Times Change Like The Wind.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede for en gangs skyld bare at være der for dem som han holdt nær og kær, og særligt fordi at det var noget som han havde fejlet i, så mange gange tidligere. Han ønskede slet ikke, at det var noget som skulle ske igen, og derfor skulle Yuuki holde op med at stille sig på bagbenene! Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse, og med den samme intense og faste mine fra tidligere. Han ønskede hende og deres datter det bedste, og det var vel heller ikke så svært at forstå, at han gerne ville det? De var for pokker det eneste, som han havde, og det var noget, som han da uden tvivl havde erfaret, efter at han havde opsøgt sin datter i Procias. Både hende og hans søn havde afskåret ham, og det var det som kun gjorde ham opsat på, at det ikke var noget, der skulle ske igen.
Nathani hævede hånden mod hendes kind og skænkede hende et kys. Mest også for at understrege, at han ikke var vred på hende. Han var presset af hele denne situation, og særligt fordi, at han vidste, at han var tvunget til at handle og reagere som Rei gerne ville have ham til. Derfor ønskede han jo heller ikke, at noget skulle komme til at ske hans familie! var det underligt, at han tænkte på den måde? I hans hoved, var det kun noget, der gav god mening. At hun lige så, måtte give ham et kys i retur, var noget som kun fik ham til at smile. Det passede ham mere end fint. Ordene at skænke, var han bange for, men det hele handlede vel om handling? Kysset brød han ganske roligt, dog uden at fjerne hånden fra hendes kind. Han fortsatte roligt med at stryge over det. "Hvad med at vi finder vores elskede lille pige, og finder ud af hvad vi gør herfra?" spurgte han videre. Han var langt mere rolig nu. Han vidste jo, hvad han skulle.

[Deleted]

Yuuki vidste udmærket godt hvad Nathaniel forlangte af hende, men hun kunne bare ikke få sig selv til at lade hver med at tage føringen, fordi hun bare var så bange for at han skulle komme galt af sted. Uanset hvordan hendes tidligere forhold var endt, så var hun langt mere desperat efter at holde hans skind i live. Det var mildt sagt forfærdeligt at det skulle forholde sig sådan, men hun elskede ham så frygteligt meget.
Et suk forlod hendes læber da han brød kysset igen og tilbage stod hun betydeligt påvirket, som altid. Dog var dette første gang at hun i bogstavelig forstand var i stand til at rødme. De fine rosa kindben blussede frem fordi hendes puls steg til vejrs af spænding. Hun elskede når han gjorde den slags ved hende og trods hendes tid som vampyr havde efterladt hendes krop helt handicappet overfor den slags fysiske beviser på hans tilnærmelser, så var følelsen stadig den samme. Et væsen af varmt kød og blod kunne umuligt føle mindre end en kold og død krop, styret af intet mindre end blotte instinkter. Det var meget længe siden at hun havde rendt rundt med et bankende hjerte og følelsen af den voldsomme banken i brystet gjorde næsten ondt. Hun tog sig til mellemgulvet lige under sin barm, som for bare at dæmpe lyden af sit eget hjerteslag.
Hun nikkede efter en kort tænkepause til hans ord og håbede end ikke at han anså hendes forsinkede reaktion som noget dårligt. Det var bare... svært at vænne sig til at være levende igen.
"J-Jo, lad os det." Indskød sigende og trådte let baglæns fra ham før hun vendte sig den mest besværlige vej rundt og hamerede tæerne lige ind i en af stolenes ben. Slaget var hurtigt og spontant, men smerten sad klokke rent. Hun greb fat i stolen for støtte og løftede foden omgående for at tage ømt fat om den. Hun peb kun ganske kort inden hun bare stod og stønnede klagende over den.
Alle hendes sanser fra da hun var vampyr var fulkommen forsvundet. Den overlegenhed hun havde haft som et rovdyr var væk og havde nu efterladt hende mindst lige så kluntet som da hun havde været formskifter. Hun hadet den tanke! Hun vidste intet om at bruge de mørke kræfter, så egentlig var hun blot det der svarede til et simpelt menneske - intet mindre end forsvarsløs.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var her en krævende mand, og særligt fordi at han vidste hvad han ønskede sig - at beskytte sin familie, og det kunne han ærlig talt ikke se det forkerte i, hvis han selv skulle sige det. De var nemlig det eneste, som han havde, og var det så underligt, at han gjorde sig de tanker? I det hele taget? Hans blik gled mod hendes skikkelse, som hun stod der i hans arme. Det kunne godt være, at hun ikke lige havde regnet med at han ville sætte hende sådan på plads, og det var bestemt heller ikke fordi, at der var noget ondt eller grotesk i det.
Hånden strøg Nathaniel mod hendes kind. Lige nu, ønskede han at tilbringe tiden sammen med hende, som han ønskede at tilbringe den sammen med deres datter. Det var jo ikke til at sige, hvor lang tid, det her ville ende med at tage, og det var det i sig selv, der gjorde ham urolig. Hvor lang tid han mon skulle undvære dem? Han ville bare ikke have at Rei skulle udnytte den situation, som de måtte sidde i. Den tanke i sig selv, var direkte grotesk, og den kunne han da slet ikke lide. At hun så derimod måtte indvilge i at få hentet deres lille pige, var det som rent faktisk passede ham fint. Han havde brug for at være lidt sammen med dem lige nu. Svært var det måske at ofrestille sig, men han havde brug for sin familie, og han havde virkelig brug for, at være sammen med dem lige nu. Han sendte hende et smil, inden han lod hende vende sig, også selvom.. hun nok var blevet langt mere klundset end hvad hun havde været som vampyr. Hurtigt tog han fat om hendes skulder og overarm. "Jeg tror bare, du skal sætte dig ned, og så tager vi den efterfølgende. Jeg henter hende," sagde han med en mere rolig stemme. At slå tæerne på den måde, gjorde uden tvivl forbandet ondt! Og han ønskede jo heller ikke ligefrem at hun skulle komme til skade eller noget lignende. Det var da noget, af det sidste, som han ville ønske.
"Sæt dig ned," bad han med en rolig stemme, inden han førte hende hen til sofaen, så hun kunne sætte sig. Derefter gik han selv ud, for at hente deres lille pige. For nu handlede det om kvalitetstiden.

[Deleted]

Uheldigheder var der nok af i forvejen, men ikke ret mange af dem var nær så uskyldige som dette her. Hun havde længe levet med de bedste instinkter og egenskaber, så hvor det ikke var en naturlig del af hende længere, følte hun sig næsten blind på sine omgivelser.

Hvor var det altså mærkeligt ikke at have nogen evner at støtte sig op ad. Hvad var egentlig meningen med at lade hende skifte race på denne måde når hun bare stod endnu mere forsvarsløs end før? Tanken slog hende først nu... der var virkelig ikke noget som helst hun kunne stille op mod hverken Rei eller Kimeya.. var der? Hun kunne sagtens fornemme magien i sit indre, men end ikke fremkalde den til nogen nytte. Hun sukkede indvendigt og ømmede sig stadig om sine tær da Nathaniel tog om hende og førte hende til sofaen. Lettere humpende kom hun hen og ned at sidde. Hun bed sig blot i læben og nikkede til hans ord frem for at svare ham direkte. Blikket fulgte hans brede ryg som han forsvandt ud af den store spisestue, hvor hun sad efterladt i sofahjørnet. Symbolsk så det næsten ud da han forsvandt ud af hendes synsvinkel. Det betød dog intet for nu. Han havde ikke tænkt sig at forlade hende og deres datter og det var det hun så sygeligt klamrede sig til - det var et håb han ikke måtte briste for hende. Hun ville ikke vide hvad hun skulle gøre af sig selv hvis han en dag forsvandt. Tankerne vandrede og blikket faldt på det tunge gråvejr udenfor. Skyerne der truede med at lade regnen falde. Lyden af dråber der pludselig faldt mod ruden fik hende blot til at rejse sig igen. Hun fandt vej til vinduet og satte sig op i den brede karm før hun åbnede vinduet op på vid gab. Vinduet var delt i to, så hun havde stadig midterstykket af træ at støtte sig til da hun rakte en arm ud for at mærke regnen ramme hendes bare arm. Selv den fornemmelse var fuldkommen anderledes end hvad hun så længe havde levet med. Et stille smil fandt vej til hendes læber, trods det at vinden var så ufatteligt kold på denne tid af året. Vinteren var på vej. Der var så mange tegn i naturen hun normalt lagde mærke til, men nu var det bare temperaturen der slog hende som den mest åbenlyse faktor.

[Nathaniel Diamaqima]

Rigtig mange ting, var hændt den lille familie på rigtig kort tid, og det var end ikke fordi at Nathaniel kunne gøre noget som helst ved det. Tanken var et sted skræmmende, men.. hvad skulle han da kunne gøre ved det? Selv til nu, måtte selv han klamre sig til de småting, som der havde været igennem deres liv.. Deres lille datter.. Den glæde, som de fælles måtte dele, og så måtte de jo komme igennem dette, på den måde, som det nu var dem menneskelig muligt at gøre det her.
Nathaniel søgte ud for at finde deres datter. Det lille lys som de havde i deres liv, nu hvor de endnu en gang skulle igennem en kæmpe prøvelse. Hvordan skulle et her ende? Det var jo aldrig til at vide, og han kunne ærlig talt ikke lide det. Tjenestestaben skænkede ham den lille pige, uden at stille spørgsmål, hvilket skam også var noget, der passede ham mere end fint. Den lille pige lagde han tæt ind mod sig. Hovedet mod hans skulder og så støttede han med hånden mod hendes bagparti, så hun for alvor var i stand til at mærke ham, inden han søgte tilbage mod stuen.
At Yuuki derimod havde placeret sig i vinduet, fik ham til at stoppe op. Smilet bredte sig svagt på hans læber. Helt og aldeles, handlede det om at nyde de gode stunder og kæmpe sig videre. Det var også det, som de måtte nu. Den lille pige lå godt og trygt ind mod Nathanie, da han søgte hen til sofaen, hvor han satte sig. Hans blik søgte mod hendes skikkelse endnu en gang. "Hvordan har din tå det?" spurgte han med en rolig stemme. For hans del, var der ikke nogen grund til at tænke for meget over det. Rei sendte vel bud efter ham, når det var nødvendigt? Hvordan han skulle løse dette, vidste han ikke endnu, men det fandt han nok ud af. Han skulle nok bare vende tilbage til bøgerne. Han var nødt til det, for Yuuki og for Demian.

[Deleted]

Følelsen af dråberne der faldt fra himlen og landede på hendes arm - den var isnende i den kolde vind. Smerten var prikkende og svigefuld i forhold til hvad hun tidligere kunne huske, var det blot sådan det var at være levende? Hun kunne ærlig talt ikke huske det. Et liv, en levende krop hvor blodet bare pumpede rundt på må og få for at holde kroppens temperatur ved lige. hun trak svagt på mundvigen - svært tilfreds. Det var i forvejen underligt nok at tænke på, at hun oprindeligt var født som en formskifter, men at hun efterhånden havde langt mere kendskab til et liv som vampyr end noget andet. Måske havde det slet ikke været sundt for hende at have så meget styrke? Måske ville det bare være for det bedste hvis hun slet ikke var i stand til at forsvare sig selv? Så ville det vel blive mere naturligt for hende at være afhængig af Nathaniel, ikke sandt?
Hun trak armen til sig og lukkede vinduet igen. Deres lille kontrovers efter mødet med Rei havde i den grad givet hende mere stof til eftertanke. Nathaniel havde i den grad ændret sig siden begyndelsen. Han var gået fra at være glad for hende til direkte at holde hende kær. Hun havde aldrig opdaget den overgang før nu og hans måde at handle på overfor Rei havde da i den grad sat et klart standpunkt. Han var glad for hende, meget endda... så meget kunne hun i hvert fald se, men at sætte håbet op efter mere ville vel risikabelt.. ville det ikke? Hun ville så gerne høre de tre små ord også selvom hun bed fast i sin tålmodighed. Længslen var stor efterhånden og selv efter at se hvordan han var omkring hende, så var det ikke noget hun kunne forvente at han ville blive ved med. Selv kunne hun ikke huske hvor længe siden det selv var at hun direkte havde ytret de ord... og det var vel også godt nok? Stemningen imellem dem ville bare styrte i gruset og blive akavet hvis hun gjorde det igen. Alene frustrationen nagede hende dagligt efterhånden. Hun kunne intet sige... turde for det meste ikke at presse på længere, men hun dagdrømte ofte. Aldrig havde hun været en voldsom frembrusende kvinde. Selv ikke i sin tid som vampyr skete det ret ofte af de rigtige grunde. Hendes instinkter havde ledt hende til at komme ham nær og måske var det der det hele havde startet?
Hun rystede kort på hovedet af sig selv og sukkede let da hans ord kom som en overraskelse for hende. Hun havde ikke hørt at han var kommet tilbage. En anelse ubehageligt faktisk. Hun drejede sig let i overkroppen og fandt dem begge siddende i sofaen. Et lille smil viste sig i hendes mundvige inden hun forsigtigt hoppede ned fra karmen igen.
"Jeg blev bare chokeret. Min tå har det fint - kun en smule øm, så jeg kan sagtens gå rundt."
Svarede hun og trådte påpasselig over til sofaen igen og... bare stod foran ham og betragtede dem begge med et varmt glimt i øjet inden hun valgte at sætte sig ned ved siden af ham.
"Hun sover stadig kan jeg se?"
Pointerede hun hun lavt og rakte hånden frem for at stryge Amaya over ryggen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var blevet glad for Yuuki, også selvom han ikke rigtigt kunne finde ordene til at skulle sige helt præcist hvor meget eller hvorledes, og det var det, der også kunne være forbandet svært, selv for hans vedkommende. Der fandtes ikke det, som han ikke ville gøre for sin familie, og nu hvor de stod i situationen, at de havde en lille datter, som de også skulle have vogtet og beskyttet, var de for pokker da nødt til at gøre, hvad der var nødvendigt, og det var vel egentlig også det, som han gjorde i en stund som denne? Alt taget i betragtning, så var det jo egentlig bare sådan at det var. En typisk familie i alle henseender.
Nathaniel satte sig med deres datter hvilende mod hans bryst. Hun sov nu, og det var vel egentlig også fint nok? Han sendte Yuuki et stille smil. Lige for nu, handlede det udelukkende om, at de skulle udnytte og og nyde den tid, som de nu havde sammen, så det kunne vel egentlig heller ikke gøre den store forskel, kunne det? Han strøg den lille pige over håret. Mørkt som sine forældres. Det var nok også noget af det eneste, den lille pige havde efter ham. "Hun sover ja.. Uvidende om, hvad der er sket i samme hus, som hun har været i," sagde han med en rolig stemme. Han vendte blikket mod Yuuki, da hun tog pladsen ved siden af ham. Han sendte hende et smil. Der var ikke det, som han ikke ville gøre for hende, og det var han så sandelig heller ikke bange for at lade hende vide. Han lod hovedet søge på sned. "Yuuki.. vi finder ud af det hele.. Bare lad det gå.. bare for i dag," bad han med en rolig stemme. Han ønskede ikke, at hun skulle bekymre sig. Ja, de skulle ud af huset her, og særligt nu hvor Rei vidste hvor de måtte være. Det var mere end nok for ham, at han var fanget i det spind. Der var ikke nogen grund til at de også skule bruges mod ham!

[Deleted]

Yuuki smilede ganske svagt til hans kommentar, som hun strøg Amaya over ryggen. Deres lille pige - hvor mon hendes første datter var blevet af? Tanken kom så pludseligt at hun bare reagerede ved at sukke tungt og trække hånden til sig. Det gik først op for hende bagefter hvordan hun havde reageret og med det samme så hun op på Nathaniel for at afværge en mulig misforståelse, men han nåede selv at bede hende om at lade det ligge. Godt nok var det ikke lige det her han havde hentydet til, men timingen passede bare så frygteligt godt ind at det alligevel tog hende et par sekunder før hun fik omstillet sig selv.
"Selvfølgelig.. jeg er virkelig ked af at jeg mistede mig selv og panikkede. Jeg..." Hun sukkede igen og rystede let på hovedet. Det ville bare ende med at hun ville gentage sig selv. Han måtte vel efterhånden vide hvor bange hun var for at miste ham. Det var bare svært at holde den frygt på afstand når hun stod og manglede klarhed over hans følelser. Hun var ikke tankelæser eller sikker på om han gjorde det som han gjorde... fordi han bare tog ansvar for sine handlinger, eller om der var en anden grund til det. Hun overtænkte nemt disse ting, fordi hun ikke bare turde at spørge ind til det.
Håret strøg hun bag øret og fangede hans øjenkontakt og bed sig ganske svagt i underlæben.
"Nathaniel, hvad føler du for mig? Jeg kan virkelig ikke læse dine tanker og det går mig virkelig på. Jeg ved godt det ikke er længe siden at vi var inde på emnet, men... jeg kan ikke lade hver med at lade fantasien løbe af sted med mig. Din tavshed gør mig usikker..." Hun tog sig selv i hånden og sank lettere besværet.
".. jeg lovede at give dig tid, men jeg har virkelig brug for at du åbner munden noget mere." Bad hun i en ellers så rolig tone, mens hendes blik talte tydeligt for den indre frustration der plagede hende. Mange gange kom det bare af sig selv og en kvinde som hende havde bare brug for at høre det direkte. Hun havde brug for at han var mere nærværende end hvad han hidtil havde været.

[Nathaniel Diamaqima]

Amaya... deres lille prinsesse. En lille pige, som Nathaniel ville elske at passe på, så lang tid, at han havde muligheden for at gøre det. Det var i hvert fald det som han ville, så lang tid, at Yuuki ville give ham muligheden for det. Alt for mange tanker måtte florere i hendes sind. Det var jo så tydeligt, at han næsten kunne høre dem. Tankelæser var han ikke ligefrem, men når han kendte folk nok, kunne han læse deres kropssprog.. de gjorde altid noget særligt, når det var en særlig tanke der meldte sin ankomst. "Der er sket rigtig mange ting på kort tid, Yuuki.. Det ved jeg," sagde han roligt. Nu lå den lille pige og sov ved ham, så kunne han da passelig fokusere på hende imellemtiden.
At de endnu en gang skulle til at tage det emne op, lagde en maske op for Nathaniels ansigt. Nej, han var måske forbandet god til ord, men så sandelig ikke hvad angik denne slags, og det var det som han meget gerne stod fast på når det endelig skulle være i den anden ende. Han sukkede let, som han vendte blikket mod Amaya. Elskede han hende? Uden tvivl, var det forbandet store ord at skænke nogen i det hele taget, og han frygtede betydningen for dem. Særligt fordi at dem som han havde givet dem til, var mistet. Begge var de døde.
"Du beder mig om noget, som jeg virkelig har svært ved," sagde han direkte. Man skulle ikke tro, at Nathaniel havde svært ved ord, men lige denne slags.. Det var virkelig svært for ham. "Jeg... er virkelig glad for dig Yuuki.. Jeg holder dig kær, som noget af det kæreste jeg har i mit liv.. Der findes ikke det jeg ikke vil gøre for dig.." Et sted håbede han vel bare på, at hun fangede en hentydning? Han bed tænderne sammen, inden han kort vendte blikket ned mod deres lille pige, som så trygt hvilede på hans arme. Han kyssede let hendes pande, inden han igen så mod hende. Der sad hun som en håbefuld lille hundehvalp, der ventede på sin godbid. "Jeg.." Han tav igen. Det var virkelig svært for ham.

[Deleted]

Elskede han hende virkelig? Hun hadet det spørgsmål mere end noget andet og endnu mere end det, så var hun bange for at høre svaret. Det begyndte næsten at snører sig sammen i brystet på hende og hun sank lettere nervøs for at høre hans svar. Han havde svært ved det? Hendes blik faldt omgående, som havde hun allerede der opfanget budskabet. Han var ikke klar... langt fra. Hans ellers så søde ord, som skulle have reddet det hele fra at trække hendes humør ned, faldt bare til jorden som en tung mumlen. Fjernt endte hun i blikket og en skyldfølelse meldte sig omgående. Hun var bange for at blive afvist, mere end hun var bange for at miste ham til døden. Hendes blik flakkede meget nænsomt og det føltes nu bare som om at han var længere væk fra hende end før.
"Undskyld," Brød hun ind da han tav igen og bemærkede slet ikke at hendes øjne endte helt blanke, før at hun mærkede en enkelt tårer ramme kinden i et flugtforsøg. Hun havde alt for let til tårer for tiden, alle de ting der hele tiden kæmpede imod hende. Hun vidste virkelig ikke hvor hun skulle placere sig selv længere. Det gjorde ondt, så modbydeligt ondt at se og mærke ham så tæt på.. når han alligevel var så fjern. Så.. han var der kun fordi han følte sig ansvarlig? Hvorfor lød det pludselig meget lig med hvordan Kimeya havde reageret overfor hende? Var hun intet mere end en kvinde man havde medlidenhed med?
"... Jeg.. trækker mig tilbage for i aften. Jeg beklager virkelig, men.. det var ikke min mening at presse dig til at sige noget du ikke er klar til," Om det så nogensinde var noget han rent faktisk blev - det var hun efterhånden ved at blive i tvivl om. Alt hun virkelig bare ville, var at blive elsket som en kvinde og ikke bare blive yndet et kys og et kram fordi at hun var værd at føle medlidenhed for. Hun rejste sig igen, utroligt fattet og ville til at gå inden hun svagt vendte sig for at tale til ham, dog uden at se direkte på ham. Ordene slugte hun hurtigt igen inden hun bare gik af sted og ud af spisestuen, op ad trapperne og ind i deres soveværelse hvor hun lukkede døren efter sig. Hun skiftede hurtigt til sin natkjole og kravlede ned under dynen hvor hun greb fat om hans pude bare for at klamre sig til den. Hun havde ikke brug for at høre hans svar, for hun vidste allerede at han slet ikke var klar. Det eneste hun kunne gøre, var at bide tålmodigheden i sig, selvom det allerede nu var så ufatteligt svært at gøre. Bare tanken om at han slet ikke elskede hende, kunne hun ikke klare.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne uden tvivl godt se på Yuuki, at hans ord, ej var noget der bragte hende nogen former for glæde, men derimod sorg og skuffelse. Frygten for at give hende ordene, var dog bare det der herskede i ham, for han havde jo kun mistet dem, som han havde skænket dem. At hun græd.. og var ked af det, over at han ikke bare kunne fortælle hende det, gjorde ham rent faktisk trist, for han ønskede jo ikke at hun skulle være ked af det, og særligt ikke, at hun skulle trække sig på denne måde. Han sukkede dæmpet. "Meget vel.." Han så efter hende, som hun trak sig mod soveværelset.
Nathaniel blev siddende for et øjeblik, med deres lille pige i sine arme. Selv hun måtte ligge og sove mod ham. Det havde været en hård dag, hvor de ikke rigtigt havde haft muligheden for at være sammen med hende, og underligt og hårdt var det ikke mindst. Det kunne han slet ikke forstå, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han sukkede let, inden han forsigtigt rejste sig, for selv at søge ovenpå. Det her ville han slet ikke stå model til, og særligt ikke efter så lang en dag, som det havde været for i aften. Den lille pige fik han lagt i sin egen seng, inden han bevidst valgte at søge til soveværelset. Forsigtigt åbnede han døren ind til soveværelset, kun for at se hende ligge der med hans pude i armene. "Yuuki..." sagde han med en rolig stemme, inden han søgte hen til hende. Ganske roligt lagde han sig ned på sin side af sengen, løftede op i dynen og lagde armen trygt omkring hende, for at trykke hende ind mod sig. Han frygtede for ordene.. Tro det eller ikke, så var der faktisk ord, som han var bange for. Han sukkede ganske let. Han kunne slet ikke lide, at se hende på denne her måde. "Snak med mig," bad han endeligt, som han igen vendte blikket mod hende. Ikke brød han sig om at se hende så ked af det, og særligt ikke, når han vidste, at det var hans egen skyld.

[Deleted]

Det var virkelig svært at finde ud af. Hun ville bare så gerne have ham til at vise og fortælle hvor meget han elskede hende - det som en hver kvinde ville ønske sig fra den de holdt af. hun havde ikke nænnet at sige det til ham selv, fordi hun var bange for at lægge pres på ham. Skulle hun bare acceptere at det var sådan her at det ville fortsætte med at være? Kunne hun forvente at det nogensinde ville ændre sig? Eller skulle hun bare give op? Puden blev kvalt i hendes arme, som tankerne bare løb af sted med hende. Det var ikke fair overfor ham at hun reagerede sådan her, men hun kunne ikke holde igen længere. Det gjorde hende oprigtigt ked af det at det var sådan her det skulle være imellem dem. Hun sukkede opgivende lige inden at døren gik op. Det gav et sæt i hende ved lyden af hans kald og hun skulle til at rette sig op på albuen da hun så han allerede var på vej ned under dynen til hende. Ansigtet gemte hun ned i hans pude trods den bare var i vejen da hun mærkede at han tog om hende. 'Snak med mig' bad han. Hvor ville det bare være meget lettere hvis hun bare havde haft tålmodigheden til at vente på ham. Hun bed sig selv i underlæben og sank nervøst inden hun i en næsten snigende bevægelse skubbede hans pude væk og om bag sig.
Kinderne var blussede da hun var flov over sig selv og synet af hans mørke øjne gjorde hende om end kun endnu mere bevidst om sig selv.
"Jeg.. det bare... din tavshed gør mig usikker," Endte hun stilfærdigt, som var det ment som en undskyldning mere end noget andet. Hun havde bare brug for at han bekræftede hende, som en kvinde man kunne elske og ikke bare som en man havde ondt af, men det var ord der var svære at udtale.. uden at virke desperat.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste, at det her var svært for Yuuki. Det var uden tvivl også rigtig svært for ham, hvilket ikke ligefrem var noget, der gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Ene og alene, var det en hård situation. Han var ikke god til den slags.. Frygten for at elske nogen, var uden tvivl forbandet stor ved ham, og det kunne han også mærke.
Ganske roligt, gled han ned ved siden af hendes skikkelse, inden han lagde armen om hende. Han tiggede og bad hende om at snakke med ham. Han havde brug for, at hun ville snakke med ham. De var nødt til at finde ud af det, og gerne inden at de ville miste hinanden undervejs. Det ville han ærlig talt, slet ikke kunne holde til! Ganske let trykkede han hende ind mod sig. Det var slet ikke meningen, at hun skulle være bange for at tage fat ham, eller blive skuffet over hans ord, men for ham, var det bare svært at tage det ene skridt videre. "Jeg ved godt, at du er ved at blive utålmodig," sagde han direkte. Det skulle man jo næsten være blind, for ikke at lægge mærke til. Den tanke ene og alene, var faktisk noget, som gjorde ham direkte ked af det. Ganske blidt kyssede han hende i nakken, nu hvor hun bare blev liggende der ved siden af ham. Ikke at han sagde noget til det. Så lang tid, at han ikke blev afvist, så passede det ham egentlig ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det.
Tungen lod Nathaniel let stryge over sine egne læber, inden han igen vendte blikket mod hendes skikkelse, som hun lå der ved siden af ham. "Selvom det er svært for mig at sige, så..." Han tav. For ham, var det med kraftig hjertebanken, så meget som overhovedet at overveje at sige det, men hvis det var hvad hun havde brug for at blive bekræftet i... "Så... så elsker jeg dig," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han lukkede øjnene let. Det var virkelig svært for ham at sige det.

[Deleted]

Ganske som hun lå der i hans favn med ryggen ind til ham, så kunne hun uden tvivl mærke hvordan hendes hjerte begyndte at hamre derud af. Ja hun var utålmodig! Hvilken kvinde ville ikke være utålmodig efter at have rendt rundt i mere end et år uden at høre de tre magiske ord? Hun havde jo næsten glemt hvilken lykke det havde været for hende at møde ham igen efter så lang tid. Den svage gnist af lykke hun desperat knugede sig til for ikke at miste håbet om det hun så brændende ønskede sig. Selvom hun skubbede puden fra sig og om bag sig, så landede den dog ikke mellem dem, men helt omme bag Nathaniel. Kysset der tilfaldt hendes nakke fik hårene til at rejse sig og da hun blidt trak armen til sig igen tillod hun sig at stryge hans kind på vejen. Uanset om der var ord at dele eller ej, så kunne hun end ikke lade hver med at nyde den tætte og symbolske nærkontakt hun havde med ham i stunder som denne her. Hånden gled fra hans kind og videre over hendes egen skulder ganske langsomt inden den gled videre ned for at tage fat om hans hånd, der hvilede om livet på hende. Hun krummede sig let sammen og skubbede sig bevidst tilbage og mere ind i favnen på ham selvom hans ord dog stadig ikke gav hende de største forhåbninger. Det skulle vise sig at blive noget af en overraskelse for hende, netop fordi at hun på ingen måder havde regnet med at høre det så hurtigt. Hendes vejrtrækning gik næsten helt i stå da han sagde det. Hendes øjne spærrede fuldkommen op og alt synes bare at gå helt i stå for hende. Alligevel kunne hun bevæge sig og dermed vendte hun sig i overkroppen, om på ryggen for at tage ham i blik. Hun rødmede helt og aldeles uventet og vidste slet ikke hvordan hun burde forholde sig. Spørgsmålet stod malet i ansigtet på hende, lige så vel som det åbenlyse faktum af at hun havde registreret hvad han havde sagt. Hun sank endnu en gang med et voldsomt besvær og vendte sig denne gang helt om på side med fronten til ham hvor hun med små lette fingerbevægelser pillede ved hans krave i skjorten.
"Hv-Hvad?" Endte hun næsten uhørligt og blinkede næsten helt forvirret og måske også en smule forfjamsket over hans pludselige tilståelse. Hendes hjerte hamrede derudaf og lykken stod som et frø i maven på hende, parat til at springe ud i fuld flor. Mente han det virkelig, det han lige havde sagt?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde til enhver tid været langt bedre til handlinger, end hvad han havde gjort med ord. Han kunne sige ganske mange, og alligevel undgå at sige det, som folk jo egentlig havde brug for at få hørt, og det var det, som han særligt godt kunne mærke. Ondt gjorde det på ham, og særligt fordi at han kunne se, hvad dette egentlig også måtte gøre ved hende. Tanken gjorde hende rent faktisk ked af det.. og det kunne han da slet ikke lide, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Han bed tænderne en anelse sammen, som hun lå der med ryggen til ham. Der kunne hun da heldigvis ikke se det.
Denne gang lod han ordene blive sagt. Det var tydeligt for hende, at dette ej var ord, som hun havde ventet at skulle høre. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste. Faktisk... var det lettende og skræmmende for ham på samme tid, at skulle sige dem og særligt, når det foregik på denne her måde. Ikke at det var noget som han sagde højt. Selv han havde jo trods alt brug for at have sin værdighed ved lige, og særligt når det var, som det var lige nu. Hendes ord.... hamrende hjerte og røde farve i kinderne, som han næsten kunne ane, så varm som hun pludselig føles at ligge tæt ved. Hun havde hørt dem. Han var slet ikke i tvivl om, at hun havde hørt hans ord. "Jeg... jeg elsker dig.." gentog han igen. Denne gang var det nemmere for ham at sige det, selvom det var lige så skræmmende, som alt det andet havde været for hans vedkommende. Han blinkede let med øjnene og med hovedet en kende på sned. Svagt måtte han dog alligevel bide sig i læben, inden han hævede hånden og strøg den mod hendes kind. Ikke at det var ord, som han skænkede alle og enhver, for det var det da godt nok ikke. "Lov mig, at du ikke forsvinder ud af mit liv," sagde han med en direkte stemme. Tanken fandt han skræmmende. Alt for mange havde han mistet i tidernes løb. Selv for ham, var det begrænset hvad han kunne holde til.