Times Change Like The Wind.

[Deleted]

".. men.. jeg ved ikke om jeg vil kunne tilgive mig selv hvis der sker dig noget." Påpegede hun sigende og strøg ham kærlig over kinden med sin tommel, som hun havde trukket sig ud på afstand for at kunne tage ham i blik igen. Alt dette her.. hvor ville hun ønske at det ville gå i sig selv uden at skabe kaos. Hele hendes liv var plaget af at dem der betød mest for hende... bare.. forsvandt, eller blev dræbt. Hun kunne ikke se bort fra livets realiteter og hun trådte på farlig grund ved at lade Nathaniel stå fast ved hendes side og beskytte hende, men hun var kommet så langt allerede. Selv hvis det ville holde dem begge i live, så ville hun ikke kunne give slip. Kimeya fyldte mindre og mindre i hendes bevidsthed - svandt ind til intet mindre end et individ man kun kunne føle medlidenhed for. Hun havde været forvirret, uden tvivl, men hendes følelser for Nathaniel kunne ikke sammenlignes med hvad hun havde følt for andre. Det sad langt dybere i hende end hvad hun før havde bemærket.
"Og jeg vil ikke have at du står med det her alene heller, så fortæl mig om der er noget jeg kan gøre for at hjælpe dig." Bad hun stilfærdigt og følte sig villig til at gøre næsten hvad som helst. Hvad det så end ville være. Om det betød at hun skulle tage Amaya med sig og søge tilflugt hos Rei i Dvasias og spille efter mandens regler og lade ham hvile i troen på at han ville få fat i Nathaniel, eller bare slet ikke gøre noget og bare ignorere det hele. Så længe hun kunne være til bare en lille smule gavn i stedet for at sidde som en statue og gøre ingenting. Hun havde brug for være en del af det, selvom det ikke betød at hun skulle kaste sig i døden for at bevise det.

[Nathaniel Diamaqima]

Det sidste Nathaniel ønskede sig, var at Yuuki skulle havne midt i krydsilden, og særligt nu hvor hun intet kunne gøre ved det. Han sukkede dæmpet, og tog imod de kærlige strøg over hans kind. Det var uden tvivl en svær situation. Meget kunne han tackle, men selv hans tilværelse med Liya, havde i sin tid været. Ikke at han ville sige det højt.
"Tingene må komme, som de nu kommer, Yuuki. Jeg skal nok klare det. Hvis der er nogen, som kan klare den opgave, så er det altså mig," sagde han endeligt. For ham, så var det egentlig bare vigtigt, at hun havde det godt, og at det var hende, som var i sikkerhed. Det var egentlig det eneste, som han vægtede højt på noget tidspunkt i dette. Han hævede hånden let, kun for at fatte omkring hendes hånd, som han trykkede i sin egen. Yuuki var en omvandrende ulykke, for at kunne sige det mildt. Hvad skulle han da ellers kunne gøre ved det? Andet end at hjælpe hende igennem det på bedst mulig vis? Og nu hvor de havde en lille pige at tage sig af, så havde de jo heller ikke ligefrem noget andet valg, havde de?
"Det ville måske være bedst, hvis du fandt et sted at søge tilflugt.. Bare for en sikkerheds skyld. Jeg ved dog ikke om Rei er det bedste sted at søge hen," sagde han ærligt. Han ville helst gerne holde Yuuki så langt væk, som det var ham muligt fra den mand, for han var jo ikke andet ned en pest og en plage for dem! Og han frygtede ærlig talt, hvad han kunne finde på, hvis han havde deres datter og hende under samme tag.. hvad ville det ikke stille ham med?

[Deleted]

At stole på ham, var i udgangspunket ikke det hun havde sværest ved. I sig selv så var det kun naturligt at hun trådte tilbage og lod ham tage styringen.. ligesom hun altid havde gjort det op til nu. Stået på sidelinjen og set hvor let det var at blive frarøvet det betød allermest. Ville hun virkelig give det en chance mere og endnu engang tro på at heldet ville være med hende? Det var så fandens svært, så modbydelig svært! Det var en kamp hun kæmpede med sig selv. Desperationen for at holde sine kære i live, beskytte dem med sin egne hænder og ikke tro på at andre ville kunne klare den opgave for hende. Hun var blevet fodret med løgne om og om igen, så.. ja, når hun hørte ham sidde her og sige at han var bedre kvalificeret end hende til netop den opgave, så kunne hun mærke hvordan frygten krøb op omkring anklerne på hende.
Hun bed sig i underlæben og sænkede sit blik i en ydmyg overgivelse. Hvad skulle hun tro? Hvor skulle hun stille sig henne? Hendes erfaring talte anderledes end hendes tro gjorde det og en sådan modsætning skabte en indre frygt og afmagt for hvad der ville ske.
"Det er okay... jeg holder mig i baggrunden fra nu af. Du siger at det her ikke er min skyld, men jeg kan ikke undgå at føle mig presset. Rei vil have fat i dig gennem mig... selvom jeg ikke har lyst til det, så er det nok for det bedste hvis jeg opsøger ham og beder om hjælp. Jeg har brug for at få styr på mig selv.. jeg ved intet som helst om mørkets kræfter. Desuden, vil han være i stand til at søge efter Demian for os. Jeg har ikke set ham eller hørt fra ham i umenneskelige tider.. men ved at se på Rei.. så vil jeg vide om han er i live eller ej." Hendes hjerte sank ned i maven ved tanken om ikke at vide hvor hendes søn var henne.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel ønskede ikke at Yuuki skulle sidde fanget i de her situationer, men hvad pokker skulle han da gøre ved det? Han kunne jo heller ikke rigtigt gøre noget, uanset hvor meget han ville ønske det. Han klamrede sig til tanken om at han for nu kunne beskytte hende, dog selvom han vidste, at det nok ville forholde sig en kende anderledes i praksis. Det gjorde ham trist.. Han følt slet ikke, at det var noget som han kunne finde ud af, go selv for ham, var det svært at forholde sig til.
Et dæmpet suk brød Nathaniels læber, som han let rystede på hovedet af sig selv. Sagen var jo heller ikke ligefrem nem for ham. Tvært imod. Nahaniel vendte blikket stille i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. Tungen strøg ganske let over hans læber. Det var en alvorlig sag, men at hun så derimod stod fast på, at hun ville søge til Rei.. var slet ikke en tanke som han brød sig om. "Yuuki..." bad han endeligt, inden han let rystede på hovedet. Denne sag, var uden tvivl svær for ham, og særligt på denne måde. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Han ønskede virkelig ikke, at noget skulle ske med hende. "Rei kan måske bevise for dig, om din søn er i live, men glem ikke, at han også er den som sørger for, at det her rent faktisk sker.. Alkymi er farligt," pointerede han med en sigende mine, da han atter engang vendte blikket mod hendes skikkelse. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet, inden han igen vendte blikket væk fra hendes skikkelse. For ham var det en svær situation. Han gjorde det for at passe på hende, og så valgte hun at opsøge manden, som havde sørget for, at det her kunne ske? Ikke at det gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han hadede den tanke!

[Deleted]

"Hvad vil du ellers have at jeg skal gøre?" Spurgte hun frustreret og rettede sig op for at give dem begge bare en smule afstand til hinanden. Hun blev frustreret over at den mest logiske vej at tage, var den som også ville sætte dem begge i klemme. Der var bare ikke meget andet at gøre ved det.. ikke i hendes øjne. Hvis Rei ikke så skyggen af Nathaniel, så ville Demian lade livet, men hvis hun var der.. så havde de måske en chance for at komme væk derfra igen.
"Hvad tror du at der vil ske hvis ingen af os dukker op? Vil du virkelig have mig til at vælge imellem Demian eller dig? Det kan jeg ikke... derfor ser jeg ingen anden udvej end denne. Det vil holde Demian sikker og dig på afstand... plus at Amaya vil give Rei en sikker fornemmelse af at jeg ikke bare har tænkt mig at stikke af igen." Hun knugede fast om stoffet i sit skørt og var da i den grad nervøs for omstændighederne, men hun var sikker i sin sag. Rei var langt fra ligesom Kimeya, så hvis de brugte deres hoved kunne de sagtens få danset sig sikkert omkring Rei. Hun tog en dyb vejrtrækning og strøg en flygtigt hånd gennem håret mens hun bed sig tænksomt i læben.
"Og når det her er overstået... så flytter vi herfra. Vi kan ikke blive her ret meget længere." Påpegede hun beklageligt. Han havde ikke boet her ret længe, men de ville være nød til at komme væk herfra for et godt stykke tid inden der opstod flere problemer omkring dem.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel bed tænderne fast sammen. Det her var virkelig frustrerende nok, som det måtte være i forvejen. Han hadede at det skulle være på denne her måde! Han vendte blikket væk. Det var nok med at han skulle sidde i saksen, men var der nogen grund til at Yuuki skulle rive Amaya med sig til løvens hule?
"Yuuki... du kan virkelig ikke se, hvad det her gør? Jeg vil ikke placere dig eller Amaya tæt på den mand. Det er nok med, at jeg skal udføre denne opgave, og så lang tid, at han ved hvor han har mig, så har han ikke nogen grund til at gøre noget ved Demian," sagde han med en rolig stemme. Det var vel ikke underligt, at han reagerede på den måde, var det? Han rystede på hovedet, og vendte blikket væk fra hende igen. Han ønskede jo bare at beskytte hende, men hun gjorde det for pokker heller ikke nemt for ham på nogen måde, og gud hvor var det dog frustrerende, at det skulle være på den måde! Han lod hænderne falde i stedet for. Han ønskede bare at beskytte sin familie, og end ikke det, varn oget som han tilsyneladende var i stand til. Kunne han i det hele taget finde ud af noget som helst? Han var da uden tvivl frustreret over, at det skulle forholde sig på denne her måde, og særligt fordi at han ikke kunne gøre alverdens ved det, om det var noget, som man nu ville det eller ikke. "Vi kan ikke blive her, men jeg beder dig... lad nu være med at handle forhastet.. Og lad være med at tage hjem til ham, med vores lille pige." Denne gang vendte han de mørke øjne direkte mod hende. Han ville ikke have at noget skulle ske med nogen af dem, og var det overhovedet underligt? Lige nu,var de jo faktisk det eneste, som han rent faktisk havde her i sit liv.

[Deleted]

".. men vi ved ikke hvad han vil have dig til! Han bruger mig for at få ram på dig, Nathaniel.. please.. lad hver med at gøre det her mod mig!" Hun kiggede op på ham igen og frustrationen lyste ud af hende mindst lige så meget som frygten for at miste ham gjorde. Den frygt ville aldrig forsvinde, end ikke om hun selv var i stand til at hive folk tilbage fra de døde. Beslutsomt tog hun fat om hans skuldre og søgte ihærdigt hans blik i en tryglende bøn om hans fulde forståelse.
"Jeg ønsker virkelig ikke at se dig lade livet ligesom Dafnir gjorde det. Du kender ham vel? Du har set hvad der skete med ham fordi jeg intet kunne stille op... ikke sandt? Det samme gælder Kimeya. Jeg vil for alt i verden heller ikke have at du bliver presset helt derud hvor du føler dig nødsagidet til at efterlade mig i rendestenen!" Endte hun fast og bed kæben sammen for at bevare roen. Det her var ikke nemt på nogen måde. Hun gik imod ham for at have en finger med i spillet, for at undgå at hun ikke bare stod og så til på sidelinjen mens det hele bare skete lige for øjnene af hende. Hun borede fingrene ind i skuldrene på ham selvom hendes greb var svækket. Sandt hun havde ikke sin styrke at læne sig op ad længere.
"Jeg kan ikke bare sidde tilbage og gøre.. ingenting. Jeg bryder mig ikke om det! Jeg føler mig magtesløs, ubrugelig og kun til besvær!" Hun bed sig i underlæben igen og slap ham modvilligt for at rejse sig med et mørke der havde lagt sig over hendes ansigt. Hun følte allerede at hun tabt slaget, men hun nægtede at give op, nægtede at sidde tilbage for bare at lade ham tage styringen. Mænd var blandt de stærkeste individer, men.. hun ville ikke løbe en risiko ved at ignorere de skeletter der forfulgte hende. De ville altid få krammet på hende til sidst.. med mindre at hun begyndte at gøre en aktiv indsats for at stoppe det!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel sukkede og vendte blikket væk fra hende. Kunne hun da ikke bare se, at det som han gjorde, var for hendes skyld? At det var fordi, at han ikke ønskede, at noget skulle ske hende? Han hadede, at hun gjorde det her mod ham! "Yuuki, hold nu op! Uanset hvad han vil have mig til, så gør jeg det, hvis det betyder, at I i det mindste er i sikkerhed. Det er det eneste, som betyder noget for mig," sagde han med en mere fast tone, da han vendte blikket mod hende. Kunne hun ikke se, hvorfor han handlede og gjorde hvad han gjorde, og at det var fordi, at han ikke ønskede, at noget skulle ske med hende?
At hun rejste sig op, sagde Nathaniel ikke noget til. For en gangs skyld, gjorde han kun, hvad han måtte finde rigtigt, og det var der vel heller ikke rigtigt noget forkert i, var der? Hans blik søgte hendes skikkelse direkte, inden han selv valgte at rejse sig op. Han ønskede at passe på dem, og det kunne han ikke ligefrem gøre, hvis hun skulle spille med musklerne. Han vidste godt, hvad der var sket med Dafnir dengang.. og derfor bad han hende udtrykkeligt om ikke at placere ham i den samme situation. "Jeg ved godt, hvad der skete med Dafnir dengang, Yuuki, og det eneste jeg beder dig om, er at undgå at sætte mig i den samme situation. Jeg ønsker kun at beskytte dig og beskytte Amaya, og hvad er der forkert i det? Jeg ønsker jer begge langt væk fra Rei," fortalte han direkte. Var det virkelig så svært at forstå? Det andet var rent faktisk også noget som gjorde ham ked af det, og han var i forvejen ikke særlig god til at vise den slags. Det var uden tvivl hårdt nok, som det måtte være i forvejen. Det var bestemt ikke fordi at hun var til besvær.. kun nå hun placerede ham i de situationer, som hun gjorde lige nu!

[Deleted]

Hun endte med at vende blikket fuldkommen vantro op mod ham. Hun kunne ikke tro sine egne øre. Stod han virkelig og påstod at han ville sætte sit eget liv på spil for hendes og Amayas skyld?
"Hvad er det du siger? Hvad med dit eget liv? Mener du virkelig seriøst at du vil lade livet for at efterlade Amaya og mig!?" Udbrød hun lettere skræmt og rystede benægtende på hovedet til hans udtalelse. Ikke om det kunne komme på tale! Hun trådte et enkelt skridt bagud. Sikkerhed var altafgørende, så meget vidste hun godt, men at skulle høre ham direkte sige at han slet ikke satte pris på sit eget liv? For hende kunne det bare tolkes som om at han ikke var andet end en kold stenmur der kun eksisterede for at blokere alt der ville komme i hendes retning. En ting hun ikke kunne acceptere!
"Jeg beklager men... det er ikke en tankegang jeg kan acceptere, Nathaniel. Du ved hvor meget jeg holder af dig og alligevel vover du at stå og fortælle mig at dit eget liv intet er værd!?" Endte hun hæst og en anelse chokeret. Hun knyttede dirrende sine næver og bed sammen i kæben for ikke at stå måbende til hans udtalelse.
"Du vil have at jeg skal holde mig på afstand og ikke skride til handling? Det kan jeg ikke.. jeg vil ikke sidde tilbage og se dig forsvinde for øjnene af mig," Endte hun fast og gjorde tegn til at ville vende sig og forlade stuen. Hun magtede ikke at skulle tackle den slags ting. Havde det dog bare været fordi at han ønskede at tilbringe resten af sit liv sammen med hende og Amaya, så ville hun måske kunne tilgive ham, men det her var direkte utilgiveligt. Hans grundlag for at holde hende sikker inkluderede ikke ham selv... hvad havde hun så egentlig tilbage?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel endte med at stå og direkte stirre på Yuuki. Hvor pokker kom den da lige fra?! Var det virkelig så forkert af ham, at ville passe på sin familie, at han ikke ville få lovtil det? Han stirrede direkte på hende.. forfærdet endda. "Jeg er bange for, at du tager det helt ud af sammenhæng," begyndte han, også selvom han kunne se og mærke på hende, at det her, var noget som kørte hende fuldstændig op. Til hvilken grund? Han kunne slet ikke have, at hun skulle se sådan her ud, og særligt ikke på denne her måde! Han rystede fast på hovedet og bed tænderne fast og kraftigt sammen. Det her var da direkte.. forfærdeligt! Det var jo ikke fordi, at han ikke vægtede sit eget liv nogen værdi, for det gjorde han da!
Snak om at tage manddommen fra ham. Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse. Han knyttede næverne. Var det virkelig så forkert, at ønske at passe på og beskytte sin familie? Desuden var det ham som Rei ville have, da det var ham, som kunne hjælpe ham med den kontrakt. Det var slet ikke noget som havde noget med dem at gøre! Ja, de var et middel for at nå til ham selv, men for pokker.. Han ville jo ikke smide dem direkte i jernilden! "Forstår du ikke, at jeg faktisk ønsker det bedste for dig og vores datter? Og at jeg er villig til at sikre mig, at det skal gå såvidt. Det betyder ikke, at jeg ikke sætter mit eget liv nogen værdi!" endte han hårdt. Han følte sig presset af situationen nok i forvejen, og hun gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre. Han greb ud efter hendes arm, for at stoppe hende fra at gå. Det her var noget som de var nødt til at finde på en løsning. "Jeg er ligeglad med hvor I tager hen, men Rei skal I holde jer langt væk fra," bad han med en kortfattet tone. Han ville ikke have dem i nærheden af den mand!

[Deleted]

Yuuki var bange og meget snæversynet når det gjaldt et emne som det her. Hun var plaget af en indre frygt for at miste for resten af sit liv, så bare det at der opstod små hentydninger der kunne misfortolkes... det var rent ud sagt et helvede for hende. Lige så simpel som en mand kunne være, lige så kompliceret var kvindens naturlige instinkt. Hun så rød hver gang det trak op til storm og truede hende med at tage alt fra hende. Hun gik næsten panisk til værks for at forhindre det værste i at ske. Hun havde svært ved at lægge sin tillid over i andres hænder. Altid ønskede hun at have en finger med i spillet uanset hvordan pokker det så ville ende op med.
Hans ord fløj efter hende som hun vendte sig og hun krøb sammen fordi han prøvede at rette sin egen udtalelse, prøvede at få hende til at indse at det slet ikke var sådan at hun skulle forstå det, men frygten havde sat sig hos hende og tillod hende ikke at se hen over tanken om at miste ham.
Grebet fæstnede sig om hendes overarm og hun vendte sig en smule forskrækket mod ham og tog sig til armen. Det kom bag på hende og slog hende helt ud.. nu stod hun bare og stirrede overrasket på ham. Han havde vundet hendes opmærksomhed igen og skyldfyldig mine prægede hendes ansigt.
"Men... jeg har ingen andre steder at søge hen!" Klagede hun oprigtigt. Eftersom at hun havde levet så længe i skjul for Kimeya, så var der heller ikke rigtig opstået nogen mulighed for at hun kunne danne sig nogle selvstændige forhold med andre. Isoleret havde hun holdt sig fra alle de farezoner der lå lige udenfor hendes dør. Nathaniel var vigtig for hende, derfor kunne hun ikke sidde stille og bare se til. Desperationen hev i hende, tvang hende til at handle, selv når der ikke var behov for det.

[Nathaniel Diamaqima]

Yuukis reaktion, var virkelig ikke noget i nærheden af hvad Nathaniel havde regnet med. Hvad ville en mand da ikke have lov til at gøre for den kvinde, som man elskede og var sammen med? Desuden havde de et barn at tage sig af, og han ville vel kun stå der som en dårlig mand, og en dårlig far, hvis han ikke gjorde, hvad det krævede, for at beskytte og passe på dem? Han ville gerne have lov til at være en mand, og det var vel heller ikke så underligt igen, var det?
Hånden lukkede han omkring hendes overarm, mest for at forhindre, at hun tog nogen steder hen. Særligt ikke sådan her. Hun måtte jo bare forstå, at han gjorde det her, fordi at han ville, og fordi at han ville passe på dem, og det kunne han virkelig ikke se noget forkert i. Han ville ikke lade hende straffe ham, for at passe på hans familie. Hans blik udstrålede intet andet end det rene alvor. Det måtte vel også gå op for hende efterhånden, at han mente det.
"Vi skal nok finde et sted, hvor I kan være.. Der er rigeligt med muligheder. Jeg vil bare ikke have Jer i nærheden af den mand.. Det er nok med, at jeg sidder fanget i det her.. Jeg vil ikke have, at noget skal ske jer," sagde han ærligt. Han trådte hen mod hende, hvor han lagde hånden mod hendes kind. Hun forstod vel godt, at det her var en ting, som rent faktisk var svær for ham? Han vidste jo i forvejen godt, at der var rigtig mange ting, som fulgte med, ved at åbne sit hjerte for hende.
"Lad mig nu bare gøre hvad der skal til, for at passe på jer," bad han endeligt. Han vægtede sit eget liv utrolig højt, men hendes og deres lille pige, var noget som han uden tvivl vægtede højere, og det kunne han ærlig talt ikke se de store problemer i.

[Deleted]

"Men..." Begyndte hun svagt og lod blikket dale i jorden. Det var rædselsfuldt at have det sådan her. Det var ikke bare frygten for at miste ham der nagede hende. Hvis det da bare havde været den alene, så havde hun nok heller ikke siddet så hårdt i det. Hele det her rod hun havde skabt omkring sig, var umuligt for hende at komme ud af og som om at det ikke var nok, så var hun usikker - usikker på sig selv. Hun var direkte bange for at gøre noget forkert overfor ham. Den ideelle kvinde hun så gerne ville være.. var næsten umulig at opnå. Hvor længe ville det ikke tage hende at finde ud af at det bare var umuligt for hende, at være den eneste om at passe på dem hun havde kær? Dage? Uger? År? Det var ikke til at sige...
"O-Okay..." Hun gav sig dog. Hun brød sig ikke om det, men hun gav sig denne gang. Det var ikke værd at starte et skænderi over og det var ene og alene kun hende frygt der udløste det. Hun begyndte at ryste svagt, fordi hun forsøgte at kaste ansvaret mentalt fra sig og lade Nathaniel tage over.
Hånden der ramte hendes kind fik hende til at slippe trykket på et tilbageholdt åndedræt. Hvor var det bare utroligt svært at lægge det hele fra sig og træde tilbage. Ville hun overhovedet være i stand til at vænne sig af med at tage føringen? Hun tvivlede, men havde også samtidig afgivet et løfte om at gøre en indsats for det. Håbet var alt hun havde tilbage nu... et håb om en bedre fremtid.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel gjorde dette, udelukkende for at passe på hende, og det ønskede han ikke at blive straffet for. Dertil, var det samtidig også vigtigt for ham at hun vidste at han gjorde det her af en grund, men det var vel svært at forstå? Han ønskede at beskytte hende, som han ønskede at beskytte deres datter, og den manddom, skulle hun bare ikke have lov til at tage fra ham. At hun så derimod gav sig for denne omgang, var uden tvivl noget som passede ham mere end fint.
Et let smil passerede let Nathaniels læber, som han hævede hånden og lagde den mod hendes kind. Han ønskede jo for pokker ikke, at der skulle ske hende noget, og var det så underligt at forstå? Han ønskede det ikke. Hun var nu noget, af det eneste, som han havde i sit liv, og var det underligt at han så tog tingene på den måde, som han nu gjorde det? "Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvis der sker noget med nogen af jer. Jeg vil bare gerne passe på jer," sagde han endeligt, og med en stemme kun præget af alvor. Var det virkelig så svært at forstå? Han lod hovedet søge en kende på sned. Det var nok at Rei var efter ham.. Han skulle bestemt ikke have lov til at komme her og true hans familie, når de intet havde med sagen at gøre. Panden lod han møde hendes, hvorefter han lod læberne møde hendes i et blidt kys. Han elskede hende, selvom det var ord, som han ikke havde fået sagt endnu. Ordene var han bange for.

[Deleted]

Hvis sand kærlighed ikke var i stand til at forandre ens tilværelse, så var man i den grad upåvirket og følelseskold. Der var ret mange ting som spillede ind i det her og selvom hun godt kunne sætte sig ind i det han sagde - det han ønskede at opnå, så var hun bare svært bange for at det ikke ville holde stik. Hun ville nok aldrig holde op med at se tilbage og mindes de lykkelige tider der blev revet fra hende på bare et hjerteslag. alle de år hun nu havde siddet og længtes efter bare at se Nathaniel igen. Snakke med ham om alt hun ikke forstod eller kunne huske.. alene hans vejledning havde været mere end rigeligt. Det havde ikke været hende ventet at han ville tage imod hende med åbne arme og lukke hende ind dengang, men hun var såre lettet over at han havde gjort det. Usikkerheden kom bare til hende som noget ganske naturligt fordi at han var begyndt at lukke op for hende. Hendes hjerte hamrede så voldsomt i brystet på hende at hun var bange for at han ville være i stand til at høre det, eller bare mærke det på hendes puls. Hun følte sig en smule flov over sit paniske udbrud og rødmede klart og tydeligt som en reaktion på hans ord. Det betød ufatteligt meget for hende at vide hvordan han havde det. Det var svært nok i forvejen at lege tankelæser og uden hans handlinger, uden hans kærtegn, så vidste hun end ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Håret der hang omkring hendes ansigt blev skubbet til side da hans hånd fandt vej til hendes kind. Følelsen af hans pande mod hendes egen fik hende til at hæve blikket op instinktivt for kun at blive mødt af hans læber. Hun skimtede kun ganske kort hans overlæbe inden hendes øjne gled i igen. Med blide strøg lod hun begge hænder glide op over brystet på ham, hvor hun bare lod verdenen omkring dem forsvinde fra sit fokus, så hun oprigtigt bare kunne nyde smagen af hans læber og gengælde det uden tøven.