jo heller ikke ligefrem ham, ikke at have kontrol eller styr på den slags. Gud hvor han dog hadede, at det var sådan, at det forholdt sig! Han kom i skjorten og de mørke bukser, som han let fik rettet til. Næsten som var de adelige, blev de jo opvartet her. Han var bange for, at han hurtigt kunne gå hen og blive for vant til det.
"Tag alt han siger med et grand salt, min kære.. Jeg er nødt til at finde ud af, helt præcist hvad han er ude på, og hvorfor han gør det," sagde han sigende. Salore stolede han på ingen måder på.. Ikke når man gik efter dem, som han havde nær og kær i sit liv. Og derefter... søgte han nedenunder, for at gå manden i møde.

[Deleted]

Yuuki ville inderligt ønske at disse hændelser ville få en ende. End ikke stod hun selv og kunne tage dem med et let smil længere, men det var efterhånden gået hen og blevet et alt for indviklet spind til at de kunne undgå det. Igen hvor hun kun kunne stå og se til mens forvirringen hærgede hans sind. Hun brød sig overhovedet ikke om det og var efterhånden ved at nå det punkt hvor hun følte at hun var nød til at gøre noget for at forhindre at det ville gå galt. At blive ved hans side ville være den nemmeste løsning, men end ikke det var nok til at holde problemerne for døren, så hvad skulle de gøre?
Hun kom selv i tøjet og hjalp ham med at rette skjorten til uden så meget som et ord. Dog nikkede hun medgivende til hans ordre. Trods han ikke mente det negativt, så forstod hun at det i denne omgang ikke var hende der tog føringen. Hun ønskede selv at høre hvad Rei havde at sige, men som hun havde lovet Nathaniel tidligere på ugen, så var de sammen om det nu og hun ville træde til side, for at lade ham om at styre ordet.
Han strøg ud af værelset hvor hun snart fulgte trop et par meter bag ham. På vejen nedenunder kom barnepigerne tilbage igen med Aya og Yuuki bad dem blive i værelset med hende til mødet var overstået. Hun så til at de gik videre og så efterfølgende mod Nathaniel der forsvandt ind ad døren til spisestuen. Ganske roligt fulgte hun efter og lod mærke til hvordan hun faktisk kunne fornemme en Reis tilstedeværelse...

Rei stod inde indenfor med ryggen til indgangen, på den anden side af det lange spisebord. Han beundrede et af de malerier, som prydet den ellers kolde stue. En pejs var støbt ind i væggen og der var tændt op i den. Det frydet ham i den grad i disse tider. Dog var han mere spændt på at se hvordan Yuuki var faldet til og hvem hendes mand var. Et spædbarn tilmed, skulle være under hans beskyttelse? Mon der lå en speciel grund for det? Fordi hendes mand ikke var i stand til at tage vare på denne lille familie? Hvad var han for en svækling? Tanken morede ham, for alt han vidste så ville det måske blive nemmere at tage styringen end hvad han først havde gættet sig til. Døren gik op bag ham og han vendte sig rundt for at tage denne person i blik. Jovist det var et syn der snart skulle få ham til at ende næsten mundlam.
"Diamaqima?" Endte han med en sigende mine og kiggede noget forundret da Yuuki dukkede op bagved ham.
"Yuuki.." Om end det var muligt.. så forstod han nu mere end rigeligt hvorfor at Kimeya ville yde hende så stort et had. Selveste Mr. Diamaqima. Slet ikke så dårligt et træk alligevel. Det smørende smil blev hængende af ren og skær fornøjelse. Dog bukkede han ganske let i en hilsen til dem begge.
"For at skænke mig Jeres tid, skal i have tak. Jeg havde blot ikke forventet at se et så velkendt ansigt i en så indviklet situation.. som denne," Endte han uden et hint af ærgrelse.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel lod Yuuki rette han tøj til. Man skulle jo næsten tro, at de allerede var gift, også selvom det nu heller ikke lige var sådan det forholdt sig. De var to om det nu, og derfor agtede han at deltage i dette møde, og særligt nu hvor Salore tilsyneladende var indblandet. En kendt fjende til Marvalo.. Og derfor var han da kun mere på vagt, end hvad han ville have været normalt. Han sagde ikke så meget som et ord hele vejen ned til pejsestuen, hvor manden måtte vente dem. Det var bestemt ikke dette han havde regnet med at skulle tage sig af denne morgen, men det var vel bare tydeligt, at hverdagen med Yuuki bragte ham krydder, som han slet ikke havde regnet med.. eller var vant til for den sags skyld. Hans blik hvilede fast på mandens skikkelse, også selvom han var mindst lige så overrasket over synet, som de havde været over Yuukis nuværende tilstand.
Synet af Rei, gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre. Nej, han brød sig ikke om det, og særligt fordi at han var i så tæt strid med Marvalo, som de i forvejen havde på nakken. Han trak vejret dybt. "Salore.." sagde han blot, hvorefter han let lod armen glide omkring Yuukis liv, mest for at understrege, at han altså også var der til at passe på hende, for det var helt klart det, som han var ude på lige nu. Hans blik hvilede stift i retningen af hans skikkelse. Nej, der var vel ikke rigtigt nogen tvivl om, at han på ingen måder stolede på den mand, som han nu stod overfor.. og han valgte at sige tak? Tak for hvad, for at være helt præcist? "Som jeg ikke har været ventet, vil jeg ikke påstå at du har været ventet.. Rei.. Fortæl mig hvad det her går ud på," sagde Nathaniel med en ganske kortfattet, og noget så intens stemme, for han var bange.. bange for hvad Yuuki nu havde sagt ja til, uden at tænke sig om, eller have indviget sig i at gøre, og det var det som gjorde ham usikker.. Mest fordi at han jo ønskede, at det skulle til at koste ham hende i den anden ende, og det var jo slet ikke noget som han ville have!

[Deleted]

Dette var noget som selv ikke Rei havde forudset. En gammel ven af familien stod nu side om side med en efterkommer af Vaine Salore. Diamaqima tilmed. Ikke nok med at han var under tæt samarbejde med hans familie mens de sad på magten, så lå der mere bag det. Kimeya var i forvejen ikke glad for Yuuki. Alene det at han ville have hende ryddet af vejen, gav stof til eftertanke. Og så var der Yuuki, hvis største ønske var at holde Nathaniel og deres lille datter i sikker behold. Hvis ikke han vidste bedre ville han næsten kalde det for en triviel kærligheds affære. Og dog. Hans mine endte helt neutralt, hvor kun hans øjne bar præg af en buldrende alvor. Hvis Diamaqima stod i midten af denne kaos, så ville situationen se ud til at give ham en smal fordel. Skulle han nægte, så var der kun et simpelt træk tilbage.
"Hvad med at vi sætter os ned før vi fortsætter denne samtale?" Han rakte en hånd ud mod enden af bordet til højre for ham selv, inden han bevægede sig i selv samme retning. Det stod ham klart at han ville beskytte Yuuki og med deres fortid at tage i betragtning, så ville diskretion ikke hjælpe ham nu. Selvom han nok ikke ville vige fra Yuuki's side alene for at undgå krydsilden.

Yuuki kunne ikke andet end at se forbløffet til, da hun trådte op på siden af Nathaniel. Der var noget ved Rei, som ikke gav hende en følelse af frygt. Endnu mere grund til at holde sig på afstand af ham for nu. Det sidste hun ønskede sig, var at Nathaniel ville forlade hendes side. Alene frygten for dette, kom sig af mange årsager. Stadig, hvor meget nytte kunne hun vise sig at blive i en konflikt med Kimeya? Var hun virkelig efterkommer af en slægt som Salore? En slægt der var for meget mere end blot det faktum af at hun var i live?
Armen der gled om hendes liv, stjal kun hendes opmærksomhed i et flygtigt øjeblik. Ved at blive en del af Salore, så udlignede det automatisk hendes grundlag for at føle skyld over sin egen eksistens. Kunne dette vise sig at komme til deres egen fordel?
Hun blev stående og ventede på at Nathaniel tog handling. Uanset hvilke tanker der fyldte hende op indefra, så var det ikke hendes kald at lade ordet falde. Der var endnu så meget hun havde brug for at lære.

[Nathaniel Diamaqima]

Hvad Nathaniel dog ikke ville gøre, for at sikre sig Yuuki, og at hun havde det godt, såvel som deres datter. Aya var for nu ude og væk fra alt dette, og til nu, var det måske også for det vigtigste. Reis tilstedeværelse, var da uden tvivl noget, som gjorde ham selv en kende usikker, og det var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre, og da særligt ikke nu hvor han vidste at Salore og Marvalo var på krigsstien, og han selv havde de problemer med den mand, som han havde.. på grund af Yuuki. Han bed tænderne en smule sammen og med blikket vendt i retningen af Rei endnu en gang. De skulle snakke? Han kunne ærlig talt ikke se, hvad der var at snakke om. Han ville egentlig bare gerne vide, hvad det her handlede om, og hvad den mand egentlig var ude på, og det var jo egentlig det eneste, som havde nogen betydning for ham i det hele taget.
"Jeg håber, at du ved, at det er vigtigt, at du bare kortlægger dig, og hvad du forventer og kræver af Yuuki, samt hvad hun får ud af det til gengæld," sagde han med en ganske sigende mine. Det var jo heller ikke fordi at der var nogen løgn i det, for det var det ikke. Han førte Yuuki med hen til de store sofaer, hvor han satte sig, og opfordrede hende til at sætte sig ned ved siden af ham. Nej, han var bestemt ikke meget for tanken om at hun bare... skulle sidde og nikke eller lytte, men han ville bare gerne passe på hende, og det kunne han da slet ikke se noget forkert i, når det nu endelig var det. Selvom Liya gang på gang viste sig for ham og klandrede ham for de fejler og mangler, som han havde begået der for mange år siden, så var det virkelig ikke noget som gjorde nogen forskel for ham lige nu. Hans blik hvilede mere stift på Rei. Han stolede ikke rigtigt på nogen, og da slet ikke, når det var denne måde, at det rent faktisk foregik på. "Så sig frem," opfordrede han med en rolig stemme.

[Deleted]

Fornemmelsen af at være uvelkommen, var ikke en der bed sig fast i ham. Om han ville så stod Nathaniel ham ikke som en trussel af nogen art. Så meget desto mere grund til at appellere til mandens forstand i stedet for. Modsat Kimeya, så havde Diamaqima et godt hoved på sine skuldre. Trods det at han end ikke var heldig hvad angik Yuuki.
Med lange, rolige og solide skridt tog han selv pladsen i sofaen overfor dem begge. Blikket søgte først hen til Yuuki, eftersom hendes tavshed ikke var ventet. Hun havde bedt ham desperat om hjælp, efter hans løfte om at hjælpe hende af med bekymringerne. Hun lod til at være mere afbalanceret og ikke nær så impulsiv, som hun var det i nat.
Han svang det ene ben over det andet, flettede sine fingre og lænede sig tilbage i sofaen. Det som Nathaniel ønskede sig, var ham ikke et fremmed objekt. Dog ville han på ingen måder undskylde sig af hvad han havde udsat Yuuki for, eller lavet af planer med hende.
"Tillad mig at være så fræk at tiltale jer uden formalitet. Det som i begge to frygter, er noget som jeg har i sinde at hjælpe jer med. Yuuki, er stadig i live og efter bedste velgående, på grund af min indblanding og som tingene står nu, så er det en realitet for Marvalo at jeg tog livet af hende for øjnene af ham. Dette vil spare mig for at haste mine planer.. mildt sagt." Han lod hovedet glide let på sned.
"Hun søgte desperat en løsning på sine problemer og jeg gav hende det. Såfremt at hun ikke tilsviner sine rødder og påtager sig en grundlæggende træning, så vil i også stå langt sikkert. Hvem ved.. Marvalo vil nok ikke være så tilfreds når han finder ud af at jeg ikke holdt mit ord." Smilet fandt vej over hans læber. Han frygtede ikke Diamaqima på nogen måde. nok ville han hellere se hvad han kunne få manden til ved at spille med åbne kort. Nu hvor Yuuki var et aktivt medlem af Salore slægten, så ville det nok sætte dem lidt på prøve. Dog vidste Rei at de havde brug for hans hjælp og ikke ville han bare stå på sidelinjen og se Marvalo gøre hans slægt til grin. Det var i sig selv en ting han ikke kunne håndtere. Hans fjender kunne frit gå amok mod ham, uden at han ville blinke, men hans slægt og gode navn skulle på ingen måde ryddes af vejen endnu engang! Det ville han ikke tillade.

Yuuki tog plads ved siden af Nathaniel og lagde en hånd om armen på ham da hun satte sig ned. Hvem vidste hvad dette ville føre til? En anelse passiv forholdt hun sig omkring Rei's udtalelser. Det prikkede voldsomt til hende, for det stod klart nu. Hun huskede det godt og var blindt nød til at ignorere det og holde munden lukket for alt i verden. Hun kiggede dog en anelse tøvende op mod Nathaniel blot for at se hans reaktion.
Hun vidste intet omkring det at være Warlock og måtte vel nok indrømme at hun ville få brug for hjælpen til at håndtere det. Takket være Rei, var hun nu i besiddelse af kræfter, som ville være til langt mere nytte end det en Vampyr var i stand til. Hun sukkede lydløst, men synligt. Hvad kunne der egentlig være så slemt ved at tage imod en hjælpende hånd? De ville jo ikke være i stand til at stoppe Kimeyas angreb og Rei var jo ikke en af Kimeyas håndlangere.